#Article 1: Arkæologi (952 words)


Arkæologi er studiet af tidligere tiders menneskelige aktivitet, primært gennem studiet af menneskets materielle levn. Langt det meste af al menneskelig aktivitet foregik, før vi lærte at skrive, så arkæologi er den vigtigste metode til at studere ældre menneskeskabte samfund. 

Udgravninger kan foretages på flere måder. Den traditionelle (engelske) arkæologi gik ud fra princippet find en væg og følg den (find a wall and follow it). Nyere arkæologi består som hovedregel af flere led:

Som et led i det arkæologiske arbejde indgår også beskrivelsen af fundene, rekonstruktionen af dem på grundlag af fundne spor og brudstykker (fx af itubrudte lerkar) samt bestemmelse af hvilke(n) type(r), de(t) tilhører og dermed også en tidsbestemmelse og henføring til en arkæologisk kultur.

Arkæologi inddrager mange forskellige hjælpediscipliner i beskrivelsen af vores historie, både de materielle levn som er efterladt, og de skriftlige og billedlige overleveringer eksempelvis i form af arkæologiske illustrationer, således rekonstruktioner. Naturvidenskabelige undersøgelsesmetoder er i stadig udvikling og inddrages i stort omfang. Til datering benyttes eksempelvis dendrokronologi, kulstof 14-datering, kornaftryk og pollenanalyse. I visse tilfælde benyttes også filologi til at skabe sammenhænge mellem historiske og arkæologiske kilder.

Arkæologi beskæftiger sig med den lange periode – som i Danmark begynder med menneskets indvandring til landet for ca. 10-15.000 år siden til vikingetidens ophør omkring slutningen af 1000 tallet e. Kr. og endda senere. Arkæologien kan derfor underinddeles i en række typer alt efter hvilken tid, hvilket emne og hvilket område, der undersøges:

Det siger sig selv, at vilkårene ved arkæologiske udgravninger vil variere meget fra sted til sted og fra udgravning til udgravning.

Arkæologien har lånt det etnografiske kulturbegreb og anvender dettes grupper til at beskrive et givet forhistorisk samfunds overordnede indretning. Som identificeringsbetegnelse anvendes kultur imidlertid i arkæologisk sammenhæng for at betegne en i tid og udbredelse given levevis, fx Hellenistisk kultur, Kurgankulturen eller Ertebøllekulturen. 

Den arkæologiske kulturbetegnelse har sin rod i oprindelsen af den moderne arkæologi fra omkring midten af 1800-tallet. Da man gik over til at danne sig billedet af fortidens levevis på grundlag af de jordfund af genstande, beboelseslevn, grave og knogler, som man begyndte at gøre, var det naturligt at knytte en betegnelse til sådanne iagttagne fund for derved at kunne henvise til dem når nye, lignende fund blev gjort. Den første arkæologiske skelnen blev indført af Christian Jürgensen Thomsen, der opdelte genstande efter deres materialegrundlag i henholdsvis stenalder, bronzealder og jernalder. Snart viste det sig, at denne opdeling ikke var tilstrækkelig for at udskille ulige udformninger af samme slags genstande, og behovet for yderligere inddelinger blev snart klart. En af de tidligste underinddelinger var i den uslebne stenalder (nu almindeligvis benævnt jægerstenalder) og den slebne stenalder (nu almindeligvis benævnt bondestenalder). I begyndelsen var antallet af sådanne betegnelser mangfoldige, og flere betegnelser kunne anvendes side om side om samme kultur. Eksempelvis anvendes betegnelserne stridsøksekultur og enkeltgravskultur endnu i dag om samme kulturform. Nogle gange skelnedes mellem et ældre og et yngre kulturtrin (således endnu i dag skelnes mellem ældre bronzealder og yngre bronzealder). Det var den schweiziske forhistoriker Gabriel de Mortillet, der gjorde sig til talsmand for at inddele karakteristiske arkæologiske fundkomplekser i kulturer som hovedregel - men ikke altid - navngivne efter det sted, hvor de først er fundet eller er mest udprægede.

Kendetegnende for arkæologiske kulturer er forekomsten af materielle ledetyper det vil sige særegne og let genkendelige udformninger af redskaber, begravelsesformer eller lignende. Tidligere anvendte arkæologiske benævnelser som tragtbægerkultur, dolktid og stridsøksekultur henviste således til henholdsvis lerkar og våben med karakteristiske former, mens benævnelser som enkeltgravskultur og hellekistetid henviste til særegne gravformer.

Til trods for, at denne kulturinddeling udvikledes allerede i løbet af det 19. århundrede, var det først i begyndelsen af det 20. århundrede, at arkæologerne for alvor begyndte at formulere principperne bag den anvendte fremgangsmåde. Det er i første række den australske arkæolog Vere Gordon Childe, der konstaterede, at visse materielle fund af våben, smykker, fartøjer, begravelsesritualer og bygningsformer atter og atter blev fundet i de samme sammensætninger og dermed kunne berettige til at bruge betegnelsen kultur for derved at betegne den levevis og den befolkning, der havde frembragt dem.

Dette fik den tyske arkæolog Gustaf Kossinna (1858-1931) til at mene, at han kunne opstille en entydig forbindelse mellem en arkæologisk kulturprovins, en etnisk gruppe og en sproglig enhed. Skønt dette i mange tilfælde kan have en vis rigtighed, er det vigtigt altid at være opmærksom på de forbindelser, der kan være med andre kultursamfund. De kan foranledige, at redskaber og redskabstyper, byggeskik eller begravelsesmåde spredes fx som handelsvarer, gaver, medgift, krigsbytte eller besøgsindtryk. Man må derfor altid holde sig for øje, om det kun er enkelte genstande eller træk i levevis, der er ens flere steder, eller om det er den samlede levemåde. 

Et andet område, hvor arkæologerne med tiden har ændret holdning, er, når de skal forklare årsagerne til, at nye kulturer afløser gamle. Tidligere mente man, at sådanne kulturskift måtte forklares ved indvandringer, hvor den tidligere kultur eller livsform blev fortrængt eller undertrykket. I nyere tid ser man dog oftere sådanne kulturskifter forklaret ved, at nye ideer eller teknikker har spredt sig fra et samfund til et andet og formoder, at egentlige folkevandringer har været få, små og ubetydelige. Endnu i dag er der mange kulturskifter, hvor arkæologerne ikke kan blive enige om betydningen af folkevandringer. Blandt de mest omstridte emner er spørgsmålet om stridsøksefolkets eller enkeltgravskulturens mulige indvandring (eller ej) til Vesteuropa fra sletterne nord for Sortehavet.

Et andet nyt træk i arkæologien er, at man i mindre grad bruger udtrykket kultur og i stedet taler om teknokomplekser (engelsk: Techno-Complex, en forkortelse for Technology-Complexes) for derved at understrege, at man alene betegner genstandskulturen men ikke nødvendigvis den livsform eller den befolkning (herunder i sproglig eller etnisk/national henseende), der har skabt den.




#Article 2: Aalborg Universitet Esbjerg (322 words)


Aalborg Universitet Esbjerg (tidligere kendt som AUE og AAUE, men benævnes nu AAU Esbjerg) er organisatorisk en afdeling under Aalborg Universitet, som er geografisk lokaliseret i Esbjerg. AAU Esbjerg er en forsknings- og uddannelsesinstitution med et varieret udbud af uddannelser inden for det ingeniør- og naturvidenskabelige område.

AAU Esbjerg blev skabt ved en fusion i 1995, mellem det daværende Ingeniørhøjskolen Esbjerg og Aalborg Universitet. Universitetet uddanner primært diplom- og civilingeniører, samt bachelorer og kandidater inden for Energiteknik, Kemi- og Bioteknologi, Olie- og Gasteknologi, Byggeri og Anlæg, Maskinteknik, Anvendt Industriel Elektronik og Risk and Safety Management. Siden fusionen er antallet af elever steget støt, og der har været behov for udvidelser af de fysiske rammer i flere etaper. Især har en massiv satsning på informationsteknologi, med oprettelsen af en afdeling for software- og medieteknologi (Department of Software and Media Technology), samt uddannelser der er skræddersyet til olie- og offshore-branchen i Nordsøen, tiltrukket mange studerende. I 2015 blev den nybyggede C2-fløj, hvori der er topmoderne laboratorier til både Kemi- og Energi- uddannelserne, samt kontorer og grupperumsfaciliteter, indviet samtidig med en renovering og modernisering af B- og C1-fløjene. AAU Esbjerg danner p.t. (november 2014) rammen om hverdagen for ca. 700 studerende og 110 ansatte.

Studenterorganisationen på AAU-Esbjerg hedder DSR-SE, og studenterbaren Smuthullet.

Det der i dag er Aalborg Universitet Esbjerg, hviler på et fundament som blev påbegyndt i 1964, da Esbjerg Bygningsteknikum blev oprettet. Dette skete efter en årelang indsats med at overbevise centraladministrationen om behovet for tekniske uddannelser i Esbjerg. En række lokale entreprenører havde et stort behov for teknisk kyndige medarbejdere til brug i deres virksomheder, og det lykkedes dem at overbevise København om at dette behov skulle opfyldes med en lokal ingeniøruddannelse. Dette forhindrede dog ikke en omtumlet tilværelse de første år, hvor institutionen flere gange var lukningstruet, men den fik lov at bestå, og kunne i 1968 flytte ind i nyetablerede bygninger på stedet, hvor universitetet også i dag er lokaliseret.




#Article 3: Anders Fogh Rasmussen (1834 words)


Anders Fogh Rasmussen (født 26. januar 1953 i Ginnerup Sogn) er en dansk politiker, der fra 27. november 2001 til 5. april 2009 var Danmarks statsminister, samt NATO's generalsekretær fra 1. august 2009 til 30. september 2014.

Fogh Rasmussen var formand for Venstre fra 1998 til 17. maj 2009.

Anders Fogh Rasmussen er Storkors ridder af Dannebrogordenen, har modtaget Fortjenstmedaljen i guld og er placeret i rangfølgens 2. klasse nr. 1. Som statsminister var han placeret i 1. klasse nr. 4.

Anders Fogh Rasmussen blev i sine unge år i Venstres Ungdom ofte kaldt Røde Anders, fordi han gik ind for økonomisk demokrati. Øgenavnet kastede han dog af sig, da han lod sig inspirere af den liberale filosof Robert Nozick i bogen Fra socialstat til minimalstat (1993). Politiske iagttagere er enige om, at Fogh siden 1993 igen er gået mod midten.

Den 4. april 2009 blev Fogh Rasmussen udpeget til generalsekretær for NATO. Dagen efter trådte han tilbage som statsminister. Han tiltrådte som generalsekretær 1. august 2009, og beholdt denne stilling i godt 5 år.

Anders Fogh Rasmussen er søn af gårdejer Knud Rasmussen og hustru Martha Rasmussen, født Fogh. Han er født i Ginnerup Sogn på Djursland og opvokset i landsbyen Hvidding ved Hammershøj mellem Randers og Viborg. 
Han blev sproglig-samfundsfaglig student fra Viborg Katedralskole i 1972 og cand.oecon. fra Aarhus Universitet i 1978.

Anders Fogh Rasmussen er gift med pædagog Anne-Mette Rasmussen. Sammen har de tre børn. Den ældste, Henrik Fogh Rasmussen, har involveret sig som samfundsdebattør, blandt andet med bogen Amerikanske Tilstande. Familien boede en overgang i Skals, den ikke store landsby, der også talte tidligere landbrugsminister Bjørn Westh og tidligere fiskeriminister Henning Grove.
Parret er bosiddende i Bruxelles.

Han var konsulent i Håndværksrådet 1978-1987.

Anders Fogh Rasmussen deltager i Bilderberggruppen, en eksklusiv gruppe der af globaliseringskritikkere bliver kaldt for en hemmelig ’verdensregering’. Ingeborg Philipsen, Københavns Universitet, som har studeret Bilderbergfænomenet, oplyser, at Bilderberggruppen diskuterer bag lukkede døre, absolut intet kommer ud til offentligheden. Formålet med møderne er i følge Anders Eldrup, konferencens danske koordinator, citat: 

Anders Fogh blev af oppositionen i Folketinget og dagspressen blevet kritiseret for sin tilgang til medierne og brugen af spindoktorer i forsøg på styring af informationer i medierne. Antallet af særlige rådgivere blev under Foghs regeringsperiode fordoblet i forhold til antallet under den tidligere regering. Anders Fogh og hans 18 ministre havde ansat 52 særlige rådgivere og pressefolk. Årligt brugte regeringen Fogh omkring 32 mio. kr. på at informere borgerne og sælge sin politik via medierne.

I forbindelse med dokumentarfilmen Den Hemmelige Krig på DR om udlevering af krigsfanger fra Afghanistan til USA anklagede Anders Fogh DR for ikke at være uvildig i sin dækning og hævdede, at DR burde iværksætte en intern undersøgelse af, hvorledes de fremsatte påstande var fremkommet, ligesom også Forsvarsministeriet og en række artikler i Nyhedsavisen kritiserede filmen. DR afviste at indlede en intern undersøgelse, men i stedet undersøgte fagbladet Journalisten i samarbejde med Center for Journalistik ved Syddansk Universitet en undersøgelse, der konkluderede, at filmens påstande var journalistisk holdbare..

Anders Fogh kom under kritik, da han i et interview i forbindelse med Muhammedkrisen udtalte til den arabiske TV-station Al-Arabiya, at han ikke selv ville have publiceret Muhammedtegningerne. Og at udtalelsen kunne ses som en camoufleret undskyldning til den muslimske verden.

Anders Fogh afviste 670 forespørgsler fra journalist Bo Elkjær, Ekstra Bladet, om et interview vedrørende Irak-krigen. I juni 2007 opfordrede Ombudsmanden Anders Fogh til enten at acceptere at lade sig interviewe af Elkjær eller at give en saglig og konkret begrundelse for ikke at gøre det. Fogh fastholdt sin afvisning og vakte opsigt, da det er uhyre sjældent, at myndigheder eller myndighedspersoner sidder en ombudsmandsindstilling overhørig. I august 2007 fik Bo Elkjær dog sit interview med statsministeren.

Anders Fogh Rasmussens eftermæle med hensyn til den økonomiske politik har været lidt blakket. I et rundspørge blandt en række økonomer i Politiken i 2010 blev Anders Fogh Rasmussens regering udråbt til at føre den næstdårligste økonomiske politik af alle regeringer siden 1970'erne, kun undergået af Anker Jørgensens regeringer. Økonomiprofessor Nina Smith talte ved den lejlighed om 10 års spildt økonomisk politik med henvisning til manglende reformer og fastfrysningen af ejendomsværdiskatten, som forværrede boligboblen.

Tidligere overvismand, professor Niels Kærgård har senere direkte sammenlignet Anders Fogh Rasmussens politik med tidligere statsminister Anker Jørgensens: ... Da Fogh Rasmussen i 2009 trådte tilbage, var økonomien på vej ud i den mest omfattende finansielle krise siden 1930erne, og arbejdsløsheden steg med uhørt hast. Men det var ikke det værste, for der var trods alt en generel international krise (i øvrigt ligesom Anker Jørgensens problemer i høj grad skyldtes oliekriserne). Det værste var de langsigtede strukturelle problemer. Alle beregninger viser, at der i Fogh Rasmussens periode ikke blev gennemført reformer, der forberedte Danmark på de langsigtede problemer, der var på vej som følge af en stigende ældrebyrde, Nordsøoliens udtømning og en manglende dansk konkurrenceevne.

Han fortsætter: Årsagerne til, at de to statsministres regeringer kom så galt af sted, var i øvrigt meget parallelle. Begge stod over for nogle problemer, som krævede et opgør med etablerede, populære synspunkter, der var uforenelige med de økonomiske realiteter ... For Fogh Rasmussen var problemet, at skattestoppet blev den dominerende hovedmålsætning uden at man var villig til at erkende, at et skattestop (herunder for nogle skatters vedkommende et stop i nominel værdi) var uforenelig med en fortsat opretholdelse af et velfærds-niveau med bl.a. stigende overførselsindkomster. Der blev ikke lavet tilstrækkeligt med reformer under højkonjunkturen.

Under det danske EU-formandskab i 2004 blev EU udvidet med en række nationer i Øst- og Centraleuropa. De afgørende forhandlinger blev ledet af Anders Fogh  under det danske EU-formandskab i 2002.  Udvidelsen fandt sted fra 1. januar 2004 (under irsk formandskab).

Under Anders Fogh Rasmussens ledelse deltog Danmark i især 2 omdiskuterede krige. Den ene var krigen i Afghanistan med dansk deltagelse fra 2002 til 2013 og den anden Irakkrigen med dansk deltagelse fra 2003 til 2007.

Beslutningen om at følge USA i krigen i Afghanistan blev godkendt af et bredt flertal i Folketinget bestående af Venstre, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre og Kristeligt Folkeparti. Begrundelsen var at forebygge terrorisme, herunder stække det fundamentalistiske taliban samt fjerne træningslejre drevet af al-Qaeda. Krigen var således en reaktion på terrorangrebet den 11. september 2001.

Krigen udviklede sig til en langstrakt guerillakrig, og Taliban har gennemført adskillige selvmordsangreb på både soldater og civile. Samtidig har de allierede har haft flere eksempler på fejlbombninger af civile. Dette har været medvirkende til stigende kritik og folkelig modstand mod krigen.

Krigen i Irak brød med en lang tradition om enighed i Folketinget ved dansk deltagelse i krig. Beslutningen blev truffet med støtte fra Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti, mens de øvrige partier stemte imod. Begrundelse for at deltage i krigen var, at Irak ikke havde overholdt kravene i rådets resolution 1441 fra 2002 om at samarbejde med FN's våbeninspektører i landet for at fjerne masseødelæggelsesvåben og dermed udgjorde en trussel mod verdensfreden. 

Den folkelige modstand mod krigen voksede i takt med, at der kom nyheder om danske tab og mange sårede og døde civile som følge af krig, fejlangreb og selvmordsbombere. Samtidig blev motiverne for deltagelsen i krigen blev i stigende grad betvivlet og der blev ikke fundet beviser for masseødelæggelsesvåben i Irak.

En gruppe borgere anlagde sag med påstand om at den danske deltagelse var i strid med Grundloven. Dette blev i 2010 afvist af højesteret.

I 2006 skrev Berlingske, at Lars Løkke Rasmussen primo 2004 var kørt i stilling til at overtage statsministerposten, så Anders Fogh kunne blive formand for EU-Kommissionen, der skulle nybesættes medio 2004. Når Fogh ikke fik posten, gik spekulationerne på, at det skyldtes Danmarks EU-forbehold; en spekulation som Frankrigs daværende premierminister François Fillon dog afviste.

I 2008 blev Anders Fogh Rasmussen igen nævnt i medierne som mulig kandidat til posten som den første formand for Det Europæiske Råd. Ud over de danske EU-forbehold vurderedes hans muligheder ved den lejlighed dog også at være svækket af forholdet til den muslimske verden efter Muhammed-tegningerne. Berlingskes korrespondent Ole Bang Nielsen formulerede det på denne måde: Det er svært for EU at være repræsenteret på den internationale scene af en politiker, der er erklæret persona non grata af hovedparten af de muslimske lande.

Den første spekulation om Anders Foghs kandidatur som NATO's generalsekretær kom frem, da Financial Times den 12. februar 2009 udråbte den danske statsminister som mulig kandidat til topposten i NATO. Få dage efter blev spekulationen forstærket, da den politiske kommentator Hans Engell den 13. februar udtalte, at Anders Fogh inden en måned ville blive udnævnt til generalsekretær for NATO. Snart fik Anders Foghs kandidatur opbakning fra Tyskland, Frankrig og Storbritannien, og da USA den 21. marts meddelte, at de også ville støtte Fogh, så udnævnelsen ud til at være på plads. Men da alle lande i NATO skal være enig om, hvem der skal have posten som generalsekretær, og dermed havde veto, viste der sig at være et problem. Gentagne gange udtalte toprådgivere for Tyrkiets regeringsparti, at Tyrkiet ikke ville acceptere Anders Fogh, angiveligt på grund af hans lave popularitet i den muslimske verden efter Muhammed-krisen. En anden begrundelse for den tyrkiske modstand var, at den kurdiske tv-station Roj, der ifølge Tyrkiet er talerør for terrororganisationen PKK, havde haft mulighed for at sende fra København, selvom Tyrkiet siden 2005 har krævet tv-stationen lukket. Spekulationerne om Tyrkiets modstand blev dog afvist, da Tyrkiets præsident Abdullah Gül ved et pressemøde den 27. marts udtalte: Vi er ikke imod nogen personer, heller ikke Rasmussen, hvis han bliver kandidat. Dermed mente mange analytikere, at vejen var ved at være banet for Anders Fogh, som i øvrigt havde afvist sit kandidatur gentagne gange.. Den 2. april 2009 erklærede Fogh sit kandidatur til generalsekretærposten i NATO. To dage senere, den 4. april 2009, blev Fogh generalsekretær for NATO., og dagen efter udnævnelsen trådte Fogh Rasmussen tilbage som dansk statsminister. 

Efter 5 år som generalsekretær blev Fogh den 1. oktober 2014 afløst på posten af Jens Stoltenberg. Efter sin fratræden som generalsekretær oprettede Anders Fogh Rasmussen sin egen konsulentvirksomhed, Rasmussen Global.

Under coronaviruspandemien i foråret 2020 søgte han om knap 100.000 kr. i lønkompensation fra statens hjælpepakker til erhvervslivet.

Den 27. maj 2016 oplyste dr.dk at Anders Fogh Rasmussen skal være rådgiver for den ukrainske præsident, Petro Porosjenko.

Allerede under et NATO-topmøde i Wales i september 2014 knyttede Anders Fogh Rasmussen og Porosjenko nære kontakter. Ukraines præsident Petro Poroshenko mødtes med NATO-lederne og vedtog en fælles erklæring, der skitserede konkrete skridt for at øge NATO-Ukraine-partnerskabet, og Fogh Rasmussen stillede en handlingsplan om at gøre NATO mere lydhør overfor, hvad han kaldte Ruslands aggressive adfærd i Ukraine, og alle andre sikkerhedsmæssige udfordringer i udsigt. Efterfølgende holdt Fogh Rasmussen og Porosjenko fælles pressemøde, og netop Rasmussens tidligere rolle som generalsekretær i NATO har været afgørende for Porosjenkos valg af rådgiver.

Anders Fogh Rasmussen er kåret til årets laks i 2004 af Landsforeningen for Bøsser og Lesbiske for sine udtalelser som privatperson om, at homoseksuelle skulle have mulighed for at blive gift i kirken.




#Article 4: A (159 words)


A a er det første bogstav i det latinske alfabet samt det danske alfabet. Det er en vokal.

Bogstavet A kan spores tilbage gennem det græske alfabets bogstav alpha (stort Α, lille α) til det semitiske ’aleph (hebraisk א, arabisk ا). Det græske navn alpha er ligeledes lånt fra det semitiske navn ’aleph, der egentlig betyder okse; bogstavet forestiller et oksehoved, men er i sin græske og latinske form vendt på hovedet, således at hornene vender nedad: A.

Det semitiske bogstav betegner en strubelyd lig det danske stød, /ˀ/. I græsk, der ikke kender de semitiske strubelyd, kom bogstavet til at betegne vokalen /a/, og det er også den almindelige lydværdi i latin og de afledte alfabeter. På dansk bliver det både udtalt som fladt (lukket) [æ] (ane) og som et klart (åbent) [a] (arne). På engelsk bliver det udtalt som [æ] (man), [a] (father) eller [ei] (same).

I det hexadecimale talsystem repræsenterer A et ciffer med værdien 10.




#Article 5: Anders And (1783 words)


Anders Fauntleroy And er en berømt figur i Disneys tegnefilm og tegneserier. Selv om han ikke er særligt populær i USA, optræder han i mange ugeblade i Europa: I Norge, Tyskland, Sverige, Danmark, Holland, Italien med flere. Hans første optræden var i tegnefilmen The Wise Little Hen (Den kloge lille høne) fra 9. juni 1934. Hans karakteristiske stemme blev indtalt af radiokomikeren Clarence Nash, der siden fast lagde stemme til.
Efter Nash' død i 1985 overtog tegnefilmsdubberen Tony Anselmo. Det var i øvrigt Nash selv, der trænede Anselmo til at lyde som Anders And. I Danmark har tre lagt stemme til Anders And: Bjarne H. Hansen, Dick Kaysø og Peter Zhelder. Dick Kaysø og Peter Zhelder lægger stadigvæk stemme til ham.

Anders And var en bifigur til filmen Den lille kloge Høne, han havde et langt spidst næb og en utrolig kort lunte; der skulle ikke meget til for at udløse et raserianfald hos ham. Klassikerne er fra 1930'erne, hvor Mickey, Fedtmule og Anders er et trekløver, der er film som Mickeys Campingvogn, Tårnuret og Ensomme Spøgelser. Fred Spencer og Dick Lundy var animatorer. Efterhånden opnåede anden større popularitet, hvad der ikke rigtig huede Disney, der ikke brød sig om den krakilske and. Men Anders blev forfremmet til hovedfigur i en serie film, der begyndte med Anders And og Strudsen i 1938. Med den var det ande-teamet hos Disney født: instruktøren Jack King og assistenterne Carl Barks (den senere serieskaber), Chuck Couch, Harry Reeves og Jack Hannah. Han var stadigvæk en hidsigprop, men han blev gjort mere nuanceret, og nye figurer blev tilføjet som nevøerne Rip, Rap og Rup, kæresten Andersine And og i en enkelt film fætter Guf.

Under anden verdenskrig gjorde krigsudgifterne det nødvendigt at indkræve skat fra ca 15 millioner amerikanere, der aldrig tidligere havde været skattebetalere. Modstanden mod denne nye byrde var betydelig, og finansminister Henry Morgenthau satte Walt Disney i gang med en propagandafilm for at motivere folk til at betale den nye skat med godt humør. Prisen for at lave og distribuere filmen var på ca US$ 80.000. Beløbet udløste politisk debat i senatet. Senator Sheridan Downey fra Californien gik god for filmens positive virkning på folks holdning, og kaldte Anders And one of our great national characters. New York Times kaldte filmen for den mest effektive moralfilm udgivet af regeringen og mente, den havde skabt en godmodig accept af en tung byrde.

I udgangspunktet udtrykte Morgenthau skuffelse over, at Disneys film gjorde Anders til filmens stjerne, i stedet for den lille figur Mr. Taxpayer (= hr. Skattebetaler). Disney svarede oprørt: Jeg har givet jer Anders And. Det tilsvarer at få Clark Gable tildelt fra MGM. Det bøjede Morgenthau sig for, og filmen blev færdiggjort i en fart.

Der blev også lavet film om Anders And i militærtjeneste, som han selvfølgelig gør meget klodset. Mest kendt er Der Fuehrers Face fra 1943, i dag tilgængelig på youTube, hvor anden drømmer, at han er i diktaturstaten Nutziland.Desuden medvirkede han i to mindre kendte spillefilm, Saludos Amigos 1943 og The Three Caballeros 1945, der gav et lystigt billede af livet i Latinamerika.

Efter krigen blev omgivelserne mere hjemlige, men næppe mere fredfyldte. I 1947 overtog Jack Hannah pladsen som instruktør. Filmene handlede ofte om klammeri med andre, det være sig en bi, Chip og Chap eller noget, han mislykkedes med. Anders var her ofte plageånden, hvis egne drillerier slog tilbage som en boomerang.

Fjernsynets fremmarch i 1950'erne satte snart stopper for de korte tegnefilm, og Jack Hannah blev sat til at redigere Disneys tv-shows og kæde de korte tegnefilm sammen i et længere forløb. Her blev Anders gjort mere sympatisk, men det var eksperten i alt, Raptus von And, der gjorde mest for tv-showet. I et andet tv-show Disney Sjov medvirkede Anders i tv-serierne Rip, Rap og Rup på eventyr, Bonkers, og Rap Sjak. I Rip, Rap og Rup på eventyr, var han sjældent med, men fik et nyt tøj. I Rap Sjak var hans matrostøj skiftet ud med en hawaii-skjorte med røde og hvide blomster. I Bonkers var han også med en kort tid.

Anders And gik til tegneserien allerede tidligt efter sin debut i 1934, hvor han i avisstriber optrådte med sin makker fra The Wise Little Hen, Peter Gris. Fra den 10. februar 1935 blev han en del af Mickeys avisstribe som musens kujonagtige og drillesyge ven, men fra 1936 kaprede han hovedrollen i Silly Symphony-striben. Forfatteren Ted Osborne og tegneren Al Taliaferro, der stod bag serieudgaven af The Wise Little Hen, pressede på, og da det blev en succes kunne forfatteren Bob Karp i samarbejde med Taliaferro lave andens egen avisstribe.

Det blev en populær serie. I de allertidligste serier var Anders en hidsig, ondskabsfuld og pueril and med langt spidst næb og hænder, der knap kunne skelnes fra vinger. Senere blev han mere voksen, da han fik ansvaret for sine tre nevøer Rip, Rap og Rup, og kæresten Andersine kom til sammen med Bedstemor And.

Tegneseriefiguren Anders And blev senere udviklet yderligere af Carl Barks. I de tidlige tegnefilm var han for det meste doven og hidsig; men for at gøre hans figur brugbar til en tegneserie besluttede Barks at udvide hans personlighed. Anders' mest gennemgående karaktertræk er hans notoriske uheld, som desuden har den narrative funktion at give adgang til spændende eventyr, uden at serien udvikler sig for meget. På denne måde kan Anders eksempelvis blive involveret i alverdens skattejagter, og da han altid ender med at miste den fundne gevinst, kan alle historierne starte fra samme udgangspunkt. 

For at give Anders en verden at bo i, skabte Barks byen Andeby i den amerikanske stat Calisota (som er en blanding af de to amerikanske stater Californien og Minnesota) med indbyggere som den rige onkel Joakim von And, den heldige Fætter Højben og den dygtige opfinder Georg Gearløs. 

Anders lægger med sit engelske navn Donald Duck i øvrigt navn til donaldismen, fankulturen omkring Disney-tegneserier og -tegnefilm, som den norske forfatter Jon Gisle udviklede med sin bog af samme navn. 

Anders bor i Andeby på Paradisæblevej 111 med sine tre nevøer Rip, Rap og Rup. De er stort set identiske, men de kan i nogle historier identificeres på, hvilken farve kasket de har på. 

Ifølge Disneytegneserieforfatteren Don Rosa var Anders født et eller andet sted omkring 1920 – men dette er ikke officielt. Ifølge Carl Barks' stamtræ (senere udviklet og genbygget af Don Rosa for den danske udgiver Egmont Serieforlaget) er Anders' forældre Hortensia von And og Rapmus And. Anders har en søster ved navn Della And, men hverken hun eller Anders' forældre optræder i tegnefilmene eller tegneserierne bortset fra særlige steder som eksempelvis i Her er dit liv, Joakim. Ifølge Don Rosa er Anders og Della tvillinger. 

Fra tegnefilmen Mr. Duck Steps Out har Anders' kæreste været Andersine And, men han går i stadig fare for at miste hende til den heldige Fætter Højben. I nogle italienske historier er Anders også superhelt under dæknavnet Stålanden.

Anders' onkel, Joakim von And, er den rigeste and i verden.

Sammen med onkelen og nevøerne Rip, Rap og Rup har Anders And rejst jorden rundt til mange forskellige lande og steder. Blandt disse er landet Langtbortistan, hvis navn blev opfundet af den danske oversætter Sonja Rindom og senere er gledet ind i almindeligt, dansk sprogbrug.

I de tidlige historier af Carl Barks havde Anders en hale, der stak langt bagud. Han havde langt næb og lang hals, og hans matrostrøje havde fire knapper. Hans lange hals passede godt til egenskaben nysgerrighed og det lange næb til hans hidsighed, hvilket var to egenskaber, der prægede ham mest. Disse tidlige historier var også præget af en grov komik i stil med tegnefilmene.

Siden fik han et mere strømlinet udseende og kortere næb (dog ikke så kort som visse tegnere i 1960'erne gjorde det!) og kun to knapper på trøjen, et udseende de øvrige andetegnere også tager til sig. Her blev hans natur også mere sammensat, og han ligner mest af alt en tragisk helt. Komikken kommer mere og mere til at ligge i replikkerne.

Anders And optræder særligt i jumbobøgerne med en hemmelig identitet i form af superhelten Stålanden. Figuren er inspireret af Batman og er skabt af den italienske forfatter Guido Martina i samarbejde med kunstneren Giovan Battista Carpi i 1969 i hans italienske navn Paperinik. Ofte tegnet af Romano Scarpa.

I lighed med inspirationskilden er han maskeret og har et hav af tekniske opfindelser, som han bruger i kamp mod forbryderne og – overvejende! – i kamp for at redde sit andet jeg, Anders And, ud af kniben. Den eneste, som kender hans hemmelige identitet, er opfinderen Georg Gearløs, som har udstyret gamle 313 med moderne udstyr og finurligheder. Det er ikke så tit at Stålanden optræder; næsten kun i Jumbobøger, men har dog også optrådt i Anders And-bladene med en gæstehistorie, hvor Stålanden kæmper mod en tidligere fjende, som nu havde kaldt sig Lord Hvalros.

Efter at Stålanden i starten af 1990'erne ikke var benyttet så meget af historieskriverne, forsvandt han næsten ud af Disney-universet indtil 1996, hvor en ny serie, Stålanden på nye eventyr, startede med Stålanden i hovedrollen (umiddelbart inspireret af Marvel universet). Denne relancering af Stålanden gav karakteren det ekstra, der skulle til for at få et godt comeback.

I modsætning til størstedelen af Anders And-tegneserier har denne serie en sammenhængende forløb. I serien optræder kun sjældent de andre figurer fra de normale Anders And tegneserier; oftest er det kun en kort birolle eller en reference, men til gengæld er en mængde nye figurer kommet til. 

Serien starter med, at Anders And er ansat som vicevært i Ducklair Tower, et højhus bygget af mangemilliardæren Everett Ducklair, en fremragende videnskabsmand og opfinder, som forlod Andeby og drog til et tibetansk kloster, Dhasam-Bul. Anders finder Globus, en kunstig intelligens skabt af Ducklair, samt Ducklair's arsenal af våben og opfindelser. Dette bliver starten på Anders' liv som Stålanden.
En mængde temaer var ofte i centrum for historierne, bl.a. tidsrejser og Tidspolitiets kamp med tidspiraterne fra Organisationen, invasion fra rummet af de magtsyge evronianere, Stålandens samarbejde med FBI og meget mere.

Serien fik en fornyelse i 2001, hvilket ændrede markant på historierne. Everett Ducklair vender tilbage, slukker Globus, smider Stålanden ud af Ducklair Tower og genopretter sit gamle imperium. Undervejs bliver Ducklair's to døtre afsløret. De hader begge Everett af grunde, der ikke bliver afsløret til fulde, selvom det bliver antydet, at Everett skilte sig af med deres mor på en eller anden måde.
Denne fornyelse holdt 18 numre, før serien blev afsluttet, dog uden at historierne fik en slutning.

Barks-historien Anders And og den gyldne hjelm fra 1954 kom i 2006 med i Kulturministeriets kulturkanon.

I august 2013 kom blad nummer 3000 regnet fra de danske blade




#Article 6: Andeby (110 words)


Andeby (engelsk: Duckburg) er en opdigtet by, skabt af Carl Barks i Disneys tegneserier. Byen ligger i den opdigtede stat Calisota, som er en blanding af staterne Californien og Minnesota. Anders And, Joakim von And, Rip, Rap og Rup And, Andersine And og andre figurer bor der. I historien er Andeby grundlagt af Kornelius Blisand.

På det amerikanske originalsprog bor musene Mickey Mouse, hans nevøer Mik og Mak, kæresten Minnie Mouse og hans ven Fedtmule og andre figurer i et museunivers i byen Mouseton. I de danske oversættelser har man ladet dem alle bo i Andeby, måske fordi der på et tidspunkt kom historier, hvor de optrådte i hinandens univers.




#Article 7: Andersine And (191 words)


Andersine And er en figur i Disneys tegnefilm og tegneserier. Hun optrådte første gang i  tegnefilmen Mr. Duck Steps Out den 7. juni 1940; i tegneserier optrådte hun første gang i Al Taliaferros avisstriber om Anders And den 4. november 1940.
I starten havde hun på filmene en stemme ligesom Anders And bare i mindre toneleje, men den blev senere erstattet med en ordinær, mørk kvindestemme. I tv-serien Rap Sjak har Andersine fået et mere dameagtigt udseende, uden den karaktaristiske sløjfe, samt en Leguan ved navn Nuller. Der er hun reporter i sit tv-program, som hedder Hvad I Alverden. I Hos Mickey arbejder hun som en, der rerseverer pladser til Disney-gæsterne. I serien er hun også den største fan af Prinsesse Ariel fra Disney-filmen Den lille Havfrue.

Andersine And blev født i 1920. Hun er en fjern slægtning til Anders And. Hos Carl Barks og andre tegnere til seriealbum flirter hun tit med fætter Højben, men hun er officielt Anders' kæreste, og mange tegneserier handler om de to figurers rivalisering om hende.

I nogle historier i Anders And  Co. omtales de som forlovet.

I Danmark lægger Annette Heick stemme til Andersine.




#Article 8: Amurleopard (110 words)


Amurleoparden er en race af leoparden. Den lever i regionen Primorskij i det sydøstlige Rusland, hvilket er et område, hvor størstedelen er dækket af skov. Når den fugtige og varme monsun om sommeren blæser fra Stillehavet, kan temperaturen nå op på 40 grader. Om vinteren strømmer derimod iskold luft ned fra Sibirien og temperaturen kan falde til -30 grader. Under disse ekstreme forhold lever de sidste vilde amurleoparder, der omkring 2007 talte 14-20 voksne og 5-6 unger. Kattene har fået navn efter floden Amur.
 
Med sin meget tykke vinterpels og store øjepletter er amurleoparden forskellig fra den mere almindelige afrikanske leopard. Af udseende minder amurleoparden næsten om en brun sneleopard.




#Article 9: Amur (400 words)


Amur (evenkisk: Тамур, ; , ; , ; manchuisk: , , ) er en 2.824 km lang flod i det sydøstligste Sibirien. Amur dannes, hvor floden Sjilka fra Jablonovy-bjergene flyder sammen med Argun fra Hinggan-bjergene. Amur danner over en lang strækning grænsen mellem det kinesiske Manchuriet og Rusland, inden den løber mod nord ved Khabarovsk for at udmunde i det Okhotske Hav nær Tatarstrædet.

Med et afvandingsareal på 1.855.000 km² har Amur det 4. største i Rusland efter Jenisej, Ob og Lena og er verdens 10. længste flodsystem. Amurs flodsystem fra kildefloden Arguns uspring er 4.444 km langt. og omfatter 10.610 floder (hvoraf 1.684 vandløb er kortere end 10 km) og 61.426 søer med et areal på 10 599 km² (herunder stagnerende Torreyskie søer).

Amurs floddal betragtes som tre afsnit: i den øverste del af Amurs løb, til udmundingen af floden Zeja, ca. 880 km, er strømhastigheden 5,3 km/t, i den midterste del af Amurs løb, fra udmundingen af Zeja til udmundingen af Ussuri, ca. 975 km, er strømhastigheden 5,5 km/t, og i den nedre del af Amurs løb, fra udmundingen af Ussuri til Nikolaevsk-on-Amur, ca. 966 km, er strømhastigheden 4,2 km/t.

Regn udgør 75% af den årlige afstrømning fra Amur og sommer- og efterårsregnskyl medfører store udsving i vandstanden, der har væsentlig indflydelse på forholdene i floden og floddalen. Vandstanden i flodlejet stiger op til 10-15 meter i de øverste og midterste dele af floden og op til 6-8 m på den nedre del af Amur. Amur oversvømmer floddalen 4-6 gange årligt i forbindelse med kraftige nedbør. I de midterste og nedre dele af Amur er der observeret oversvømmelser i en brede på op til 10-25 km i op til 70 dage, hvilket kan resultere i delvis oversvømmelse af større byer som Blagovesjtjensk, Khabarovsk. I 1897, 1928 og 1956 var der omfattende oversvømmelser. Efter opførelsen af vandkraftværker på de vigtigste bifloder Zeja, Bureja og Sunkhuatszjan er sommer/efterårs oversvømmelserne i floden og mindre udtalte i den nederste del og øger kun vandstanden med 3-6 m. Amurs øvre løb fryser i begyndelsen af november, den nederste del i slutningen af november. Amur er isfri fra slutningen af april i de nedre dele, i begyndelsen af maj i de øvre. Amur er sejlbar i hele sin længde.

Ved udmundingen af Amur i Okhotske Hav er tidevandet mellem 1,5 og 2,6 m.

Byerne Blagovesjtjensk, Heihe, Khabarovsk, Amursk, Komsomolsk-na-Amure og Nikolajevsk-na-Amure liggere ved Amur.




#Article 10: Biologi (335 words)


Biologi er studiet af liv (organismer). Ordet er sammensat af de to græske ord bios, som betyder liv, og logia der kan oversættes med læren om. 

Biologien kan føre sine rødder tilbage til det gamle Grækenland. Specielt Aristoteles (384 f.Kr. – 322 f.Kr.) gjorde mange iagttagelser om dyr og planters levevis og organiserede disse iagttagelser i teorier. Teorierne holdt sig i mere eller mindre uforandret form helt frem til 1400- og 1500-tallet. 

I 1600-tallet blev mikroskopet opfundet og banede dermed vej for en mindre revolution inden for faget. Fx så man for første gang små encellede dyr, bakterier og sædceller. Mikroskopet var med til at rykke kraftigt til diskussionen omkring livets oprindelse, og om hvorvidt liv kunne opstå spontant. En diskussion som fortsatte helt op til Louis Pasteurs forsøg i 1800-tallet og Charles Darwins udgivelse af Arternes oprindelse (The Origin of Species by Means of Nautral Selection) i 1859. Evolutionsteorien blev udviklet af Charles Darwin og var drivkraften i de fremskridt som blev gjort inden for biologien i de følgende år. 

Wilhelm Johannsen “opfandt” navnet gen i begyndelsen af det 20. århundrede og dette sammen med opdagelsen af, at de nedarvede egenskaber ligger gemt i kromosomer, medførte store fremskridt inden for arvelighedslæren igennem den første del af det 20. århundrede. 

I 1953 fastslog James Watson og Francis Crick strukturen af DNA, det molekyle hvori det genetiske arvemateriale opbevares i alle kendte, levende organismer.

Biologer studerer generelle principper for hvordan levende organismer virker og er organiseret:

Ifølge nyere forskning; bl.a. 
 
bliver organismer klassificeret på en nyere måde – se organisme og systematik.

Svenskeren Carl von Linné var den første der forsøgte at opdele alt levende i en systematik; hans Systema naturae bruges (med lidt ændringer) den dag i dag.

Et af de centrale emner inden for biologi er evolution, som er en teori der blev underbygget af Charles Darwin. En organismes evolution kan studeres ved hjælp af molekylærbiologi, hvor man analyserer gener og proteiner. Evolution kan også studeres som palæontologer gør det, ved at studere fossiler.




#Article 11: Bireme (914 words)


En bireme var en skibstype fra antikken. Navnet kommer fra latinsk biremis, (to årer), og betegner en type galej, hvor roerne var fordelt over to dæk. Den græske betegnelse er διήρης (dieres), og derfor bruges ordet diere også til at betegne denne skibstype. Biremen var i nogle hundrede år det vigtigste krigsskib i Middelhavet, men blev så afløst af trieren, der havde en ekstra række årer. Galejer med to rækker årer fortsatte med at eksistere, i form af handelsskibe og lette opklaringsskibe. 

De tidligste illustrationer af søslag - for eksempel Ramses III's gravkapel fra det 12. århundrede f.v.t. - vises skibe med én række roere, og det er tydeligt, at skibene primært var platforme for bueskytter og andre krigere med kasteskyts. I Homers beretning om den trojanske krig (cirka 1200 f.v.t) omtales flere skibe, men det fremgår, at deres væsentligste opgave var at transportere krigere frem til en kamp, der foregik på landjorden.

Det markante skift i søkrigsførelsen kom med opfindelsen af vædderstævnen. Casson mener, at den fandt sted lidt efter 1000 f.v.t. og han sammenligner effekten af den med det, der skete, da søartilleriet blev opfundet omkring 2.500 år senere. Vædderstævnen stillede helt nye krav til skibenes udformning. De lange slanke skibe var let byggede og dermed sårbare over for angreb. Desuden havde de en vendediameter, der gjorde dem mindre egnede til selv at angribe. Svaret på dette problem var at gøre skibene kraftigere og fordele roerne på to rækker, så der ud over de sædvanlige roere i bunden af skibet også kom en række roere på en dæk over dem.

Med den ekstra række roere var biremen født, men man ved ikke, hvor i Middelhavsområdet det skete først. Der findes græske vaser fra det 7. århundrede f.v.t., hvor man kan se vædderstævn og et ekstra dæk (til bueskytter m.v.), men kun én række roere, hvorimod den assyriske kong Sankeribs palads havde illustrationer af ægte biremer, med to rækker roere, og et ekstra dæk til krigere ovenover. Vægfrisen i Ninive viste formentlig de fønikiske indbyggere i Tyr, der flygtede over havet efter Sankeribs angreb omkring år 700. På den baggrund har Casson vurderet, at fønikerne var ophavsmænd til de første biremer.

Udviklingen af biremen betød at tidligere tiders pentekontere (med 25 årer i hver side) og triakontere (med 15 årer i hver side) nu blev bygget som kortere skibe med samme antal årer, men med roerne fordelt på to niveauer. Biremerne havde en mast, der kunne lægges ned, og rigningen bestod af et firkantet råsejl. Datidens søkrig blev overvejende udført med almindelige handelsskibe, og kun de rigeste bystater havde midler til at opbygge egentlige flåder af krigsskibe. I 490 f.v.t. rådede bystaten Athen således kun over to egentlige krigsskibe, som blev suppleret med 48 handelsskibe. På samtidige illustrationer ses skibene oftest med kun én række årer, hvilket tyder på, at man til dagligt brug sparede på besætningen. I løbet af det 5. århundrede f.v.t. overtog trieren - som havde en ekstra række roere - pentekonterens rolle som det vigtigste krigsskib.

Udviklingen af trieren betød imidlertid ikke, at biremen forsvandt. For eksempel blev der i de lande, der opstod efter Alexander den Stores død bygget galejer, der havde to eller tre rækker årer som biremer eller trierer, men som havde flere roere ved hver åre. Dionysius I af Syrakus (ca. 432–367 f.v.t.) har fået æren af at have indført femmere og seksere, hvor der var hemholdsvis fem og seks roere, der delte tre rækker årer mellem sig. I Karthago greb man ideen med dobbelt bemanding af årerne og videreudviklede den type pentekontere, der havde årer i to niveauer, til en Firer (tetrere), hvor hvert niveau havde to roere. Fireren havde stort set samme størrelse som den klassiske triere, og dens kompakte form gjorde den til et hurtigt og modstandsdygtigt skib, og typen blev anvendt i de fleste flåder i Middelhavet i adskillige hundrede år. Efter Alexander den Stores død i 323 f.v.t. konkurrerede de stater, hans generaler skabte, hårdnakket om magten til søs. Kilderne fortæller, at Antigonos - der regerede over store dele af Lilleasien og de omkringliggende øer - fik bygget tre Niere og 10 Tiere, og sagkundskaben mener, at disse meget store skibe var biremer med to rækker årer.

Biremerne fortsatte gennem antikken som lette krigsskibe, og i Romerriget var liburniaen det vigtigste hurtige skib, anvendt til piratjagt, patruljering og transport af vigtige personer og meddelelser. Liburniaen var en bireme, men i forhold til den traditionelle græske model var rigningen udbygget med en lille formast og et forsejl, der især gjorde gavn ved styring af skibet. Efter det Vestromerske riges fald blev biremen det centrale krigsskib i den byzantinske (østromerske) flåde, nu udrustet med græsk ild, og omtalt som dromon. Pryor skriver, at dromonen fandtes i en let udgave med én række årer og en kraftigere version, med to rækker, altså en bireme. Op gennem middelalderen blev der fortsat bygget galejer af bireme-typen, men fra omkring det 12. århundrede begyndte landene omkring Middelhavet at standardisere deres galejer til en slank type med én række årer, enten med to mand per åre eller også med to mand, der sad forskudt for hinanden - i samme niveau - med hver sin åre. Sidstnævnte type var især populær i de italienske bystater Genua og Venedig, og den blev videreudviklet med flere roere, der delte samme åbning i skibssiden. De største galejer havde også kun én række årer, men flere mand per åre. Herefter forsvandt biremen - forstået som et skib med årer i to niveauer.




#Article 12: Carl Barks (605 words)


Carl Barks (født 27. marts 1901, død 25. august 2000) var tegner og forfatter dels hos Walt Disney Companys tegnefilmafdeling, dels hos forlag der lavede tegneserier for Walt Disney Company.

Barks begyndte at arbejde for Disney Company i 1935, et år efter Anders Ands debut.
Han var bl.a. med i andeteamet som assistent og in-betweener med instruktøren Jack King og Chuck Couch, Harry Reeves og Jack Hannah og var med til at lave tegnefilm som Donald's Nephews (1938), Donald's Cousin Gus (1939), Timber (1941), The Vanishing Private (1942) og The Plastics Inventor (1944).

Barks stoppede frustreret over arbejdsbetingelserne i 1942. Barks fik senere arbejde hos Western Publishing, hvor han fra begyndelsen håbede på selv at skabe nye figurer, men han blev kun bedt om at lave Anders And-tegneserier. Han lavede dog tidligt en række serier med Bruno Bjørn, en bjørn med det samme koleriske temperament som anden.

Barks producerede serier i de næste tre årtier. Ud over at give Anders And en mere behagelig og knap så hidsig personlighed, omgav han ham med en række excentriske og farverige figurer som Joakim von And – den rigeste and i verden, Fætter Højben – Anders' ufattelig heldige fætter, opfinderen Georg Gearløs, Bjørne-banden, troldkvinden Hexia de Trick og Grønspætterne – den verdensomspændende spejder-organisation. Han opdagede også grundstoffet bombastium.

De som arbejder hos Disney eller dets licenshavere, gjorde det først anonymt; historierne bar kun Disneys navn og et kort identifikationsnummer. Læserne af Anders And- og Onkel Joakim-historierne op gennem 1940'erne, 50'erne og 60'erne navngav derfor deres yndlingstegner med synonymet Den gode tegner.
Årsagen til det anonyme, men meget rammende navn var at udgiveren af Disney-tegneserier – Western Publishing – ikke ønskede at skaberne skulle komme i kontakt med deres fans og derfor forsøgte at forhindre enhver kommunikation mellem dem. De var bl.a. bange for at skaberne af serierne ville kræve langt mere i løn hvis deres popularitet blev kendt.

Alligevel lykkedes det omkring 1965 for fans – gennem Disney-studierne –  at finde frem til at Den gode tegners virkelige navn var Carl Barks. I dag er det mere reglen end undtagelsen at Disney-tegnere og -forfattere krediteres i bladene.

Barks' historier var populære ikke kun blandt børn, men også blandt voksne. Til trods for at Barks kun har rejst meget lidt, har han ladet sine ænder rejse kloden rundt til de mest mærkelige og afsides steder.

Carl Barks gik på pension i 1966, men han fortsatte med at skrive en del historier for Western. Han begyndte at lave oliemalerier med scener fra sine historier, og de blev hurtigt mange penge værd.

Carl Barks besøgte Danmark i 1994 som led i en Europa-turné arrangeret af Egmont. Han ankom 9. juni med Oslobåden og besøgte de næste 4 dage bl.a. Tivoli, Nationalmuseet (hvor 28 af hans malerier var udstillet) og Det Kulørte Bibliotek. 

Carl Barks døde den 25. august 2000, 99 år gammel.

I Danmark var han hovedleverandør af andehistorier fra det første nummer af Anders And  Co. i 1949 til 1963, hvor andre andetegnere gradvis overtog pladsen. Takket være hans store popularitet er hans historier genoptrykt i senere numre, og aldrig tidligere oversatte historier er blevet trykt. Tillige er flere af hans lange andehistorier udgivet som solohæfter og månedshæfter fra Gutenberghus.

I et stort fællesnordisk projekt blev Carl Barks' komplette Disney-tegneserier genudgivet 2005-2008 i 30 luksusbind i 10 kassetter som Carl Barks' Samlede Værker. I Norge fortsætter serien med Barks' andet arbejde (vittighedstegninger, ikke-Disney-tegneserier, tegnefilmsskitser og malerier) i fire bind samt to oversigtsbøger om Barks arbejder.

Som den eneste udlænding blev Carl Barks en del af den danske kulturkanon i 2006 med den lange historie Anders And og den gyldne hjelm.




#Article 13: C (135 words)


C er det tredje bogstav i det danske og latinske alfabet. I det etruskiske sprog stemte lukkelyde, så de overtog det græske gamma for at skrive /k/. I begyndelsen brugte romerne C for både /k/ og /g/. Måske på et endnu tidligere tidspunkt, var det alene /g/, mens de brugte K for /k/. Enkelte hævder, at det semitiske gîmel var et billede af en kamel. /k/ udviklede ganelyd og velare allophoner på latin, højst sandsynlig efter etruskisk indflydelse. Derfor har bogstavet C mange forskellige lydværdier i dag. Blandt disse /k/ og /s/ på fransk, /k/ og /T/ (som engelsk Th i Thin) i europæisk spansk, /k/ og /tS/ (som engelsk Ch) i italiensk.

Se også Alfabet#Udtale.

I det hexadecimale talsystem (og andre talsystemer med grundtal større end 12) repræsenterer C et ciffer med værdien 12.




#Article 14: CPU (426 words)


Central Processing Unit (forkortet CPU), også kaldet centralenhed eller i daglig tale blot processor. Historisk set er CPU'en en separat enhed, men i dag bruges begrebet til at betegne hele mikroprocessorer, hvori CPU'en er den centrale regneenhed. CPU'erne foretager størstedelen af beregningerne i en computer (fx en PC eller et indlejret system).

Der findes forskellige typer af CPU'er. De mest kendte i personlige computere er fra Intel, AMD, Sun, Motorola og Transmeta. Det ses ofte, at man sætter flere CPU'er sammen i en computer (SMP) for at opnå større regnekraft.

CPU'ers hastighed angives med SI-enheden for frekvens Hertz (Hz) til at betegne, hvor mange regnecyklusser, de kan gennemføre per sekund. Fra 1970'eren og indtil årtusindskiftet blev CPU-frekvenser angivet i megahertz og siden i gigahertz. 

Kernen i CPU'en er der, hvor beregningerne foretages, og det er almindeligt, at producenterne indlægger flere kerner i en CPU. Designet af hver kerne er identisk, og de kan foretage samme type beregninger med samme hastighed. At producere en processor med flere kerner letter designomkostningerne betydeligt, da man, i stedet for at designe en dobbelt så stor og effektiv kerne, kan nøjes med at anvende flere af samme arkitektur og lade dem udføre beregningerne sideløbende. At udnytte en CPU med flere kerner stiller krav til de programmer, man kører på computeren, da programmerne skal optimeres til at sprede de nødvendige beregninger ud over alle kernerne. Mange programmer er begrænset til kun at udnytte en kerne, og derfor kan ydedelsesforbedringerne for et enkelt program være minimale ved at bruge en CPU med flere kerner. Flere kerner kan imidlertid være en stor fordel, hvis man kører flere krævende programmer på sin computer samtidig, da programmerne kan deles ud over kernerne.

AMD var først på markedet med en 2-kernet processor, som hed Athlon X2. Intel lavede derefter deres Pentium D processor. I dag ser man CPU'er med mere end 22 kerner i servermiljøer.

I dag benytter de fleste CPU'er instruktionspipelining, der betyder, at en CPU kan starte en ny instruktion hver cyklus. Visse CPU'er kan have 10-20 instruktioner i gang samtidigt.

Nogle CPU'er understøtter også SIMD – vektor processering. Hos Intel Pentium 4 hedder det MMX/SSE/SSE2, og i Motorola's G4 hedder det AltiVec Velocity Engine.

Både pipelining og SIMD gør CPU-hastigheden potentielt hurtigere, men pipelining kræver, at oversættere (eng. compiler) flytter rundt på instruktionsrækkefølgen, så de bliver optimeret til pipelining. For at SIMD skal udføre programmer hurtigere, er det nødvendigt at optimere dem til det.

Hoved-CPU-arkitekturen i en PC eller et indlejret system afgør almindeligvis også, hvilke styresystemer (eng. Operativ System, OS) der kan anvendes:




#Article 15: Danmark (7829 words)


Danmark, officielt Kongeriget Danmark, er et land i Skandinavien og en suveræn stat, der ligger som den sydligste af de skandinaviske nationer, sydvest for Sverige og syd for Norge, og grænser til Tyskland mod syd. Grønland og Færøerne indgår også i den danske stat som rigsdele med selvstyre i indenfor Danmarks Rige (Danmarks forhold til rigsdelende kaldes Rigsfællesskabet). Danmark er omgivet af flere have: Vesterhavet (Nordsøen), Skagerrak og Kattegat på vest-, nord- og østsiden af Jylland, Kattegat og Østersøen nord og syd for de danske øer. Danmark består af halvøen Jylland og 443 navngivne øer, småøer og holme, med de største øer Sjælland, Nørrejyske Ø og Fyn. Landet er kendetegnet ved flad, dyrkbar jord og sandkyst, lav højde og tempereret klima. Danmark har et samlet areal på 43.094 km², heraf er vandarealet på 700 km²; det samlede areal inklusive Grønland og Færøerne er 2.210.573 km².

De tidligste sikre tegn på menneskelig tilstedeværelse i dagens Danmark er fra den ældre stenalder for ca. 10.000 år siden. Landets tidlige historie er præget af skiften mellem ekspansionsfaser (i vikingetiden ikke mindst under Knud den Store, senere i middelalderen under Valdemarerne og i Kalmarunionen) og indimellem disse opløsningsperioder og borgerkrige. Den seneste danske borgerkrig var Grevens Fejde i 1534–36, der ledte til reformationen i Danmark 1536. De følgende århundreder blev præget af svenskekrigene, der efterhånden førte til Danmarks tab af Skånelandene. Forfatningsmæssigt blev det hidtidige adelsvælde i 1660 afløst af enevælden. Med underskrivelsen grundlovsdag 1849 af den danske grundlov blev en mere repræsentativ styreform indledt, og ved systemskiftet 1901 slog parlamentarismen igennem. Industrialiseringen i Danmark fra 1800-tallets midte forandrede landet gennemgribende og satte gang i en langvarig økonomisk vækst. Tyskernes besættelse af Danmark under 2. verdenskrig førte til en udenrigspolitisk nyorientering, så Danmark i 1949 blev medlem af NATO. I 1973 blev Danmark medlem af EF (nu EU). 

Dansk er det officielle sprog. Danmark har konstitutionelt monarki, og statsministeren fungerer som regeringschef, mens Folketinget er den lovgivende forsamling. Landet er inddelt i fem regioner og 98 kommuner. 

Danmark betragtes med et bruttonationalprodukt på 2.218,3 milliarder kr. i 2018 (382.900 kr. pr. indbygger) som et rigt land. Velstanden skabes hovedsageligt i servicesektoren, hvor 80 % af de beskæftigede arbejder.

Danmark (Denamearc) nævnes i et manuskript der også indeholder den Angelsaksiske Krønike, nærmere betegnet The Abingdon Chronicle II. I manuskriptet, som menes at være nedskrevet i det 11. århundrede, genfortælles Orosius på angelsaksisk, og i det pågældende afsnit berettes om nordmanden Ottar – den angelsaksiske genfortælling blev i ældre tid traditionelt tilskrevet Alfred den Store (849–899). Den latinske sammenstilling In marca vel regno Danorum forekommer hos den østfrankiske krønikeskriver Regino af Prüm som her skildrer Otto I i år 965 indkalder til bispe-møde.

Ordet Danmark er også nævnt på Jellingestenene, som daterer sig til år ca. 950.

Ordet Danmark består af to led. Forstavelsen Dan- henviser til danerne eller, ifølge Saxo, til sagnkongen Dan. Der er utallige referencer til daner forskellige steder i Europa hos både antikkens græske og romerske historikere (som Gregor af Tours, Jordanes og Procopius) og hos middelalderens (som Adam af Bremen, Beowulf, Widsith og Ældre Edda)

På norrønt blev folket i flertal kaldt danir, som kan betyde noget i retning af fladlandsbeboere. Daner er sandsynligvis en afledning af det indoeuropæiske *dhen-, som betyder flade, fladt bræt.

Ordet Danmark kan altså have betydet fladlandsbeboernes grænseland og var muligvis i begyndelsen begrænset til skovene i Slesvig, altså danernes grænseland til tyskerne mod syd.

Mens Danmark, i almindelig sprogbrug entydigt refererer til konge-riget og nationalstaten Danmark, så dukker identiske eller lignende stednavne også op i den svenske geografi: , sogn i Uppsala län; Dannemark, en ø i skærgården ved Göteborg, et skovområde i Karlshamn, Blekinge; Dannemarka, Västra Götalands län, vest for Vättern.

Den danske forhistorie før stenalderen er mest geologisk historie, fordi der ikke er sikre tegn på mennesker. Man har spekuleret i, at neandertalere for 100.000 år siden eller mere har opholdt sig i det nuværende Danmark, men der er ikke klare tegn herpå. For cirka 15.000 år siden begyndte indlandsisen at vige nordpå i forbindelse med en klimaændring. Herpå fulgte i de næste årtusinder tre forskellige indvandringsbølger til Danmark: For ca. 10.000 år siden (ca. 8.000 f.Kr.) indvandrede nogle jægere og samlere, som ifølge DNA-analyser var små og meget mørkhudede med grå eller blålige øjne. Derefter fulgte for ca. 6.000 år siden (4.000 år f. Kr.) det folk, der bragte agerbrug til landet, og dermed lod bondestenalderen afløse jægerstenalderen. Og ca. 1.000 år senere (omkring 3.000 f.Kr.) kom endelig et hyrdefolk (kendt som Jamna-kulturen) med oprindelse i Østeuropa, der med stor sandsynlighed medbragte det indoeuropæiske sprog, som dansk nedstammer fra. 

Cirka 1700 f.Kr. begyndte bronzealderen i Danmark, og cirka 500 f.Kr. fulgte jernalderen. Sidstnævnte var underinddelt i keltisk jernalder, romersk jernalder og germansk jernalder. Allerede i slutningen af jernalderen, dvs. i 700-tallet, kan der have eksisteret en stærk, dansk centralmagt. Herom vidner det kolossale forsvarsværk Dannevirke og Kanhavekanalen Samsø.

Den danske historie indledes i det 8. århundrede, hvor de skriftlige kilder begynder at omtale forholdene her. Den nordiske regions forhistoriske tid, og såvel den efterfølgende vikingetid, omtales også, selv af historikerne,  som oldtid. Her begynder de nordfra-kommende (danske, svenske og norske) vikinger at hærge og handle i det meste af Europa. På den måde er vikingetiden en overgangsfase mellem forhistorien og den danske middelalder. Fra denne tid stammer Jellingstenene og Gorm den Gamle, som er den første konge i den traditionelle danske kongerække. Danske og skandinaviske vikinger spillede i det meste af vikingetiden en stormagtsrolle i Europa, bl.a. på grund af den stærke flåde. Fra slutningen af 800-tallet blev der grundlagt danske bosættelser i England, og i 1013 og igen i 1016 erobrede danske konger hele England. Efter Knud den Store blev vikingeimperiet igen svækket, og England gik tabt. Da Svend Estridsen fik tronen i 1047, var Danmarks tid som vikingemagt forbi.

Efter ca. 1050 begynder en periode, hvor en mere fredelig kontakt med det øvrige Europa fik stadigt stigende betydning, f.eks. med indførelse af kristendommen, kulturpåvirkninger og nye driftsformer for landbrugene. Andre tre forhold fik også større betydning: kongernes forsøg på at øge deres indenlandske magt, deres forsøg på at udvide det udenrigske magtområde, f.eks. under Valdemarerne, og striden med Hanseforbundet. 

Den indenlandske magtkamp stod først mellem stormændene på den ene side og kongemagten og kirken på den anden. Senere blev det til en strid mellem kirken og kongemagten. Udenrigspolitisk forsøgte man at skabe og fastholde et østersørige, kulminerende i Kalmarunionen af 1397. Samarbejde med Hanseforbundet var en handelsmæssig nødvendighed, men også et konstant politisk problem. Dette byforbund fik stor indflydelse på landets forhold og var i perioder den reelle magt i landet.

I 1534-36 oplevede Danmark sin sidste borgerkrig i form af Grevens Fejde mellem borgere og bønder på den ene side og adelen på den anden. Den førte til reformationen i 1536 med overgang til en luthersk protestantisme og tab af pavens og kirkens indflydelse, der udgjorde et markant skifte i Danmarks historie. Kongerne inddrog kirkegodset og stod på den baggrund stærkt over for adelen, dog blev meget af rigdommen brugt til krigsførelse. Tydeligst er dette eksemplificeret ved renæssancekongen Christian IV, der nok lod opføre smukke bygninger mange steder i landet, men som led alvorlige nederlag ved sin deltagelse i trediveårskrigen i Tyskland. Den fortsatte kamp mod Sverige medførte nederlag på nederlag med stadige tab af territorier, først øerne i Østersøen, men senere også danske kerneprovinser som Skånelandene ved Freden i Roskilde i 1658.

Umiddelbart efter Karl Gustav-krigene gennemførte kongen et statskup i 1660, hvor han afskaffede den gamle forfatning og indførte enevælden med støtte fra borgerskabet. En ny embedsadel voksede frem ved kongernes gunst, og byernes borgere fik efterhånden øget indflydelse. Landet var præget af den kulturelle påvirkning fra Frankrig og af kongernes tyskprægede forvaltning. Med stavnsbåndets ophævelse og senere med andre reformer inden for landbruget fik landet økonomisk fremgang. Denne blev afbrudt af Englandskrigene, da englænderne bombarderede København i 1807 og tog den danske flåde. Danmarks sluttede sig til Napoleon, mens Sverige allierede sig med England. Med freden i Wien (1815) blev Danmarks union med Norge opløst. I 1813 oplevede Danmark en statsbankerot, men fra 1830'erne startede den såkaldte kornsalgsperiode, en langvarig højkonjunktur for landets vigtigste erhverv, landbruget. Kulturelt blev perioden en opgangstid for f.eks. dansk filosofi, digtning og billedkunst (guldalderen) med forfattere som f.eks. H.C. Andersen, Søren Kierkegaard og N.F.S. Grundtvig.

Det danske monarki bestod efter freden i Wien af kongeriget og hertugdømmerne Slesvig, Holsten og Lauenborg samt kolonierne. Fordi Slesvig var et dansk len med både dansk- og tysktalende befolkning, hvorimod Holsten og Lauenborg var med i det Tyske forbund, udbrød der stridigheder mellem tilhængerne af Helstats- og Ejderpolitikken, som hver havde sit nationale synspunkt. Dette førte til et oprør mod Danmark og den 1. Slesvigske Krig, som Danmark med hjælp fra England vandt. I forbindelse med revolutionerne i Europa i 1848 fik Danmark en demokratisk styreform med grundloven i 1849. 
 De underliggende brudlinjer i det sønderjyske spørgsmål var dog ikke fjernet, og i 1864 brød den 2. Slesvigske Krig ud. Den tidligere støtte fra udlandet var der ikke længere, og hæren led nederlag, især i slaget ved Dybbøl. Resultatet blev tabet af hertugdømmerne, herunder også den dansktalende del af Slesvig.

Omkring 1870 kom industrialiseringen i gang i Danmark, og den blev fremmet ved anlægget af et tætmasket jernbanenet og af talrige færge- og fragtbådsforbindelser mellem landsdelene. 

Samtidig betød opsvinget i landbruget (andelsbevægelsen), der begyndte med mælkecentrifugen i 1878, en forøget købekraft hos landbefolkningen og førte til et befolkningsoverskud, hvilket accelererede den tilstrømning fra land til by, som var begyndt allerede ti år før – fra 1870. Dermed fik byerhvervene en kærkommen reserve af billig arbejdskraft.

Husning af disse mange tilflyttere skete meget vilkårligt, hvilket ikke bremsede de epidemier, som hærgede København og de større provinsbyer allerede 16 år før andelsbevægelsen kom i gang. Gennem kloakering, oprettelse af skoler og udbygning af sundhedsvæsnet fik man dog efterhånden sat skik på folkesundheden. 

På arbejdsmarkedsfronten lykkedes det at dæmpe uroen, da det danske arbejdsmarked ved storkonflikten i 1899 fik sin grundlov, hvor fagbevægelsen anerkendte arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet, og arbejderne fik ret til at organisere sig. De sidste årtier af 1800-tallet blev præget af en langvarig forfatningskamp. Det godsejerdominerede parti Højre havde regeringsmagten i over 30 år (1870–1901), selvom oppositionspartiet Venstre havde flertal i Folketinget i det meste af perioden. I 1901 kom endelig systemskiftet, hvor Venstreministeriet Regeringen Deuntzer blev dannet. Siden har parlamentarismen været hovedreglen i Danmark.

Danmark holdt sig uden for 1. verdenskrig, og forsyninger til de krigsførende lande gav arbejde og indtjening til mange. Efterhånden fik kvinderne også valgret (1915), og det tyske nederlag i 1918 medførte en folkeafstemning, så Nordslesvig blev genforenet med Danmark 15. juni 1920, men afstemningen efterlod et tysk mindretal i Danmark og et dansk i Tyskland. Den økonomiske krise i 1930'erne betød massearbejdsløshed, men også forbedring af samfundets støtte til dårligt stillede. Bl.a. som følge af genoprustningen af de europæiske stormagter kom der atter gang i produktionen i Danmark. Tyskland holdt Danmark besat under 2. verdenskrig indtil 5. maj 1945, og Bornholm var derefter besat af sovjetiske tropper indtil den 5. april året efter. Den danske regering vedblev under den tyske besættelse at fungere indtil 1943, men der opstod efterhånden en modstandsbevægelse, der var medvirkende til, at landet kunne tælles med blandt de allierede lande, der oprettede FN i 1945. Island, der i 1918 var blevet et selvstændigt land i personalunion med Danmark, forlod i 1944 efter en folkeafstemning unionen og udråbte en republik.

I årene efter 2. verdenskrig var Europa delt ideologisk og efter landegrænser. Frygten for Sovjetunionen førte til, at Norge og Danmark valgte at deltage i NATO (1949). Det gav dog samtidig landet adgang til Marshall-planen, der var ment som en støtte til genopbygning af de europæiske lande. Det skabte gode tider i landet, og kommunismen mistede efterhånden taget i den brede befolkning. Storpolitisk var situationen fastlåst, og det gav meget få manøvremuligheder i dansk udenrigspolitik, men på det økonomiske område var der dog plads til ændringer. Herunder udbygningen af velfærdssamfundet, som regeringer af forskellig politisk observans var aktivt medvirkende til at forme. I 1960'erne skete en stor tilgang af kvinder til arbejdsmarkedet sideløbende med en stærk udbygning af den offentlige sektor. I løbet af 1960'erne kom der gang i forhandlingerne om dansk deltagelse i EF (det senere EU), og i 1972 bekræftede en folkeafstemning Danmarks optagelse i fællesskabet. Ved flere senere afstemninger blev samarbejdet trinvis udvidet. Med oliekrisen i 1973 startede en økonomisk recession, ligesom jordskredsvalget samme år førte til politisk ustabilitet. Samtidig havde Danmark et kronisk underskud på betalingsbalancen. Fra 1982 førte forskellige regeringer ledet af Poul Schlüter en stram økonomisk politik, der kulminerede med kartoffelkuren. Årtiet blev på denne baggrund betegnet som fattig-firserne.

Med jerntæppets fald i 1989, Tysklands genforening i 1990 og Sovjetunionens opløsning i de følgende år blev der skabt helt nye vilkår for dansk udenrigspolitik, der blev langt mere aktiv: Støtte til de baltiske lande, udvidelsen af NATO, øget integration i EU og militær deltagelse i aktioner på Balkan, i Afghanistan og Irak. I 1990 havde Schlüter-regeringernes stramme økonomiske politik skabt overskud på betalingsbalancen for første gang siden 1962. I løbet af 90'erne lykkedes det under Poul Nyrup Rasmussens regering at nedbringe arbejdsløsheden væsentligt. Den såkaldte kickstart satte gang i en højkonjunktur, og arbejdsmarkedsreformer med vægt på aktiv arbejdsmarkedspolitik formindskede den strukturelle ledighed. I flere bølger fik landet en stærk tilstrømning af udenlandske statsborgere, især fra den tredje verden, der kom hertil dels som flygtninge og dels som familiesammenførte. Efterhånden viste det sig at indvandringen skabte problemer, og diskussionen om hvilken politisk linje der skal lægges, har været og er stadig et aktuelt tema.

Udenrigspolitisk var årtiet der startede med årtusindskiftet, præget af terrorangrebet i USA den 11. september 2001, som udløste krigen i Afghanistan og senere i Irak, hvor den amerikansk ledede koalition af villige lande med dansk deltagelse angreb Irak og styrtede Saddam Husseins regering.

I 2005 tegnede 12 danskere hver en satirisk tegning af islams profet Muhammed for at sætte fokus på at ytringsfriheden var truet, hvilket førte til reaktioner fra muslimer i Danmark og udlandet. Efter tegningerne har spekulationer gået på, om Danmark skulle blive et mål for terror.

Indenrigspolitisk førte VK-regeringerne ledet af Anders Fogh Rasmussen en kontraktpolitik med skattestoppet som grundlag for den økonomiske politik. Fogh Rasmussen tilbragte 8 år i statsministeriet, indtil han trak sig tilbage for at overtage posten som generalsekretær i NATO.

Efterfølgeren, Lars Løkke Rasmussen tiltrådte i 2009 under finanskrisen, som bl.a. medførte stigende arbejdsløshed og et stort underskud på statsfinanserne. I 2011 blev han afløst af en S-SF-R-regering under Helle Thorning-Schmidt, der i det store og hele videreførte forgængerens økonomiske politik. I 2015 blev hun igen afløst af Lars Løkke Rasmussen, først i spidsen for en ren Venstre-regering og fra november 2016 i en koalitionsregering sammen med Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti.

Et af de store økonomiske spørgsmål i årene lige efter årtusindskiftet var, hvorvidt den danske finanspolitik var holdbar på lang sigt i lyset af de forventede kommende befolkningsændringer med flere ældre. Efter flere økonomiske forlig, der har forbedret de langsigtede offentlige finanser, har såvel regeringen som de økonomiske vismænd siden 2012 vurderet, at finanspolitikken nu er holdbar på lang sigt. Ifølge vismændene vurderes finanspolitikken endda at være overholdbar, sådan at de fremtidige offentlige udgifter bliver mindre end skatteindtægterne.

Danmark har konstitutionelt monarki, og det politiske system tager udgangspunkt i Grundloven af 1849. Statsministeren, Mette Frederiksen, er regeringschef. Før Grundloven af 1849 udgjorde Kongeloven fra 1665 det centrale stykke lovgivning i den danske forfatning. Visse dele af loven gælder fortsat. Danmark har repræsentativt demokrati, som i visse tilfælde afholder folkeafstemning ved vigtige beslutninger. 

Monarken, Dronning Margrethe, er statsoverhoved med ceremonielle opgaver. Hun er afskåret fra at udføre politiske opgaver, men har en formel rolle i forhold til udnævnelse af og afskedigelse af regeringer og underskrivelse af vedtagede love. Disse opgaver er der dog fastlagt (i praksis ufravigelige) procedurer for.

Styret er opdelt mellem de tre magter, den udøvende magt, som ligger hos regeringen, den lovgivende magt som ligger hos Folketinget og den dømmende magt, som ligger hos domstolene. Grundloven siger, at både monarken og Folketinget udgør den lovgivende magt, men dette betyder i praksis regeringen og Folketinget. Danmark har den evangelisk-lutherske kirke som statsreligion, men Grundloven sikrer religionsfrihed. Dog skal den danske regent være af evangelisk-luthersk tro.

Folketinget er landets parlament og lovgivende magt, som består af 179 medlemmer, hvoraf to vælges fra Færøerne og to fra Grønland. De fire mandater plejer hverken at stemme for eller imod i forbindelse med indenrigspolitiske forhold, men støtter dog som regel i krisesituationer det parti, de føler sig tættest knyttede til. Folketingsmedlemmerne vælges ved forholdstalsmetoden, men kandidaterne opstilles lokalt, hvormed politikerne bevarer en vis afhængighed af de lokale valgkredse. Folketinget har siden 1961 en spærregrænse på 2 %, men et kredsmandat kan give adgang. Valg holdes hvert fjerde år, men statsministeren kan opløse Folketinget når som helst og udskrive et nyt valg. Det seneste folketingsvalg blev afholdt d. 5. juni 2019. Regeringen kan ikke have et flertal imod sig i Folketinget; regeringen behøver således ikke at have et flertal bag sig og kan således bestå af partier, der samlet har mindre end halvdelen af Folketingets pladser. Folketingsmedlemmerne mødes fire gange om ugen til debat.

Traditionelt har de fleste danske regeringer været mindretalsregeringer med støtte fra ikke-regeringspartier, og samarbejde hen over midten har været mest typisk. Socialdemokratiet og Venstre har haft størst indflydelse som regeringsbærende partier siden systemskiftet i 1901. Regeringen Lars Løkke Rasmussen III var en trepartiregering med 22 ministre. Den 27. juni 2019 blev den afløst af regeringen Mette Frederiksen, en socialdemokratisk mindretalsregering med tre støttepartier. Ministrene udpeges af statsministeren og behøver ikke at sidde i Folketinget eller være i noget parti.

Domstolene er uafhængige af regering og folketing. Højesteret er den øverste domstol og har det sidste ord ved tvister og tvivlsspørgsmål ift. loven. Højesteret har dermed en vis politisk betydning, da de i sidste ende kan dømme lovforslag og politiske handlinger ulovlige i forhold til Grundloven. EU-domstolen har efterhånden også form af øverste myndighed på mange områder i landet, ligesom Højesteret også har rettet ind efter Menneskerettighedsdomstolen, jf. Jens Olaf Jersilds Grønjakkesag.

Grundloven af 1953 sikrer – i fællesskab med indarbejdelsen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i dansk lov i 1992 – danske borgeres menneskerettigheder. I 2017 placerede Transparency International Danmark som det næstmindst korrupte land i verden efter New Zealand. Den amerikanske organisation Freedom House rangerer Danmark som frit med hensyn til politiske rettigheder og borgerlige frihedsrettigheder.

Danmark er medlem af forskellige sammenslutninger som f.eks. EU, FN, NATO og Nordisk Råd. Som medstifter af NATO afbrød Danmark i efterkrigstiden halvandet århundredes neutralitet og forsøgte under koldkrigstiden at knytte de østeuropæiske lande til Vesten, heriblandt de baltiske lande (Estland, Letland og Litauen), som Danmark ydede stor støtte til. Tidligere har danskerne haft et skeptisk forhold til EU, de stemte som de eneste imod Maastricht-traktaten og andre traktater. Danmark har dog også haft en vis indflydelse i EU, landet fik i 2002 10 lande fra Central- og Østeuropa til deltage i unionen. I en folkeafstemning fra 2000 stemte danskerne nej til at udskifte den danske krone med euroen som valuta, og i 2015 var der i en anden folkeafstemning flertal imod at ophæve det danske retsforbehold indenfor EU.

Efter krisen om Muhammed-tegningerne boykottede flere muslimske lande danske produkter i protest mod den danske regerings afvisning af at fordømme disse tegninger. En af Danmarks ambassader blev af samme årsag udsat for brandstiftelse. Forholdet til de fleste muslimsk regerede lande er siden blevet forbedret, mens islamister endnu i 2010 fremsatte trusler mod danske interesser. 

Eftersom Arktis rummer relativt store mængder af olie og naturgas, som Grønland grænser op til sammen med Canada, USA, Norge og Rusland, er der opstået tvist mellem de enkelte om retten til området. Danmark hører til blandt de frihandelsorienterede EU-lande og arbejder derfor sammen med bl.a. England normalt for at fjerne handelsrestriktioner.

Norden er en vigtig ideologisk samarbejdspartner, som Danmark har tætte kulturelle bånd til. Landene handler meget med hinanden, og deres indbyggere kan rejse frit i hinandens lande. I de seneste par år har de to medlemmer i Rigsfællesskabet, Grønland og Færøerne, fået større medbestemmelse på udenrigspolitiske områder, såsom geopolitiske emner samt søgning efter olie. Danmark har altid givet FN opbakning både politisk og økonomisk, men de danske NGO'er og private organisationer varetager også en væsentlig andel af den e bistand. Danmark bidrager årligt med 0,75 % af bruttonationalindkomsten i samlet udviklingsbistand. og forsøger at støtte sine 20 primære samarbejdslande i den tredje verden på områder som økonomisk vækst, social- og miljøforhold. 

Det danske forsvarsbudget for 2010 var på ca. 23 milliarder kroner, og forsvarsudgifterne udgør dermed 1,06 % af BNP. Det danske forsvar består af de fire grene Hæren, Hjemmeværnet, Søværnet og Flyvevåbnet. Mænd har værnepligt, men langt fra alle skal aftjene den – det afgøres, hvem der skal, ved lodtrækning. Kvinder (og de mænd som ikke blev udtrukket) kan vælge at aftjene frivillig militærtjeneste. Årligt aftjener omtrent 6500 unge danske kvinder og mænd militærtjeneste. Tjenestetiden varer 4-12 måneder afhængig af tjenestested.

Efter 2. verdenskrigs afslutning måtte Danmarks militær næsten bygges op fra grunden. Til dette arbejde blev der bl.a. ydet støtte fra USA og andre allierede i NATO, som Danmark var med til at stifte i 1949. Da der siden den kolde krigs afslutning ikke har været nogen trusler om invasioner af landet, har man i stedet indsat styrkerne i udlandet for at støtte konfliktramte lande i at dæmpe og forebygge konflikter.  Siden terrorangrebet 11. september 2001 har Danmark desuden aktivt deltaget i terrorbekæmpelsen. De tre største internationale engagementer har været i Kosovo (KFOR), Afghanistan (ISAF) og Irak (MNF-I).

Udover det egentlige Danmark, der ligger i Skandinavien, omfatter den danske stat også de to selvstyreområder Grønland og Færøerne. Områderne hører ifølge grundlovens §1 til Kongeriget Danmark og er dermed underlagt Folketinget og regeringen. De to områder har dog begge egen folkevalgt forsamling og et landsstyre ledet af henholdsvis en landsstyreformand (Grønland) og en lagmand (Færøerne). Færøerne opnåede hjemmestyre i 1948 og Grønland i 1979. De to områder er dog ikke fuldt uafhængige, f.eks. skal folkeskolerne udover det lokale sprog undervise i dansk. Staten yder økonomisk bloktilskud til begge områder, ligesom staten yder bloktilskud til regionerne og kommunerne i Danmark. Udenrigsforhold varetages som hovedregel af regeringen i København med inddragelse af både Grønland og Færøerne, når det vedrører disse. Hvert område repræsenteres også ved to pladser i Folketinget.

Danmark er inddelt i fem regioner og 98 kommuner. Regionerne blev oprettet 1. januar 2007 og erstattede de tidligere 13 amter. På samme tid blev kommunerne samlet til større enheder, og deres antal blev reduceret fra 270 til 98. De nye regioners største ansvar er at administrere sundhedssektoren.

Regionerne er Region Hovedstaden, Region Sjælland, Region Syddanmark, Region Midtjylland og Region Nordjylland. 

Ertholmene er ikke del af en kommune, men hører under Forsvarsministeriet.

Uddannelserne i Danmark er tilgængelige for landets borgere. Finansieringen foregår gennem skatter og for privatskolernes vedkommende også via en vis egenbetaling. I 2001 var der 1683 folkeskoler. Antallet var faldet til 1084 i 2019. Antallet af børn i folkeskolen faldt med 4,5 % fra 2007 til 2016, mens børn i fri- og privatskoler blev 3,9 % flere. I Danmark er der i følge grundlovens §76 ikke skolepligt, men undervisningspligt, hvilket betyder, at alle skal have undervisning fra 0-9. klasse. Forældrene kan vælge mellem folkeskolen, private grundskoler og hjemmeundervisning. Derefter – eller evt. efter et frivilligt ekstra skoleår i 10. klasse – er der mulighed for at tage en ungdomsuddannelse i form af enten en erhvervsrettet ungdomsuddannelse eller en gymnasial uddannelse. Omkring 140 institutioner tilbyder almen studentereksamen, og der var sammenlagt knap 150.000 studerende på stx, htx, hhx og hf i 2018.

Der bliver derefter udbudt en lang række forskellige videregående uddannelser på forskellige niveauer og indenfor diverse erhverv.

Der findes i alt otte universiteter i Danmark, hvoraf det ældste er Københavns Universitet, som blev grundlagt i 1479. København Universitet er ligeledes landets største med lige over 38.000 studerende i 2019. Derudover findes Aarhus Universitet, Syddansk Universitet, Aalborg Universitet og Roskilde Universitet som alle er polyfakultære universiteter, samt Danmarks Tekniske Universitet, Copenhagen Business School og IT-Universitetet i København, der er monofakultære. Sammenlagt havde de danske universiter i 2018 omkring 150.000 studerende.

Professionshøjskoler eller såkaldte university colleges findes spredt ud over hele landet. Desuden findes uddannelsesinstitutioner indenfor musik, kunst og arkitektur.

En specialitet i det danske uddannelsessystem er de danske folkehøjskoler, som især er inspireret af N.F.S. Grundtvigs og Christen Kolds tanker. Det er eksamensfri kostskoler med vægt på livsoplysning og personlig og samfundsmæssig dannelse.

Danmark er med sit samlede areal på 43.094 km² (landareal 42.394 km²) verdens 132. største land og er i både samlet areal og i landareal mindre end Slovakiet og lidt større end Schweiz. Landarealet i Estland (42.388 km²) er på størrelse med Danmarks landareal. Danmark ligger i Skandinavien, beliggende i det nordlige Europa, og grænser kun til Tyskland mod syd. Landet er omgivet af flere have: Vesterhavet mod vest, Skagerrak mod nord, Kattegat og Øresund, og Østersøen mod syd. Mellem disse have findes mange sunde og bælter: Dels Limfjorden (som er et sund) mellem Vesterhavet og Kattegat, dels Lillebælt, Storebælt og Øresund mellem Kattegat og Østersøen og dels en lang række mindre farvande mellem øerne. Den største del af arealet udgør halvøen Jylland (23.872 km²), mens resten fordeler sig på 1419 øer, heraf 443 navngivne. De tre største øer er Sjælland, Den Nørrejyske Ø (Vendsyssel-Thy) (siden 1825, nuværende åbning siden 1862) og Fyn.

Det lille land har på grund af det store antal mindre øer og fjorde en af Europas længste kystlinjer på 7.314 km. Der er 368 kilometer fra det nordligste punkt på Skagens Nordstrand til det sydligste punkt på Gedser Odde og 452 kilometer fra det østligste punkt på Østerskær til det vestligste punkt på Blåvands Huk. En cirkel med samme samlede areal som Danmark ville have en omkreds på 736 km med en diameter på 234 km (landareal: 730 hhv. 232,33 km). Visse steder findes der mange små søer. Landskabet er generelt fladt med sletter, klinter og klitter og Lammefjord som det laveste punkt på landjorden med -7,5 m. Det højest ikke-menneskeskabte punkt er Møllehøj ved Skanderborg med 170,86 m, næsthøjest Yding Skovhøj med 170,77 m og endelig Ejer Bavnehøj med 170,35 m. Disse punkter er alle beliggende i samme område, kaldet Ejer Bjerge, nogle km sydvest for Skanderborg. 

Landskabet varierer på de forskellige landsdele: Østdanmark har et varieret terræn. Heriblandt har Bornholm et specielt landskab med grundfjeld. Vestjyllands landskab består af agermarker, plantager og smalle enge. Nordjylland har sandede kyster med storklitter og lave forsumpede sletter.

Danmarks klima er tempereret. Vintrene er milde med en gennemsnitstemperatur på 0 grader celsius i januar og februar og somrene er kølige med en gennemsnitstemperatur 15,7 grader celsius i august. Der er regionale forskelle i temperatur, nedbør og sol. Undertiden kan der forekomme kolde, kontinentalt prægede vintre, kaldet isvintre, ligesom der kan forekomme hede somre. Den højeste temperatur, som siden 1874 er blevet målt i Danmark er 36,4 °C, hvilket blev målt 10. august 1975 på Holstebro Flyveplads. Den laveste temperatur, som siden 1874 er blevet målt på dansk jord, er -31,2 °C, som blev målt i Hørsted i Thy 8. januar 1982.

Danmarks flora tilhører den tempererede løvskovszone. Sammenlignet med andre lande i Europa er floraen forholdsvis artsfattig. De danske skove er nogenlunde ligeligt fordelt på løv- og nåleskov. Rødgranen er det almindeligste træ, da det dækker 16 % af skovarealet, mens bøgetræer står for 13 %. Træer som eg, ask og elm er sjældne i den danske natur. Dyrelivet ligner dyrelivet i resten af Centraleuropa. Udbygningen af infrastrukturen forhindrer dyrenes genpulje i at blive større, hvilket er årsag til, at mange arter er truede eller uddøde i Danmark.  Den samlede bestand af 22 arter af danske agerlandsfugle er faldet med 36 % mellem 1990 og 2008. Dette anses for at være en indikator for faldende biodiversitet i agerlandet.

To naturområder i Danmark og et i Grønland vurderes at være så enestående i global sammenhæng, at de er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste. 

Det drejer sig om:

Bruttonationalproduktet var i 2018 på 2.218,3 milliarder kr., mens BNP pr. indbygger var 382.900 kr. Da Danmark også modtager betydelige nettorenteindtægter fra udlandet, var bruttonationalindkomsten endnu større, nemlig 2.271,8 mia. kr. Danmark er dermed et relativt rigt land. Landet er samtidig karakteriseret ved en ret høj andel af befolkningen i beskæftigelse, hvilket ikke mindst skyldes kvindernes erhvervsfrekvens. Landet har i europæisk sammenhæng en relativt lav ledighed, stor udlandsformue, lav offentlig gæld og en lav, men stigende indkomstulighed.

Den danske arbejdsstyrke tæller omkring 2,85 millioner personer. 79,8 % af de beskæftigede arbejder i serviceerhverv, mens 17,6 % er tilknyttet industrien eller bygge- og anlægssektoren. Landbruget, der engang var landets hovederhverv, er i forhold hertil i vore dage en mindre vigtig økonomisk faktor for beskæftigelsen: Kun godt 2 % (63.000 personer) er beskæftiget i landbrug og gartneri, mens 5.000 personer eller 0,2 % arbejder inden for skovbrug og 2.300 personer (0,1 %) ved fiskeriet (november 2017).

Det dyrkede areal i Danmark udgjorde i 2018 63% af landets samlede areal, hvilket er den højeste dyrkningsintensitet i verden.

Fiskeri udgør omkring 3% af den samlede vareeksport, og de største fiskerihavne (målt på værdien af de landede fisk) ligger i Skagen, Hanstholm, Thyborøn, Hirtshals og Hvide Sande. 

Den danske valuta er kronen. Gennem den europæiske valutakursmekanisme (ERM II) fører Danmark fastkurspolitik over for euroen, så valutakursen altid ligger på omtrent 7,45 kroner pr. euro. Dette medfører, at Nationalbanken altid må tilpasse den danske pengepolitik i forhold til Den Europæiske Centralbanks politik. Efter at Danmark ved en folkeafstemning i september 2000 valgte at beholde kronen i stedet for at indføre euroen som valuta, er der stor politisk opbakning til at fortsætte fastkurspolitikken på ubestemt tid. Det gør Danmark relativt unikt blandt andre vestlige lande, idet landet dermed i dag er det eneste OECD-land, der fører fastkurspolitik, hvor landets samhandelspartnere typisk enten følger en inflationsmålsætning eller har erstattet deres nationale valuta med euroen. 

Danmarks økonomi er meget afhængig af samhandel med udlandet. I 2018 udgjorde importen således 49,3 % og eksporten 54,7 % af BNP. Danmark fører traditionelt en ret frihandelsorienteret politik, blandt andet gennem landets medlemskab af EU, OECD og WTO.

Danmark er nettobidragyder til EU, dvs. den danske stat betaler mere til EU, end landet modtager. I 2016 var det danske nettobidrag til EU på 639 mio. euro eller 0,22 % af Danmarks bruttonationalindkomst. Belgien, Tyskland, Frankrig, Østrig og Storbritannien gav større nettobidrag som andel af BNI i 2016.

Danmarks økonomi er bygget op om den skandinaviske velfærdsmodel, der garanterer alle borgere sociale ydelser. Den udbyggede velfærdsstat medfører en stor offentlig sektor og et tilsvarende højt skattetryk, der i 2018 var på 44,9 % af BNP. For de 10 % af skatteyderne, der betaler topskat, var marginalskatten i 2016 i gennemsnit 56,4 % inklusive arbejdsmarkedsbidrag. For alle skattepligtige personer tilsammen var den gennemsnitlige marginalskat på arbejdsindkomst i 2016 på 38,9 %.
 

Ved indgangen til 1980'erne havde den danske økonomi betydelige balanceproblemer i form af høj og stigende ledighed, høj inflation og vedvarende underskud på betalingsbalancen. Samtidig var den offentlige gæld stigende. Inflationen er siden blevet lav og stabil, ikke mindst på grund af Danmarks troværdige fastkurspolitik. Betalingsbalanceunderskuddet satte rekord i 1986, men er siden 1990 vendt til et vedvarende betalingsbalanceoverskud, dog med undtagelse af 1998). Ændringen skyldtes dels den langvarige lavkonjunktur 1997–2003, hvor investeringerne var lave, og dels en stigende national opsparing, blandt andet på grund af udbredelsen af tvungne arbejdsmarkedspensioner samt en række skattereformer, der har reduceret rentefradraget. I 2017 havde Danmark et overskud på betalingsbalancen på 162 mia. kr. og en udlandsformue på 1119 mia. kr. eller 54 % af BNP. 

Ledigheden nåede i 1993 sit rekordniveau i efterkrigstiden på 12 % af arbejdsstyrken. Det skyldtes både, at der på det tidspunkt var en kraftig lavkonjunktur, og at den strukturelle ledighed var høj. Såvel bedre konjunkturer som en række reformer, der har skabt den danske ”flexicurity”-model og dermed begrænset strukturledigheden, har siden skabt et stort fald i ledigheden. I 2008 nåede bruttoledigheden et lavpunkt på 2,7 %. På grund af finanskrisen steg ledigheden igen og var i 2012 på 6,1 %. Den registrerede bruttoledighed var 4,2 % i 2016.

Også den danske offentlige nettogæld nåede at blive betalt under de gode tider i 1990'erne og 2000'erne, så den offentlige sektor i 2008 havde en nettoformue på knap 108 mia. kr. Under finanskrisen er denne formue igen blevet vendt til en, omend ret beskeden, offentlig nettogæld på knap 51 mia. kr. eller 2,4 % af BNP ultimo september 2017. Et mere alvorligt strukturelt problem for de offentlige finanser har dog været den fremtidige befolkningsudvikling med flere ældre. Det har været baggrunden for en række tiltag siden 2005, der skal fremtidssikre de offentlige finanser, startende med velfærdsforliget i 2006. Det vurderes i dag, at disse tiltag har været mere end tilstrækkelige til at sikre, at finanspolitikken er holdbar på lang sigt. 

Dansk økonomi præges ifølge de økonomiske vismænd i dag af tre andre udfordringer, nemlig konjunktursituationen, en lav produktivitetsvækst i serviceerhvervene og udsigt til stigende sociale forskelle. Efter at have været i en lavkonjunktur i en årrække siden finanskrisen kom den danske økonomi op på sit strukturelle (eller konjunkturneutrale) niveau i 2017, og for en tid kom risikoen for en overophedning af økonomien på dagsordenen, inden meldingerne igen blev mere afdæmpede. Samtidig har en lav produktivitetsvækst vakt bekymring i de senere år. I 2012 nedsatte den daværende regering en produktivitetskommission for at undersøge årsagerne. I 2014 kom kommissionen med sin slutrapport, der bl.a. pegede på forbedringer i uddannelsessystemet og bedre konkurrenceforhold, hvis produktiviteten skulle sættes i vejret. 

Endelig er indkomstfordelingen blevet mere ulige i de seneste årtier. Ifølge Danmarks Statistiks opgørelser er Gini-koefficienten steget fra 22,1 i 1987 til 29,3 i 2017, en stigning på ca. 33 pct. Ifølge en opgørelse fra Eurostat i 2016 ligger Danmark på en niendeplads, hvad angår lighed i indkomstfordelingen.

Danmarks infrastruktur er veludbygget og generelt i god stand og består hovedsageligt af almindelige landeveje, motorveje og et jernbanenet med to primære togselskaber, Arriva og DSB. Danmark var i 2000 nr. 29 i verden blandt lande med flest kilometer motorvej pr. indbygger. Lastbiler er oftest den del af transportkæden, der leverer godset til den endelige destination, og dominerer derfor den danske godstransport. Den står også for ca. 80 % af den samlede godstransport, skibe og færger udgør ca. 19 %, mens jernbanen står for kun ca. 1 % af den indenlandske godstransport. Cirka 196 millioner passagerer rejste 2013–2014 årligt på jernbanenettet. Der findes fem internationale lufthavne i Danmark, hvor Kastrup Lufthavn med sine knap 21 millioner passagerer årligt er Skandinaviens største lufthavn. Den fungerer som lufthavn ikke bare for danskere, men også for store dele af den sydsvenske befolkning. Andre store lufthavne er Billund i Jylland og Aalborg, Esbjerg og Aarhus. 

Som en af verdens største søfartsnationer har Danmark et omfattende færgenetverk i både ind- og udland. Færgerne spillede tidligere en vital rolle mellem landsdelene, men efter at faste forbindelser etableredes over Lillebælt (1935) og Storebælt (1997–98), spiller færgerne primært en rolle for småøerne. DR er Danmarks offentlige broadcaster, og landet har 26 tv-stationer plus 51 repeatere. Internet og mobiltelefon er meget udbredt, og der findes mere end dobbelt så mange mobil- som fastnettelefoner.

Det danske energiforbrug var i 2012 på 106 gigajoule pr. indbygger, hvilket var ca. 15 % mere end EU-gennemsnittet på 92 gigajoule. Energien anvendtes til transport, produktionsprocesser samt opvarmning og elforbrug i husholdningerne. Olie (34 %), naturgas (23 %), kul (14 %) og vedvarende energi (23 %) er de væsentligste energikilder i Danmark.

Den danske udvinding af olie og naturgas fra Nordsøen har spillet en betydelig rolle i Danmarks energiregnskab siden 1980'erne. Siden 1993 har landet været nettoeksportør af olie. siden 2004 har Nordsø-produktionen dog været for nedadgående. Hvad den samlede energibalance angår, har aktiviteterne i Nordsøen og en stigende produktion af indenlandsk energi betydet, at Danmark blev selvforsynende med energi i 1997 og bevarede en selvforsyningsgrad på over 100 % (dvs. landet var netto-eksportør af energi) til og med 2012. I 2013 blev landet igen netto-importør, da selvforsyningsgraden faldt til 93 %. I 2013 var Danmark målt på produktionens størrelse nr. 39 blandt verdens 125 olieproducerende lande.

Vedvarende energi spiller en stigende rolle i energiforsyningen. Mens det samlede energiforbrug har været nogenlunde konstant siden 1990, er produktionen af vedvarende energi steget 206 % fra 1990 til 2013. Blandt EU-landene havde Danmark i 2012 den femtehøjeste andel af vedvarende energi i energiforbruget, nemlig 23 % mod EU-gennemsnittet på 11 %. Letland, Sverige, Østrig og Finland havde en højere andel. I 2013 udgjorde energi fra vindkraft knap 30 % af den samlede vedvarende energiproduktion, mens produktionen af halm, træ og bionedbrydeligt affald stod for ca. 60 %. Betragter man alene elektricitetsproduktionen, kom 39 % af denne i 2014 fra vindmøller.

En betydelig del af landets varmeenergi kommer fra kraftvarmeværker, hvor overskydende varme fra elproduktionen bruges i fjernvarmenettet. Denne produktionsmetode er betydelig mere udbredt i Danmark end i resten af verden på grund af det relativt store varmebehov i Danmark, den tilstrækkelige befolkningstæthed og en bevidst politisk linje med bl.a. tilslutningspligt til kraftvarmeværker. Udnyttelsen af overskudsvarmen fra elproduktionen forøger kraftværkernes virkningsgrad og dermed den samlede energieffektivitet betydeligt.

Ifølge Danmarks Statistik havde Danmark 1. januar 2020 en befolkning på 5.822.763 indbyggere, hvoraf personer med dansk oprindelse (inklusive færøsk og grønlandsk) udgjorde 86,1 % (5.016.000 personer), indvandrere 10,6 % (614.000 personer) og efterkommere som defineret af Danmarks Statistik 3,3 % (193.000 personer). Af de 807.000 indvandrere og efterkommere har ca. en tredjedel en vestlig baggrund og to tredjedele en ikkevestlig baggrund.

I Danmark bor knap 17.000 personer født i Grønland og knap 11.000 personer født på Færøerne. Der findes ikke en egentlig statistik over antallet grønlændere og færinge og deres efterkommere i Danmark. Omfattende undersøgelser viser dog, at der bor knap 22.000 færinger- (2006) og knap 19.000 grønlændere i Danmark.

Befolkningen er geografisk set ujævnt fordelt: I Østdanmark bor ca. 250 personer pr. km², mens der vest for Storebælt bor omkring 100 personer pr. km². I hovedstaden København bor lidt over 1 million eller ca. en femtedel af hele landets befolkning. 85% af befolkningen bor i byer. Der findes et tysk-sindet mindretal i Sønderjylland.

Der er indbyggere fra over 200 forskellige oprindelseslande i Danmark. I 2020 er de 10 største grupper fordelt på oprindelsesland tyrkere, polakker, syrere, tyskere, rumænere, irakere,folk fra Libanon, Pakistan, Bosnien-Hercegovina og Iran. 

Indvandringen til Danmark var ret beskeden indtil 1960'erne, men tog så et opsving omkring 1970 og efter midten af 1980'erne. Ændringen skyldes især indvandring af gæstearbejdere og flygtninge og i anden omgang mulighederne for familiesammenføring. Desuden foregår der efterhånden en væsentlig indvandring på grundlag af studieopholdstilladelser. Stramninger af reglerne for flygtninge og familiesammenføring har siden medført et fald i disse kategorier, mens etableringen af et frit arbejdsmarked mellem Danmark og resten af EU efterhånden har medført en væsentlig indvandring fra andre EU-lande, især Tyskland og Polen.

Ifølge nogle beregninger var der ca. 1 million danskere i 1200-tallet, men landbrugskrise i 1300-tallet, den sorte død og andre epidemier reducerede siden befolkningen, så tallet 1 milliion først blev nået igen i 1800-tallet. Den første folketælling af Danmarks indbyggere går helt tilbage til 1735, hvor folketallet udgjorde ca. 718.000. Fra 1769 til 1900 mere end tredobledes indbyggertallet. 

Ifølge Danmarks Statistiks befolkningsfremskrivning vil der i 2060 være ca. 6.478.000 indbyggere i Danmark – godt 11 % flere end i dag. Heraf vil danskerne udgøre 79,4 %, indvandrerne 13,2 % og efterkommerne 7,4 %. Omkring 57 % af indvandrerne og efterkommerne vil komme fra ikkevestlige lande.

Dansk, som er det officielle sprog, tales overalt i landet. Dansk består af mange dialekter og kan deles ind i tre hovedgrupper: Østdansk, ødansk og jysk. Tysk er som det eneste andet sprog officielt anerkendt som minoritetssprog i Danmark (i Sønderjylland). Engelsk er et meget udbredt fremmedsprog.

Danmark har grundlovssikret religionsfrihed. 74,7 % af den danske befolkning var i januar 2019 medlem af den evangelisk-lutherske danske folkekirke. 35 år tidligere, i 1984, var tallet 91,6 %. I en meningsmåling fra 2016 anførte 17 % af danskerne, at religion var meget vigtig i deres liv. Ifølge en anden meningsmåling i 2017 betegnede 48 % af danskerne sig som ikke-troende. Med nettoindvandring fra bl.a. en række muslimske lande i de sidste 50 år er islam i Danmark blevet landets næststørste religion med ca. 4,4 % af befolkningen i 2020 (256.000 mennesker). Der er omkring 170 moskeer i Danmark. De øvrige trosretninger er katolicisme med 35.000 tilhængere, Jehovas vidner med 15.000 tilhængere, 6.000 jøder – de fleste dog sekulære, baptister med 5.500 tilhængere, 5.000 tilhængere af Pinsebevægelsen, og 4.500 er mormoner. Desuden er der en del andre trosretninger og frikirker med under 3.000 medlemmer hver.

Det danske folk rangeres ofte som et af de mest tilfredse folk i hele verden. I OECD's indeks 2017 over befolkningernes selvrapporterede tilfredshed er danskerne den befolkning, hvor livstilfredsheden er næsthøjest, kun overgået af nordmændene. 

Dansk kultur forstået som de værdier, holdninger, vaner, skikke og særlige forhold, der udgør den nationale identitet, kan næppe afgrænses præcist. Den officielle Danmarkskanon fra 2016 giver dog et bud i form af de 10 værdier, som fik størst tilslutning blandt de godt 300.000 danskere, der deltog i kanon-afstemningen:

De 10 øvrige værdier, der deltog i afstemningen, var andelstanken, det deltagende folkestyre, folkelige bevægelser, folkeoplysning, håndværk, begrænset magtdistance, landskaber og bygningskultur, medmenneskelighed, plads til forskellighed og Danmark i verden.

Traditionelt bygger det danske køkken på de planter og dyr, som er blevet dyrket, avlet eller fanget i landet. I bondekøkkenet i hele middelalderen og frem til midt i 1800-tallet var hovedbestanddelene således rugbrød og øl. I nyere tid er de gamle danske madtraditioner blevet suppleret med mange former for importerede fødevarer og madretter: Rugbrød og frikadeller har fået konkurrence af pizza, burger og kebab. Danskerne har på verdensplan det største eller et af de største forbrug af kød pr. indbygger på over 100 kg årligt.

Det mest almindelige måltidsmønster består af tre hovedmåltider (morgenmad, frokost og aftensmad), hvoraf aftensmaden for de fleste er det største og vigtigste måltid. Det er karakteristisk, at frokosten, måltidet midt på dagen, meget ofte er et koldt måltid, ofte en medbragt madpakke med smørrebrød. Festudgaven af dette hverdagsmåltid, det store kolde bord, er en sammensætning af kolde og lune retter med brød, der ofte serveres ved højtider som jul og påske.

Stegt flæsk med persillesovs blev i 2014 i en mediedækket afstemning med 63.000 deltagere kåret til at være Danmarks nationalret. Retten fik 27.893 stemmer og vandt dermed stort over de øvrige retter. Smørrebrød og hakkebøf fulgte på de næste pladser. 

De første kendte komponister fra Danmark var tyskerne C.E.F. Weyse og Friedrich Kuhlau fra slutningen af 1700-tallet. Sammen med J.P.E. Hartmann blev Niels W. Gade toneangivende i dansk musik i 1800-tallet. Carl Nielsen fra starten af 1900-tallet er den eneste internationalt kendte danske, klassiske komponist.

Pop/rockgruppen Shu-bi-dua er med seks millioner solgte albums det bedst sælgende navn i Danmark nogensinde. 
Popgrupper som Aqua og Cartoons synger både i og uden for Danmark, og flere danske rockmusikere synger på engelsk. Af andre genrer har hiphop-gruppen Den Gale Pose gjort sig bemærket internationalt, ligesom heavy metalgruppen Volbeat har haft stor succes i USA, og er blevet nomineret til en Grammy. De har solgt over 3 millioner albums på verdensplan. Ligeledes har popgruppen Lukas Graham modtaget flere internationale nomineringer.

I begyndelsen af 1900-tallet, i stumfilmens æra, var Danmark en stor filmnation. Nordisk Films Kompagni, det senere Nordisk Film, blev grundlagt i 1906. Omkring 1910 startede landets guldalder inden for stumfilm, der varede frem til omkring 1920, hvor Danmark førende på verdensplan inden for filmproduktion.

I moderne tid har dansk film fået international anerkendelse, ikke mindst for sin vilje til at eksperimentere. I 1995 udviklede danske filminstruktører en helt ny filmart, Dogme 95, der udfordrede filmreglerne og skabte stor international opmærksomhed. Biograffilmproduktionen var på 18 biograffilm i 1975. I 2017 fik 36 danske film biografpremiere (inklusive 10 dokumentarfilm). De danske films markedsandel er normalt mellem 20 og 30 % af alle biografbesøg i Danmark. Blandt berømte filminstruktører er Carl Th. Dreyer, Lars von Trier, Bille August, Thomas Vinterberg og Susanne Bier.

Der er også lavet flere dokumentarfilm om Danmark, blandt andre Danmarksfilmen fra 1935, Danmark 1960 og turistfilmen Danske billeder fra 1971, skrevet af henholdsvis Poul Henningsen, Tørk Haxthausen og Klaus Rifbjerg.

Den første danske litteratur stammer helt tilbage fra 400 f.Kr. Den ældste runesten, Kallerupstnen, er fra 700-tallet. Senere kom nedskrivninger af sagn og folkeeventyr man kender fra 1100- og 1200-tallet. En del af den første danske litteratur er derfor også de islandske sagaer og Snorre Sturlasson, som tilhørte den fælles nordiske litteratur dengang. Saxo Grammaticus fra 1100-tallet er den første store danske forfatter, selvom han skrev på latin. Lidt dansk litteratur kendes fra middelalderen i øvrigt, men først i løbet af den spirende oplysningstid begyndte den danske litteratur for alvor med Ludvig Holbergs stadig aktuelle komedier. Som forløber for romantikken kan nævnes Johannes Ewald og Jens Baggesen. Det Moderne Gennembrud i perioden 1870-90 knæsatte en mere realistisk stil og gjorde strømningens hovedpersoner som Georg Brandes, Henrik Pontoppidan og Herman Bang kendte langt ud over landets grænser. Den bedst kendte dansker er dog forfatteren H.C. Andersen, der er kendt for sine mange eventyr, for eksempel Den Lille Havfrue og Den grimme ælling.

Tre danskere har modtaget nobelprisen i litteratur; Karl Adolph Gjellerup og Henrik Pontoppidan (begge i 1917) og Johannes V. Jensen (i 1944).

Den danske arkitektur har sin tid helt tilbage hos vikingerne. Den blev mere betydelig i middelalderen, da de første kirker i romansk og gotisk stil blev bygget rundt om i hele landet. Frederik 3. og Christian 4. fik hollandske og flamske designere til at bygge storslåede kongeslotte og paladser i nederlandsk renæssancestil. I sin sene regeringstid kunne Christian 4. også indføre barokstilen, som var populær i en vis periode. Den neoklassiske arkitektur kom oprindeligt fra Frankrig, men blev langsomt indført af danskere, som i stigende grad udtrykte stilen. En produktiv periode med historicisme endte med at udvikle sig til den nationalromantiske stil. Fra 1930'erne vandt den moderne stilart funktionalisme frem. Moderne værker af danske arkitekter er Sydney Opera House og Storebæltsbroen.

Danmark har fem kultursteder på UNESCO's Verdensarvsliste: Jellingstenene, Kronborg Slot, Roskilde Domkirke, Brødremenigheden i Christiansfeld og parforcejagtlandskabet i Nordsjælland. Desuden optræder landbrugsområdet Kujataa i Grønland på verdensarvslisten.

Danmark har flere populære sportsgrene. Fodbold er landets mest populære sport, med en rig historie fra den internationale konkurrence. Danmarks strande og vandløb er populære steder for fiskeri, kano, kajak og en bred vifte af andre vand-tema sportsgrene. Andre populære sportsgrene er golf, tennis, cykling og indendørs sportsgrene som badminton, håndbold og forskellige former for gymnastik. I speedway-racing har Danmark vundet flere verdensmesterskaber, herunder VM i Speedway og Speedway World Cup i 2006 og 2008.

I 1992 vandt fodboldlandsholdet EM.

De nationale håndboldhold har vundet en række medaljer i tidens løb. I EM-historien på mændenes side er det blevet til i alt seks medaljer, nemlig to guldmedaljer (2008, 2012), en sølvmedalje (2014) og tre bronzemedaljer (2002, 2004 og 2006). Den største triumf for herrelandsholdet var dog, da man blev verdensmestre i 2019.




#Article 16: Dadaisme (410 words)


Dada (fra fransk dada, 'gyngehest', 'kæphest'), også kaldet dadaisme, er en strømning inden for billedkunst og litteratur, der startede i Zürich og senere fandt vej til Berlin, Köln, Hannover, Paris og New York. Dada eksisterede officielt 1916-1924, og var en direkte forløber for surrealismen.

Dada havde ikke noget entydigt program, men kan bl.a. ses som en reaktion mod erfaringen af 1. verdenskrig med en mistro til autoriteter og til det herskende, meningsfulde sprog.

Blandt de dadaistiske kunstformer er lyddigte og vrøvledigte, collager og fotomontager. Ofte brugtes tilfældighedselementer som en upersonlig, kreativ drivkraft. Det ofte absurde udtryk har en særlig poetisk virkning og nogle gange (især i den tyske gren af dada) en karakter af politisk udsagn.

Navnet dada blev opfundet af en tysk forfatter ved navn Hugo Ball, omend bevægelsens stifter Tristan Tzara også påstod at have været ophavsmand til udtrykket. Det intelligente menneske er nu ren standard, sagde Tzara i Zürich i 1915. Det, vi mangler, er idiotiet. Dada bruger alle sine kræfter på at etablere idiotiet overalt. Kunstmaleren Hans Richter sagde: Vi ville frembringe et nyt slags menneske, befriet fra fornuftens tyranni, banalitet, generaler, fædreland, nationer, kunsthandlere, mikrober, opholdstilladelser og fortiden. Grundprincippet var at forarge befolkningen. Iført et jakkesæt af skinnende blåt pap og en heksehat, fremførte Hugo Ball sit første bidrag, digtet Karawane, i en natklub i Zürich.  

Der findes mange forklaringer af ordet dada, og det kan betyde en række forskellige ting på forskellige sprog. En af forklaringerne er, at navnet dada blev valgt pga. stilartens karakteristisk barnlige stil, og henviser til den barnlige da-da-frase som en guttural og tilsyneladende tilfældig lyd, der æstetisk kan minde om sider af den virvariøse litteratur og kunst. På rumænsk betyder udtrykket ja, mens det på fransk kan hentyde til en gyngehest.

Et eksempel på et dadaistisk kunstværk er Marcel Duchamps bearbejdning af Leonardo da Vincis berømte maleri af Mona Lisa. Mona Lisa er i Duchamps udgave blevet forsynet med overskæg. Titlen på hans billede er L.H.O.O.Q. Når den udtales på fransk (dvs. bogstaverne hver for sig), lyder det som elle a chaud au cul, hvilket betyder hun er varm i røven. Desuden minder titlen om det engelske ord look – altså en temmelig direkte opfordring til beskueren.

I december 2005 udråbte borgmester Boog Highberger i Lawrence, Kansas, en international dada-måned, bestående af 4. februar, 1. april, 28. marts, 15. juli, 2. august, 7. august, 16. august, 26. august, 18. september, 22. september, 1. oktober, 17. oktober og 26. oktober. 




#Article 17: Don Rosa (437 words)


 
Keno Don Hugo Rosa (ofte kaldet Don Rosa, født 29. juni 1951 i Louisville, Kentucky i USA) er en berømt tegner og forfatter af Anders And-tegneserier. Han betragtes af mange som en af de bedste andetegnere siden Carl Barks.

Don Rosas lidenskab for tegneserier stammer fra hans barndom, hvor han voksede op med dem. Han tegnede også selv små tegneserier – både med de kendte disneyfigurer og med andre, som han selv fandt på. Drømmen om en karriere som tegneserieskaber var dog i første omgang kun en drøm. Han blev bygningsingeniør fra University of Kentucky og overtog familiefirmaet.

I 1987 besluttede han sig for at forfølge sin gamle barndomsdrøm; han tog chancen og kontaktede den amerikanske udgiver af disneytegneserier for at høre, om de kunne bruge ham. Han fik chancen, og snart udkom den første serie fra hans hånd, Solens søn.

Et af Don Rosas mest kendte værker er Her er dit liv, Joakim. Han er også kendt for sit detaljerede stamtræ over andefamilien, et forsøg på at katalogisere de mange mere eller mindre flygtige figurer, som har besøgt Andeby igennem tiderne, og som er opfundet af forskellige tegnere/manusforfattere. 

Mange af Don Rosas serier bygger videre på gamle serier af Barks, og i modsætning til andre nutidige andetegnere foregår alle hans serier i 1950'erne (med undtagelse af nogle historier om Joakim von Ands fortid). Det var nemlig netop i de år, at Barks regnedes for at være på højdepunktet af sin karriere. Det kan for eksempel ses på omgivelserne i Andeby og på biler, brugen af telegraf og andre ting. Hvis Joakim von And brugte computer eller mobiltelefon i en Rosa-historie, ville det være en anakronisme. I ganske få har han dog tegnet moderne ting, som i historien Anden, som faldt ned fra himlen og Gyldne tider.

Den opmærksomme læser af Don Rosas tegneserier vil bemærke, at der i det første eller andet billede på første side i de fleste af Rosas serier er skjult et lille D.U.C.K., som står for: Dedicated to Unca Carl from Keno (dedikeret til onk'l Carl fra Keno). En lille hilsen fra Rosa til sit forbillede og inspirator Carl Barks. Et andet kendetegn er, at han ofte skjuler små Mickey Mouse-hoveder i sine tegninger.

Desværre er Don Rosas syn gennem de seneste år blevet dårligere. Det og den lave betaling han fik for sine historier, fik i 2008 Rosa til at indstille sin karriere som andetegner. 

Foruden at Don Rosas historier jævnligt dukker op i det danske Anders And-blad, kan hans historier også læses i kronologisk rækkefølge i Egmont Serieforlagets udgivelser i serien Hall of Fame. Udgivelserne i bogform på dansk omfatter:




#Article 18: Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (834 words)


Danmarks Socialdemokratiske Ungdom (DSU) er en politisk ungdomsorganisation baseret på socialdemokratismen. DSU har siden stiftelsen haft tætte bånd til arbejderbevægelsen, og udgør i egen optik dennes politiske ungdomsorganisation.

DSU er medlem af Dansk Ungdoms Fællesråd (DUF), International Union of Socialist Youth (IUSY), Young European Socialists (YES) og Forbundet Nordens Socialdemokratiske Ungdom (FNSU).

DSU er med 50 aktive afdelinger og 2.000 medlemmer Danmarks næststørste politiske ungdomsorganisation målt på medlemmer (efter Venstres Ungdom).

DSU er tilknyttet Socialdemokratiet og samarbejder i forbindelse med kampagne og valgkampe. DSU er derudover repræsenteret i Socialdemokratiets hovedbestyrelse og kongres som delegerede. Samtidig er DSU blevet det forum hvorfra en stor del af fremtidens Socialdemokratiske politikere udklækkes.

Ved folkeafstemningen om retsforbeholdet den 3. december 2015 anbefalede DSU sammen med moderpartiet Socialdemokratiet et ja.

DSU blev stiftet i 1920 efter splittelsen mellem socialdemokrater og kommunister på baggrund af 1. verdenskrig og den russiske revolution.

I 1919 havde et flertal i den socialdemokratiske ungdomsorganisation, Socialdemokratisk Ungdomsforbund (SUF), brudt med partiet og var 9. november 1919 med til at grundlægge Venstresocialistisk Parti, som i 1920 blev til Danmarks Kommunistiske Parti. En række SUF-afdelinger, som ikke ønskede at bryde med partiet, stiftede i stedet DSU.

I en del år brugtes forkortelsen DsU (med lille s), fordi retstavningen indtil 1945 foreskrev at Danmark og navneordet Ungdom stavedes med stort. Det blev dog også brugt efter 1945 for ikke at støde sammen med Dansk Skak Union.

DSU har i hele sin levetid været rugekasse for mange mennesker, som senere er blevet ledende skikkelser i Socialdemokratiet. Blandt dem statsminister Jens Otto Krag, udenrigsminister Per Hækkerup og forsvarsminister Hans Hækkerup. Blandt den nuværende generation af socialdemokratiske politikere har bl.a. Henrik Sass Larsen, Morten Bødskov og Mette Frederiksen en fortid i DSU. Også Johanne Schmidt Nielsen startede sin politiske karriere i DSU Odense.

I efteråret 2017 forlod DSU's formand Lasse Quvang Rasmussen pludselig sin formandspost. DSU's hovedbestyrelse konstituerede derpå Frederik Vad Nielsen som ny forbundsformand, og han blev siden i april 2018 genvalgt som forbundsformand på DSU's kongres. I 2019, hvor der verserede flere sager i pressen om seksuelle krænkelser i andre ungdomspartier, kom det offentligt frem, at Lasse Quvang Rasmussen i 2017 havde måttet gå af i utide på grund af grænseoverskridende adfærd overfor flere kvindelige DSU'ere.

Da Danmark i juni 2019 fik en socialdemokratisk regering, blev den af den politiske kommentator Noa Redington kaldt en ”DSU-regering”, da 15 ud af de 20 ministre var tidligere aktive i DSU.

DSU har deltaget i alle tre skolevalg, der har været afholdt af Dansk Ungdoms Fællesråd og Folketinget. Ved skolevalg 2015 fik DSU og Socialdemokratiet 17,6 % af stemmerne svarende til 32 mandater i Folketinget og blev dermed valgets næststørste parti.
Ved skolevalg 2017 fik DSU og Socialdemokratiet 15,6 % af de afgivne stemmer svarende til 28 mandater og blev igen næststørst. Ved skolevalg 2019 lykkedes det DSU og Socialdemokratiet at erobre positionen som Danmarks største parti blandt skoleeleverne med 22,6 % af de afgivne stemmer svarende til 41 mandater.

DSU er bygget op af en lang række lokalafdelinger, som er de mindste lokale led. Disse afdelinger indgår i distriktsorganisationer, der følger storkredsgrænserne. En ikke-udtømmelig liste kan findes på DSU-afdelinger og DSU-distrikter.

DSU's ledelse består af to dele: Et kongresvalgt forretningsudvalg på 9 medlemmer og en hovedbestyrelse, som består af formændene fra lokalafdelingerne, distriktsekretærene og forretningsudvalget.

Samtidig har Frit Forum, beskrevet senere i artiklen, en helt speciel status og har egne aktiviteter. Dog har Frit Forum-afdelingerne status som DSU-afdelinger på lige fod med de normale afdelinger.

Ydermere har DSU en række udvalg og grupper. Et aktivitets- og kursusudvalg (forkortet AKU) står for planlægning og afvikling af DSU's kursusweekender, et internationalt udvalg (forkortet IU) koordinerer DSU's mange partnerskabs- og udviklingsprojekter i primært Asien, Mellemøsten og Nordafrika, et fagligt udvalg (forkortet FAU) koordinerer fagpolitiske indsatser og politikudvikling, og en redaktion tager sig af DSU's medlemsblad DSU'eren. Derudover findes en række ad hoc-projektgrupper.

DSU er derudover medejer af kursusejendomen Ankersminde, opkaldt efter Anker Jørgensen, som ligger et stykke uden for Vissenbjerg på Fyn. Her afholdes der weekendkurser, sommerlejre, samt andre aktiviteter. Den anden ejer er DUI-Leg og Virke.

I DSU findes også Frit Forum, der tidligere var en selvstændig socialdemokratisk studenterorganisation. Siden 1973 har Frit Forum formelt været en del af DSU. Samarbejdet med DSU er primært en formalitet, idet Frit Forum og DSU bejler til forskellige medlemssegmenter. Frit Forum retter sig mod universitetsstuderende, der ikke nødvendigvis er under 30 år, hvorimod DSU er en regulær ungdomsafdeling for Socialdemokrater under 30 år. Frit Forum har selvstændig ledelse, det såkaldte studentersekretariat, men afdelingerne i de forskellige universitetsbyer fungerer i reglen autonomt. Mange socialdemokrater har startet deres karriere i Frit Forum; bl.a. Erhard Jakobsen (foreningens stifter), Poul Nyrup Rasmussen, Svend Auken og Mogens Lykketoft.

Nuværende formand for Frit Forum er Jakob Schrøder.

Forretningsudvalget vælges på kongressen og udgør sammen med DSU's Hovedbestyrelse den øverste myndighed mellem DSU's kongresser, der typisk afholdes i lige årstal i Store Bededagsferien. Seneste kongres blev afholdt 21-23 august 2020 i Vejen Idrætscenter.

Blandt tidligere DSU'ere der efter 2019-valget sidder i den socialdemokratiske folketingsgruppe er:




#Article 19: Esbjerg (3092 words)


Esbjerg er Danmarks femtestørste by med  og ligger i Sydvestjylland. Den er desuden hovedby for Esbjerg kommune og det vestlige Jyllands største byområde med direkte forbindelse til Kolding og Odense via motorvej E20 og jernbanen.

Havnen er drivkraften i Esbjerg, og de mange offshore-aktiviteter er den største faktor. Desuden fungerer Esbjerg Havn som færgehavn og udskibningshavn for leverancerne til Horns Rev Havmøllepark. Byen har engang været Danmarks største fiskerihavn.

Nordøst for byen ligger Esbjerg Lufthavn.

Esbjerg er inden for sport især kendt for sin traditionsrige fodboldklub EfB og Ishockeyklub Esbjerg Energy, der spiller deres hjemmekampe på Blue Water Arena og i Granly Hockey Arena.

Indenfor kultur er Esbjerg hjemsted for Esbjerg Rock Festival, som er blevet arrangeret hvert år siden 1991 i Vognsbølparken og byens musikhus designet af Jørn og Jan Utzon.

Esbjerg er opstået omkring den havn, som staten fra 1868 byggede som erstatning for havnene i Altona og Husum, der havde været det danske monarkis vigtigste nordsøhavne, men som var gået tabt ved hertugdømmernes afståelse i 1864 ved afslutningen på 2. Slesvigske Krig. Før denne tid var området en øde og forladt egn. Man havde også set på Hjerting som en mulig ny havn.

Esbjerg havde i 1801 20 indbyggere, i 1840 13 indbyggere, i 1860 30 indbyggere.

I 1860 lå ved Esbjerg Kleve (navnet kommer måske af æs i betydningen fiskemadding (svarende til Esrum Sø) eller af ese, i betydningen løftes, hæve sig) i Jerne Sogn to gårde, og stedet havde 30 indbyggere. Nu er der ikke meget af skrænten at se: en del styrtede ned ved storm i 1881 og 1882, og resten er omtrent blevet slugt af havneanlæggene. Fra begyndelsen bestod befolkningen kun af ingeniørerne og deres assistenter samt den skiftende arbejderskare, men snart begyndte nybyggerne at indfinde sig: den første var smedemester Frants Møller, hvis forretning udviklede sig til et stort jernstøberi og maskinværksted (Jensen  Olsen), og efterhånden som anlægget skred frem, pulserede livet stærkere og stærkere: Husene voksede op som Paddehatte, den ene store forretning efter den anden grundlagdes, mange rigtignok for snart igen at forsvinde, men en del slog også varig rod, og udviklingen foregik i det hele efter en for danske forhold ukendt målestok og blev i samtiden sammenlignet med byudviklingen i USA.

I 1875 havde byen ifølge en folketælling i oktober 1.006 indbyggere. Af de optalte indbyggere var ankommet 30 i 1868, 134 i 1869, 83 i 1870, 57 i 1871, 63 i 1872, 90 i 1873, 204 i 1874 og 342 i 1875. På samme tid var byens eneste industri et skibsbyggeri.

I 1874 fik man jernbaneforbindelse til Fredericia og Varde, hvilket hurtigt fik byen til at udvikle sig. Allerede i 1870 kom den første byplan, der skulle sørge for, at den hastige vækst blev styret nogenlunde. Byplanen var tegnet af landinspektør Wilkens og bestod af et tilnærmet rektangulært gadenet i tilknytning til den nye dokhavn, hvis anlæg blev startet i 1868. I takt med byens hastige vækst blev gadenettet udvidet efter samme princip, så byen omkring århundredeskiftet bestod at et omfattende rektangulært gadenet, til dels tilpasset landskabet.

Esbjerg udvikledes sig hurtigt. Der oprettedes den ene institution efter den anden, således lodsstation og toldsted (med kreditoplag 1890, frilager 1900) samt jernbanestation 1874, postekspedition 1875, telegrafstation og apotek 1883. Byen fik kirke 1887, egen præst 1891, distriktslæge og herredsfoged 1893, kommunalt selvstyre pr. 1. januar 1894, idet den udskiltes af Jerne Sogn og endelig blev den ved lov af 19. marts 1898 ophøjet til købstad fra 1. januar 1899. To år før var et af Esbjergs større vartegn, Vandtårnet, blevet bygget efter tysk forbillede.

Havnen blev anlagt ifølge Lov af 24. april 1868 (efter, at flere steder for dens beliggenhed som Ribe, Hjerting, Skallingen og Ringkøbing havde været på tale) for at skaffe Nørrejylland en udførselshavn, da Sønderjylland var gået tabt i 1864, og landets produkter, navnlig kreaturer, for en stor del måtte udføres over marsken og Hamborg for at finde vej til England.

Det første anlæg, der lededes af ingeniørerne Carlé (til 1872) og E. Petersen (forarbejderne var dog gjort af C.G. Bruun), bestod væsentlig af en ca. 5 ha stor dokhavn, kostede ca. ½ mio. kr og skulle efter bestemmelsen være færdig til januar 1871, men åbnedes først i august 1874, og den 20. august 1878 var havnen fuldendt med en dybde af 4½ m i forhavnen og 4 m i dokhavnen. Men da var man allerede gået i gang med nye arbejder som forlængelse af den nordre mole og uddybning af dokhavnen og havnerenden, hvilke var tilendebragte i begyndelsen af 1881, og anlægget stod da i næsten 2 mio. kr. De afsluttende arbejder viste sig imidlertid snart utilstrækkelige, blandt andet måtte dokhavnen have samme dybde som forhavnen, og 1886-1888 anlagdes en ny forhavn (vandbygningsdirektør V. Kolderup-Rosenvinge), lige som en 4 m dyb fiskerihavn, og der foretoges en ombygning af dokhavnens sluser, svære jernporte, der åbner sig indad og således giver vandet adgang i flodtiden, mens de holder det tilbage i ebbetiden (flodskiftet er ca. 1½ m). Senere blev der stadig foretaget nye ombygninger og udvidelser; således blev i finansårene 1895-96 og 1899-1900 dokhavnen forbedret ved ombygning af slusen, uddybning til 6 m og nye kajer samt en mindre ophalingsbedding, og samtidig uddybedes den søndre forhavn til 6 m, og 1901-02 anlagdes en ny fiskerihavn vest for dokhavnen med 4 ophalingsbeddinger. Ved alle disse arbejder kom havnen til at stå i ca. 5½ mio. kr. Endelig påbegyndtes der ved Lov af 4. maj 1907 nye betydelige udvidelser mod nord med en indtil 5,7 m dyb fiskerihavn og en trafikhavn mellem denne og de tidligere anlæg, alt beregnet til ca. 4 mio. kr og væsentlig afsluttet 1914. Af bygninger på havneterrainet fremkom foruden en toldkammerbygning, administrationsbygningen, Det forenede Dampskibsselskabs kontorbygning, et silopakhus og Statens Eksportslagteri og fiskepakhuse.

I tilknytning til havnen anlagdes en rednings- og stormvarselsstation. Samme år, som havnen åbnedes, 1874, begyndte regelmæssig dampskibsfart på London (Thameshaven), i 1875 kom der regelmæssig forbindelse med Newcastle, og i 1888 udvidedes farten til Parkestone og Hull, alt med understøttelse af staten besørget af Det forenede Dampskibsselskab. Havnen blev derved en af landets største udførselshavne, og den stod kun tilbage for København og Aarhus. Der udførtes navnlig kvæg, flæsk, kød, smør, æg og fisk, især til England; men også indførslen steg år for år, især af kul, salt, gødning, foderstoffer, sukker og petroleum. Havnens betydning forøgedes meget betydeligt ved den omstændighed, at den vanskeligt fryser til endog i de strenge isvintre, når landets fleste havne er utilgængelige. Af udførslen i 1913 nævnes: ca. 98,7 mio. kg flæsk, 34,3 mio. kg smør, 10.300 stk hornkvæg (1912: ca. 20.000) og 9,6 mio. snese æg. Toldindtægterne var samme år 447.200 kr. I 1910 indkom 868 skibe (deraf 702 dampskibe) med i alt 184.108 t gods, hvoraf 767 i udenrigsk fart med 130.182 t, og udgik 871 skibe (deraf 704 dampskibe) med 159.564 t gods, deraf i udenrigsk fart 790 skibe med 158.632 t. Samme år var toldstedets handelsflaade 155 skibe med i alt 23.401 t drægtighed, deraf var 41 dampskibe med 21.514 t drægtighed og 104 motorskibe med 1.527 t drægtighed, desuden 33 mindre fartøjer på under 4 t.

Ifølge fiskeriberetningen var der 1901 i tolddistriktet 403 fiskere, som med 1 damper, 11 kuttere, 42 dæksbåde og 80 mindre både fiskede for en værdi af 506.237 kr., næsten udelukkende rødspætter og kuller.

Navnlig i de par årtier lige før og efter århundredeskiftet opstod særdeles mange store handelsforetagender og industrielle anlæg, således flere store margarinefabrikker, smør- og æggepakkerier, møllerier, 1 brød- og gærfabrik, 1 bayersk- og hvidtølbryggeri, 1 spritfabrik, 1 andelsmejeri, flere store slagterier, deriblandt Esbjerg Svineslagteri og Statens Eksportslagteri, 1 tarmrenseri, 1 fiskerøgeri, cinders- og koksfabrikker, soda- og sæbefabrikker, 1 tobaksfabrik, 1 eddikebryggeri, 1 uldspinderi, 1 klæde- og uldvarefabrik, jersey- og normalfabrik, flere store maskinfabrikker, 1 rebslageri og sejlmageri, savskærerier, 1 korkvarefabrik, teglværker, 1 cementvarefabrik, 1 skotøjsfabrik, 1 sukkervarefabrik, 1 petroleumsaftapningsanstalt, garveri, flere store rederier med mere.

Af pengeinstitutter nævnes Esbjerg-Fanø Bank, oprettet 1892, Handelsbanken, oprettet 1896, fra 1898 filial af Handelsbanken i København, og en filial af Varde Bank.

Frem til 1. verdenskrig var befolkningsudviklingen i Esbjerg købstad følgende: 30 indbyggere i 1860, 460 i 1870, 1.529 i 1880, 4.111 i 1890, 13.355 i 1901, 15.665 i 1906, 18.208 i 1911 og 18.925 i 1916. Allerede i begyndelsen af århundredet var der imidlertid sket en begyndende udvikling af forstæder i Jerne Sogn: Boldesager havde i 1906 517, i 1911 840 og i 1916 1.019 indbyggere, Jerne by havde i 1906 428 og i 1911 518 indbyggere, og Frederiksberg havde i 1911 336 og i 1916 322 indbyggere således, at indbyggertallet for hele byen inklusive forstæder var i 1911 19.384 indbyggere og i 1916 20.266 indbyggere.

I henhold til en opgørelse var næringsfordelingen i 1890 i Esbjerg følgende: 399 ernærede sig af immateriel virksomhed, 57 af jordbrug, 9 af gartneri, 138 af fiskeri, 2.243 af håndværk og industri, 654 af handel og omsætning, 223 af søfart, 325 af daglejervirksomhed, 49 af formue og 14 ved almisse.

I henhold til en opgørelse var næringsfordelingen i 1906 i Esbjerg købstad følgende: 846 ernærede sig af immateriel virksomhed, 234 af landbrug, skovbrug og mejeri, 813 af fiskeri, 7.080 af håndværk og industri, 2.528 af handel og omsætning, 3.206 af samfærdsel, 265 levede af egne midler, 355 levede af offentlig understøttelse inkl. pension, 338 havde ikke angivet indkomstkilde.

I mellemkrigstiden udviklede Esbjerg sig til landets vigtigste eksporthavn for varer. Havnens import og eksport var altovervejende forbundet med handel på udlandet, men transport til og fra andre danske havne var helt marginal. Havnens bagland omfattede det meste af Jylland og Fyn. Dette gjaldt fx eksporten af kød og flæsk, som blev transporteret med jernbane fra Odense, Vendsyssel via Aalborg, Randers og ad den jyske diagonalbane samt fra Struer via Holstebro og ad den nordjyske længdebane til Esbjerg; også fra Viborg via banen til Skjern blev transporteret mindre mængder. Æg fulgte de samme ruter, mens smøreksporten kun skete fra hele Jylland. Esbjergs bagland for importeret kul og koks var betydeligt mindre: hovedmængderne gik til Ribe, Bramming, Varde og Skjern, mens mindre mængder nåede.steder mellem Ribe og Tønder, Vejen, Kolding, Ringkøbing og Holstebro, men de fjerneste områder mistede efterhånden betydning.

Esbjergs betydning som eksporthavn afspejles ved, at ca. 69,0 % af Danmarsk flæskeeksport, 44,5 % af smøreksporten, 48,0 % af ægeksporten og 54,4 % af fiskeeksporten gik over Esbjerg havn. Eksporten via Esbjerg udgjorde i 1938-39 125.807 ton flæsk, 69.056 ton smør, 48.245 ton æg, 30.780 ton fisk

I mellemkrigstiden havde Esbjerg udviklet sig til Danmarks vigtigste fiskerihavn med en samlet værdi af fangsten på 7,5 mio. kr for årene 1935-38 mod 2,5 mio. kr i Skagen, 2,3 mio. kr i Tyborøn , 1,6 mio. kr i Frederikshavn, mens alle andre havne lå under 1 mio. kr. Den samlede fangstværdi udgjorde for hele Danmark 42,7 mio. kr, dvs. Esbjergs andel udgjorde 17,6%. Fangstmængderne udviste dog store udsving fra år til år.

Gennem mellemkrigstiden var Esbjergs indbyggertal stigende: i 1916 18.925, i 1921 21.251, i 1925 24.131, i 1930 27.405, i 1935 30.714, i 1940 33.155 indbyggere. Samtidig voksede forstadsbebyggelser frem i Jerne Kommune og efterhånden også Guldager Sogn.

Note: * = opgjort under Jerne

Ved folketællingen i 1930 havde Esbjerg 27.405 indbyggere, heraf ernærede 1.610 sig ved immateriel virksomhed, 8.854 ved håndværk og industri, 4.968 ved handel mm, 4.739 ved samfærdsel, 2.863 ved landbrug, skovbrug og fiskeri, 1.976 ved husgerning, 2.162 var ude af erhverv og 233 havde ikke oplyst indkomstkilde.

Efter 2. verdenskrig fortsatte Esbjerg sin befolkningsvækst. I 1945 boede der 43.241 indbyggere i købstaden, i 1950 48.205 indbyggere, i 1955 50.921 indbyggere, i 1960 55.171 indbyggere og i 1965 55.882 indbyggere. De ældre forstæder i Jerne Kommune blev indlemmet i købstaden allerede 1. april 1945, men samtidig udviklede forstadsområderne sig i Guldager Kommune (Strandvejen og Sæding by). og nye forstæder kom til i Brøndum Kommune (Spangsbjerg og Gjesing by).

Udviklingen bevirkede, at der i begyndelsen af 1960-erne nedsatte et byudviklingsudvalg for Esbjerg-egnen, som også omfattede de omgivende sognekommuner, herunder Fanø.

I området i og omkring Esbjerg ligger flere naturområder. Vadehavet går helt fra Esbjerg til det nordlige Holland. Derudover er der fuglesøen ved Sneum Sluse og Marbæk-området.

I 1899, hvor Esbjerg var blevet købstad, fik byen sin første borgmester, Jørgen Lyngbye, der, som tiden dikterede, var valgt ud af fire ansøgere af Christian 9.. Inden da hørte administrationen ind under Jerne-Skads Sogneråd. Her blev den første repræsentant fra Esbjerg valgt ind i 1871. Som følge af Esbjergs store vækst fik byen dog sit eget sogneråd i 1894 og fik status som sognekommune. Jørgen Lyngbye var dog ikke fra Esbjerg med fra Frederiksberg og blev da også borgmester i Helsingør efter endt embede i Esbjerg. Lyngbye var desuden uden for partierne. Efter ham fulgte Knud Holch, der er byens hidtil eneste konservative borgmester. Efterfølgende blev borgmestrene valgt ved afstemning, og byen har været ledet af skiftevis socialdemokratiske og venstre-borgmestre. I perioden fra 1929 til 1993 sad socialdemokraterne på borgmesterposten på nær fem år i 1950'erne med Hans Nissen på posten. Den socialdemokratiske æra blev afløst af Johnny Søtrup, der var borgmester fra 1994 og frem til udgangen af 2017. Den nuværende borgmester er Jesper Frost Rasmussen, der ligesom Johnny Søtrup er fra Venstre.

Esbjerg byvåben daterer sig til 1903, hvor det erstattede det uofficielle våben, der var blevet tegnet før byen blev købstad. Det gamle byvåben fra 1892 kan stadig ses ved Esbjerg gamle Ting- og Arresthus. Det nuværende byvåben, som også er Esbjerg ny kommunes våben er et lindetræ og to ankre i sølv på en blå baggrund. Lindetræet skulle symbolisere Esbjergs første lindetræ. Våbnet blev lavet i forbindelse med åbningen af Esbjerg banegård i 1904.

Esbjerg har haft venskabsbyer siden 1948, hvor formålet var social og kulturel udveksling, men siden da er også udveksling af erfaringer og økonomisk samarbejde blevet en vigtig del. Kommunalreformen 2007 førte også ændringer med sig, da Esbjerg kommune da blev sammenlagt med Bramming og Ribe kommuner. I dag har Esbjerg kommune følgende venskabsbyer:

Om noget er byen Esbjerg knyttet til Esbjerg Havn, der er årsagen til, at byen gik fra at være ingenting i 1868 til at være Danmarks femtestørste i dag. Fiskeriet har tidligere haft en meget stor betydning for havnen og byen, men de senere år har havnearealerne skiftet funktion fra losning af fisk til lastning af dele til offshore-aktiviteter. Vindmøllerne fylder i den sammenhæng rigtigt meget. Omkring havnen findes også faciliteterne for blandt andet Maersk Olie og Gas, samt en række andre offshore-virksomheder, der understøtter olie- og gasproduktionen i Nordsøen.

Med havnen som drivende faktor er der i Esbjerg-området ca. 11.000 arbejdspladser inden for olie og gas og ca. 2.500 inden for alt lige fra design til installation og service af havvindmølleparker. Så alle aspekter af de største energiformer på havet er dækket ind af virksomheder i Esbjerg-området. Byen har over 1.000 rådgivende ingeniører med speciale i energi, og på uddannelsesområdet vokser antallet af bachelor- og kandidatuddannelser med fokus på både fossile og vedvarende energiformer.

Havnen bliver herudover stadig benyttet til godstransport primært via containere.

Flere store virksomheder som Hjem-Is og Danish Crown har lukket deres aktiviteter i byen de seneste år, og ligeledes har Vestfrost flyttet sin produktion. Af andre store virksomheder kan følgende nævnes:

Fra 1916 til 1991 eksisterede Esbjerg Bank. Den blev fusioneret med Varde Bank.

Fra Esbjerg Station går både InterCityLyn og InterCitytog til København og Københavns Lufthavn. Der går også regionaltog til Aarhus og Vejle. Forbindelse med Arriva til Nibøl, Skjern og med Vestbanen til Nørre Nebel.

Fra Esbjerg sejler redeiet DFDS's fragtskibe 5-6 ugentlige afgange til Immingham i midt-England. Disse medtager kun et begrænset antal passagerer, da de engelske myndigheder kræver, at man transporterer fragt for at kunne indrejse i denne havn. Tidligere sejlede et moderne ro-pax-skib med plads til mere end 600 passagerer til Harwich (Parkeston Quay) i syd-England . Denne rute ophørte pr. 30/9-2014.

Der går også mindre skibe til den nærliggende ø i Vadehavet, Fanø. Man kan desuden komme på havnerundfart eller opleve sæler på nærmeste hold med udflugtsbåde.

Indbyggertallet i Esbjerg har siden 1870 vokset hurtigt fra knap 500 indbyggere til cirka 70.000 i 1970. Siden 1970'erne er befolkningstallet stabilt omkring 71.000. Det toppede i år 2000, hvor indbyggertallet var på 73.412.

Esbjerg har en række museer heriblandt Esbjerg Fiskeri- og Søfartsmuseum, Esbjerg Kunstmuseum, Esbjerg Museum, Bogtrykmuseet, Esbjerg Byhistoriske Arkiv, Historisk Samling fra Besættelsestiden og Esbjerg Spejdermuseum.

Motorfyrskib nr. 1 er et fyrskib bygget i 1914, som var i brug helt frem til 1988 og er i dag åbent for turister.

På Natur- og kulturformidlingscentret Myrthuegård formidles naturen ved Varde Ådal og fugle i Vadehavsområdet.

Byen er særlig berømt for skulpturen Mennesket ved Havet, der er skabt af Svend Wiig Hansen, men også lysskulpturen Stjernedrys er nævneværdig.

Esbjerg har et rigt musikliv, og på de to store spillesteder Musikhuset Esbjerg og Tobakken bliver der afholdt koncerter med både danske og internationale navne. I forbindelse med Esbjerg Festuge bliver der afholdt koncerter på Torvet, og en anden årlig tilbagevendende kulturbegivenhed er Esbjerg Rock Festival, der er blevet afholdt siden 1991.
Byen huser den ene afdeling af Syddansk Musikkonservatorium samt Esbjerg Ensemble, der spiller klassisk kammermusik.

Derudover findes cirkus-teater og kulturhuset Fugl Føniks, Esbjerg Børne- og Ungdomsteater og Ungdomskulturhuset Konfus.

Esbjerg Kulturskole tilbyder uddannelse inden for musik, og i 1988 blev Esbjerg Amatør Orkester etableret. Orkestret har omkring 40 medlemmer.

Fodboldklubben Esbjerg forenede Boldklubber spiller pr. 2016 i Superligaen. Hjemmekampene spilles på Blue Water Arena. Desuden har EfB Ishockey (nu videreført i Esbjerg Energy) også stor succes, og har således vundet Superisligaen adskillige gange. De spiller på Granly Hockey Arena.

Esbjergs største idrætsklub er Esbjerg Svømmeklub, der med mere end 2000 medlemmer har formået at gøre sig bemærket både nationalt og internationalt. Klubben har stolte traditioner og har bl.a. fosteret verdensmesteren Jacob Carstensen og den 5-dobbelte OL-deltager Mette Jacobsen. Klubben har siden 1996 haft gode faciliteter i form af Svømmestadion Danmark.

I 2016 åbnede GAME StreetMekka en afdeling i Esbjerg med faciliteter til forskellige former for gadeidræt og gadekultur.

Esbjerg blev i 1997 kåret som Årets By, fordi der hersker et unikt samarbejde mellem private og offentlige virksomheder, som blandt andet resulterede i opførelsen af Musikhuset, Svend Wiig Hansens statue Mennesket ved havet og ombygningen fra elværk til musikkonservatorium.

Esbjerg blev kåret som Årets By i 2006 på grund af byens samlede arbejde med unge talenter inden for idræt, musik og billedkunst. Særligt nævneværdigt er projektet med eliteidrætsklasserne på Vestervangskolen. Projektet går i al sin enkelthed ud på, at eliteidræts udøvere på 7.-10. klassetrin får mulighed for at kombinere eliteidræt og skolegang på en forsvarlig måde.

Udover disse findes der følgende skoler og uddannelser:




#Article 20: Den Europæiske Rumorganisation (192 words)


ESA er en forkortelse for European Space Agency (Den Europæiske Rumorganisation), og er en sammenslutning af europæiske lande indenfor rumfart og rumforskning. Organisationen har hovedkvarter i Paris, Frankrig.

Forløberen for ESA var ESRO (European Space Research Organization) og ELDO (European Launcher Development Organisation). Aftalen om oprettelsen af ESA ved sammenlægning af disse to organisationer blev vedtaget ved plenarforsamlingen den 30. maj 1975 og trådte i realiteten i kraft dagen efter.

                     

ESA består af 22 medlemslande: Belgien, Danmark, Estland, Finland, Frankrig, Grækenland, Irland, Italien, Luxembourg, Nederland, Norge, Polen, Portugal, Rumænien, Schweiz, Spanien, Storbritannien, Sverige, Tjekkiet, Tyskland, Ungarn og Østrig. Canada har en særlig status som samarbejdende land.

I 2003 var der ca. 1.920 ansatte i ESA og årsbudgettet var på 2.700 millioner €.

Nogle af projekterne:

Udover hovedkvarteret i Paris har ESA fire store centre:

ESA opsender sine raketter fra Kourou i Fransk Guiana, fordi det kun ligger 5 grader fra ækvator.

ESA's astronautkorps.

ESA TV er den officielle tv-station for ESA. Stationen sendes kun pr. satellit fra Eutelsat Hot Bird. I modsætning til NASA TV sender ESA TV ikke døgnet rundt, men kun i perioder, og stationen er derfor ikke særlig aktiv. 




#Article 21: Encyklopædi (809 words)


En encyklopædi er en samling af tekst, figurer, billeder, lyd og/eller video, der beskriver den menneskelige viden enten i almindelighed eller inden for et afgrænset felt.

Ordet kommer via middelalderlatin encyclopaedia fra græsk enkyklios paideia, af en 'i, ind' og kyklos 'kreds, ring' og paideia 'opdragelse, undervisning'.

En encyklopædi kan være generel, så den indeholder artikler om alle mulige emneområder. Den Store Danske Encyklopædi og Wikipedia er generelle encyklopædier.

Den kan også være specifik, så den specialiserer sig i et enkelt eller nogle få emneområder (eksempelvis fysik eller medicin).

En encyklopædi er tilnærmelsesvis det samme som et leksikon, dog har en encyklopædi længere og mere uddybende artikler. 

Den store Encyclopédie, ou dictionnaire raisonné des sciences, des arts et des métiers var en tidlig – og den første moderne – encyklopædi, hvis første bind udkom i Frankrig i 1751, med Denis Diderot og Jean le Rond d'Alembert som hovedredaktører.

En af de allerstørste encyklopædier er Yongle-encyklopædien, som den kinesiske kejser Yongle iværksatte så tidligt som i 1403. Den blev fuldendt omkring fem år senere efter at mere end 2.000 forskere og embedsmænd havde arbejdet med kæmpeværket, der oprindeligt var på 11.000 bind og næsten 1 million sider. Desværre eksisterer der i dag kun omkring 400 bind.

En encyklopædist er en forfatter af en encyklopædi eller dele deraf. Blandt kendte encyklopædister kan nævnes Jean le Rond d'Alembert og Denis Diderot.

Danmarks første encyklopædi er fra det 19. århundrede og var det af overlærer Hans Ancher Kofod udgivne Conversations-Lexicon eller encyclopædisk Haandbog over de i selskabelig Underholdning og ved Læsning forekommende Genstande, Navne og Begreber (osv.), med adskillige Forandringer og Tillæg overs. efter den tyske Originals sidste Oplag (28 bind, København 1816-28) dvs. en oversættelse af 3. og til dels 4.-5. udgave af det tyske Konversations Lexikon af Friedrich Arnold Brockhaus, et for sin tids danske boghandlerforhold meget betydeligt foretagende, der også fik en stor udbredelse i Danmark og Norge, og som forblev det grundigste standardopslagsværk indtil slutningen af 1800-tallet. I værkets subskriptionsplan, fremsættes en liste over encycklopædiens vigtigste fordele: 1) den, som ikke har Ævne til at anskaffe sig en Bogsamling, erstatte denne Mangel, da han deri vil finde det Vigtigste af alle Kunster og Videnskaber rigtigen og tydelig beskrevet; 2) den, som eier en Bogsamling, vil ikke behøve at eftersøge det, han ønsker at vide, i mange forskjellige Værker, men vil her i en Hast kunne finde det i alphabetisk Orden, derhos i hvilke Bøger det findes og hos hvilke Forfattere Gjenstanden omhandles; 3) den, som ikke besidder videnskabelig Dannelse, vil her finde det Vigtigste af Videnskaberne og Kunsterne paa en fattelig Maade beskreven, og hans Mangel paa Studering vil derved erstattets.

En snes år efter, at dette værk var blevet afsluttet, startede cand. theol. Peter Larsen den næste danske encyklopædi: Almeennyttigt Dansk Konversations-Lexikon over det Videværdigste i Naturen, Livet, Kunsten og Videnskaben, fra den ældste til den nyeste Tid, efter Brockhaus’ tyske Original, nyeste Udg. Med udførligere Behandling af de nordiske Riger. Udgivet af et Selskab (8 bind, København 1849-60, 2. udgave i 6 bind, 1870-73). 

Da 1854 Forlagsbureauet i København var blevet oprettet, hvis virksomhed særlig skulle være rettet på større foretagender, var tilvejebringelsen af et navnlig på afsætning i Danmark og Norge beregnet Nordisk Conversationslexikon et af dets første planlagte foretagender. Under redaktion af Christian Frederik Ingerslev udkom fra 1857 dette arbejde, hvis 5. og sidste bind blev færdigt 1863. Det vandt en forholdsvis betydelig udbredelse, så at et 2. oplag, ligeledes i 5 bind, kunne udkomme 1870-78, redigeret af dr. Carl Johan Fogh, dr Sophus Heegaard og genealogen Johannes Peter Frederik Königsfeldt. Tidsforholdene krævede dog snart en helt ny omarbejdelse med en talrigere stab af også norske og svenske medarbejdere, og under redaktion af overlærer Anton Frederik Pullich og prof. Gustav Storm i Kria, til hvem fra 4. bind dr. phil. W. Mollerup sluttede sig, udkom derefter i et betydeligt oplag 3. udgave (6 bind med supplement) 1883-90, hvortil 1894 føjedes et særskilt bind Illustrationer og Kort (224 blade), for en stor del gengivelse af det til sidste udgave af Brockhaus hørende illustrationsmateriale, udfyldt med adskilligt nyt
materiale vedrørende nordiske forhold. Et uddrag af dette værks 2. udgave var Forlagsbureauets Kortfattet Haandleksikon (2 bind, 1879-80), redigeret af bibliotekar Emil Elberling og overlærer Pullich. 

(6 bind, 1891-99; ny udgave 1906 ff.) og af Illustreret Konversations-Leksikon. En Haandbog for alle, redigeret af Frederik Winkel Horn (9 bind, 1891-1900; ny udgave ved Erling Rørdam, 1906 ff.).

Samtidig begyndte det i stor stil anlagte og af en kreds af mere end 200 fagmænd i Danmark og Norge, til dels også i Sverige, originalt udarbejdede Salmonsens store illustrerede Konversations Leksikon. En nordisk encyklopædi under medvirkning af Jens Braage Halvorsen, som særlig redaktør for Norge (fra 11. bind afløst af Karl Fischer), redigeret af Christian Blangstrup (København 1892-1907, 18 bind og et supplementsbind; ny udgave 1915-1930).

Antal opslag i forskellige danske encyklopædier:




#Article 22: Fugle (7052 words)


Fugle (latinsk: Aves) er tobenede, landlevende hvirveldyr, der lægger æg og har næb og fjer. De fleste fugle kan flyve og er ligesom pattedyr varmblodede. Fugle regnes traditionelt for en klasse af hvirveldyr.

Der findes omkring 10.000 kendte, nulevende arter, hvilket gør fuglene til den mest artsrige gruppe af de firelemmede dyr, tetrapoderne. De findes i alle typer miljø, lige fra Arktis til Antarktis. I størrelse varierer fuglene fra den 5 centimeter lange bikolibri til den 270 centimeter høje struds. Fossilfund tyder på, at fuglene udviklede sig fra dinosaurerne i juratiden for 150-200 millioner år siden, og den tidligst kendte fugl er Archaeopteryx fra slutningen af denne periode. De fleste palæontologer mener, at fuglene er de eneste efterkommere af dinosaurerne, der forsvandt i den globale masseuddøen for omkring 65,5 millioner år siden.

Fugle adskiller sig fra alle andre dyr ved deres fjerdragt. Karakteristisk er også for de nulevende fugle, at de har næb uden tænder, at de lægger æg med hård skal, har et højt stofskifte, et hjerte med fire kamre, en tøndeformet krop, og et let, men stærkt skelet. Hos alle fugle udvikles de forreste lemmer til vinger, og de fleste fugle kan flyve. Undtaget er strudsefugle, pingviner og visse endemiske arter, der lever på øer. Fugle har også et unikt fordøjelses- og respirationssystem, der er stærkt tilpasset flyvning. Visse fugle, især kragefugle og papegøjer, regnes for at være blandt de mest intelligente dyr. Flere forskellige fuglearter er observeret udfærdige og benytte værktøj, og mange sociale arter er i stand til at overføre viden fra den ene generation til den anden. 

Mange arter trækker kortere eller længere distancer. Et eksempel er nattergalen, der trækker til Afrika. Dette er generelt den ene af tre store, årlige energiposter hos fuglene. De to andre er yngletid og fældning af fjer. For standfuglene er det overvintringen under krævende forhold, der energimæssigt svarer til trækket.

Fugle er sociale. De kommunikerer både med visuelle signaler og gennem sang. Deres sociale adfærd viser sig også ved flokdannelse eller mobning af prædatorer. De fleste fuglearter er monogame, normalt blot i en enkelt ynglesæson, undertiden dog i årevis, og sjældent livslangt. Andre arter er polygame, enten med flere hunner for hver han eller omvendt. Æggene lægges sædvanligvis i en rede og ruges af forældrefuglene. De fleste fugle passer ungerne i en kortere eller længere periode efter klækningen.

Mange arter har økonomisk betydning, især gennem jagt eller landbrug. Andre arter, især visse sangfugle og papegøjer, er populære kæledyr. 

Fugle-ekskrementer bruges visse steder i verden som gødning (guano). Fugle spiller en fremtrædende rolle inden for alle dele af kulturlivet, lige fra religion over poesi til populærmusik. 

Siden 1600-tallet er 120-130 fuglearter uddøde som følge af menneskelig aktivitet. Omkring 100 andre var allerede på det tidspunkt forsvundet. I øjeblikket er omkring 1.200 arter truet af udryddelse på grund af menneskelig aktivitet, selvom der gøres forsøg på at beskytte dem.

Nyere forskning tyder på, at fuglene er meget nært beslægtet med den uddøde gruppe af dinosaurer, kaldet Dromaeosaurer. Det var hurtigløbende øgler på to ben, med en stor, karakteristisk klo på begge fødder. Dermed er fuglene direkte efterkommere af dinosaurerne (Dinosauria). De udviklede sig herfra i jura-tiden for 150-200 millioner år siden. Den tidligst kendte fugl menes at være den 150 millioner år gamle Archaeopteryx, der blev fundet som fossil i 1861.

I Danmark har man truffet 467 forskellige fuglearter, heraf er 178 ynglende, mens 100 andre ses regelmæssigt på træk gennem landet. Størrelsen varierer fra den lille fuglekonge (5 gram) til den omkring 11 kilo tunge knopsvane.

Knopsvanen er Danmarks nationalfugl, og en stor del af verdens bestand af knopsvaner findes faktisk i Danmark. I øvrigt er der få andre fugle, der er typiske for Danmark. De fleste ynglefugle er også almindelige i det øvrige Central- og Vesteuropa og Sydskandinavien.

Danmarks nærhed til den nordlige nåleskovszone i Skandinavien betyder, at her lever en del ynglefugle, der ellers kun træffes nord for landet. Eksempelvis I tinksmed, trane og hjejle, som yngler i de jyske hedeområder.

Det nordvesteuropæiske kystområde er unikt ved at huse en del ynglende fuglearter, man ellers kun finder langt længere mod nord, eksempelvis arktiske fugle som havterne, bramgås, edderfugl, stenvender og almindelig ryle.  Danmarks mange lavvandede kyster gæstes to gange årligt af trækkende ande- og vadefugle, der især om efteråret fouragerer her. De lavvandede kyster huser om vinteren en stor del af Europas bestande af svaner og dykænder.

Hvert forår og efterår passerer tusinder af rovfugle og småfugle landet på vej til eller fra det nordlige Skandinavien. 

Fuglenes anatomi og fysiologi udviser flere unikke tilpasninger, som gør dem i stand til at flyve. Eksempelvis et let skelet og en let, men kraftfuld muskulatur. Dertil kommer unikke hjerte-, kar-, og åndedrætssystemer, et meget højt stofskifte og en høj iltoptagelsesevne. Udviklingen af et næb har ført til evolutionære tilpasninger angående fordøjelsessystemet. Alle disse anatomiske specialiseringer gør, at fugle placeres i sin egen klasse inden for hvirveldyrene.

Blandt nulevende dyr er det nemt at adskille fugle fra de andre dyr rent anatomisk, og det er ikke flyveevnen, men fjerdragten, som er deres mest typiske træk. Ingen andre dyr har fjer, hvilket alle fugle har. Derimod er det ikke alle fugle, som kan flyve, hvilket mange andre dyr kan. Kigger man derimod på de palæontologiske fund af fossiler, bliver det straks sværere at adskille fugle fra fjerklædte dinosaurer. Dog har man ikke fundet nogen dinosaurer med en fod konstrueret som fuglenes, det vil sige med en bagudrettet storetå, som gør det muligt for fuglene at gribe om et træs grene eller lignende. En anden anatomisk egenskab er fuglenes sammenvoksede halehvirvler, som danner deres enlige haleben.

Fuglene er desuden ensvarme æglæggere med vinger, der kan forstås som omdannede forben. De har tre fingre, hvoraf kun finger nummer to er nogenlunde veludviklet. De har et næb uden tænder og har tøndeformede kroppe.

Nogle arter har formået at anvende kemisk forsvar mod predatorer. Visse stormfugle kan udstøde en ubehagelig olie mod en angriber, og nogle arter af slægten pitohui fra Ny Guinea udsondrer et kraftfuldt neurotoxin i huden og fjerene.

Fugle har to køn: Han og hun. Fugles køn bestemmes af Z- og W-kønskromosomer, i stedet for X- og Y-kromosomer hos pattedyr. Hannerne bærer to Z-kromosomer (ZZ), og hunnerne bærer et W-kromosom og et Z-kromosom (WZ). Hos næsten alle arter bestemmes et individs køn ved befrugtningen. Dog har et studie af kratkalkun (Alectura lathami) peget på temperaturafhængig kønsbestemmelse hos denne art, hvor højere temperaturer under rugningen medfører en højere andel hunner end hanner.

Fugles kroppe er lette i forhold til deres størrelse. Den væsentligste årsag er deres lette skelet, der ofte kun udgør cirka 10 procent af kropsvægten. Blandt andet har flere af knoglerne og kraniet store luftfyldte hulheder, der har forbindelse til åndedrætssystemet. Kranieknoglerne er sammenvoksede, og kraniet har ingen suturer. Øjenhulerne er store og adskilt af en knoglevæg. Rygraden er delt i fem dele: Halsdel, brystdel, lændedel, bækkendel og haledel. Antallet af halshvirvler er meget varierende, og de er meget bevægelige i forhold til hinanden. Derimod er bevægeligheden begrænset i de øvre brysthvirvler og mangler helt i de nederste ryghvirvler. Til forskel fra de aller fleste andre hvirveldyr har fugle et varierende antal halshvirvler. Det største antal (25) ses hos svaner, mens nogle papegøjer kun har 11. De nederste ryghvirvler er sammenvoksede med bækkenet og danner synsacrum. Ribbenene er forfladede, og brystbenet er tilpasset for at kunne danne fæste for flyvemusklerne, bortset fra hos de fuglegrupper, der mangler flyveevnen. Forbenene er i modsætning til mange andre tetrapoder modificerede til at være vinger.

Hos duer udgør skelettet kun 4,5 procent af kropsvægten. Stabilitet skabes for eksempel ved, at flere af fuglens knogler, blandt andet nogle af ryghvirvlerne samt nøgleben og hofteben, er sammenvoksede og danner noget, der kan sammenlignes med en indre rustning.

Hos fugle, ligesom hos krybdyr, udskiller nyrerne restprodukter fra blodomløbet og udsondrer det som urinsyre, ikke urinstof eller ammoniak. Urinsyre udsondres sammen med fækalier som halvfaste ekskrementer (fugleklatter), eftersom fugle ikke har separat urinblære eller urinrør. Visse fugle, som kolibrier, har dog mulighed for at udsondre størstedelen af de kvælstofholdige restprodukter som ammoniak. Fugle udsondrer også kreatin, snarere end kreatinin hos pattedyr. Disse stoffer, ligesom tarmenes udsondringer, kommer ud af fuglens kloakåbning. Kloakåbningen er en åbning som anvendes til meget: restprodukter forlader kroppen gennem den, fugle parrer sig ved at forene deres kloakåbninger, og hunner lægger æg gennem den. Desuden gylper mange fuglearter ufordøjede føderester op, hvilket oftest drejer sig om hår, fjer, knogler eller lignende. Fuglenes fordøjelse er unik, idet de både kan have en kro (udvidelse af spiserøret) for opbevaring af føden og en kråse. Kråsen indeholder slugte sten, der anvendes til at findele føden, for at kompensere for de manglende tænder. De fleste fugle er stærkt tilpassede til en hurtig fordøjelse, for at understøtte flyvningen, da de derved bliver lettere. Visse trækfugle formår desuden at formindske størrelsen af nogle af indvoldene før trækket.
 

Fuglene har et af de mest komplekse åndedrætssystemer af alle dyregrupper. Udover lunger har fugle også et antal luftsække, der står i forbindelse med lungerne og med hulrum i knoglerne. Efter indånding går 75 procent af den friske luft forbi lungerne og strømmer ind i de bageste luftsække og knoglehulrum, der fyldes med luft. De øvrige 25 procent af luften går direkte ind i lungerne. Når fuglen ånder ud, strømmer den anvendte luft ud fra lungerne og den gemte friske luft fra luftsækkene tvinges samtidig ind i lungerne. Dermed får en fugls lunger hele tiden adgang til frisk luft, både under ind- og udånding.

Fugle frembringer lyde ved anvendelse af organet syrinx, der er beliggende i den nederste del af luftrøret. Det sker ved, at membraner sættes i svingninger ved hjælp af et eller flere par muskler.

Fuglenes hjerte har fire kamre og den højre aortabue giver ophav til den systemiske cirkulation (til forskel fra hos pattedyr, hvor den venstre bue er involveret). Den nedre hulvene modtager blod fra ekstremiteterne via det renale portalsystem (et karsystem med forbindelse til nyrerne), der er unikt for fugle. Til forskel fra pattedyrene har de røde blodlegemer hos fuglene en cellekerne.

Alle fugle har en kropstemperatur på 40 °C plus/minus 2 °C. Præcis som pattedyr har de en normal daglig fluktuation af kropstemperaturen på 1-2 °C. Dagaktive fugle har deres temperaturmaksimum om dagen, mens de nataktive har den om natten. Disse cykler styres altså af lysmængden.

De fleste fugle er endoterme, homoioterme og termoregulerende. Det vil sige, at de producerer deres egen varme, deres kroppe forsøger at holde en konstant temperatur og deres kroppe regulerer selv temperaturen. Derimod er mange mindre fugle heteroterme, hvor de er endoterme, homoioterme og termoregulerende om dagen, men poikiloterme og bradymetaboliske (af græsk: brady (βραδύ) = langsom), når de sover. Dette indebærer, at de i løbet af natten har en varierende temperatur og et meget lavt (langsomt) stofskifte. Andre fugle, eksempelvis pingviner, er regionalt heteroterme, hvor deres  temperatur i ben og vinger er forskellig fra resten af kroppen. Blodkarrene i ben og vinger fungerer som varmevekslere, der beholder varmen i kroppen og dermed forbliver ben og vinger kolde. Fodens hudtemperatur hos en pingvin, der står på isen, kan være 0 °C.

De fleste fugle kan flyve, hvilket adskiller dem fra næsten alle andre hvirveldyr. Flyvning er den almindeligste måde at bevæge sig fra sted til sted for de fleste fuglearter, og flyvning anvendes ved yngelpleje, fødesøgning, flugt fra predatorer og, hos mange arter, for at flytte sig mellem yngleområdet og overvintringsområdet (træk). Fuglene har på forskellig vis tilpasset sig flyvning, blandt andet med et letvægtsskelet, to store flyvemuskler og modificerede forben (vinger). Vingens form og størrelse afgør normalt fuglens flyvemåde. Mange fugle kombinerer aktiv flugt (med vingeslag) med mindre energiintensiv glideflugt. Omkring 60 nulevende fuglearter mangler flyveevnen, ligesom mange uddøde fugle. Den manglende flyveevne opstår ofte hos fugle på isolerede øer, sandsynligvis på grund af begrænsede ressourcer og fravær af landrovdyr. Selvom de mangler flyveevnen, anvender pingviner den samme muskulatur og de samme bevægelser, for at flyve gennem vandet som alkefugle, skråper og vandstære. 

De fleste fugles anatomi og fysiologi er tilpasset flyvning og aerodynamikken spiller derfor en stor rolle. Løftekraften opnår fugle ved en kombination af vingens form, præcis som på et fly, og af at slå med vingerne. Fuglens vingebevægelser skaber en kraft, der løfter fuglen, men den føres også fremad. Ved lave hastigheder er det frem for alt vingens bevægelse nedad, der skaber opdrift, men jo højere hastighed fuglen har desto større opdrift skabes også af den opadgående vingebevægelse. De kraftigste muskler hos fuglene er dem, der sørger for vingebevægelserne og disse muskler er fæstet ved den store brystbenskam. Til forskel fra eksempelvis mennesker og heste forekommer der ikke nogen fysiologisk forandring i bevægelsesmekanikken, når fuglen skifter fra en langsom til en hurtig bevægelse, men den er derimod kontinuerlig og uden en brat forandring af muskelbevægelser eller vingeslagsmønster. Modsat er der forskel i bevægelsesmønstret mellem trav og galop hos heste eller mellem gang og løb hos mennesker.

Nervesystemet hos fugle er stort i forhold til deres størrelse. Den mest udviklede del af hjernen er den, der styrer de funktioner som har forbindelse til flyvning, mens lillehjernen koordinerer bevægelser i øvrigt og storhjernen styrer adfærdsmønster, orientering, pardannelse og redebygning. De fleste fugle har dårlig lugtesans, med nævneværdige undtagelser som kiwier, vestgribbe og stormfugle. Fugles ører savner yderøre, men er dækkede af fjer og hos visse ugler i slægterne Asio, Bubo og Otus danner fjerene toppe som ligner ører. Det indre øre har en snegl, men den er ikke spiralformet som hos pattedyr.

Fugles synssans er veludviklet. Sammenlignet med pattedyr har de forholdsvist et betydeligt større øjeæble og ofte en bedre skarphed i synet og et mere udviklet farvesyn. Synet hos de fleste fugle omfatter et bredt farvespektrum, der strækker sig fra kortbølget ultraviolet lys til langbølget rødt lys. Deres øjne lader også til at have en evne til at opfatte såvel polariseret lys som jordens magnetfelt. Den veludviklede synssans udnytter fuglene til eksempelvis fødesøgning, orientering, udvælgelse af mage og opdagelse af rovdyr.

Der findes store ligheder mellem søvn hos fugle og søvn hos pattedyr, hvilket er en af grundene til at man forstiller sig at søvn hos højere dyr, med dens opdeling i REM- og ikke-REM-søvn, er udviklet evolutionært sammen med varmblodethed. Evnen til unihemisfærisk søvn deler fuglene med eksempelvis de vandlevende pattedyr, hvilket vil sige evnen til at sove med kun en hjernehalvdel ad gangen, mens den anden er vågen.

Fjer er et træk, der er unikt for fugle. De understøtter flyvning, giver isolering der hjælper ved varmeregulering, og anvendes ved positurer, kamuflage og visuelle signaler. Der findes flere typer af fjer, som hver tjener deres formål. Fjer er udvækster fra overhuden som sidder fast i huden og kun opstår i specifikke hudområder, kaldet fjerbede. Mønstret for disse fjerbedes fordeling anvendes indenfor taksonomi og systematik. Fjerenes arrangering og udseende på kroppen, det vil sige fjerdragten som helhed, kan variere hos den enkelte fugleart alt efter alder, social status og køn.

Fjerdragten fældes regelmæssigt. De fleste arter fælder en gang om året, men nogle kan have to fældningsperioder. Store rovfugle bruger flere år på at gennemføre en komplet fældning af alle fjer. Fældningsmønstret varierer alt efter art. Visse taber og fornyr vingens svingfjer i en bestemt rækkefølge eksempelvis fra de yderste fjer og indefter (centripetalt) eller omvendt (centrifugalt). Et lille antal arter, såsom ænder og gæs, taber alle svingfjer på en gang og er midlertidigt uden flyveevne.

Centripetale fældninger af styrefjer ses fx hos hønsefugle. Centrifugal fældning forekommer f.eks. i styrefjerene hos spætter og træløbere, selvom fældningen her begynder med det næstinderste par styrefjer og slutter med det centrale fjerpar således at fuglen beholder en funktionel hale for klatring. Det generelle mønster hos spurvefugle er, at håndsvingfjerene erstattes udad, armsvingfjerene indad og styrefjerene udad fra midten. Inden de bygger rede får hunnerne hos de fleste arter en nøgen rugeplet, fordi de mister fjer nær bugen. Huden på dette sted er godt udrustet med blodårer og gør det nemmere at varme æggene under rugningen.

Fjer kræver pleje, og fugle pudser og plejer derfor fjerene dagligt. I en undersøgelse brugte de i gennemsnit 9% af dagen på fjerpleje. Næbbet anvendes til at fjerne fremmedelementer og til at påføre olieudsondringerne fra gumpekirtlen. Disse udsondringer er med til at bevare fjerenes fleksibilitet og hæmmer tilvæksten af bakterier som nedbryder fjerene. Dette kan suppleres med udsondringer fra myrer, der af fuglen indgnides i fjerene, for at bekæmpe fjerparasitter.

Fugles skæl består af samme keratin som næb, kløer og sporer. De ses især på tæer og mellemfod, men kan befinde sig højere oppe på vristen hos visse fugle. De fleste fugleskæl overlapper ikke tydeligt, bortset fra hos isfugle og spætter.

Fugleembryoet begynder sin udvikling med blød hud. På fødderne kan hudens yderste lag (hornlaget) keratiniseres, fortykkes og danne skæl.

Fjer kan blandes med skæl på visse fugles fødder. Fjersække kan ligge mellem skællene eller til og med direkte under dem, i det dybere hudlag læderhuden. I dette sidste tilfælde kan fjer komme frem direkte gennem skællene og omgives helt af deres keratin.

Økologi er et forholdsvist nyt felt, der indenfor fuglene beskriver deres indbyrdes forhold til hinanden samt deres forhold til omgivelserne. Tidligere troede man, at fuglene var uforandelige, men man ved nu at de ved naturlig selektion hele tiden forandrer sig. F.eks. er alle fugleungerne i et kuld en smule forskellige. De fugle der overlever er dem, der er bedst tilpasset deres omgivelser og de andre fugle. Fugles økologi dækker derfor så forskellige områder som deres valg af føde, trækket bort fra kulde, valg af ynglested og kommunikation.

Verdens fuglearter er specialicerede i mange forskellige typer af føde. De kan f.eks. leve af nektar, frugt, hele planter, frø, ådsler eller mindre dyr (endda andre fugle). Da fugle ikke har tænder er deres fordøjelsessystem afpasset til at bearbejde utygget føde som sluges i hel tilstand.

De fugle som har mange forskellige måder at skaffe sig føde og som æder mange forskellige slags føde kaldes generalister. Andre koncentrerer deres anstrengelser om specielle fødeemner og anvender specielle metoder for at få fat i disse. De kaldes specialister. Mange arter vælger fødeemner som de kan tage i små mundfulde, af fx insekter, hvirvelløse dyr, frø eller frugter. En del arter som fluesnappere jager insekter ved pludselig at angribe, f.eks. fra en gren i et træ.

Nektarædere såsom kolibrier, solfugle og lorier (en slags papegøjer) har børstelignende tunger og i mange tilfælde også næb, der evolutionært er særligt udformede så de passer med bestemte blomster, der på deres side også netop er tilpassede de pågældende nektarædere. Kiwier og vadefugle med lange næb søger efter hvirvelløse dyr. Vadernes varierende næblængder og fourageringsteknikker betyder, at der opstår forskellige økologiske nicher. Lommer, dykænder, pingviner og alke jager deres bytte under vandet med vinger eller fødder som middel til at drive sig fremad gennem vandet, mens luftbårne prædatorer såsom suler, isfugle og terner styrtdykker efter byttet. 

Flamingoer, tre arter af hvalfugle (Pachyptila) og visse ænder er filtratorer. Gæs og ænder er først og fremmest græsædere. 

Visse arter, deriblandt fregatfugle, måger og klover lever af kleptoparasitisme, hvor de stjæler føden fra andre fugle. Kleptoparasitisme menes at yde et supplement til den føde som arten selv jager, snarere end at være kilde til hovedbestandelen af føden. Et studie af stor fregatfugl (Fregata minor) som stjal fra maskesule (Sula dactylatra) vurderede, at fregatfuglene højst stjal 40% af deres føde og i gennemsnit kun stjal 5%. 

Andre fugle er ådselædere. Visse af disse, fx gribbe, er specialiserede i dette, mens andre som måger, kragefugle eller andre rovfugle er opportunister.

De fleste fugle er dagaktive, men visse fugle som eksempelvis mange ugler og natravne er nataktive eller aktive ved skumring og dæmring, og mange vadefugle søger føde, når tidevandet er passende, hvad enten det er nat eller dag.

Mange fuglearter trækker for at drage fordel af globale forskelle i temperaturer og få så god tilgang til fødekilder og yngleområder som muligt. Typen af træk varierer mellem de forskellige fuglegrupper. Mange landfugle, kystfugle og vandfugle gennemfører årlige langdistancetræk, som normalt udløses af dagslysets skiftende længde samt vejrforholdene. Disse fugle kendetegnes ved at de tilbringer yngletiden i de tempererede eller arktisk-antarktisk områder og en ikke-yngletid i de tropiske områder eller på den modsatte halvkugle. 

Før trækket øger fuglene mængden af kropsfedt betydeligt og mindsker tilmed størrelsen af en del af deres organer. Trækket kræver store mængder energi, især når fuglene må krydse ørkner og havområder uden mulighed for at tanke op. Normalt kan landfugle flyve omkring 2500 km og kystfugle kan flyve op til 4000 km uden stop, men nogle af disse fugle kan dog flyve endnu længere, fx den lille kobbersneppe, der er målt trække op til 10.200 km uden stop. Havfugle gennemfører også lange træk. Det længste årlige træk tilhører den sodfarvede skråpe (Puffinus griseus). Denne art yngler i New Zealand og Chile og tilbringer den nordlige halvkugles sommer med at søge føde i det nordlige Stillehav udfor Japan, Alaska og Californien, hvilket betyder en årlig rundtur på 64.000 km. Andre havfugle spredes efter yngletiden og kommer langt omkring, men har ingen bestemt trækrute. Albatrosser som yngler i det Sydlige Ishav gennemfører ofte cirkumpolare rejser udenfor yngletiden.

Visse fuglearter gennemfører kortere træk, hvor de kun tager så langt som det er nødvendigt, for at undgå dårligt vejr eller finde føde. Invasionsarter som de nordlige finker er en sådan gruppe og kan sædvanligvis et år findes det ene sted og året efter et andet sted. Denne type af træk sættes ofte i forbindelse med mangel på føde. Arter kan også trække kortere distancer over dele af sit udbredelsesområde, hvor individer fra højere breddegrader trækker ind i artsfællernes etablerede udbredelsesområde. Andre arter er kun  delvist trækfugle, så kun en del af populationen, sædvanligvis hunner og subdominante hanner, trækker. I visse regioner kan en stor del af arterne være delvist trækfugle. I Australien har undersøgelser blandt landfugle vist, at 44% af ikke-spurvefugle og 32% af spurvefugle var delvist trækfugle. Træk i bjerge mellem forskellige højdeniveauer er en form for kortdistancetræk, hvor fugle tilbringer yngletiden i højderne og trækker længere ned i ugunstige perioder. Det udløses oftest af temperaturforandringer og sker normalt, når de sædvanlige områder også bliver ugæstfrie på grund af mangel på føde. Visse arter kan også være nomadiske. De har da intet bestemt yngleområde og flytter rundt afhængig af vejret og tilgængeligheden af føde. Kakaduer og egentlige papegøjer (familien Psittacidae) er hverken trækfugle eller standfugle, men anses enten for at foretage spredningstræk, invasionstræk, være nomadiske eller gennemføre små og uregelmæssige træk.

Fugles evne til at kunne vende tilbage til et helt bestemt sted over store afstande har været kendt i længere tid. I et eksperiment som udførtes i 1950'erne fandt en almindelig skråpe hjem til sin koloni på øen Skomer udfor det sydvestlige Wales efter 13 dage tidligere at være blevet sluppet løs ved Boston på USAs østkyst, 5140 kilometer væk. Fugle navigerer under trækket ved hjælp af flere forskellige metoder. Dagaktive fugle anvender solen til at orientere sig efter om dagen, mens stjernerne anvendes om natten. Fugle som anvender solen kompenserer for solens skiftende position ved at anvende et indre ur. Ved fuglenes orientering efter stjernerne på den nordlige halvkugle udnyttes stjernebilledernes stilling omkring Nordstjernen. Disse måder at orientere sig på understøttes hos nogle arter også af en evne til at fornemme jordens magnetfelt ved hjælp af specialiserede fotoreceptorer (synsceller).

Fugles høje stofskifte i døgnets aktive timer modsvares af hvile på andre tidspunkter. Sovende fugle anvender ofte en slags søvn, hvor de alligevel kan være på vagt: perioder med hvile afbrydes af hurtige kig, hvor fuglene kortvarigt åbner øjnene, hvilket gør det muligt for dem at være på vagt overfor trusler og tillader hurtig flugt. Man har i stor udstrækning antaget, at sejlere kan sove mens de flyver, men dette er ikke bekræftet eksperimentelt. Man mener dog, at visse former for søvn også er mulige under flyvning. Visse fugle har nemlig demonstreret evnen til at falde i en dyb søvn med kun den ene hjernehalvdel ad gangen. Fuglene har tendens til at udnytte denne evne, hvis de står yderst i en flok. Dette tillader øjet som befinder sig i den modsatte side af den sovende hjernehalvdel at holde udkig efter rovdyr. Denne adaptation er også blevet observeret hos havpattedyr. At sove i fællesskab er almindelig blandt fugle, da det sænker varmetabet og mindsker risikoen for at blive overrasket af rovdyr. Sovepladserne udvælges ofte med henblik på varmeregulering og sikkerhed.

Mange sovende fugle bøjer hovedet over ryggen og stikker næbbet ind mellem rygfjerene, mens andre placerer næbbet mellem brystfjerene. Mange fugle hviler på et ben, mens andre trækker benene op mellem fjerene, især i koldt vejr. Fugle som sidder på grene har en senelåsende mekanisme, der hjælper med at holde fast om grenen, mens de sover. Mange jordlevende fugle, som vagtler eller fasaner, sover i træer. Nogle få papegøjer af slægten Loriculus sover hængende med hovedet nedad. Visse kolibrier kommer i en slags dvale-agtig tilstand om natten, hvor deres stofskifte bliver langsommere. Denne adaptation findes også hos næsten hundrede andre arter, deriblandt uglesvaler og natravne. En art, amerikansk poorwill (Phalaenoptilus nuttallii), falder til og med i vinterdvale. Fugle har ingen svedkirtler, men de kan køle sig ned ved at placere sig i skyggen, stille sig i vand, gispe, gøre deres overflade større, bevæge halsen op og ned eller anvende andre specielle typer adfærd.

Fugle kommunikerer først og fremmest med visuelle og auditive signaler, der kan anvendes mellem forskellige arter eller indenfor samme art.

Fugle anvender undertiden fjerdragten, for at afgøre og hævde social dominans, f.eks. for at vise sig frem som det sker hos arter med seksuel selektion, eller ved anvendelsen af truepositurer, som hos solriksens (Eurypyga helias) efterligning af et stort rovdyr, for derved at skræmme fx mindre rovfugle og beskytte ungerne. Variationen i fjerdragten tillader også identificering af fuglene, især at adskille forskellige arter. Den visuelle kommunikation blandt fugle indbefatter også ritualiserede bevægelser og positurer, der har udviklet sig fra handlinger uden signalværdi som pudsning af fjerdragten, justering af fjerene, hakken med næbbet eller anden adfærd. Disse ritualiserede bevægelser eller positurer kan signalisere aggression eller underlegenhed eller kan bidrage til at knytte ynglepar tættere sammen. De mest omfattende ritualer sker i forbindelse med kurtiseringen, hvor danse ofte er blevet udviklet af komplekse kombinationer af mange forskellige enkelte bevægelser. Hannernes ynglesucces kan afhænge af kvaliteten af sådanne bevægelser eller positurer. 

Fugle kan frembringe en mængde forskellige lyde, med en mængde forskellige formål, deriblandt at vurdere eller tiltrække en potentiel mage, skabe samhørighedsbånd, gøre krav på eller forsvare et territorium, identificere andre individer (såsom når forældrefugle leder efter unger i kolonier eller når mager genforenes ved yngletidens begyndelse), advare andre fugle om potentielle farer (undertiden med specifik information om truslens karakter) eller kunne svare individer af samme art.

Grunden til at fugle i forhold til andre dyr i så høj grad anvender sig af lyde hænger sandsynligvis sammen med deres typiske størrelse og deres bevægemåde. En typisk fugl på størrelse med en bogfinke ville i en stor skov have svært ved at gøre sig bemærket overfor artsfæller, hvis den ikke anvendte sig af lyde. Da fuglen bevæger sig flyvende, er det vanskeligt selv med en god lugtesans at benytte sig af duftstoffer som mange pattedyr gør. Lyde i den rigtige tonehøjde kan derimod trænge igennem vegetationen og blive opfattet af artsfæller.

Det man oftest forstår ved fuglestemmer er spurvefuglenes sang og kald. Disse lyde frembringes i stemmeorganet syrinx, der befinder sig hvor luftrøret forgrener sig i de to bronchier, og er den almindeligste form for lyde som fuglene anvender til deres kommunikation. Disse lyde kan inddeles i sang, lokkekald, advarselskald, subsang og tiggekald. Lokkekald kaldes også flugtkald eller bare kald. Flugtkaldet har navn efter, at det ofte benyttes i flugten, det vil sige flyvende (ikke flygtende). Subsang er ofte svag, kvidrende og variabel i forhold til artens normale sang. Den synges om foråret af især unge hanner og kan tolkes som en slags øvesang. De forskellige lyde anvendes således i forskellige situationer og i forskellige perioder i fuglens liv. Mange arter har et stort repertoire af lyde, mens andre praktisk talt er stumme.

Fuglenes lydkommunikation kan være meget kompleks. Visse arter kan synge med begge sider af syrinx uafhængigt af hinanden, hvilket tillader to forskellige sange at bleve fremført samtidig, altså at synge i duet med sig selv.

Nogle fugle anvender også mekaniske lyde til at kommunikere. Eksempelvis kan bekkasiner i flugten frembringe lyde med vibrerende hale- eller vingefjer, spætter tromme med næbbet på et hårdt underlag, storke knebre ved at slå næbhalvdelene sammen, ringduer slå vingerne sammen over ryggen eller fasaner baske med vingerne.

Mens mange fugle i hovedsagen er territoriehævdende eller lever i små familiegrupper, kan andre fugle leve i store flokke. De største fordele ved flokdannelse er sikkerheden i at være mange og den deraf øgede effektivitet ved fødesøgning, fordi det enkelte individ skal bruge mindre tid på at holde vagt. Forsvar mod prædatorer er særlig vigtig i de miljøer som skove, hvor pludselige angreb fra prædatorer er almindeligt og mange øjne kan give en tidlig varsling om faren. Dette har ledt til udviklingen af flokke, hvor individer fra forskellige arter søger føde sammen. Disse flokke består sædvanligvis af mange arter i hver små antal, som får sikkerhed ved tilsammen at være mange, men samtidig dog potentielt har større indbyrdes konkurrence om resurserne. Blandt ulemperne ved flokdannelse er, at socialt underordnede fugle udsættes for mobning af mere dominante fugle, og i visse tilfælde også mindsket effektivitet ved fødesøgning.

Fugle forener sig undertiden også med ikke-fugle. Styrtdykkende havfugle samarbejder med delfiner og tunfisk, som driver fiskestimer sammen tæt på overfladen. Næsehornsfugle har en mutualistisk relation til arter i manguster-slægten Helogale (desmerdyr), hvor de søger føde sammen og advarer hinanden om rovfugle og andre prædatorer i nærheden.

Fuglenes reproduktionsperiode, fra kurtisering og parring til det tidspunkt, hvor ungerne er selvstændige, kaldes yngletid. De fleste arter har et territorium, det vil sige et større eller mindre område som de forsvarer på forskellig måde. Visse fugle yngler mange sammen i kolonier, mens andre yngler alene. Mange fugle bygger en rede, der kan være alt lige fra en lav fordybning i jorden til at bestå af en stor grendynge. Selve parringsakten sker oftest på en gren eller på jorden. Dog parrer de fleste andefugle sig på vandet og sejlere parrer sig i luften. Parringen sker oftest ved at hannens og hunnens kloak kommer i kontakt med hinanden, så sæden kan overføres. Normalt begynder hunnen æglægningen 3-4 dage efter de første parringer. Hos de fleste arter deltager begge køn i æggenes udrugning. Visse arter, fx gøgen, er redesnyltere og lægger æg i andre fugles reder og overlader helt rugning og opfodring til disse fugle. De fleste fugle lægger flere æg, sædvanligvis med et døgn mellemrum. Rugetiden kan variere fra ti dage hos visse spurvefugle til 80 dage hos albatrosserne. Klækningen tager fra nogle minutter hos mindre fugle op til flere timer, igen hos albatrosserne. Fugle kan opdeles i tre grupper alt efter hvor længe ungerne bliver i reden og hvor udviklede de er ved klækningen: redeflyende, redeblivende eller et sted midt imellem (semi-precociale, redeblivende men fødes med dun). 

De allerfleste (omkring 95%) af verdens fuglearter er monogame, det vil sige at de to mager lever sammen, i det mindste en enkelt sæson, men i visse tilfælde i flere år eller indtil en af parterne dør. Monogami muliggør ungernes pasning af begge mager, hvilket er særlig vigtigt for fuglearter, hvor dette er en forudsætning for ungernes succesfulde opvækst. Blandt mange monogame arter er parringer med andre end magen (utroskab) almindelige. Disse udenomsægteskabelige parringer sker  sædvanligvis mellem dominante hanner og hunner, der danner par med subdominante hanner, men kan hos ænder også være en følge af tvang fra hannens side. For hunnen kan mulige fordele ved parring udenfor parret være at få bedre gener til sit afkom og at forsikre sig imod mulig infertilitet hos magen. Hannen hos arter, hvor udenomsægteskabelige parringer er udbredt, overvåger nøje sin mage for at sikre sig, at det afkom som han passer faktisk også er hans.

Udover monogami findes hos fuglene også polygyni, hvor en enkelt han parrer sig med flere forskellige hunner. Dette ses eksempelvis hos struds, fasan og gærdesmutte. Det omvendte, polyandri, er forholdsvis sjældent, hvor en enkelt hun parrer sig med flere forskellige hanner. Dette ses eksempelvis hos svømmesnepper som odinshanen. Efter at have lagt æggene kan udrugning og pasning af ungerne overlades til hannen, mens hunnen lægger et nyt kuld æg hos en anden han. Nogle arter er både polyandriske og polygyne, f.eks. pungmejsen. Polygami (polygyni eller polyandri) opstår hos arter, hvor det er muligt for blot en enkelt forældrefugl at opfostre ungerne alene. Endelig findes blandt fuglene også promiskuitet. Dette ses især hos fuglearter, hvor hannerne optræder på en såkaldt arena (danseplads) og hunnerne her parrer sig med de hanner, der virker mest imponerende. Hunnerne besøger arenaen flere gange og kan parre sig med forskellige hanner fra gang til gang. Et eksempel på dette ses hos brushanen.

Inden selve parringen findes som regel et parringsspil eller en kurtiseringsadfærd, der oftest udføres af hannen. I de fleste tilfælde er denne adfærd ret enkel og involverer en form for sang. Det er som regel fuglearter med sange af længere varighed, der benyttes til at tiltrække en hun, f.eks. nattergal eller sanglærke, mens korte sange som hos bogfinke i højere grad benyttes til at forsvare territoriet. Nogle arter benytter en bestemt type sang til at tiltrække hunner og en anden type overfor andre hanner. Dette ses f.eks. hos munk, hvor en fløjtende sang især anvendes til at tiltrække en hun, mens en pludrende sang anvendes i territoriehævdelsen. Hunner foretrækker hanner med en varieret sang. Kurtiseringsadfærden kan også bestå i flyveopvisninger eller dans og spil som hos urfugl. Det er normalt hunnen, der vælger mellem hannerne, men hos de polyandriske svømmesnepper er dette omvendt: de mere enkelt farvede hanner vælger mellem de kraftigt farvede hunner. Magerne udfører som regel madning, næbkontakt og gensidig fjerpudsning efter at fuglene er udparrede.

Mange fugle forsvarer aktivt et territorium imod andre individer fra samme art i løbet af yngletiden. At opretholde et territorium betyder at fødekilderne forbeholdes egne unger. Arter som ikke forsvarer et territorium med hensyn til føde såsom havfugle og sejlere, yngler ofte i kolonier i stedet. Dette anses for at skaffe beskyttelse mod prædatorer. Kolonirugende fugle forsvarer kun selve redepladsen og konkurrencen mellem og indenfor arterne om disse redepladser kan være meget stor.

Alle fugle lægger amniotiske æg med hård skal, der mest består af calciumcarbonat. Hulerugende arter har normalt hvide eller blege æg, mens arter med åbne reder lægger kamuflagefarvede æg. Der findes dog mange undtagelser for dette mønster: de jordrugende natravne har blege æg og giver i stedet kamuflage med deres fjerdragt og flyver sjældent af reden, selv ved forstyrrelser. Arter som er ofre for redesnyltere har varierende ægfarver, så chancen er større for at opdage en snylters æg, hvilket tvinger hunner af redesnyltere til afpasse deres æg til værtsfuglens.

Fugleæg lægges normalt i en rede. De fleste arter bygger ret kunstfærdige reder, der kan være skålformede, kuppelformede, flade, fordybede i jorden, opdyngede eller udgravede. Visse fuglereder er dog meget primitive. Albatrossens rede er ikke mere end en fordybning i jorden. De fleste fugle bygger rede beskyttede steder og skjult for rovdyr, men store og kolonirugende fugle – som har en større evne til at forsvare sig – kan bygge reder mere åbent. Under redebygningen anvender visse arter plantemateriale fra planter med parasithæmmende gifte, for at forbedre ungernes overlevelseschancer, og fjer anvendes ofte til at isolere reden. Nogle fuglearter har ingen rede, eksempelvis natravne og sandhøns. Lomvier, kjover og enkelte pingviner, ruger det enlige æg mellem kroppen og fødderne. Et fravær af rede er særligt almindeligt hos jordrugende arter, hvor de nyklækkede unger er redeflyende.

Rugningen, som optimerer temperaturen for fostrets udvikling, begynder normalt efter det sidste æg i kuldet er lagt. Hos monogame arter deles rugningen sædvanligvis mellem forældrene, mens ofte en enkelt forældrefugl er helt ansvarlig for udrugningen hos polygame arter. Varmen fra forældrene overføres til æggene ved hjælp af en eller flere rugepletter, der er områder på bugen eller brystet med nøgen hud på de rugende fugle. Rugning kan være en energikrævende proces. Adulte albatrosser, for eksempel, taber så meget som 83 gram per dag af deres kropsvægt under rugningen Varmen til udrugningen af æg hos tallegallahøns (Megapodiidae) kommer enten fra solen, rådnende plantemateriale eller vulkansk aktivitet. Rugetiden, der regnes fra sidste æg er lagt til det sidste æg klækker, varierer fra 10 dage (hos visse spætter, gøge og spurvefugle) til over 80 dage (hos albatrosser og kiwier).

Når ungerne klækkes, varierer ungernes udviklingstadium fra hjælpeløs til selvstændig, afhængig af fugleart. De såkaldt redeflyende (precociale) er fjerklædte ved klækningen og straks i stand til at forlade reden. Til forskel fra disse er de redeblivende (altriciale) unger typisk mere eller mindre ubevægelige, nøgne og blinde. Fugle som måger og terner, hvis unger forbliver ved redestedet, men er veludviklede, kaldes semi-precociale. De redeblivende behøver hjælp til at holde varmen og må passes i længere tid end de redeflyende. 

Længden og karakteren af forældrenes pasning varierer kraftigt mellem de forskellige fuglegrupper og arter. Et ekstremt tilfælde er tallegallahøns, hvor forældrenes omsorg ophører, når æggene klækkes. Den nyklækkede unge graver sig selv ud fra boet uden hjælp af forældrene og kan straks klare sig selv. Andre ekstremer repræsenteres af mange havfugle som passer ungerne i meget lang tid. Længst varer yngelplejen hos stor fregatfugl (Fregata minor), hvis unger har brug for op til seks måneder, før de kan flyve og derefter fodres af forældrene i yderligere op til 14 måneder.

Hos nogle arter passer begge forældrefugle ungerne både i redetiden og efter de er fløjet af reden, mens kun den ene mage gør dette hos andre arter. Hos visse arter hjælper andre medlemmer af samme art - sædvanligvis nært beslægtede til yngleparret såsom afkom fra tidligere kuld – til med at opfodre ungerne. Denne adfærd er særlig almindelig blandt kragefugle, men er observeret hos så forskellige arter som klatresmutte (Acanthisitta chloris) og rød glente. Hos de fleste dyregrupper er det usædvanligt at hannen passer ungerne. Hos fugle er dette derimod ganske almindeligt – mere end hos nogen anden gruppe af hvirveldyr. Selvom forsvaret af territorium og rede, rugning og fodring af unger ofte er delte opgaver mellem magerne, findes der undertiden en arbejdsdeling, hvor den ene mage udfører alt eller det meste af en bestemt opgave.

Tidspunktet for hvornår ungerne bliver flyvefærdige varierer stærkt. Blandt alkefugle forlader ungerne hos arter af slægten Synthliboramphus, såsom hvidbrynet dværgalk, allerede redestedet natten efter at de er klækket og følger forældrefuglene ud på havet, hvor de opfodres udenfor rækkevidde af landlevende rovdyr. Også andre arter, såsom ænder, fører tidligt deres unger bort fra reden. Hos de fleste arter forlader ungerne dog først reden lige inden, eller straks efter, de er blevet flyvefærdige. Det varierer i hvor høj grad forældrefuglene fodrer ungerne efter de er blevet flyvefærdige. Albatrossens unger forlader reden på egen hånd og får ingen yderligere hjælp, mens andre arter fortsætter med at fodre ungerne som supplement til den føde, de selv kan skaffe sig. Hos nogle arter ledsager ungerne deres forældrene under det første træk.
 

Redeparasitter eller redesnyltere er fugle, der lægger deres æg i en fremmed fugls rede mellem de æg som allerede findes i kuldet. Blandt de dyr der snylter gennem at overlade opfostringen af sit afkom til et andet dyr, udgør fuglene en større andel end nogen anden dyregruppe. Efter at en redesnylter har lagt æg i en anden fugls rede, accepteres dette ofte af værtsfuglen på bekostning af dets eget kuld. 

Nogle redesnyltere lægger altid deres æg i andre fugles reder, da de evolutionært har mistet evnen til at opfostre egne unger, mens andre redesnyltere kun lejlighedsvis lægger æg i andre fugles (artsfællers) reder og gør dette for at øge mængden af afkom udover det som de selv er i stand til at opfostre. Cirka hundrede fuglearter, deriblandt arter af  honningsgøge, trupialer, astrilder og andefugle, får afkom udelukkende ved parasitisme. De mest kendte arter tilhører dog gøgene, der er en familie med knap 150 arter, hvoraf en del er redesnyltere. Nogle redesnyltere er tilpasset således at deres æg klækker før værtsfuglens egne æg, hvilket betyder at redesnylteres unger kan nå at skubbe de andre æg ud af reden, inden de klækker. Snyltere sikrer sig dermed at være alene om den føde som værtsfuglene bringer til reden.

Fugle har stor symbolværdi. F.eks. har ørnen været et yndet symbol for mange konger gennem tiden, og svanen et symbol for de nordiske lande. Mange lande har udpeget en nationalfugl. I 1984 blev knopsvanen kåret som Danmarks nationalfugl. I de øvrige nordiske lande er solsorten, vandstæren, sangsvanen, jagtfalken og strandskaden nationalfugle for henholdsvis Sverige, Norge, Finland. Island og Færøerne.

Nedenfor er vist en oversigt over de nulevende fugles inddeling i ordner. Den største orden er spurvefuglene, der ses nederst.

Kladogrammet er fremkommet ved sammenligning af fuglearternes arvemateriale (DNA). Den præcise inddeling er meget usikker, men det er nogenlunde sikkert, at de øverste syv ordner hører til de ældste udviklingslinjer blandt fuglene. De yngste er placeret nederst. De fleste fuglearter tilhører ordnen spurvefugle.

Der er i parentes vist eksempler på arter eller fuglegrupper inden for hver orden. Tallene angiver det omtrentlige antal fuglearter, som indbefatter uddøde arter siden 1500-tallet. Inddelingen i ordner følger IOC World Bird List version 3.3 (udgivet 30. januar 2013). Her er fuglene opdelt i 40 ordner med i alt 10.625 forskellige arter, inklusiv 151 uddøde arter siden begyndelsen af 1500-tallet.

I 1990'erne revolutionerede en ny klassificering af fuglene baseret på DNA, kaldet Sibley-Ahlquists taksonomi, opfattelsen af fuglearternes indbyrdes slægtskab.  

Her klassificeres arterne ud fra en kladistisk synsvinkel. 

Denne taksonomi var meget anderledes end tidligere inddelinger, der tog udgangspunkt i Linnés system. F.eks. omfattede ordenen af storkefugle nu også pingviner, lommer, lappedykkere, pelikaner, mågevadefugle og rovfugle, der alle tidligere var selvstændige ordner. Der er senere udviklet mere præcise metoder til at studere fuglenes slægtskab vha. DNA, hvilket har betydet mange ændringer i forhold til klassifikationen nedenfor. F.eks. er de nævnte fuglegrupper ovenfor igen blevet selvstændige ordner. 

Analysen af fuglenes DNA giver en mængde data, som behandles elektronisk ved hjælp af computere. Det er derfor blevet muligt at benytte en finere inddeling end tidligere, så man nu ofte ser fuglene inddelt i først underklasser, derefter infraklasser, parvklasser, overordner, ordner, underordner, infraordner, parvordner, overfamilier, familier, underfamilier, tribuser, undertribuser og til sidst slægter og arter. Forskellige analysemetoder giver dog stadig ofte helt forskellige resultater..

Klasse: Aves




#Article 23: Fysik (348 words)


Fysik (over  fra  viden om natur) er naturvidenskabelig studier af stof, dets bevægelse og optræden i tid og rum og de relaterede begreber energi og kraft. Fysik er en af de mest fundamentale videnskabelige discipliner, og forskningsfeltets primære mål er at forstå hvordan universet opfører sig.

Fysik er en af de ældste akademiske discipliner og, via inklusionen af astronomi, muligvis den ældste. I størstedelen af de to foregående årtusinder har fysik, kemi, biologi og visse grene af matematik været en del af naturfilosofi, men under den videnskabelige revolution i 1600-tallet voksede disse naturvidenskabsgrene frem som deres egne unike forskningsområder. Fysik overlapper med mange tværfaglige forskningsområder som biofysik og kvantekemi, og grænserne for fysik er ikke skarpt afgrænset. Nye ideer i fysik forklarer ofte fundamentale mekanismer, der er genstand for andre forskningsfelter og kan være sætte en ny retning for forskning i andre akademiske discipliner som matematik og filosofi.

Fremskridt i fysik muliggør ofte fremskridt i nye teknologier. Eksempelvis har udvikling og forståelse af elektromagnetisme, faststoffysik og kernefysik ledt direkte til udviklinegn af nye produkter, der har ændre det moderne samfund meget, som bl.a. fjernsyn, computere, hårde hvidevarer og atomvåben; forskning i termodynamik ledte til udviklingen af industrialiseringen og udvikling i mekanik har inspireret udviklingen af infinitesimalregning.

Fysik er tæt forbundet med andre naturvidenskaber, specielt kemi, med viden om atomer og de kemiske forbindelser de danner.
Kemi trækker på mange felter fra fysikken, for eksempel kvantemekanik, termodynamik og elektromagnetisme. Men kemiske fænomener er tilstrækkeligt varierede og komplekse til at kemi normalt betragtes som en separat disciplin.

Herunder er en oversigt over hovedområderne indenfor fysik.

Fysikken kan siges at starte med naturfilosoffen Aristoteles i Antikkens Grækenland, men den første moderne fysiker regnes normalt for at være Galileo Galilei.

Forskning i fysik bedrives af en fysiker, der typisk er uddannet inden for fysik, men vedkommende kan også få sin viden fra uddannelse i andre naturvidenskabelige, ingeniørmæssige eller matematiske områder. En fysiker kan udover forskning også beskæftige sig med uddannelse, anvendelse samt andre jobs, der ikke nødvendigvis er anses for at være fysikerjobs. Den tyske forbundskansler Angela Merkel (2005-nu) er uddannet fysiker.




#Article 24: GNU Free Documentation License (812 words)


GNU Free Documentation License (GFDL eller GNU FDL) er en copyleft-licens til åbent indhold, designet af Free Software Foundation (FSF) til GNU projektet. Den er pendanten til GNU General Public License for åbent indhold. Den seneste version er 1.3. For at et dokument kan være dækket af GFDL skal man specifikt inkludere en note om ophavsret under GFDL.

Licensen er designet til softwaredokumentation, lærebøger, og andet reference- og instruktionsmateriale, men kan anvendes til ethvert tekstbaseret værk, uanset indholdet. Licensen indebærer, at enhver kopi af materialet, selv hvis det er modificeret, har samme licens som det oprindelige materiale. Disse kopier må sælges, men hvis de massefremstilles, skal de være til stede i et format som gør det muligt at foretage yderligere ændringer.

Wikipedia er det største referenceprojekt som bruger licensen på nuværende tidspunkt. Alle Wikipedia-artikler er indtil 2009 udgivet til offentligheden under GNU Free Documentation License. Fra 2009 bruger wikipedia dog tillige Creative Commons-licensen. Se Wikipedias tekst om  for flere oplysninger. Wikipedia har også en kopi af , sådan som det er krævet af GFDL.

Licensen adskiller eksplicit dokumentet fra sekundære afsnit, som ikke må integreres i dokumentet, men som er på forsiden, indledende afsnit eller som appendiks. Sekundære afsnit kan indeholde information om forfatterens eller udgiverens stilling i forhold til indholdet, men intet omkring indholdet selv. Mens dokumentet kan redigeres som man har lyst, og essentielt er dækket af en licens der ligner (men ikke er kompatibel med) GNU General Public License, så har nogle af de sekundære afsnit forskellige restriktioner, primært designet til at kunne kreditere de tidligere forfattere.

Mere specifikt skal forfatterne af tidligere versioner krediteres, og visse invariante afsnit specificeret af den oprindelige forfatter, og som omhandler dennes relation til indholdet, må ikke ændres. Hvis indholdet ændres, skal titlen ændres (med mindre de oprindelige forfattere giver tilladelse til at bevare titlen). Licensen har også bestemmelser for håndtering af tekst på forsider og bagsider af bøger, såvel som historik (History), takke-afsnit (Acknowledgements), dedikationer (Dedications) og påtegninger (Endorsements).

Materiale for hvilket kommerciel redistribution er forbudt kan generelt ikke anvendes i et dokument under GFDL-licens, f.eks. en Wikipedia artikel, fordi licensen ikke udelukker kommerciel genanvendelse. Dog er der visse specifikke tilfælde, hvor kommerciel anvendelse falder ind under det amerikanske begreb  eller tilsvarende regler i andre lande, f.eks. danske regler for citering. Et godt eksempel på en sådan fri og kommerciel anvendelse er parodiering.

Mange mennesker og grupper, bl.a. Debian projektet (som er baseret på deres Debian Free Software Guidelines), anser GFDL for en ikke-fri licens. Begrundelsen er at GFDL tillader invariant tekst som ikke må ændres eller fjernes, og at forbuddet mod systemer til administration af digitale rettigheder også påvirker legitime anvendelser.

Der er blevet gjort en række indvendinger mod GNU FDL, og visse kritikere har anbefalet at anvende alternative licenser (såsom Creative Commons licensen) eller endda GNU GPL. Debian projektet har en  ,
og Nathanael Nerode har også  . Blandt de ofte fremførte argumenter mod GFDL er:

GNU FDL indeholder den følgende bestemmelse:

En kritik af denne formulering er at den er for bred, fordi den også gælder for private kopier der ikke distribueres. Det betyder at du ikke må gemme kopier af dokumenter i et proprietært filformat eller bruge kryptering.

Richard Stallman   om den ovenstående formulering   mailinglisten:

Et værk under GNU FDL kan hurtigt blive besværliggjort fordi titlen skal ændres, og en liste over tidligere titler skal bevares. Dette kan føre til en situation hvor der er en hel serie af titelblade og dedikationer, i hver og en kopi af en bog hvis den har en lang forhistorie. Disse sider kan aldrig fjernes, i hvert fald ikke før værket bliver offentligt eje når ophavsretten udløber.

GNU FDL er inkompatibel begge veje med GPL: dvs. materiale under GNU FDL kan ikke blive en del af et program under GPL, og teksten fra et GPL program kan ikke komme under GFDL. Af denne grund er stumper af kode ofte under dobbelt licens så de kan optræde i dokumentationen.

GNU FDL kræver at man ved trykning af et dokument dækket af licensen skal inkludere: this License, the copyright notices, and the license notice saying this License applies to the Document are reproduced in all copies (denne licens, angivelser af ophavsret, og licensens bemærkning om at dokumentet er omfattet af licensen er gengivet i alle eksemplarer). Det vil sige at hvis du printer en kopi af en artikel hvor teksten er dækket af GNU FDL, skal du også inkludere en angivelse af ophavsret og en fysisk udprintning af GNU FDL som i sig selv er et dokument af en betydelig størrelse.

GFDL blev frigivet som udkast i sidste del af 1999. Efter nogle revisioner blev version 1.1 frigivet i marts 2000, og version 1.2 i november 2002.

Visse af disse blev udviklet uafhængigt af GNU FDL, mens andre udvikledes som svar på det man anså som fejl i GNU FDL.

Ressourcer der diskuterer GFDL:




#Article 25: Google (965 words)


Google Inc. er en amerikansk software- og It-virksomhed. Virksomheden er især kendt for sin søgemaskine på internettet Google. Søgemaskinen er i dag den største søgemaskine på internettet.

Googles forretningsområder spænder vidt og der tilbydes en række It- og softwareservices. Der tilbydes også en række andre produkter gennem en række af datterselskaber. Google Inc. er et datterselskab til Alphabet Inc.

Det er verdens mest populære website.

Google blev oprettet i 1998 af to ph.d.-studerende ved Stanford University, Larry Page og Sergej Brin. Det oprindelige navn på søgemaskinen var Backrub, som senere blev til Google, navngivet efter tallet googol (1 googol er et et-tal efterfulgt af 100 nuller).

I 2006 opkøbte Google YouTube og i dag uploades der over 300 timers video til websitet i minuttet.

Google Android som blev lanceret i år 2007, Android er googles styresystem til tablets, mobiltelefoner, ure, tv og tavlecomputere. Android er baseret på Linux og er open source. I 2014 var Android det mest brugte styresystem til mobile enheder. Der er over 1.000.000 apps på Google Play, som er Googles pendant til Apples App Store.

Google Now som blev lanceret den 27. juni 2012 er en personlig assistent man kan spørge hvordan vejret er i morgen, hvem opfandt Google eller hvad man nu ellers vil spørge om. Google Now sporer også ens pakker og viser flytider. Google Now er foreløbig kun på engelsk.

Google Glass som blev lanceret i 2012 og er nogle briller som har et hovedmonteret display (hmd).

Google har revolutioneret søgemaskinen på internettet ved at være opbygget over en algoritme, holdt yderst hemmelig af bagmændene, som giver brugeren langt mere relevante søgeresultater end hos konkurrerende søgemaskiner.

Google har også lanceret andre typer tjenester på nettet, blandt andet en webbaseret e-mail-service, Gmail. Som en nyhed tilbød man fra start 1 GB gratis lagerplads, hvilket siden er vokset til over 15 GB og man købe sig op til 30 TB lagerplads.

Artikler fra computerworld.dk:
 - Computerworld.dk,10. august 2007 kl. 11.06
 - Computerworld.dk,4. oktober 2007 kl. 12.05
 - Computerworld.dk,11. november 2009 kl. 13.40
 - Computerworld.dk,14. maj 2013 kl. 10.30
 - Computerworld.dk,31. august 2016 kl. 15.48

Søgning efter Gmail-artikler på Computerworld.dk:/

Avanceret søgning på gmail 1 gb space i tidsintervallet fra 1. januar 2000 til 31. december 2005 på Google:Til gengæld forbeholder Google sig retten til at præsentere reklamer, der knytter sig til ord og begreber i den modtagne post. Reklametypen hedder AdSense, idet målet er at tilbyde reklamer, der er relevante for den enkelte bruger – i modsætning til massereklamer. Google skriver følgende I 2000 introducerede vi AdWords, et selvbetjeningsprogram til at lave reklamekampagner online. I dag hjælper vores annonceringsløsninger – herunder display-, mobil- og videoannoncer samt de helt almindelige tekstannoncer, som vi introducerede for mere end et årti siden – tusindvis af virksomheder med at vokse sig større og få succes.

For at støtte Googles integration i website-management stiller Google en service til rådighed for webmasters og hjemmesidearbejdere i form af Google webmaster tools.

I efteråret 2004 lanceredes Google Scholar, der er beregnet på at hjælpe studerende og forskere med at finde relevant materiale. Det gøres bl.a. ved at indeksere tidsskrifter og bøger, der ikke nødvendigvis er frit tilgængelige online. Google Scholar er stadig under afprøvning. Fra 2006 er Scholar også blevet tilgængeligt på dansk.

I Google Earth tilbyder man adgang til satellitfotografier af områder på jorden, herunder især den vestlige verden. Det er et krævende program (udgivet til Windows, Mac og Linux), der endnu kræver installation af programmer på maskinen. Alternativet Google Maps er mindre krævende udstyrsmæssigt, men har til gengæld ikke så mange funktioner.

Google Apps for Work er en pakke af software til støtte af samarbejde og produktivitet baseret på cloudcomputing. Google Apps, hvis første udgave kom i 2006, er beregnet på virksomheder og organisationer.

Google er vokset hurtigt og har skabt nærmest monopol på området for søgeindeks, hvilket har givet anledning til debat.

Først og fremmest handler det om reklamer, som finansierer foretagendet. Google er eksperter i at skabe netop de få, men rigtige reklamer på en websted eller i forbindelse med et elektronisk brev. Det kræver f.eks. adgang til følsomme data fra brugerne, hvilket af nogle betragtes som en trussel mod privatlivets fred og som et skridt nærmere det totale overvågningssamfund.

Men det handler også om, hvem der skal bestemme, hvilken side der skal vises først i forbindelse med en internetsøgning (rangordning). Igen kommer reklamer med i billedet, idet annoncører kan købe plads på resultatsiden, hvilket anfægter søgningens neutralitet.

En anden sag handler om ophavsret, hvor Google henviser til beskyttede sider. Her har Google fjernet den oprindelige henvisning og henviser i stedet til klageren. Google var på et tidspunkt i færd med en digitalisering af store amerikanske biblioteker, hvor ophavsretten også kunne krænkes, samtidig med at relevante annoncer i forbindelse med bøgernes indhold ikke var/er lige populært i alle litterære kredse.

I en global verden kan der ligeledes være problemer med håndtering af ophavsret, der varierer fra land til land. Her grænses der op til censur.

Krænkelser af patenter på søgemaskiner kan også blive et problem, f.eks. har Yahoo! sagsøgt Google for at have misbrugt en af deres ideer (Googles AdSense vs. Yahoo!'s Overture).

Nyeste skud på stammen er TrackMeNot, som er et letvægts baggrundsprogram med det formål at forvirre Googles søgemaskine, for derved at skjule brugernes aktuelle søgninger, så Google ikke kan lagre faktisk information omkring brugerens søgning.

TrackMeNot udsender periodisk tilfælde søgninger i forskellige søgemaskiner, såsom AOL, Yahoo!, ASK, Google, og Bing som derved forvirrer diverse søgemaskiner i deres logging af brugerinformationer.

I 2014 blev Google idømt en bøde på 150.000 € af det franske datatilsyn CNIL, for ikke at overholde fransk lovgivning om beskyttelse af personlige oplysninger.

En Google Doodle er en særlig, midlertidig ændring af logoet på Googles søgemaskines forside, der er beregnet til at fejre helligdage, arrangementer, resultater og mennesker.




#Article 26: HTML (1577 words)


HyperText Markup Language (HTML) er et opmærkningssprog, der primært har til formål at få tekst og billeder på en hjemmeside til at virke som links til andre HTML-sider. Markup betyder at opmærke, og HTML bruges til at strukturere hjemmesider og bestemme udseendet. HTML bliver ofte brugt sammen med CSS og Scriptsprog såsom JavaScript der udvider muligheden for at bestemme design og specielt bruger-input på hjemmesider.

HTML kan eksempelvis bruges til at markere en tekst som overskrift eller brødtekst, arrangere i punktopstillinger eller tabeler, og hyperlink kan indsættes som klikbar tekst. Dermed kan webbrowsere som Netscape, Firefox, MS Internet Explorer, Safari, Opera, Microsoft Edge eller Google Chrome skelne teksttyper og vise indholdet formateret efter den type, det er markeret som. Overskrifter vises med forstørret, fed skrift og hyperlink med blå skrift. HTML giver også mulighed for indlejring af billeder. HTML-filer bruges på internettet, især på World Wide Web.

Hver HTML-side kan være en hjemmeside, men oftest vil det være flere html-sider, der ligger under ét domæne, der kaldes en hjemmeside. Et bedre navn er derfor websted, website eller site.

HTML-sproget blev opfundet af fysikeren Tim Berners-Lee i 1990, da han arbejdede på CERN-atomforskningsinstituttet i Geneve i Schweiz. Formålet var at give forskerne på instituttet et simpelt markup-sprog til at dele deres forskningsresultaters med hinanden.

HTML er baseret på SGML, Standard Generalized Markup Language, en international standard til opmærkning af tekster, så de kan præsenteres på fysiske enheder.

SGML opmærker en tekst: overskrift, brødtekst, lister og lignende, men fortæller ikke hvordan overskriften skal se ud. Udseendet bestemmes af den enhed teksten vises på. Samme tekst vil se meget forskellig ud fra enhed til enhed. Idéen med HTML var at det skulle være effektivt og enkelt, der var derfor ikke tænkt meget på at gøre teksten præsentabel og flot på tværs af platforme.

HTML gennemgik en række ændringer fra 1991-1993, i juli 1994 udløb det seneste RFC udkast, senere samme år blev udkastet til HTML 2.0 færdiggjort og november 24, 1995 blev der formelt udgivet en version som efterfølgende udvidelser af HTML skulle baseres på. Udgivelsen af HTML 2.0 fik navnet .

Denne udgave af HTML blev skabt før W3C, The World Wide Web Consortium, for alvor var etableret, og HTML 1.0 blev derfor ikke formelt specificeret. HTML 1.0 indeholdt få formateringskoder, man kunne hverken vælge baggrundsfarve eller baggrundsbillede. Man havde heller ingen indflydelse på, hvilken skrifttype teksten var skrevet med, så alle hjemmesider lignede hinanden med samme grå baggrund, blå tekst-links og Times New Roman som skrifttype.
Billeder skulle være i gif-formatet, men de fleste hjemmesider indeholdt ingen billeder. Html 1.0 blev kun brugt i browserne Mosaic og Lynx (Lynx var kun tekstbaseret og virkede under UNIX).

Den nye version blev skabt af holdet bag browseren Netscape og skulle understøtte de funktioner Netscape indeholdte. Der var begrænset antal browsere til rådighed på det tidspunkt, og det blev almindeligt at tilføje egen kode, der passede til den specifikke browser man arbejdede med.

Den første udgave af HTML der i 1995 blev udgivet som en internet standard. Med denne version af HTML kom flere formateringskoder til, såsom valg af baggrundsfarve. Det blev muligt at lave formularer i begrænset omfang, så brugeren kunne indtaste data, som administratoren af hjemmesiden så kunne gøre brug af. Tabeller blev også en del af HTML 2.0.

The World Wide Web Consortium blev dannet mellem version 1 og 2 med Tim Berners-Lee som leder og html 2.0 blev formelt specificeret. Det forhindrede dog ikke udviklerne af browserne i at tilføje deres egne koder.

I version 3.2 blev der tilføjet flere formateringskoder, som kunne bruges til at styre indholdet på hjemmesiden. 3.2 indeholdt også understøttelse af CSS 1 (Cascading Style Sheet level 1). Idéen var at CSS skulle indeholde formateringskoden og strukturen skulle skrives i HTML, på den måde blev struktur og udseende adskilt og fastlagt med hver deres kode. Da browserne ikke understøttede alle funktioner af CSS endnu, var CSS imidlertid ikke så anvendeligt. Det var derfor stadig formateringskoderne i HTML, der skulle bruges til at bestemme sidens udseende.

Hidtil havde udviklingen af HTML givet flere og flere formateringskoder, og trukket HTML længere væk fra den oprindelige tanke om et markup sprog, der strukturer indhold og præsentation på den enhed HTML-siden blev præsenteret på. Formålet med HTML 4.0 var at vende tilbage til den oprindelige idé om at adskille struktur og præsentation. Derfor blev de fleste formateringskoder taget ud af HTML og lagt over i CSS.

Se artiklen HTML5

HTML består af et fast antal elementer, der kan tildeles en række egenskaber. Et element består af et åbnings-tag  der angiver starten på elementet og et lukke-tag  der angiver enden af elementet.

Elementerne html og body starter og afslutter indholdet på en side. Elementet body kan kun bruges en gang. Et element kan indeholde andre elementer, for at få vist overskriften på en side i browseren skal koden struktureres som i følgende eksempel:

Et eksempel på et element er en overskrift. I HTML-koden sættes et åbnings-tag foran den tekst, der skal være overskrift og et lukke-tag efter teksten: Min overskrift Her er åbnings-tag  og lukke-tag 
Overskriftelementet ligger inden i -elementet, som ligger i HTML-elementet.

Læses ovenstående koden af en browser vil baggrunden af siden være standardfarven fra browseren og der vil på siden stå overskrift med stor skrifttype. 
Browseren læser koden en linje af gangen og vil læse koden på følgende måde:

Linje 1: Dokumentet skal læses som HTML. 
Linje 2: HTML koden starter.
Linje 3: Sidens indhold starter.
Linje 4: Teksten skal vises som den største overskriftstype.
Linje 5: Sidens indhold slutter.
Linje 6: HTML koden slutter.

Følgende kode indholder en attribut i body elementet, der bestemmer baggrundsfarven på siden.

Min overskrift

CSS står for Cascading Style Sheets, og definerer hvordan HTML-elementer skal fremvises. CSS skrives i style-tags, Styles var tilført til HTML for at løse problemer i HTML 4.0.
Styles håndterer formateringen i HTML dokumenter, på den måde kunne HTML gå tilbage til kun at definere indholdet af et dokument som eksempelvis:

Dette er en overskrift
Dette er et afsnit

CSS gør det nemmere at bestemme og redigere i, hvordan HTML-elementer skal vises. Formateringskoden gemmes som regel i eksterne CSS-filer. External Style Sheets kan ændre udseendet og layoutet af sider på en hjemmeside, blot ved at redigere en enkelt fil helt uafhængigt af sidens indhold.

Den seneste udvikling af HTML har gjort mere for at skille strukturen af en hjemmeside fra udseendet. Strukturen har til formål at fortælle den enhed og browser, der skal gengive hjemmesiden, hvad de enkelte dele er. Ideelt set skal HTML-koder blot give browseren beskeden: her begynder HTML-siden, her er sidens titel, her begynder indholdet, her er en overskrift, her er et billede, her er et link, her er en tabel, her slutter indholdet osv.
I det tilfælde hvor hjemmesidedesigneren ikke bruger formateringskoder, vil browseren vise siden med en standardformatering. Det betyder, at den kan komme til at se meget forskellig ud, afhængigt af hvilken browser, brugeren benytter.
Nedenfor ses et eksempel på HTML kode skrevet uden formateringskoder, og hvordan koden vil blive vist på en browser

Før implementeringen af CSS var det besværligt at ændre udseende på en hjemmeside. Hvis baggrundsfarven på en hjemmeside skulle ændres, var det nødvendigt at åbne hver enkelt side og skrive HTML koden om.
Ved at skrive hele formateringen i et CSS dokument og lade HTML-dokumentet til hvert side referere til det ene CSS dokument, kunne ændringer på store hjemmesider laves hurtigt ved at ændrer i koden på CSS dokumentet.

I takt med at flere og flere forskellige enheder med forskellige skærmstørrelser og Skærmopløsninger benyttes til at vise hjemmesider, bliver CSS også endnu mere vigtigt til at sørge for at hjemmesiderne kan vises på de forskellige enheder, på en overskuelig måde hvor en mindre skærm ikke gør en hjemmeside besværlig at læse indhold og navigere på. Et specifikt Style Sheet til hver enhed benyttes til at løse dette problem, som ikke kan løses i HTML alene. Når hjemmesiden indlæses i browseren, vil koden så benytte den CSS fil der passer til den største opløsning enhedens skærm understøtter. 
Hvis der er skrevet CSS filer til flere forskellige opløsninger, vil hjemmesiden vises bedre på tværs af flere skærmstørrelser. Det vil dog sjældent være nødvendigt at skrive mere end 2 CSS filer, en til computerskærm og en til mobilskærm.

Mange værktøjer kan bruges i web-udvikling med funktioner som Syntax Highlighting, Autofuldførelse og Faneblade. På den måde behøver en webudvilker ikke at skrive meget kode, og derfor heller ikke at have intimt kendskab til kodens opbygning og anvendelse. Der opstår dog nemt problemer når man overlader noget af ansvaret til et værktøj.

Mange amatører benytter disse værktøjer, det kan give problemer når hjemmesider laves uden at tænke på sikkerhed. I sidste ende kan hjemmesiden udsættes for Hacker-angreb hvor indholdet kan ændres mod ejerens vilje og hackerne kan få adgang til personlige oplysninger.

Generelt kan enhver Teksteditor benyttes til at skrive HTML-kode såsom Notepad i Windows.

XHTML er en videreudvikling af HTML. XHTML er baseret på XML, alle XML baserede sprog kan således anvendes med XHTML.

XHTML har flere funktioner end HTML men er mere følsom overfor fejl i koden. Små fejl kan i HTML stadig resultere i en brugbar hjemmeside, hvor de samme fejl i XHTML vil give en fejl i programmet så siden slet ikke vises. Det kræver derfor en større ekspertise at arbejde i XHTML. 
I mange tilfælde vil det være uhensigtsmæssigt at arbejde i XHTML. HTML kan ofte spare meget tid og besvær med det samme slutresultat.




#Article 27: Hortensia von And (158 words)


Hortensia von And er en figur i Disneys tegneserier. Hun blev født i 1876 i Glasgow, Skotland. Hendes forældre var Frederik von And og Clementine O'And. Hun har fra hun var helt lille haft et ubehageligt temperament.

I 1902 kom hendes ældre bror Joakim von And til Skotland, og tog hende og deres søster Andrea von And med sig. Da Joakim etablerede Andeby, Calisota, USA som sin hjemmebase, begyndte han med at rejse jorden rundt, for at udvide sit finansielle imperium. Fra 1902 til 1930 styrede hans søstre det hele fra hjemmebasen, mens han var væk. I løbet af disse år mødte hun sin kæreste Rapmus And, som hun giftede sig med i 1920. Senere samme år fødte hun to tvillinger. Hendes søn fik navnet Anders And og datteren Della And. Af de to, var det kun drengen der arvede sin mors temperament. Ved en kamp med Joakim i 1930 stoppede alt sammenhold mellem ham og hans familie.




#Article 28: Her er dit liv, Joakim (487 words)


Her er dit liv, Joakim (Originaltitel The Life and Times of Scrooge McDuck) er en tegneserie af Don Rosa om Joakim von And. Serien er på 209 sider og følger de største begivenheder i Joakims liv mellem 1867 og 1947. Tegneserien giver også information om mange andre figurer relateret til Joakim von And – både familiært og på anden vis. Den er både skrevet og tegnet af Don Rosa, som altid har været fascineret af Joakim von And.

Da Rosa i 1991 begyndte at skrive og tegne på den serie, der skulle fortælle den rige ands livshistorie, hentede han alle sine oplysninger om Joakim (det han kalder Barksian facts) fra Carl Barks' historier. Hvis Onkel Joakim i en af Carl Barks' historier fremsagde en bemærkning om sin ungdom, så uddybes den med stor sikkerhed et eller andet sted i denne serie.

Serien udgør det eneste forsøg på at skabe en fastlagt kronologi og stamtavle for ande-familien, og skabte af samme grund en del kontrovers da den udkom. Mange mente at historierne om ænderne hentede en del af deres kraft idet universet omkring dem var så løst defineret. Tegnerne fik dermed friheden til at skabe netop den baggrundshistorie som de havde brug for til at fortælle en given historie. Således kan man igennem årene finde adskillige, forskellige historier om hvordan onkel Joakim tjente sin første 25-øre. Kritikerne var bange for at en sådan, samlet historie ville indskrænke denne frihed, og ironisk nok var Don Rosas store talent en del af grunden til kritikken. Don Rosa bliver af mange anset for at være Carl Barks' værdige efterfølger, og med det ry er det naturligt at en udgivelse af dette omfang, vil få en meget stor autoritet sit område. Carl Barks udtalte således om historien, at han ville ønske at den aldrig var udkommet. 

Serien udkom delvist i Anders And  Co. og delvist som tillæg til bladet, og den blev i 1997 samlet i én stor bog, Joakim von And – Her er dit liv, i anledning af Joakim von Ands 50 års jubilæum. For fans af Disney-tegneren Don Rosa, er bogen prikken over i'et i ens samling. Da den udkom, blev den revet væk fra hylderne, og i dag skal man være meget heldig for at få fat i et eksemplar af bogen. Hvis man endelig får fat i et, skal man være forberedt på at skulle betale en pæn sum penge for det.

Bogen er på 272 sider og består af 12 kapitler samt et yderst grundigt forord (også skrevet af Don Rosa); ét til bogen og ét til hvert kapitel.

Der er en forsideillustration til hvert kapitel, og der er selvfølgelig også gemt en D.U.C.K.-dedikation på forsiden og en i hvert indledningsbillede. Hvis du har svært ved at finde D.U.C.K.-dedikationerne, kan du få hjælp i forordet til at finde dem.

Lo$ står for Life of Scrooge (The Life and Times of Scrooge McDuck er den fulde titel)




#Article 29: Internet (659 words)


Et internet er betegnelsen for et netværk af computernetværk, som er koblet sammen. Ofte taler man om internettet, der så betegner et globalt netværk af datanet-værter (computere). Internettet er en af de vigtigste opfindelser fra det 20. århundrede. Ikke fordi det i sig selv er noget teknisk vidunder, men på grund af de store konsekvenser det allerede har for vores måde at leve vores liv på, selv om det kun har nået større udbredelse inden for de seneste 16 år.

Internettet har stor samfundsmæssig betydning, blandt andet på områder som international vidensdeling, kommunikation, handel, mediebranchen og sociale netværk.

Hjemmesider har gjort det muligt at hente information fra hele verden. E-mail, Voice over IP (VoIP) og chat har allerede delvist erstattet breve og den traditionelle telefon. Internetmedier har trukket læsere og annoncer væk fra aviser og magasiner, og Video on demand er begyndt at være et alternativ til fjernsynet. Brancher som banker, rejsebranchen, forlag og boghandlere samt pladebranchen har fået vendt op og ned på den måde kunderne betjener sig selv på eller måden de køber varer. Samtidigt benytter millioner sociale netværk til at holde forbindelse og kommunikere med familie, venner og kollegaer.

Grundstenene til internettet blev lagt i 1960'erne af det amerikanske forsvar, først og fremmest med etablering af Arpanettet og senere af de civile netværksstrukturer CSNET, BITNET og NSFNET. Internettet måtte ikke have en central computer, hvor alle informationer var lagret på en harddisk. Primært for at undgå at store mængder data kunne fjernes med et slag. Internettet udviklede sig derfor som et decentralt computernetværk. Efterhånden blev en række forskningsinstitutioner koblet på nettet; først forskningsinstitutioner inden for militærindustrien og efterretningsvæsnet og senere almindelige universiteter.

I 1981 var 213 computere fra forskellige universiteter bundet sammen – 10 år efter var tallet mere end 300.000. I 1996 brugte 12 procent af danskerne internet i gennemsnit to timer om ugen. 88 procent brugte ikke internet. 
I juli 2007 havde 83 procent af den danske befolkning ifølge Danmarks Statistik adgang til internettet fra hjemmet.
I 2010 viste en undersøgelse af ovenstående firma, at hele 91 procent af den danske befolkning, havde adgang til internet i deres husstand.

I det øjeblik en teknologi bliver web-baseret, opnår den en potentiel brugermasse, som er lig med antallet af brugere på nettet. Derfor er det flere gange i de forløbne år set, at en ny teknologi eller et begreb er blevet verdensberømt i løbet af ganske kort tid. Dette fænomen medførte blandt andet en IT-boble i slutningen af 1990'erne, hvor mange firmaer og koncepter blev overvurderet og gik konkurs, netop fordi det er så svært at vurdere en idés potentiale på internettet.

Nedenfor er listet en række af de ting, som internettet blandt andet har ført med sig:

Internettet er et WAN-datanet, der forbinder andre mindre datanet. Ordet internet er sammensat af inter, som betyder mellem, og net, som refererer til et datanet. Dataterminaludstyr (f.eks. computere) på internettet kommunikerer med hinanden via protokoller. 

Det største offentligt tilgængelige datanet i verden kaldes i daglig tale også simpelthen internettet. Nettet er organiseret i domæner. World Wide Web er den del af internettet, som kan nås via HTTP-protokollen.

Internettet benytter IP (OSI lag 3) som bæreprotokol og for eksempel TCP, UDP, ICMP og IGMP på OSI lag 4. Eksempler på TCP-baserede protokoller på OSI lag 5: POP3, IMAP, SMTP, FTP, HTTP, HTTPS, Telnet, NNTP. Alle disse protokoller er dokumenteret i såkaldte RFC'er.

Eksempler på andre meget brugte protokoller og andet: PPP, SLIP, LDAP, SSL, VRML og P2P.

Nogle af de mest kendte ting, der gør brug af disse protokoller er e-mail, nyhedsgrupper, FTP, World Wide Web, Gopher, SSH, finger og IRC. Ud af disse er World Wide Web og e-mail de mest brugte, og en masse andre ting er bygget oven på disse.

Privatpersoner og private virksomheder opnår forbindelser til internettet ved at abonnere på en internetforbindelse fra en internetudbyder. Forsknings- og undervisningsinstitutioner er ofte forbundet til et forskningsnet.

Man kan tilslutte en computer til internettet på forskellige måder:




#Article 30: Den Internationale Rumstation (956 words)


Den Internationale Rumstation (engelsk: International Space Station eller forkortet ISS) er en rumstation i kredsløb om jorden i en højde af ca. 386 km. Rumstationen vejer ca. 450 ton. Rumstationen bevæger sig med en fart på 27.700 kilometer i timen og fuldfører næsten 16 kredsløb rundt om jorden per døgn. 

Den samlede pris inkl. 10 års drift løber op i 300 mia. DKK.

I klart vejr kan man sommetider se den på nattehimlen med det blotte øje. Lige før solopgang og igen efter solnedgang vil den stå klarest på himlen, grundet solens spredning i atmosfæren. Her vil den lyse som en kraftig stjerne, som bevæger sig jævnt, men hurtigt over himlen.

Stationens første modul, kaldet Zarja, blev opsendt i 1998 af Rusland. Rumstationen er en fusion af Ruslands og USA's planlagte Mir 2 og Freedom-rumstationer. Canada, Japan, og 11 medlemmer af det europæiske rumsamarbejde ESA er juniorpartnere, mens Brasilien er løst tilknyttet. Danmark deltager i projektet – som er verdens største videnskabelige projekt nogensinde. ISS har trods Columbias havari været permanent bemandet siden forrige århundrede. (Bemærk at ISS kortvarigt har været ubemandet under rumvandringer, f.eks. d. 30. marts i 24 minutter da Sojuz TMA-9 skulle skifte plads.)

NASA's rumfærger er forældede og ikke i brug længere. Ruslands Sojuz er derfor den eneste mulighed for at få kosmonauter til ISS. SpaceX er i gang med at teste Dragon kapslen, som igen vil få NASA til at være i stand til at sende astronauter i rummet og til ISS. Den vil blive sendt af sted på en genbrugelig Falcon 9 raket, som skal gøre det billigere og mere effektivt at sende astronauter af sted.

Pr. 4. september 2015 har 220 personer besøgt rumstationen, hvoraf 79 har været der to gange, og 28 tre gange og seks har været der fire gange (tallene inkluderer de ni, der er om bord i øjeblikket). Den faste besætning har svinget mellem to og seks, og det er den 45. besætning i øjeblikket. I alt 88 mænd og 11 kvinder har været om bord som ISS-besætningsmedlemmer. Samlet set har rumstationen været besøgt af 33 kvinder. Indtil nu har eneste dansker på rumstationen været Andreas Mogensen, der var på stationen i 8 dage fra 4. september 2015.

Da der skulle være mange astronauter på en rumfærge, er der også flest amerikanere: 141, mens russerne har haft 43 om bord. Europa har haft 16, Japan og Canada har begge haft syv om bord, mens Brasilien er tilknyttet med én. Som et led i Ruslands leje af raketbasen i Kasakhstan, har der også været to kasakhere om bord. Der har ligeledes været en turist fra et ikke-deltagerland, nemlig Sydafrika om bord. I øvrigt har ISS været udflugtsmål for syv turister med billetpriser på 150 mio. danske kroner. Malaysias og Sydkoreas rumfartsagenturer har begge haft en forsker om bord.For detaljer, se Besøgende til den Internationale Rumstation 

De nyeste rumfærger; Discovery, Atlantis og Endeavour har fløjet til rumstationen med forsyninger, moduler og mandskab 37 gange, de russiske tresædede Sojuz-rumkapsler har regelmæssigt besøgt rumstationen hver sjette måned (omkring april og oktober) 44 gange og 59 russiske ubemandede Progress fragtfartøjer er kommet med omkring 2,5 tons forsyninger hver. Fem ATV'er fra ESA har hver leveret otte ton forsyninger mens JAXA har opsendt fem HTV'er. De private SpaceX og Orbital Sciences har opsendt henholdsvis seks Dragon- og tre Cygnus-kapsler. Endelig har to russiske Protonraketter opsendt Zarja- (Заря = morgengry) og Zvezda- (Звезда = stjerne) modulerne og to R-7-raketter (af nogle kaldet Sojuz-raket) har leveret to mindre Pirs- (Пирс = kaj) og Poisk (Пoиск = søg) -moduler.

ISS er et forskningscenter i rummet med mange forskningsprojekter i det vægtløse miljø. Stationen har været beboet med besætninger på 3 personer siden 2000, den første besætning hed ISS Ekspedition 1. I løbet af 2009 skal besætningerne udvides fra tre til seks personer og rumstationen udvides fortsat for at få strøm, rensningsanlæg, plads og andre livsfornødenheder til større besætninger. 

ISS er sammensat af moduler og er stadig under konstruktion. Den færdigbyggede rumstation vil bestå af fjorten trykregulerede moduler med et samlet rumfang på cirka 1.000 m³ . Højt oppe i Jordens atmosfære, i termosfæren, hvor ISS opholder sig er det nødvendigt at trykregulere opholdsstederne for menneskene om bord på rumstationen. Modulerne kaldes derfor Trykregulerede moduler : Pressurised modules. Disse moduler omfatter laboratorier, rum til sammenkobling, luftsluser, opholdsrum og knudepunkter : Node . 

Størstedelen er allerede i kredsløb men der er seks resterende moduler der endnu ikke er fragtet til rumstationen og tilkoblet. Hvert modul er transporteret til rumstationen med enten en rumfærge, Protonraket eller en R-7 raket.

Nedenfor er modulernes funktion og formål beskrevet.

Astronauterne der bebor rumstationen opholder sig på rumstationen fra cirka 3 til 7 måneder ad gangen. Menneskekroppen er ikke skabt til at opholde sig i et vægtløst miljø så der skal tages forholdsregler for at holde astronauterne i god form. Manglen på tyngdekraft svækker muskler og knogler, ligeledes er manglen på friske råvarer et problem for tilførsel af vitaminer, mineraler og proteiner i næringsmidler. 

Beboerne følger et nøje planlagt skema for hvornår de skal spise, arbejde, dyrke motion og hvile. 

Mange former for arbejde skal udføres på rumstationen. Ud over de planlagte arbejdsopgaver kan der forekomme situationer der kræver handling og ekstra arbejde.  

Der er 16 solopgange og 16 solnedgange i løbet af et døgn på rumstationen, men man forsøger at planlægge beboernes døgn efter et jorddøgn på 24 timer. Tidszonen på rumstationen er GMT og i astronauternes daglige skema er der afsat otte timers søvn, en time før sengetid har de en hviletid på cirka en time for at falde til ro og få ordentlig søvn. De får også afsat tid til privatliv, så de kan kommunikere med deres familie på Jorden. Der er også afsat til måltider og motion.




#Article 31: Internet Explorer (424 words)


Windows Internet Explorer (tidligere Microsoft Internet Explorer, ofte forkortet IE) er en webbrowser fra Microsoft. Internet Explorer er en af de mest udbredte browsere med en anslået markedsandel på 27,4 % til 54,13 %, pr. oktober 2012 (markedsandele er dog svære at beregne). Dens udbredelse toppede i 2002-2003 med en markedsandel på 95 %.

Den seneste version af Internet Explorer er version 11. Internet Explorer til Macintosh udvikles ikke længere – den seneste udgave var version 5.2.

Internet Explorer startede som en af mange browsere baseret på OEM-licenser af pionerproduktet Spyglass Browser, en teknologi der ved version 4 stort set var skrevet ud af produktet. Spyglass baserede sig på Mosaic fra NCSA, der var blandt de allerførste browsere.

Internet Explorer blev først rigtig udbredt fra version 3, der blev frigivet 13. august 1996. I slutningen af 1990'erne kæmpede Internet Explorer og Netscape Navigator om at overtage positionen som den mest udbredte browser – en position som Netscape Navigator havde indtaget få år forinden. Netscape Navigator 3 blev frigivet få dage efter Internet Explorer 3 og herefter var browserkrigen for alvor skudt i gang. Med udgivelsen af Internet Explorer 4 (oktober 1997) fik Microsoft det trumfkort der kunne afgøre browserkrigen. Browseren var hurtigere end Netscape Navigator 4 (frigivet juni 1997) og den kunne håndtere dynamiske sider bedre end modparten. 

Da Internet Explorer 4 blev frigivet, havde Netscape Navigator en markedsandel på ca. 72 %. To år senere, i 1999, var det faldet til blot 35 % mens Internet Explorers markedsandel i samme periode steg fra ca. 17 % til 62,5 %.

Version 5 udkom med Windows 98 SE, 10. juni 1999. Den bød bl.a. på understøttelse af XML og XSL. Version 5.5 udkom i juli 2000, bl.a. med forbedret understøttelse af HTML- og CSS-standarderne. 

 

Den 12. januar 2016 stoppede Microsoft med at tilbyde sikkerhedsopdateringer og tekniske support til Internet Explorer versioner ældre end Internet Explorer 11. Internet Explorer 11 er dermed den sidste version af Internet Explorer.

En årsag til Internet Explorers store udbredelse kan være, at den er integreret med styresystemet Microsoft Windows og distribueres sammen med det. Dette gav anledning til en retssag, som det amerikanske justitsministerium og 20 delstater anlagde mod Microsoft i 2000. Microsoft blev beskyldt for at misbruge sin dominerende position på markedet for styresystemer til at opnå en uretmæssig andel af markedet for webbrowsere. Sagen endte i 2002 med et forlig. En række af de delstater, der var med til at anlægge sagen, mente ikke, at forliget gik langt nok, men forliget blev i 2004 stadfæstet af USA's højesteret.




#Article 32: I (132 words)


I, i er det niende bogstav i det latinske alfabet.

Tegnet I har mange betydninger:

Prikken over i'et går igen i flere sprog og stammer måske fra fransk i 11. århundrede, da prikken blev indført. Over det græske bogstav iota (ι) og over det latinske I fandtes prikken ikke. Den blev fuldstændiggørelsen af i'et, fordi den forhindrede at bogstavet forveksledes med andre. Begrebet tøddel er blevet brugt som betegnelsen for prikken som en del af et skrifttegn. 

På dansk dækker betegnelsen over det, der færdiggør en ting. Et jordbær på en lagkage kan være prikken over i'et. Det kan også betegnes som på engelsk The Final Touch. Prikken over i'et betyder mere eller mindre at man laver de sidste detaljer til produktet.

I det tyrkiske alfabet findes I med og uden prik:




#Article 33: JydskeVestkysten (204 words)


JydskeVestkysten, fork. JV, er Danmarks største regionale dagblad. Det udkommer i Syd- og Sønderjylland og har sin centralredaktion i Esbjerg. JydskeVestkysten udkommer dagligt i ni udgaver – Esbjerg, Varde, Kolding, Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Tønder, Vejen og Billund, hver med sin egen lokalsektion. Avisens 9 lokalredaktioner og centrale redaktioner beskæftiger i alt 130 journalistiske medarbejdere.

JydskeVestkysten er partipolitisk uafhængig, men betegner sig som en avis med et borgerligt-liberalt grundsyn.
JydskeVestkysten blev skabt i 1991 som en fusion mellem dagbladet Vestkysten og Jydske Tidende. I 1993 kom Folkebladet Sydjylland (Kolding Folkeblad) til. Avisens rødder går dog helt tilbage til 1786, hvor første udgave af Ribe Stiftstidende så dagens lys.

JydskeVestkysten har siden 2006 været udgivet af Syddanske Medier der i 2015 fusionerede med Fynske Medier og Jyske Medier og dannede Jysk Fynske Medier.

I 2019 var chefredaktøren Mads Sandemann.

I 2008 udkom avis i 68.460 eksemplarer mandag-lørdag og 76.019 søndag.

Læsertal

I 2017 havde JV 125.000 læsere, men i 2018 blev dagbladet  læst af 118.000 mennesker.

Ifølge MediaWatch er Jydske Vestkystens læsertal faldet fra 127.000 til 117.000 personer i løbet af årene 2017-19.

Fra andet halvår 2017 til andet halvår 2018 har JydskeVestkysten mistet en del af læserskaren med et fald fra 125.000 til 118.000 læsere.




#Article 34: Jylland (534 words)


Jylland er halvøen, der udgør den vestlige del af Danmark og den eneste del af Danmark, der er landfast med det europæiske kontinent. Den danske del af Jylland omfatter 29.777 km² og udgør dermed mere end 2/3 af det samlede danske areal. Fra Skagen i nord til grænsen ved Padborg i syd er der 337 kilometer. Fra Fornæs i øst er der 174 kilometer til vestkysten ved Bovbjerg. Jylland havde 2.528.129 indbyggere i 2009, svarende til 46 procent af Danmarks befolkning. Befolkningstætheden var 85 indbyggere/km² i 2009. Den tyske del omfatter Slesvig-Holsten,. I 737 udbyggedes Danevirke mellem Trenen og Østersøen (undersøgelser af de første jordvolde i Danevirke antyder dog, at disse blev bygget allerede i årtierne omkring år 500 og muligvis stammer forudgående volde tilbage fra 400-tallet). I 811 blev Ejderen i en fredsaftale mellem Karl den Store og den danske konge Hemming anerkendt som grænse mellem dansk og frankisk magtområde. Den danske delegationen bestod dengang både af medlemmer fra Jylland, de danske øer og Skåne. Betydende danske handelsbyer var dengang Hedeby (senere Slesvig), Århus (vikingetidens Aros) og Ribe. Den vigtigste handelsvej var den nord-syd-gående Hærvej. Havnen i vikingebyen Aros forbandt Jylland med Norge, Sverige samt Østersøen. Middelalderens landsting blev holdt i Urnehoved (Sønderjylland) og Viborg (Nørrejylland).

Der findes mange gamle myter og sagn fra Jylland. Men den mest kendte er nok sagnet om Amled (Prinsen af Jylland), som er kendt fra Saxo Grammaticus's værk Gesta Danorum (ca. 1185). En gravhøj uden for landsbyen Ammelhede i Virring Sogn (Randers Kommune) er i dag navngivet som Hamlets Grav. Historien om Amled blev udødeliggjort i Shakespeares drama om Hamlet fra 1603.

På kirkegården i Vestervig i Thy kan man endvidere finde gravstedet hvor liden Kirsten og Prins Buris ligger begravet. Den kendte folkevise handler om hvordan Kong Valdemar lod sin søster danse til døde fordi hun blev med barn med dronning Sofies bror prins Buris.

Oprindeligt er den mindste jellingsten i Jelling i Midtjylland rejst af Gorm den Gamle søn af Hardeknud omkring år 955, den første officielle konge i Danmark. Den store Jellingsten er rejst af Gorm den Gamles søn Harald Blåtand. Danske sagnkonger fra Jelling dynastiet menes at være begravet i Jelling. Den første danske domkirke opførte vikingekongerne i Århus, der allerede var blevet domkirkeby omkring år 970. Kirken er Danmarks ældste stenbygning og er stadig bevaret som museum (Vor Frue Kirke – Kryptkirken).

Ved strukturreformen den 1. januar 2007 afløstes amterne af de nye regioner. Jylland er inddelt i tre regioner:

Ved kommunalreformen i 1970 blev Jylland inddelt i syv amter:

Aarhus (249.709) • Aalborg (113.417 (136.017 inkl. Nørresundby)) • Esbjerg (71.576) • Randers (60.656) • Kolding (57.197) •
Horsens (53.807) • Vejle (51.341) • Herning (46.279) • Silkeborg (42.724) • Fredericia (39.716) •
Viborg (35.893) • Holstebro (34.241) • Sønderborg (27.237) • Hjørring (24.762) • Frederikshavn (23.339) • Haderslev (21.213) • Skive (20.633) indbyggere.

I den tyske del af Jylland, er Hamborg med 1,774,242 indbyggere.

Indenfor Folkekirken inddeles Jylland i fem stifter:

I middelalderen var Jylland inddelt i 14 sysler, hvoraf nogle stadig gælder som landskabsnavne:

Syslerne var underinddelt i herreder, hvoraf nogle endnu er almindelig kendt. Herrederne var grundlag for ejendomsinddelingen indtil for få år siden. Herrederne er underinddelt i sogne.




#Article 35: Joakim von And (609 words)


Joakim von And, også kaldet onkel Joakim, er en figur i Disneys tegneserier skabt af Carl Barks. Han så første gang dagens lys i historien Jul på Bjørnebjerg i december 1947, hvor han er en nærig, gnaven og bitter gammel and, der hader alt og alle. I senere historier fik han et lysere sind og blev mere generøs, men nærigheden er hans hovedegenskab. Han er dog i Barks-serierne og andre amerikansktegnede serier ikke egentlig ondskabsfuld – det kan han være indimellem i de italiensktegnede serier, som vi i Danmark mest kender fra Jumbobøgerne.

Joakim von Ands navn hos Disney er Scrooge McDuck, hvor navnet Scrooge er efter gnieren Ebenezer Scrooge i Charles Dickens’ julefortælling A Christmas carol fra 1843. Barks havde dog også haft Andy Gumps gnavne onkel i tankerne, fra tegneserien The Gumps.

Den største forandring ved Joakims udseende, har været - bortset fra det forkortede næb, som hos Anders - hans briller, der i den første historie var fæstet bagved hans ører(!), men senere reduceres til en lorgnet, balancerende på hans næb. I den første historie klædte han sig flere gange om; senere er hans antræk altid en høj hat (Jeg købte denne hat for 2 dollars i 1910, og den vil stadig vare i mange år!) og en ulden frakke (- som jeg købte på et loppemarked i Skotland i 1902!) og gamacher. Dertil altid den samme spadserestok, selv om han ejer en spadserestokfabrik.

Tegneserieforfatteren, Don Rosa, lavede på årene 1987-2006, en biografi til Joakim von And. Ifølge den, burde Joakim blive født år 1867.

Joakim von And er søn af Frederik von And og Clementine O'And, og havde to søstre, Andrea von And og Hortensia von And. Han er Anders Ands onkel (egentlig morbror, da Anders er søn af Hortensia), og den rigeste and i verden. Han har selv tjent hele sin formue, fra han udvandrede fra ludfattige kår i Skotland. Han har været guldgraver i Klondike. Han bor i en kæmpemæssig pengetank, hvorfra han kan se ud over hele Andeby. Han elsker at dykke ned i sine penge som en delfin, grave sig igennem dem som en muldvarp – og kaste dem op i luften, så de regner ned over ham. 

Han har arbejdet hårdt for sin rigdom og har en lykkemønt, som er den første dime (på dansk er den blevet til en 25-øre), han tjente. Den står i en montre på kontoret. Når han mister den, forfølger ulykkerne ham med store økonomiske tab. I Barks' historier afskriver Joakim dog selv, at der er magi med i spillet, og siger, han kun beholder mønten af sentimentale grunde.

Hans ærkefjender er Bjørnebanden, der altid er ude efter hans penge. I senere serier fik han en ny fjende, heksen Hexia de Trick, hvis ønske er mere beskedent end Bjørnebandens; hun vil bare have hans lykkemønt for at smelte den om til en amulet og blive en rig heks.

Don Rosa har skrevet en lang, fortsat serie om Joakim von Ands liv kaldet Her er dit liv, Joakim. Hans navn varierer fra land til land - og på latin hedder han Scrugulus Anas

I 1987 gik han til tv-mediet som fast figur i Rip, Rap og Rup på eventyr, hvor hans danske stemme blev indtalt af skuespiller John Hahn-Petersen – på glistrupsk bornholmsk.

Joakim von And (eller JvA, som er hans logo på de fleste produkter, han sælger) bor på Bilbremsebakken nr. 1 i en kæmpe pengetank. Pengetanken blev bygget, da han kom til Andeby. Det er her han anbringer sine midler, men hele tiden frygter nye angreb fra Bjørnebanden og Hexia de Trick. Han ejer 98,8 procent af Andebys forretninger, banker, fabrikker, restauranter, boligejendomme osv.




#Article 36: J (150 words)


J, j er det tiende bogstav i det latinske alfabet. Det tilhører den gruppe af bogstaver vi kalder konsonanter.

Tegnet J har mange betydninger:

Bogstavets navn er jod [jɔð] og kommer via tysk af det græske bogstavnavn iota. Bogstavet havde tidligere navnet je [je:ˀ] på dansk. 

Da J er opstået som en grafisk variant af I, skelnede man ikke tidligere mellem navnene på de to bogstaver. J blev brugt i begyndelsen af ord i stedet for stort I. Der er tradition for at udtale det som I i initialer for historiske personer, f.eks. i J.P. (Jens Peter) eller J.C. (Jens Christian). Dette gælder endnu:

Derfor er der også opstået den strengt taget fejlagtige skrivning I.P. og I.C. for disse navne, f.eks. I.P. Jacobsens Plads i Thisted, I.C. Christensens Vej i Ringkøbing og I. L. Tvedes Vej i Helsingør (opkaldt efter Jens Peter Jacobsen, Jens Christian Christensen og Jens Levin Tvede).




#Article 37: Julia Roberts (192 words)


Julia Fiona Roberts (født 28. oktober 1967 i Atlanta, Georgia, USA) er en amerikansk skuespillerinde. Hun fik sit internationale gennembrud i rollen som escortpigen Vivian Ward i den romantiske komedie Pretty Woman. Vandt en Oscar for bedste kvindelige hovedrolle for titelrollen i Erin Brockovich.

Roberts blev født i Smyrna i Georgia 28. oktober 1967. Forældrene blev skilt i 1972. Hendes far, Walter Grady Roberts, arbejdede som repræsentant og skuespiller. Moderen Betty Lou Bredemus, arbejdede som sekretær i en kirke og som skuespiller. Moderen giftede sig igen, mens hendes far døde af kræft fire år senere. 

Som ung ville Roberts være dyrlæge. Men efter at hun var færdig på Smyrnas Campbell High School tog hun med sin søster til New York for at uddanne sig til skuespiller. I New York begyndte hun som model for Clicks modelling samtidig med at hun blev undervist af en skuespiller.

Roberts mødte sin kommende ægtemand, kameramanden Daniel Moder, under indspilningen af filmen The Mexican i 2000. Roberts og Moder blev gift den 4. juli 2002 på hendes ranch i Taos i New Mexico. Magasinet People har kåret Roberts til en af verdens 50 smukkeste kvinder otte gange.




#Article 38: Jubii (114 words)


Jubii er den første danske søgemaskine. Internetportalen blev startet den 31. juli 1995 af Jakob Faarvang og senere overtaget af Cybernet-stifterne Martin Thorborg, Henrik Sørensen, Kasper Larsen og Andreas Jürgensen fra internetudbyderen Cybernet på Frederiksberg, og havde i begyndelsen henvisninger til 200 danske websteder. Med tiden voksede Jubii og blev grundlæggerfirmaets hovedaktivitet, mens Internet-udbyderdelen blev solgt fra. For at få tjenesten til at løbe bedre rundt økonomisk, blev der i februar 1996 indført bannerreklamer.

I november 2000 blev Jubii opkøbt af Lycos Europe.

Jubii blev 1. januar 2009 købt tilbage på danske hænder af administrerende direktør gennem de sidste 5½ år Peter Post Lundsgaard.

I december 2013, blev Jubii overtaget af Nordjyske Medier .




#Article 39: KFUM-Spejderne i Danmark (477 words)


KFUM-Spejderne i Danmark er Danmarks næststørste spejderkorps og havde 28.921 medlemmer ved udgangen af 2017.  KFUM-Spejderne blev stiftet 28. september 1910 af Jens Grane. Korpset bestod oprindeligt udelukkende af drenge, men har siden 1982 bestået af både drenge og piger. Både piger og drenge er organiseret i verdensorganisationen WOSM. Uniformerne er grønne, og tørklæderne er bordeauxrøde.

KFUM-Spejderne i Danmarks formål er at oplære børn og unge til selvstændighed, medansvar, demokratisk livsholdning og mellemfolkelig forståelse i overensstemmelse med den internationale spejderbevægelses idé. KFUM-Spejderne i Danmark er tilknyttet den internationale spejderorganisation – The World Organization of The Scout Movement (WOSM)

KFUM står i denne forening for: Kristlig Forening for Unge Mænd, men personer har også brugt følgende betydning selvom at det ikke er den officielle: Kristlig Forening for Unge Mennesker efter at kvinder også kunne blive optaget i foreningen.

Spejderarbejdet foregår i omkring 450 lokale grupper spredt over hele landet. Grupperne varierer i størrelse fra små grupper med under 20 medlemmer op til de største grupper med omkring 200. En spejdergruppe består af en eller flere af følgende enheder:

Distriktet et serviceorgan for dets grupper. Det skal hjælpe grupperne med at lave det bedste spejderarbejde for børn og unge. Det gør det i samarbejde med korpsets ansatte udviklingskonsulenter, som deler områderne Fyn/Sjælland og Jylland. 

KFUM-Spejderne er inddelt i 35 distrikter:

Igennem en længere årrække havde distriktet haft meget lav tilslutning til distriktsarrangementer og havde svært ved at finde medlemmer til distriktsstaben. Flere grupper i distriktet havde været mere orienteret mod nabodistrikterne, og den geografiske sammensætning af Bastrup blev vurderet af flere grupper som uhensigtsmæssig.

Grupperne i Bastrup Distrikt begyndte at drøftet fremtiden for distriktet i samarbejde med korpsets udviklingskonsulenter og Hovedbestyrelsen i 2012. Denne proces mundede i efteråret 2012 ud i, at grupperne fra Bastrup ønskede distriktet nedlagt og i stedet at blive tilknyttet nabodistrikterne.

På denne baggrund besluttede Hovedbestyrelsen i januar 2013 at imødekomme indstillingen om nedlæggelse af distriktet og at afsøge mulighederne for at tilknytte grupperne fra det tidligere Bastrup Distrikt til nabodistrikterne Ole Rømer, Hjorte og Ermelunden.

På baggrund af positive tilbagemeldinger fra grupper og distrikter besluttede Hovedbestyrelsen på sit møde søndag d. 26. maj 2013 at godkende fordelingen af grupperne fra Bastrup Distrikt.

Grupperne fra Bastrup Distrikt blev fordelt således:

Bæverloven lyder:

Bæverløftet lyder:

Ulveloven lyder sådan her:

Ulveløftet lyder sådan her:

Spejderløftet lyder sådan her:

Når løftet er afgivet, går man ikke til spejder, man er spejder.

Spejderloven lyder sådan her:

En spejder:

Spejderloven er et ideal, som alle spejderne bør leve efter, så godt spejderen nu engang kan.

Hvert 5. år afholder KFUM-Spejderne korpslejr – lejren placeres et nyt sted hver gang. Den seneste korpslejr blev afholdt i Skive i 2010 under navnet  (Scout Explorer Event 2010). Der er ikke blevet afholdt korpslejr siden 2010 pga. KFUM-Spejdernes deltagelse i Spejdernes Lejr.

KFUM-Spejderne deltog også i den første Spejdernes Lejr i 2012 ved Holstebro.




#Article 40: København (10411 words)


København er Danmarks hovedstad og er med  landets største byområde omfattende 18 kommuner eller dele heraf. Fra 1. januar 2007 er byen en del af Region Hovedstaden og for de sydlige deles vedkommende af Region Sjælland. Centrum for byområdet udgøres af Københavns Kommune, areal 90 km2 (2020), der med over 630.000 indbyggere (2020) er Danmarks mest folkerige kommune, og enklaven Frederiksberg Kommune, areal 9 km2, med omkring 104.000 indbyggere (2020).

Den danske hovedstad er desuden grænseby og centrum for Øresundsregionen, som er Nordens største metropolregion. Øresundsregionen dækker 20.649 km² i Danmark og Skåne og omfatter 4 mio. indbyggere (2017), heraf 2,7 mio. (2017) i Danmark.

Byen ligger på Sjællands østkyst og strækker sig ind over dele af Amager. En række broer og en tunnel forbinder de sjællandske og amagerske bydele. Siden 2000 har København og Malmø været forbundet af Øresundsforbindelsen.

Københavns historie kan føres tilbage til omkring år 800, hvor der lå et mindre fiskerleje, hvor byens centrum nu er. Fra 1300-tallet blev byen Danmarks rigeste og mest betydningsfulde – en status som den har fastholdt lige siden. I dag bor ca. 23 % af Danmarks befolkning i Københavns byområde. Efter en økonomisk nedgangstid omkring 1973-1995 har byen de sidste årtier oplevet økonomisk og kulturel fremgang og står nu stærkere både nationalt og internationalt. København er således i dag blandt Nordeuropas økonomiske centre og hjemsted for en række store internationale virksomheder som A.P. Møller-Mærsk, Carlsberg, Novo Nordisk, Danske Bank og ISS.

En række mindre landsbysamfund er gennem tiden blevet opslugt af København, som fx Valby og Kongens Lyngby. Ligeledes ligger en række naturområder nu indenfor eller omkring byen som f.eks. Dyrehaven, Furesøen og Bellevue Strand ud til Øresund. 43 kilometer nordvest for København ligger Danmarks største sø, Arresø. 

I København findes Danmarks centrale institutioner som Folketinget, kongehuset, højesteret og centraladministrationen. Byen er på trods af sin yderlige placering i Danmark nationens kulturelle og økonomiske center og et vigtigt trafikknudepunkt med Nordens største lufthavn, Danmarks største banegård og en af de største havne, samt kulturinstitutioner som Parken, Nationalmuseet, Tivoli, Glyptoteket og Operaen.

Før middelalderen har navnet på byen sandsynligvis været Havn. I middelalderen hed byen på gammeldansk Køpmannæhafn; et navn der oversat til moderne dansk betyder købmændenes havn og er et udtryk for den betydning, købmændene havde for byen på dette tidspunkt.

En række andre navne bygget over det oprindelige danske navn for byen bruges på forskellige sprog. Som eksempler kan nævnes tysk og nederlandsk Kopenhagen, engelsk Copenhagen, fransk og spansk Copenhague, portugisisk Copenhaga, italiensk Copenaghen, latin Hafnia, tjekkisk Kodaň, islandsk Kaupmannahöfn og færøsk Keypmannahavn.

I 1923 blev den latinske udgave af navnet basis for navngivningen af det netop opdagede grundstof hafnium, idet opdagelsen skete på det nuværende Niels Bohr Instituttet.

Som det hører storbyer til har København også kaldenavne og endda flere af slagsen:

Af og til ses desuden Nordens Paris, men denne smigrende sammenligning med Byernes by er i modsætning til de andre ikke eksklusiv, da den deles med både norske Tromsø og danske Aalborg.

I daglig tale bruges navnet København både om Københavns Kommune og om byen som helhed, der også omfatter hele eller dele af 17 andre kommuner. Nærværende artikel omfatter byen som helhed.

Det samlede byområde defineres geografisk af Geodatastyrelsen (med den såkaldte polygonmetode), hvor vandarealer fratrækkes. Metoden følger FN's retningslinjer, hvor et byområde for at blive betragtet som samlet ikke må have mere end 200 meter mellem husene (parker og lignende ikke medregnet). Dog tæller Geodatastyrelsen stadig hele Københavns og Tårnby kommuner med, til trods for at der i heri indgår store helt ubebyggede arealer, f.eks. på det vestlige Amager, Saltholm og Peberholm. Området optager lidt over 450 km2, men selve byen København optager langt fra denne geografiske størrelse. Danmarks Statistik får derefter antallet af indbyggere via CPR. Det er også Danmarks Statistik der præsenterer de samlede oplysninger.

Selvom byområdet er klart afgrænset fra myndighedernes side, anvender de forskellige betegnelser for det. Geodatastyrelsen anvender København, mens Danmarks Statistik benytter Hovedstadsområdet, og på vejskiltene langs indfaldsvejene har Vejdirektoratet valgt Storkøbenhavn. København er imidlertid den eneste af de tre betegnelser, der er autoriseret af Stednavneudvalget. Det er dog i alle tilfælde det samme område, der menes.

Mange indbyggere i Københavns forstæder identificerer sig dog i højere grad med den kommune, de bor i. Dette kan være for at distancere sig fra Københavns Kommune, der som langt den største kommune naturligt ofte stjæler billedet. I praksis er København dog så tæt bebygget, at man mange steder kun vanskeligt kan se, hvor grænserne mellem de enkelte kommuner faktisk går. Udenforstående vil dog typisk betragte byen som en helhed, selvom der her af og til også ses en tendens til enten at indskrænke til Københavns Kommune eller udvide til hele Hovedstadsregionen. Derfor opgives Københavns indbyggertal nogle steder til ca. 0,6 mio. (kommunens) eller ca. 2,0 mio. (storbyregionens), hvor det rette er  (pr. 1. januar 2017).

Yderligere har en række administrative inddelinger brugt København eller hovedstaden i deres navn. For eksempel omfatter Region Hovedstaden også Bornholm, uanset at denne ø ligger ca. 130 km væk, og det tidligere Københavns Amt omfattede trods navnet ikke Københavns Kommune, selvom amtets hovedsæde i en årrække lå der.

Der er gjort en del fund fra forhistorisk tid i Københavnsområdet. Ved bygningen af Amager Strandpark fandt man f.eks. levn af en kystnær boplads fra yngre stenalder. Gravhøje i forstæderne tyder på menneskelig aktivitet i forhistorisk tid, og mange af bynavnene i nærheden af København vidner derudover om grundlæggelse af byer i det storkøbenhavnske område i vikingetiden.

Indtil for nylig var det ældste spor efter bymæssig bebyggelse i Københavnsområdet inden for voldene fra omkring år 1000, hvor der er fundet spor fra et mindre fiskerleje dér, hvor København ligger i dag. Fiskerlejet lå lige nord for Københavns Rådhus omkring Mikkel Bryggers Gade, der dengang lå ud til havet. Men i forbindelse med udgravning af Metroen har man fundet spor af bådebroer ved Gammel Strand, der daterer sig helt tilbage til omkring år 700. Ved udgravningen til metrostationen ved Kongens Nytorv har man endvidere fundet spor af en gård fra vikingetiden.

Første gang forløberen til København under navnet Havn nævnes i kilderne, er i forbindelse med et søslag mellem Svend Estridsen og den norske konge Magnus den Gode i 1043. Derefter er der tavshed om byens skæbne i de næste 120 år.

Det er sandsynligt, at byen i løbet af 1100-tallet har kunnet profitere på den centrale placering mellem de store domkirkebyer Lund og Roskilde og dermed har været et vigtigt punkt for trafik og handel mellem de to byer. Den naturlige havn samt den lille ø Slotsholmen, som var let at forsvare, har sikkert også givet byen store fordele. I anden halvdel af 1100-tallet brydes tavsheden om byen, da Saxo nævner, at den lille by Hafn, sammen med en række andre byer, overdrages til biskop Absalon omkring 1160. Det nøjagtige årstal kendes ikke, da det gavebrev, som Absalon fik med, er forsvundet. Fra omkring 1167-1171 byggede Absalon en borg og en bymur på stedet.

Under Absalons ledelse begyndte byen at vokse. Især i 1200-tallet udvidede byen sig, så den efterhånden kom til at dække en større del af området mellem Kongens Nytorv og Rådhuspladsen. Gråbrødre Kloster samt kirkerne Vor Frue , Skt. Peder (nu Skt. Petri) og Skt. Nikolai blev alle bygget i første halvdel af det 13. århundrede. Det 13. århundrede var en urolig tid i dansk historie, hvilket kom til udtryk i skiftende bispers og kongers indædte kamp om retten til byen. Biskop Jacob Erlandsen kunne dog i 1251 tvinge den pressede kong Abel til at overgive ham byen, og denne biskop gav i 1254 byen dens første stadsret. Fem år senere, i 1259, blev byen angrebet og plyndret af den rygiske fyrst Jaromar.

Efterhånden begyndte byen at vokse sig til rigets største og mest betydningsfulde, selvom den endnu ikke var blevet hovedstad. Selvom byen var den største boede der dog stadig under 5.000 indbyggere og kun nogle få hundrede færre i byer som Ribe og Århus. Placeringen midt i riget med en naturlig havn ved en vigtig søhandelsvej var ideelt. I 1419 lykkedes det endelig en dansk konge, Erik af Pommern, permanent at tage magten over byen fra kirken, og i 1443 gjorde Christoffer III byen til kongelig residensby. I 1479 blev universitetet grundlagt. København var nu landets vigtigste by.

Under reformationen og Grevens Fejde stillede byens borgere sig på den tabende Christian II's side, men blev dog skånet for større repressalier, da den nye kong Christian III ville holde sig gode venner med borgerne.

Fil:Nyboder 2005-06.jpg|right|thumb|Nyboder i dag. Oprindeligt var bygningerne røde og hvide.
Christian IV fik stor betydning for København. Under ham blev byens gamle mure langs Gothersgade lagt ned og udvidet, så de gik langs den nuværende jernbanelinje mellem Nørreport og Østerport udenom det af Christian IV nyanlagte Nyboder. Københavns volde blev også udvidet med forsvarsanlæg af det nyanlagte område Christianshavn. Fra 1658–1660 under Første Karl Gustav-krig var København som sidste område i riget under dansk kontrol, men under belejring af de svenske tropper anført af Karl X Gustav. I februar 1659 forsøgte svenskerne at indtage byen ved et stormløb, men en fælles indsats fra soldater og byens borgere holdt dem tilbage. Efter det mislykkede stormløb holdt svenskerne dog byen belejret helt frem til 27. maj 1660.

Ved indførelse af enevælden i 1660 under Frederik III blev København en endnu vigtigere by i Danmark, fordi det var herfra den stadigt mere centralistiske danske stat blev styret. I 1660 fik København en ny ledelsesform ved navn Stadens 32 mænd.

I 1711-1712 hærgede en af de værste pestepidemier i Københavns historie. Pesten kostede cirka 22.000 af byens omkring 60.000 indbyggere livet. Nogle år efter gik det endnu en gang galt, da lige over en fjerdedel af byens bygninger gik op i røg ved en bybrand i 1728.

Inspireret af europæiske ideer grundlagde man i 1748 Frederiksstaden nord for Kongens Nytorv med Amalienborg som den flotteste del. I sidste halvdel af det 18. århundrede oplevede København under den Florissante periode en enorm opgangstid som følge af den profitable handel med de stridende magter, England og Frankrig. Opgangsperioden sluttede dog for en tid, da først Christiansborg brændte i 1794 og siden en bybrand i 1795 hærgede den indre by, og derefter kom den britiske flåde for at afkræve Danmark sin flåde (se Slaget på Reden 1801), hvilket også skadede dele af byen. Skaderne havde dog langt fra det omfang som de skader, den landsatte britiske hær forvoldte under det engelske bombardement af byen i 1807, hvor store områder af byen brændte ned, idet det britiske militær brugte raketter. Den middelalderlige Vor Frue Kirke gik også op i flammer. Det meste af Københavns indre by er præget af genopbygningerne efter brandene og bombardementet.

Dette afsnit beskriver perioden fra det engelske bombardement af byen og indtil starten af 1. verdenskrig i 1914. Bl.a. grundet statsbankerotten i 1813 var der ikke råd til at genopbygge de offentlige bygninger, der var blevet ødelagt af bombardementet, som Vor Frue Kirke og universitetet, før et godt stykke op i 1800-tallet. Da der endelig kom gang i økonomien, affødte dette en enorm udvikling. Kulturelt set kom København til at danne rammen om en af dansk histories mest givende kulturepoker, Guldalderen, som prægedes af bl.a. C.F. Hansen, Bertel Thorvaldsen og Søren Kierkegaard. Herefter fulgte industrialiseringen i anden halvdel af det 19. århundrede. Efter en stor koleraepidemi i 1853 besluttede man endelig at nedlægge de gamle volde.

Det blev nu tilladt at bygge permanent, grundmuret nybyggeri uden for voldene. Denne frigivelse i kombination med en meget liberal byggelovgivning førte til et byggeboom i brokvartererne og en betydelig forøgelse af indbyggertallet. Omkring 1800 boede der cirka 100.000 mennesker i hovedstaden, og i starten af det 20. århundrede boede der næsten 500.000.

De nye bydele blev meget forskellige: Frederiksberg og Østerbro blev borgerskabets kvarterer; Nørrebro og Vesterbro blev derimod arbejdernes bydele.

Som erstatning for den gamle fæstning vedtog Estrup-regeringen fra 1886 byggeriet af det store befæstningsbyggeri, herunder Vestvolden. Det var Danmarks største arbejdsplads og er kun senere overgået af Storebæltsforbindelsen. Opførelsen af store projekter som Frihavnen (1894), Rådhuset (1905) og Hovedbanegården (1911) satte også sine spor. København var blevet en industriel storby, hjemsted for virksomheder i international målestok såsom Burmeister  Wain, Østasiatisk Kompagni og Det Store Nordiske Telegrafselskab.

Efter en svag start (Slaget på Fælleden) fik arbejderbevægelsen sit gennembrud i 1900-tallets hovedstad, hvor finansborgmesterposten i 1903 blev overtaget af fagforeningsmanden Jens Jensen. I 1901 gennemførte kommunen en indlemmelse af en række sogne bl.a. Brønshøj og Valby, og i 1902 indlemmedes Sundbyernes Kommune. Kommunens areal blev dermed tredoblet og efterlod Frederiksberg som en enklave i Københavns Kommune.

Dette afsnit beskriver perioden fra starten af 1. verdenskrig i 1914 til i dag. Neutralitetspolitikken medførte, at København ikke blev særligt påvirket af 1. verdenskrig. De såkaldte gullaschbaroner tjente mange penge på aktiespekulation og på at eksportere kødprodukter til Tyskland. Efter 1. verdenskrig var der knaphed på de fleste ting, og en stor arbejdsløshed var medvirkende til en del uro fra især de københavnske arbejderkvarterer. I 1922 gik Landmandsbanken fallit og trak mange med i faldet.

Fra 1917 havde Socialdemokratiet flertal i kommunens styrelse. Det medførte en øget offentlig forsorg, kommunalt boligbyggeri m.m. Anlæggelsen af Fælledparken og andre parker var et andet udslag af kommunens nye social- og sundhedspolitiske program, der bl.a. som følge af boligkriserne i 1908 og 1916 fokuserede på at bygge boliger, der ikke var påvirket af byggespekulation. I takt med at der blev bygget på jorderne uden for Søerne, nærmede København sig omkringliggende byer som Lyngby, Herlev og Rødovre. Og efterhånden blev disse til forstæder. Af mangel på egnet jord i den indre by kom meget af byudviklingen til at foregå omkring disse byer. Denne udvikling blev også hjulpet af mere kollektiv trafik, bl.a. åbningen af S-togslinjerne fra 1934.

Under 2. verdenskrig blev København ligesom resten af Danmark besat af tyske tropper. Flere bygninger blev under besættelsen ødelagt enten ved sabotage eller ved angreb fra de allierede styrker. Heriblandt kan nævnes, at Shellhuset, der var hovedkvarter for Gestapo, den 21. marts 1945 blev bombet af britiske fly. Under dette angreb blev Den Franske Skole på Frederiksberg ramt, og mange børn blev dræbt. Mange industribygninger i København blev også sprængt i luften af den danske modstandsbevægelse.

Efter krigen fik den stigende bilisme en stadig større betydning for byens udvikling, og dette fik fingerplanens ideer om et København bygget op omkring den kollektive S-togstrafik til at blive lidt udvandet. Nogle forstæder voksede op væk fra S-togsnettet. I 1960'erne syntes udviklingen i Københavns Kommune at være gået nærmest i stå, mens man i forstadskommunerne byggede på livet løs. Gladsaxe Kommune under Erhard Jakobsen og Albertslund er eksempler på denne udvikling i Københavns omegnskommuner.

Det indre København oplevede derimod en nedgangstid fra 1960'erne med udflytning af industri og indbyggere. Denne udvikling begyndte at vende omkring 1990. Især med byfornyelsesplanerne fra 1991 blev mange nedslidte kvarterer langsomt men sikkert eftertragtede. Med bygningen af metroen og boliger langs havnen er den indre by blevet bundet bedre sammen. Bygningen af Øresundsbroen i 2000 har forbundet København med det vestlige Skåne, og byen forstærkede dermed sin status som centrum for Øresundsregionen.

Boligmarkedet i byen var i perioden ca. 2002–2007 præget af en boligboble. Dette stoppede som i resten af Danmark i 2007. Markedet har siden 2009 været præget af stigende priser og de fleste steder ligger priserne i faste priser i dag (2017) højere end toppen ti år tidligere. I starten af perioden blev det ligeledes muligt at vurdere andelsboliger efter markedspris. Dette åbnede det ellers lukkede andelsboligmarked op, og andelsboliger omsættes nu oftest i fri handel i stedet for gennem lukkede lister og nogle gange penge under bordet. I bobleperioden var det populært at bosætte sig i Malmø i Sverige og arbejde i København.

Mens Ungdomshuset på Jagtvej eksisterede, var især Nørrebro-området jævnligt præget af voldsomme demonstrationer, der udgik herfra. Dette kulminerede i forbindelse med nedrivningen af huset i marts 2007, og ebbede ud i midten af 2008, hvor der blev lavet et nyt hus til de unge i Nordvest. Siden har der ikke været store demonstrationer med udgangspunkt i bevægelsen omkring Ungdomshuset.

I 2008–2009 var der flere opgør mellem diverse kriminelle grupperinger, hvor unge indvandrere og rockere stod på hver sin side i det, der blev kaldt Bandekonflikten.

Frem til omkring 2025 er der i Københavns Kommune planlagt fire større udvidelsesområder, der skal skaffe plads til 45.000 nye københavnere; Ørestad syd for Field's og på Amager Fælled, Nordhavnen, Valby omkring Ny Ellebjerg Station og Carlsberg-grunden nord for Carlsberg Station skal bebygges. Ligeledes er det planen at det tidligere godsbaneområde mellem Dybbølsbro Station og Hovedbanegården skal bebygges, dog primært med erhverv, bl.a. hoteller og Ikea. Alle områderne er enten gamle industriområder eller landindvinding, bortset fra Amager Fælled som er oprindelig strandeng.

Frederiksberg Kommune planlægger byggeri omkring Flintholm Station og Fasanvej Station. Derudover er fokus på bevarelse og huludfyldelse med enten nybyg eller grønne områder.

I Rødovre bliver Irmabyen bygget på Irmas gamle arealer.

En stor udfordring med de mange ekstra beboere bliver at få plads til trafikken i byen. En udbygning af metroen med en Cityring og bygning af letbane langs ring 3 fra Lyngby til Ishøj skal skabe endnu mere sammenhæng i den københavnske kollektive trafik.

Geografisk set ligger København på det nordøstlige Sjælland med en del af byen på øen Amager. Det vestlige København strækker sig forholdsvist fladt længere ind på Sjælland, mens man mod både nord og syd kan opleve mere kuperet terræn. I det nordvestlige København rejser sig f.eks. omkring Søborg og Høje Gladsaxe en større bakkekæde med højder op til 50 meter over havet.  Disse bakkede landskaber i det nordlige København gennemskæres af en del søer og Mølleåen. Pga. højden i Gladsaxe-området har man her placeret Gladsaxesenderen og Københavns vandforsyning. I den sydvestlige del af København hæver en kalkforskydning sig ved Carlsbergforkastningen. De mere centrale dele af København består primært af fladere landskab, afvekslingsvis i Valby og Brønshøj med mindre hvælvede bakker. To dalsystemer følger fra nordøst til sydvest disse små bakkekæder. I den ene dal finder man søerne, i den anden finder man Damhussøen. Disse mindre dale gennemskæres af åerne Harrestrup Å og Ladegårdsåen. Amager og det meste af den indre by er fladt kystnært land.

Geologisk set hviler København ligesom det meste af Danmark på et istidspræget grundmorænelandskab, der igen hviler på en hårdere undergrund af kalksten. Visse steder i området er der blot ti meter ned til kalklaget, der under bygningen af metroen voldte betydelige problemer.

København ligger i en klimazone præget af den varme Golfstrøms indflydelse. Dette medfører, at København er ca. 5 grader varmere end byens breddegrad ellers dikterer. Samtidig ligger byen også i et område, hvor atlantiske lavtryk typisk passerer forbi. Dette gør, at vejret i alle fire årstider er relativt ustabilt med skiftende perioder med regn og sol.

Nedbør er moderat året igennem med et lille toppunkt fra juni til august. Sne falder primært fra jul til tidligt i marts, men det bliver sjældent liggende længe. Regn i januar og februar er ligeså almindeligt som sne, og gennemsnitstemperaturen for disse to vintermåneder ligger lige omkring frysepunktet.

Foråret kan sammenlignes med det kontinentale Europa, men forsinket omkring en uge grundet det kolde omgivende havvand. På samme måde isolerer vandet om efteråret, så klimaet i København er mildere i lidt længere tid end ellers. I perioden fra midten af oktober til februar kan en eller to storme (eller endda orkaner) optræde. Storme om sommeren er sjældne.

Sommeren er som de andre årstider ofte en blanding af sydvestlige milde, blæsende og regnbringende lavtrykssystemer og perioder med stabile højtryk, der bringer solrigt og relativt varmt vejr med sig. Forekomsten af kraftige lavtryk, der f.eks. kan forårsage storme forefindes relativt sjældent. Mere sjældent er det med orkaner, men de forekommer også. I perioden omkring juli falder der gennemsnitligt mest nedbør, op til 57 mm.

København er anerkendt som en af de mest miljøvenlige byer i verden. Meget af byens miljøsucces kan tilskrives en stærk kommunalpolitik kombineret med en fornuftig national politik. I 1971 etablerede Danmark et miljøministerium og var det første land i verden til at implementere en miljølov i 1973.

Efter en stor indsats for at forbedre vandkvaliteten i havnen bl.a. med etablering af rensningsanlæg og overløbsbassiner, kan man nu svømme i havnen, og der bliver hvert år arrangeret en svømmekonkurrence i kanalen omkring Christiansborg. Ligeledes er der etableret flere havnebade i den indre havn. Udover en forbedring af vandkvaliteten i havnen er der ligeledes arbejdet på at forbedre vandkvaliteten i byens søer. Gentofte Sø er en af de reneste søer i regionen, og der kan bl.a. findes sjældne orkideer i vådområdet.

Jorden i Københavns byzone er som udgangspunkt lettere forurenet. Denne forurening kan f.eks. stamme fra bilers udstødning eller industriens udledning af røg og støv. Derudover er der mange områder i København, hvor der er forurening af højere grad. Dette kan skyldes, at der har ligget forurenende virksomheder på grunden, som farverier eller benzinstationer, at der er deponeret affald eller af andre grunde.

København oplever lige som andre storbyer problemer med luftforurening og larm fra biler, busser og lastbiler. Man regner med, at hvert år dør omkring 500 københavnere tidligere end ellers som følge af forurening. I 2007 viste en undersøgelse, at den femtedel af Københavns indbyggere, der boede nærmest de mest befærdede gader, havde dobbelt så stor risiko for at dø tidligere end normalt. Fra 2010 er der dog etableret en miljøzone, hvor alle lastbiler skal have partikelfiltre på.

I de senere år er der kommet ekstra fokus på at markedsføre sig på miljøområdet og især Københavns Kommune arbejder målrettet med dette. I 2001 blev der bygget en stor offshore vindmøllefarm lige uden for den københavnske kyst på Middelgrunden, der producerer omkring 4 % af byens elektricitet. Der er forslag fremme om at placere flere møller ved bl.a. Nordhavnen og Lynetten. Som belønning for en langvarig indsats inden for helhedsorienteret miljøplanlægning modtog Københavns Kommune i 2006 European Environmental Management Award, og hele byen København blev i 2009 kåret som Europas grønneste by i The Economist.

Byen København styres politisk af ovenstående 18 kommuner og 2 regioner. Derudover er der samarbejder på tværs af kommuner, regioner og lande.

De fleste kommuner i Københavnsområdet har socialdemokratiske borgmestre. Det gælder Københavns Kommune og størstedelen af kommunerne på Vestegnen. Kommunerne uden socialdemokratisk borgmester er Frederiksberg Kommune i den centrale del af byen, de to nordlige kommuner Lyngby-Taarbæk og Rudersdal. Hertil kommer Høje-Taastrup, Vallensbæk og Glostrup mod vest samt Greve Kommune længst mod sydvest.

Størstedelen af København er placeret i Region Hovedstaden, der er dannet i forbindelse med Strukturreformen i 2007 af de tidligere Københavns og Frederiksborg amter samt kommunerne København, Frederiksberg og Bornholm.

En del af Københavns sydvestlige kvarterer ligger i Region Sjælland.

Regionernes vigtigste opgaver er sygehusområdet, herudover ejes i fællesskab Movia, det kollektive trafikselskab i Østdanmark (dog uden Bornholm). De to regioner udgør også i fællesskab en af Danmarks fire beskæftigelsesregioner. Gymnasierne, sygeplejeskolerne og tekniske skoler, AMU-centre og øvrige kortere videregående uddannelser er alle fra og med 2007 i lighed med øvrige uddannelser selvejende institutioner finansieret af staten, mens folkeskoler, daginstitutioner og plejehjem hører under de enkelte kommuner.

Kommunerne i de enkelte regioner har et samarbejde i henholdsvis Kommunekontaktråd Hovedstaden og Kommunekontaktråd Sjælland. Her samarbejdes især om de tilbud, der gives borgerne.

Fra 1974-1989 fungerede Hovedstadsrådet som et centralt planlægningsorgan for hele hovedstadsregionen og HUR fungerede med omtrent samme formål fra 2000-2006.

En del af Københavns nærmeste satellitbyer som Birkerød og Lillerød betragtes som en del af Storkøbenhavn, og det politiske arbejde på kommunalt niveau om byen København involverer derfor ofte disse kommuner. Kommunerne på den københavnske vestegn står i den forbindelse ofte samlet under Vestegnssamarbejdet og har samlede politiske udspil.

Region Hovedstaden, Region Sjælland, Københavns og Frederiksberg Kommune, Bornholms Regionskommune samt Kommunekontaktråd Hovedstaden og Sjælland deltager sammen med tilsvarende myndigheder fra Skåne i Öresundskomiteen, som er en regionalt samarbejde om at fjerne grænsehindringer ved at bo og arbejde i Øresundsregionen.

I København var der pr. 1. januar 2017 1,3 mio. indbyggere, hvilket udgjorde 22,5 % af den samlede danske befolkning. Dette er en stigning fra 21,2 % i 2009.

Især betegnelserne Storkøbenhavn og senere Hovedstadsområdet (i dag betegnelsen for det bymæssigt sammenhængende område omkring København), skabt før 2. verdenskrig af de store forstadsudvidelser, begyndte man først at anvende i efterkrigstiden. I disse betegnelser hørte udover København og Frederiksberg også store omegnskommuner som Gladsaxe, Gentofte, Hvidovre og Tårnby. Det var først fra 1. januar 1999, at Danmarks Statistik begyndte at afgrænse København ud fra en opdeling i by/land frem for en sammenlægning af hele kommuner. Før den nuværende afgrænsning af byen København fra 1999 blev antallet af indbyggere i Hovedstadsområdet opgjort til 1,4 millioner.

Der tales endvidere om Region Hovedstaden, der indbefatter dele af Nordøstsjælland og Bornholm, men ikke Roskilde- og Køge-området. Regionen havde 1,65 millioner indbyggere, og må som begreb ikke forveksles med Hovedstadsregionen.

Med bygningen af Øresundsbroen i 2000 blev København centrum for en ny by-region, nemlig metropolregionen kaldet Øresundsregionen. Området umiddelbart omkring Øresund, det vestlige Skåne med Malmø og Helsingborg og det østlige Sjælland har i alt cirka 3 millioner indbyggere, mens den samlede Øresundsregion, hvortil hele Sjælland, Lolland-Falster samt hele Skåne medregnes, har omkring 4 millioner indbyggere.

Københavns Kommunes godt halve million indbyggere udgør omtrent halvdelen af det samlede Københavns indbyggertal. De største af de øvrige kommuner er Frederiksberg, Gentofte og Gladsaxe, mens den mindste er Vallensbæk med 15.000 indbyggere (pr. 2017). Arealmæssigt er de største kommuner København (86km2) og Lyngby-Taarbæk, mens de mindste er Frederiksberg og Vallensbæk. Frederiksberg har den største befolkningstæthed i både København og Danmark med ca. 12.000 indbyggere pr. km².

Indbyggertal i København gennem tiderne:

Da København består af mange kommuner, er det vanskeligt at dele byen op i by og forstad. Men i Fingerplanen fra 1947 finder man et ikke-administrativt område, der benævnes Det indre storbyområde. Dette område omfatter den bebyggede del af Københavns Kommune (en del af Vestamager regnes hverken for by eller park men for ikke urbant område). Øvrige kommuner eller dele deraf inkluderet i området er Frederiksberg, Gentofte, Hvidovre, store dele af Herlev, Rødovre og Gladsaxe kommuner samt mindre dele af Tårnby og Brøndby Kommuner
Området omfatter omkring 180 km² og har cirka 925.000 indbyggere (mellem 900.000 og 950.000), og intet af området er at betragte som forstad. Den indre storby er en hårdere fortolkning af bybegrebet end hvad f.eks. Danmarks Statistik bruger i begrebet byområde. Tallet kan bruges til sammenligning med andre storbyer. F.eks. er tilsvarende tal for Stockholm (innerstaden) kun 300.000. Planen er aldrig blevet vedtaget officielt i noget forum, men det pædagogisk visuelle udtryk i planen har vist sig at være så stærkt, at beslutningstagere lokalt og centralt har fulgt planens tanker.

I København er den evangelisk-lutherske kristendom ligesom i resten af Danmark dominerende. Andelen af folkekirkemedlemmer er dog markant mindre i Københavns Stift end i resten af landet med 56,9 % i 2019. Københavns Stift omfatter dog også bl.a. Bornholm og inkluderer ikke Københavns forstæder, som i stedet hører under Helsingør Stift, hvor andelen af folkekirkemedlemmer er 67,6 %. Udover evangelisk-luthersk kristendom er der også en mindre katolsk menighed med Sankt Ansgar Kirke som domkirke.

Den næststørste religion i København er Islam. Det vides ikke med sikkerhed, hvor mange muslimer der bor i København, da indbyggere i Danmark generelt ikke registreres efter religiøst tilhørsforhold. I 2014 er der ca. 50.000 indbyggere i Københavns Kommune med oprindelse i lande med overvejende muslimsk befolkning. Det svarer til ca. 9 % af hele kommunens befolkning. En tredje religion er jødedommen, hvor der bor ca. 6.000 jøder i Danmark, heraf den største del i Københavnsområdet. Herboende muslimer har flere moskeer rundt omkring i byen, og der arbejdes på at etableres flere stormoskeer flere steder i byen, bl.a. på Moskegrunden på den nordlige del af Amager og i nordvestkvarteret. Herboende jøder har en synagoge i Krystalgade og en mindre synagoge i Ole Suhrs gade.

Udover ovenstående religioner er der også mindre menigheder af buddhisme, hinduisme (der har et tempel i Skovlunde) og andre religiøse overbevisninger, som Forn Siðr (Solbjerg Blotlaug).

Det ældste og mest berømte teater i hovedstaden er det i 1748 grundlagte kongelige Teater placeret for enden af Kongens Nytorv. Teatret har siden dets grundlæggelse været den nationale scene for teater, skuespil, opera og ballet. Det er noget usædvanligt for den type bygninger, at det stadigt er muligt at høre alle fire kunstarter i samme hus..  -- Teatret har en stor scene benævnt Gamle scene, som kan rumme ca. 1.600 tilskuere. Inden for de sidste år har opera og skuespil dog fået selvstændige bygninger. Operaen blev bygget i 2005 på Holmen over for Amalienborg og kan huse op til 1.703 tilskuere. Skuespilhuset kom til i 2008 ved Kvæsthusbroen ved Nyhavn. Den Kongelige Danske Ballet kan stadig findes på Det Kongelige Teaters gamle scene. Da den er grundlagt i 1748, er den en af de ældste ballettrupper i Europa. Den er hjemsted for Bournonvilleballetstilen.

Udover de mere traditionelle tilbud som teater, opera og ballet, som Det Kongelige Teater kan byde på, findes der et væld af andre teatre, der byder på nyfortolkninger af klassiske teaterstykker samt helt nye stykker og genrer, som Folketeatret og Nørrebro Teater.

København har igennem mange år haft en stor jazzscene. Jazzen kom til København i 1960'erne, hvor amerikanske jazzmusikere som Ben Webster, Thad Jones og Dexter Gordon flyttede til byen. Musikalsk samledes de på Jazzhus Montmartre, som i 1960'erne var det europæiske centrum for den moderne jazz. Jazzklubben lukkede i 1995, men der er planer om at genåbne den i maj 2010. Hvert år i juli måned fejres Copenhagen Jazz Festival, som fylder spillesteder og pladser med jazzkoncerter.

Det vigtigste sted for rytmisk musik i København er Vega på Vesterbro, som er blevet valgt til bedste koncertsted i Europa af det internationale musikmagasin Live Pumpehuset og Den Grå Hal er ligeledes populære indendørs koncertsteder. De største indendørs koncerter bliver afholdt i Parken, hvor der er plads til op imod 55.000 tilskuere.

De største udendørs koncerter arrangeres ofte i Valbyparken, herunder Grøn Koncert.

For gratis underholdning kan man gå en tur op ad Strøget, især mellem Nytorv og Højbro Plads, der sen eftermiddag og aften forvandler sig til et improviseret treringscirkus med musikere, tryllekunstnere, jonglører og andre gadeoptrædener.

Som Danmarks hovedstad rummer København nogle af de vigtigste samlinger om dansk historie og kultur, men enkelte museer har også samlinger af stor international kvalitet. Nationalmuseet, der blev grundlagt i 1807, er det vigtigste museum i Danmark for kultur- og historieminder. Museet rummer bl.a. et væld af oldtidsfund med uvurderlige genstande som f.eks. Solvognen. Ny Carlsberg Glyptotek fremviser ligeledes en bred samling af genstande fra forhistorisk tid til i dag. Museet har antikke samlinger fra Mesopotamien, Egypten inklusive en stor samling mumier, det gamle Grækenland med et stykke fra Parthenonfrisen, der er af international kvalitet, og forskellige artefakter fra det gamle Rom. Glyptoteket er helt unikt og det eneste af sin slags i de Nordiske lande.

Statens Museum for Kunst er landets største kunstmuseum med store samlinger og ofte udstillinger med nyere kunst. Thorvaldsens Museum fra 1848 med Bertel Thorvaldsens mange figurer var byens første egentlige kunstmuseum. Den Hirschsprungske samling rummer mest malerier fra Guldalderen og af skagensmalerne. Den moderne kunst fremvises primært i Arken i Ishøj og Louisiana i Humlebæk nord for København.

Davids Samling er genåbnet i 2009 og rummer udover dansk kunst og kunsthåndværk en af de ti væsentligste samlinger af islamisk kunst i den vestlige verden. Tøjhusmuseet fra 1838 rummer en enorm samling af krigsmateriel fra middelalderen og frem til nyere tid.

De naturhistoriske museer er repræsenteret med Botanisk Have, Geologisk Museum og Zoologisk Museum. De tre museer er planlagt samlet på én adresse ved Botanisk have i 2012 som et nationalt naturhistorisk museum. Eksperimentarium og Tycho Brahe Planetarium omhandler generel fysik og astronomi.

København rummer også mere specialiserede museer som Arbejdermuseet, Frihedsmuseet, Københavns Bymuseum, Storm P Museet, ToldSkat Museet og Post  Tele Museum.

København har en række parker, hvor de to største er Valbyparken og Fælledparken på hhv. 64 og 58 ha. Valbyparken lægger bl.a. plæne til Grøn Koncert. Fælledparken på Østerbro er blandt de mest besøgte attraktioner i Danmark med flere millioner besøgende om året. Den tredje største park i København er Frederiksberg Have (32 ha) i den vestlige del af byen. Her kan man bl.a. nyde udsigten til Norman Fosters elefanthus i Zoologisk Have, som optager den vestlige del af haven. Derudover er der Sydhavnstippen, som er et 52 ha naturområde med masser af dyreliv og planteliv.

En anden meget populær park er Kongens Have i det centrale København med Rosenborg Slot. Parken har været åben for publikum siden starten af 1700-tallet. Centralt i byen langs de tidligere volde findes en række parker, hvoraf Tivoli er den mest kendte.

Noget særligt for København er, at flere kirkegårde ligeledes har en dobbeltfunktion som parker, dog kun for stille aktiviteter. Assistens Kirkegård, hvor H.C. Andersen blandt andet ligger begravet, er et vigtigt grønt åndehul for Indre Nørrebro. Det er officiel politik i København, at alle indbyggere i 2015 skal kunne nå en park eller strand til fods på mindre end 15 minutter.

København har udover parker også en række skove, herunder Vestskoven (15 km²) i den vestlige del og Hareskoven (9 km²) i den nordvestlige del. Dyrehaven (11 km²) ligger i den nordlige del og indeholder både skov, slette og en golfbane.

Lige vest for ringen af parker fra de gamle volde findes Københavns Indre Søer. Af andre markante søer findes Damhussøen i den vestlige del af byen og bl.a. Utterslev Mose og Bagsværd Sø i den nordlige del.

København har en række sandstrande. Den største er Amager Strandpark, der åbnede i 2005, som inkluderer en 2 km lang kunstig ø og totalt 4,6 km sandstrand. Derudover findes bl.a. strande ved Bellevue og Charlottenlund langs nordkysten og Brøndby langs sydkysten. Strandene er suppleret af flere havnebade langs havnefronten. Det første og mest populære af disse er placeret ved Islands Brygge.

Mange danske medieselskaber har deres hovedsæde i København. Det statsfinansierede DR startede sine radioaktiviteter her i 1925. I starten af 1950'erne var virksomheden ligeledes ansvarlig for at udbrede fjernsyn til hele landet. I dag har medievirksomheden adskillige fjernsyns og tv-kanaler, som styres fra DR Byen, bygget i 2006/07 i Ørestad. Det Odense-baserede TV 2 har samlet sine københavnske aktiviteter på Teglholmen.

To af de tre store landsdækkende aviser Politiken og Berlingske samt de to store tabloidaviser Ekstra Bladet og BT har hovedkontor i København. Ydermere har Jyllands-Posten en redaktion i byen. 2003 fusionerede Politikens Hus med Morgenavisen Jyllands-Posten og dannede selskabet JP/Politikens Hus. Berlingske, grundlagt i 1749 er Danmarks ældste avis. Berlingske Media, som bl.a. udgiver Berlingske er ejet af den London-baserede Mecom Group. Derudover findes en lang række lokalaviser som Vesterbro Avis. Andre medievirksomheder inkluderer Aller Media, som er den største udgiver af ugentlige og månedlige magasiner i Skandinavien, Egmont, som bl.a. står bag Nordisk Film, og Gyldendal, den største danske bogudgiver.

København har ligeledes en relativ stor film- og tv-industri. Filmbyen, der ligger på en nedlagt militærbase i forstaden Hvidovre, huser adskillige filmselskaber og studier. Blandt filmselskaberne er Zentropa, hvori filminstruktøren Lars von Trier er medejer, som står bag adskillige internationale filmproduktioner og som var en af grundlæggerne af dogmebevægelsen. Historisk var København, og især selskabet Nordisk Film, i 1910'erne og 1920'erne centrum for filmindustrien i Nordeuropa med hundredvis af årlige filmproduktioner. Nordisk Film i Valby producerer stadig mange film og har i dag 1.200 medarbejdere (pr. 2006) og er den største producent og distributør af elektronisk underholdning i Norden.

Den største koncentration af cafeer er i Indre By, Østerbro og Vesterbro. Den første københavnske cafe åbnede i 1831 på Hotel D’Angleterre, men det var først med åbningen af Café Sommersko i 1976, at cafekulturen for alvor kom til København, og der er nu over 300 cafeer spredt over hele byen.

Det københavnske natteliv er centreret omkring Indre by, Nørrebro og Vesterbro, bl.a. Laurits Betjent, Nasa, Rust og Vega.

Inden for det seneste årti har København for alvor markeret sig med restauranter, der kan måle sig blandt de bedste. Mest fremtrædende er Noma, med 2 stjerner i Michelin-guiden 2007-2010, som derudover er blevet udnævnt som den bedste restaurant i verden. Udover Noma havde København 11 restauranter, der har fået én stjerne i Michelinguiden 2010. I 2016 fik Restaurant Geranium som den første danske restaurant nogensinde tre michelinstjerner, der er den højeste score.

Pølsevognen har traditionelt været det foretrukne spisested for den lille sult, men udfordres nu af burgerbarer, pizzeriaer, shawarma- og sushi-barer og lignende. Smørrebrødsrestauranter er en anden type frokostbeværtning, som er kendetegnende for København.

København er den hovedstad i verden, hvor økologisk mad har den største markedsandel. Et ud af ti indkøb er økologisk i København.

København repræsenterer en lang række sportsgrene og er i Danmark ofte førende på området. Af større sportsanlæg findes bl.a. Parken, men også f.eks. Brøndby Stadion, Farum Park og Gladsaxe Stadion til fodbold, Østerbro Stadion til atletik, Ballerup Super Arena til banecykling, Rødovre Skøjte Arena til ishockey, Brøndbyhallen til håndbold og Bagsværd Rostadion til roning.

Det største danske stadion Parken, som ligger på Østerbro, er både hjemmebane for det danske fodboldlandshold og fodboldklubben F.C. København. F.C. København har i en årrække været meget dominerende i den danske Superliga med 7 mesterskaber siden 2000. Derudover er København bl.a. hjemby for fodboldklubberne Brøndby IF, AB, B.93, Frem og Fremad Amager. Af større fodboldstadioner findes udover Parken også Brøndby Stadion (som er Danmarks næststørste), Gladsaxe Stadion og Farum Park. Østerbro stadion er byens største stadion til atletik.

Inden for håndbold er KIF Kolding København det største københavnske hold. De har dog udelukkende et herrehold tilknyttet håndboldligaen. KIF Kolding København er en delvis videreførsel af AG København, som fusionerede med Kolding IF Håndbold. Til trods for stor fremgang i Champions League foråret 2012, kom AG København pludselig i kraftig økonomisk krise i sommeren samme år, der 31. juli 2012 førte til at klubben indgav konkursbegæring.

Inden for atletik er det især klubben Sparta, der har gjort sig bemærket. Copenhagen Athletics Games afholdtes i perioden 2005–2007, og før det afholdtes Copenhagen Games. Begge stræbte efter at vise atletik i verdensklasse. DM i ishockey blev i mange år domineret af de københavnske klubber KSF og Rungsted IK, men siden da har Rødovre Mighty Bulls overtaget prædikatet som byens bedste ishockeyhold.

København har en lang tradition for roning og har leveret flere landsholdsroere. DSR, som er Danmarks største roklub, og Kvik, der begge ligger i Svanemøllebugten, har hvert år siden 1895 roet den traditionsrige svanemøllematch. Derudover findes en række andre klubber bl.a. Københavns Roklub og Bagsværd Roklub.

København kan vise en række golfbaner, bl.a. Københavns Golf Klub i Dyrehaven og Royal Golf Center i Ørestad. Royal Golf Center er blevet anlagt med henblik på at kunne afholde PGA-turneringer.

I Københavns Kommune er der blevet lagt planer om at gøre København til vært for fremtidige internationale sportsbegivenheder. København var i 2009 vært for World Outgames, som er en international sportsbegivenhed for homoseksuelle. Og ambitionen om afholdelse af verdensmesterskaber i f.eks. håndbold og ishockey forstærkes p.t. af opførelsen af Copenhagen Arena.

For hestesport findes i de nordlige forstæder den i 1891 åbnede Charlottenlund Travbane, som er Nordens ældste. Ligeledes mod nord findes også Klampenborg Galopbane. Fra 1922 til 1976 eksisterede i Tårnby ligeledes Amager Travbane.

Venskabsbyer er i Danmark på kommunalt niveau. Københavns Kommune har valgt ikke at have nogen venskabsbyer. De fleste af nabokommunerne har dog valgt at have venskabsbyer. Der er derfor alligevel omkring 85 udenlandske byer, som på den måde har en del af København som venskabsby.

Grundskoler kan findes over hele byen, både private og offentlige. Som i resten af Danmark er langt de fleste skoler offentlige folkeskoler, som styres og finansieres af kommunerne. For København kommune går ca. 72 % af eleverne i offentlig skole, mens det for de omkringliggende kommuner ligger højere. De private skoler oprettet under friskoleloven omfatter traditionelle grundtvig-koldske friskoler, større privatskoler (typisk opstået som realskoler), lilleskoler, kristne friskoler, katolske skoler, muslimske skoler, tyske mindretalsskoler, steinerskoler, freinetskoler m.fl. De private skoler finansieres med 75 % af staten og 25 % af forældrebetaling.

Ungdomsuddannelser, der kan opdeles i erhvervsrettede og gymnasiale uddannelser kan findes over hele byen. Blandt de mere kendte kan nævnes Gefion Gymnasium, Det frie Gymnasium og  Ingrid Jespersens Gymnasieskole. Desuden ligger landets ældste 2-årige STX-uddannelse i København, nemlig Nørrebro Gymnasium. Indtil 2020 bar institutionen navnet Akademisk Studenterkursus.

Ud over folkeskoler og gymnasier har en del af landets højere uddannelsesinstitutioner til huse i København. Københavns Universitet er Danmarks ældste universitet. Det blev indviet i 1479, og universitetets ældste bygninger ligger på Frue Plads, hvor Københavns ældste hus ligger i universitetsgården. I 2007 blev den tidligere Kongelige Veterinær- og Landbohøjskole på Frederiksberg og Danmarks Farmaceutiske Universitet fusioneret med Københavns Universitet, som nu har 5.500 forskere og næsten 40.000 studerende. Derudover har KU afdelinger på det nordlige Amager og sundhedsvidenskab på Panum Instituttet på Østerbro.

Copenhagen Business School, der tidligere blev kaldt Handelshøjskolen i København, har til huse i fire moderne bygninger på Frederiksberg. Skolen har ca. 16.000 studerende og 500 fastansatte forskere. IT-Universitetet i København, blev oprettet i 1999 som en del af CBS, men er fra 2003 et selvstændigt universitet, der dog stadig samarbejder med CBS. Der går mere end 1.500 studerende på universitet, hvor man kan uddanne sig til cand.it.

Ingeniøruddannelserne er samlet på Danmarks Tekniske Universitet i Lyngby. Udover den primære lokalitet i Lyngby har DTU ligeledes afdelinger i bl.a. Helsingør og Risø. Samlet har institutionen ca. 7.000 studerende.

På Holmen ligger en campus med flere institutioner med kunstneriske og kreative fag. Det drejer sig bl.a. Statens Teaterskole, Den Danske Filmskole og Kunstakademiets Arkitektskole. Øvrige kreative fag kan f.eks. studeres på Danmarks Designskole og Det Kgl. Danske Musikkonservatorium.

Der findes to professionshøjskoler og to erhvervsakademi i København, der har uddannelser som lærer, sygeplejerske, byggeri, design, ledelse mm. Professionshøjskolen UCC og Professionshøjskolen Metropol har begge ca. 10.000 studerende, mens KEA (Københavns Erhvervsakademi) har ca. 3.000 studerende. Dertil kommer Niels Brock Copenhagen Business College 

Det Informationsvidenskabelige Akademi uddanner blandt andet bibliotekarer og har omkring 1.000 studerende, hvoraf de 800 er i København.

Udover den forskning, der varetages på offentlige institutioner varetages rigtig meget forskning af private virksomheder, som fx, Novo Nordisk og Lundbeck.

Hovedstadsområdet er som landets største byområde et naturligt økonomisk kraftcenter for landet, men også for det sydlige Sverige spiller byområdet en vigtig økonomisk rolle. Selve Københavns Kommune er dog placeret som nr. 70 ud af 96 i Dansk Industris index over erhvervsklima. I en tilsvarende måling i Dagbladet Børsen er kommunen placeret som nummer 16. Samtidig er København dog også en af de dyreste byer at bo i..

Tidligere var København præget af en række store industrielle virksomheder som Burmeister  Wain og Dansk Sojakagefabrik. København var ligeledes udgangspunkt for C.F. Tietgens omfattende netværk af virksomheder (Privatbanken, Det Store Nordiske Telegrafselskab, De Danske Spritfabrikker m.fl.). Fra anden verdenskrigs afslutning er den tunge industri flyttet uden for byen eller helt ud af landet, og København er i højere grad blevet en vidensby.

Politisk set er det meste af centraladministrationen placeret i København, hvor de fleste ministerier har kontorer på eller i området omkring Slotsholmen. Ligeledes er de fleste styrelser placeret i Københavnsområdet, hvilket sammen med de mange private vidensarbejdspladser giver et højt specialiseret arbejdsmarked med mange videnstunge job.

Københavnsområdet er hjemsted for en håndfuld stærke forretningsklynger inden for områderne biotek, cleantech, IT og shipping. Klyngerne inden for biotech og cleantech har mange overlap, inden for f.eks. biomasseproduktion. Begge klynger støttes af klyngeorganisationer til vækst og fremme af industrierne. Inden for biotech er klyngeorganisationen Medicon Valley og inden for cleantech/miljøteknologi er det den nystiftede Copenhagen Cleantech Cluster. Klynger har fået et større fokus fra regionalpolitisk side, da klynger som cleantech-klyngen dækker over mere end 350 virksomheder og ca. 30.000 arbejdspladser.

Flere af de største danske virksomheder har hovedsæder i byområdet; specielt virksomheder inden for den farmaceutiske industri (Novo Nordisk, Lundbeck, Ferring m.fl.) og skibsfart (A.P. Møller-Mærsk, Torm, D/S Norden, J. Lauritzen) er vigtige for områdets økonomi. Ligeledes præger flere store finansielle koncerner sammen med Nationalbanken det centrale København herunder Danske Bank, Nordea Bank Danmark og Nykredit. Carlsberg, ISS og Skandinavisk Tobakskompagni er andre store selskaber, der har hovedsæde i Københavnsområdet.

I 2012 blev byen kåret af The Economist til den 23. mest konkurrencedygtige by i verden – nummer 8 i Europa. På kategorien Human Capital blev København kun overgået af Dublin og Hong Kong.

Ifølge turistorganisationen Wonderful Copenhagen forventes antallet af hotelovernatninger i hovedstadsregionen i 2012 at lande på ca. otte mio., hvilket er ca. 300.000 flere end 2011, der var hidtil bedste resultat. Væksten i overnatninger i hovedstadsregionen forventes dermed at lande på ca. fem pct. for hele 2012 og over 6 pct. for selve København, mens antallet af overnatninger på landsplan oplever et fald i væksten. Ifølge turistorganisationen er der tale om en international tendens, hvor det i høj grad er storbyturismen, der viser fremdrift. Fremgangen i hovedstadens hotelovernatninger var først og fremmest båret af udenlandske overnatninger, som steg med ca. ni pct. i årets tre første kvartaler. Stigningen i antallet af danske hotelovernatninger i hovedstaden i samme periode var blot på 1,5 pct. De fleste udenlandske turister i København kommer fortsat fra Sverige, Norge og Tyskland.

I København findes fem 5-stjernede hoteller, der bl.a. tæller Hotel Nimb i Tivoli og Hotel Skt. Petri i Indre By. En omfattende ombygning i 2012–2013 af det berømte Hotel D'Angleterre på Kongens Nytorv har gjort hotellet til Københavns eneste 6-stjernede hotel.

København har i alt 12 hoteller med flere end 300 værelser og Europas største vandrehjem, Danhostel Copenhagen City på Kalvebod Brygge, med i alt 1020 sengepladser. Byens – og Skandinaviens – største hotel er det 75 meter høje Bella Sky Comwell i Ørestad med i alt 812 værelser fordelt på to tårne. Radisson Blu Scandinavia Hotel ved Islands Brygge er med sine 86 meter og 26 etager Danmarks højeste hotel. 8 ud af Københavns 11 største hoteller er bygget i det 21. århundrede, hvorimod Admiral Hotel i Frederiksstaden, der åbnede i 1978, ligger i en bygning opført i 1787. Også Radisson Blu Royal Hotel af Arne Jacobsen fra 1960, er værd at nævne. Det ligger centralt ved Vesterport.

Siden 1990'erne har krydstogtturismen – ligesom mange andre store havnebyer i Europa og resten af verden – været i betydelig vækst i København. I perioden 2005-2012 øgedes antallet af anløb med over 100, og antallet af passagerer næsten fordobledes i takt med, at tonnagen er blevet større. I Københavns Havn lægger krydstogtskibene til kaj i tre forskellige – og fra 2014 fire – områder: Langeliniekaj, Nordre Toldbod, Frihavnen og Nordhavnen (åbner i 2014). I 2012 lagde et krydstogtskib til kaj i Københavns Havn 372 gange med i alt 840.000 passagerer, hvilket var den hidtil bedste sæson i både København og resten af Danmark. Dermed er København Skandinaviens største krydstogthavn og Nordeuropas næststørste kun overgået af Southampton.

Københavnsområdet er hjemsted for en håndfuld stærke forretningsklynger inden for områderne biotek, cleantech, IT og shipping. Klyngerne inden for biotech og cleantech har mange overlap, inden for f.eks. biomasseproduktion. Begge klynger støttes af klyngeorganisationer til vækst og fremme af industrierne. Inden for biotech er klyngeorganisationen Medicon Valley og inden for cleantech/miljøteknologi er det den nystiftede Copenhagen Cleantech Cluster. Sidstnævnte regnes som en af de stærkeste i verden, blandt andet som følge af årlige vækstrater på over 10 % indenfor eksport.

Indenfor shipping er aktiviteterne samlet i The Danish Maritime Cluster, der har center i København. Det er en af verdens førende maritime klynger, og står for 24 % af Danmarks eksport og 10 % af den samlede danske produktion. Klyngen som helhed beskæftiger 80.000 mennesker i selve virksomhederne og 35.000 i relaterede erhverv, hvoraf størstedelen findes i de store shippingfirmaer i København. Klyngen har en lang række partnere indenfor uddannelse og forskning, herunder blandt andre CBS, Københavns Universitet og DTU. Organiseringen af klyngen ledes af Maritime Development Center og Europe, som også er lokaliseret i byen.

Indenfor finans-IT har man ligeledes en erhvervsklynge. Mens finans og IT udgør 5 % af Danmarks generelle beskæftigelse, er tallet 14 % for Region Hovedstaden. Siden 2009 har man i organisationen Copenhagen Finance IT Region forsøgt at udvikle og fastholde branchen i regionen. En af udfordringerne er, at 50 % af arbejdspladserne i sektoren er risikoudsat i forhold til outsourcing, mod 25 % for servicesektoren generelt. Klyngeorganisationen har en række partnere, herunder CBS, Finansrådet, Dansk Metal og DI ITEK.

Strøget og Købmagergade er de to største shoppinggader med de største og mest almindelige butikker, mens mange af sidegaderne har de mere skæve butikker. På Gammeltorv ved Strøget ligger Caritasbrønden, som regnes som et af de fineste mindesmærker fra renæssancen. I brokvartererne fungerer især hovedgaderne, som Nørrebrogade, Amagerbrogade og Østerbrogade ud fra centrum som traditionelle handelsgader.

I det centrale København ligger stormagasinerne Magasin du Nord, Illum og Illums Bolighus, mens indkøbscentre findes flere forskellige steder i byen med Fields i Ørestad, City 2 i Taastrup og Fisketorvet ved Dybbølsbro som de største. I de centrale bydele tæller andre centre bl.a. Amager Centret, Frederiksberg Centret, Nørrebro Bycenter og Spinderiet i Valby, ligesom Københavns Hovedbanegård og Københavns Lufthavn også rummer en del butikker. I forstadsområderne findes bl.a. Lyngby Storcenter, Glostrup Storcenter og Rødovre Centrum.

København er berømt for at have balance mellem ny og gammel arkitektur og en homogen bygningsmasse i 5-6 etagers højde. I 2008 vedtog Borgerrepræsentationen, at Indre By skal friholdes for højhuse. Således fremstår store dele af Indre By ganske velbevaret på trods af historiske bybrande og bombardementer, selv om mange af de berømte tårne og spir er af nyere dato. Store bybrande har dog betydet, at der ikke er ret mange bygninger ældre end 1728 tilbage. Modsat f.eks. Stockholm er København præget af punktvise fornyelser af bygningsmassen frem for voldsomme rydninger af større kvarterer. Samtidig har økonomien ofte lagt bånd på de mest ambitiøse projekter, hvorfor knopskydningsløsninger som ved Statens Museum for Kunst er udbredt. Store dele af Indre By er underlagt bygningsfredning.

Nogle af de ældste bygninger i indre by er Sankt Petri Kirke fra 1400-tallet og Konsistoriehuset fra ca. 1420. Christian 4. indtager en særlig plads i byens historie. Ikke blot fordoblede han byens areal og anlagde Christianshavn og Nyboder, men han var også hovedstadens første byplanlægger. Af alle kongens mange pragtbyggerier fremstår Børsen (1619–25) i nederlandsk renæssancestil som et enestående bygningsværk i europæisk arkitektur. Barokkens København er ligeledes repræsenteret med det berømte snoede trappespir på Vor Frelsers Kirkes tårn.

Den nye bydel Frederiksstaden, som blev igangsat i 1749, blev et triumftog for rokokostilen. Centralt blev der anlagt en stor plads, Amalienborg Slotsplads med fire adelspalæer, der omkranser Rytterstatuen af Frederik 5.

Efter byens brand 1795 og englændernes bombardement 1807 skulle store dele af byen genopføres. Det blev til huse, med afskårne hjørner, for at brandstigerne kunne komme omkring hjørnerne. Det meste af Indre By præges af denne arkitektur.

Voldenes fald (1856) blev startskuddet på en utøjlet tid, hvor nye kvarterer hastigt skød op. I brokvartererne og på Gammelholm opstod en afgrundsdyb forskel på de dekorerede facader mod gaden og de mørke baggårde og små lejligheder.

En af 1900-tallets største arkitekter Arne Jacobsen introducerede modernismen i Danmark og prægede byen med bl.a. Royal Hotel (1960) og Nationalbanken (1978).

Efterkrigstidens planlægning af hovedstadsområdet blev understøttet af Fingerplanen (1947). Fingerplanen fastlagde, at den bymæssige fortætning fremover primært skulle koncentreres i korridorer langs S-banenettet, mens mellemrummene skulle friholdes til grønne områder.

I begyndelsen af 1990'erne var Københavns Kommune i krise, men der var dog overskud til at igangsætte store bevarende byfornyelsesprojekter på Vesterbro og på Amagerbro. Anlæggelsen af Ørestad skulle være med til at trække hovedstaden op af hængedyndet.

Mod slutningen af århundredet begyndte en reel opblomstring i arkitekturen med tilbygningerne til Statens Museum for Kunst og Det Kongelige Bibliotek. Derefter fulgte markante bygninger som Operaen, Skuespilhuset og Tietgenkollegium i Ørestad Nord.

København har længe været en tætbebygget men ikke særlig høj by. Dette skyldes bl.a. en stor respekt for byens historiske tårne og meget strenge lokalplaner. I de seneste 100 år har den generelle maksimale bygningshøjde været ca. 25 meter. Dette har medført, at de højeste bygninger i Indre By til dato er tårne og spir på Københavns Rådhus, Christiansborg, Vor Frelsers Kirke og Nikolaj Kunsthal.

De højeste bygninger i København er Herlev Hospital på 120 m og tårnet på Christiansborg på 106 m. Den højeste menneskeskabte struktur i København er dog Gladsaxesenderen på 220 meter. Toppen af Gladsaxesenderen er med sine 267 m (inkl. 47 m naturlig højde) det tredjehøjeste punkt i Danmark efter to andre sendemaster. Domus Vista på Frederiksberg var indtil Turning Torso i Malmø indviedes i 2005 Nordens højeste bolighus men er nu kun det næsthøjeste.

I 1947 blev Fingerplanen udarbejdet. Selvom den aldrig er blevet vedtaget i et officielt forum, har den haft stor betydning for København. Sportrafikken fra centrum foregår således i dag ud ad de fem fingre samt i en nyere finger over Amager og Øresund til Skåne i Sverige. Denne finger skaber også forbindelse til Københavns Lufthavn. Også flere af de store indfaldsveje følger fingrene. Til forskel for sportrafikken er der flere ringveje, som skaber forbindelse mellem de ydre områder af byen. Bl.a. Høje-Taastrup Kommune har sammen med de øvrige kommuner i Vestegnssamarbejdet planlagt trafik, boliger og grønne områder i overensstemmelse med Fingerplanens visioner.

Pendling i København har været et emne siden starten af 1900-tallet. Efter etableringen af Frederiksberg, var der borgere som arbejdede i en kommune, men boede i en anden. Deres skatteforhold var derfor genstand for debat. Efterhånden som byen voksede, kom dette til at gælde for flere og flere områder. I 1992 blev der pendlet fra omtrent halvdelen af Sjælland og i 2004 blev der pendlet fra hele Sjælland. Efter Øresundsforbindelsens bygning i 2000 er det også blevet almindeligt at pendle fra Malmø. Pendling med fly er ikke så almindeligt, men finder dog sted fra især Aalborg og Bornholm.

Langs jernbanerne ind mod København er mange pendlere organiseret i såkaldte pendlerklubber, der taler pendlernes sag. Der findes pendlerklubber fra de fleste større byer, som fx fra Roskilde, Køge og Sorø. En af de største pendlerklubber er Pendlerklubben Kystbanen, som organiserer pendlere langs Kystbanen.

I centrum af København foregår meget transport i gang, og op imod 80 % af den samlede færdsel i bymidten foregår til fods. Langt de fleste københavnske veje har fortove langs vejsiderne. I store træk er det kun motorvejene, der ikke har fortove. Dette gør, at det er muligt relativt sikkert at bevæge sig rundt til fods. Der er ligeledes installeret mange fodgængerfelter, hvoraf de fleste findes ved lyskryds.

København har en del gågader, hvor det ikke er tilladt at køre bil hvoraf den mest kendte er Strøget. Ligeledes findes der en del gader omkring strøget, der også har gågadestatus, som fx Købmagergade. I forstæderne er der bl.a. en gågade i Ballerup, hvor den 500 m lange Centrumgaden har gågadestatus.

I København cykler 37 % af indbyggerne (2008) til arbejde eller uddannelse hver dag.

Et kendetegn ved København er de mange cykelstier, der ofte gør cyklen til et mere hensigtsmæssigt transportmiddel. Københavns Kommune har en strategi om at gøre København til verdens bedste cykelby. Et af målene er, at 50 % af københavnerne skal tage cyklen på arbejde eller til uddannelse i 2015. Som en del af denne strategi er Nørrebrogade blevet delvist lukket for biler

København blev i 2008 kåret til den mest cykelvenlige by af det amerikanske onlinesite Treehugger.com.

Den indre by er trafikalt præget af middelalderbyens vejplanlægning, hvorfor bil- og buskørsel er svært. Vitalt for biltrafikken er systemet af ringveje i København. Som omkransning af brokvartererne løber Ring 2 og længere ude Ring 3. I mellem disse ringveje er motorvejen Motorring 3. Endnu længere ude er Motorring 4.

Uden for søerne og på Amager er det stadig de gamle landeveje, der er de vigtigste. Herunder hører Vesterbrogade, Nørrebrogade, Østerbrogade og Amagerbrogade. De større indfaldsveje er Lyngbymotorvejen, Hillerødmotorvejen, Frederikssundmotorvejen, Holbækmotorvejen og Køge Bugt Motorvejen. Indfaldsvejene bruges i stor stil af pendlere til at komme til og fra arbejde.

De fleste steder i København er der gratis parkering. Dette gælder dog ikke for de indre bydele, hvor man som udgangspunkt skal betale for parkering. Uden for betalingsområder er der ligeledes områder, hvor der er tidsbegrænsning på parkering. Beboere i Københavns Kommune kan købe en beboerparkeringslicens, der gælder for det nærmeste område.

Den gamle betegnelse for Hovedstadsområdet virker stadig som et zoneinddelt lokaltrafikområde med fælles billetsystem og betjenes af en kombination af busser, metro, S-tog og regionaltog og i periferien af området lokalbaner. S-togene bruges såvel på korte strækninger i den indre by som tilbringere fra forstæderne og til transport i og mellem disse. Den samlede offentlige transport i hovedstadsområdet er blevet anslået til 3,5 mia. personkilometer i 2006, heraf 33 % med S-tog, 33 % med regional- og fjerntog og 25 % med bus.

I modsætning til en række andre storbyer er de forskellige trafikarter trods fælles takstsystem underlagt hver deres selskab. Busserne hører under Movia, metroen under Metroselskabet, S-tog, regionaltog og fjerntog under DSB og lokalbanerne under Hovedstadens Lokalbaner.

Københavns Lufthavn i Kastrup er Skandinaviens største med cirka 27 millioner passagerer om året. Den betjener ud over indbyggerne på Sjælland også indbyggere i Skåne og det øvrige Sydsverige, der med tog over Øresundsbroen let kan komme direkte til lufthavnen. Kastrup har en indenrigs- og to udenrigsterminaler. I 2009 startede byggeriet af en ny terminal CPH GO (tidl. Swift). Kastrup Lufthavn er forbundet med resten af København med bus, tog og metro.

Med det formål at forkorte rejsetiden til Aarhus, har Samsø Air Service søgt, og fået, tilladelse til at flyve med vandflyver mellem København og Aarhus. Rejsetiden forventes at være på en time. Ruten forventes at åbne april 2014. Ruten åbnede i maj 2016, og går mellem Nordre Toldbod 29 og Østhavnsvej 37 i Aarhus.

Omkring København findes ligeledes Roskilde Lufthavn, som fungerer primært som lufthavn for taxifly, privatfly og skoleflyvning, og Grønholt Flyveplads, som dog er en privat flyveplads med meget begrænset trafik.

Københavns Havn har været vigtig for byen siden dens grundlæggelse. Havnen er løbende blevet udbygget og dækker i dag et stort areal mellem Svanemøllebugten og Sjællandsbroen. De sidste årtier er de centrale og sydlige dele af havnen dog blevet omdannet til bolig- og erhvervsformål. Havneaktiviteter foregår derfor fortrinsvis i Nordhavnen, Langelinie og ved Prøvestenen.

Selskabet bag havnen er i dag fusioneret med Malmö Havn og driver de to havne under navnet Copenhagen Malmö Port.

Fra København er der færgeforbindelse til Oslo (Norge) og Swinoujscie (Polen).

København Havn anløbes af 250-300 krydstogtskibe hvert år, og havnen en af de største anløbshavne for disse i Nordeuropa. Havnen (og byen) er ligeledes flere gange kåret som den bedste anløbshavn for krydstogtskibe i Europa og verden.

Der er lystbådehavne ved Svanemøllehavnen, Prøvestenen og flere andre steder. Lystbådehavnen ved Svanemøllehavnen er Danmarks største med plads til 1.170 både.

Københavns har stabile leverancer af vand, el, telefoni og andre leverancer, som sikrer at byen kan fungere. Siden 1859 hvor Københavns første vandværk blev bygget, har københavnerne hovedsagelig fået leveret grundvand. Fra 1859 fra 14 kildepladser langs Harrestrup Å. Siden Søndersø Vandværk ved Farum (1891), Thorsbro Vandværk ved Ishøj (1905), Nybølle Vandværk og Islevbro Vandværk (1923), Marbjerg Vandværk (1934), Lejre Vandværk (1939), Slangerup Vandværk (1954) og Regnemark Vandværk ved Køge Å (1964). Disse vandværker indvinder fra 56 kildepladser. Herfra pumper man grundvand op fra undergrunden. Gennem tiderne har flere andre kildepladser måttet lukke som følge af industriforurening, forurening fra landbruget eller fordi oppumpning af for meget vand har haft skadelige virkninger lokalt på vandløb, søer mv. Eksperimenter med at blande overfladevand i det almindelige grundvand har ikke afgørende ændret ved dette. Vandet er gennem tiderne blevet opbevaret først i Damhussøen og Sankt Jørgens Sø, senere Cisternerne i Søndermarken, Brønshøj Vandtårn og Bellahøj Højdebeholder. I dag opbevares vandet hovedsagelig på Tinghøj i Gladsaxe. Det var Københavns Vand og tidligere Københavns Vandforsyning, der stod for levering af drikkevand til det meste af København, indtil 2001 hvor det blev overtaget af Københavns Energi, og i 2013 af HOFOR som et samarbejde mellem en del af hovedstadsregionens kommuner. El, telefoni mv. leveres som udgangspunkt af store leverandører som DONG og TDC, men der er også mindre selskaber, der bidrager.

København har de senere årtier skabt gode muligheder for at affaldsprodukter fra produktion og husholdninger kan skaffes af vejen med etablering af forbrændingsanlæg og rensningsanlæg. De mere specialiserede og farlige affald håndteres som i de andre danske kommuner af Nordgroup i Nyborg.

Varme i København leveres i høj grad af fjernvarme eller naturgas. I Københavns Kommune leveres dette af HOFOR via et net af fjernvarmerør, som dækker omkring 85 % af det opvarmede areal. De øvrige kommuner er også godt med, med enten fjernvarme eller naturgas og der er udbredt fjernvarme eller naturgas i bl.a. Hvidovre og Gentofte kommuner.

I store dele af byen er det muligt, at få gas via byens distributionsnet. Denne bygas bruges i områder med fjernvarme primært til bl.a. madlavning, men i områder uden fjernvarme også til opvarmning af boliger og vand. Det er også Københavns Energi, der står for distributionen af gas i det meste af byen, ligesom de tager sig af kloaknettet.

Selskabet R98 stod for renovationen i Københavns og Frederiksberg Kommune, men fra marts 2010 er dette blevet overtaget af private vognmænd.

Det største hospital i København – og Danmark – er Rigshospitalet, som ligger på Østerbro ved Fælledparken. Hospitalet er i stand til at behandle stort set alle typer patienter og har ofte den største ekspertise inden for et givet fagområde. Hvidovre Hospital er også et af de største hospitaler og har bl.a. den største fødselsafdeling. Bispebjerg Hospital og Herlev Hospital er blandt de andre store offentlige hospitaler i København. Udover de offentlige hospitaler er der ligeledes en række privathospitaler, som typisk henvender sig til bestemte patientgrupper bl.a. Herlev Privathospital og Københavns Privathospital.

Ansvaret for ambulancetjenesten i København ligger hos Region Hovedstaden, som har udliciteret opgaven til primært Falck. Københavns Brandvæsen dækker Københavns centrum og den nordlige del af Københavns Kommune, mens Frederiksberg Brandvæsen varetager kørslen på Frederiksberg og i Vanløse.

For Københavns, Frederiksberg, Tårnby og Dragør kommuner varetages politiopgaverne af Københavns Politi. De har hovedsæde på Politigården tæt ved Hovedbanegården. Politiopgaverne i de øvrige kommuner varetages for de vestlige forstæder af Københavns Vestegns Politi med hovedsæde i Albertslund og for de nordlige forstæder af Nordsjællands Politi med hovedsæde i Helsingør.

Redningsberedskabet er et kommunalt ansvarsområde, men opgaven kan sendes i udbud, og derfor udfører en privat entreprenør mange steder opgaven. De forskellige kommuner, der udgør København har valgt forskellige løsninger. Inde i byen (Københavns og Frederiksberg kommuner), på Amager, samt mod vest har man kommunalt ejede brandvæsener, mens Falck varetager opgaven i de øvrige kommuner rundt om København. Ved større eller mere komplicerede hændelser, som fx oversvømmelsen af Lyngbymotorvejen ifbm skybruddene i 2011 og 2014, står det statslige beredskab klar med hjælp.




#Article 41: Kongerækken (3377 words)


Kongerækken, forstået som den danske kongerække, er en liste over Danmarks regenter (monarker) gennem tiderne.

Egentlig burde kongerækken nok begynde engang i det 7. eller 8. århundrede, da Danmark i al kendt historisk tid har været et monarki, men da navnene på alle Danmarks konger gennem tiden ikke kendes med sikkerhed, kan en ubetinget korrekt kongerække ikke uden videre opstilles. Dette har ført til, at man gennem årene har set adskillige varierende eksempler på, hvordan Danmarks kongerække skulle opstilles og forstås.

Siden midten af det 19. århundrede har den overvejende mest almindelige præsentation af kongerækken begyndt med Gorm den Gamle, da historikerne har været enige om, at med denne konge og hans efterfølgere, var man på sikker historisk grund både med hensyn til kongernes (og de regerende dronningers) navne, og deres indbyrdes rækkefølge. Dog er det ikke ualmindeligt at anerkende, at også Gorm den Gamles far Hardeknud (også kaldet Knud 1.) var dansk konge, selvom tidspunktet for hans regering og omfanget af hans rige forbliver uklart. Hvis man begynder en dansk kongerække med Hardeknud, betyder det dog ikke dermed, at der ikke godt kan have været én eller flere andre konger i Danmark samtidigt med Hardeknud. Af eksempler på offentligt fremviste eller offentliggjorte udgaver af den danske kongerække, der ikke begynder med kongerne Hardeknud og/eller Gorm, fra det seneste halve århundrede, varieres der en del med hensyn til, hvilken konge disse varianter af kongerækken begynder med. Chlochilaicus, Ivar Vidfadme, Ongendus, Harald Hildetand, Sigfred og Godfred ses som nogle af de konger, som forskellige udgaver af kongerækken vælger at angive som den første konge i rækken, men enkelte udgaver forsøger sig dog også med at lade kongerækken begynde helt tilbage med Skjoldungerne.

Ud over selve Danmark har Danmarks regenter gennem årene dog også i perioder regeret over en række andre områder og riger såsom Gotland, Rügen, Dansk Estland, Hertugdømmerne, Island, Norge og Sverige og i kortere perioder tillige England m.fl..

Kongerækken består, uanset rækkens starttidspunkt, af flere forskellige skiftende slægter, men siden Gorm den Gamle har alle monarkerne dog haft en fælles afstamning, uanset hvad man gennem de efterfølgende tider har kaldt de forskellige danske kongeslægter.

Monarkens rolle er også blevet ændret meget gennem tiden, men monarken har stadig en vigtig funktion som nationalt samlingspunkt i Danmark og kongerækken udfylder en funktion som historisk og kronologisk pejlemærke. At den samme slægt har regeret i Danmark i henved 1100 år (og måske mere) fremhæves også ofte som noget særegent for Danmark sammenlignet med de fleste øvrige af verdens nationer.

Gorm den Gamle, som mange udgaver af kongerækken har som den første konge, selvom frankiske annaler, krønikeskriveren Adam af Bremen og andre værker dog beviser eksistensen af ca. 25 historisk tilforladelige konger før Gorm den Gamle, var konge fra i hvert fald 930'erne og til i det mindste 958 eller måske endda nogle år senere (963 og 964 er to af de nyeste bud for et muligt dødsår for Gorm d. Gamle). Han nævnes på Jellingstenene sammen med hustruen Thyra Dannebod og sønnen Harald Blåtand.

Det danske kongehus oplister selv en version af kongerækken på deres hjemmeside, der begynder med netop Gorm den Gamle og Knud 1./Hardeknud.

Gorm den Gamles placering som den første i kongerækken kan bygge på ældre tiders historieforskning: Før man nærstuderede de frankiske annaler fra 800-tallet, var den første konge af Danmark, man kendte fra hjemlige annaler Knud den Store, der nævnes i den første danske annal fra Lund. Men man kendte også til faderen Svend Tveskæg fra engelske annaler og Svend Tveskægs far Harald Blåtand samt Gorm den Gamle fra Jellingstenene, hvor der nævnes Gorm konge og navnet Danmark. Gorm den Gamle var dermed den første konge af Danmark, man kendte til (når man så bort fra uhistoriske sagnkonger fra f.eks. Saxos Danmarkshistorie) og muligvis derfor indsatte man ham som den første i kongerækken.

Nyere tiders historieforskning  i frankiske årbøger samt krønikeskriveren Adam af Bremens værker har vist, at der optræder hele 17 konger før Gorm den Gamle i de frankiske årbøger fra 800-tallet. Adam af Bremens værk medtager 6 andre konger fra 900-tallet.

Men man lader ofte være med at medtage disse ca. 25 konger i kongerækken, dels fordi man normalt anvender kongehusets kongerække, der følger traditionen med Gorm den Gamle; og også fordi der er uklarhed over, hvorvidt disse konger har regeret over et rige, der kan anses for at have været på størrelse med det nuværende Danmark. I de frankiske annaler nævnes kongerne som herskere over Jylland, Fyn, Skåne og Vestfold, men i Adam af Bremens krønike er der ingen beskrivelser af rigets størrelse, og derfor har nogle af kongerne omkring Sigtrygs regeringstid muligvis kun regeret over Jylland eller Sønderjylland, ligesom der stadig ikke er nogen tilfredsstillende forklaring på, at Harald Blåtand ifølge Den Store Jellingsten vandt sig hele Danmark, som ud af de frankiske årbøger ser ud til at have været samlet næsten 300 år før. Endnu mere forvirring skaber det, at Gorm den Gamle nævner ordet Danmark på Den Lille Jellingsten.

Mange historikere mener derfor, at det danske rige blev opløst i slutningen af 800-tallet, og at Adam af Bremens konger fra Helge til Gorm den Gamle kun regerede over Jylland. Dette kan forklare Harald Blåtands oplysning om, at han vandt sig hele Danmark, da Danmark på det tidspunkt betød det danske grænseområde. (Sætningen kan dog også forklares med Harald erobring af området omkring Hedeby i 970'erne.)

Dette grænseområde bliver nævnt i en rejsebeskrivelse, der blev skrevet af englænderen Wulfstan og normanneren Ottar i 880'erne (som tillæg til den engelske konge Alfred den Stores oversættelse af Paulus Orosius’ senromerske verdenshistorie); de omtaler Halland, Sjælland, Skåne, Lolland-Falster og Langeland som Danmark (Denemearc), mens de bare omtaler Jylland som Jylland. Beretningen er dog ikke altid lige pålidelig; f.eks. bliver det nævnt, at Møre, som er et fylke i Vestnorge, ligger mellem Blekinge og Öland. Men beretningen siger altså, at Danmark blev brugt som betegnelse for landene øst for Storebælt. (Den kan dog også tolkes  som, at forfatterne ikke kendte navnene på andre områder end Jylland, og at Jylland underforstået var en del af Denemearc).

Teorien om Haralds Blåtands erobring af Danmark støttes dog af, at der er fundet spor efter kongsgårde i Lejre (der i overleveringen har været et kongeligt magtcentrum). For dette kan tyde på, at Danmark (der i rejsebeskrivelsen svarer til Skåne, Halland og Sjælland m. omkringliggende øer) også har været et selvstændigt rige med egen konge, der havde sæde i Lejre, i modsætning til den jyske konge, der havde sæde i Jelling. Den Lille Jellingsten omtaler Gorm den Gamles kone Thyra som Danmarks pryd, hvilket kan tyde på, at Thyra har været en kongelig person fra Danmark, og at Harald Blåtand derfor har kunnet gøre krav på riget øst for Storebælt.

Ingen af de teorier, der angår dette spekulative område, er nogensinde blevet verificeret, og derfor vælger de fleste at starte kongerækken med Gorm den Gamle, da han og hans søn er de første, der bruger ordet Danmark om deres riger.

Et problem, med hensyn til hvilke konger der medregnes i rækken, er, at den første konge med navnet Knud normalt er benævnt som Knud den anden den Store. Grunden til det er, at siden Knud den Hellige, i et brev, kaldte sig selv for Knud den fjerde, er det blevet konvention at tælle tilbage fra ham. Enkelte påpeger dog også muligheden, at Knud den Hellige har ment, at han var Svend Estridsens fjerde søn.

Der er flere muligheder for, hvem Knud den 1. var:

Nogle håndskrifter af Adam af Bremens værk nævner en Hardegon inden Gorm den Gamle, hvilket af nogle er blevet udlagt som Hardeknud. Nogle årbøger oversætter navnet på den danske konge Gnupa til Knud. Dette kan være rigtigt, da den samme rune på det tidspunkt stod for både g og k. I slutningen af 900-tallet er der en, som i Danelagen slår mønter med navnet Knud. I Snorre Sturlasons værk Heimskringla omtales en Gorm Hardeknudsøn (der normalt identificeres med Gorm den Gamle); denne Hardeknud kan muligvis identificeres som førnævnte Hardegon. I Óláfs saga Tryggvasonar en mesta (Den større saga om Olav Tryggvason) omtales Gorm d. Gamle eksplicit som søn af Knud (1.)/Hardeknud (der også i islandsk tradition benævnes med variantnavnene Hordeknud, Horda Knud og Knud Haardbo). Ifølge denne tradition var Knud/Hardeknud angiveligt opkaldt efter en Knud den fundne, der dog ikke var konge af Danmark. Kongehuset omtaler i deres kongerække (under beskrivelsen af Gorm den Gamle) Adam af Bremens Hardeknud som Knud 1. Hardeknud, hvilket også nævnes i Gyldendals værk Danmarkshistorien, så på trods af nogle modstridende beviser, anses han ofte for at være Knud 1.

Kongerækken gælder disse områder:

Jellingdynastiet er opkaldt efter byen Jelling, hvor Gorm den Gamle havde et kongesæde. Kilderne og overleveringerne om dynastiets baggrund og grundlæggelse er indbyrdes modstridende, men fra og med Gorm den Gamles far Hardeknud, der nok selv regerede i starten af 900-tallet, er forskere og historikere nogenlunde enige om, at vi er på dynastisk og familiemæssig forholdsvis sikker grund. Hardeknud bliver nævnt af bl.a. krønikeskriverne Adam af Bremen og Snorri Sturluson. Alle danske konger fra og med Gorm den Gamle tilhører dette dynasti med undtagelse af Magnus den Gode.

Den Oldenborgske (og dermed også den Glücksburgske slægt) er således i genealogisk forstand en sidegren af Jellingdynastiet.
Der er for så vidt muligt anvendt samtidige portrætter (hvor dette giver mening), men de fleste portrætter i afsnittet om Jellingdynastiet (frem til 1448) er ikke samtidige (pt. er 12 portrætter af Jellingdynastiets konger samtidige, 1 portræt (en buste) er en moderne rekonstruktion på baggrund af afdødes kranium, og 19 portrætter er ikke-samtidige, heraf er en del fra 1600-tallet) og kan ikke forventes at have nogen lighed med regenten.

Da Hardeknud døde i 1042 blev Magnus den Gode, der siden 1035 havde været konge af Norge, tillige konge af Danmark. Han døde fem år senere. Magnus var den eneste danske konge af Hårfagerslægten (se norsk Wikipedia: ), og menes at være den eneste til ikke at nedstamme fra Gorm den Gamle eller dennes far Hardeknud.

Svend Estridsen var barnebarn af Svend Tveskæg gennem sin mor Estrid Svendsdatter. Da tronen derfor måtte passere gennem en kvinde for at nå til ham regnes Svend Estridsen og hans efterkommere for at være en sidegren af Jellingdynastiet. Svend Estridsens agnatiske efterkommere på den danske trone slutter i 1412 med Margrete 1., men alle senere monarker nedstammer så fra Svend Estridsen gennem forskellige kvindelige led. Det vil altså sige, at der foreligger en udbrudt række af danske monarker siden 1047, der alle nedstammer fra Estrid Svendsdatter, der ved sønnens regeringstiltrædelse i 1047 blev titulær dronning, den eneste gang dette er forekommet i danmarkshistorien.

Den eneste person i rækken af 'regenter' i Danmark, der kan være lidt tvivl om, hvorvidt han nedstammer fra Svend Estridsen, er den holstenske greve Gerhard 3., der periodevis i 1320'erne og 1330'erne var rigsforstander og pantelensherre i Danmark. Kilderne om denne greves forfædre er ikke nødvendigvis helt entydige, men en del kunne dog tyde på, at han godt kan have været en efterkommer af Knud Lavard, Svend Estridsens barnebarn. Det kan dog i hvert fald fastslås, at Gerhards hustru og børn var efterkommere af Svend Estridsen.

I løbet af 1300-tallet smeltede de danske, norske og svenske kongelinjer sammen i Erik af Pommern, der i 1397 blev kronet som konge af Kalmarunionen (Danmark, Norge og Sverige). Men da hans efterfølger, Christoffer af Bayern døde barnløs i 1448 var der ingen nærtbeslægtede arvinger, og Kalmarunionens fremtid var ustabil. Det danske rigsråd besluttede sig for at tilbyde grev Adolf 8. af Holsten kronen, for da han både var efterkommer af Erik Klipping (af Danmark), Håkon 5. Magnusson (af Norge) og Magnus Ladelås (af Sverige) kunne han blive konge i alle tre riger.

Adolf sagde dog nej til tronen, og tilbød i stedet sin søstersøn Christian som konge. Herefter besteg Christian den danske trone som Christian 1. Svenskerne havde dog i mellemtiden valgt Karl Knutsson som konge, og fik Karl indsat som konge i Norge. Efter en del diplomatiske forhandlinger og krigstogter lykkedes det dog Christian at blive konge i Norge og senere i Sverige. Men forholdet til Sverige var spændt, og i 1523 brød unionen sammen.

I midten af 1800-tallet var der krise i den danske tronfølge. Kongen, Frederik 7. havde ingen børn, og Arveprins Ferdinand havde heller ingen børn (født indenfor ægteskabet). Man tilbød derefter tronfølgerembedet til kongens faster Louise Charlotte af Danmarks' søn Frederik af Hessen, der var oldebarn af Frederik 5., men han sagde nej, til fordel for sin søster, Louise af Hessen-Kassel. Louise gav dog også afkald på sit krav og henviste i stedet til sin mand, Christian af Glücksburg, der var oldebarn af Frederik 5. og nedstammede i direkte mandlig linje fra Christian 3.

I 1845 døde Frederik af Hessen, og i 1863 døde arveprins Ferdinand. Da Frederik 7. døde et halvt års tid senere, kunne Christian derefter bestige tronen som Christian 9.

Dette er en liste over de danske monarkers regeringstider. Der har været mange borgerkrige i den danske kongerækkes historie og flere kongemord, hvilket, nogen steder, har ført til en del temmelig lave regeringlængder; de nederste på listen regerede mindre end et år, mens Christian 4. regerede næsten 60 år. Den gennemsnitlige regeringstid ligger på ca. 20 år.

Listen kan sorteres efter navn, regeringstid og regeringsperiode.

Skulle Margrethe 2. stadigvæk regere den:

Stamtræet omfatter alle danske regenter og medlemmerne af den danske tronfølge

Danske regenter er angivet med fed skrift og konger af andre lande er markeret med kursiv skrift. Der er kun angivet ægtefæller til personer, der var forældre og/eller bedsteforældre til senere konger. Børn, der aldrig nåede voksenalderen er ikke medtaget (børnebørn til Margrethe II er dog medtaget uanset alder).

Stamtræet er baseret på biografierne i Dansk Biografisk Leksikon.

Den norske Magnus den Gode (dansk konge 1042-1047) tilhørte ikke Jellingdynastiet.

Foruden de, der har besiddet formel kongemagt i Danmark i kortere eller længere tid (fra 1½ måned til næsten 60 år), så har der været adskillige andre, der i perioder har gjort krav på eller aspireret til den danske trone på forskellig vis.

Nogle af de første tronprætendenter, vi kender til i danmarkshistorien, gør sig gældende i 810'erne, hvor der var mange hurtige tronskift i perioden 812-814.

Nogle tronprætendenter lykkedes efter et antal forsøg med at blive konger f.eks. Svend Estridsen, men for de fleste af dem, vi vil betegne som tronprætendenter, forblev ambitionen om en titel som konge af Danmark uopfyldt.

Der findes vist ingen samlet oversigt over alle mulige tronprætendenter til den danske trone gennem tiden, men en væsentlig del af dem, der har været tale om, kan findes her.

De fleste monarkier i det 21. århundrede baserer sig på princippet om, at monarkens rolle er arvelig, og at de skiftende monarker derfor helst skal tilhøre den samme slægt. Enkelte monarkier, som f.eks. Malaysia og Vatikanet er dog valgmonarkier, hvorfor der ikke er en given slægtsmæssig forbindelse mellem de skiftende statsoverhoveder.

I Danmark har langt de fleste regenter, der har fulgt efter hinanden, tilhørt den samme slægt eller haft en fælles afstamning. Det betyder ikke som udgangspunkt, at den siddende monark nedstammer fra alle forgængerne, da flere af disse ikke har (kendte) efterkommere til vore dage, men det betyder dog, at den regerende monark nedstammer fra et ganske betragteligt antal af sine forgængere i embedet.

I det 21. århundrede ses det derfor, at den regerende monark i Danmark nedstammer fra mere end halvdelen af samtlige de danske monarker og regenter der har været, siden Gorm d. Gamle regerede i det 10. århundrede. For de danske regenter, der regerede før Gorm d. Gamle er oplysningerne om deres efterkommere dog ofte behæftet med ganske stor usikkerhed, hvorfor et dækkende billede af disse familieforhold ikke lader sig tegne med sikkerhed.

Følgende tidligere danske monarker/regenter kan den nuværende regerende danske monark med sikkerhed eller med stor sandsynlighed spore sin afstamning tilbage til:

Pånær i Skåne, var der ingen konge i Danmark i perioden 1332-1340. Derimod sad en række pantelensherrer inde med den reelle magt i det meste af riget. Den senere Oldenborgske og Glücksborgske danske kongeslægt nedstammer tillige fra begge de to vigtigste af disse pantelensherrer.

Det nuværende danske kongehus nedstammer ikke fra nogen af de to svenske konger (Magnus Smek og hans søn), der i perioden 1332-1360 regerede Skånelandene i personalunion med Sverige.

Et mindre antal af de monarker, der har været i Danmark, har kendte efterkommere til vore dage, uden at de dog er eller kan påvises at være forfædre til nutidens danske kongefamilie. Det drejer sig om følgende konger:

Endvidere er der et par konger, hvis efterslægt vist endnu ikke er undersøgt fuldt ud, men hvor det altså ikke (på nuværende tidspunkt) kan påvises, at de er stamfædre til den nuværende danske kongefamilie. Det drejer sig om:

Kongen (eller dronningen) har altid været et nationalt samlingspunkt, og det er også regentens vigtigste opgave i dag. Kongen har dog før haft meget magt, og er gået fra at være valgt og styret af adelsmænd, derefter få den uindskrænkede magt, for til sidst at blive folkets samlingspunkt og Danmarks upolitiske diplomat.

Indtil 1660 var Danmark et valgkongedømme; kongen blev valgt af folket selv. Fordi kongen blev valgt, kunne alle i teorien blive konger, men stormændene holdt sig som regel til den ældste søn af den forhenværende konge. Dette var muligvis fordi, man anså kongeslægten for at være guddommeligt udvalgt; og de danske konger hævdede da også at stamme fra Skjold, der skulle have været søn af den nordiske gud Odin (derfor kaldte de danske konger sig undertiden skjoldunger). Så selvom riget var et valgkongedømme, var det stadig vigtigt at den samme slægt blev på tronen.

Da valgkongedømmet ikke havde nogen fast tronfølgelov var kongeværdigheden heller ikke begrænset til mandslinjen. Svend Estridsen kunne derfor godt blive konge, selvom han nedstammede fra Svend Tveskæg gennem sin mor og ikke sin far, og Margrete 1. kunne blive regent, selvom hun var en kvinde.

Det var en gammel tradition, at kongerne skulle vælges på de tre landsting i Viborg, Ringsted og Lund (ét ting i Jylland, Sjælland og Skånelandene). Denne procedure betød, at der kunne være op til tre konger samtidig ved en deling af riget. En sådan deling skete i 1157, da Svend Grathe, Knud 5. og Valdemar den Store delte riget mellem sig.

Valgretten tilkom alle frie, våbenføre mænd, men i 1200-tallet blev Rigsrådet dannet. Rigsrådet var en forsamling af højst 30 af de mest magtfulde stormænd i Danmark. Dette betød en indskrænkning af valgkredsen, og stormændene kunne dermed lettere få valgt en konge efter deres forgodtbefindende. I 1282 under Erik Klipping blev håndfæstningen indført. Kongen skulle altid underskrive håndfæstningen, hvori han lovede gode kår til folket (og især til stormændene, der forhandlede med kongen om håndfæstningen). Stormændenes formål med håndfæstningen var dog først og fremmest at begrænse kongens magt og holde fast på stormændenes privilegier, da kongen risikerede afsættelse, hvis han brød den.

Kongens magt var således på den tid indskrænket af de bestemmelser, som håndfæstningerne indeholdt, hvilket ofte betød, at adelen med håndfæstningens bestemmelser kunne sætte grænser for kongens midler og muligheder.

I 1660 efter anden Karl Gustav-krig indkaldte kong Frederik 3. til stændermøde 8. september. Formålet var at finde en løsning på den skrækkelige finanssituation, krigen havde forårsaget. Men en allieret gejstlighed og borgerskab fik finansforhandlingerne i baggrunden til fordel for et spørgsmål om selve rigets forfatning. 8. oktober 1660 foreslog de at indføre arveligt monarki for at beskære adelens privilegier. 13. oktober gav adelen efter for presset fra konge, kirke og borgerskab og Frederik 3. blev herefter arvekongehyldet. Kongen benyttede herefter den efterfølgende tid til at underskrive Enevoldsarveregeringsakten, hvilket også gjorde kongen enevældig. I 1665 blev Kongeloven (enevældens grundlov) endvidere udstedt.

Da enevælden var vedtaget betød det, at kongen gik fra at være stormændenes leder, som de selv valgte og afsatte, til at være leder for hele riget og have magten over alt og alle.

Efter revolutionsbølgerne i Europa (især i Frankrig) i 1848 opstod et ønske om en demokratisk grundlov. I 1849 blev grundloven vedtaget og dermed blev Danmark et konstitutionelt monarki og kongens magt indskrænket kraftigt.

Kongen (eller dronningen) fik derefter den opgave at repræsentere Danmark diplomatisk udadtil og være et folkeligt samlingspunkt. Desuden har monarken siden 1909 været den, der udnævnte de kongelige undersøgere, der er blevet benyttet i forbindelse med forhandlinger om dannelsen af en ny regering efter et folketingsvalg.




#Article 42: Kemi (471 words)


Kemi (, ) er også kendt som læren om væsker eller (flydende) metaller. Det er læren om materiens forvandling, i modsætning til fysik, der er læren om energiens forvandling. Kemi er også studiet af de basale atomare byggesten i naturen, og hvordan de kan kombineres til at danne stoffer i fast fase, væskefase og gasfase, som former liv og alt andet, vi kender. Kemien undersøger molekyler i alle aspekter fra deres dannelse, til deres vekselvirkninger og helt til den måde, hvorpå de går i stykker.

Atomteorien er en grundlæggende teori indenfor kemien. Teorien siger, at alt stof er dannet af en mængde meget små enheder kaldet atomer.

En af de første love, der blev opdaget, og som ledte til fremkomsten af kemien som en videnskab, er stofbevarelsesloven. Loven siger, at der ikke sker nogen ændring i atomantallet under en almindelig kemisk reaktion. Det betyder, at hvis man starter med 10.001 atomer og lader disse gennemgå en række kemiske reaktioner, så vil man stadig have 10.001 atomer, når reaktionerne er løbet til ende.

Stofmængden – antallet af molekyler angivet i mol – kan imidlertid sagtens være forandret, idet der i kemiske reaktioner brydes kemiske bindinger (og dannes nye). Herved dannes der (som regel) nye molekyler, som hver især kan indeholde flere eller færre atomer, og dermed er stofmængden ændret.

Hvis 6 mol dihydrogen (brint) reagerer fuldstændigt med 3 mol dioxygen (ilt), dannes der 6 mol vand. Den samlede stofmængde (antallet af molekyler) er altså gået fra 9 mol til 6 mol. Massen vil ligeledes være den samme, når der er gjort rede for den energi, der er tilført eller fjernet.

Stofferne angives at være i en af 4 forskellige tilstandsformer: fast (s), flydende (l), gas (g) samt vandig opløsning (aq).

Kemien studerer disse atomers interaktioner med hinanden, nogle gange som enkeltatomer, men oftere kombineret med (bundet til) andre atomer i form af ioner og molekyler. Disse atomer, ioner og molekyler kan reagere med hinanden (når man fx brænder træ, kombineres iltatomer fra luften med kulstofatomer og brintatomer i træet), eller de kan reagere med lys og andre former for stråling (et fotografi dannes ved, at lys ændrer molekyler på en film).

En af de tidlige opdagelser var, at atomerne næsten altid er kombineret med hinanden i et bestemt talforhold, hvilket har dannet grundlag for valensbegrebet. 

En anden vigtig opdagelse var, at ved en given kemisk reaktion vinder eller mister man altid den samme mængde energi. Denne opdagelse har ledt frem til vigtige koncepter som kemisk ligevægt, termodynamik og kinetik.

En vigtig teori til beskrivelse af kemiske fænomener er kvantemekanikken. Denne teori er kompleks, ikke-intuitiv og svær at forstå og håndtere, og ofte bruger man simplere teorier til at forudsige udfaldet af kemiske eksperimenter. Disse teorier (fx syre/base-reaktioner) dækker hver især et snævrere område, men de er langt nemmere at forstå og bruge.




#Article 43: Kogge (575 words)


En kogge er en skibstype, som udvikledes af Hanseforbundet i middelalderen. Koggerne spillede en betydelig rolle i den middelalderlige skibsfart, ikke mindst i Nordvesteuropa og Østersøen.

Koggerne havde kun en mast og førtes med et såkaldt råsejl. En kogge havde ret stævn og var bygget med en flad bund uden køl, hvilket gjorde det muligt for skibet at blive stående ved ebbe uden at kæntre samt at kunne anløbe grunde havne eller strande. Den flade bund var bygget i kravelteknik, hvor bordplanken ligger stumt mod hinanden uden overlapning. De høje sider og stævne var derimod bygget med klink, hvor bordplankerne overlapper hinanden. Et andet kendetegn ved en kogge er, at de tværgående bjælker, såkaldte betabjælker går ud gennem skrogets sider. De ældste kogger har haft sideror, men de senere fik de stævnror.

Koggen var i middelalderen det bedste nordeuropæiske fartøj til varefragt.

Efter Lübecks etablering i midten af 1100-talet og fremkomsten af samvirket mellem stæderne i det nordlige Tyskland i form af et Hanseforbund, overtog dette en betydende rolle i handel og skibsfart på havet i hele det nordlige Europa. For Hansaen gjaldt det at gøre skibene så rummelige for last som muligt for at skaffe det bedst mulige udbytte ved varefragten. De oprindelige nordiske skibe af vikingetype var derimod hurtige og kunne gå ind ved lavvandede kyster, men de var med undtagelse af de såkaldte knarr, ikke byggede til at kunne tage større mængder gods om bord. Med koggerne indførtes en helt ny skibstype i hele det nordlige Europa. Blandt andet indebar byggeriet af kogger indførelsen af teknikken med kravelbygning i Skandinavien, tidligere anvendt i blandt andet Middelhavsområdet. Koggerne byggedes med kravel i bunden for at gå over til sædvanlig bordlægning i klink ved skibets sider og stævne. Skibene blev tillige bygget på en helt anden måde end vikingeskibene. Da saven blev taget i brug ved skibsbyggeri i stedet for at kløve bordplanken med en økse ud af stammen opnåedes en mere rationel udnyttelse af træet, og dette blev af voksende betydning i takt med, at knaphed på egnet træ med tiden voksede.

Skibenes længde var omkring 20 meter, de var brede og høje og derfor med stor lasteevne. En normalstor kogge kunne fragte op imod 80 ton last. Tiden krævede store lasterum: i bevarede regnskaber for årene 1398-1400 indførtes eksempelvis fra Malmö til Lübeck henholdsvis 32.600, 27.800 og 29.100 store tønder sild. Lübeck var blot en af mange stæder, som Malmö i datiden drev samhandel med. Disse transporter med sild skulle tilmed ske i en begrænset periode i det tidlige efterår.

Den første skriftlige omtale af en kogge stammer fra året 1206 og angår en tysk undsætningsaktion til Riga. Der er imidlertid fundet kogger stammende allerede fra 1100-tallet. Den ældste kogge er fundet i det nordvestlige Jylland. I Bremens havn gjordes i 1962 et unikt fund af en yderst velbevaret kogge. Denne var 23,5 meter lang og 7,5 meter bred. 40 par spanter udgjorde sammen med den øvrige fortømring et konstruktionsskelet, til hvilket bordplankerne var fæstede. Højden midtskibs var 5,3 meter og ved det over dette byggede agterkastel 7,5 meter. Skibet er ved dendrokronologi dateret til ca. 1380.

Fund af andre kogger (gennemgående mindre velbevarede end Bremerkoggen) er gjort flere steder i det nordlige Europa: Zuiderzee og Almere i Holland, i Danmark ved Kolding, Kollerup, Skagen, ved Vejby strand og den såkaldte Lille Kregme-kogge (begge i Nordsjælland), i Norge på Sellöerne og i Sverige fra Helgeandsholmen, Mollösund, Bossholmen ved Oskarshamn og ved Skanör.




#Article 44: Larry Sanger (200 words)


Larry Sanger (født 16. juli 1968 i Bellevue (Washington) og opvokset i Anchorage (Alaska), USA) er bedst kendt som medgrundlægger af Wikipedia, sammen med Jimmy Wales.

Sanger var blevet ansat af Wales' selskab, Bomis, som chefredaktør på Nupedia, et projekt med det formål at skabe en frit tilgængelig encyklopædi. Som en reaktion på sine frustrationer over Nupedias langsomme fremgang foreslog Sanger i januar 2001 oprettelsen af en wiki til at accelerere artikelskrivningen, og denne wiki blev til Wikipedia. På grund af sin stilling som chefredaktør for Nupedia stod Sanger i spidsen for Wikipedia-projektet og formulerede mange af dets oprindelige retningslinjer.

I det efterfølgende år fortsatte Sanger med at arbejde på, og øge udbredelsen af, Nupedia- og Wikipedia-projekterne, indtil Bomis i februar 2002 var nødt til at nedlægge hans stilling. Da han ikke mente, at han kunne leve op til posten som chefredaktør, nu som bidragsyder på deltid, forlod Sanger kort tid efter Nupedias chefredaktørstol. Uden Sangers ledelse var der kun lille fremdrift i Nupedia-projektet, mens Wikipedia fortsatte med at vokse.

I mellemtiden er Sanger vendt tilbage til den akademiske verden og er nu lektor ved Ohio State University, hvor han underviser i filosofi. 

I 2006 begyndte Larry Sanger projektet Citizendium.




#Article 45: Landbrug (806 words)


Landbrug er en menneskelig aktivitet, hvor fødevarer og andre råvarer frembringes ved dyrkning af kulturplanter og avl på visse dyr. Landbrug bruges også om selve ejendommen hvor aktiviteten foregår – også kaldet en bondegård.

De ældste sikre oplysninger om kultivering af jord til kulturplanter er Abu Hureyra i Syrien, hvor befolkningen i en tør kuldeperiode under Yngre Dryas dyrkede rug. Men det var først en tid efter at denne vanskelige kuldeperiode ophørte, omkring 8 800 f.Kr, at der plads til en øget befolkningstilvækst i skråningerne i Den frugtbare halvmåne i Mellemøsten, med intensiv hvededyrking i den nordlige del af Tyrkiet, Syrien og intensiv bygdyrking i Israel og Jordan. I samme periode begyndte man majsdyrkning i Mexico og risdyrkning i Kina. 

Menneskene i Mellemøsten har dyrket jorden omkring 10000 f. Kr., på Balkan siden omkring 7000 f.Kr, i Nordvest-Europa omtrent siden år 5000 f.Kr, og i Norden fra omkring 4000 f.Kr. 

Kulturdyrkningen spredte sig hurtigt til store dele af jordkloden og udviklede sig til at menneskene blev fastboende og fik et madvareoverskud som har muliggjorde by- og statsdannelse.
Omkring 3900 f.Kr. kom af landbrugskulturen til det nordeuropæiske område. Kosten ændredes og stammer nu hovedsagelig fra landbrugsdyrkningen.

Foruden at producere fødevarer og foder til husdyr producerer nutidens landbrug også energikilder som brændsel, halm og korn samt råvarer til tekstilproduktionen.

Nærtbeslægtet med landbruget er skovbruget, der bl.a. frembringer tømmer til byggeriet. Svåel landbrug som skovbrug er eksempler på jordbrug.

Udtrykket gårdbrug kan enten betyde det samme som landbrug eller betegne en enkelt gård med både jord og dyr. En person som driver landbrug, kan kaldes bonde eller gårdejer. 

Nye begreber som økologisk landbrug, specialproduktion, hobbybrug og kulturlandskab har efterhånden fået en stor betydning for landbruget i Danmark og lignende lande.

Der findes forskellige typer af strøelse som fx halm, sand, savsmuld og tørv, hvor halm har været den mest brugte gennem det danske landbrugs historie, fordi det har været let tilgængelig og har nogle gode egenskaber  .

Den industrialiserede svineproduktion med stort antibiotikaforbrug har medført en sundhedsmæssig problemstilling ved fremkomsten af resistente bakterier, MRSA CC398 meticillin-resistent Staphylococcus aureus.  CC398 findes nu i mange danske svinebestande og forårsager i stigende grad infektioner hos mennesker. 

Dog er det danske antibiotikaforbrug blandt de laveste i Europa.

Som i andre udviklede lande har landbruget i Danmark været det helt dominerende erhverv i det meste af landets historie, men udgør i dag kun en forsvindende lille del af landets økonomi. I 1820 stod de danske primære erhverv, hvoraf landbruget var det helt dominerende, for 59 % af alle beskæftigede og 55 % af værditilvæksten. Derefter er andelen faldet jævnt siden industrialiseringen i Danmark i 1800-tallet og videre gennem det 20. og 21. århundrede. I 2011 stod landbrug og gartneri tilsammen for 1,1 % af Danmarks bruttoværditilvækst. Andelen af beskæftigelsen er dog lidt større, da værditilvæksten pr. ansat i landbruget er noget lavere end gennemsnittet for alle brancher. I 2010 stod landbrug, gartneri og skovbrug for 1,0 % af bruttoværditilvæksten, men 2,6 % af alle beskæftigede i Danmark. Landbruget spiller dog i flere sammenhænge en større rolle i dansk økonomi, end den meget lille andel af produktionen i sig selv angiver. Erhvervet er således en vigtig leverandør af råvarer til fødevareindustrien. Samtidig udgør eksporten af landbrugsprodukter stadig en betydelig andel af Danmarks samlede eksport.

I efterkrigstiden har landbruget været præget af en kraftig koncentration, sådan at der er kommet færre, men større bedrifter. Sideløbende er der sket en betydelig teknologiudvikling og effektivisering. I 1959 var der i alt omkring 200.000 landbrugsbedrifter med et gennemsnitligt areal på 16 hektar, mens der i 2008 var 43.000 bedrifter med et gennemsnitsareal på 61 hektar. Kun knap halvdelen, ca. 20.000 bedrifter, var heltidsbedrifter. Samtidig er der sket en løbende specialisering. Over halvdelen af alle bedrifter var uden husdyr i 2008, og over 80 pct. af såvel malkekøer som svin stod i specialiserede bedrifter. 

Landbruget er præget af en række strukturproblemer. Der er sket betydelige stigninger i landbrugets produktivitet i de seneste årtier, men samtidig er der en klar tendens i retning af, at de relative priser på landbrugsprodukter i forhold til andre produkter har været faldende. Det danske landbrug er i dag på samme måde som landbruget i de øvrige EU-lande stærkt afhængig af den betydelige økonomiske støtte, som EU's landbrugspolitik indebærer. EU's landbrugsordninger, der især er til fordel for den vegetabilske produktion, har således medført, at vegetabilske produkter har fået betydelig større vægt i forhold til animalske produkter i den danske landbrugsproduktion siden 1972, hvor Danmark trådte ind i EU. I 1972 udgjorde animalske produkter 89 % af produktionsværdien (svin alene stod for 42 % og mejeriprodukter for 26 %). I 2010 udgjorde værdien af svineproduktionen 30 %, mejerivarer 19 % og animalsk produktion i alt 65 % af den samlede danske landbrugsproduktion, mens vegetabilske produkter var steget fra 11 % i 1972 til 35 % i 2010.




#Article 46: Leaellynasaura (146 words)


Leaellynasaura er en uddød slægt af dinosaurer fra familien af hypsilofodonter. Der er fundet en enkelt art i slægten, Leaellynasaura amicagraphica. Det var et lille 1 meter langt, adræt og  tobenet dyr, der umiddelbart kunne ligne en kænguru. Dyret havde en lang hale, et lille hoved og små forben og var planteæder.

Dyrets kranium viser, at der var ekstraordinært god plads til synscentret, og det bliver af palæontologer tolket som om, at dyret udviklede et specielt syn, så det bedre kunne se i de lange mørke måneder. De var i sving året rundt og gik ikke i hi som andre dyr. De vandrede heller ikke bort fra kulden om vinteren, som for eksempel rener gør i dag.

Måske var dyret også dækket af et lunende fjerlag. Forskerne har ganske vist ikke fundet spor af fjer på netop Leaellynasaura amicagraphica, men andre fossiler har afsløret fjerklædte dinosaurer.




#Article 47: Mir (rumstation) (434 words)


Mir (Мир), sovjetisk rumstation opsendt i 1986. I 1991 overtog Rusland stationen efter Sovjetunionens sammenbrud. Mir betyder både fred og verden på russisk. Mir skulle oprindeligt afløses af Mir 2, men Rusland valgte i stedet for at gå med i Den Internationale Rumstation (ISS).

Mir styrtede planmæssigt ned i Stillehavet ud for New Zealand i 2001.

Rumstationen var blevet for gammel og var ikke længere sikker at opholde sig i. Derfor besluttede Rusland sig for at lade Mir styrte ned til Jorden.

Størstedelen af den 136 ton tunge rumstation brændte op på sin vej gennem jordens atmosfære, men op mod 20 tons rester af rumstationen nåede hele vejen ned gennem atmosfæren og styrtede i Stillehavet.

Stationen var bygget til at kunne holde i tre år, men fungerede altså i 16 år. I løbet af de 16 år boede over 100 kosmonauter og astronauter i Mir i kortere eller længere perioder. En enkelt russisk kosmonaut, Sergej Krikaljov, tilbragte sammenlagt (over 2 perioder) lidt over 2 år om bord på Mir.

Efter kommunismens fald i Østeuropa deltog syv amerikanske, to tyske og en fransk astronaut som langtidsbesætningsmedlemmer på Mir. En britisk konkurrence (Project Juno) gav vinderen Helen Sharman syv dage om bord på Mir i maj 1991 og Tokyo Broadcasting System købte syv dage i december 1990 om bord på Mir til en journalist (Toyohiro Akiyama). 

Rumstationen Mir blev opbygget ved sammenkobling af flere moduler, som hver for sig blev opsendt i kredsløb. Kernemodulet (opsendt i 1986) var beboelse og kontrolcenter. Kvant (1987) og Kvant-2 (1989) indeholdt videnskabelige instrumenter og besætningens badefaciliteter. Kristall (1990) havde smelteovne og en luftsluse. Spektr (1995) fungerede som beboelses- og arbejdsrum for de amerikanske astronauter. Priroda (1996) foretog jordobservationer. Adaptermodulet Mir Docking Module (1996) gav en sikker og stabil sammenkobling med NASA's rumfærger, uden at komme i karambolage med Mirs solcellepaneler.

Mir blev forsynet og vedligeholdt ved hjælp af bemandede Sojuz-kapsler og ubemandede Progress-fragtfartøjer. 25. juni 1997 kolliderede Progress M-34 forsyningsfartøjet med Spektr og gjorde det ubrugeligt i lang tid. Den 23. februar 1997 udbrød der også brand om bord.

Mirs moduler og forbindelsesfartøjer havde symbolske navne. Kvant betyder kvantum, et navn som kommer fra dets opgave med research i astrofysik, hvor stationen blev brugt til at måle det elektromagnetiske spektrum, herunder røntgenstråling. Kristall betyder krystal, da et væsentligt formål for stationen var at udvikle teknologier til brug for vægtløs materialeproduktion. Spektr betyder spektrum, navngivet efter sine atmosfæriske sensorer. Priroda betyder natur, og den kikkede ned på Jorden. Progress betyder fremskridt, Sojuz betyder union, opkaldt efter USSR (Sovjetskij Sojuz = Sovjetunionen), og det at rumfartøjet var sammensat af tre mindre moduler.




#Article 48: Middelalderen (13505 words)


Middelalderen er en periode i Europas historie der går fra 400-tallet frem til og med 1400-tallet. Den begyndte med det Vestromerske Riges fald og overgik til renæssancen og opdagelsestiden. Middelalderen er mellemperioden mellem de tre traditionelle dele i den vestlige historie: antikken, middelalderen og moderne tid. Middelalderen bliver underinddelt i tidlig middelalder, højmiddelalder og senmiddelalder.

Befolkningsnedgang, modurbanisering, invasion og flytning af befolkninger, som var begyndt i senantikken, fortsatte i den tidlige middelalder. Under folkevandringstiden flyttede store befolkningsgrupper sig, inklusive germanere, der etablerede nye kongeriger i det der var tilbage af det Vestromerske Rige. I 600-tallet blev Nordafrika og Mellemøsten, der tidligere havde været en del af Det Byzantinske Rige, en del af Umayyade-kalifatet, der var et islamisk rige. Selvom der skete store samfundsmæssige og politiske ændringer var overgangen fra antikken ikke fuldstændig. Det Byzantinske Rige eksisterede stadig i øst, og var fortsat et stort rige med meget magt. Rigets lov Corpus Juris Civilis blev genopdaget i Norditalien i 1070 og blev beundret meget senere i middelalderen. Mod vest blev de få romerske institutioner inkorporeret i kongerigerne. Klostrene blev grundlagt, da kampagner for at kristne det hedenske Europa fortsatte. Frankerne, under Karolingerne etablerede kortvarigt Det Carolingske Rige i slutningen af 700-tallet og begyndelsen af 800-tallet. Det dækkede store dele af Vesteuropa, men gik i opløsning som følge af pres fra interne borgerkrige og invasioner fra vikingerne i nord, ungarere fra øst og saracenere fra syd.

I højmiddelalderen, som begyndte efter år 1000, steg befolkningstallet i Europa meget i takt med teknologiske og landbrugsmæssige udviklinger, der også tillod handlen at blomstre og den middelalderlige varmeperiode gjorde at udbyttet fra landbruget steg. Godssystemet, der organiserede bønder i landsbyer, der betalte leje og arbejde til adelen, og feudalisme, det politiske system, hvor riddere og adel af lavere status skulle tjene som soldater for deres herrer mod retten til at leje land og herregårde var to måder, som samfundet var organiseret på i højmiddelalderen. Korstogene, hvor det første foregik i 1095, var militære forsøg fra kristne i Vesteuropa på at skaffe sig kontrol over det hellige land fra muslimer. Konger blev overhoveder for centraliserede nationalstater, der reducerede kriminalitet og vold, men gjorde idealet om et samlet kristent rige mindre sandsynligt. Det intellektuelle liv blev market af skolastik, en filosofi der lagde vægt på at kombinere tro og fornuft, og grundlæggelsen af universiteter. Thomas Aquinas' teologi, Giottos malerier, Dante og Chaucers poesi, Marco Polos rejser og gotik i katedraler som Chartres er blandt de store bedrifter der skete mod slutningen af højmiddelalderen og overgangen til senmiddelalderen.

Senmiddelalderen blev præget af store vanskeligheder og modgang, inklusive hungersnød, pest og krig, hvilket reducerede befolkningstallet i Europa betydeligt. Mellem 1347 og 1350 hærgede den sorte død og omkring en tredjedel af europæerne omkom. Kontroverser, kætteri og det vestlige skisma i den katolske kirke foregik samtidig med strid mellem stater, civile stridigheder og bondeoprør i kongerigerne. Kulturelle og teknologiske udviklinger ændrede det europæiske samfund, hvilket afsluttede senmiddelalderen og startede begyndelsen på moderne tid.

Middelalderen er den ene af tre store tidsperioder i Europas historie: antikken; middelalderen; og moderne tid.

Middelalderlige forfattere opdelte selv historien i perioder som verdens seks aldre ud fra de seks skabelsesdage i Bibelen, eller de fire riger ud fra Daniels Bog 2:40. De betragtede deres egen tid som den sidste inden verdens undergang. Når de refererede til deres egen tid, omtalte de den som moderne. I 1130'erne refererede humanist og digter Petrarca til førkristen tid som antiqua (= antikken) og til den kristne periode som nova (eller ny). Leonardo Bruni var den første historiker, der brugte den tredelte periodeinddeling i sin bog History of the Florentine People (1442). Bruni og senere historikere argumenterede med, at Italien var genvundet siden Petrarcas tid, og de tilføjede derfor en tredje periode til hans to. 

Ordet middelalderen optræder første gang på latin i 1469 som media tempestas eller mellemsæson. Det var en udgave af Apulejus fra Madaura, udgivet i Rom. I den tidlige brug af udtrykket kom det i mange varianter, inklusive medium aevum eller middelalder, anvendt første gang i 1604, og media saecula eller middelaldre, først brugt i 1625. Det alternative term på engelsk, medieval (eller nogle gange mediaeval eller mediæval) er afledt af medium aevum. Den tredelte periodisering blev standard, efter at den tyske historiker Christoph Cellarius i 1600-tallet opdelte historien i de tre perioder: oldtid, middelalder og moderne tid.

Det mest almindelige tidspunkt, der angives som starten på middelalderen, er 476, året for de sidste vestromerske kejseres fordrivelse fra Italien, og brugt første gang af Bruni. For Europa som en helhed betragtes året 1500 ofte som middelalderens afslutning, men der hersker ikke en universel enighed om nogen præcis dato. Ud fra sammenhængen angives Christopher Columbus' første rejse til Amerika i 1492, Konstantinopels fald til tyrkerne i 1453 eller reformationen i 1517 som periodens afslutning. Engelske historikere bruger ofte slaget ved Bosworth Field i 1485 som enden på middelalderen. For Spanien regnes kong Ferdinand 2.s død i 1516, dronning Isabella 1. af Kastilien i 1504, eller erobringen af Granada i 1492. Historikere fra romansk-talende lande opdeler typisk middelalderen i to perioder: en tidligere høj og en senere lav periode. Engelsktalende historikere, der følger deres tyske kolleger, opdeler normalt middelalderen i tre perioder: tidlig, høj og sen. I 1800-tallet blev hele perioden ofte omtalt som den mørke middelalder, men i opdelingen bruges dette udtryk kun om tidlig middelalder.

Efter første verdenskrig, efter pres fra historikerne Henri Pirenne og Johan Huizinga, blev denne tredeling almindelig:

Romerriget havde sin største udstrækning i det første århundrede efter år nul; i de følgende to århundreder oplevede riget en langsom nedgang og deres kontrol over de yderste territorier mindskedes. Økonomiske problemer, inklusive inflation, og eksternt pres på grænserne førte til krisen i det tredje århundrede, hvor nogle kejsere fik tronen for så hurtigt at blive erstattet af en ny. De militære udgifter steg støt under det tredje århundrede, hovedsageligt som følge af krig med Sassaniderne, som blev genoplivet i midten af 300-tallet. Hæren blev fordoblet i størrelse og kavaleriet og mindre enheder blev erstattet af den romerske legion som den primære taktiske enhed. Behovet for indkomst ledte til at skatterne steg og antallet af curiale eller jordejere, faldt, og færre blev villige til at drive virksomhed i deres fødebyer. Flere bureaukrater var nødvendige i centraladministrationen for at kunne håndtere hærens behov, hvilket ledte til klager fra civile om, at der var flere skatteindkrævere end skattebetalere.

Kejser Diocletian (regerede 284–305) delte riget i to administrative dele i 286, således at der fandtes en østligt og et vestligt rige. Riget blev ikke opfattet som delt i to af dets indbyggere eller herskere, da love og regler i den ene del også blev betragtet som gældende i den anden. I 330, efter en periode med borgerkig, genetablerede Konstantin den Store (regerede 306–337) byen Byzans som den nye hovedstad i det østlige rige; Konstantinopel. Diocletians reformer styrkede regeringens bureaukrati, reformerede skatteopkrævelse og styrkede hæren, hvilket købte riget tid, men som ikke for alvor løste de problemer, som de stod overfor; blandt andre voldsomt skattetryk, nedgang i fødselsrate og pres på grænserne. Borgerkrig mellem rivaliserende kejsere blev almindelige mod midten af 300-tallet, hvilket trak rigets tropper hjem fra grænserne, og gjorde det muligt for invaderende styrker at få fodfæste. I meget af 300-tallet blev det romerske samfund stabiliseret i en ny form, der adskilte sig fra den tidligere antikken, med et større spænd mellem rig og fattig, og de mindre byers vigtighed blev mindre. En anden årsag var kristendommens indførsel eller omvendelsen af riget til kristendommen, der var en gradvis proces, som foregik fra 100- til 400-tallet.

I 376 modtog goterne, der flygtede fra hunnerne, tilladelse fra kejser Valens (regerede 364–378) til at bosætte sig i den romerske provins Thrakien i Balkanområdet. Bosætningen kom ikke til at foregå nemt, og da romerne fejlbedømte situationen og handlede derefter, begyndte goterne at plyndre. Valens, der forsøgte at slå uroen ned, blev dræbt i kamp med goterne under slaget ved Adrianople den 9. august 378. Sammen med truslen fra stammer i nord skabte interne stridigheder, særligt i den kristne kirke, problemer. I 400 invaderede visigoterne det Vestromerske Rige, og selvom de kortvarigt blev tvunget ud af Italien, så plyndrede de Rom i 410. I 406 krydsede Alanere, Vandaler og Suevi ind i Gallien; og over de næste tre år spredte de sig i hele Gaul, og i 409 krydsede de Pyrenæerne ind i det moderne Spanien. Folkevandringstiden begyndte, da mange forskellige folkeslag, til at begynde med hovedsageligt germanere, flyttede over hele Europa. Frankere, alemannere og burgundere endte alle i det nordlige Gallien, mens anglere, saksere og jyder bosatte sig i Storbritannien, og vandalerne søgte over Gibraltarstrædet, hvorefter de erobrede Africa. I 430'erne begyndte hunnerne at invadere riget; deres konge Attila (regerede 434–453) ledte invasioner ind i Balkan i 442 og 447, Gallien i 451 og Italien i 452. Truslen fra hunnerne eksisterede frem til Attilas død i 453, hvor hunnernes konføderation, som han havde ledet, faldt fra hinanden. Disse invasioner af stammer ændrede fuldstændigt den politiske og demografiske sammensætning, der havde eksisteret i det Vestromerske Rige.

Mod slutningen af 400-tallet var den vestlige del af riget blevet opdelt i mindre politiske enheder, der blev styret af stammer, der havde invaderet i begyndelsen af dette århundrede. Afsættelsen af den sidste vestromerske kejser, Romulus Augustulus, i 476 er traditionelt blevet angivet som afslutningen på det Vestromerske Rige. I 493 var den italienske halvø blevet erobret af ostrogoterne. Det Østromerske Rige, som ofte omtales som det Byzantinske Rige, efter det Vestromerske Riges fald, havde kun ringe mulighed for at udøve kontrol over de tabte vestlige territorier. De byzantinske kejsere opretholdt deres ret til territorierne, men på trods af at ingen af de nye konger i vest turde at udråbe sig som kejser, kunne Byzans' kontrol over det vestlige rige ikke opretholdes. Generobringen af områder omkring Middelhavet og den Apenniniske halvø (goterkrigen) under Justinians (regerede 527–565) regeringstid var den eneste, og midlertidige, undtagelse.

Den politiske struktur i Vesteuropa ændrede sig med afslutningen på et forenet romersk imperium. Selvom flytningen af mennesker i denne periode normalt bliver beskrevet som invasioner, var de ikke udelukkende militære ekspansioner, men migrationer af hele befolkningsgrupper rundt i riget. Disse folkevandringer blev hjulpet på vej af, at den vestromerske elite nægtede at støtte hæren eller betale skatter, der ville have gjort det muligt for militæret at undertrykke migrationen. Kejserne i 400-tallet blev ofte kontroleret af stærke militærfolk som Stilicho (død 408), Aetius (død 454), Aspar (død 471), Ricimer (død 472) eller Gundobad (død 516), der helt eller delvist var af ikke-romersk herkomst. Da linjen af vestromerske kejsere ophørte havde mange af de konger, som erstattede dem, samme baggrund. Ægteskaber mellem de nye konger og den romerske elite var almindelige. Dette ledte til en fusion af romersk kultur og de invaderende stammers traditioner, inklusive de populære forsamlinger, der tillod at frie mandlige stammemedlemmer havde mere at sige i politiske spørgsmål, som det var almindeligt i den romerske stat. Materielle genstande fra romerne og de invaderende stammer, som er blevet fundet ved arkæologiske udgravninger, er ofte meget ens, og stammernes genstande blev ofte lavet til at efterligne romerske forlæg. Meget af den videnskabelige og skriftlige kultur i de nye kongeriger var også baseret på romerske intellektuelle traditioner. En vigtig forskel var det gradvise tab af skatteindkomsten for de nye regeringer. Mange af de nye politiske enheder støttede ikke længere deres hære igennem skat, men baserede sig mere på at give dem land eller leje. Dette betød, at der var mindre brug for skatteindtægter, og således forfaldt det romerske skattesystem. Krigsførsel var almindelig mellem kongerigerne. Slaveri aftog da tilgangen af slaver blev mindre, og samfundet blev mere landligt.

Mellem 400- og 700-tallet udfyldte nye folkeslag og personer det politiske tomrum, som den romerske centralregering havde efterladt. Ostrogoterne, en gotisk stamme, bosatte sig i romersk Italien i slutningen af 400-tallet under Theoderic den Store (død 526) og etablerede kongerige, der markerede sig ved samarbejde mellem ostrogoterne og italienerne, i hvert fald indtil de sidste år af Theodorics styre. Burgunderne bosatte sig i Gallien efter et tidligere rige var blevet ødelagt af hunnerne i 436, og de etablerede et nyt kongerige i 440'erne. Mellem nutidens Geneve og Lyon, og det voksede og blev til Burgund i slutningen af 400-tallet og begyndelsen af 500-tallet. Andre steder i Gallien etablerede frankerne og keltiske bretoner små stater. Franken var centreret om det nordlige Gallien, og den første konge som der kendes noget til var Childeric 1. (død 481). Hans grav blev fundet i 1653 og den er bemærkelsesværdig for dens gravgaver, der inkluderede våben og en stor mængde guld.

Under Childerics søn Clovis 1. (regerede 509–511), grundlægger af det Merovingianske dynasti, udvidede det frankiske kongerige og konverterede til kristendommen. Briterne, der var i familie med de indfødte i Britannia – det moderne Storbritannien - bosatte sig i det nuværende Bretagne. Andre monarkier blev etableret af det Visigotiske Kongerige på den Iberiske Halvø, Suebi i Nordvestiberien og Vandalriget i Nordafrika. I 500-tallet bosatte lombarderne sig i Norditalien, hvor de erstattede det Ostrogotisk Kongerige med en gruppe hertugdømmer der nogle gange valgte en konge til at herske over dem alle. Mod slutningen af 500-tallet var dette arrangement blevet erstattet af et permanent monarki Langobardkongedømmet.

Invasionen bragte nye etniske grupper til Europa selvom visse regioner modtog en større tilvækst af nye folkeslag end andre. I Gallien bosatte de invaderende sig i langt højere grad i nordøst end i sydvest. Slaverne bosatte sig i Central- og Østeuropa og på Balkanhalvøen. Folkeslagenes bosættelser blev ledsaget af en ændring af sprog. I det Vestromerske Rige blev latin gradvist erstattet af sprog baseret på latin i form af romanske sprog. Ændringen foregik over flere hundrede år. Græsk forblev fortsat sproget i det Byzantinske Rige, men slavernes migration tilføjede slaviske sprog til Østeuropa.

Mens Vesteuropa oplevede dannelsen af nye kongeriger så forblev det Østromerske Rige intakt, og oplevede en økonomisk genopblomstring, der varede til ind i begyndelsen af 600-tallet. Der var værre invasioner i den østlige del af riget; de fleste foregik i Balkanområdet. Fred med Sassaniderne, Roms traditionelle fjende, holdt igennem det meste af 400-tallet. Det østlige rige blev præget af tættere relationer mellem den politiske stat og den kristne kirke, hvor doktrinære forhold fik en vigtig position i rigets politik, som de ikke havde haft i det Vestromerske Rige. Juridisk udvikling inkluderede kodificeringen af romersk lov; den første var Codex Theodosianus som blev færdiggjort i 438. Under kejser Justinian 1. (regerede 527–565) blev der nedfældet endnu en samling lovtekster; Corpus Juris Civilis. Justinian overså også opførslen af Hagia Sophia i Konstantinopel og generobringen af Nordafrika fra Vandalerne og Italien fra Ostrogoterne, under Belisarius (død 565). Erobringen af Italien var ikke fuldstændig, da et dødeligt udbrud af pest i 542 ledte til at resten af Justinians regeringstid blev fokuseret på forsvar frem for erobring.

Ved kejserens død havde Byzans kontrol over det meste af Italien, Nordafrika og en lille del af det sydlige Spanien. Justinians generobring er blevet kritiseret af historikere for at have overudvidet hans rige og sat scenen for den Islamiske ekspansion, men mange af de udfordringer som Justinians efterfølgere stod overfor var ikke bare forårsaget af overbeskatning for at kunne betale for hans krige, men også den grundlæggende civile natur i riget, hvilket gjorde det vanskeligt at rejse en hær.

I det østlige rige tilføjede slavernes langsomme infiltration af Balkan yderligere udfordringer til Justinians efterfølgere. Det begyndte gradvist, men i slutningen af 540'erne var der slaviske stammer i Thrakien og Illyrium, og de havde besejret en kejserlig hær nær Edirne i 551. I 560'erne begyndte avarere at udvide deres område på den nordlige side af Donau; mod slutningen af 500-tallet var de den dominerende magt i centraleuropa og var rutinemæssigt i stand til at tvinge de østlige kejsere til at betale troskab. De forblev en stærk magt indtil 796.

Derudover fik riget yderligere problemer, da kejser Maurice (regerede 582–602) engagerede sig i persisk politik, da han blandede sig i en tronfølgestrid. Dette ledte til en periode med fred, men da Maurice blev afsat, invaderede perserne og under kejser Heraclius (regerede 610–641) kontrollerede de store dele af riget, inklusive Egypten, Syrien og Anatolien indtil Heraclius' formåede at generobre det. I 628 sikrede riget en fredsaftale og fik alle de tabte områder tilbage.

I Vesteuropa uddøde nogle af de ældre romerske elitefamilier, mens andre blev mere involverede i eklastiske end sekulære affærer. Værdier fra latinsk lære og uddannelse forsvandt stort set, og mens læsekundskab forblev vigtig, så blev det mere en praktisk egenskab end et tegn på status. I 300-tallet drømte Hieronymus (død 420) at Gud bebrejdede ham for at bruge mere tid på at læse Cicero end på at læse biblen. I 500-tallet havde Gregory af Tours (død 594) en lignende drøm, men i stedet for at blive irettesat for at læse Cicero, var det for at lære stenografi. I slutningen af 500-tallet var den primære måde at videregive religiøse buskaber i kirken gået bort fra at være i bogform, og over til musik og kunst. De fleste intellektuelle bedrifter søgte mod at imitere klassisk læring, men nogle originale værker blev skabt samt flere orale kompositioner, som i dag er gået tabt. Sidonius Apollinaris' (død 489), Cassiodorus' (ca. 585), og Boethius (død ca. 525) var typiske værker for perioden.

Der skete også en ændring blandt lægmand, da aristokratiets kultur fokuserede mere på storslåede fester og banketter afholdt i haller, frem for litterære sysler. Tøj til eliten var rigt dekoreret med juveler og guld. Herremænd og konger støttede krigere, der dannede rygraden i militæret. Familiebånd blandt eliten var vigtigt, og det samme var dyder som loyalitet, mod og ære. Disse bånd ledte til udbredelsen af familiefejder blandt aristokratiet, eksempelvis dem som Gregory af Tours var involveret i, og som foregik i Merovingiansk Gallien. De fleste fejder synes at være blevet stoppet med betaling af kompensation eller mandebod. Kvinder tog hovedsageligt del i det aristokratiske samfund i deres rolle som koner eller mødre til mænd, hvoraf rollen som moder til en hersker i Merovingiansk gallien var særlig prominent. I angelsaksiske samfund betød fraværet af mange barneherskere, at rollen som dronningmoder var mindre vigtig, men det blev komponeret ved den større udbredelse af abbedisser på klostrene. Kun i Italien ser det ud til, at kvinder altid blev betragtet som værende under beskyttelse og kontrol af deres mandlige familiemedlemmer.

Bondesamfundet er dokumenteret langt dårligere end adelens. Det meste af den bevarede information stammer fra arkæologiske fund. Der findes kun ganske få detaljer fra nedskrevne kilder, som dokumenterer bondestandens liv fra før 800-tallet. De fleste beskrivelser af de lavere klasser kommer fra enten lovtekster eller fra forfattere fra overklassen. Jordejer-mønstrene i vesten var ikke ensartede; nogle områder var fordelt mellem mange små jordejere, mens det andre steder var én eller få personer, der sad på store sammenhængende jordområder. Disse forskelle gjorde at bondesamfundet havde mange forskellige former, nogle blev domineret af aristokratiske jordejere, mens andre havde en større grad af selvstyre. Visse bønder boede i store bosætninger, der kunne have op mod 700 indbyggere, mens andre boede i mindre grupper med en lille håndfuld familier, og nogle levede også som isolerede gårde spredt ud over landet. I nogle områder boede folk som en blanding af to eller flere af førnævnte systemer. Til forskel fra den senromerske periode, så var der ikke et skarpt skel mellem det juridiske system for frie bønder og aristokratiet, og det var muligt for frie bønder at blive en del af aristokratiet over flere generationer igennem militærtjeneste under en magtfuld herremand.

Det romerske byliv og kultur ændrede sig meget i den tidlige middelalder. Selvom de italienske byer fortsat var beboede så blev de væsentligt mindre. Roms befolkning gik eksempelvis fra flere hundrede tusinde beboere til omkring 30.000 indbyggere i slutningen af 500-tallet. Romerske templer blev omdannet til kristne kirker, og bymurene forblev i brug. I Nordeuropa blev byerne også mindre, mens monumenter og offentlige bygninger blev plyndret for byggematerialer. Etableringen af nye kongeriger betød ofte de byer, som blev valgt til hovedstad, voksede. Selvom der havde været jødiske samfund i mange romerske byer, så oplevede jøderne perioder med forfølgelse efter overgangen til kristendommen. Officielt blev de tolereret, og i nogle tilfælde blev de opfordret til at bosætte sig i nye områder.

Der var en tilgang af den religiøse tro i det østlige rige og Iran i slutningen af 500- og begyndelsen af 600-tallet. Judaisme var en aktivt missionerende tro, og mindst én arabisk leder konverterede til den. Kristendommen havde aktive missionære, der konkurrerede med persiske zarathustrianister om finde folk at omvende, hvilket især foregik på den Arabiske Halvø. Disse tråde belv samlet ved fremkomsten af Islam i Muhammads levetid (død 632). Efter hans død erobrede islamiske tropper store dele af det østlige rige og Person, begyndende med Syrien i 634–635 og nåede Egypten i 640–641, Persien mellem 637 og 642, Nordafrika i den sidste halvdel af 600-tallet og Den Iberiske Halvø i 711. I 714 kontrollerede islamiske styrker store dele af regionen, som de kaldte Al-Andalus.

Den islamiske erobring nåede sit højdepunkt i midten af 700-tallet. De muslimske troppers nederlag under slaget ved Tours i 732 ledte til frankernes generobringen af det sydlige Frankrig, men den primære årsag til den islamiske udbredelse i Europa var Umayyade-kalifatets undergang, og overgangen til Abbaside-kalifatet. Abbasiderne flyttede deres hovedstad til Baghdad og var mere koncentrerede om Mellemøsten end Europa, og de mistede kontrollen over dele af de muslimske lande. Umayyades efterkommere overtog Den Iberiske Halv, aghlabiderne kontrollerede Nordafrika mens tuluniderne blev herskere over Egypten. Omkring midten af 700-tallet begyndte der at opstå nye handelsmønstre i Middelhavsregionen; handel mellem frankerne og araberne erstattede den gamle romerske økonomi. Frankerne handlede med tømmer, pels, sværd og slaver mod silke og andre tekstiler, krydderier og ædelmetaller fra araberne.

Migrationerne og invasionerne i 300- og 400-tallet forstyrede de etablerede handelsnetværk omkring Middelhavet. Afrikanske varer blev ikke længere importeret til Europa, og begyndte at forsvinde fra interiør, og i 600-tallet fandtes de kun i få byer som Rom og Napoli. Mod slutningen af 600-tallet blev afrikanske varer ikke længere tilgængelige i Vesteuropa, bl.a. som følge af den islamiske erobring. Erstatninger for de varer, som kom langvejsfra, med produkter produceret lokalt var en tendens igennem alle de gamle lande i Romerriget, som foregik igennem hele den tidlige middelalder. Dette var især markeret i lande, der ikke havde nogen kyststrækning ud til Middelhavet, som bl.a. Gallien og Britannien. Ikke-lokale varer, som bliver fundet ved arkæologiske udgravninger er normalt luksusvarer. I Nordeuropa var handelsnetværkene ikke alene lokale, men de handlede varer var også simple, med lidt keramik og andre komplekse produkter. Omkring Middelhavet var keramik stadig udbredt og det er tilsyneladende blevet handlet over mellemlange afstande af handelsnetværkerne og ikke kun lokalt.

De forskellige germanske stater i vesten havde alle mønter, der imiterede de eksisterende romerske og byzantinske mønter. Guld blev fortsat anvendt til at slå mønt frem til slutningen af 600-tallet, hvor det blev erstattet af sølvmønter. Den grundlæggende frankiske sølvmønt var denarius eller denier, mens angelsaksernes version blev kaldt penny. Fra disse områder spredte denieren eller pennyen sig til resten af Europa i løbet af 600- til 900-tallet. Der blev ikke slået Kobber- eller bronzemønter, og ejheller mønter i guld bortset fra i Sydeuropa. Der blev ikke slået sølvmønter i forskellig enhed, idet det var sølvvægten, der var afgørende for værdien.

Kristendommen var en stor forenende faktor mellem Øst- og Vesteuropa før den arabiske erobring, men erobringen af Nordafrika splittede de maritime forbindelser til disse områder. Den byzantinske kirke afveg i højere grad i sprog, praksis og liturgi. Den østlige kirke brugte græsk i stedet for det vestlige latin. teologiske og politiske forskelle opstod og mod begyndelsen af 700-tallet var uenigheder som den byzantinske billedstrid, præsters ægteskab og statskontrol over kirke blevet så store at de kulturelle og religiøse forskelle var større end lighederne. Det formelle brud, kaldet det store skisme, kom i 1054, da paven og patriarkatet af Konstantinopel kom i strid om det pavelige overherredømme og ekskommunikerede hinanden, hvilket ledte til at kristendommen blev opdelt i to; den vestlige gren kaldet romerskkatolske kirke og den østlige gren kaldet den østortodokse kirke.

Den eklastiske struktur fra Romerriget overlevede bevægelserne og invasionerne stort set intakt i vesten, men pavedømmet blev fik en mindre vigtig rolle, og få vestlige biskopper vendte sig mod biskoppen i Roms råd for religiøst eller politisk lederskab. Mange af paverne før 750 var mere optaget af Byzans' affærer end østlige teologiske kontroverser. Pave Gregor 1.s (pave 590-604) register eller arkiv med kopier af breve er bevaret, og af de mere end 850 breve så omhandler langt størstedelen emner i Italien eller Konstantinopel. Den eneste del af Vesteuropa, hvor pavedømmet havde indflydelse, var Storbritannien, hvor Gregor havde sendt den Gregorerske mission i 597 for at omvende angelsakserne til kristendommen. Den irske mission var primært aktiv i Vesteuropa mellem 400- og 600-tallet, hvor de først tog til England og Skotland, og derefter videre til kontinentet. Under munke som Columba (død 597) og Columbanus (død 615), grundlagde de klostre, underviste i latin og græsk, og nedskrev sekulære og religiøse værker.

Under den tidlige middelalder oplevede befolkningen udbredelsen af klostrene i vesten. Klostervæsnets form blev afgjort af traditioner og ideer, der stammede fra Ørkenfædrene i Egypten og Syrien. De fleste europæiske klostre var af en type, der fokuserede på samfundets oplevelse af det spirituelle liv, kaldet kenobitisme, hvor Pachomios (død 348) var den store pioner i 300-tallet. Klostrenes idealer spredte sig fra Egypten til Vesteuropa i 400- og 500-tallet via hagiografisk litteratur som bl.a. Antonius' liv. Benedikt af Nurcia (død 547) skrev Benedikts Regel for det vestlige klostervæsen i begyndelsen af 500-tallet, der detaljeret beskrev det administrative og spirituelle ansvar som munkesamfundet havde. Munkene og klostrene havde en stor effekt på det religiøse og politiske liv i den tidlige middelalder, og i forskellige tilfælde fungerede de som en fond eller jordholder for magtfulde familier, centre for propaganda eller kongelig støtte til nyerobrede områder, og som base for missionering. De var den primære og nogle gange eneste institution med uddannelse og læsefærdigheder i et område. Mange af de bevarede manuskripter på latin af klassiske værker blev kopieret i klostrene i den tidlige middelalder. Munke blev også forfattere til nye værker, inklusive historie, teologi og andre emner, som blev nedskrevet af personer som Beda (død 735), en munk fra Nordengland, som skrev i slutnigen af 600-tallet og begyndelsen af 700-tallet.

Det Frankiske Kongerige i det nordlige Gallien blev opdelt i flere kongeriger kaldet Austrasien, Neustrien og Burgund i løbet af 500- og 600-tallet, som alle blev hersket af Merovinger, som afstammede fra Clovis. 600-tallet var en tumultarisk periode med krige mellem Austrasien og Neustrien. Disse krige blev udnyttet af Pipin (død 640), Major Domus for Austrasien, som blev magten bag landets trone. Senere medlemmer af hans familie arvede hans rolle, og fungerede som rådgivere og regenter. En af hans efterkommere, Charles Martel (død 741), vandt slaget ved Poitiers i 732, der stoppede muslimernes fremmarch over Pyrenæerne. Storbritannien var opdelt i flere små stater, der blev domineret af kongerigerne Northumbria, Mercia, Wessex og East Anglia, som var efterkommere af folk fra den angelsaksiske invasion. Mindre kongeriger i nutidens Wales og Skotland var stadig under de oprindelige bretonere og piktere. Irland var opdelt i endnu mindre politiske enheder, normalt kendt som stammeriger, under kongers kontrol. Der var muligvis op mod 150 lokale konger i Irland af forskellig vigtighed.

Karolingerne, der var efterkommere af Charles Martel, overtog kontrollen af kongerigerne Austrasien og Neustrasien under et kup i 753 ledet af Pipin 3. (regerede 752–768). En samtidig krønike hævder, at Pipin søgte, og fik, autoritet til sit kup fra Pave Stefan 2. (pave 752-757). Ved hans død i 768 overgik kongeriget til hans to sønner, Karl (regerede 768–814) og Karloman (regerede 768–771). Da Karloman døde af naturlige årsager blev Karl forhindret i at overtage tronen af Karlomans unge søn, der indsatte sig selv som konge og forenede Austrasien og Neustrien. Karl, der er mere kendt som Karl den Store, påbegyndte en systematisk udvidelse i 774, der forenede en stor del af Europa, og han endte med at kontrollere et område, der dækkede det moderne Frankrig, Norditalien og Sachsen. I krigene, som fortsatte ind i 800-tallet, belønnede han sine allierede med krigsbytte og landområder. I 774 besejrede Karl den Store langobarderne i Lombardiet, hvilket stoppede truslen om at de skulle invadere pavedømmet, og påbegyndte Kirkestaten.

Kroningen af Karl den Store som kejser juledag år 800 bliver betragtet som en vendepunkt i middelalderen, der markerer vendepunktet for det Vestromerske Rige, siden den nye kejser herskede over en stor del af det område, som tidligere var kontrolleret af de vestlige kejsere. Det markerer også en ændring i Karl den Stores forhold til det Byzantinske Rige, da tildelingen af den kejserlige titel fra karolingerne viste deres ligeværdighed i forhold til den byzantinske stat. Der var flere forskelle mellem det nyeetablerede Karolingske Rige og både det gamle Vestromerske Rige og det efterfølgende Byzantinske Rige. Frankens landområder var landområder med kun få mindre byer. Størstedelen af indbyggerne var bønder, der boede på små gårde. Der  eksisterede kun lidt handel, og meget af det var med De Britiske Øer og Skandinavien i kontrast til det gamle Vestromerske Rige, der havde handelsnetværk centreret om Middelhavet. Riget blev administreret af et omrejsende hof, der rejste med kejseren samt omkring 300 officielle embedsfolk kaldet grever, som administrerede de forskellige counties som riget var delt ind i. Præster og lokale biskopper fungerede som embedsmænd, ligesom de kejserlige embedsmænd kaldet missi dominici, som tjente som omrejsende inspektører og problemløsere.

Karl den Stores hof i Aachen var centrum for den kulturelle opblomstring, som nogen gange refereres til som den karolingiske renæssance. Litteraturen trivedes og det samme gjorde udviklinger inden for kunst, arkitektur, jura samt liturgiske og skriptuelle studier. En engelsk munk kaldet Alcuin (død 804) blev inviteret til Aachen og medbragte uddannelse, som var tilgængelig i klostrene i Northumbria. Karl den Stores kancelli - eller skrivekontor - anvendte en skrift, som i dag kaldes karolingisk minuskel, hvilket tillod en almindelig skrivestil, der udviklede kommunikationen over store dele af Europa. Karl den Store betalte for ændringer i den kristne liturgi, der pålagde en romersk form af kirketjenesten i hans riger, samt gregoriansk sang i liturgisk musik til kirkerne. En vigtig aktivitet for de lærde i denne periode var at kopiere, rette og formidle de grundlæggende religiøse tekster og sekulære emner sammen med målet om at opfordre til læring og uddannelse. Nye værker om religiøse emner og lærebøger blev produceret. Lingvistikere fra denne periode ændrede det latinske sprog, og gik fra klassisk latin, som var blevet brugt i Romerriget, over til en mere fleksibel form, som bedre mødte behovene fra kirken og regeringen. Under Karl den Stores regeringstid ændrede sproget sig så meget fra den klassiske latin, at det senere blev kaldt middelalderlatin.

Karl den Store planlagde at fortsætte den frankiske tradition med at opdele sit kongerige imellem alle sine arvinger, men kunne ikke, da kun én søn, Ludvig den Fromme (regerede 814–840), var i live i 813. Umiddelbart inden Karl den Store døde i 814 kronede han Ludvig som sin efterfølger. Hans 26 års regeringstid blev markeret af adskillige opdelinger af riget blandt hans sønner, og efter 829 borgerkrig mellem de forskellige alliancer mellem far og sønner over kontrollen af de forskellige dele af riget. Til slut anerkendte Ludvig sin ældste søn, Lothar 1. (død 855) som kejser og gav ham Italien. Ludvig opdelte resten af riget mellem Lothar og Karl den Skaldede (død 877), hans yngste søn. Lothar tog Østfranken, inklusive begge sider af Rhinen og østover, hvilket efterlod Karl med Vestfranken og et rige mod den vestlige side af Rhinlandet og Alperne. Ludvig den Tyske (død 876), den mellemste søn, der havde gjort oprør mod sin fader til det sidste, fik lov at beholde Bayern, som lånt land fra sin ældre bror. Opdelingen blev omstridt. Pepin 2. (død efter 864), kejserens barnebarn, gjorde oprør i kamp om Aquitaine, mens Ludvig den Tyske forsøgte at annektere hele Østfranken. Ludvig den Fromme døde i 840, mens riget stadig var i kaos.

En tre år lang borgerkrig fulgte hans død. Ved Traktaten i Verdun (843) blev der etableret et kongerige mellem floderne Rhinen og Rhône til Lothar, som han kunne have sammen med sit land i Italien, og hans kejserlige titel blev anerkendt. Ludvig den Tyske fik kontrol over Bayern og den østlige del af nutidens Tyskland. Karl den Skaldede fik Vestfranken, der bestod af størstedelen af nutidens Frankrig. Karl den Stores børnebørn og oldebørn opdelte deres kongeriger imellem deres arvinger, hvilket endte med at få al intern sammenhæng til at ophøre. I 987 fortsatte det karolingiske dynasti i de vestlige landområder med kroningen af Hugo Capet (regerede 987–996) som konge. I de østlige dele af riget var dynastiet forsvundet i 911, da Ludvig Barnet døde, og man i stedet valgte Konrad 1. (regerede 911-918), som ikke var i familie med forgængeren.

Det Karolingiske Riges undergang blev ledsaget af invasioner, migrationer og plyndringer fra fjender. Langs Atlanterhavets og de nordlige kyster hærgede vikingerne, som også havde plyndret de Britiske Øer, og havde bosat sig her, samt på Island. I 911 fik vikingehøvdingen Rollo (død ca. 931) lov til at bosætte sig i Normandiet af den frankiske kong Karl den Enfoldige (regerede 898-922). Den østlige del af de frankiske kongeriger, særligt i tyskland og Italien, var under kontinuerlige angreb fra Ungarn, indtil ungarernes nederlag under lechfeldslaget i 955. Abbasidsdynastiets undergang betød, at den islamiske verden blev opdelt i mindre politiske stater, hvoraf nogle begyndte at ekspandere ind i Italien på Sicilien, samt over Pyrenæerne ind i de sydlige dele af de frankiske kongeriger.

Lokale konger gjorde en indsats for at bekæmpe de invaderende styrker, hvilket ledte til nye politiske enheder. I Angelsaksisk England fik Alfred den Store (regerede 871-899) en aftale med de invaderende vikinger i slutningen af 800-tallet, hvilket resulterede i danske bosættelser i Northumbria, Mercia og dele af East Anglia. Mod modten af 900-tallet havde Alfreds efterfølgere erobret Northumbira og genoprettet den engelske kontrol over det mest af det sydlige Storbritannien. I det nordlige Storbritannien forenede Kenneth MacAlpin (død ca. 860) pikterne og skotterne i Kongeriget Alba. I begyndelsen af 900-tallet var det ottonianske dynasti blevet etableret i Tyskland, og det var engageret i at fordrive ungarerne. Denne indsats kulminerede i 962 med kroningen af Otto den Store (regerede 936-973) som Tysk-romersk kejser. I 972 sikrede han anerkendelse af sin titel fra det Byzantinske Rige, hvilket blev beseglet med hans søns Otto 2. (regerede 967-983) ægteskab med Theophanu (død 991), der var datter af den tidligere byzantinske kejser Romanos 2. (regede 959–963). Mod slutningen af 900-tallet var Italien blevet inddraget i den ottonianske sfære efter en periode med ustabilitet; Otto 3. (regerede 996–1002) brugte meget af den sene del af hans regeringstid i kongeriget. Kongeriget Vestfranken var blevet mere opdelt, og selvom kongerne formelt regerede, så lå en stor del af den politiske magt hos lokale herremænd.

Missionering i Skandinavien i 800- og 900-tallet hjalp med at styrke kongeriger som Danmark, Norge og Sverige, som fik magt og landområder. Nogle konger konverterede til kristendommen, men ikke alle før efter 1000, og skandinaverne ekspanderede og koloniserede i Europa. Udover bosættelser i Irland, England og Normandiet forgik der bosættelser i det der blev Kijevriget og Island. Svenske handelsfolk og plyndringsmænd rejste op af de russiske floder, og forsøgte sågar at erobre Konstantinopel i 860 og 970. Det kristne Spanien, der oprindeligt var fordrevet til en lille del af den Iberiske Halvø mod nord, udvidede langsom mod syd i 800- og 900-tallet og etablerede Kongeriget Asturien og Kongeriget León.

I Østeuropa genoplivede det Byzantinske Rige dets medgang under kejser Basileios 1. (regerede 867–886) og hans efterfølgere Leo 4. (regerede 886–912) og Konstantin 7. (regerede 913–959), medlemmer af det makedonske dynasti. Handelen genopblomstrede og kejserne styrede udbredelsen af en ensartet administration i alle provinserne. Militæret blev reorganiseret, hvilket gjorde det muligt for kejserne Johannes 1. (regerede 969–976) og Basileios 1. (regerede 976–1025) at udvide rigets grænser til alle sider. Det kejserlige hof var centrum for en genoplivning af den klassiske læring, en proces der blev kendt som makedonsk renæssance. Forfattere som John Geometres (fl. i starten af 900-tallet) skrev hymner, digte og andre værker. Den missionære indsats resulterede i, at moravianere, bulgarer, folk fra Böhmen, polakker, ungarere og slavere, der boede i Kijevriget blev kristnet. Disse konverteringer bidrog til grundlæggelsen af politiske stater i de landområder, hvor disse befolkningsgrupper boede; Stormähren, Bulgarien, Böhmen, Polen, Ungarn og Kijevriget. Bulgarien, der var blevet grundlagt omkring 680, nåede på sit højdepunkt et område, der gik fra Budapest til Sortehavet, og fra floden Dnepr til Adriaterhavet. I 1018 overgav de sidste bulgarske adelige sig til det Byzantinske Rige.

Der blev kun konstrueret få større stenbygninger mellem Konstantins basilikaer i 300-tallet og 700-tallet, selvom mange mindre blev bygget i 400- og 500-tallet. I begyndelsen af 700-tallet genoplivede det Karolingiske Rige basilika-arkitekturen. En af kendetegnene ved basilikaerne var brugen af transept, eller arme i en kors-formet bygning, som går vinkelret på skibet. Andre kendetegn ved den religiøse arkitektur var kryds og monumentale indgangspartier, normalt mod vest på bygningen.

Karolingisk kunst blev produceret til en lille gruppe personer i hoffet og de klostre og kirker, som de støttede. Det var præget af, at man forsøgte at genskabe romersk og byzantinsk kunsts stolthed og klassicisme, men var også påvirket af insulær kunst fra de Britiske Øer. Insulær kunst integrerede energien fra irsk keltisk og angelsaksisk kunst ornamenter med Middelhavsområdets former som bogen, og etablerede meget af den karakteristik, som var kendetegnende for resten af middelalderen. Overlevende religiøse værker fra den tidlige middelalder er hovedsageligt illuminerede manuskripter og udskårne elfenben, der oprindeligt var fremstillet til metalgenstande, som siden er blevet smeltet væk. Genstande i ædelmetal var de mest prestigefyldte kunstgenstande, men næsten alle er gået tabt bortset fra nogle få kors som eksempelvis Lotharkorset, adskillige relikvier, og arkæologiske fund som den angelsaksiske begravelse ved Sutton Hoo samt depotfundene Gourdonskatten fra merovingiansk Frankrig, Guarrazarskatten fra visigotisk Spanien og Nagyszentmiklósskatten fra det byzantinske område. Der er bevaret flere store broche og fibulaer eller ringfibler som tilsyneladende har været en vigtig del af den personlige udsmykning for eliten. Disse inkluderer Tara-brochen. Rigt dekorerede bøger var hovedsageligt evangelier og disse er bevaret i stort antal, inklusive den insulære Book of Kells, Lindisfarne-evangelierne og den kejserlige Codex Aureus of St. Emmeram, der er en af de få der stadig har sit klenodiebind i guld med indsatte juveler. Karl den Stores hof synes at have været ansvarlig for indførelsen af den figurative monumentale skulptur i kristen kunst, og mod slutningen af perioden fuldstørrelses figurer som Gero Cross var almindelige i vigtige kirker.

Under det senromerske rige var de vigtigste militære udviklinger forsøg på at etablere et effektivt kavaleri, samt fortsat udvikling af højt specialiserede typer af soldater. Etablereingen af den tungt pansrede katafraktsoldat som kavaleri var en vigtig enhed i 400-tallets romerske militær. Forskellige invaderende stammer sammensatte deres militær på forskellige måder. Angelsakserne i Storbritannien var en primær infanteri-enhed. Vandalerne og visigoterne havde en stor andel af kavaleri i deres hære. I den tidlige periode med invasioner var stigbøjlen ikke blevet introduceret til krigsførsel, hvilket kun gav kavaleriet en begrænset anvendelse, primært som choktropper, da de ikke kunne lægge fuld vægt i deres stød og slag, fordi rytterne ikke sad så godt fast på hesten. Den største ændring i militær teknologi i invasionsperioden var, at hunnerne introducerede kompositbuen, der var den tidligere langbue overlegen. En anden udvikling var udbredelsen af langsværd, skælpanser og senere lamelrustning.

Vigtigheden af infanteri og let kavaleri begyndte at blive mindre i begyndelsen af perioden med det Karolingiske Rige, mens specialtrænet tungt rytteri blev mere udbredt. Anvendelsen af værnepligt blandt den frie del af befolkningen blev mindre i samme periode. Selvom en stor del af da karolingiske hære var rytteri, så var en stor andel i den tidlige periode tilsyneladende beredent infanteri frem for egentligt kavaleri. En undtagelse var angelsaksiske England, hvor hærene stadig bestod af regionale værnepligtige, kendt som en fyrd, som blev ledet af lokale personer fra overklassen. Inden for militærteknologi var en ændring at armbrøsten vendte tilbage. Den havde været kendt i Romerriget, og begyndte at optræde som våben på de europæiske slagmarker i slutningen af den tidlige middelalder. En anden ændring var introduktionen af stigbøjlen, der gjorde kavaleriet mere effektivt. En teknologisk udvikling, som ikke bare blev adopteret af militæret, var introduktionen af hesteskoen, som gjorde det muligt at anvende heste i klippeterræn.

Højmiddelalderen var en periode med enorm befolkningsudvikling. Det er estimeret, af Europas befolkning voksede fra 35 til 80 mio. fra omkring år 1000 til år 1347. Bedre landbrugsteknikker, nedgang i slaver, varmere klima og fraværet af store invasioner har sandsynligvis alle været medvirkende årsager hertil. Op mod 90 % af befolkningen var bønder, der boede på landet. Mange boede ikke længere på isolerede gårde, men var derimod samlet i små samfund, normalt tilknyttet en herregård eller en landsby. Disse bønder var ofte underlagt adelige herremænd, og de betalte dem leje og andre services i et system kaldet godssystemet. Der var stadig få frie bønder i denne periode, og der var flere i Sydeuropa end i Nordeuropa. Skovrydning til brug for landbrug og at tilskynde bønder til at bosætte på ryddet skovareal bidrog også til befolkningstilvæksten.

Andre dele af samfundet inkluderede adelstanden, gejstligheden og borgere i byerne. Adelen, både dem som var adelige og ridderen, udnyttede herregårdene og bønderne, selvom de ikke direkte ejede land, men fik tildelt rettighederne til indkomsten fra herregården eller andre landsområder af en herremand igennem feudalsystemet. I 1000- og 1100-tallet blev disse landområder, eller len, betragtet som arvelige, og de fleste steder var det ikke længere muligt at opdele landområderne imellem alle arvingerne, som det havde været tilfældet i den tidlige middelalder. I stedet gik de fleste len og landområder til den ældste søn. Adelens dominans var bygget på kontrol over landet, deres militærtjeneste som tungt kavaleri, kontrol over borge og forskellige immuniteter og undtagelser fra skatter og andre påbud. Borge, der oprindeligt var bygget i træ og senere i sten, begyndte at blive opført i 800- og 900-tallet som modsvar på de uroligheder der var på dette tidspunkt, og de gav beskyttelse mod invasioner samt gav herremændene mulighed for at forsvare sig mod rivalerne. Kontrol over borge gav også mulighed for, at adelen kunne modsige sig kongen eller andre herremænd. Adelen var lagdelt; kongerne og de højest rangerende adelige kontrollerede et stort antal bønder og store landområder og i mange tilfælde også andre adelige. Under dem var den lavere adel, der havde autoritet over mindre landområder og færre personer. Ridderne var lavest i dette system; de kontrollerede ikke noget land og de skulle tjene adelsfolk, der rangerede over dem.

Gejstligheden var opdelt i to typer: sekulær gejstlighed, som levede ude i verden, og den regulære gejstlighed, som levede under religiøst styre og som typisk var munke. I hele perioden var munke en meget lille andel af hele befolkningen, som regel under 1 %. De fleste i den regulære gejstlighed kom fra adelen, der var den samme klasse, som tjente som rekruteringsmateriale til de højere niveau i den sekulære gejstlighed. I de lokale sogne kom præsterne ofte fra bondeklassen. Borgere var i en lidt usædvanlig situation, idet de ikke passede ind i den traditionelle tredelte opdeling af samfundet i adelige, gejstlighed og bønder. I løbet af 1100- og 1200-tallet udvidede borgeres rang sig, i takt med at byerne voksede sig større og nye urbane områder opstod. I løbet af hele middelalderen var andelen af befolkningen, som boede i byerne, aldrig mere end 10 %.

Jøderne spredte sig over Europa i denne periode. Der blev etableret samfund i Tyskland og England i 1000- og 1100-tallet, men i Spanien, hvor de længe havde boet under muslimerne, kom nu under kristent styre og blev udsat for stigende pres for at konvertere til kristendommen. De fleste jøder var samlet i byerne, da de ikke havde lov til at eje land eller være bønder. Udover jøderne var der andre ikke-kristne i udkanten af Europa; hedenske slavere i Østeuropa og muslimer i Sydeuropa.

Kvinder i middelalderen var officielt underlagt en mand, hvad enten det var deres far, mand eller lignende. Enker var ofte tilladt at have væsentlig mere kontrol over deres eget liv, men var stadig begrænsede ved lov. Kvindernes arbejde bestod generelt i hushold og andre opgaver i hjemmet. Bondekoner var som regel ansvarlige for at tage sig af husholdningen, passe børn samt at passe haven og husdyr tæt ved hjemmet. Du kunne supplere husholdningens indkomst ved at spinne eller brygge øl hjemme. Ved høsttid blev det forventet, at de hjalp til med markarbejdet. Kvinder i byen var ansvarlige for husholdningen, men kunne også være engageret i handel. Hvilke typer handel, som kvinder kunne blive en del af, varierede fra land til land og også i forhold til, hvilken periode de befandt sig i. Adelskvinder var ansvarlige for at styre husholdningen, og i visse tilfælde blev det også forventet at de drev herregården, hvis deres mand eller mandlige familiemedlem var ude at rejse. De var dog som regel ikke med i opgaver der berørte militæret eller regeringen. De eneste roller inden for kirken, som kvinder kunne blive en del af, var som nonner, da de ikke kunne blive præster.

I Central- og Norditalien samt i Flandern voksede flere byer sig så store og rige, at de fik en grad af selvstyre, hvilket stimulerede den økonomiske vækst og skabte et miljø for nye typer handelsforeninger. Kommercielle byer langs Østersøens kyster gik ind i et samarbejde kaldet hansaen, og de italienske maritime republikker som Venedo, Genova og Pisa udvidede deres handel i Middelhavet. Store handelsmarkeder blev etableret og blomstrede i Nordfrankrig i denne periode, hvilket gjorde det muligt for italienske og tyske købmænd at handle med hinanden samt med lokale købmænd. I slutningen af 1200-tallet blev der fundet nyt land og nye sejlruter til fjernøsten, hvilket blev beskrevet i Marco Polos Rejser, som blev skrevet af en af de handelsfarende, Marco Polo (død 1324). Udover nye handelsmuligheder gjorde forbedringer i landbruget og teknologien, at man kunne forbedre overskuddet fra afgrøderne, hvilket muliggjorde at handelsnetværkene kunne udvides. Den øgede mængde handel bragte nye måder at behandle penge på til Europa, og mønter i guld blev slået først i Italien og senere i Frankrig for så at sprede sig til andre lande i Europa. Nye former for kommercielle handelskontrakter opstod, hvilket gav købmændene mulighed for at dele risikoen ved nye handelseventyr. Bogholderiet blev også forbedret, bl.a. som følge af indførslen af dobbelt bogholderi; akkreditiver opstod også, hvilket gjorde overførslen af penge nemmere.

Højmiddelalderen var den periode, hvor de moderne nationer i vesten blev etableret. Kongerne i Frankrig, England og Spanien konsoliderede deres magt og etablerede stabile regeringsinstitutioner. Nye kongeriger som Ungarn og Polen, efter deres konvertering til kristendommen, blev centraleuopæiske magter. Magyarer (ungarere) havde bosat sig i Ungarn omkring år 900 under kong Árpád (død ca. 907) efter en serie invasioner i 800-tallet. Pavedømmet, der længe var forbundet med en ideologi om uafhængighed fra sekulære konger, fremsatte for første gang deres verdslige magt og myndighed over hele den kristne verden; det pavelige monarki nåede sit højdepunkt i begyndelsen af 1200-tallet under Innocent 3. (pave 1198-1216). De nordiske korstog og udvidelsen af kristne kongeriger og militærordner ind i tidligere hedenske områder Østersøregionen og Finland bragte tvungen assimilering til mange indfødte i europæisk kultur.

I den tidlige del af højmiddelalderen blev Tyskland regeret af det ottonianske dynasti, som kæmpede med at få kontrol over de magtfulde hertuger, der herskede over stamhertugdømmerne, der gik tilbage til folkevandringstiden. I 1204 blev de erstattet af det salianske dynasti, som havde et opgør med pavestolen under kejser Henrik 4. (regerede 1084–1105) over kirkens udnævnelser som en del af investiturstriden. Hans efterfølgere fortsatte striden mod pavestolen samt mod den tyske adel. En periode med ustabilitet fulgte efter kejser Henrik 5.s død (regerede 1111-25), da han ikke efterlod sig nogle arvinger, indtil Frederik 1. Barbarossa (regerede 1155-90) overtog kejsertronen. Selvom han herskede effektivt så forblev de grundlæggende problemer, og hans efterfølgere havde fortsat problemer ind i 1200-tallet. Barbarossas barnebarn Frederick 2. (regerede 1220–1250), der også var arving til Siciliens trone igennem sin moder, havde gentagne sammenstød med pavestolen. Hans hof var berømt for dets lærde og han blev ofte beskyldt for kætteri. Han og hans efterfølgere havde mange problemer, inklusive mongolernes invasion af Europa i midten af 1200-tallet. Mongolerne splittede først Kijevrigets hertudømmer og derefter invaderede de Østeruopa i 1241, 1259 og 1287.

Under Huset Capet begyndte det franske monarki langsomt at udvide sin autoritet over adelen med udgangspunkt i Île-de-France for at udøve mere kontrol over landet i 1000- og 1100-tallet. De stod overfor en magtfuld rival i hertugerne af Normandiet, der i 1066 under Vilhelm Erobreren (hertug 1035-1087) erobrede England (regerede 1066-87) og skabte et imperium der strakte sig over kanalen, og som i forskellige former overlevede resten af middelalderen. Normannerne bosatte sig også på Sicilien og Syditalien, da Robert Guiscard (død 1085) gik i land her i 1059 og etablerede et hertugdømme, der senere blev til Kongeriget Sicilien. Under Henrik 2.s (regerede 1154-89) huset Angevin og hans søn Richard 1. (regerede 1189–99), regerede Englands konger over England og store dele af Frankrig, hvilket blev bragt ind i familien igennem Henrik 2.s ægteskab med Eleanor af Aquitaine (død 1204), der var arving til en stor del af Sydfrankrig. Richards yngre bror, John (regerede 1199–1216), mistede Normandiet og resten af de nordfranske besiddelser i 1204 til den franske kong Philip 2. Augustus (regereede 1180–1223). Dette ledte til utilfredshed blandt den engelske adel. Johns overdrevne beskatning i forsøg på at betale for at generobre Normandiet ledte i 1215 til Magna Carta, der bekræftede den frie mands rettigheder og privilegier i England. Under Henrik 3. (regerede 1216–72), Johns søn, blev der gjort yderligere indrømmelser overfor adelen, og den kongelige magt blev endnu mindre. Det franske monarki fortsatte med at tage land fra adelen i slutningen af 1100- og 1200-tallet, og bragte flere territorier i kongeriget under kongens personlige magt og centraliserede den kongelige administration. Under Louis 9. (regerede 1226–70), steg den kongelige prestige yderligere, da han fungerede som talsmand for det meste af Europa.

På den Iberiske Halvø begyndte de kristne stater, der havde været begrænset til den nordvestlige del af halvøen, at skubbe tilbage mod de islamiske stater i syd i en periode kaldet Reconquista. Omkring år 1150 var det kristne nord smeltet sammen til fem større kongeriger; León, Castilien, Aragonien, Navarre og Portugal. Sydiberien var fortsat under islamisk styre, i første omgang under Córdoba-kalifatet, som gik i opløsning i 1031 og blev til et skiftende antal mindre stater kaldet taifaer, som kæmpede med de kristne indtil Almohad-kalifatet reetablerede en centralmagt over det sydlige Iberien i 1170'erne. Kristne styrker avancerede igen i begyndelsen af 1200-tallet, hvilket kulminerede i generobringen af Sevilla i 1248.

I 1000-tallet overtog seldsjukker-dynastiet meget af Mellemøsten; de besatte Persien i 1040'erne, Armenien i 1060'erne og Jerusalem i 1070. I 1071 besejrede den tyrkiske hær den byzantinske hær under slaget ved Manzikert, og de tog den byzantinske kejser Romanus 4. (regerede 1068–71) til fange. Tyrkerne kunne herefter invadere Lilleasien, hvilket var et hårdt slag for Det Byzantinske Rige, idet tyrkerne erobrede en stor del af befolkningen og de vigtigste økonomiske regioner. Selvom Det Byzantinske Rige regrupperede og til en hvis grad kom sig, så fik de aldrig samme kontrol over Lilleasien, og måtte ofte være i defensiv. Tyrkerne havde dog også problemer; de mistede kontrollen over Jerusalem til Fatamid-kalifatet fra Egypten, og de led under en række interne borgerkrige. Byzantinerne stod også overfor det genoplivede Bulgarien, der i slutningen af 1100-tallet og 1200-tallet spredte sig over Balkan.

Formålet med korstogene var at erobre Jerusalem fra muslimerne. Det første korstog blev igangsat af Pave Urban 2. (pave 1088-99) under Clermont-kancelliet i 1095, som svar på den byzantinske kejser Alexios 1. Komnenos' (regerede 1081–1118) bøn om hjælp mod de invaderende muslimer. Urban lovede aflad til enhver der deltog. Titusindevis af personer fra alle samfundsklasser blev mobiliseret over hele Europa, og de erobrede Jerusalem i 1099. Under korstogene blev der udført pogrommer mod lokale jøder, der ofte foregik, når korsfarerne forlod deres hjemland for at drage mod øst. Disse var især brutale under det første korstog, hvor jødiske samfund i Köln, Mainz og Worms blev ødelagt, og andre samfund i byer mellem floderne Seinen og Rhinen også oplevede ødelæggelser. En anden følgevirkning af korstogene var grundlæggelsen af en ny klostertype, de militære ordener tempelridderne og johanniterordenen, som forenede klosterlivet med militærtjeneste.

Korstogene konsoliderede deres erobringer i korsfarerstater. I 1100- og 1200-tallet var der en serie konflikter mellem disse stater og de omkringliggende islamiske stater. Appeller fra disse stater til pavestolen ledte til yderligere korstog, såsom det tredje korstog, der blev udført for at generobre Jerusalem, som var blevet erobret af Saladin (død 1193) i 1187. I 1203 blev det fjerde korstog omdirigeret fra Det Hellige Land til Konstantinopel, og de erobrede byen i 1204, hvor de etablerede Det Latinske Kejserrige og svækkede Det Byzantinske Rige meget. Byzantinerne generobrede byen i 1261, men fik aldrig deres tidligere styrke tilbage. I 1291 var alle korsfarerstaterne blevet erobret, selvom Kongeriget Jerusalem overlevede på Cypern i flere år efter.

Paverne indkaldte til korstog, der skulle foregå andre steder end i Det Hellige Land; i Spanien, Sydfrankrig og langs Østersøens kyster. De spanske korstog blev en del af Reconquista af Spanien fra muslimerne. Selvom tempelridderne og johanniterordenen tog del i de spanske korstog blev der også etableret lignende spanske religiøse ordener, hvoraf de fleste blevet en del af de to største ordener Calatravaordenen og Santiago-ordenen ved starten af 1100-tallet. Nordeuropa var uden for kristen indflydelse indtil 1000-tallet, og flere steder blev genstand for de nordiske korstog i 1100- til 1300-tallet. Disse korstog blev også grundlaget for nye militære ordener som Sværdbroderordenen. En anden orden, Den Tyske Orden, som egentligt var grundlagt i en korsfarerstat, fokuserede hovedsageligt sin aktivitet i Østersøområdet efter 1225, og i 1309 flyttede man hovedkvarteret til Ordensborgen Malbork i Preussen.

I løbet af 1000-tallet ledte udvikling i filosofi og teologi til øget intellektuel aktivitet. Der var debat mellem realister og nominalister over konceptet universel. Filosofisk debat blev stimuleret af genopdagelsen af Aristoteles og hans vægt på emperisme og rationalisme. Lærde som Peter Abelard (død 1142) og Peter Lombard (død 1164) introducerede logik i teologi. I slutningen af 1000-tallet og begyndelsen af 1200-tallet blev katedralskoler udbredt i Vesteuropa, der signalerede et skift fra klostrenes læring til at viden og uddannelse foregik ved katedraler og i byer. Katedralskolerne blev senere erstattet af universiteter, der blev etableret i de største europæiske byer. Filosofi og teologi fusionerede i skolastik, der var et forsøg for de lærde i 1100- og 1200-tallet på at forene de vigtigste tekster, primært Aristoteles lære og biblen. Denne bevægelse forsøgte at anvende en systematisk tilgang til sandhed og fornuft, og det kulminerede i Thomas Aquinas' (død 1274) tanker, og hans værk Summa Theologica, eller Opsummering af Teologi.

Ridderlighed og den høviske kærligheds ethosb udviklede sig i hoffet blandt de kongelige og adelige. Denne kultur blev udtrykt i hverdagsprog frem for på latin, og de blev beskrevet i digte, historier, legender og populære sange, der blev spredt af troubadourer og omrejsende musikere. Ofte var historierne blevet skrevet ned i chansons de geste, eller sange om store gerninger, som Rolandskvadet eller Hildebrands Sang. Der blev også skrevet sekulære og religiøse historier. Geoffrey af Monmouth (død ca. 1155) forfattede Historia Regum Britanniae, der er en samling af historier og legender om Kong Arthur. Andre værker var mere åbenlyst historie, som Otto von Freisings (død 1158) Gesta Friderici Imperatoris, der beskriver kejser Frederick Barbarossas genringer, eller William af Malmesburys (død ca. 1143) Gesta Regum om Englands konger.

Juridiske studier udviklede sig i 1100-tallet. Både sekulær lov og kanonlov, eller eklastisk lov, blev studeret i højmiddelalderen. Sekulær lov, eller romersk lov, udviklede sig meget ved opdagelsen af Corpus Juris Civilis i 1000-tallet, og omkring år 1100 blev der undervist i romersk lov på universitetet i Bologna. Dette ledte til nedskrivningen og standardiseringen af juridiske retningslinjer over hele Vesteuropa. Kanonisk lov blev også studeret og omkring år 1140 nedskrev en munk kaldet Gratian, der var lærer i Bologna, et værk om kanonlov kaldet Decretum, som siden blev et standardværk på området.

Blandt resultaterne for den græske og islamiske indflydelse i denne periode i europæisk historie var overgangen fra romertal til talsystemet decimal positionstalsystem og opfindelsen af algebra, der gjorde mere avanceret matematik mulig. Astronomien blev udviklet efter oversættelsen af Ptolemæus' Almagest fra græsk til latin i slutningen af 1100-tallet. Medicin blev også studeret og udviklet, særligt i Syditalien, hvor islamisk medicin påvirkede Salernoskolen.

I 1000- og 1200-tallets Europa var der økonomisk vækst og nye innovative metoder til produktion blev udviklet. De største teknologiske udviklinger var opfindelsen af vindmøllen, de første mekaniske ure, fremstillingen af spiritus og brugen af astrolabium. Konkave briller blev opfundet omkring år 1286 af en ukendt italiener, der arbejdede i eller tæt på Pisa.

Udviklingen af trevangsbrug med vekseldrift af afgrøderne øgede udbyttet af landsbrugslandet. Udvikling af ploven gjorde det muligt at dyrke landbrug i tungere jord, hvilket blev hjulpet på vej af kumteselen, der førte til, at man gik over til brug af arbejdsheste frem for okser. Heste er hurtigere end okser og har brug for mindre græsgange, hvilket hjalp med implementeringen af trevangsbruget.

Udviklinger i byggeteknologien ledte til opførslen af katedraler, borge, nye rådhuse, byhuse, broer og tiendelader. Skibsbygningen blev også forbedret med brugen af ribbe og planke-metoden frem for den gamle romerske metode med tapsamlinger. Brugen af latinersejl og ror forøgede hastigheden på skibene.

Inden for militæret brugte man mere infanteri med specialiserede roller. Sammen med det stadigt dominerende tunge kavaleri inkluderede man ofte armbrøstskytter, både som kavaleri og infanteri, samt sappører og ingeniører. Armbrøste, der havde været kendt siden slutningen af antikken, blev mere udbredt som følge af at belejringskrig blev mere populært i 900- og 1000-tallet. Den mere udbredte brug af armbrøste ledte til at man udviklede hjelme med lukket visir, tungt kropspanser samt panser til heste. Sortkrudt blev kendt i Europa i 1300-tallet. Kanoner blev brugt første gang i 1320'erne og håndholdte skydevåben blev brugt i 1360'erne.

I 900-tallet havde etableringen af kirker og klostre ledt til udviklingen af stenarkitektur, der udviklede det romerske formsprog, hvilket afledte til typen som romansk stil. Hvor det var muligt genanvendte man materialer fra romerske teglsten og stenbygninger. Begyndelsen blev kendt som førsteromansk, der var en stil som blomstrede og spredte sig i Europa i en ualmindeligt homogen form. Umiddelbart inden år 1000 var der en stor bølge af opførsler af stenkirker overalt i Europa. Romanske bygninger har store kraftige stenvægge, åbninger med halvrunde buer, små vinduer og, særligt i Frankrig, hvælvinger. De store portaler med malede skulpturer i relief blev en central del af facaderne, særligt i frankrig, og kapitælsøjler blev ofte udskåret med scener fra fortællinger med fantasifulde monstre og dyr. Ifølge kunsthistorikeren C. R. Dodwell, blev stort set alle kirker i vesten dekoreret med vægmalerier, hvoraf kun få er bevaret. Simultant med udviklingen i kirkearkitektur blev der udviklet en særlig europæisk form for borgarkitektur, som blev vigtig for både politik og krigsførsel.

Romansk kunst, særligt metalarbejde, var den mest sofistikerede i mosankunst, hvor vigtige kunstneriske personer inkluderer Nicholas af Verdun (død 1205), og en næsten klassisk stil ses i døbefonten i Sankt Bartholomæuskirken i Liege, der står i kontrast til den samtidige Gloucesterlysestagen. store illuminerede bibler og salmebøger var den typsike form for luksusmanuskripter, og vægmalerier blomstrede i kirkerne, ofte efter et skema med en dommedagsskildring på vestvæggen, en Majestas Domini mod øst og en fortælling af bibelske scener ned igennem kirkeskibet, eller som det bedst bevarede eksempel, i Klosterkirken Saint-Savin-sur-Gartempes tøndehvælvede loft.

Fra begyndelsen af 1100-tallet udviklede franske arkitekter og stenhuggere gotikken, der blev markeret ved brugen af ribhvælv, spidsbuer, stræbepiller og store glasmalerier. Stilen blev primært brugt i kirker og katedraler og den fortsatte med at blive brugt frem til 1500-tallet i store dele af Europa. Klassiske eksempler på gotisk arkitektur inkluderer Domkirken i Chartres og Notre-Dame de Reims i Frankrig samt Salisbury Cathedral i England. Glasmalerier blev et vigtigt element i kirkernes design, der fortsatte med store vægmalerier, men de fleste er i dag gået tabt.

I løbet af denne periode begyndte praksissen med illuminerede manuskripter langsomt at overgå fra klostrene til lægfolk, således at ifølge Janetta Benton bragte de fleste munke deres bøger til værksteder omkring år 1300, og tidebøger udviklede sig til en form for andagtsbog for lægfolk. Metalarbejde fortsatte med at være den mest prestigefyldte form for kunst; emaljearbejde fra Limoges i frankrig var en populær og relativt overkommelig form for emalje til relikvier og kors. I Italien gjorde Giovanni Cimabue og Duccio innovationer, efterfulgt af Trecentomesteren Giotto di Bondone (død 1337), at panelmalerier og freskoer blev mere sofistikerede og deres status steg. Større rigdom i 1100-tallet ledte til en større produktion af sekulær kunst; mange udskårne genstande i elfenben som spillebrigger, kamme og små religiøse figurer er bevaret.

Reformer i klosterlivet blev en vigtig ting i løbet af 1000-tallet, hvor eliten begyndte at bekymre sig om, at munkene ikke fulgte de regler der bandt dem til et fuldstændigt religiøst liv. Abbediet Cluny, der blev grundlagt i Mâcon i Frankrig i 909, blev etableret som en del af Benediktinreformen, der var en større reform i det monastiske liv som følge af denne frygt. Cluny fik hurtigt et ry for strenghed og stringens. Det søgte at fastholde en høj kvalitet i det spirituelle liv, og fik pavens beskyttelse og man valgte abbeden uden lægmænds indblanding, hvorved man vedligeholdt økonomisk og politisk uafhængighed fra lokale herremænd.

Monastiske reformer igangsatte en ændring i den sekulære kirke. Idealet som den var baseret på blev bragt til pavestolen for Pave Leo 9. (pave 1049–1054), og det gav uafhængighed til præsternes ideologi, hvilket ledte til investiturstriden i slutningen af 1000-tallet. Dette involverede Pave Gregor 7. (pave 1073–1085) og kejser Henry 4., som oprindeligt havde kæmpet om udnævnelser af biskopperne, som var en diskussion der udviklede sig til en krig om ideer som investitur, præster der giftede sig og simoni. Kejseren så beskyttelse af kirken som en af sine ansvarsområder, men ville også beholde retten til at kunne udpege biskopper i sine egne lande, mens pavestolen insisterede på kirkens uafhængighed fra sekulære herremænd. Disse problemer forblev uløste efter kompromiset i 1122 kaldet Wormskonkordatet. Uenigheden repræsenterede en vigtig scene i skabelsen af det pavelige monarki separat fra og på lige fod med de øvrige autoriteter, der gjaldt for lægmand. Det havde også den permanente konsekvens, at de tyske prinser fik magt på bekostning af den tyske kejser.

Højmiddelalderen var også en periode med store religiøse bevægelser. Udover korstogene og klosterreformerne så søgte folk at deltage i nyt religiøst liv. Nye klosterordener blev grundlagt, heriblandt Karteuserordenen og Cistercienserordenen. Særligt sidstnævnte blev hurtigt udvidet i de tidlige år under Bernard af Clairvaux' (død 1153) guide. Disse nye ordener blev etableret som modsvar til den følelse som lægmand havde, at benediktinerklostrene ikke længere mødte lægmands behov, der udover at have et ønske om at gå ind i det religiøse liv ønskede at vende tilbage til et mere aflukket og hermetisk form for monastisk kristendom eller leve et liv som discipel. Pilgrimsfærde blev tilskyndet. Gamle pilgrimssteder som Rom, Jerusalem, Santiago de Compostela-katedralen og nye steder som som Basilica di San Nicola og Santuario di San Michele Arcangelo i Italien var populære.

I 1200-tallet blev tiggermunkordener, Franciskanerordenen og Dominikanerordenen, der levede et liv i fattigdom og levede af tiggeri godkendt af paven. Religiøse grupper som Valdesere og Humiliatordenen forsøgte også at vende tilbage til den tidlige kristnedom i midten af 1100-tallet og begyndelsen af 1200-tallet, men de blev dømt som kættere af pavedømmet. Andre sluttede sig til katharerne, en anden bevægelse der blev dømt for kætteri af pavedømmet. I 1209 blev katharerne elimineret under et korstog, som var rettet mod dem, det albigensiske korstog, i en kombination med den middelalderlige inkvisition.

De første år af 1300-tallet blev mærket af hungersnød, der kulminerede i den store hungersnød 1315–1317. Årsagerne til den store hungersnød inkluderede en langsom overgang fra den middelalderlige varmeperiode til den lille istid, der gjorde befolkningen sårbar over for dårligt vejr, der gav fejlslagen høst. Årene 1313–14 og 1317–21 var meget regnfulde i hele Europa, hvilket resulterede i udbredt misvækst og dårlig høst over hele Europa. Klimaændringen, som gav en lavere gennemsnitstemperatur på hele kontinentet i 1300-tallet, blev fulgt af økonomisk nedgang.

Disse problemer blev fulgt op med den sorte død i 1347, der var en pandemi, som spredte sig over hele Europa i de følgende tre år. Dødstallet var sandsynligvis omkring 35 millioner i Europa, hvilket svarer til omtrent en tredjedel af befolkningen. Byer blev særlig hårdt ramt, fordi folk boede tæt. Store landområder blev meget tyndt befolket, og i nogle områder blev markerne ikke dyrket. Lønningerne steg, da herremænd forsøgte at få den reducerede arbejdsstyrke til at arbejde på deres marker. Yderligere problemer var lav leje og lavere efterspørgsel på mad, hvilket skar en del af indkomsten for landbruget. Folk i byerne følte, at de havde ret til bedre betaling, og flere oprør opstod rundt omkring i Europa. Blandt disse var jacquerie-oprøret i Frankrig, Peasants' Revolt i England og oprører i byerne Firenze i Italien og Gent og Brugge i Flandern. Det trauma som pesten medførte gjorde folk mere gudfrygtige i Europa, hvilket blev manifisteret ved grundlæggelsen af velgørenhedstiltag, flagellanternes selvpineri og at give jøderne skylden for pesten. Dette blev ikke bedre, da pesten vendte tilbage af flere omgange i 1300-tallet og resten af middelalderen.

Samfundet i hele Europa blev forstyrret af pestens hærgen. Landområder der kun havde givet lille udbytte blev nu forladt, da de overlevende kunne få fat i mere frugtbar landbrugsjord. Selvom livegenskab blev mindre i Vesteuropa blev det mere almindeligt i Østeuropa, hvor herremænd pålagde det deres lejere og forpagtere, som tidligere havde været frie. De fleste bønder i Vesteuropa formåede at ændre det arbejde, som de tidligere skulle gøre for deres herremænd, til i stedet at blive en betalt leje i kontanter. Andelen af livegenskab blandt bondestanden gik fra omkring 90 % til 50 % mod slutningen af perioden. Herremænd blev også mere bevidste om fælles interesser med andre herremænd, og de slog sig sammen for at udnytte de privilegier, som de havde fået fra regeringen. Delvis som følge af pres fra herremændene forsøgte regeringer at lovgive sig til at vende tilbage til de økonomiske betingelser fra før den sorte død. Ikke-gejstlige folk blev i højere grad i stand til at læse og skrive, og byernes befolkning begyndte at imitere adelstandens interesse for ridderlighed.

Jødiske samfund blev udvist fra England i 1290 og fra Frankrig i 1306. Selvom nogle fik lov at komme tilbage til Frankrig, så var det langt fra alle, og mange jøder emigrerede mod øst, hvor de bosatte sig i Polen og Ungarn. Jøderne blev smidt ud af Spanien i 1492 og blev spredt til Tyrkiet, Frankrig, Italien og Holland. Bankvæsnet blev udviklet og udbredt i Italien i 1200-tallet og forsatte op igennem 1300-tallet, hvor det blev hjulpet på vej af krig og pavedømmets behov for at flytte penge imellem forskellige kongeriger. Mange bankfirmaer lånte penge til adelen, med stor risiko, og nogle gik konkurs, når konger misligeholdt deres lån.

Stærke, monarkibaserede nationalstater voksede frem i hele Europa i senmiddelalderen, særligt England, Frankrig og de kristne kongeriger på den Iberiske Halvø; Aragonien, Castilien og Portugal. Den lange konflikt i perioden styrkede kongernes kontrol over deres kongeriger, og det gik hårdt ud over bondestanden. Kongen profiterede på krigsførslen, der udvidede deres beføjelser og øgede mængden af land som de kontrolerede direkte. For at kunne betale for krigene var det nødvendigt at skatteindkrævning blev mere effektiv og skatterne blev ofte højere og højere. For at kunne opkræve skatterne fik repræsentative organer som Det engelske parlament og Frankrigs generalstænder mere magt og autoritet.

Igennem 1300-tallet forsøgte de franske konger at udvide deres indflydelse på bekostning af adelens besiddelser. De løb ind i problemer, da de forsøgte at konfiskere den engelske konges besiddelser i det sydlige Frankrig, hvilket ledte til hundredårskrigen, som foregik fra 1337 til 1453. Tidligt i krigen under Edward 3. (regerede 1327–77) og hans søn Edward, den sorte prins (død 1376), vandt de slagene ved Crécy og Poitiers, erobrede Calais, og fik kontrol over meget af Frankrig. Dette resulterede næsten i at det franske kongerige disintegrerede under de tidlige år af krigen. I begyndelsen af 1400-tallet, hvor Frankrig igen var ved at gå i opløsning bl.a. med Slaget ved Agincourt, blev en stor del af den franske adel slået ihjel. I slutningen af 1420'erne gjorde Jeanne d'Arcs (død 1431) deltagelse at krigslykken vendte, og dette ledte til flere Franske sejre og erobringen af Englands sidste besiddelser i Sydfrankrig i 1453. Prisen var dog høj, da befolkningen mod slutningen af hundredsårskrigen sandsynligvis var omkring halvdelen af, hvad den havde været ved starten på konflikten. Omvendt havde krigen en positiv effekt på den engelske nationalidentitet, hvor den fik samlet forskellige lokale identiteter til et samlet nationalt ideal. Konflikten med Frankrig hjalp også med at skabe en national kultur i England, der adskilte sig fra den franske kultur, som tidligere havde været den dominerende indflydelse. Den engelske langbues dominans begyndte i begyndelsen af hundredårskrigen, og kanoner blev brugt første gang i åbent slag ved Crécy i 1346.

I nutidens Tyskland fortsatte det Tysk-romerske rige med at regere, men kejserkronen skulle vælges hver gang, og der var derfor ikke noget stabilt dynasti, hvorfra der kunne skabes en stærk stat. Længere mod øst voksede kongerigerne Polen, Ungarn og Böhmen sig stærke. På den Iberiske Halvø fortsatte de kristne kongeriger med at erobre land fra de muslimske kongeriger ; Portugal fokuserede på at ekspandere oversøisk i 1400-tallet, mens de andre kongeriger kæmpede med problemer om arvefølgende. Efter at have tabt hundredårskrigen påbegyndte England en lang borgerkrig kaldet rosekrigene, som varede til op i 1490'erne og først sluttede, da Henry Tudor (regerede 1485–1509 som Henrik 7.) blev konge og konsoliderede sin magt med en sejr over Richard 3. (regerede 1483–85) ved Bosworth i 1485. I Skandinavien konsoliderede Margrete 1. sin magt over Danmark, Norge og Sverige med kalmarunionen, der stod ved magt indtil 1523. Den store magt i Østersøen var Hansaen, der var en kommerciel konføderation af bystater der drev handel fra Vesteuropa til Rusland. Skotland fik frigjort sig fra den engelske dominans under Robert the Bruce (regerede 1306–29), der formåede til at få paven til at anerkende ham som konge i 1328.

Selvom de palaiologiske kejsere generobrede Konstantinopel fra vesteuropæerne i 1261 blev de aldrig i stand til at få kontrol over hele det tidligere imperium. De kontrollerede kun en lille del af Balkanhalvøen nær Konstantinopel, byen selv og nogle kystområder langs Sortehavet og omkring Det Ægæiske Hav. De tidligere byzantinske områder i Balkan blev opdelt mellem Kongeriget Serbien, Andet Bulgarske rige og bystaten Venedig. De byzantinske kejseres magt blev truet af en ny tyrkisk stamme kaldet ottomanerne, der etablerede sig i Anatolien i 1200-tallet og støt udvidede området op igennem 1300-tallet. Ottomanerne udvidede deres rige ind i Europa, hvilket reducerede Bulgarien til en vasalstat i 1366 og de erobrede Serbien efter Slaget ved Kosovo i 1389. Vesteuropæerne mobiliserede de kristne i Balkanområdet og startede et nyt korstog i 1396, hvor der blev sendt en stor hær til Balkan, hvor den blev besejret under slaget ved Nicopolis. Konstantinopel faldt endeligt til ottomanerne i 1453.

I det tumultariske 1300-tal ledte uenigheder over ledelsen af kirken til Avignon-pavedømmet fra 1305-78, også kaldet det Babyloniske fangenskab af pavedømmet (en reference til det babyloniske fangenskab af jøderne), og herefter til det store skisma der varede fra 1378 til 1418, hvor der var to og senere tre rivaliserende paver, der var blev støttet af flere forskellige lande. Kirkelige embedsmænd indkaldte til konsilet i Konstanz i 1414, og året efter afsatte rådet én af de rivaliserende paver, hvilket efterlod to tilbage. Yderligere afsættelse fulgte, og i november 1417 valgte rådet Martin 5. (pave 1417–31) som pave.

Udover skismet blev kirken også udfordret af teologiske kontroverser, hvoraf nogle endte med kætteri. John Wycliffe (død 1384), en engelsk teolog, blev dømt som kætter i 1415 for at sige, at lægmand skulle have adgang til biblen, samt for sine holdninger til nadveren, der ikke stemte overens med kirkens doktrin. Wycliffes lære havde indflydelse på to store kætteriske bevægelser i senmiddelalderen; Lollarderne i England og hussiterne i Böhmen. Den böhmiske bevægelse blev igangsat af Jan Hus' lære. Han blev ligeledes brændt på bålet i 1415 efter at være blevet dømt som kætter af konsilet i Konstanz. Hussiterkirken overlevede igennem middelalderen, på trods af at være genstand for et korstog. Der blev lavet andre kætterbeskyldninger mod bl.a. tempelridderne, der resulterede at de blev undertrykt i 1312, og dele af deres store rigdom blev delt mellem den franske kong Philip 4. (regerede 1285–1314) og johanitterordenen.

Pavedømmet udviklede messen yderligere i senmiddelalderen, hvor kun præsterne måtte deltage i vinen som en del af nadveren. Dette skabte yderligere afstand mellem gejstligheden og lægmand. Pilgrimsfærde fortsatte, ligesom dyrkelse af relikvier og troen på djævlens magt gjorde. Mystikere som Meister Eckhart (død 1327) og Thomas à Kempis (død 1471) skrev værker, der lærte lægmand at fokusere på deres indre spirituelle liv, hvilket lagde grundstene til reformationen. Udover mysticisme blev troen på hekse og hekseri udbredt, og i slutningen af 1400-tallet var kirken begyndt støtte befolkningen i deres frygt for hekse med de første domsafsigelser i 1484 og udgivelsen af Malleus Maleficarum 1486, der blev den mest populære håndbog for heksejægere.

I senmiddelalderen ledte teologer som John Duns Scotus (død 1308) og William af Ockham (død ca. 1348), til en reaktion mod skolastikken, idet de gjorde oprør mod brugen af fornuft til tro. Deres arbejde underminerede den dominerende platoniske ide om at noget var universielt. Ockham insisterede på at fornuft opererede uafhængigt af tro, hvilket gjorde det muligt at separere teologi og filosofi. Juridiske studier blev præget af en stabil udvikling af romersk lov til områder som tidligere havde været styret af sædvaneret. Den eneste undtagelse på denne tendens var i England, hvor common law fortsat var fremherskende. Andre lande nedskrev deres love; lovskrifter blev bekendtgjort i Castilien, Polen og Lituaen.

Uddannelse forblev hovedsageligt fokuseret på at træne fremtidige gejstlige. Den grundlæggende indlæring af bogstaver og tal forblev fortsat familiens eller den lokale landsbypræsts opgave, men sekundære trivium-emner, som grammatik, retorik, logik, blev studeret på katedralskoler eller skoler i byerne. Kommercielle sekundære skoler blev mere udbredt og nogle italienske byer havde mere end én af disse. Universiteter spredte sig også i Europa i 1300- og 1400-tallet. Læsefærdighederne blandt befolkningen steg; et estimat på dette er, at omkring 10 % af mændene og 1 % af kvinderne kunne læse omkring år 1500.

Udgivelser af folkelig litteratur steg med udgivelser af bl.a. Dante (død 1321), Petrarch (død 1374) og Giovanni Boccaccio (død 1375) i 1300-tallets Italien, Geoffrey Chaucer (død 1400) og William Langland (død ca. 1386) i England, og François Villon (død 1464) og Christine de Pizan (død ca. 1430) i Frankrig. Meget litteratur havde fortsat en religiøst karakter, og selvom en stor del stadig blev skrevet på latin, så opstod der et nyt behov for helgenernes liv og emner i den folkelige litteratur. Det blev også brugt i Devotio Moderna-bevægelsen, hvor særligt dannelsen af Brødrene af Fælleslivet spillede ind, men også værker af tyske mystikere som Meister Eckhart og Johannes Tauler (død 1361). Teater udviklede også en ny form med mysteriespil, der blev arrangeret af kirken. Mod slutningen af perioden ledte udviklingen af bogtrykkekunsten i omkring 1450 til, at der blev etableret egentlige forlag rundt i Europa omkring år 1500.

Tidligt i 1400-tallet begyndte landene på Den Iberiske Halvø at sponsorere opdagelsesrejser uden for Europa. Prins Henrik Søfareren af Portugal (død 1460) sendte en ekspedition, der opdagede De Kanariske Øer, Azorerne og Kap Verde, mens han levede. Efter hans død fortsatte opdagelsesrejserne; Bartolomeu Dias (død 1500) sejlede syd om Kap Det Gode Håb i 1486 og i 1498 sejlede Vasco da Gama (død 1524) syd om Afrika til Indien. De samlede spanske monarkier Castilien og Aragonien betalte Christoffer Columbus' (død 1506) opdagelse af Amerika. Den engelsk sponsorerede John Cabots (død 1498) rejse i 1497 til Cape Breton under Henrik 7.

En af de store udviklinger i den militære sfære i senmiddelalderen var den større mængde af infanteri og let kavaleri på slagmarken. Englænderne benyttede også langbueskytter, men andre lande formåede ikke at skabe lignende styrker med samme succes. Rustningen blev fortsat udviklet, hvilket blev motiveret af, at armbrøsten blev kraftigere. Pladerustning kunne beskytte soldater mod armbrøstbolte og hagebøsser. Stagevåben nåede nye højdepunkter med flamske og schweiziske infanterihære med pike og andre lange spyd.

I landbrug brugte man i højere grad får med lang uld, der gjorde det muligt, at spinde stærkere tråde. Spinderokken erstattede den traditionelle håndrok, hvilket tredoblede produktionen. En mindre raffineret teknologi, der stadig havde stor effekt på dagliglivet var brugen af knapper til at lukke tøj med, som gjorde det muligt at lave bedre pasform, uden at skulle binde tøjet fast, til den person der bar det. Vindmøller blev udviklet med opfindelsen af tårnmøllen, hvilket gjorde det muligt at dreje den øverste del af møllen mod den retning, hvorfra vinden kom. Højovnen optrådte i Sverige omkring år 1350, hvilket øgede mængden af jern der kunne blive produceret, og kvaliteten blev samtidig forbedret. Den første patentlov i 1447 i Venedig beskyttede opfindernes rettigheder over deres opfindelser.

Senmiddelalderens Europa svarer nogenlunde til Trecento og den tidlige renæssances kulturperiode i Italien. Nordeuropa og Spanien fortsatte med at bruge Gotik, som blev stadig mere detaljeret i 1400-tallet, stort set frem til slutningen af perioden. International gotik var en høvisk stil, der nåede meget af Europa omkring år 1400, og der blev produceret mesterværker som Très Riches Heures du Duc de Berry. Overalt i Europa fortsatte både kvantiteten og kvaliteten af den sekulære kunst med at blive større, og i 1400-tallet blev købmandsklassen i Italien og Flandern vigtige mæcener for kunstnere, hvor de bestilte små portrætter af dem selv i olie samt i højere grad luksusgenstande som smykker, udskårne genstande i elfenben, cassone-kister og majolika-keramik. Disse inkluderede også Hispano-Moresque-keramik, der hovedsageligt blev produceret af Mudéjar-pottemagere i Spanien. Selvom de kongelige havde store samlinger af guldgenstande, så er kun ganske lidt bevaret bortset fra Coupe de sainte Agnès (Kongelige Guldkop). Italiensk silkeproduktion udviklede sig, så vestlige kirker og eliten ikke længere behøvede at basere sig på import fra Det Byzantinske Rige eller den Islamiske verden. I Frankrig og Flandern blev gobeliner som The Lady and the Unicorn en stor luksusindustri.

Store udendørs skulpturer på gotiske kirker gav plads til flere skulpturer indenfor, og gravsteder blev omstændige og dekorerede, og andre detaljer som prædikestole blev nogle gange rigt udskåret som Giovanni Pisanos prædikestol i Sant'Andrea. Malede og udskårne altertavler i træ blev almindelige, særligt i kirker med mange sidekapeller. Tidlige hollandske malere som Jan van Eyck (død 1441) og Rogier van der Weyden (død 1464) konkurrerede med italienerne, og det samme gjorde illuminerede manuskripter længere nordpå, hvor der i 1400-tallet begyndte at blive fremstillet store værker og samlinger af den sekulære elite, der bestilte verdslige bøger, særligt om historie. Fra omkring 1450 blev trykte bøger hurtigt meget populære, selvom de stadig var meget dyre og forbeholdt overklassen. Der var omkring 30.000 forskellige udgaver af inkanubeler eller værker printet før år 1500, hvor illuminerede manuskripter kun blev bestilt af kongelige og få andre. Meget små træsnit, stort set alle religiøse, kunne blive købt selv af bønder i dele af Norderuopa fra midten af 1400-tallet. Dyrere graveringer blev købt af den rigere del af befolkningen, og havde et bredt udvalg af billeder.

Middelalderen bliver ofte omtalt som en periode med uvidenhed og overtro der placerede religiøse autoriteters ord over personlig erfaring og rational aktivitet. Dette er et ry, som perioden har fået både under renæssancen og oplysningstiden, hvor lærde og videnskabsfolk foretrak at opretholde en stærk kontrast mellem deres intellektuelle kultur og middelalderen. Renæssancens videnskabsfolk så middelalderen som en periode med nedgang fra den fine kultur og civilisation fra antikken; i oplysningstiden mente man, at fornuft var bedre end tro, og man så derfor middelalderen som en periode med uvidenhed og overtro.

Andre argumenterer for at fornuft blev relativt højt værdsat i middelalderen: Videnskabshistorikeren Edward Grant skriver, Hvis revolutionære rationelle tanker blev udtrykt [i 1700-tallet], var det kun muligt som følge af en lang middelalderlig tradition, der etablerede brugen af fornuft som en af de vigtigste menneskelige aktiviteter. Modsat hvad mange tror, skriver David Lindberg, at senmiddelalderens lærde sjældent oplevede tvangsmagt fra kirken, og ville opfatte sig selv som frie (særligt inden for naturvidenskab) til at følge fornuft og observationer hvorend de ledte hen.

Karikaturen af perioden ses også i mere specifikke forestillinger og begreber. En fejlopfattelse, der først opstod i 1800-tallet og som stadig er meget almindelig, er at folk i middelalderen troede at Jorden var flad. Dette er ikke sandt, idet lektorer på middelalderens universiteter ofte argumenterede med beviser, der viste at Jorden var en sfære. Lindberg og Ronald Numbers, der er en anden ekspert i perioden, skriver at der var stort set ingen kristne lærde i middelalderen, som ikke anerkendte [Jordens] kugleform og sågar kendte den omtrentlige diameter. Andre misforståelser som at kirken forbød obduktioner og dissikeringer i middelalderen, kristendommens udbredelse stoppede antikkens videnskab eller den kristne kirke i middelalderen undertrykte naturfilosofiens udvikling bliver alle citeret af Numbers som eksempler på udbredte myter, der stadig optræder som historiske fakta, selvom de ikke støttes af moderne historisk forskning




#Article 49: Musik (553 words)


Musik opfattes traditionelt som en sammensætning af toner, der synges eller spilles på et instrument. En tænketank i USA definerede musik som mønstre af lyde, der varierer i højde og varighed og som frembringes af følelsesmæssige, sociale, kulturelle og intellektuelle grunde. Den bredeste definition er, at musik er organiserede lydbegivenheder der opfattes æstetisk. Musik kan inddeles i tre hovedgrupper:partiturmusik, det vil sige den nedskrevne musik, populærmusik og den mundtlig overleverede musik som folkeviser, børnesange og skillingsviser.

Musik anvendes overalt i verden. Samtlige kulturer har udviklet og brugt musikken til for eksempel dans og fest. Musikken er højst sandsynligt opstået meget tidligt i menneskets historie. Mennesket har dyrket musik i flere tusinde år. I Slovenien er der fundet nogle 53.000 år gamle fløjter af ben, som neandertalere har spillet på.

I dag findes der mange raffinerede bud på musik. Et fællestræk er, at der er specielle rammer og stilarter inden for al musik; hver genre har en speciel instrument-besætning. Den afrikanske musik består for det meste af trommer og sang, den asiatiske og mellemøstlige af strengeinstrumenter og den vestlige folkemusik domineres af trommer og strengeinstrumenter. 

Traditionel musik spilles af en eller flere musikere, sammensat til et band (bruges i bl.a. folke-, og rockmusik) eller et orkester (bruges i bl.a. klassiske sammenhænge) afhængig af sammenhængen. For at blive en kvalificeret og anerkendt klassisk musiker tager mange en musisk uddannelse på eksempelvis et musikkonservatorium.

Musik gengives på papir med noder og becifringer. Man skelner mellem melodi, rytme, klang og harmoni (også kaldet harmonik).

Mange steder i naturen genkendes melodiske elementer – i fuglesang, hvalsang osv. På samme måde kan vind og vand have musikalske kvaliteter. Naturens lyde er ikke frembragt som musik, og er derfor ikke musik i snæver forstand. Dog kan man lytte til dem musikalsk, og de vil da kunne opfattes som musik i ordets bredere forstand. Det samme gælder kulturelle lyde, fx industrielle maskiner eller diverse støjfænomener.

Traditionel musik spilles på instrumenter. De klassiske instrumenter deles op i fire hovedkategorier: tangentinstrumenter som klaver, marimba og vibrafon, strengeinstrumenter som ukulele, banjo og guitar, blæseinstrumenter som mundharmonika, sækkepibe og trompet slagtøj som djember, bon-go trommer, conga trommer og almindelige trommesæt. 

Musikkens genre afhænger af atmosfæren, vokalen (sangen), rytmen, evt melodien, hastigheden i sangen samt valget af instrumenterne. For eksempel har metal musik mere guitar end trompeter som i Jazz eller klassisk musik. Metal musik har dog de fleste instrumenter med sig, som Lumsk og Emily Autumn som kan spille violin, slipknot med DJ og Flogging Molly med irsk musik blandet sammen med punk.

Ud over de traditionelle instrumentkategorier findes utallige alternative, elektriske og elektroniske instrumenter, som Synthezisere og El-guitar.

Der findes et utal af instrumenter i den store verden. Alt lige fra Afrikanske trommer som djember til de mere populære instrumenter som sækkepiber, trompeter eller blokfløjter.

Musik deles op i forskellige genrer efter geografisk placering, besætning og spillestil. Musikgenrer er en måde at klassificere musik på, og bruges tit til at beskrive musik. 

Komponister skaber musik efter deres egne principper og ideer, og de skriver det ofte ned, så det ikke går tabt så musikere kan spille deres stykker. Ordet komponist stammer fra den klassiske musik, hvor de Klassiske komponister skrev store værker til hele orkestre. Ikke al musik er komponeret af komponister, idet en del musik improviseres frem eller opstår som et kollektivt produkt.

  




#Article 50: Microsoft (1653 words)


Microsoft Corporation er et af verdens største it-firmaer med base i Redmond ved Seattle i delstaten Washington i det nordvestlige USA.

Microsoft har været repræsenteret i Norden siden 1985 da datterselskabet Kista blev oprettet i Stockholm. I 1989 blev det danske datterselskab Microsoft Danmark med hovedkontor i Hellerup oprettet. Desuden har selskabet en udviklingsafdeling i Vedbæk nord for København. I November 2015 forventer Microsoft Danmark at flytte ind i en ny fælles bygning der er under konstruktion i Kongens Lyngby. Konstruktionen har været under kritik af de lokale, da den nye bygning ligger hvor der tidligere var en gratis parkeringsplads, der blev benyttet af mange kunder i det nærtliggende Lyngby Storcenter.Citat: For at opfylde ambitionen om at udvikle Kgs. Lyngby til en Nordeuropas førende videns- og uddannelsesbyer har Lyngby-Taarbæk Kommune taget initiativ til opførelsen af et storslået bygningskompleks med en blanding af studenter- og forskerboliger til Danmarks Tekniske Universitet, DTU, butikker og et nyt it-hovedsæde for Microsoft, beliggende ved den gamle Fæstningskanal midt i byen.

Selskabet er blandt andet kendt for Microsoft Windows, Office, Internet Explorer og Edge-browseren som blev lanceret sammen med Windows 10 d. 29. juli 2015.

Microsoft blev grundlagt af Bill Gates og Paul Allen i 1975. Firmaets første produkt var en BASIC-fortolker til microcomputeren Altair 8800. Microsoft indgik i 1981 en kontrakt med IBM om at levere et styresystem til deres kommende produkt, den første pc. Microsoft havde på det tidspunkt ikke et styresystem på lager, men købte en CP/M-klon ved navn QDOS, som de omdøbte til PC-DOS.

IBM lod Microsoft beholde rettighederne til DOS, hvilket næppe var sket hvis IBM i tide havde indset pc'ens potentiale.. Pc'en blev en stor succes, ikke mindst efter at Compaq og sidenhen andre lancerede klon-pc'er, dvs. computere, der var kompatible med IBM's pc. Microsoft markedsførte DOS til de øvrige pc-producenter under navnet MS-DOS, og DOS blev hurtigt de facto-standarden på pc'er. Hermed var grunden lagt til Microsofts dominans på pc-platformen.

Bill Gates var Microsofts første administrerende direktør, og siden 1981 var han også formand for firmaets bestyrelse. I 2000 overgik chefstolen til Steve Ballmer, der havde været ansat i firmaet siden 1980, mens Gates fortsatte som bestyrelsesformand og chefsoftwarearkitekt.

I august 1985 startede Microsoft og IBM sammen udviklingen af nyt styresystem kaldet OS/2. 

Den 20. november 1985 udgav Microsoft sin første version af Microsoft Windows, oprindeligt en grafisk forlængelse for MS-DOS-styresystemet. 

I 1989 lancerede Microsoft sit flagskib, kontorpakken Microsoft Office. Den var sammensat af applikationer som Microsoft Word og Microsoft Excel. 

Microsoft lancerede Windows 3.0 den 22. maj 1990. Windows genererede på dette tidspunkt større indtægter til Microsoft end OS/2, og selskabet besluttede at flytte flere ressourcer fra OS/2 til Windows. Populariteten af OS/2 dalede i de efterfølgende år, og Windows blev hurtigt det dominerende styresystem på pc-platformen.

Under overgangen fra MS-DOS til Windows sikrede successen fra Microsoft Office at firmaet kunne tage store markedsandele fra sine konkurrenter såsom WordPerfect og Lotus 1-2-3. Ifølge The Register påstod Novell, den daværende ejer af WordPerfect, at Microsoft anvendte sit kendskab til kernen i DOS og Windows til at få Office til at køre hurtigere end sine konkurrenter. I sidste ende blev Microsoft Office det dominerende kontorprogram med en markedsandel langt større end dens konkurrenter.

Den 27. juli 1993 frigav Microsoft sit første serveroperativsystem, Windows NT 3.1. Det var et professionelt styresystem med Windows 3.1-brugergrænseflade, men en helt anden kerne. 

Den 24. august 1995 frigav Microsoft en ny version af Windows, Windows 95, der bl.a. bød på en helt ny brugergrænseflade, herunder en ny Start-knap. De første fire dage efter dets lancering blev der solgt mere end én million eksemplarer.

Den 26. maj 1995, efter Bill Gates' interne Internet Tidal Wave memo, begyndte Microsoft at udvide sit produktudbud til computernetværk og World Wide Web. Den 24. august 1995 blev en større online-tjeneste, MSN (Microsoft Network), iværksat som en direkte konkurrent til AOL. MSN blev en paraplybetegnelse for Microsofts online-tjenester. 

Microsoft fortsatte med at oprette filialer på nye markeder i 1996, begyndende med et joint venture med NBC om at oprette en ny 24-timers nyhedskanal, MSNBC. 

I 1997 blev Internet Explorer 4.0 frigivet til både Mac OS og Windows, hvilket markerede begyndelsen på overtagelsen af browser-markedet fra det rivaliserende firma Netscape. I oktober indgav det amerikanske justitsministerium et beslutningsforslag i den amerikanske Federal District Court, hvori man erklærede, at Microsoft havde overtrådt en aftale underskrevet i 1994, og justitsministeriet anmodede retten om at beordre Microsoft til at holde op med at levere Internet Explorer sammen med Windows.

I 1998 frigav Microsoft Windows 98, en opgradering af Windows 95 med indarbejdelse af en række internet-fokuserede funktioner og støtte til nye typer af enheder. 

Den 3. april 2000 blev en dom afsagt i sagen USA versus Microsoft. Microsoft blev fundet skyldig i monopoldannelse og dømt til at blive delt op i to adskilte enheder. Opdelingen blev senere omstødt af en føderal appeldomstol.

Windows XP blev frigivet den 25. oktober 2001. Windows XP kombinerede programkoden fra det professionelle Windows NT og de forbrugerorienterede Windows 95 og 98 i ét operativsystem. XP indførte en ny grafisk brugergrænseflade, den første ændring i brugergrænsefladen siden Windows 95. 

Xbox var Microsofts første forsøg på spillekonsolmarkedet, som tidligere var domineret af Nintendo og Sony. Der opstod uro i marts 2004, hvor en antitrust-retssag var anlagt mod Microsoft af EU for at misbruge sin dominans med Windows-styresystemet. I sidste ende resulterede det i en dom med en bøde på 497 millioner euro (613 millioner amerikanske dollars).

En af Microsofts forretningstaktikker, beskrevet af en medarbejder som embrace, extend and extinguish (omfavn, udvid og udryd) går ud på at 'omfavne' en konkurrerende standard eller produkt, så udvide den med deres egne tilføjelser og derefter gøre den uforenelig med den oprindelige standard. Derefter kan den bruges til at udrydde konkurrenten, eventuelt ved at gøre det umuligt for konkurrenten at bruge Microsofts nye version af standarden. 
Mange firmaer og regeringer har i tidens løb sagsøgt Microsoft for brug af denne taktik og der er afsagt domme mod selskabet for milliarder af dollars.* * * 

Microsoft hævder at strategien ikke er anti-kompetitiv (konkurrenceudryddende), men snarere 'en måde at gennemføre kundernes ønsker'.

Microsoft købte i 2002 den danske udvikler af økonomi- og ERP-software, Navision, og indlemmede virksomheden i Microsoft Business Solutions-divisionen (MBS). Afdelingen i Vedbæk blev Microsofts første udviklingsafdeling i Europa og er stadig firmaets største uden for USA. Microsoft har også tidligere opkøbt andre ERP-firmaer, herunder Great Plains og Solomon og har i dag samlet alle produkterne under navnet Microsoft Dynamics, hvor de tidligere danskudviklede produkter Axapta og Navision nu hedder henholdsvis Dynamics Ax og Dynamics Nav.

Den 27. juni 2008 blev Bill Gates pensioneret fra den daglige aktivitet i virksomheden. Han beholdt dog i to år en stilling som chefsoftwarearkitekt (Chief Software Architect) og beholdt også sin stilling som bestyrelsesformand. 

Windows 10, udgivet i august 2015, er Microsofts nyeste operativsystem. Det er efterfølgeren til Windows 8/Windows 8.1 og Windows 7. Windows 10 vil være frit tilgængeligt for alle, også dem der har piratkopieret tidligere versioner af Windows, i et år fra udgivelsen. Dette er gjort for 1) At få en større markedsandel i Kina, hvor mange har piratkopiret tidligere versioner af Windows, og 2) For at spare på at kunne lukke supporten af tidligere versioner af Windows.

Firmaets mest populære produkter er operativsystemet Windows – efterfølgeren til DOS – og kontorpakken Office, der bl.a. inkluderer tekstbehandlingsprogrammet Word, regnearket Excel samt e-mail- og kalenderprogrammet Outlook.

Firmaet markedsfører i mindre omfang hardware (tastaturer, mus mv.) samt spilkonsollen Xbox og udbyder desuden en række online-tjenester, herunder besked- og opkaldsnetværket Skype.

Firmaets produkter og marketingstrategier er de senere år i stigende grad blevet genstand for debat, særlig som følge af en række anklager om monopollignende virksomhed og ufin virksomhedsetik, der på verdensplan har været fremsat mod firmaet, specielt af konkurrenter.

I 2006 meldte Microsoft, at firmaet havde påbegyndt et nyt projekt kaldt Project Argo. Dette projekt viste sig at være en konkurrent til de mange håndholdte multimedieafspillere, heriblandt den kendte iPod. Denne afspiller går i dag under navnet Zune.

Teknisk reference for udviklere og artikler til forskellige Microsoft-magasiner såsom Microsoft Systems Journal (eller MSJ) er tilgængelig via Microsoft Developer Network, ofte kaldet MSDN. MSDN tilbyder også abonnementer for virksomheder og enkeltpersoner, og de mere dyre abonnementer tilbyder normalt adgang til pre-release beta-versioner af Microsoft-software. I de seneste år har Microsoft lanceret et community for udviklere og brugere, der har overskriften Channel9, som giver mange moderne features såsom en wiki og et internetforum. Et andet EF-websted, der giver daglige videocasts og andre tjenester, On10.net, blev lanceret den 3. marts 2006. 

Det meste af den gratis, tekniske support tilgængelig via Microsoft er leveret gennem online Usenet-nyhedsgrupper (i de tidlige dage blev det også leveret på CompuServe). Der er flere af disse nyhedsgrupper for næsten alle produkter, Microsoft leverer, og ofte er de overvåget af Microsoft-ansatte. Folk, der er nyttige på nyhedsgrupper, kan vælges af andre jævnbyrdige eller Microsoft-ansatte til Microsoft Most Valuable Professional (MVP)-status, hvilket kvalificerer personer til en særlig social status ud over muligheden for at opnå lavere priser og andre fordele.

Dommer Thomas Penfield Jackson fandt det i sin 207 sider lange kendelse klart, at på grund af IBM's markedsføring af Lotus SmartSuite, og andre alternativer til Microsoftprodukter (f.eks. World Book Electronic Encyclopedia i forhold til Microsoft Encarta), havde Microsoft straffet IBM med højere priser, sene licenser til Windows 95 og tilbageholdelse af teknisk support.
IBM opnåede først Windows 95 OEM-rettigheder, 15 minutter før Windows 95 blev frigivet (24. august 1995). På grund af denne usikkerhed blev IBM-pc'er solgt uden Windows 95, mens Compaq, HP og andre føjelige selskaber solgte pc'er med Windows 95 fra første dag.

Den 10. december 1997 modtog Sorø Micro Soft et sagsanlæg fra Microsoft med krav om ændring af forretningens navn. Sorø-firmaet havde registreret navnet allerede i 1979, og da navnet Microsoft først blev registreret i 1989, kunne den danske virksomhed dokumentere ejerskab til navnet i længere tid end Microsoft, som måtte opgive navneretssagen mod Sorø Micro Soft.




#Article 51: Matematik (2578 words)


Matematik (fra oldgræsk μάθημα, máthēma: det jeg lærte, at lære; μαθηματικός mathēmatikós: glad for at lære) er en videnskab som studerer sådanne emner som mængde (tal og aritmetik), struktur (algebra), rum (geometri) og infinitesimalregning/matematisk analyse. Der findes ikke nogen generelt accepteret definition for matematisk videnskab.

Matematikere opsøger og anvender mønstre til at formulere nye formodninger; de afgør om formodningerne er falske eller sande ved hjælp af matematiske beviser. Når matematiske strukturer viser sig at være gode modeller af virkelige fænomener, kan matematisk tænkning bruges til bedre at beskrive eller forudsige naturen.

Mennesker har praktiseret matematik lige så langt tilbage i historien som man har skriftlige optegnelser. Gennem brug af abstraktion og logik udviklede matematik sig fra grundlæggende optælling, udregning og opmåling, samt gennem studier af former og bevægelser for fysiske genstande. Det var græske matematikere, som var de første til at bruge strengt logisk tænkning, mest berømt i Euklids Elementer. Frem til Renæssancen udviklede det matematiske fag sig kun langsomt, men de mange nye videnskabelige opdagelser gav på den tid næring til en mængde matematiske studier og ny indsigt, en tendens der er fortsat helt til i dag. I nyere tid har man på baggrund af banebrydende arbejder inden for grundlæggende matematik, af fx Giuseppe Peano (1858–1932) og David Hilbert (1862–1943), fået den faglige tilgang, at sandhed afdækkes gennem strengt logisk deduktion ud fra passende aksiomer og definitioner.

Matematik anvendes inden for mange fag, fx naturvidenskab, ingeniørvidenskab, lægevidenskab, økonomi og og socialvidenskab. Inden for anvendt matematik har underdiscipliner som statistik og spilteori vokset sig store. Matematikere arbejder gerne inden for ren matematik (matematik for matematikkens skyld, dvs uden praktisk anvendelse for øje), men forskningsresultater inden for ren matematik har ofte senere fået praktisk anvendelse.

Matematikken er en deduktiv og abstrakt videnskab, som bygger på logiske metoder. I den moderne definition er det undersøgelsen af aksiomatisk definerede abstrakte strukturer ved brug af logik, læren om sandt og falsk, som er det fælles udgangspunkt. De specifikke strukturer, der undersøges, har ofte deres udgangspunkt i naturvidenskaben, oftest i fysikken. Men i modsætning til naturvidenskaben beskriver matematikken en uvirkelig ideel verden, hvor for eksempel rette eller parallelle linjer findes modsat den virkelige verden. Matematikere definerer og undersøger også strukturer udelukkende af hensyn til matematikkens udvikling af egne regler, for eksempel fordi de finder ud af, at en struktur giver en samlende generalisering, eller at der findes et værktøj, der kan hjælpe i flere forskellige grene af matematikken.

Der findes dog ikke nogen alment accepteret definition på, hvad matematik er. Aristoteles definerede faget som videnskaben om størrelser, og denne definition var fremherskende frem til 1700-tallet. Men da den matematiske forskning i løbet af 1800-tallet i stigende grad blev præget af logisk strenghed og desuden begyndte at opdyrke nye felter som gruppeteori og projektiv geometri, som ikke primært handler om målelige størrelser, begyndte der blandt matematikere og filosoffer at dukke en række nye definitioner op. I dag arbejder man inden for matematisk filosofi med tre overordnede måder at definere faget på, nemlig en logicistisk, som anser matematik for at høre under logikken, en intuitionistisk, som lægger vægt på de tankerækker og tankebaner, som matematikere følger i deres arbejde med at opnå ny indsigt, samt en formalistisk, hvor det væsentlige er hvordan man håndterer matematiske symboler efter visse grundantagelser. Man er dog langtfra enige om, hvilken af disse overordnede måder giver den bedste forståelse af matematikkens natur.

Ganske mange matematikere er ligeglade med, hvordan matematik skal defineres, eller mener at det er umuligt at gøre. Der er heller ikke enighed om, hvorvidt matematik er videnskab eller kunst. Nogle bruger den simple definition, at matematik er det som matematikere laver.

Historisk set er matematikken opstået ud fra behovet for at lave beregninger i handel, for at opmåle land og for at forudsige astronomiske begivenheder. Disse tre behov kan groft relateres til en bred underopdeling af matematikken i studiet af algebra, rum og infinitesimalregning.

En vigtig del af grundlaget for den matematiske videnskab blev lagt i antikkens Grækenland, hvor især Euklids lærebog Elementerne fra omkring år 300 f.Kr. skulle vise sig at få kolossal betydning for matematikundervisningen helt frem til engang i 1900-tallet. Bogen er en samling af grundlæggende definitioner, samt udledninger af matematiske objekter og begreber baseret på disse definitioner, udledninger baseret udelukkende på logisk-deduktiv bevisførelse. Herved sikres, at hvis udgangspunktet for en udledning er sand, så bliver resultatet det også. Matematik kom herved til at fremstå som en videnskab som fremlagde absolutte sandheder.

I antikkens Grækenland anså man matematikken for at omhandle og beskrive virkeligheden, og denne forestilling holdt sig til langt op i 1800-tallet. Men nye matematiske opdagelser, bl.a. Cantors arbejde inden for mængdelære med uendelige mængder og Gauss' erkendelse af, at Euklids bevis for det såkaldte parallelpostulat var problematisk, førte til nye måder at anskue matematikken på. Cantors arbejde med uendelige mængder viste sig at medføre en logisk modstrid, som gjorde det nødvendigt at omdefinere aksiom-begrebet, så det fra at udtrykke en absolut sandhed om virkeligheden i stedet blot skulle være fri for modsigelser og ikke længere nødvendigvis beskrive virkeligheden. Gauss' arbejde med geometri førte til udvikling af den ikke-euklidiske geometri, hvor man fx godt kan have flere parallelle linjer gående gennem samme punkt og hvor vinkelsummen i en trekant ikke altid er 180 grader, geometriske egenskaber som senere viste sig anvendelige i Einsteins relativitetsteori.

Matematik er i tidens løb udsprunget af en række forskellige praktiske problemer, såsom handel, landmåling, arkitektur og astronomi. I dag kan alle videnskaber fremvise problemstillinger, som kan løses ved hjælp af matematik, og den matematiske videnskab skaber også selv løbende nye sådanne problemstillinger. Det var f.eks. ved at kombinere fysisk forståelse med matematisk logik at fysikeren Richard Feynman indførte brugen af kurveintegraler inden for kvantemekanik. Strengteorien, som forsøger at give en samlet beskrivelse af universets opbygning vha de fire fundamentale naturkræfter, er på lignende vis en stadig inspirationskilde til ny matematisk indsigt.

Noget matematik har kun relevans inden for de områder, hvor den er udviklet, og her kan den bruges til at opnå større indsigt. Men ofte har matematisk indsigt udviklet inden for ét område vist sig anvendelig inden for andre områder. Man skelner her ofte mellem ren matematik og anvendt matematik, men erkendelser inden for den rene matematik viser sig ofte senere at kunne anvendes i praksis, som fx talteori inden for kryptografi.

Den kendsgerning at selv den 'reneste' matematik ofte har praktiske anvendelsesmuligheder har Eugene Wigner kaldt matematikkens urimelige effektivitet. Som på andre områder har den megen ny videnskabelige indsigt den senere tid ført til en specialisering, så at matematik i dag kan opdeles i flere hundrede underdiscipliner. Inspireret af områder uden for matematikken har mange discipliner inden for anvendt matematik udviklet sig til selvstændige discipliner, såsom sandsynlighedsregning, statistik, operationsanalyse og datalogi.

For mange matematisk interesserede er der et aspekt af skønhed knyttet til matematik, og man beskriver faget med udtryk som elegance, æstetik og indre skønhed, foruden enkelhed og almengyldighed. Man finder skønhed i et enkelt og elegant bevis, som fx Euklis bevis for, at der er uendelig mange primtal, eller en snild metode til at øge hastigheden af udregninger, som fx Fast Fourier Transform. Matematikeren G. H. Hardy har udtrykt, at dette aspekt af skønhed i sig selv er nok til at retfærdiggøre studiet af ren matematik, en skønhed der bl.a. kan beskrives med ord som betydning, uforudsethed, uundgåelighed og økonomi.

Matematisk forskning søger ofte at afdække afgørende træk ved et matematisk objekt. Det videnskabelige trofæ man stræber efter er at kunne formulere en sætning, der karakteriserer objektet ud fra disse træk. Eksempler på særligt kortfattede og åbenbarende matematiske bevisførelser er samlet i bogen Proofs from THE BOOK.

Den popularitet, som underholdningsmatematik nyder, er et tegn på, at mange ynder at sysle for sjov med matematiske opgaver. Omvendt støder filosoffer stadig på problemer inden for matematikkens filosofi, fx vedrørende det matematiske bevis' væsen.

Mange af de symboler og tegn, som bruges i matematisk notation, blev først taget i brug i løbet af 1500-tallet, fx lighedstegnet og større end- og mindre end-tegnene. Tidligere var matematisk tænkning blevet skrevet ud i tekst, hvilket faktisk begrænsede mulighederne for nye videnskabelige landvindinger. Det var Euler, som indførte megen af den moderne matematiske notation, en notation som letter den matematiske forståelse for den professionelle. Derimod afskrækkes begyndere inden for faget ofte af notationen, fordi matematisk argumentation både er mere abstrakt og mere kryptisk end sædvanlig sprogbrug, hvor det er nemmere at forstå sammenhængen mellem et ord (fx ko) og den fysiske genstand (her et pattedyr af drøvtyggerfamilien), ordet refererer til. I modsætning hertil er matematiske symboler og begreber abstrakte, uden sidestykker i den fysiske verden, og desuden ofte med udvidede betydninger, hvor et enkelt symbol kan repræsentere flere forskellige handlinger eller begreber.

Også når man ser bort fra notationen med symboler og tegn kan matematikeres sprog være svært at forstå for begyndere. Almindelige ord som eller og kun har en mere præcis betydning end i dagligsprog, mens andre ord som åben, legeme og gruppe refererer til bestemte matematiske forestillinger, som ikke har med ordenes sædvanlige betydning at gøre. Matematikere bruger også fremmedord som homomorfi og integrabel, som ikke giver mening uden for matematikken. Grunden til, matematikere bruger en særlig notation og et særligt sprog er ønsket om at kunne udtrykke sig med større præcision end hvad dagligsprog tillader. Man taler om matematisk strenghed.

Matematisk bevisførelse er dybest set et spørgsmål om logisk strenghed. Bevisførelsen resulterer i sætninger, som er udledt fra aksiomer ved hjælp af systematisk logik. Herved undgår man falske sætninger udledt ud fra fejlslutninger, som der har været mange eksempler på, se tekstboks. Graden af nødvendig strenghed har vekslet gennem matematikkens historie: de gamle grækere forlangte detaljeret bevisførelse, men på Isaac Newtons tid var man begyndt at tage lidt lettere på tingene. Dette medførte efterhånden visse uhensigtsmæssigheder, så at man i 1800-tallet igen vendte sig mod detaljeret logisk analyse og formel bevisførelse. I dag diskuterer matematikere, hvorvidt og hvordan man kan bruge computere til at udlede sætninger: da omfattende og indviklede beregninger er svære at efterprøve, kan beviset for sådanne sætninger være fejlbehæftet, hvis computerens software er fejlbehæftet. Der er dog udviklet hjælpeprogrammer (eng: proof assistants), som kan foretage en fuldstændig gennemgang og afprøvning af alle trinene i lange, indviklede beviser, som fx Feit-Thomsons sætning, hvis bevis på tryk fylder mere end 1.000 sider.

I dag er matematik baseret på logik og bevisførelse. Historisk set er matematikken opstået ud fra behovet for at lave beregninger i handel, for at opmåle landområder og jordlodder og for at forudsige astronomiske begivenheder. Disse tre behov kan groft relateres til en bred underopdeling af matematikken i studiet af hhv tal, rum og infinetesimalregning, også kaldet algebra, geometri og analyse.

I mængdelæren beskæftiger man sig med samlinger af objekter. Dette felt blev især udviklet af Georg Cantor i slutningen af 1800-tallet, bl.a. som et forsøg på at opnå en bedre forståelse af uendelighedsbegrebet. Mængdelæren er blevet en vigtig matematisk disciplin, som mange i dag opfatter som et helt afgørende redskab inden for praktisk talt alle områder af matematik.

Mennesker og samfund har fra de tidligste tider haft brug for at kunne håndtere tal. Først indførtes de naturlige tal 1, 2, 3, 4 osv. Senere blev tallet 0 indført, og negative tal, foruden rationale tal som 1/2 og -2/3, samt de reelle tal som fx  og pi, og senest de komplekse tal, som udvider talbegrebet fra at omfatte punkter langs en en-dimensionel tallinje til at omfatte punkter i en to-dimensionel plan. Med alle disse grupper af tal kan man lave beregninger ved hjælp af de fire regningsarter addition, subtraktion, multiplikation og division (også kaldet hhv at lægge sammen, trække fra, gange og dividere). Ud over regningsarterne kan man foretage procentregning, uddragning af rødder og potensopløftning.

Ved beregninger er det især divisionsoperationen, der kan være tidkrævende, og matematikere begyndte tidligt at undersøge mængden af divisorer for heltal, altså hvilke heltal der går op i andre heltal. Dette førte til studiet af primtal (heltal uden divisorer), som er en klassisk disciplin inden for talteori, men fx også studiet af fuldkomne tal (heltal, hvor summen af divisorerne er lig tallet, se figur).

De gamle ægyptere havde udviklet et system til brøkregning baseret på stambrøker (brøker med tælleren 1), og multiplikationer blev udført efter et system af fordoblinger og additioner ved hjælp af tabeller af formen 2/n; man brugte fx brøken 256/81 som tilnærmelse til pi.

De gamle grækere opdagede, at  ikke kan skrives som en brøk, at det altså ikke er et rationalt tal, men et irrationalt, og deres opdagelse af, der findes irrationale tal menes på den tid at have afskedkommet en forskningsmæssig krise inden for matematik.

Algebra er en vigtig matematisk disciplin, som mange skoleelever i en eller anden form stifter bekendskab med, i Danmark typisk i løbet af gymnasiet, i USA i high school. Undervisningen i algebra bygger videre på elevernes kendskab til aritmetik, men hvor aritmetik drejer sig om at behandle bestemte tal, arbejder man i algebra med tal med ukendt, konstant eller skiftende størrelse. Ved hjælp af disse algebraiske størrelser, samt en særlig algebraisk notation og de aritmetiske regneregler, er det muligt at beskrive forholdet mellem forskellige talstørrelser på formel og præcis måde, og dermed angive almene løsninger for en lang række beregningsopgaver. Inden for såvel naturvidenskab i almindelighed som matematik i særdeleshed findes der mange kvantitative sammenhænge, såsom andengradsligningen (se figur), som er beskrevet ved hjælp af algebraiske ligninger. Undersøgelsen af metoder til at løse ligninger fører til studiet af abstrakt algebra. Det for fysikerne vigtige begreb vektorer, der er generaliseret til vektorrummet og studeret i lineær algebra, tilhører de to grene algebra og rum.

Inden for algebra anvendes en særlig notation og sprogbrug til behandling og udregning af talstørrelser, se figuren med udtrykket . Udtrykket er opbygget af tre led, som hver er adskilt af operatorerne + eller –, og hvert led består af et antal faktorer, som kan være enten koefficienter, variable eller eksponenter. Faktorerne skal ganges med hinanden, men gangetegnene udelades normalt og er underforståede, når der ikke er mellemrum mellem faktorerne. Med leddet  menes underforstået , mens der med  menes .

I analogi med almindeligt sprog kan faktorer, led og udtryk opfattes som hhv bogstaver, ord og sætninger, og videre kan i logisk forstand et led opfattes som en genstand eller et begreb, mens et udtryk kan opfattes som en sandhed eller påstand. I algebra bruges bogstaver til alle slags faktorer. De første bogstaver i alfabetet (fx ,  og ) bruges typisk til koefficienter eller konstanter, mens dem sidst i alfabetet (fx ,  og ) bruges til variable, ofte skrevet i kursiv.

Beregning fungerer inden for algebra på samme måde som inden for aritmetik, dvs addition, subtraktion, multiplikation, division og potensopløftning.

Led med variable med højest potens skrives til venstre, fx   til venstre for . Koefficienter lig med 1 udelades normalt  (fx skrives  som ),  ligesom eksponenter lig med 1 (fx skrives  som ). Er eksponenten nul, er resultatet altid 1 (fx er  altid lig med 1), dog undtaget  , som ikke giver mening.

Elementær algebra er en udbygning af aritmetik, som kan håndtere beregninger af mere overordnet karakter, idet bestemte tal erstattes med mere generelle bogstaver, jf disse eksempler med variable:

I 1500-tallet forsøgte italienske matematikere at finde rødder til tredje- og fjerdegradsligninger og stødte på det problem, at løsningerne i visse tilfælde indebar kvadratrødder af negative tal, hvilket er meningsløst.Man søgte bl.a. efter en metode til at finde rødder i tredjegradsligninger af formen

En sådan blev fundet, af både Scipione del Ferro omkring 1515, Niccolò Tartaglia i 1539  og af Gerolamo Cardano i 1545:




#Article 52: Magdeburg (283 words)


Magdeburg ved Elben er hovedstad i den tyske delstat Sachsen-Anhalt.
Byen var tidligere en fri rigsstad. Her søgte forfulgte lutheranere tilflugt omkring 1550.

I 1035 fik Magdeburg ret til at holde udstillinger og møder, som danner grundlag for de bylove, der er kendt som Magdeburgrettighederne. Disse love blev forbillede for hele Central- og Østeuropa. Besøgende fra mange lande begyndte at handle med Magdeburg.

I 1200-tallet blev Magdeburg medlem af Hanseforbundet. Med mere end 20.000 indbyggere var Magdeburg en af de største byer i det Tysk-romerske rige. Byen havde søhandel mod vest, Flandern, med landene ved Nordsøen og opretholdt trafik og samkvem bl.a. med Braunschweig. Borgerne kæmpede konstant mod ærkebiskoppen og blev næsten uafhængig af ham i slutningen af 1400-tallet.

I 1524 blev Martin Luther kaldt til Magdeburg, hvor han prædikede og forårsagede byens frafald fra den romersk-katolske kirke. Reformationen havde hurtigt fundet tilhængere i byen, hvor Luther havde været skoledreng. Kejser Karl V bandlyste gentagne gange den uregerlige by, der havde tilsluttet sig Torgau-alliancen og det Schmalkaldiske forbund. Da byen ikke havde accepteret Augsburg-Interimet (1548), blev byen belejret (1550-1551) af Moritz af Sachsen på kejserens kommando, men bevarede sin uafhængighed. Ærkebispestyret blev afløst af forskellige administratorer, der tilhørte de protestantiske dynastier. I de følgende år opnåede Magdeburg ry som højborg for protestantismen og blev den første større by, der udgav skrifter af Luther. I Magdeburg skrev Matthias Flacius og hans tilhængere deres anti-katolske pamfletter og Magdeburgcenturierne, hvori de hævdede, at den romersk-katolske kirke var blevet Antikrists rige.

I 1657 gennemførte borgmester og fysiker Otto Guerike (efter 1666 Otto von Guericke) sit kendte eksperiment med luftens tryk med de magdeburgske halvkugler. Byens universitet er opkaldt efter ham.

Musikgruppen Tokio Hotel blev dannet i byen.




#Article 53: Norge (12683 words)


Norge (norsk: Norge (bokmål) eller Noreg (nynorsk); nordsamisk: Norga; lulesamisk: Vuodna; sydsamisk: Nöörje), officielt Kongeriget Norge (fra oldnordisk: Norðvegr ('Nordvejen')), er en skandinavisk enhedsstat i form af et konstitutionelt monarki, der består af den vestlige del af den skandinaviske halvø samt Jan Mayen, Svalbard og Bouvetøen. Norge har et areal på 385.207 km² og et indbyggertal på over 5,3 millioner. Det er det næsttyndest befolkede land i Europa. Den længste grænse går mod øst til Sverige, mod nord til Finland og Rusland. Resten af landet afgrænses af havet: Barentshavet mod nord, Norskehavet mod vest, Nordsøen mod sydvest og Skagerrak mod syd. Landets hovedstad er Oslo. Norge gør krav på territorierne Dronning Maud Land og Peter I's Ø i og ved Antarktis, men disse krav er ikke alment anerkendt.

Det første norske aftryk på verdenshistorien kom i vikingetiden, hvor mænd fra Norge og det øvrige Norden drog ud i en stor del af Europa samt mod nord og vest. Vikingerne var både handelsmænd og røvere, der blandt andet nåede Grønland og Nordamerika. Vikingetiden blev efterhånden afløst af kristendommen, og den norske indflydelse i omverdenen, der nåede sit største omfang i midten af 1200-tallet, svandt efterhånden ind. Norge blev en del af en union med Danmark, hvor magten lå gennem mere end fire århundreder, inden landet i 1814 fik sin egen grundlov. Det blev i første omgang ikke til selvstændighed, idet Sverige invaderede landet, men svenskerne gav Norge et udstrakt selvstyre. Nationalfølelsen blev i løbet af det 19. århundrede en stadig vigtigere faktor i Norge, der først blev selvstændigt i 1905 .

Under første verdenskrig var Norge neutralt, men led alligevel store tab primært i den store handelsflåde. Ved indgangen til 2. verdenskrig forsøgt Norge igen at holde sig neutralt, men blev invaderet af Nazi-Tyskland i 1940 og besat til 1945. Efter krigen opgav Norge neutraliteten og var blandt grundlæggerne af NATO. Opdagelsen sidst i 1960'erne af store oliereserver i havbunden ud for Norge har ført til stor velstand. Ved afstemninger i 1972 og 1994 har den norske befolkning modsat sig landets medlemskab af EU.

Norges regeringsform er konstitutionelt monarki med parlamentarisme med Harald 5. som konge og højre-kvinden Erna Solberg som statsminister. Landet er administrativt opdelt i fylker og kommuner. Samerne har et vist selvstyre og indflydelse på dets traditionelle områder gennem Sametinget og Finnmarksloven. Selv om landet ikke er medlem af EU, har Norge tætte forbindelser til unionen og dens medlemslande samt til USA. Norge deltager i internationale militæraktioner i bl.a. Afghanistan, Kosovo, Sudan og Libyen. Norge er også medlem af en række internationale institutioner som FN, Europarådet, Nordisk Råd, EØS, WTO og OECD; desuden deltager Norge i Schengen-samarbejdet.

Norge har rige forekomster af olie og naturgas samt en række mineraler og tømmer, ferskvand, vandkraft og fødevarer fra havet. Landet har det fjerdestørste BNI pr. indbygger i verden, især som følge af de rige olieforekomster, der har gjort Norge til den største olie- og gasproducent pr. indbygger uden for Mellemøsten. Landet er præget af den skandinaviske velfærdsmodel med ret til offentlige sundhedsydelser, uddannelse og sociale ydelser. I flere år siden 2000 har Norge ligget øverst på den verdensomspændende Human Development Index, der sætter tal på befolkningens udvikling på en række punkter, der ikke direkte har med økonomi at gøre. I 2011 lå Norge desuden øverst på demokrati-indekset.

De første beboere i Norge hører til Ahrensburgkulturen (11. til 10. årtusinde f.Kr. fra ældre stenalder, som er en del af yngre dryas, den sidste kuldeudløber af Weichsel-istiden. Kulturen er navngivet efter landsbyen Ahrensburg 25 kilometer nord for Hamborg i Slesvig-Holsten, hvor der er udgravet pileskafter og trækøller. De tidligste spor efter bosættelser er fundet langs kysten, hvor den store iskappe efter sidste istid først smeltede (mellem 11.000 og 8.000 f.Kr.). De ældste fund er stenredskaber, der kan dateres til mellem 9.000 og 6.500 f.Kr. fundet dels i Finnmark (Komsakulturen) mod nord, dels i Rogaland (Fosna-Hensbackakulturen) mod sydvest. Teorien om to helt forskellige kulturer blev i 1970'erne regnet for forældet. Fund langs hele kysten overbeviste arkæologerne om, at forskellen mellem de to kulturer ganske enkelt kan henføres til forskellene i de redskaber, der blev anvendt, ikke til selve kulturen. Dyrelivet ved kysten skabte livsgrundlag for fiskere og jægere, som kan have fundet frem til de sydlige kyster omkring 10.000 f.Kr., hvor indlandet fortsat var dækket med is. Det er nu den almindelige opfattelse, at de arktiske folk senere kom fra syd og fulgte kysten nordpå. Nogle kan være ankommet langs den isfri kyst på Kolahalvøen, men det er der er kun sparsomme beviser for.

På den sydlige kyst er der fundet spor efter bosteder fra omkring 5.000 f.Kr. Fund fra disse bosteder giver en klarere forståelse af livet blandt fiskere og jægere. Redskaberne varierer i størrelse og form og er oftest lavet af forskellige stenarter. Der er fundet helleristninger især i nærheden af fiske- og jagtområder. Indhugningerne viser byttedyr som hjorte, rensdyr, elge, bjørne, fugle, sæler, hvaler og fisk (især laks og helleflyndere), dyrearter centrale for livets opretholdelse hos beboerne ved kysten. Helleristningerne ved Alta i Finnmark er de mest omfattende i Skandinavien. De er ristet nær ved kysten i en lang fortsat periode fra 4.200 f.Kr. til 500 f.Kr. og markerer landjordens opdukken fra havet efter sidste istid.

Mellem 3.000 og 2.500 f.Kr. ankom nye folk til Østnorge (enkeltgravskulturen). De var urindoeuropæiske landbrugere, der dyrkede korn og holdt kvæg og får. Jæger-fiskerfolket på vestkysten blev også efterhånden fortrængt af landbrugere, men jagt og fiskeri vedblev at være brugbart som sekundært livsgrundlag.

Fra omkring 1.500 f.Kr. kom bronzen efterhånden til landet, men brugen af sten til redskaber fortsatte; der var kun få varer i Norge, der kunne byttes for bronzen, der derfor var sjælden. De få bronzefund er ofte rigt udsmykkede våben og brocher, som kun høvdinge havde råd til. Store dysser med grave blev anlagt nær havet så langt nordpå som ved Harstad samt inde i landet i det sydlige Norge; de er karakteristiske for perioden. Motiverne i helleristningerne adskiller sig fra dem, man kender fra stenalderen. Billeder af solen, dyr, træer, våben, skibe og mennesker er stærkt stiliserede og skal formodentlig være fertilitetssymboler med tilknytning til de religiøse forestillinger.

Der er kun få fund fra den tidlige jernalder (de sidste 500 år f.Kr.). De døde blev brændt, og deres grave indeholder kun få gravgenstande. Gennem de første 400 år e.Kr. kom folk i kontakt med det romerskbesatte Gallien. Man har fundet omkring 70 romerske bronzegryder, ofte brugt som urner. Kontakten med mere civiliserede folkeslag mod syd gav kendskab til runer, og de ældste kendte runeinskriptioner stammer fra det 3. århundrede. På den tid øgedes det beboede område. Det kan spores ved koordineringen af topografi, arkæologi og stednavne. De ældste enkeltstående navne som nes, vik og bø (næs, vig og gård) er meget gamle og stammer formodentlig fra bronzealderen, mens de ældste sammensatte navne med suffikser som vin (eng) og heim (bosted), som i Bjorgvin (Bergen) og Saeheim (Seim) stammer fra det første årtusind e.Kr.

Da germanske stammer i det 5. århundrede vandrede sydover, forårsagede deres indfald Romerrigets undergang. Det afspejles i Norge af rige fund som høvdingegrave med fornemme våben og guldgenstande. Forsvarsbefæstninger blev anlagt på stejle klipper. Udgravninger har afsløret stenfundamenter for gårde på 18 til 27 meter i længden – i et enkelt tilfælde hele 46 meter – hvor tagene blev båret af træstolper. Disse huse var hjem, hvor flere generationer og husdyr boede under samme tag. Fra denne periode og senere (år 600-800) kan man spore spirende tendenser til samfundsdannelser. Forsvarsværker kræver samarbejde og lederskab, så dannelsen af småstater af en slags med en forsvars- og administrativ organisering må have eksisteret.

Disse stater havde basis i klaner eller stammer fx hordere fra Hordaland i det vestlige Norge. I det niende århundrede havde hver af disse små stater ting (lokale eller regionale forsamlinger), hvor man forhandlede og afgjorde uenigheder. Disse tingsteder, mange med hørg (altre) lå ofte på de ældste og bedste gårde, ejet af høvdinge eller velhavende bønder. Med de regionale ting kom efterhånden større enheder med forsamlinger af repræsentanter fra flere områder. På denne måde gik udviklingen mod skabelsen af lagtinget (forsamling til forhandling og lovgivning). Gulatinget havde sit tingsted ved Sognefjorden og kan have været centrum for en adelsstyret konføderation langs de vestlige fjorde og øer under navnet Gulatingslag. Tilsvarende var Frostatinget forsamlingen af ledere fra områderne omkring Trondheimsfjorden. Her er der tegn på, at jarlerne fra Lade nær Trondheim har øget Frostatingslaget til at omfatte kystlandet fra Romsdalsfjorden til Lofoten. Der udviklede sig også et lagting omkring Mjøsa mod øst, som fik etableret mødested i Eidsvoll under navnet Eidsivating. Området omkring Oslofjorden, der i perioder var tæt knyttet til Danmark, dannede Borgarting med tingsted ved Sarpsborg.

Vikingetiden er karakteriseret ved ekspansion og emigration af de vikinger, der var søfolk. Ifølge traditionen samlede Harald Hårfager vikingerne i 872 efter slaget i Hafrsfjord i Stavanger, hvorved han blev den første konge af Norge (dateringen til 872 kan være noget tilfældig, og det reelle år kan meget vel have været kort før 900). Haralds rige omfattede først og fremmest de sydlige kystområder. Harald Hårfager regerede med hård hånd, og ifølge sagaerne forlod mange nordmænd landet til fordel for Island, Færøerne og Grønland samt dele af Storbritannien og Irland. Nutidens irske byer som Dublin, Limerick og Waterford blev grundlagt af norske (samt danske) bosættere. Nordisk mytologi blev efterhånden fortrængt af kristendommen i det 10. og 11. århundrede. Det henføres oftest til missionerende konger som Olav Tryggvason og Olav den Hellige. Den første kristne konge var Håkon den Gode i midten af det 10. århundrede, selv om hans forsøg på at indføre den nye religion i det store og hele blev afvist. Olav Tryggvason, født omkring 963-969, drog af sted til England for at plyndre med 390 skibe. I den forbindelse angreb han blandt andet London. Da han vendte tilbage til Norge i 995, lagde han til ved Moster, og her anlagde han den første kirke i Norge. Fra Moster sejlede Olav videre mod nord til Trondheim, hvor han blev udråbt til konge af Norge ved Eyratinget.

Der udviklede sig aldrig rigtigt feudalisme i Norge og Sverige, som man ellers så det i det øvrige Europa. Dog tog administrationen af regeringen efterhånden karakter af konservativ feudalisme. Hanseforbundet tvang kongedømmet til betale sig større og større afgifter af udenrigshandelen og økonomien i øvrigt. Forbundet havde denne magt over kongemagten på grund af lån, som det havde ydet kongerne, som dermed skyldte store summer væk. Hanseforbundets monopollignende kontrol over økonomien i Norge var en byrde for alle klasser, særligt bondestanden, i en grad så der ikke eksisterede nogen borgerstand i landet.

Da kong Håkon 5. døde i 1319, arvede den tre år gamle Magnus Eriksson tronen som kong Magnus 7. af Norge. På samme tid havde man held til at få indsat Magnus som konge af Sverige (på den tid blev kongerne af Sverige og af Danmark valgt af deres respektive adel), og han var dermed konge af både Norge og Sverige.

I 1349 ramte den sorte død Norge og mellem 40 og 50 % af landets indbyggere omkom af sygdommen, hvilket afstedkom en periode med social og økonomisk nedgang. Pesten efterlod Norge meget forarmet. Skønt dødsraten var nogenlunde på niveau med resten af Europa, tog den økonomiske genoprettelse noget længere tid på grund af en meget spredt befolkning. Mange gårde lå forladte hen, og befolkningstallet steg kun meget langsomt. Lejerne på de få overlevende gårde oplevede, at deres handelsposition over for gårdenes ejere var betydeligt forbedret.

Magnus 7. regerede indtil 1355, hvor han blev efterfulgt af sin søn, Håkon 6. Håkon giftede sig med Margrete, datter af den danske kong Valdemar Atterdag. Da Håkon 6. døde i 1379, var hans søn Olav blot ti år, men allerede tre år forinden var han valgt til dansk konge. Da han ved sin fars død blev konge af Norge, indgik Danmark og Norge en personalunion. Mens Olaf var mindreårig, var det moderen, Margrete, der varetog de to landes udenrigspolitik.

Margrete arbejdede for at skabe en union mellem Danmark, Norge og Sverige ved at få Olav valgt til konge af Sverige. Det var tæt på at lykkes, da Olav pludselig døde. I Danmark valgte man ved hans død Margrete som midlertidig regent, og et halvt år senere fulgte Norge trop og kronede Margrete til dronning af landet. Margrete vidste, at hun ville sidde mere sikkert på magten, hvis hun kunne finde en konge til at regere på hendes vegne. Hun besluttede sig for Erik af Pommern, der var barnebarn af hendes søster. Med den syvårige Erik som konge af navn lykkedes det Margrete ved et skandinavisk topmøde i Kalmar af samle Danmark, Norge og Sverige i en personalunion med Erik som konge af alle tre lande. I denne Kalmarunion var Margrete den egentlige magthaver.

Efter 1450 blev unionen mellem Danmark og Norge stadfæstet i en traktat, og selv om Sverige brød ud af unionen i 1521, forblev Danmark og Norge samlet i det, som i Norge i eftertiden ofte kendes under betegnelsen 400-års natten (Ibsen), hvor Norge blev anset for at være den svagere part i unionen med Danmark. Efterhånden blev kongens magt og administration koncentreret i København, og i 1536 blev reformationen indført i dobbeltriget, og i den forbindelse blev ærkebispesædet i Trondheim nedlagt, hvilket yderligere bidrog til at stadfæste Norge som en vasalstat, idet bispesædets indtægter nu gik direkte til hoffet i København. Norge mistede nu også indtægter, der tidligere havde forekommet i en pæn mængde fra pilgrimme på valfart til Olav den Helliges grav i Nidarosdomen og samtidig tillige en stor del af den hidtidige sociale og kulturelle kontakt med det øvrige Europa. Op gennem det 17. århundrede led Norge yderligere under, at Danmark-Norge i de mange krige med Sverige måtte afgive land. Det betød, at de gamle norske landskaber Båhuslen, Jemtland og Herjedalen blev svenske. Dette blev dog til en vis grad opvejet af, at Norge mod nord udvidede sit territorium med overtagelsen af Troms og Finnmark fra Sverige og Rusland.

En alvorlig hungersnød ramte Norge i 1695-96 og medførte, at omkring 10 % af landets befolkning omkom. Også anden halvdel af det 18. århundrede var landet udsat for, at høsten slog fejl; der er rapporteret om mindst ni af årene mellem 1740 og 1800.

Selv om Danmark-Norge var neutral i napoleonskrigene i begyndelsen af det 19. århundrede, blev nationen angrebet af Storbritannien, der vandt en overvældende sejr ved Københavns bombardement i 1807. Det kostede stort set hele den dansk-norske flåde. Snart efter tabte Napoleon og hans nye allierede – heriblandt Danmark-Norge – den store europæiske konflikt, og det førte til omfattende hungersnød i Norge. Kongen blev ved freden i Kiel tvunget til at afstå Norge til kongen af Sverige, mens de gamle norske provinser i Grønland, Island og Færøerne forblev danske.

Norge forsøgte at etablere sig som uafhængig stat med Eidsvoll-forfatningen den 17. maj 1814 (Grundlovsdagen, Norges nationaldag) baseret på modellerne fra USA og Frankrig. Landet valgte statholderen, prins Christian Frederik (den senere kong Christian 8. af Danmark), til konge af Norge. Denne modstand mod at anerkende de store nationers beslutning om at koble Norge til Sverige førte senere samme år til en krig de to lande imellem. Imidlertid var den svenske militærstyrke ikke stor nok til straks at underlægge sig Norge, mens Norge ikke havde midler til at modstå en langvarig krig samtidig med, at britiske og russiske styrker blokerede de norske kystbyer, og dermed blev de krigsførende nationer tvunget til at forhandle, hvilket førte til Mosskonventionen. Ifølge den skulle Christian Frederik abdicere og give Stortinget bemyndigelse til at foretage de nødvendige forfatningsmæssige ændringer, så der blev dannet en personalunion med Sverige under fælles konge, Karl 13. af Sverige. Denne union trådte i kraft 4. november 1814. Med unionen beholdt Norge sin ret liberale forfatning og sine egne uafhængige institutioner på nær udenrigsområdet. Den konfliktfyldte periode satte sine spor på økonomien i Norge, til fremgangen begyndte omkring 1830.

Karl 14. Johan, der blev konge af Sverige og Norge i 1818, var den anden svenske konge over Norge efter indførelsen af personalunionen. Han var en kompleks person, der regerede til 1844 og beskyttede forfatningerne og de øvrige frihedsrettigheder, som Norge og Sverige havde gennem Metternich-perioden. På den baggrund blev han anset som en ret liberal regent. Men samtidig var han hensynsløs i sin brug af betalte meddelere, det hemmelige politi og begrænsninger i pressefriheden for at holde folkelige bevægelser til fordel for reformer nede – særligt den norske nationale uafhængighedsbevægelse.

Med de politiske ændringer i landet og de generelle kulturelle strømninger i Europa oplevede man i midten af det 19. århundrede en markant norsk nationalromantik, hvor norske kunstnere søgte at definere og udtrykke en særlig norsk karakter. Bevægelsen omfattede alle sider af kulturen: litteraturen (Henrik Wergeland, Bjørnstjerne Bjørnson, Peter Christen Asbjørnsen, Jørgen Moe), malerkunsten (Hans Gude, Adolph Tidemand), musikken (Edvard Grieg) og forsøgt på at definere et eget norsk skriftsprog. Det ses i nutiden i de to officielle norske sprog: Bokmål og nynorsk.

Efter Karl 14. Johans regeringstid gennemgik Norge i romantikken markante sociale og politiske reformer. I 1854 fik kvinder ret til på lige fod med mænd at arve ejendom. I 1863 forsvandt de sidste spor af, at ugifte kvinder var umyndige. Desuden fik kvinder ret til en række embeder, særligt som skolelærere. Trods dette var Norge i midten af det 19. århundrede langt fra at være et demokrati i moderne forstand. Stemmeretten gjaldt kun embedsmænd, jordbesiddere, forpagtere og borgere i købstæderne. Denne gammeldags opfattelse opstod der efterhånden utilfredshed med.

Norge var et ret konservativt samfund. Særligt økonomien var domineret af aristokratiet med veluddannede folk, der indtog langt de fleste af de vigtige poster i den centrale regering. Der var ikke et dominerende borgerskab i Norge, der forlangte at få nedbrudt aristokratiets kontrol med økonomien. Så derfor var Norge stort set uberørt af oprørene i 1848. De fleste forsøg på oprør strandede på den stenhårde konservatisme i det norske samfund. Det eneste oprør, der kom til udbrud i 1848, var Thrane-bevægelsen.

Marcus Thrane var utopisk socialist. Han søgte at appellere til den arbejdende klasse for at få dem til at gennemføre en forandring af den sociale struktur nedefra og op. I 1848 organiserede han en arbejderforening i Drammen. I løbet af få måneder havde foreningen omkring 500 medlemmer og udgav sin egen avis. På bare to år opstod der 300 sådanne arbejderforeninger over hele Norge med et samlet medlemstal på omkring 20.000. Medlemmerne blev rekrutteret fra de underste klasser både i byerne og på landet. For første gange indså disse to grupper, at de havde et fælles mål. Bevægelsen blev dog ret nemt kvalt, da Thrane blev arresteret og fængslet i tre år for forbrydelser mod statens sikkerhed. Efter at have afsonet sin straf immigrerede Thrane til USA.

I 1898 fik alle mænd lige valgret; kvinderne i 1913.

Christian Michelsen, der var skibsreder og politiker, var statsminister 1905-07, og han spillede en central rolle i den fredelige separation mellem Norge og Sverige, der blev virkelighed 7. juni 1905. Efter at et nationalt referendum fastslog, at det norske folk gik ind for monarki frem for republik som statsform, tilbød den norske regering den norske trone til den danske prins Carl. Stortinget valgte ham enstemmigt til den første konge over et fuldstændigt uafhængigt Norge i 586 år. Carl besteg tronen under navnet Haakon 7. af Norge, navnet på flere tidligere norske konger fra middelalderen.

Under 1. verdenskrig var Norge officielt neutralt. I realiteten blev landet imidlertid presset af Storbritannien til at overgive større og større dele af sin handelsflåde til briterne samt til at deltage i handelsblokaden mod Tyskland. Norske orlogsfartøjer med norske søfolk blev dernæst indforskrevet til at sejle under britisk flag, hvorved de risikerede at blive mål for angreb fra tyske ubåde. Dette medførte, at mange norske skibe og søfolk blev tabt. Som en konsekvens heraf faldt den norske handelsflådes fra en fjerde- til en sjetteplads på listen over de største søfarende nationer.

Under 2. verdenskrig proklamerede Norge sig igen neutralt, men landet blev alligevel angrebet af Tyskland den 9. april 1940.

Om morgenen den 9. april flygtede kongen og stortingsmedlemmer fra Oslo. Om aftenen den 9. april udstedte Stortinget en fuldmagt, der gav regeringen bemyndigelse til at handle på parlamentets vegne, indtil parlamentet igen kunne samles. Fuldmagtens intension var at regeringen kunne forhandle med tyskerne. En delegation blev oprettet samme dag for at tage til Oslo for at forhandle med tyskerne. Parlamentsmedlemmerne ønsket at rejse hjem før noe forhandlingsresultat kunne ventes at foreligge. Derfor foreslo Hambro at regeringen skulle ha fuldmagt til at godta et forhandlingsresultat på vegne av Stortinget (fuldmagten blev mundtlig udformet af formanden for Stortinget, C. J. Hambro, det skete i Elverum.; fuldmagten blev senere kaldt for Elverum-fuldmagten).

Om aftenen den 9. april blev et statskup forsøgt af den norske nazist Vidkun Quisling – leder af partiet Nasjonal Samling. Den 10. april nægtede kongen at godkende et tysk krav om en ny regering. I stedet tog tyskerne selv magten under ledelse af rigskommissær Josef Terboven.

Hæren og flåden gjorde modstand i nogle måneder.

Den 7. juni flygtede regeringen og kongen fra Norge (fra Tromsø) og ankom senere til Storbritannien.

Da Frankrig blev angrebet af Tyskland, blev allierede styrker trukket tilbage fra Norge. Slaget om Narvik var ovre den 8. juni 1940; det varede i to måneder.

Den 10. juni opgav man kampen mod tyskerne, da det blev klart, at de Allierede koncentrerede deres indsats i Frankrig.

Kongen og regeringen var i eksil i Storbritannien, og med Elverum-fuldmagten havde regeringen fortsat magten med Stortingets velsignelse hele krigen. Norges regering, eksilregeringen, havde militærudgifter til at støtte de Allieredes planlagte invasion af Europa. Regeringen sendte radioudsendelser gennem BBC som opildnede norske borgere til passiv modstand.

Den 27. december 1941 landede en britisk kommandostyrke med nogle nordmænd på Måløy. Angrebets arkitekt var den britiske premierminister Winston Churchill; han ønskede tyske lig for at skræmme tyskerne og motivere briterne.

Rigskommissæren lod i 1942 Quisling danne en marionetregering. I befolkningen var der et mindretal, der støttede nazisterne, og op imod 15.000 nordmænd meldte sig til tysk militærtjeneste, også i Waffen-SS.

Omvendt var der mange nordmænd og mænd af norsk afstamning i andre lande, der gik i tjeneste eller i norske væbnede eksilstyrker. Ved besættelsen i 1940 var der en lille gruppe bestående af tretten skibe, fem fly og 500 mand fra den norske flåde, der fulgte kongen til Storbritannien, og denne gruppe øgedes, så der ved krigens slutning var 58 fartøjer og 7.500 søfolk i tjeneste i den norske flåde mod Aksemagterne, fem eskadriller af fly (heriblandt Spitfire-jagerfly, Short Sunderland-flyvebåde og Mosquito-bombefly) i det nyoprettede norske luftvåben samt landstyrker som Kompagni Linge samt kommandosoldater.

I løbet af de fem besættelsesår blev der opbygget en norsk modstandsbevægelse, der modarbejdede Quisling-styret og den tyske besættelsesmagt med både civil ulydighed og væbnet modstand. Blandt de spektakulære aktioner var sprængningen af Norsk Hydros tungtvandsanlæg ved Rjukan, en aktion der reducerede Nazi-Tysklands kapacitet til at skaffe tungt vand til sit atomvåbenprogram, som også havde oplevet tilbageslag uden for Norge. Af større betydning for de allierede styrker var dog den norske handelsflådes indsats. I 1940 var den norske handelsflåde igen blevet verdens fjerdestørste med rederiet Nortraship som den førende aktør. Handelsflåden gik helhjertet ind på allieret side og deltog i en række markante operationer som evakueringen ved Dunkerque og landsætningerne i Normandiet.

Finnmark Fylke blev befriet af Den Røde Hær i 1944–45, mens den tyske besættelsesmagt kapitulerede endeligt 8. maj 1945.

Fra 1945 til 1962 havde Arbeiderpartiet absolut flertal i Stortinget. Regeringen oftest under ledelse af Einar Gerhardsen tog fat på et økonomisk udviklingsprogram inspireret af keynesianismen med fokus på statsfinansieret industrialisering og samarbejde mellem fagforeninger og arbejdsgiverorganisationer. Mange af de midler, der blev brugt til statslig økonomisk kontrol, var nødvendiggjort af krigen og blev fortsat i årene efter, selv om rationeringen på mælkeprodukter blev ophævet i 1949; kontrol og rationering af boliger og biler fortsatte så helt til 1960.

Som et resultat af den tyske invasion og besættelse under 2. verdenskrig blev nordmændene langt mere skeptiske over for neutralitetspolitikken. Krigen havde skabt et tæt bånd mellem Norge og Storbritannien samt USA, og skønt Arbeiderpartiet førte en socialistisk politik, tog det stærkt afstand fra kommunismen, særligt efter Sovjetunionens besættelse af Tjekkoslovakiet i 1948. Den tætte forbindelse til USA betød også, at Norge fra 1947 fik hjælp efter Marshallplanen, blev medlem af OECD året efter og var en af de stiftende partnere ved NATO's dannelse i 1949. Ligeledes var landet et af de grundlæggende medlemmer af FN samt i 1952 medstifter af Nordisk Råd.

Den store støtte til udvikling af industrien medvirkede til, at denne del af erhvervslivet i mange år var af afgørende betydning, men fra 1975, hvor antallet af ansatte i industrien toppede, er den gradvist faldet, og arbejdskrævende industrier som skibsværfter og masseproduktion er i stedet efterhånden gået til andre lande med billigere arbejdskraft.

I 1969 fandt Phillips Petroleum Company omfattende mængder af olie i Ekofisk-feltet i havbunden vest for Norge. I 1973 oprettede den norske regering det statslige olieselskab Statoil, der gik ind i olieudvindingen. På grund af de store investeringer kom olieproduktionen først til at give overskud i begyndelsen af 1980'erne, men har siden udviklet sig til at være en af de største indkomstområder for landet.

Norge var med til at stifte EFTA i 1960, men begge afstemninger om medlemskab af EU i 1972 og 1994 har begge givet nej. Landet er dog medlem af EØS. Da Kåre Willoch som leder af en Høyre-regering blev statsminister i 1981, var der stagflation i økonomien, hvilket han søgte at imødekomme med en kombination af skattelettelser, økonomisk liberalisering, fjernelse af reguleringer af markederne og forskellige midler til at stoppe den voldsomme inflation (13,6 % i 1981).

Willochs efterfølger fra Arbeiterpartiet, Gro Harlem Brundtland, som var Norges første kvindelige statsminister, fortsatte mange af sin højreorienterede forgængers reformer samtidig med, at hun holdt fast i traditionelle arbejderpartimærkesager som bekymring for social sikkerhed, høje skatter, miljøet og feminisme. Mod slutningen af 1990'erne havde Norge afviklet sin nationale udlandsgæld og var begyndt på at etablere statslige etableringsfonde. Siden 1990'erne har det været et stridspunkt i den norske politiske debat om hvor stor en del af indtægterne fra olieproduktionen, som skulle bruges, og hvor stor en del, der skulle spares op.

I 2011 blev Norge udsat for to alvorlige angreb udført af Anders Behring Breivik mod henholdsvis regeringskvarteret i Oslo og en sommerlejr for Arbeiderpartiets Ungdom på den lille ø Utøya. De to angreb kostede i alt 77 døde og 96 sårede.

Norge udgør den vestlige del af Skandinavien i Nordeuropa. Den forrevne kystlinje, afbrudt af dybe fjorde og tusinder af øer, strækker sig over 100.915 km. Norges grænse mod Sverige er på 1.630 km, mod Finland på 736 km og mod Rusland på 196 længst mod nordøst. Havene, der grænser op til Norge, er fra nord mod uret Barentshavet, Norskehavet, Nordsøen og Skagerrak. Norge ligger mellem 57. og 81. nordlige breddekreds samt mellem 4. og 32. østlige længdekreds.

Arealet på 385.207 km² (med Jan Mayen og Svalbard, 323.779 km² uden disse to) er i stort omfang domineret af bjerge og højdedrag med mange forskellige udtryksformer, skabt af forhistoriske gletsjere og varieret topografi. Særligt markante er fjordene: Dybe render skåret ind i landet, fyldt op med havvand og skabt ved slutningen af sidste istid. Med 204 km er Sognefjorden den længste fjord i verden, og den er samtidig verdens næstdybeste. Hornindalsvatnet er med 514 m dybde den dybeste sø i Europa. Der er permafrost i de højeste bjergområder samt i det indre af Finnmark. Der findes talrige gletsjere i landet.

De tre højeste bjerge (fjelde på norsk) er Galdhøpiggen på 2.469 m, Glittertind på 2.460 m og Stora Skagastølstind (Storen) på 2.405 m. I almindelighed består fjeldene mest af hård granit og gnejs, der suppleres af relativt pæne forekomster af skifer, sandsten og kalksten. Norge har tempereret klima, specielt langs kysten, som påvirkes af Golfstrømmen og den dominerende vestenvind, hvilket giver højere temperaturer og mere nedbør, end man skulle forvente så langt mod nord, især langs kysterne. I hovedlandet har man fire tydelige årstider, hvor vintrene inde i landet generelt er koldere og med mindre nedbør. Østlandet, dvs. egnen omkring Oslo, hvor størstedelen af befolkningen bor, har samme klimatiske og naturmæssige forhold som Sydsverige. Klimaet inde i landet er mere barskt, og i den nordlige del hersker subarktiske forhold; på Svalbard er der arktisk tundraklima.

Som følge af landets store udstrækning og de forskelligartede topografier og klimaer har Norge et større antal forskellige habitater end næsten alle andre lande i Europa. Landet og de omgivende farvande rummer op imod 60.000 forskellige dyrearter, og økosystemet i havet omkring den norske kontinentalsokkel regnes for at være særdeles produktiv.

De sydlige og vestlige dele af Norge får mere nedbør og har mildere vintre end den sydøstlige del. De lave områder omkring Oslo har de varmeste og mest solrige somre, men også koldt vejr og snefald om vinteren, særligt inde i landet.

På grund af Norges placering relativt langt oppe på den nordlige halvkugle er der store forskelle i dagens længde hen over året. Fra slutningen af maj til slutningen af juli går solen slet ikke rigtigt ned under horisonten i områderne nord for polarcirklen (deraf Norges tilnavn som midnatssolens land), og længere mod syd kan have over tyve timer med dagslys i døgnet. Omvendt fra sidst i november til sidst i januar står solen slet ikke op i nord, mens perioden med dagslys er meget kort også længere mod syd.

Det samlede antal kendte insektarter er på omkring 16.000 (der er måske omkring 4.000 ubeskrevne arter), af algearter er der omkring 20.000, af lavarter 1.800, af mosser 1.050, af karplanter 2.800, mens der findes op imod 7.000 svampearter, 450 fuglearter (hvor 250 yngler i Norge), 90 arter af pattedyr, 45 arter af ferskvandsfisk, 150 arter af saltvandsfisk, 1.000 arter af hvirvelløse dyr i ferskvand samt 3.500 arter af hvirvelløse dyr i saltvand. Omkring 40.000 af disse arter er videnskabeligt beskrevet. Rødlisten indeholdt i 2010 4.599 arter.

Sytten af arterne er opført på rødlisten, fordi de er truet på globalt plan, som fx den eurasiske bæver, hvor populationen i Norge er så stor, at den ikke er specielt truet. Antallet af truede eller næsten-truede arter er på 3.682; dette inkluderer 418 svampearter, 36 fuglearter og 16 arter af pattedyr. Per 2010 er 2.398 arter beskrevet som truede eller sårbare; heraf er 1250 arter sårbare, 871 er truede og 276 arter er kritisk truede. Blandt sidstnævnte gruppe er den grå ulv, polarræven (hvoraf der dog findes en sund bestand på Svalbard) og den kortbenede grønne frø.

Det største rovdyr i norske farvande er kaskelothvalen, mens den største fisk er brugden. Største rovdyr på landjorden er isbjørnen, hvor elgen er det største dyr.

Ifølge Environmental Performance Index ligger Norge tredjebedst i verden i miljøbeskyttelse med basis i landets førte politik.

Den norske grundlov, der var inspireret af USA's og Frankrigs forfatning, blev vedtaget 17. maj 1814 og foreskriver, at Norge er et konstitutionelt monarki med et etkammersystem og et parlamentarisk regeringssystem. Landets overhoved er kongen, der formelt set har den udøvende magt, udover at han er chef for de væbnede styrker, men i praksis er kongens magt primært ceremoniel. Statsministeren står i spidsen for regeringen, som udnævnes af kongen. Kongen må i teorien udnævne hvem, han vil, men en parlamentarisk styreform blev indført i 1884, uden at det fremgår af grundloven. Magten i landet er ifølge grundloven opdelt i en udøvende, en lovgivende og en dømmende del. I praksis er det statsministeren, der forestår den udøvende magt.

Den nuværende konge er Harald 5. af den glücksburgske slægt. Han tiltrådte i 1991 og er den første norske konge siden det 14. århundrede, der er født i Norge. Kronprins Haakon er tronfølger og skal følge sin far på tronen.

Ifølge grundloven udøves den lovgivende magt af Stortinget og den norske regering i fællesskab, men i sidste instans er det Stortinget i et etkammersystem, der er bestemmende. Love vedtages efter forslag af Stortingets medlemmer eller regeringen ved simpel flertalsafgørelse blandt de 169 stortingsmedlemmer. Valgsystemet ligger tæt op ad det danske valgsystem og kan beskrives som et repræsentativt demokrati med en valgperiode på fire år. 150 af medlemmerne vælges ved forholdstalsvalg i nitten valgdistrikter, der svarer landets fylker, mens de sidste nitten er tillægsmandater, der skal sikre, at Stortingets fordeling så godt som muligt kommer til at svare til afstemningsresultater. Afstemningen baseres på partier, som skal have en tilslutning på mindst 4 % for at opnå valg.

Stortinget ratificerer lovene og sikrer, at regeringen og forvaltningen gør deres arbejde godt nok. Til dette er nedsat en kontrol- og konstitutionskomité. Det er også Stortinget, der kan tvinge regeringen til at gå af, hvis et flertal nærer mistillid til den. Statsminister bliver den af Stortingets medlemmer, der kan støttes af et flertal kollegerne. Det er som regel lederen af det største parti eller den største koalition af partier, da det ikke er så almindeligt, at ét parti har flertal. Det er dog også sket, at Norge er blevet ledet af en mindretalsregering.

Statsministeren udpeger sin regering, oftest med personer fra hans eget parti eller partierne i koalitionen. Grundloven tilsiger dog samtidig, at mindst halvdelen af ministrene skal tilhøre den norske folkekirke. Dette har givet grobund for en debat om adskillelse mellem stat og kirke.

Den udøvende magt foregår formelt set gennem statsrådet, hvor kongen og regeringen mødes på Det Kongelige Slott i Oslo, og hvor regeringen ifølge grundloven konsulterer kongen. Kongen underskriver lovene, der er vedtaget i Stortinget, men han skal også formelt set godkende lovforslag, inden der stemmes om dem i tinget. Modsat godkender statsrådet kongens handlinger som statsoverhoved.

Der er tradition for, at Stortingets medlemmer vælges via partilister i et flerpartisystem. Historisk set har Arbeiderpartiet og Høyre været de ledende partier; Arbeiderpartiet har stået i spidsen for koalitionsregeringer siden valget i 2005 sammen med Sosialistisk Venstreparti og Senterpartiet. Ved Stortingsvalget 2009 gik Høyre og Fremskrittspartiet frem på bekostning af især Sosialistisk Venstreparti, men opnåede ikke mandater nok til at overtage regeringsmagten. Det skyldtes blandt andet dårligt samarbejdsklima mellem oppositionens partier, der også omfatter Venstre og Kristelig Folkeparti. Stoltenberg kunne derfor på ny danne regering som leder af den rød-grønne koalition.

Norge er en enhedsstat, der er opdelt på øverste niveau i 11 amter – fylker på norsk. Disse fylker ledes af direkte valgte råd (fylkesting), anført af fylkesordføreren. Desuden er der i hvert fylkesting en fylkesmann, der er udpeget af kongen og regeringen, og som har tilsynspligt med fylketingets beslutninger samt fungerer som klageinstans. Fylkerne er igen opdelt i 356 kommuner, der tilsvarende hver ledes af et kommunestyre, hvor borgmesteren står i spidsen. Oslo består som det eneste fylke af kun én kommune og regnes både som fylke og kommune.

Ud over fylkerne består Norge af de to oversøiske territorier Jan Mayen og Svalbard. Dertil kommer afhængige territorier i Antarktis-området i form af Bouvetøen, Peter I's Ø og Dronning Maud Land.

På det norske fastland findes 96 bebyggelser, der har bystatus. I de fleste tilfælde er der overlap mellem disse byer og de kommuner, de ligger i. Det er almindeligt med norske byer, at de omfatter større ubebyggede arealer; således er der store skovområder nord og sydøst for Oslo by, mens der til Bergen hører store bjergområder.

De norske fylker er følgende:

Norge benytter sig i lighed med de fleste øvrige europæiske lande af et civilretssystem, hvor lovene skabes og vedtages i Stortinget og reguleres i retsvæsenet. Det består af en højesteret (høyesterett) med 19 faste dommere med en højesteretsjustitiarius og en appelkomité (høyesteretts kjæremålsuttvalg), appeldomstole (lagmannsrett), by- og distriktsdomstole (tingrett) samt et forligsråd (forliksrådet). Retsvæsenet er uafhængigt af den lovgivende og den udøvende magt. Det er statsministeren, der udpeger højesteretsdommerne, men de skal godkendes af Stortinget og af kongen i statsrådet. Dommere til domstolene på de øvrige niveauer udpeges normalt af kongen på efter statsministerens forslag.

Lovens håndhævelse varetages af politi- og lensmannsetaten. Det norske politi udgør en samlet enhed, der er opdelt i 27 politidistrikter samt flere specialgrene som Økokrim og Kripos (bekæmpelse af organiseret kriminalitet). Hvert distrikt og hver gren ledes af en politimester. I spidsen for politiet står Politidirektoratet under ledelse af politidirektøren; dette direktorat er underlagt justitsministeriet.

Ifølge den verdensomspændende organisation Journalister uden grænser ligger Norge (og Finland) som nummer 1 på listen over lande med højeste grad af pressefrihed. Der har ikke eksisteret dødsstraf i Norge siden 1902, mens dødsstraffen for højforræderi og krigsforbrydelser blev afskaffet i 1979.

Norge har ambassader i 85 lande, mens 66 lande er repræsenteret med ambassader i Norge, alle i Oslo.

Norge var med til at grundlægge internationale organisationer som de Forenede Nationer, NATO, Europarådet og EFTA. I lighed med andre af de nordiske lande har Norge været lidt tilbageholdende med at gå ind i arbejdet for større europæisk integration. Landet søgte dog i lighed med blandt andet Danmark om optagelse i EF i 1962 og 1967, hvor ansøgerne ikke blev godkendt. Sammen med Danmark, Storbritannien og Irland blev Norges ansøgning godkendt i 1972, men i modsætning til de tre øvrige lande faldt Norges medlemskab efter en folkeafstemning. I stedet opnåede landet en frihandelsaftale med EF. I 1994 blev der holdt endnu en folkeafstemning om optagelse i det, der nu hed EU. Igen stemte befolkningen mod optagelsen, og der har siden ikke været forslag om nye folkeafstemninger om spørgsmålet. I stedet blev Norge i 1994 medlem af EØS, hvilket afløste frihandelsaftalen med EU. Dermed har Norge adgang til EU's indre marked under forudsætning af, at Norge implementerer de dele af EU's lovgivning, der af unionen skønnes nødvendige for adgangen. De forskellige regeringer har siden 1994 arbejdet på at få Norge med i dele af EU-samarbejdet ud over EØS. Landet har opnået deltagelse uden stemmeret i fx det fælles sikkerheds- og forsvarssamarbejde, Schengen-samarbejdet, det europæiske forsvarsagentur og en række andre samarbejder.

Norge regnes for en markant deltager i den globale udvikling og var med i den mæglingsindsats i 1990'erne, der førte til Oslo-aftalen, der uden større held søgte at opnå resultater i den israelsk-palæstinensiske konflikt.

De norske væbnede styrker omfatter for tiden omkring 24.025 personer, heri indregnet civile ansatte. Ifølge mobiliseringsplanerne, der er gældende i 2012, vil en total mobilisering give en kampstyrke på omkring 83.000. Norge har værnepligt for mænd (6-12 måneders træning), mens kvinder kan få militær træning. De væbnede styrker er underlagt forsvarsministeriet og den øverste leder er kong Harald 5. Det norske militær består af følgende værn: Hæren, Sjøforsvaret, Luftforsvaret og Heimevernet.

Delvist på grund af Norges manglende evne til at opretholde neutralitet under anden verdenskrig, hvor man gik i allieret krigstjeneste efter landets besættelse af Nazityskland, var Norge en af de nationer, der grundlagde NATO i 1949. Nu deltager Norge i International Security Assistance Force (ISAF) i Afghanistan. Desuden har landet bidraget til adskillige missioner under ledelse af FN, NATO og det europæiske fælles sikkerheds- og forsvarssamarbejde under EU.

Norge har verdens næsthøjeste BNI per indbygger (efter Luxembourg) og verdens femtehøjeste BNP per indbygger. Nu om stunder figurerer Norge som det næstrigeste land i verden i materiel forstand med den største kapitalreserve per indbygger. Landet ligger for tiden øverst på UNDP's Human Development Index. Levestandarden i Norge er blandt de højeste i verden. Bladet Foreign Policy placerede landet nederst på Failed States Index i 2009 og karakteriserede det som verdens bedst fungerende og mest stabile land (placeringen er i 2012 ændret til femtenederst). En solid eksport af gas og olie kombineret med en sund økonomi og en betydelig oparbejdet velfærd ledte til den konklusion, at Norge vil forblive blandt de rigeste lande i verden et pænt stykke ind i fremtiden.

Den norske økonomi er et eksempel på en blandingsøkonomi, et rigt kapitalistisk velfærdssamfund med en kombination af de frie markedskræfter og offentlig regulering samt betydelig offentlig kontrol af vitale områder. Staten sikrer gratis sundhedsbehandling (til et vist niveau), og forældre har ret til 46 ugers betalt barselsorlov. Den indtægt, som staten får fra naturressourcer, omfatter et betydeligt bidrag fra den petrokemiske sektor og den enorme og omhyggeligt styrede indtægt herfra. Arbejdsløsheden i Norge er så lav som 2,6 % i 2012, 30 % af arbejdsstyrken er offentligt ansat, en andel der er den højeste inden for OECD. 22 % er på overførselsindkomst, og 13 % er ude af stand til at arbejde (de højeste andele i verden). Produktiviteten per time er lige som den gennemsnitlige timeløn blandt de højeste i verden. Lighedsstræbelserne i det norske samfund sikrer, at forskellen mellem den lavest betalte arbejder og direktøren i de fleste virksomheder er betydeligt lavere, end det kendes fra sammenlignelige vestlig økonomier, hvilket også afspejles i Norges lave Gini-koefficient.

Staten ejer en stor andel af i vigtige sektorer som den petrokemiske industri (Statoil og Aker Solutions), vandkraftindustrien (Statkraft), aluminiumproduktion (Norsk Hydro), bankvirksomhed (DnB ASA) og telekommunikationsudbud (Telenor). Gennem disse store virksomheder kontrollerer staten omkring 30 % af aktiemarkedet på Oslo Børs. Når man regner ikke-noterede virksomheder med, er statens andel endda højere (primært fra ejerskab af olielicenser). Norge er desuden en betydelig skibsfartsnation med den sjettestørste handelsflåde i verden bestående af over 1.400 norskejede fartøjer.

Ved folkeafstemningerne i 1972 og 1994 afgjorde det norske folk, at det ønskede at stå uden for EU. Norge har dog sammen med Liechtenstein og Island fået lov til at deltage i det indre marked via en EØS-aftale. EØS-aftalen mellem EU og EFTA-landene (EØS-loven) beskriver procedurerne for at EU-regler i Norge og de øvrige EFTA-lande. Med dette tilhørsforhold er Norge i realiteten et integreret medlem på de fleste områder i EU's indre marked. Visse områder, som landbrug, olie og fiskeri, er ikke fuldstændig dækket af EØS-loven. Norge har også tiltrådt Schengen-samarbejdet og en række andre mellemstatslige aftaler med EU-medlemslandene.

Landet er rigt på naturressourcer i form af olie, vandkraft, fisk, tømmer og mineraler. Der blev opdaget enorme lagre af olie og naturgas i Nordsøen i 1960'erne, hvilket ledte til en stærkt forbedret økonomi. Omkring 20 % af landets indtægter stammer fra denne sektor. Selvom Norge har mange råstoffer i form af træ, fisk, landbrugsvarer og billig energi som elektricitet, olie- og naturgas, er det forholdsvis få, der er beskæftiget med disse erhverv. I dag arbejder de fleste med service i den offentlige sektor, f.eks. på skoler, sygehuse, børnehaver og plejehjem. Mange har også job inden for finanssektoren med handel, bankforretning og forsikringer.

Den økonomiske vækst var i 2000 2,7 %, sammenlignet med 0,8 % i 1999. Væksten faldt dog tilbage i 2001 til 1,3 %. Der blev igangsat privatiseringer i 2000, hvor regeringen solgte 1/3 af det 100 % statsejede olieselskab Statoil.

Flere undersøgelser viser at nordmænd har den største livskvalitet i verden. En stor del af den overskydende indtægt ved det nuværende oliesalg er placeret i Norges oliefond og efterfølgende investeret i udlandet. Fonden har nu en formue på ca. 2300 milliarder norske kroner (maj 2009). (reel formue siges at være over 3000 milliarder).
Fonden er blandt de aller største investorer i verden, og ejer per juli 2009 mere end 1,25 % af alle børsnoterede aktier i Europa. Statens pensjonsfond er verdens næststørste statsejede kapitalfond, efter Abu Dhabi Investment Authority.

Norge har tre markante kilder til energi: Olie, naturgas og vandkraft, som dels dækker landets eget behov for energi, dels eksporteres, hvorved energien udgør en af landets allerstørste eksportindtjeninger.

I 1969 fandt Phillips olie i Norges undergrund ved feltet Ekofisk, som ligger i den sydligste del af det norske havområde. Norge har siden hen fundet andre felter med både olie og gas. I 2007 udgjorde olieeksporten omkring 45 % af eksportindtægterne og mere end 20 % af BNI. Norge er den femtestørste olieeksportør og den tredjestørste gaseksportør i verden, men er ikke medlem af OPEC. For at undgå en overophedning af økonomien som følge af olieindtægterne og minimere usikkerheden i indtjeningerne som følge af varierende oliepriser og for samtidig at imødegå effekten af en befolkning, hvis gennemsnitsalder er stigende, etablerede den norske regering i 1995 Statens pensjonsfond, som blev finansieret af olieindtægterne.

Staten kontrollerer olieressourcerne ved en kombination af statsligt medejerskab af de store operatører på området (således ejedes omkring 62 % af Statoil af den norske stat i 2007) samt ved fuldstændigt ejerskab af Petoro, der har en markedsværdi på omkring det dobbelte af Statoil, og SDØE (Statens Direkte Økonomiske Engasjement). Endelig uddeler staten koncessionen til at søge efter olie samt til selve udvindingen. Den tidligere nævnte pensionsfond investeres på veletablerede finansielle markeder uden for Norge. Man anvender den såkaldte handlingsregel, der går ud på ikke at bruge mere end 4 % af fonden hvert år, svarende til det normale afkast af fonden.

Per marts 2011 rådede Statens Pensjonsfond over værdier på omkring $570 milliarder, svarende til $114.000 per indbygger, et beløb der er på omkring 140 % af landets nuværende BNI. Det på nuværende tidspunkt verdens næststørste statsejede formue i verden, kun overgået af Abu Dhabis. Forsigtige skøn estimerer pensionsfonden til at nå en størrelse på $800–900 milliarder i 2017. Norges Bank har investeringsafdelinger i New York, London og Shanghai. Ifølge retningslinjer fra 2007 må der maksimalt investeres i 60 % aktier (40 % primæraktier), mens resten sættes i obligationer og fast ejendom. Da aktiemarkederne kom i problemer i september 2008, var fonden i stand til at erhverve sig aktier til ret lave priser. Det var med til at sørge for, at de tab, der blev lidt på grund af uroen på aktiemarkederne i 2008, var indvundet igen i november 2009.

Andre lande, hvis økonomier ligeledes er baseret på naturressourcer, som fx Rusland, søger at lære af Norge ved at oprette tilsvarende fonde. De norske investeringer er også styret af etiske retningslinjer; for eksempel må fonden ikke investere i virksomheder, der fremstiller dele til atomvåben. Den meget gennemskuelige investeringsordning prises af det internationale samfund.

Pensionsfondens fremtidige størrelse er naturligvis meget afhængig af oliepriserne og af udviklingen på de internationale finansmarkeder. Norge har overskud på sin handel med udlandet, i 2008 $80 milliarder. Med de enorme beløb, Norge har investeret internationalt, havde landet en økonomisk kraft, der var stor nok til at undgå de værste følger af den internationale økonomiske krise i 2008. Mens de fleste vestlige lande kæmper med stigende udlandsgæld, er Norge et land med penge på kistebunden, finansiel stabilitet og økonomisk styrke til at møde udfordringer fra verdensomspændende økonomiske kriser. Selv når krisen er på sit højeste, opererer den norske regering med et overskud på statsbudgettet på 9 % som det eneste vesteuropæiske land med overskud per 2009.

I 2000 solgte staten en tredjedel af Statoil via en børsintroduktion. Året efter fulgte børsnotering af den førende teleudbyder, Telenor på Oslo Børs. Staten ejer fortsat også betydelige andele af den største bank, DNB ASA, og af flyselskabet SAS. Siden 2000 har den økonomiske udvikling været stærkt stigende, hvilket har fået arbejdsløsheden ned på et niveau, man ikke havde set siden begyndelsen af 1980'erne med en arbejdsløshedsandel på 1,3 % i 2007. Selv om finanskrisen har ændret på dette, var arbejdsløsheden ikke blevet større end 3,3 % i 2011. I sammenligning hermed har nabolandet Sverige måttet registrere en større påvirkning af den internationale krise, hvilket medførte, at Norge for første gang nogensinde overgik Sverige i samlet bruttonationalprodukt i første kvartal i 2009 trods det, at Sveriges befolkning er næsten dobbelt så stor som Norges.

Sammen med olien er der fundet enorme mængder af naturgas i Nordsøen, så landet er den sjettestørste udvinder af dette produkt samt den tredjestørste eksportør i verden.

Der har siden 2000 været varierende forventninger til den mængde olie og naturgas, der fortsat kan udvindes på norsk territorium. Således det fra det norske Oliedirektoratet i 2007 estimeret, at der var 54,1 milliarder tønder olie tilbage i Nordsøen (næsten dobbelt så meget, som der hidtil var udvundet). Siden har nye fund i 2011 i Nordsøen øget estimatet med mellem 500 og 1200 millioner tønder, og et nyt fund året efter, denne gang i Barentshavet, med yderligere 400-600 millioner tønder.

Norge er selvforsynende med elektricitet produceret primært ved vandkraft, hvor man nyder godt af det smeltevand, der fra de mange fjelde løber via de elve og fjorde mod havet. I 2010 blev der produceret i alt 124,5 TWh el, hvoraf 94,8 % blev skabt ved vandkraft, mens resten primært stammede fra varmekraftværker og vindkraft. Denne produktion kan nogenlunde dække landets eget forbrug, der i 2010 var på 132 TWh, men der har i en årrække været overskud af produktion, hvilket har givet anledning til en eksport af el til nabolandene, heriblandt Danmark.

Ud over olien og vandkraften har Norge også gode indtægter fra fiskeriet, hvor landet er den næststørste eksportør i verden efter Kina og den sjettestørste våbeneksportør i verden.

Det er muligt at fund af thorium, der bl.a. kan bruges i atomkraftværker vil blive vigtige for Norge i fremtiden, da landet har en af verdens største forekomster af dette.

På grund af klimaet og jordforholdene er Norge ikke et udpræget landbrugsland. Kun tre procent af arealet (9.716,85 km²) er opdyrket, og sammenhængende landbrugsområder findes kun i Syd- og Midtnorge og i Østnorge omkring Oslo og Gudbrandsdalen. Omkring Stavanger findes Norges største og bedste samlede landbrugsområde, Jæren. Det kan være svært for de norske landmænd at have en ordentlig indtjening ved faget, og for at forhindre affolkningen fra land til by yder staten støtte til landbrugsdrift. Landmændene holder får, køer, grise og høns, så Norge er selvforsynende med animalske produkter som mælk, smør, ost, kød og æg, mens korn og grøntsager til dels importeres. Selvom den vestlige del af Norge er velegnet til frugt- og grøntproduktion, dyrkes der ikke nok til at forsyne hele landet.

Sammenlignet med Sverige og Finland er Norge fattig på skove, for kun en tredjedel af landet er dækket af træer. Hovedparten af skovene ejes af landmænd, der har skovdrift som bierhverv, og resten drives af store selskaber. Gran, fyr og birk er i nævnte rækkefølge de vigtigste træer i skovdrift. Træet skæres op og bearbejdes til brædder, bjælker, spånplader og krydsfiner. I Norge er træ det mest brugte materiale til husbyggeri, og det bruges desuden til cellulose og papir.

Fiskeri har i århundreder været rygraden i norsk erhvervsliv. Især har fangst af torsk og sej spillet en væsentlig rolle, og eksport af fisk er næst efter olie den største indtægtskilde. Kystfiskeri har højsæson mellem jul og påske, hvor store mængder af torsk kommer til Lofoten fra Arktis for at gyde. Tidligere blev fiskene ofte hængt til tørre på meterhøje træstativer, men i nutiden er dette afløst af moderne fryse- og køleteknik som konserveringsmetode. Laks er ikke længere så udbredte i havet, hvorfor, man har udviklet opdræt i havbassiner nær kysten eller inde i fjordene for at klare den store efterspørgsel. Øvrige fiskearter som sild, makrel, lodde og sardin forekommer mere ustabilt.

Hovedjernbanenettet i Norge består af 4135 km normalsporslinjer, hvoraf de 247 km er dobbeltsporede og 64 km er højhastighedslinjer (210 km/t); 68 % af linjerne er elektrificerede. Togene transporterede 3,165 milliarder passagerkilometer samt 3456 tonskilometer fragt i 2011. Hele nettet ejes af Jernbaneverket, mens alle indlandspassagertog, bortset fra Flytoget, opereres af Norges Statsbaner (NSB). En række firmaer står for fragttransporten.

Investeringer i ny infrastruktur og vedligehold af jernbanenettet finansieres over statsbudgettet, og der ydes tilskud til passagertransport. NSB opererer langdistancetog, herunder nattog, regionale forbindelser og pendlertog i de store byer Oslo, Bergen og Stavanger (se samlet oversigt over jernbanenettet i Jernbanen i Norge).

Der findes omkring 93.000 km veje i Norge; heraf er 72.033 km asfalterede og 664 km er motorveje. Der findes fire typer af veje: Nationale, regionale, kommunale og private, hvoraf det kun er de nationale veje, der er nummererede. De vigtigste nationale veje indgår i Europaveje, og de to mest prominente er E6, der går nord-syd gennem hele landet, samt E39, der følger vestkysten. De nationale og de regionale veje styres af Statens vegvesen.

Af Norges 97 lufthavne er de 52 offentlige, og 46 opereres af det statsejede Avinor. Syv af lufthavnene har over en million passagerer årligt. I 2007 var der 41.089.675 passagerer, der passerede gennem norske lufthavne, deraf 13.397.458 på internationale forbindelser.

Langt de fleste internationale flyruter beflyver Oslo Lufthavn, Gardermoen, omkring 50 km nord for Oslo, med afgange til de fleste europæiske lande samt et udvalg af oversøiske destinationer. Gardermoen er hub for de to største luftfartselskaber i Norge, Scandinavian Airlines og Norwegian samt for Widerøes trafik på Vestnorge.

Turismen er et vigtigt erhverv i Norge, hvor man især drager fordel af den varierede natur, der af branchen betragtes som den vigtigste faktor i at tiltrække udenlandske gæster. National Geographic har udnævnt de norske fjorde som verdens største turistattraktion. I modsat retning trækker de relativt høje omkostninger, som de fleste udlændinge oplever i landet, hvorfor det er afgørende for erhvervet, at man til hver en tid sikrer, at gæsterne får tilstrækkelig værdi for deres udgifter. Den samlede værdi af turismen i Norge var på 3,3 % af BNI i 2009, hvilket er fremkommet ved en omsætning i erhvervet på lidt over 105 milliarder NKR dette år. Antallet af overnatninger på hoteller, campingpladser, i hytter og på vandrerhjem var 29,1 millioner i 2011.

De fleste udenlandske turister kommer fra Europa og især fra Tyskland (20 %), Sverige (11 %), Danmark (10 %) og Holland (9 %), men turistmængden fra disse lande har de senere år været stagnerende eller svagt faldende. Til gengæld tegner der sig et billede af stigning i besøgende fra fjernere lande som Kina, Sydkorea, Rusland samt flere af de øvrige asiatiske lande.

Norge har tilbud inden for de fleste turistformer. Den vidtstrakte og varierede natur giver et utal af muligheder for aktiv ferie, hvor der blandt andet er mulighed for at dyrke skisport, vandring, lystfiskeri, cykling, jagt samt forskellige vandaktiviteter på havet samt i fjorde, søer og elve. Den lange kyst giver mulighed for store naturoplevelser med krydstogtskibe, der sejler op langs vestkysten. Mod nord kan man om sommeren opleve midnatssolen, og der er mulighed for at opleve mange vilde dyr på egen hånd eller på guidede ture. Derudover kan man opleve den norske kultur med en række attraktioner i Oslo og omegn samt stavkirker, samisk kultur og andre ting, der unikke i Norge.

Statistisk Sentralbyrå har opgjort Norges indbyggertal pr. 1. oktober 2012 til 5.038.100. NRK kunne dog i 2014 fortælle, at det reelle indbyggertal kan være væsentlig lavere. Nordmændene er et nordgermansk folkeslag.

Der er ikke nogen officiel optælling på etnicitet i Norge. Primo 2012 havde næsten 87 % af befolkningen mindst en forælder, som var født i Norge. 13,1 % eller cirka 655.000 var enten immigranter eller børn af forældre, der begge var født uden for Norge. Af disse folk med udenlandsk baggrund stammede omkring 323.000 fra Europa, omkring 220.000 fra Asien, omkring 80.000 fra Afrika, omkring 20.600 fra Syd- og Mellemamerika og omkring 11.000 fra Nordamerika.

I 2012 havde lidt over 400.000 af indbyggerne med indvandrerbaggrund norsk statsborgerskab. Der var immigranter i alle norske kommuner. De byer eller kommuner med højest indvandrerandel var Oslo (26 %) og Drammen (18 %). Ifølge Reuters er Oslo hurtigst voksende by i Europa på grund af indvandring.

Samerne har traditionelt boet i det nordlige Norge, Sverige, Finland samt Rusland på Kolahalvøen. Et andet nationalt mindretal udgøres af kvenerne, der er efterkommere efter finsktalende indvandrere til Nordnorge fra det 18. til det 20. århundrede. Både samerne og kvenerne har været underkastet en stærk assimileringspolitik fra den norske regering fra det 19. århundrede og op til 1970'erne. Som følge af denne fornorskningsproces identificerer mange samiske og kvenske familier sig nu som etniske nordmænd.

Af øvrige grupper, der anerkendes som nationale mindretal, findes jøder, skovfinner og romaer.

I anden halvdel af det 19. og begyndelsen af det 20. århundrede udvandrede et stort antal nordmænd, primært til Nordamerika. Derfor lever der i dag en markant gruppe norskamerikanere i USA. Ifølge den amerikanske folketælling i 2011 var omkring 4,4 millioner amerikanere af norsk afstamning, et antal der næsten er lige så stort som Norges indbyggertal. I 2006 havde 432.515 canadiere norske rødder ifølge folketællingen der.

Omkring 655.000 personer i Norge var enten selv indvandrere eller børn af to indvandrere i 2012, svarende til 13,1 % af den samlede befolkning. Den årlige indvandring er steget markant siden 2005. I årene 2001-2005 var det gennemsnitlige antal af indvandrere pr. år 13.613; dette tal steg til 37.541 i årene 2006-2010, og nettoindvandringen i 2011 var på 47.032. Tallet dækker især over indvandring fra EU, specielt fra Polen.

I de senere år er tilvæksten i befolkningstallet blandt indvandrere i stort omfang årsag til Norges samlede befolkningstilvækst. Således steg indvandrerbefolkningen i 2011 med 46.245, hvilket udgjorde 70 % af den samlede befolkningstilvækst; omkring 22 % af de nyfødte havde indvandrerbaggrund.

Den største gruppe af ikke-europæere i Norge har pakistanske rødder, og flertallet heraf bor i og omkring Oslo. Gruppen med irakiske rødder er steget betydeligt de seneste år. Efter udvidelsen af EU i 2004 er der indvandringen steget markant fra Øst- og Centraleuropa, særligt fra Polen, Tyskland, Sverige, Litauen og Rusland.

Antallet af registrerede katolikker i Norge har været svagt stigende i slutningen af det 20. århundrede (der var 31.642 katolikker i 1992), men det er siden steget voldsomt og passerede i 2012 100.000. Stigningen skyldes for en stor dels vedkommende stigende indvandring fra europæiske lande som Polen og Litauen. Desuden menes der at være titusinder af uregistrerede katolikker i landet.

I 2010 havde 10 % af befolkningen ikke nogen religiøs tilknytning, mens 10 % (484.500) var medlemmer af religiøse samfund uden for den norske kirke. Af de religiøse samfund uden for den norske kirke udgør andre kristne samfund den største del med lidt over 250.000, herunder den store gruppe katolikker. Af andre større kristne grupper findes pinsebevægelsen, den evangelisk-lutherske frie kirke, den svenske Margaretaforsamling i Oslo, Jehovas Vidner og metodister, der alle har over 10.000 medlemmer.

Blandt de ikke-kristne religioner er islam størst med lidt over 100.000 medlemmer i 2011. Denne religion praktiseres hovedsageligt af indvandrere af somalisk, arabisk, albansk, tyrkisk og pakistansk afstamning. Ingen andre religioner praktiseres af over 1 % af befolkningen.

I lighed med de øvrige skandinaviske lande var Norges oprindelige religion en praksisorienteret religion, der gik ud på at overholde en række religiøse pligter med henblik på at have et godt forhold til guderne. Mod slutningen af det 11. århundrede var Norge blevet kristnet og den gamle tro forbudt. Rester af den oprindelige religion har overlevet i form af person- og stednavne, ugedage og andre steder i hverdagssproget. Moderne interesse for livet i fortiden har betydet en fornyet interesse for asetro, men det er dog kun få hundrede, der er registreret som medlemmer af Åsatrufellesskapet Bifrost.

Samerne praktiserede en shamanistisk religion til et godt stykke ind i det 18. århundrede, indtil dansk-norske missionærer fik de fleste til at konvertere til kristendom. Shamanismen har i lighed med asetroen vundet en vis interesse, og nogle af samerne har holdt fast i deres oprindelige religion.

Højere uddannelse finder man i Norge på syv universiteter, seks særlige professionshøjskoler, 23 andre professionshøjskoler, alle offentligt drevet, samt en række private professionshøjskoler. I systemet følger man Bolognaprocessen med bachelorniveau (3 år), magisterniveau (2 år) og ph.d. (3 år). Adgang gives efter bestået gymnasial eksamen med generelle studiekompetencer.

Offentlig uddannelse er stort set gratis for alle, uanset nationalitet, og den er struktureret i to semestre pr. år, henholdsvis fra august til december og januar til juni. Det overordnede ansvar for uddannelsen i Norge ligger hos undervisnings- og forskningsministeriet.

Det nordiske sprog norsk har to officielle skrevne former: Bokmål og nynorsk. Begge disse sprog anerkendes som officielle sprog, idet de kan bruges i offentlig administration, skoler, kirker og medier. Bokmål er langt mest udbredt og anvendes af 80-85 % af befolkningen. Omkring 95 % af befolkningen taler norsk som modersmål, selv om mange taler en eller anden form for dialekt, som kan afvige betydeligt fra det skrevne sprog. Alle dialekterne er indbyrdes forståelige, selv om folk, der stort set kun behersker deres egen dialekt, kan have besvær med at forstå visse fraser eller udtalen i nogle andre dialekter. Der tales og skrives også flere uralske samiske sprog i landet, særligt i mod nord, af folk, der hører til samerne (det estimeres, at omkring en tredjedel af de norske samer taler et samisk sprog). De, der taler det, har ret til at blive undervist på samisk, uanset hvor i landet de bor, og borgerne har også ret til at kommunikere med det offentlige i et af flere samiske sprog. Det kvenske mindretal har historisk set talt kvensk, ligeledes et uralsk sprog; det betragtes som et selvstændigt sprog i Norge, mens det generelt i Finland betragtes som en finsk dialekt. I Norge er det få eller ingen kvener, der kender og behersker sproget. Ifølge Kainun institutti, det norske institut for kvensk sprog og kultur, er den typiske moderne kvener en norsktalende nordmand, der kender sin afstamning. Endelig er der nogle, der argumenterer for at gøre norsk tegnsprog til et officielt sprog i landet.

I det 19. og 20. århundrede var det norske sprog genstand for en politisk og kulturel strid. Denne strid førte til, at nynorsk blev skabt i det 19. århundrede, og at der i det 20. århundrede blev opstillet alternative standarder for stavningen. Specielt blev der opstillet riksmål-standarden, der er mere konservativ (det vil sige tættere på dansk) end bokmål.

Norsk ligner meget de andre skandinaviske sprog, svensk og dansk. Alle tre sprog forstås nogenlunde af folk med et af de andre sprog som modersmål og kan bruges i kommunikation mellem indbyggerne i de tilsvarende lande – og bliver i stor udstrækning brugt. Som et resultat af samarbejdet i Nordisk Råd har indbyggerne i hele Norden, også Island og Finland, ret til at kommunikere med de norske myndigheder på deres eget sprog.

Alle børn af indvandrere i Norge opmuntres til at lære norsk. Den norske regering tilbyder kurser i sproget for de indvandrere, der ønsker at blive norske statsborgere. Siden 1. september 2008 skal en ansøger om norsk statsborgerskab vise færdigheder i norsk eller samisk eller levere bevis på at have fået undervisning i norsk i 300 timer eller opfylde sprogkravene for universitetsstudier i Norge (hvilket man gør, hvis man har færdigheder i et af de skandinaviske sprog).

Det første fremmedsprog, der undervises i i det norske uddannelsessystem, er engelsk. Størstedelen af befolkningen taler udmærket engelsk, især hvis de er født efter anden verdenskrig. Tysk, fransk eller spansk er det typiske andet eller tredje fremmedsprog, mens russisk, japansk, italiensk, latin og sjældent kinesisk (mandarin) tilbydes i mindre omfang, primært i de største byer. Traditionelt har engelsk, tysk og fransk været betragtet som de vigtigste fremmedsprog i Norge. Disse sprog blev fx brugt i de norske pas indtil 1990'erne, og universitetsstuderende har ret til at bruge disse sprog, når de afleverer deres hovedopgaver.

Den norske bondekultur, der fortsat sætter sit præg på kulturen i Norge, er et resultat af såvel knappe ressourcer som det barske klima og gamle ejendomsretslove. I det 18. århundrede var denne bondekultur basis i den romantiske nationalisme, som stadig er synlig i det norske sprog og medierne. I det 19. århundrede blomstrede norsk kultur, idet bestræbelserne fortsatte på at opnå en uafhængig identitet inden for litteratur, teater, musik og billedkunst. Kulturarbejdet er båret videre i moderne kunstformer, og nu om stunder støtter de offentlige myndigheder tiltag i form af udstillinger, kulturprojekter og kunstnerisk arbejde.

Norge har på mange måder været et foregangsland inden for kvinders, minoriteters og homoseksuelles rettigheder. Blandt andet var Norge i 1990 det første land, der ratificerede ILO-konvention 169 om oprindelige folk, og i 1913 var det et af de første lande, der gav alle borgere stemmeret (uanset civil status). Det var også det første uafhængige land, der tillod kvinder at stille op til offentlige embeder.

Hvad angår homoseksuelles rettigheder var Norge det første land i verden, der vedtog en antidiskriminationslov, der beskyttede bøsser og lesbiskes rettigheder. I 1993 var Norge det andet land, der legaliserede registreret partnerskab for par af samme køn, og 1. januar 2009 blev homovielser vedtaget, hvorved par af samme køn fuldt ud har samme rettigheder som par af modsatte køn.

Omvendt blev den norske grundlov først i 1990 ændret, så førstefødselsretten til den norske trone blev absolut, hvilket betyder, at det ældste barn af en regent bliver tronfølger uafhængigt af kønnet. Loven blev dog ikke ændret med bagudrettet virkning, så det er først for regentbørn født efter 1990, at denne ligestilling gælder: For dem som ere fødte tidligere end Aaret 1990 gjælder ligevel at Mand gaar foran Kvinde (Norges grundlov, §6).

Som glødende fortaler for menneskerettighederne er Norge hjemsted for den årlige Oslo Freedom Forum-konference, en konference, som The Economist har beskrevet som på vej til at blive en menneskerettighedspendant til det økonomiske forum i Davos.

Den norske litteraturhistorie begynder med den Ældre Edda og skjaldedigtene fra det 9. og 10. århundrede med digtere som Brage den Gamle og Eyvind Skaldaspillir. Med kristendommens indtog omkring år 1000 kom Norge i kontakt med den europæiske middelalders lærdom, hagiografierne og historieskrivning. Iblandet den traditionelle mundtlige tradition og islandsk indflydelse gav dette en periode med megen litteraturproduktion i slutningen af det 12. og begyndelsen af det 13. århundrede. Markante værker fra denne periode er blandt andet Didrikssagaen og Kongespejlet.

Ud over Historia Norwegiæ fra begyndelsen af det 15. århundrede kom der ikke så megen norsk litteratur ud af perioden med Kalmarunionen og den efterfølgende union med Danmark. Undtagelserne herfra er Petter Dass og ikke mindst Ludvig Holberg. I sit skuespil Peer Gynt karakteriserede Ibsen denne periode således: Firehundreårig natten ruged over abekatten. I denne periode blev et norske skriftsprog også i stor udstrækning fortrængt af dansk.

To store begivenheder fremskyndede en ny æra for norsk litteratur. I 1811 blev der etableret det første norske universitet i Kristiania, og grebet af ånden fra den amerikanske og den franske revolution vedtog nordmændene deres første grundlov i 1814. Snart efter blev Norge revet ud af sit kulturelle dødvande af en række markante forfattere, der først blev anerkendt i Norden, senere også i resten af verden. Disse forfattere omfattede navne som Henrik Wergeland, Peter Christen Asbjørnsen, Jørgen Moe og Camilla Collett.

Mod slutningen af det 19. århundrede oplevede norsk litteratur sin guldalder, hvor de fire store forfattere virkede: Henrik Ibsen, Bjørnstjerne Bjørnson, Alexander Kielland og Jonas Lie. Bjørnsons bondefortællinger som Synnøve Solbakken og En glad gutt er typiske for den nationalromantik, der var fremherskende på den tid, mens Kiellands romaner og noveller er mere realistiske. Ibsen havde et ben i begge lejre, hvor han med værker som Peer Gynt var tydeligt nationalromantisk, mens andre af hans kendte værker som Et dukkehus og Vildanden er i den realistiske tradition; mange af de sidstnævnte vakte stor furore i samtiden med deres ærlige portrætter af middelklassen.

I det 20. århundrede har tre norske forfattere modtaget Nobelprisen: Bjørnson i 1903, Knut Hamsun for bogen Markens grøde i 1920 og Sigrid Undset i 1928. Af andre markante forfattere i nyere tid kan nævnes Sigurd Hoel, Aksel Sandemose, Johan Borgen, Olaf Bull, Tarjei Vesaas, Johan Falkberget, Dag Solstad, Kjartan Fløgstad, Herbjørg Wassmo, Jostein Gaarder, Lars Saabye Christensen, Erik Fosnes Hansen, Jan Kjærstad, Jon Fosse og Karl Ove Knausgård.

Norge har ikke nogen lang tradition for nedskreven folkelig musik, idet eksemplerne herpå fra før cirka 1840 er yderst sparsomme. Den folkelige musik er dog formodentlig meget ældre, og den bygger på såvel kristne som mytologiske traditioner samt eventyr. Folkemusikken kan opdeles i to typer: Instrumental og vokal. Den instrumentale musik har primært været brugt som akkompagnement til dans (slåtter) og er ofte præget af violin, især hardangerfelen. Vokalmusikken inkluderer ballader og stev.

Den klassiske musik kom til Norge sydfra, i første omgang til de største byer som Kristiania, Bergen og Trondheim. De første dokumenterede norske komponister stammer fra begyndelsen af det 18. århundrede og inkluderer den tyskfødte Georg von Bertouch. Med den store nationalromantiske bølge i slutningen af dette og begyndelsen af det følgende århundrede kom der for alvor gang i norsk komposition og musikliv. I den periode vandt violinisten Ole Bull et verdensomspændende ry, og flere komponister dukkede op. Blandt disse var Martin Andreas Udbye, der skrev den første norske opera samt Rikard Nordraak, komponist til Norges nuværende nationalsang. Nationalfølelsen inspirerede de norske komponister til at inddrage elementer fra folkemusikken, blandt andet da Bull begyndte at spille hardangerfele. Den mest prominente norske klassiske komponist er uden tvivl Edvard Grieg, der var meget præget af Bull, blandt andet i sit orkesterstykke til Ibsens Peer Gynt.

Af andre norske klassiske komponister kan nævnes Johan Svendsen, Christian Sinding og Harald Sæverud, lige som sangeren Kirsten Flagstad også har gjort sig bemærket ud over landets grænser.

Inden for den rytmiske musik har Norge i lighed med andre europæiske lande fulgt strømningerne fra især USA i det 20. og 21. århundrede. I jazzen har navne som Jan Garbarek og Terje Rypdal vakt international opmærksomhed, og i pop og rock har især A-ha slået igennem på verdensplan. Norge har tre gange vundet Eurovision Song Contest: Eurovision Song Contest 1985 med Bobbysocks, 1995 med Secret Garden samt 2009 med Alexander Rybak; i de to sidstnævntes vindersange var der markante elementer af norsk folkemusiktradition til stede. Andre internationalt kendte navne er Lene Nystrøm, der som markant forgrundsfigur i den ellers danske gruppe Aqua i 1990'erne opnåede verdensberømmelse, samt technoduoen Röyksopp, der ligeledes har opnået stor anerkendelse ud over Norges grænser.

Siden 1990'erne har Norge i lighed med især Sverige og Finland fostret mange heavy metal-navne. Der har dannet sig en undergenre af dette i form af black metal, hvoraf mange navne, der kendes blandt tilhængere over store dele af verden, kommer fra Norge. Det drejer sig om blandt andet Darkthrone, Mayhem, Burzum og Dimmu Borgir.

I en lang periode var var den norske billedkunstscene domineret udefra, især fra Holland, Tyskland og Danmark. Med den nationale vækkelse begyndte der at danne sig en egen norsk malerskole, der først skabte portrætter og senere landskaber. J.C. Dahl var den, der for alvor skabte genlyd om norsk billedkunst med sine landskaber fra det vestlige Norge i første halvdel af det 19. århundrede; han betegnes ofte som far til det norske landskabsmaleri.

Dahl blev fulgt af malere som Hans Gude og Adolph Tidemand, og mod slutningen af det 19. århundrede introducerede Frits Thaulow impressionismen i Norge. Christian Krohg kendes for sine realistiske billeder af blandt andet prostituerede fra Paris, noget der vakte skandale i samtiden.

Den nok mest kendte norske maler er Edvard Munch, der mod slutningen af århundredet og begyndelsen af det 20. århundrede skabte værker, der blev verdenskendte, især Skriget. Hans stil byggede på symbolismen, og han var selv en stor inspirationskilde til ekspressionismen.

Nogenlunde samtidig med Munch skabte billedhuggeren Gustav Vigeland sine værker, hvoraf mange nu kan findes i Vigelandsanlegget i Oslo.

Norge har altid haft tradition for at bygge i træ. Også i vore dage er mange af de mest interessante nybyggerier opført i træ, hvilket afspejler attraktionen af dette materiale hos norske arkitekter og designere.

Med overgangen til kristendommen for omkring 1000 år siden fulgte også sten som byggemateriale, først og fremmest i kirker, hvilket blandt andet ses i Nidarosdomen i Trondheim. Men træet var alligevel det mest brugte materiale, og det vidner de mange stavkirker om, hvoraf en stor del blev opført i middelalderen. De stavkirker, der er bevaret, repræsenterer i dag Norges mest betydningsfulde bidrag til arkitekturens historie. Et af de fineste eksempler herpå er Urnes stavkirke, der figurerer på UNESCOs Verdensarvsliste. Et andet bemærkelsesværdigt eksempel på træbaseret arkitektur er Bryggen i Bergen, som består af en række smalle træhuse på stribe ud til kajen.

I det 17. århundrede i unionen med Danmark blev byer som Kongsberg med barokkirken og Røros med mange træbygninger anlagt. Efter unionens opløsning i 1814 blev Oslo hovedstad, og Christian H. Grosch tegnede de ældste dele af Universitetet i Oslo, Oslo Børs og en række andre bygninger i byen.

I begyndelsen af det 20. århundrede blev Ålesund efter en voldsom brand genopbygget i jugendstil. 1930'erne, hvor funktionalismen var dominerende, blev en stor tid for norsk arkitektur, men det er først i de seneste år, at norske arkitekter har vundet international anerkendelse i større stil. En af de mest imponerende nyere bygninger er Sametinget i Karasjok designet af Stein Halvorson og Christian Sundby. Selve tingsalen er en abstrakt udgave af en lavvu, det traditionelle telt brugt af samerne.

Det er først i de seneste år, at norsk film er blevet internationalt kendt i større omfang, men allerede i 1951 vandt Thor Heyerdahls film om Kon-Tiki-ekspeditionen en Oscar for bedste dokumentarfilm. Arne Skouens Ni liv blev i 1959 nomineret til en Oscar og er i 2005 kåret som den bedste norske film nogensinde. I 1975 udsendte Ivo Caprino animationsfilmen Bjergkøbing Grandprix, der nok er den mest kendte udbredte film på verdensplan nogensinde.

I 1987 udkom Stifinderen af Nils Gaup, som var med til for alvor at sætte gang i udbredelsen af norsk film. Også denne film, der fortæller samernes historie, blev nomineret til en Oscar og blev en stor succes. Søndagsengler af Berit Nesheim blev i 1997 nomineret til en Oscar.

Siden 1990'erne er der produceret op mod tyve spillefilm om året i Norge. Blandt succeserne er Kristin Lavransdatter af Liv Ullmann, Erik Gustavsens Telegrafisten og Erik Skjoldbjærgs debutfilm Insomnia, der senere også blev en succes i en amerikansk genindspilning. I de seneste år kender man Max Manus om modstandsmanden fra anden verdenskrig af samme navn.

Blandt de norske skuespillere, der er mest kendt i udlandet, er Liv Ullman, der blandt andet har medvirket i flere Bergman-film, samt Rolv Wesenlund, kendt fra Fleksnes-tv-serien og -film.

Det norske landskab har fungeret som scene for en række internationale filmproduktioner, heriblandt Telemarks helte, Det gyldne kompas, Die Another Day og .

Norske madtraditioner er i høj grad baseret fiskeri og landbrug. Mange retter er baseret på laks (både fersk og konserveret), sild (blandt andet marineret), ørred, torskefisk sammen med ost og andre mælkeprodukter samt brød (særligt mørkt brød).

Blandt specialiteterne er lefse, et fladbrød baseret på kartofler, ofte serveret med sukker og smør, navnlig ved juletid. En anden type brød specielt fra Norge er flatbrød, der spises særlig til fisk, slat kød og suppe. Andre specialiteter er ludfisk, smalahove (fårehoved), pinnekjøtt og fårikål. En særlig type gedeost kaldet myseost eller brunost er også en norsk specialitet. Den fremstilles af valle fra gede- og/eller komælk og har en karakteristisk brun farve og sød smag.

Kaffe er en meget central drik i Norge, der er den næstmest kaffedrikkende nation i verden pr. indbygger med et forbrug på 9,9 kg for hver nordmand. Af alkoholiske drikke bruger man især øl (primært af pilsnertypen) og akvavit. Der er tradition for både industrifremstillede produkter og for mere håndværkskabte drikke, lige som hjemmebrænderier til tider og især i tyndt befolkede områder har været almindelige.

Norge er et meget sportsdyrkende og -elskende land. Landet er et af de førende inden for vintersport; sportsudøverne har gode muligheder særligt for at dyrke skisport, og de nordiske discipliner stammer fra de nordiske lande. Et af centrene for sporten er Holmenkollen i Oslo, hvor der er afholdt flere verdensmesterskaber samt vinter-OL 1952. Vinter-OL 1994 fandt sted i Lillehammer. Blandt de største norske skiløbere er Vegard Ulvang, Bjørn Dæhlie, Marit Bjørgen, mens man fra andre vintersportsdiscipliner kender kunstskøjteløberen Sonja Henie, skiskytten Ole Einar Bjørndalen og den alpine skiløber Aksel Lund Svindal.

Herudover er fodbold og håndbold to af de store idrætsgrene i landet. I fodbold har Norge ikke opnået de store internationale resultater hos herrerne med en bronzemedalje fra sommer-OL 1936 som det bedste resultat. Herrelandsholdet har tre gange (1938, 1994 og 1998) kvalificeret sig til VM-slutrunden og en gang (2000) til EM-slutrunden uden nævneværdige resultater. Klubben Rosenborg BK har i en årrække været en af landets førende og har adskillige gange kvalificeret sig til gruppespillet i UEFA Champions League. Blandt de mest kendte norske fodboldspillere er Ole Gunnar Solskjær, der havde en fornem karriere hos Manchester United FC, og John Arne Riise, der især kendes fra sin tid i Liverpool FC. Det kvindelige norske fodboldlandshold har klaret sig betydeligt bedre end det mandlige, idet holdet blev verdensmester i 1995, europamester i 1987 og 1993 samt vandt guld ved sommer-OL 2000.

Inden for håndbold er det også kvinderne, der har klaret sig bedst. Landsholdet har vundet EM fem gange, VM to gange og OL to gange.

Andre sportsgrene, hvor Norge har klaret sig flot internationalt, er atletik, hvor løberen Grete Waitz vandt det første VM i maratonløb, mens spydkasteren Trine Hattestad har vundet både VM, EM og OL. Der har også været flotte resultater inden for sejlsport, beachvolley og orienteringsløb, mens skakspilleren Magnus Carlsen er den højestratede spiller i verden for tiden.




#Article 54: NASA (2155 words)


National Aeronautics and Space Administration (NASA) er den amerikanske rumfartsadministration, den amerikanske ækvivalent til det europæiske ESA.
NASA får hvert år 16 milliarder dollars af den amerikanske stat til rumforskning og er dermed det største rumfartsagentur i verden.

NASA's øverste ledelse udnævnes af USA's præsident, men skal godkendes af Senatet. Den øverste ledelse i NASA varetages af en administrator. Nuværende (2018) administrator af NASA er Jim Bridenstine, der blev godkendt af Senatet den 23. april 2018.

NASA har visioner om at lave rumstationer på Månen og Mars. Man har endnu ikke haft bemandede fartøjer på Mars og ingen månelandinger siden 1972. Det er ikke alene tekniske udfordringer, der vanskeliggør visionen, men også hvor længe menneskekroppen kan opholde sig i lufttomt rum med kosmisk stråling og uden tyngdekraft. Forberedelserne har været i gang længe, og med Den Internationale Rumstation afprøves både teknik og menneskelige faktorer.

Den Internationale Rumstation anses af NASA for at være verdens hidtil største teknologiske projekt.

NASA anvender både grundforskning, målrettet forskning og samarbejder med andre anerkendte forskningsinstitutsioner som Berkeley, MIT og også private og internationale rumfartsorganisationer.

NASA's forgænger var National Advisory Committee for Aeronautics (NACA), som blev dannet i 1915 for at fremme forskningen inden for luftfart i USA. Den 29. juli 1958 blev NACA reorganiseret og fik kontrol med selve rumprogrammet, som tidligere var blevet udført af forskellige dele af militæret. Samtidig skiftede NACA navn til NASA. Tiden før 1958 var ikke forbundet med skelsættende begiveheder eller opfindelser for NACA's vedkommende. I 2008 fejrerede NASA 50-års jubilæum .

NASA's historie går over en periode på 3 verdenskrige, hvis man tager tiden før 1958 med, nemlig 1. verdenskrig, 2. verdenskrig og Den kolde krig.

Verdenskrigene var medvirkende til at fremme behovet for teknologiske opfindelser. Især inden for flyindustrien med luftvåben, jetmotor, jetfly, militærfly, bombefly, jagerfly og planer om stjernekrig med missilskjold i rummet. Men heldigvis benyttedes flyvemaskinen også til sygetransport, fragt, post og passagerfly.

NASA's adskillelse fra militæret i 1958 var af altafgørende betydning. Forskning i rummet var hovedformålet, budgettet og personalet blev fordoblet, et nyt forskningscenter jet Propulsion Laboratory, for NASA betød det mere rumforskning i stedet for serviceríng af militæret og industrien.

Månelandingen i 1969 er en verdenshistorisk begivenhed og den mest skelsættende for NASA.

De amerikanske brødre Orville og Wilbur Wright foretog historiens første flyvning med motor i 1903. I datidens USA blev de anset for være et par mekanikere. Den samtidige videnskabmand Samuel Pierpont Langley prøvede også at flyve, men med mindre held. Ingen af dem blev taget alvorligt i USA, men i Europa tog man især Wright-brødrenes ideer meget alvorligt. I Frankrig opførtes et militært aeronautik laboratorium af Gustave Eiffel, England byggede også laboratorier. I Rusland oprettede man i 1904 et institut for aeronautik.

Robert H. Goddard havde allerede i 1903 en teori om, at raketmotorer kunne skydes ud i rummet med flydende brændstoffer. Først i 1926 fik han skudt sin første raket med flydende brændstof af.

I 1909 var Europa langt forud med flyvning. USA indså, at det var tid til at følge med. Englands British Royal Aircraft Factory fra 1909 havde den stuktur, USA opbyggede sin første luftfartsorganisation efter. I 1915 stiftedes National Advisory Committee for Aeronautics (NACA). Det var i tiden under 1. verdenskrig, som dog mest foregik i Europa. Men flyindustrien i USA leverede 13,844 fly til Europa i 1917-1918.

Versaillestraktaten sluttede 1. verdenkrig i 1919. Traktaten, der skulle forhindre krig, gav anledning til 2. verdenskrig, der startede i 1939. Tyskland med Adolf Hitler i spidsen fik stormagtsambitioner. USA gik ind i krigen i 1941, krigen endte først i 1945 med Hiroshima bomben. Økonomisk hjælp fra USA for at forhindre kommunismens udbredelse i Europa blev sat i værk 1947 med Marshall-planen.

Under 2. verdenskrig designede Wernher von Braun V-2 raketter for Nazi-Tyskland som officer i SS korpset ved Waffen-SS. Produktionen af V-2 raketter blev udført i koncentrationslejrene Mittelwerk og Dora-Mittelbau.
I Nazi-Tyskland blev videnskabsmænd tvunget til at arbejde for regimet, men om det har været tilfældet for von Brauns vedkommende er tvivlsomt, eftersom han fik rang af major. Han blev arresteret af Gestapo i 1944 pga. uoverensstemmelser med Heinrich Himmler. I 1945 overgav han sig til USA som krigsfange og fik derefter kontrakt med USA's militær. Han fik dog først amerikansk statsborgerskab i 1955. USA havde en liste over tyske videnskabsmænd, de gerne ville have fat i. Wernher von Braun var øverst på listen. Andre videnskabsmænd fra Peenemünde kom også til arbejde for NASA under Wernher von Braun, det samme hold, der havde udviklet våben til Nazi-Tyskland, var med til at udvikle USA's rumprogram i 1945-1972. I 1960 blev Wernher von Braun leder af Marshall Space Flight Center, hvor han stod for udviklingen af Saturn V-raketten.

National Aeronautics and Space Act var en erklæring vedtaget i senatet og af præsident Eisenhower om at der skulle oprettes et nyt rumagentur. USAs Kongres havde bestemt, at USA's aktiviteter i rummet skulle være fredsbevarende og være til fordel for hele menneskeheden.
NASA's adskillelse fra militæret i 1958 var af altafgørende betydning. Forskning i rummet blev prioriteret, budgettet og personalet blev fordoblet, et nyt forskningscenter jet Propulsion Laboratory, blev oprettet, og for NASA betød det mere rumforskning i stedet for servicering af militæret og industrien. Keith Glennan blev indsat som leder i NACA, der blev omdøbt til NASA.

Sovjet's Sputnik 1 succesfulde afsendelse i 1957 havde igangsat USA's National Aeronautics and Space Act, og som følge deraf blev NASA til i 1958.

Under Den kolde krig var verden delt op i Østblokken USSR, Warszawapagten, kommunisme og KGB mod Vesten USA, NATO, kapitalisme og CIA. Den almindelige opfattelse var dengang, at man var på randen til 3. verdenkrig, og det var helt utænkeligt, at man kunne dele viden om avanceret teknologi.
Stormagterne USA og USSR var i rumkapløb, begge stormagter ville vise teknologisk overlegenhed. Udover våbenkapløb med kernevåben benyttede man avanceret teknologi til spionage. Med spionsatellitter og Echelon-netværket overvågede man fjenden.

I 1957 sendte USSR Sputnik i kredsløb om Jorden, verdens første satellit i rummet. Rumalderen var begyndt, og USSR førte rumkapløbet.

Verdens første satellit var opsendt af USSR. Østblokken, der på det tidspunkt havde planøkonomi, havde skudt den første satellit af. Der kom et kommercielt satellit-boom i starten af 1960'erne. Kommunikationssatellitter til tv, (vejr), telefoni, trafik og senere satellit tv. Nogle af satellitsystemerne er fælles eje mellem privat og statslige organisationer.

USA ville svare igen. Præsident Eisenhower ville have en stærkere rumorganisation, NACA blev omstruktureret og omdøbt til NASA i 1958. Der skulle være mere fokus på bemandet rumfart. I 1961 blev Apollo-programmet igangsat, da præsident Kennedy erklærede, at USA ville lande på månen senest 1969. Det skete med Apollo 11. Astronauten Neil Armstrong blev den første mand på Månen i 1969, og USA satte sit flag på Månen.

Inden apolloflyvningerne fandtes Mercury-programmet (1961 – 1963) med testpiloter til de første bemandede rumfartøjer. Derefter Gemini-programmet (1964 – 1966). Apollo-programmet havde en uheldig start i 1967, da besætningen indebrændte i kapslen under en test.

Fra sidst i 1950'erne til 1970'erne havde USA spionsatellitter i Corona Programmet til overvågning af Sovjetunionens langtrækkende missiler. Desværre for NASA betød den kolde krigs afslutning et mindre budget. Discovery-programmet var et lavprisprojekt uden militære formål. Det handlede nu om forskning og uddannelse.

Samarbejdet i rummet mellem stormagterne begyndte før den endelige afslutning af koldkrigstiden. Allerede i 1970'erne fløj russiske og amerikanske astronauter sammen i forbindelse med Sojuz-test-programmet. NASA var begyndt at udvikle genbrugsrumfartøjer. Fartøjerne skulle udvikles til at være mere økonomisk rentable og have en højere grad af sikkerhed. Rumfærgen Columbia var den første af den ny type rumfartøj i 1981 fra Rumfærge-programmet.

Sikkerheden i de nye rumfærger var væsentlig forbedrede, men i 1986 eksploderede rumfærgen Challenger 73 sekunder efter opsendelsen, og styrtede ned.Syv personer omkom ved rumfærge-flyvning nr. STS-51-L, heribladt skolelæreinden Christa McAuliffe.Ulykken gav anledning til flere års pause i rumfærgeprogrammet.

Den kolde krig var forbi, og man var mindre bange for at udveksle erfaringer. Inden for flysikkerhed og rumfart er det en vigtig faktor at lære af de dårlige erfaringer for at undgå fremtidige ulykker. I årene 19xx-19xx var flere rumforskningsorganisationer blevet etableret; ESA, JAXA, DNSC, EUMETSAT mfl. Rumforskning var ikke længere kun for de tidligere stormagter. NASA anses dog stadig som værende den førende rumforskningsorganisation med de største ressourcer, viden og erfaring på området.

Syv astronauter omkom da rumfærgen Columbia (STS-107) i februar 2003 brændte ved genindtræden i atmosfæren, blev der som følge af efterforskningen foretaget ledelsesmæssige omstruktureringer. Ledelsen mente ikke, at der var mulighed var for at redde Columbia, og lod derfor rumfærgen komme tilbage som planlagt. Undersøgelseskommisionen Columbia Accident Investigation Board (CAIB) mente, at man kunne have forsøgt at reparere rumfærgen i rummet på trods af risikoen og yderligere forsinkelse. Ved genindtræden i atmosfæren var isoleringen af rumfærgen ikke tæt nok, og den eksploderede. Kaklerne, der skulle isolere rumfærgen, var faldet af under opsendelsen af rumfærgen. Besætningen omkom, og vragdele faldt ned i flere af de amerikanske stater i og omkring Texas. Linda Ham, der mentes at have haft en afgørende rolle i beslutningerne, blev anset for at have haft en interessekonflikt, da hun både havde ansvar for økonomi og sikkerhed. Hun og flere andre ansvarlige for STS-107 blev omplaceret som konsekvens af rumfærge-havariet.

Der var en vis lighed med Challenger (51-L)-rumfærgens nedstyrtning i 1986. Rogerskommissionen fandt, at ingeniører havde advaret om, at udstyr på rumfærgen ikke kunne tåle frost, men at rumfærgen blev sendt af sted på trods af advarslerne.

I modsætning til Challenger og Columbia overlevede Apollo 13's besætning. Besætningen, der 33 år tidligere var på vej til Månen og undervejs fik en eksplosion i en ilttank. Månelandingen blev aflyst, og forsøg på at redde besætningen blev ikke på forhånd opgivet, selvom situationen var kritisk med bl.a. mangel på ilt. Begivenhederne om Apollo 13 er filmatiseret.

Sikkerhed inden for rumfart er vigtig og spiller derfor en stor rolle hos NASA.
Murphy's lov benyttes, hvor høj sikkerhed er påkrævet. De mindste detaljer skal efterprøves og gentages. Intet overlades til tilfældigheder. Columbia (STS-107) er et eksempel på, hvor galt det kan gå.
Modsætningen er Apollo 13, hvor alt gik galt, men mod alle forventninger ikke endte i en katastrofe.

Som rumfartsorganisation har NASA en stor interesse i sikkerhed. Ikke alene pga. af økonomiske årsager, men også i forbindelse med omdømmet. NASA er ikke privat ejet, men et nationalt foretagende og er afhængig af politikernes velvilje for at få økonomiske ressourcer. NASA's øverste ledelse bliver desuden udnævnt af den amerikanske præsident. NASA's omdømme er et nationalt projekt. Forfatteren Dan Brown har skrevet en bog, der bl.a. omhandler NASA's nationale rolle (skønlitteratur), Morderisk bedrag.

Fire bemandede rummissioner hvor tre besætninger omkom.

Det internationale samarbejde, der var begyndt i 1970erne, var nu blevet ganske omfattende. Hubble, et fælles projekt mellem NASA og European Space Agency. Den Internationale Rumstation er et fælles projekt mellem NASA, European Space Agency herunder: Belgien, Danmark, Storbritannien, Finland, Frankrig, Nederland, Irland, Italien, Norge, Portugal, Schweiz, Spanien, Sverige, Tyskland, Østrig, Luxembourg og Grækenland. Øvrige Canada, Rusland, Japan og Brasilien.

.
Præsident George W. Bush's tale 14. januar 2004

Til Månen, Mars og længere ud i verdensrummet er de nye visioner for USA's rumprogram. De konkrete mål er:

Og visionerne var Constellation-programmet.

Ved Charles Bolden fremlægning af Barack Obamas budget for 2011 ændredes planerne.
Hovedpunkterne i planen er at Den Internationale Rumstations levetid forlænges, rumfarten bliver delvis kommerciel, større fokus på forskning i klimaændringer og Constellation-programmet aflyses . Barack Obama holdt tale på Kennedy Space Center d. 14. april 2010.

Det foreslåede budget er at tilføje $6 milliarder USD til NASA’s 5-årige budget.

Historisk set har NASA's missioner været en del af rumkapløbet i koldkrigstiden. I nyere tid er udforskningen af rummet i stigende grad et internationalt samarbejde. For de tidlige missioner var målet at komme først. USSR kom først med verdens første kunstige satellit, Sputnik, og USA kom først til månen med Apollo-programmet.

I dag har flere lande part i Den Internationale Rumstation. Forskere fra hele verden bidrager med delprojekter med alt fra biokemi til mikrochips, og også danske forskere har bidraget med projekter i human ernæring. og mikroelektronik

Nogle af NASA's forskningsprogrammer er forløbere for større missioner, såsom at lande på Mars med bemandede fartøjer og visioner om at oprette en rumstation på Mars. Ikke alle programmer er sponsoreret af NASA alene, men andre landes rumagenturer, universiteter mfl. deltager også.

For en mere komplet liste se: Rumsonder (International liste, ikke kun NASA).

NASA TV er en amerikansk TV-kanal ejet af NASA. Kanalen er inddelt i tre underkanaler: medier, offentlighed og undervisning. Hver af de tre kanaler har forskellige programmer, men fælles er dog, at de alle sender 24 timer i døgnet. Udover mange undervisnings- og dokumentarprogrammer sender kanalen også direkte fra opsendelser og udsendere pressemeddelelser. 
NASA TV sendes simultant både over satellit og over internettet. Mange lokale amerikanske TV-udbydere tilbyder NASA TV i deres programpakker. Der er dog altid mulighed for at se .

NASA har mere end 12 centre og et museum, National Air  Space Museum.

 – ('Ogg Vorbis sound file, length 3m53s, 33kbps' fra )
 




#Article 55: JAXA (419 words)


JAXA er en forkortelse for Japan Aerospace eXploration Agency og det er Japans rumforskningsorganisation.

JAXA blev dannet d. 1. oktober 2003 som en fusion mellem de tre japanske rumfartsagenturer: NASDA, ISAS og NAL.

I 1998 affyrede Nordkorea et ballistisk missil henover Japan, dog uden sprænghoveder om bord. Manøvren skulle vise Japan at Nordkorea sagtens kunne nå Japan og i april 2003 opsendte NASDA derfor to IGS-spionsatellitter (Information Gathering Satellites), en optisk og en radartype, for at holde øje med Nordkoreas atomvåbenprogram. Fra at være et rent civilt rumprogram har det japanske nu også militære opgaver.

JAXA har udviklet et fragtrumskib til Den Internationale Rumstation kaldet HTV (H-II Transfer Vehicle) der blev opsendt første gang d. 10. september 2009.

Forgængeren NASDA anlagde rumhavnen på øen Tanegashima, 100 km syd for Kyushu. Tanegashima ligger på 30° 24’ nordlig breddegrad og giver raketterne en bedre starthastighed end fra selve Japan. Yoshinobu-startrampen på Tanegashima kan klargøre to H-2-raketter ad gangen. H-2 har kryogeniske rakettrin til at opsende tungere satellitter.

JAXA har overtaget Tanegashima som rumhavn samt NASDA's opbyggede netværk af jordstationer til at følge satellitterne: Hovedstationen Tsukuba 80 km fra Tokyo, Okinawa, Masuda (Tanegashima), Uchinoura (Kyushu), Kwajalein-atollen og Christmas Island.

LRB (Liquid Rocket Booster) var et ekstra LE-7A opbygget som H-2A's førstetrin. H2A212 skulle have ét og H2A222 to LRB koblet til – LRB blev droppet i 2003.

Til at opsende et ton i et lavt jordkredsløb har JAXA J-I tretrinsfaststofraketten. Førstetrinnet er en SRB fra H-2 og de øvre trin er fra ISAS's gamle Mu-3S-raket. J-I opsendes fra N-1's gamle startrampe Osaki på Tanegashima og kan klargøres på kort tid.

ISAS's gamle rumhavn Kagoshima lukkede JAXA i 2006 og dets raketter blev udfaset.

NASDA oprettede et astronautkorps til at flyve med NASA’s rumfærger. Den første japaner i rummet blev dog journalisten Toyohiro Akiyama, hvis arbejdsgiver Tokyo Broadcasting System købte et ophold på den sovjetiske rumstation Mir i 1990 til ham. NASDA gik med i Den Internationale Rumstation og har udviklet laboratoriemodulet Kibō (håb), der i 2008 og 2009 blev opsendt i tre dele af NASA’s rumfærger. JAXA overtog i 2003 NASDA's astronautkorps og Kibō.

Mamoru Mohri og Chiaki Mukai; se NASDA.

Forgængeren ISAS opsendte Japans astronomisatellitter og rumsonder med sine M-3 (Mu = μ) og senere M-V tretrinsfaststofraketter fra Kagoshima-rumhavnen etableret på Kyushu på 31° 14’ nordlige breddegrad. Da JAXA assimilerede ISAS i 2003 blev de fremskredne projekter stadigt opsendt med M-V-raketter; resten blev redesignet til at blive opsendt med H-2A-raketterne. I 2006 blev Kagoshima reduceret til en satellitjordstation under navnet Uchinoura.
 




#Article 56: Naturopati (109 words)


Naturopati eller Naturmedicin (naturlægemidler) er naturprodukter anvendt til medicinsk behandling. Mennesket har igennem mange hundrede år benyttet sig af mineralske og animalske produkter til at behandle sygdomme. Brugen af naturmedicin stoppede med den kemiske industri, som dels kunne

Ligeledes har fremkomsten af et sygehusvæsen, som fortrinsvis holder sig til videnskabeligt dokumenterede metoder i behandlingen af sygdomme, betydet at naturmedicinen er udgået. Naturmedicin har dog siden 1970'erne genvundet en væsentlig interesse uden for det etablerede sundhedssystem.

Eksempler på naturmedicin er pilebark som er blevet benyttet som smertestillende middel. Pilebarken indeholder salicylsyre (Salix=pil), som i dag er den virksomme ingrediens i mange industrielt fremstillede produkter til smertebehandling.

Læs om naturmedicin på 




#Article 57: Norden (604 words)


Betegnelsen Norden angiver de fem nordiske riger. Betegnelsen menes at hidrøre fra tysk og henviser til beliggenheden i forhold til Tyskland.

De nordiske lande udgør en region i Nordeuropa og Nordatlanten, som består af Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige, og de selvstyrende områder Ålandsøerne (del af Finland), Færøerne (del af Danmark) og Grønland (del af Danmark). Samerne har også en grad af uafhængighed. Skandinavien bruges undertiden som synonym for Norden, men i de nordiske lande opfattes disse som to forskellige ord, især fordi Skandinavien pr. definition består af landene Danmark, Norge og Sverige.

Regionens fem suveræne stater og tre autonome regioner deler en meget fælles historie samt fælles træk i deres respektive samfund, såsom politiske systemer, sprog og den nordiske model.

Politisk udgør de nordiske lande ikke en selvstændig enhed, men til gengæld samarbejder de i Nordisk råd. Sprogligt er landene homogene med tre uafhængige sproggrupper, den nordiske som hører til de indoeuropæiske sprog og finsk og sami, som hører til de uralske sprog, såvel som det eskimoisk-aleutiske sprog grønlandsk, som tales i Grønland. De nordiske lande har en samlet befolkning på omkring 25 millioner spredt ud over et areal på 3.5 million km² (Grønland tegner sig for 60% af arealet).

Nordens historie er den fælles historie i de nordiske lande Danmark, Norge og Sverige samt de selvstyrende områder Ålandsøerne (tilhører Finland) samt Færøerne og Grønland (tilhører Danmark).

I vikingetiden og den tidligere middelalder betegnedes Norden eller Nordlandene som de nordgermanske stammers område, det vil sige Sverige, Norge, Danmark, Island og Færøerne, men ikke Finland. I dette område talte man et fælles sprog og havde en fælles kultur.

Færøerne, Island og Grønlands tilknytning til Nordlandene begyndte i vikingetiden og i den tidlige middelalder blev de første nordiske riger grundlagt.

I en del af middelaldertiden var Norden forenet under den danske krone gennem Kalmarunionen (officielt 1397-1524). Unionen ophørte reelt, da Sverige udtrådte i 1521. Norge fortsatte med at være en del af Danmark til 1814, da Norge indgik en tvunget personalunion med Sverige. De nordatlantiske øer, som oprindelig var norske, fortsatte med at tilhøre Danmark. Norge blev selvstændigt i 1905, Finland i 1917 og Island i 1944.

Som en vigtig del af det nutidige nordiske samarbejde grundlagdes Nordisk Råd 1952 og i 1954 Den nordiske pasunion. Helsingforsaftalen var 1962 et vigtigt led i udbygningen af det nordiske fællesskab. 1971 grundlægges Nordisk Ministerråd, som er de nordiske regeringers samarbejdsorgan.

Foreningen Norden er grundlagt i 1919 for at udbygge det nordiske samarbejde og forståelse. Der blev oprettet afdelinger i alle de nordiske lande. Foreningen havde en aktiv politisk rolle i forbindelse med stiftelsen af de nordiske institutioner Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd og var med i påvirkningsarbejdet, der bl.a. førte til pasunionen, socialkonvention og sprogkonvention.

De nordiske lande er medlemmer af Europarådet, EØS, FN og med i Schengen-samarbejdet. Norge, Danmark og Island er medlemmer af NATO.  

På trods af det tætte samarbejde i Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd er der betydelige forskelle i landenes europæiske integration. Danmark, Finland og Sverige er medlemmer af Den Europæiske Union (EU), mens Norge og Island er medlemmer af EFTA. Alle lande er medlemmer af Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde (EØS) og en del af Schengen-området. Norge og Island er med i Schengen-området gennem en associeringsaftale med EU. Schengen-samarbejdet og retten til fri bevægelighed og ophold i medlemsstaterne har på mange måder opsluget den nordiske pasunion og det fælles nordiske arbejdsmarked. 

Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd arbejder aktivt med EU-spørgsmål. Siden september 2017 har Nordisk Råd et kontor i Bruxelles. Formålet med Bruxelles-kontoret er at etablere kontakter mellem Nordisk Råd og Europa-Parlamentet. Nordisk Råds første repræsentant i Bruxelles er Matilda af Hällström.




#Article 58: Åbent indhold (116 words)


Åbent indhold (fra engelsk: open content) beskriver enhver form for kreativt arbejde (for eksempel artikler, billeder, lyd, video osv.) der er udgivet under en meget fri licens der eksplicit tillader kopiering af informationen. (Et eksempel er GNU Free Documentation License, der bruges af Wikipedia.)

Ligesom open source-software til tider beskrives som fri software (ikke at forveksle med freeware), kan åbent indhold beskrives i en mere fri form som frit materiale. Alt åbent indhold er dog frit i henhold til GNU GPL (som eksempel kan nævnes Open Directory. Se eventuelt også public domain, frit indhold og fri software-bevægelsen.

Se også public domain-ressourcer, halv-public domain-ressourcer, public domain-billedresourcer

Denne liste over åbent indhold-projekter er delvist baseret på  i Firstmonday




#Article 59: Odense (2698 words)


Odense  er Danmarks tredjestørste og Fyns største by med . Byen ligger ved Odense Å, cirka 3 kilometer syd for Odense Fjord. Odense er stiftsby og var indtil 2006 amtssæde for Fyns Amt og før det Odense Amt. Selv om Odense ikke er hjemby for administrationen i Region Syddanmark, er byen den suverænt største i regionen. Odense har Danmarks næststørste hospital – efter Rigshospitalet – Odense Universitetshospital (OUH). Den er hovedby i Odense Kommune.

Odense er en af Danmarks ældste byer og nævnes første gang på skrift i år 988. Under Odense ligger resterne af en af de seks kendte trelleborge, Nonnebakken. Navnet Odense stammer fra vikingetiden. Ifølge Snorres kongesagaer kommer navnet af Odinsø, hvor guden Odin skal have boet.
Odense har siden sin grundlæggelse været en af Danmarks førende byer og var indtil slutningen af 1800-tallet den største efter København.

Byens ældste kvarter rummer mange gamle bindingsværkshuse, bl.a. Ejler Rønnows Gård, Østerbyes Gård og Pernille Lykkes Boder, som indgår i det kulturhistoriske bymuseum, Møntergården.

Odense Domkirke, Skt. Knuds Kirke, rummer fire kongegrave: Knud den Hellige efter hvem kirken er opkaldt, Erik 3. Lam – hvis nøjagtige gravsted ikke kendes – og overført fra den nedrevne Gråbrødrekirke Kong Hans og Christian 2.. Foruden de to førstnævnte døde også Frederik 4. i byen, på Odense Slot, som i dag er hjemsted for kommunens by- og kulturforvaltning.

Digteren H.C. Andersen er født og opvokset i byen. Odense var i 1805, da H.C. Andersen blev født, Danmarks næststørste by med ca. 6.000 indbyggere (og 500 større husdyr), hvoraf ca. 50 % tilhørte den fattige underklasse, og ca. 10 % af byens borgere var subsistensløse. Han, og andre, kaldte alligevel byen Lille København.

Under industrialiseringen midt i 1800-tallet sprængte Odense sine middelaldergrænser og bredte sig i alle retninger. Industrimagnaten C.F. Tietgen var fra Odense, ligesom fabrikanten Thomas B. Thrige. Thriges gamle fabriksbygninger i Skibhuskvarteret eksisterer stadig og har siden februar 2007 dannet rammen om Bazar Fyn med varer fra det meste af verden.

Den ældste del af Odense ligger omkring Odense Å, der går tværs igennem byen.

Fra 1796 til 1806 udgravede man Odense Kanal, der gav byen adgang til Odense Fjord. Man oprettede i samme forbindelse Odense Havn.

I centrum af byen ligger flere grønne områder, heriblandt Kongens Have, H.C. Andersen Haven, Børnebyen, Lotzes Have, Rosengadeanlægget og Munke Mose. I 2002 grundlagde man Elmelund Skov, hvor der blev plantet 350 hektar. I den vestlige udkant af byen ligger Tusindårsskoven på 74.000 m², der bruges til mange store koncerter hvert år.

En række større nationale og internationale virksomheder har hovedsæde i Odense, blandt andre Albani (bryggeri, ejes af Royal Unibrew), Universal Robots, Biva Møbler, Bøg Madsen (blomstereksportør), Daells Bolighus (ejes af Harald Nyborg), EuroSko Danmark (frivillig indkøbsforening), Fransa (ejet af Brandtex Group i Brande), GASA (blomstereksportør), GF-Forsikring, Herstal Danmark A/S (isenkram, belysning) H.J. Hansen (vinhandel, metalgenvinding, mm.), Harald Nyborg, Høyer Autodele, Intersport Danmark, Jensens Bøfhus, JO-EL Electric, Kwintet Kansas (arbejdstøj), L'EASY, Le Klint (belysning), Riegens (belysning), Micro Matic (fadølsanlæg), Nyt Syn, Nørgård Mikkelsen (reklamebureau), OBH-guppen, Odense Marcipan, Orifarm (medicinalfirma), Pentabase (biotekfirma), Alphalyse (biotekfirma), Roulunds Rubber, Stof 2000, Alumeco, Damixa, FTZ (autodele), Automester, ALOC (finansiel IT), Thrige Electric, TV 2 Danmark, Juliana (drivhuse og postkasser), ComeStay/Retail Internet og Wittenborg (automater).

I Odense ligger et af Danmarks største og ældste indkøbscentre, Rosengårdcentret, der har 153 butikker med 100.000 m² i et indendørs gågademiljø. Antallet af butikker gør Rosengårdcentret til Danmarks største målt på antal butikker.
Rosengårdcentret blev i 2007 kåret som Danmarks bedste shoppingcenter.
Centret blevet valgt blandt 24 af Danmarks førende shoppingcentre. Det er detailorganisationen MMM-Klubben, der står bag kåringen.
I 2009 vandt centret i lignende konkurrence kategorien bedste p-pladser.
Herudover blev Rosengårdcentret i 2009 nomineret til nordens bedste shoppingcenter.

Tarup Center er ligeledes et indkøbscenter i Odense.

Odense er i de seneste år vokset som studieby i takt med at byens uddannelsessteder kan tilbyde flere uddannelser, som tidligere kun blev tilbudt i Aarhus eller København. Hvert år trækker byen studerende til både fra Danmark og udlandet fx fra Asien og de tidligere østbloklande Litauen, Polen og Rusland. I dag studerer ca. 13.000 unge på campus i Odense, hvilket gør det til et af de største i Danmark; man kan som følge deraf finde mange koncerter, events, diskotekter og cafeer i Odenses natteliv.

Syddansk Universitet, et af Danmarks største universiteter ligger bl.a. i Odense. En gren af University College Lillebælt findes i Odense.

Erhvervsakademiet Lillebælt udgøres af uddannelsesinstitutionerne Tietgen, Syddansk Erhvervsskole Odense-Vejle, Kold College og Vejle Handelsskole. Akademiets skoler udbyder korte og mellemlange praksisnære videregående uddannelser, bl.a. diplomuddannelser og professionsbacheloruddannelser.

Blandt gymnasier der tilbyder studentereksamen er Sct. Knuds Gymnasium og Tornbjerg Gymnasium, mens Odense Tekniske Gymnasium tilbyder HTX. Derudover findes Dalum Landbrugsskole, Den Sociale Højskole, Det Fynske Kunstakademi, Odense Tekniske Skole og Syddansk Musikkonservatorium.

Odense Katedralskole blev grundlagt i 1283 og er blandt landets ældste skoler. Andre skoler tæller Odense Friskole, Ejerslykkeskolen, Mulernes Legatskole, Sankt Albani Skole, Henriette Hørlücks Skole, Sct. Hans Skole, Giersings Realskole og Ådalskolen.
De mange studerende har en række kollegier; 4. Maj Kollegiet i Odense, Bikuben Kollegiet Odense, Blangstedgårdkollegiet, Carl Nielsenkollegiet, Christmas Møllers Kollegium, Glanshatten, H.C. Ørstedskollegiet, Hans Tausenkollegiet, Kaj Munk Kollegiet, Langeliniekollegiet, Rasmus Raskkollegiet, Slotsgadekollegiet, Teknisk Kollegium, Thomas B. Thriges Kollegium, Tornbjergkollegiet og Åløkkekollegiet.

Befolkningsudviklingen i Odense har gennem mange år været stagnerende, men har siden 2007 atter været stigende.

Langt størstedelen af befolkningen – omkring 75 procent – bor uden for postdistrikt 5000 Odense C, der omfatter centrum, samt en del af de omgivende kvarterer. Odense er af samme grund blevet kaldt villakvarterernes by. Hele Odense Kommune har et indbyggertal på 200.563 (2017).

Odenses infrastruktur er præget af beliggenheden ved Odense Kanal, som forbinder Odense Havn med Odense Fjord. Den blev bygget i årerne omkring år 1800 og giver adgang fra vandet til byens centrum. Herudover har den haft betydning for infrastrukturen ved placeringen af kraftvarmeværket Fynsværket og den tidligere losseplads på Stige Ø.

Odense var en af de første byer, der fik elektricitet i 1891. Planen udføres ved at lukke Thomas B. Thriges Gade ved Albani Kirke, så trafikken i stedet ledes rundt om centrum af en parkeringssøgerute og af kanalforbindelsen (deriblandt Odins Bro), der står færdig i 2014. Ved Thomas B. Thriges Gade vil der blive etableret store underjordiske parkeringsanlæg, så det stadig er muligt at køre ind til byen. Derudover vil den kollektive trafik blive suppleret med en letbane, der forventes anlagt i 2016.

Al togtrafik mellem Jylland og Sjælland kører gennem Odense Banegård, som også er endestation for trafikken mellem Odense og Svendborg på Svendborgbanen. Der er således hyppige togforbindelser til København (1½ t.), Hamborg (4½ t.), Esbjerg (1½ t.), Aarhus (1½ t.) og Svendborg (¾ t.).

I Odense er stationerne Odense Sygehus Station, Fruens Bøge Station og Hjallese Station de tre første stationer på Svendborgbanen. Jernbanen er således også en del af den kollektive trafik inden for byen.

Den Fynske Motorvej går gennem den sydlige del af Odense, og der er meget trafik fra de seks frakørsler (nr. 48 til 53). Dette er medvirkende til, at især de sydlige indfaldsveje er præget af meget trafik fra pendlere.

I juni 2009 åbnede sidste etape af Svendborgmotorvejen, der løber fra Odense til Svendborg og indgår i primærrute 9. Motorvejen aflaster den gamle landevej, hvor der var megen trafik.

Fynske Motorvej syd for Odense og en strækning fra Motorvejkryds Odense til Kertemindevej udgør Odenses yderste ringvej, som kaldes Ring 3. Der er ikke konkrete planer om, at fuldende denne med en vestlig og nordlig del, men i kommunens Trafik- og mobilitetsplan er det vedtaget, at der skal sikres areal til den vestlige del, så den kan bygges, når behovet opstår.

Odense har forsøgt at fremme cyklismen gennem flere projekter. Hovedprojektet Odense – Danmarks Nationale Cykelby havde bl.a. som mål at øge antallet af cykelture med 20% fra 1996/97 til 2002. Dette blev forsøgt opnået gennem en række forbedringer herunder bedre parkeringsmuligheder og smutveje for cyklister. Odenses fokus på cyklismen fortsætter i Trafik- og mobilitetsplanen, hvor det er et mål, at antallet af cykelture skal vokse med 25% frem til 2012, og med 35% fremtil 2020. Det skal bl.a. ske gennem indførsel af et moderne delecykelkoncept, øge fremkommeligheden for cyklister væsentligt og bedre parkeringsmuligheder.

I 2010 deltog Odense på Expo 2010 i Shanghai med en pavillon under titlen Spinning Wheels for at promovere de tiltag, der er gjort for cyklister i Odense. Det var første gang, at en dansk by deltager i en verdensudstilling.

Det er muligt at låne  gratis i 24 timer.

I det indre Odense har meget trafik tidligere gået gennem Thomas B. Thriges Gade. Gaden blev i juni 2014 lukket for biltrafik. Planen er at opføre en nyt byområde med 1.100 P-pladser under jorden. Den trafik, der ikke har et ærinde i bymidten har siden 2014 været ført via ny kanalforbindelse over Odense Kanal, hvormed Ring 2 fuldendes. Som led i lukningen af Thomas B. Thriges Gade, opføres en ny 14,5 km lang letbane, der bliver ført gennem gaden og som samtidig forbinder Tarup i det nordvestlige Odense med Odense Stadion, videre over Odense Banegård og Thomas B. Thriges Gade i bymidten og til Rosengårdcentret, SDU og nyt OUH i det sydøstlige Odense.

Hans Christian Andersen Airport ligger ved den lille by Beldringe cirka 10 kilometer nordvest for Odense. Indtil kort tid efter åbningen af Storebæltsbroen var der rutefly til København. Lufthavnen har ikke længere nogen særlig påvirkning på Odenses infrastruktur, da der kun er et par enkelte rutefly. Siden 2006 har lufthavnen dog udbudt charterflyvninger, der de senere år har været i kraftig vækst og som fra sommeren 2011 vil nå op på 101 afgange.

Lystbåde kan sejle til Odense fra Kattegat, gennem Odense Fjord og Odense Kanal. Det tager cirka halvanden time.

Der er gæstepladser i  og i . Vælger man inderhavnen, skal man under Odins Bro, der har  for lystfartøjer. Odense Sejlklub ligger uden for Odins Bro med fem kilometers afstand til centrum.

Som Danmarks tredjestørste by rummer Odense mange forskellige kulturtilbud, og er det kulturelle centrum for Fyn.
Odense Teater blev grundlagt i 1796 og er således den næstældste teater i Danmark. Odense Internationale Musikteater er et musikdramatisk teater i byen. Odense Symfoniorkester er blandt de fem landsorkestre og har hjemme i Odense Koncerthus. Hvert år afholdes flere koncerter og festivaller i byen. Dette tæller bl.a. Tinderbox i Tusindårsskoven, Jam Days med fokus på bl.a. jazz, PHONO Festival med fokus på elektronisk musik, Carl Nielsen Festival med fokus på klassisk musik, Warehouse Festival og Generator Festival der er i stil med Copenhagen Distortion. Derudover findes filmfestivalen Odense Internationale Film Festival, der handler om kortfilm og middelaldermarkedet Odense Middelalderdage.

Odense Zoo havde i 2016 omkring 350.000 besøgende, og det er dermed ikke bare byens mest besøgte turistattraktion, men også den eneste attraktion i Odense der er blandt mest besøgte danske turistattraktioner. Den zoologiske have har omkring 150 forskellige dyrearter.

Odense Slot ligger centralt i byen tæt ved Odense Banegård, og er blandt andet bygget med sten fra Nyborg Slot.

Voldende fra Næsbyhoved Slot ligger ud til Næsbyhoved Sø i den nordlige del af byen.

Kulturbotanisk Have er en botanisk have med omkring 9.000 forskellige plantearter. Den blev grundlagt i 1949.

Odense Bys Museer har adskillige museer i byen. Carl Nielsen Museet og Carl Nielsens Barndomshjem beskæftiger sig med den danske komponist Carl Nielsen. H.C. Andersens Hus er hovedmuseum for eventyrforfatteren H.C. Andersen, mens H.C. Andersens Barndomshjem er indrettet med en udstilling, hvor digteren voksede op. Sammenlagt har de to museer omtrent 130.000 besøgende årligt. Ved hans hus ligger også Lotzes Have og tæt ved Rosengadeanlægget.

Derudover findes Den Fynske Landsby, der er et frilandsmuseum i den sydlige udkant af byen, som får omkring 120.000 besøgende om året.

Bymuseet Møntergården får omkring 90.000 besøgende, og det er indrettet i en gammel bindingsværksbygning fra 1646.
Derudover findes Mediemuseet, Thriges Kraftcentral samt Børnekulturhuset Fyrtøjet, der alle er en del af museumssammenslutningen.

Odense Bunkermuseum ligger under Danhostel Odense i den sydlige ende af byen. Danmarks Jernbanemuseum ligger ligeledes i Odense. Frem til 2014 fandtes Fyns Kunstmuseum, som i dag er en del af Brandts som også har tæller Brandts Klædefabrik. Museet får omkring 90.000 gæster årligt. I udkanten af byen ligger Galleri Galschiøt, der er et udstillingssted med værker af Jens Galschiøt. Kunstbygningen Filosoffen er kunst- og kultursted med bl.a. udstillingslokaler.

Uden for byen findes trelleborgen Nonnebakken, der har fungeret som forsvarsanlæg i vikingetiden.

Byen rummer adskillige kirker heriblandt Fredens Kirke, Sct. Knuds Kirke (Odense Domkirke) og Vor Frue Kirke. Assistens Kirkegård rummer den første hedenske gravplads i Danmark.

Odense har gennem tiden sat sit præg på dansk topidræt. Byen har både faciliteterne og de gode sportsfolk. I Odense er der således både foldboldstadion, atletikstadion, cykelbane, multiarena, cricketstadion og ishockeystadion. Hvert år arrangeres Eventyrløbet i byen af Odense Atletik/Odense Gymnastikforening. Der findes også IF Stjernen Odense som er en idrætsforening.

Odense Friluftsbad er et udendørs svømmebad i den vestlige ende af byen.

Fyens Væddeløbsbane er en hestevæddeløbsbane der ligger i den vestlige del af byen. Den benyttes både til galop og travsport.

I fodbold har flere klubber præget de bedste danske rækker. De fem klubber Odense Boldklub, B1909, B 1913, OKS og Odense KFUM har hver især opnået gode resultater, og der har i flere omgang være planer om samarbejde og sammenlægninger. I 1980 var der sågar tanker om at lave et fælles hold med de bedste spillere fra de fem klubber. Odense Boldklub forblev selvstændigt og er i dag i Danmarks bedste række og byens førende fodboldklub. B1909 og B1913 har lavet en alliance og spiller i 1. division (sæson 2009/2010) under navnet FC Fyn, mens OKS og Odense KFUM ikke længere er at finde i de bedste rækker.

Ved årsskiftet 1990/91 blev den professionelle fodbold i OB skilt ud i Odense Boldklub A/S. Dette selskab fusionerede i 2006 med Odense Congress Center, og derved blev det nye selskab Odense Sport  Event skabt. Udover kongrescenteret rådet dette selskab over det nybyggede Arena Fyn og Odense Stadion, som selskabet har indgået en lejeaftale med Odense Kommune frem til 2033, hvilket giver førsteretten til brug af dette stadion. Selskabet ejer hovedtribunen, som senest er blevet moderniseret i 2005, hvorved man udvidede VIP-faciliteterne.

Ud over alle OB's hjemmekampe har selskabet med disse faciliteter mulighed for at afholde internationale sportsbegivenheder. Der er således afholdt f.eks. EM i trampolin, Denmark Open i badminton, World Cup i dressur og Nordea Danish Open i tennis. Herudover spiller håndboldklubben GOG en del kampe i multiarenaen. Odense håndbold fællesskab er en sammenslutning af GOG Svendborg TGI og Handball Club Odense.

Odense har store traditioner inden for cykelsport. Danmarks ældste og verdens tredjeældste cykelløb er siden 1894 blevet kørt på Fyn. Det har start og mål i Odense og har international klasse. Den udendørs Odense Cykelbane blev åbnet i 1948 og er stadigt stedet, hvor baneafdelingen af den lokale cykelklub Cykling Odense har hjemme. Banen har også været vært for Danmarksmesterskaberne på bane så sent som i 2004. I et offentlig-privat partnerskab blev der bygget en ny overdækket cykelbane med atletikfaciliter i midten. Den 16. januar 2015 blev banen indviet under navnet Thorvald Ellegaard Arena Odense, opkaldt efter den seksdobbelte verdensmester i sprint, Thorvald Ellegaard.

Flere af de bedste danske cykelryttere kommer fra Odense. Således har de nuværende OL-sølvvinderne Casper Jørgensen og Alex Rasmussen cyklet som børn i Odense. Den tidligere verdensmester i sprint og nuværende bestyrelsesmedlem i Den Internationale Cykle Union (UCI) er også fra Fyn. Herudover har eliteholdet Team Energi Fyn hjemsted i Odense.

Odense Ishockey Klub (OIK) ligger med deres elitehold Odense Bulldogs i landets bedste række. Klubben har aldrig vundet det danske mesterskab, men blev pokalmestre i 2008/2009 og i 2015/2016

Nicki Pedersen er født i Odense og har vundet flere verdensmesterskaber. Også speedwaykøren Hans N. Andersen er fra Odense, og havde sin debut i Sanderum Knallertklub De to har ligesom den tidligere danske verdensmester fra Fyn Jan O. Pedersen startet karrieren på speedwaybanen i Fjelsted vest for Odense.

Der er flere danske elitesvømmere fra Odense: Både Louise Ørnstedt og Rikke Møller Pedersen har vundet mange medaljer.
 er med ca. 2200 medlemmer er Fyns største forening for vandsport.
Foreningen er dannet i 2016 ved fusion af Odense Svømme- og Livredningsforening (OSLF) og Odense Svømmeklub (OSK).
Foreningen tilbyder svømmeundervisning, motionssvømning, vandpolo, synkron og elitesvømning.

Odense har 20 venskabsbyer verden over:




#Article 60: Politisk parti (1570 words)


Et politisk parti er en kreds af personer, som tilslutter sig en ideologi eller et sæt grundholdninger. Disse mennesker har sluttet sig sammen for at prøve at påvirke den politiske udvikling. Der er flere veje til påvirkning og eventuel indflydelse: 

Partiernes ideologier eller grundholdninger bruges ofte til at placere dem på en højre-venstre-skala, således at partier, der er liberalistiske, konservative eller fascistiske ses som højreorienterede, partier med socialliberale træk ses som midterpartier, mens socialdemokratiske eller socialistiske partier ses som venstreorienterede. Partier, som betegner sig selv som nationalsocialistiske eller nazistiske, placerer sig både til højre og venstre på skalaen.

Udviklingen i de politiske partiers struktur og arbejdsmetoder afspejler den generelle udvikling i de forskellige samfund og forløber derfor forskelligt i forskellige lande.

I parlamentariske regeringer har de fleste politiske partier en valgt leder, som, hvis partiet får absolut flertal ved et valg, eller får støtte til at danne en koalitionsregering og har flertal herindenfor, derefter bliver regeringsleder. I præsidentielle systemer kan præsidenten blive valgt som en repræsentant for sit parti, men i så fald vil han eller hun oftest blive tvunget til at afskære alle direkte bånd til partiet for at kunne tjene hele landet bedst. Koalitionsregeringer dannet af flere partier optræder oftest ved forholdstalsvalg frem for ved flertalsvalg. 

Partimedlemskab er tendensen blandt støtter af politiske partier at abonnere på eller i hvert fald støtte deres partis synspunkter og politikker i modsætning til synspunkterne præsenteret af andre partier. Differentiering er essentiel for næsten alle partier: de er nødt til at adskille sig fra andre partier på mindst et par punkter, for at de kan konkurrere i politik og vinde valg. Ekstremt partimedlemsskab (partisaner) er også kendt som partisankrig – et partisk begrundet guerillakrig.

Politiske videnskabsfolk har udviklet en række begreber omkring forskellige ideelle typer af politiske partier for bedre at kunne sammenligne dem.

Richard Gunther og Larry Diamond skelner mellem fem familier (eller genera, som de kalder det) af politiske partier:

Hver af disse familier består så igen af forskellige typer partier. For eksempel er de valg-baserede partier underinddelt i personalistiske, programmable og alfavnende-partier. Ud fra denne definition er det amerikanske Republikanske parti et valg-baseret, programmabelt parti, mens det konkurrerende Demokratiske parti er et valg-baseret, alfavnende parti.

I et partiløst system eksisterer der ingen officielle politiske partier, eller også er de forbudt ved lov. I partiløse valg opstiller hver kandidat på sine egner præmisser uden noget tilhørsforhold. I partiløse lovgivende forsamlinger er der typisk heller ikke partimæssige opdelinger af for forsamlingen, selvom folk muligvis kan have fælles holdninger. Især mange lokale og regionale råd rundt om i verden er partiløse, men nogle lande har også nationale forsamlinger uden partier. Hvis der ikke er en direkte lovgivning imod partidannelse vil partiløse regeringer ofte udvikle sig til decidere politiske partier.

I et etpartisystem er der kun ét parti, som har ret til at sidde med magten. Selvom mindre partier kan have love til eksistere, vil de kun med tilladelse fra det dominerende parti kunne få nogen magt. Dette dominerende parti vil dog ikke nødvendigvis være identisk med regeringen, men i andre sammenhænge vil partiposter i praksis ofte være mere indflydelsesrige end regeringsposterne.

I et system med et dominerende parti er oppositionspartier tilladte og der kan endda være en lang og grundlæggende demokratisk tradition, men andre partier har dog ingen reel chance for at få magten. Årsagen til de andre partiers manglende opbakning kan være politiske, sociale, økonomiske eller blot baseret på den offentlige mening. Nogle gange, især i lande uden en længere tradition for demokrati, vil det dominerende parti søge at holde magten gennem patronage eller måske endda valgfusk. I sidstnævnte tilfælde vil forskellen mellem et system med et dominerende parti og så et egentligt etpartisystem blive noget udviskede. Eksempler på dominerende parti-systemer inkludere Folkets Handlingsparti i Singapore samt African National Congress (ANC) i Sydafrika. Tidligere har Institutionelt Revolutionsparti været det dominerende parti i Mexico ind til sidst i 1990'erne og i det sydlige USA har det demokratiske parti været dominerende fra 1880'erne og frem til 1970'erne.

Topartisystemer er stater såsom USA og Jamaica, hvor der er to partier, der dominerer så markant, at kandidaturer under andre partier næsten umuligt kan føre til succes. Den sædvanligste politiske fordeling vil være et højreorienteret koalitionsparti over for et venstreorienteret ditto, men ofte vil partierne være såkaldte alfavnende partier, der forsøger at favne så bredt som muligt. Forholdet mellem afstemningssystemet og topartisystemet blev beskrevet af Maurice Duverger og er bedst kendt som Duvergers lov.

Flerpartisystemer er systemer med mere end to partier. Nogle lande, såsom Canada eller Storbritannien, har to partier, der er stærkest i landet, men med et tredje parti, der har succes ved valg og derfor i høj grad er med til at præge dagsordenen. Det (eller de) tredje parti kan måske ikke selv være regering, men som støtteparti for en mindretalsregering kan partiet stadig kræve magt i forskellige sager.

I få tilfælde, for eksempel i Finland, har man et aktivt trepartisystem, hvor alle tre partier på skift har magten. Det er sjældent at et land har mere end tre partier med lige muligheder for at få magten.

Ofte ser man også, at et land har talrige partier og hvor ingen af dem kan få magten alene. Derfor må partierne til stadighed skabe koalitionsregeringer. Dette er den nuværende tendens i Irlands politik.

Politiske partier bliver ofte vurderet i et politisk spektrum. Et typisk spektrum er højreorienteret politik, der står for konservatisme og traditionelle værdier, over for venstreorienteret politik, der står for radikalisme. Andre analyser inkluderer flere dimensioner såsom partiers holdning til og accept af parlamentarisk demokrati modsat autoritære og totalitæreattituder, samt økonomisk politikker, hvor de venstreorienterede står for socialdemokratisme, socialisme og kommunisme, mens de højreorienterede foretrækker laissez-faire økonomi. Centralistiske partier adopterer ofte en politikker, der tilsammen gør dem umulige at placere i den ene eller anden gruppe.

Politiske partier er økonomisk støttede af bidrag fra deres medlemmer og fra personer og organisationer, som deler deres politiske idealer eller som kan få udbytte af partiets aktiviterer. Stærke støtter kan donere deres arv til partiet efter deres død. Politiske partier, især dem i regeringen, vil være udsat for lobbyisme fra organisationer, virksomheder og interessegrupper, som for eksempel fagforeninger. Penge og gaver til et parti, eller til dets medlemmer, bliver ofte set som motivationer på grænsen til bestikkelse. I Storbritannien har der været anklager fremme om at partistøtte er blevet belønnet med medlemskab af Overhuset, og derefter har støtterne kunnet komme i en position, hvor de havde en politisk magt og kan deltage i den lovgivende proces. Mest berømt var Lloyd George, der solgte disse adelskaber. For at undgå denne form for korruption, har parlamentet siden vedtaget, at direkte salg heraf er forbudt ved lov, men sidenhen er dette forsøgt omgået ved at give sin økonomisk støtte i ly af lån, hvilket førte til Penge for adelskab-skandalen. Sådanne aktiviteter her medført, at mange lande har indført enten en øvre grænse for private donationer eller at alle donationer skal oplyses. I Storbritannien har denne øvre grænse medført, at mange politikere og partier kræver at blive støttet af staten, da udgifter til valgkampagner stiger uden grænsen gør det.

I Danmark er alle partier statsstøttede, således at partier, der sidder i Folketinget, får støtte ud fra antallet af nuværende mandater, mens alle partier (både i og uden for Folketinget) kan få privat støtte. Dog skal al privat støtte oplyses og redegøres for.

I hele verden associerer mange politiske partier sig med farver – primært for identifikationens skyld, blandt andet under valgkampe. Disse farver er ofte ens på tværs af landene og fælles for den ideologi, som partierne står for. Rød vil som oftest repræsentere venstreorienterede, kommunistiske eller socialistiske partier. Konservative partier er generelt blå eller sorte, i Danmark grøn. For nylig er denne trend dog blevet vendt om i USA, hvor det konservative republikanske parti har brugt farven rød, mens blå har stået for det liberale demokratiske parti.

Lyserød indikerer nogle gange moderat socialisme. Gul bruges af liberalister. Grøn står for grønne eller islamiske partier. Orange bruges nogle gange til nationalisme (som i Holland) eller er reformpolitikkens farve (som i Ukraine). Tidligere har lilla var farven for royalisme (ligesom hvid), men i dag står farven oftere for feministiske partier. Brun eller sort associeres med fascistiske eller nynazistiske partier, henvisende til nazistpartiets brunskjorter eller Mussolinis sortskjorter. Sort anvendes endvidere af en række islamiske partier/organisationer som Boko Haram og Islamisk Stat.

Farveassociation er især brugbart som huskeregler, når analfabetisme er udbredt i vælgerskaren. Også hvis det er uhensigtsmæssigt at komme med direkte referencer til enkelte partier (hvis flere partier opstiller under et koalitionsløfte), kan farver bruges mere neutralt til at henvise til hele koalitionen – for eksempel rød-grøn alliance, blå-grøn alliance eller som i Tysklands Jamaica-koalition.

Socialistiske partier bruger ofte en rød rose som emblem – og gerne holdt i en knyttet hånd. Kommunistiske partier bruger ofte en hammer, et segl eller begge. Symboler kan tilsvarende være vigtige, hvis analfabetisme er udbredt. Ved Kenyas forfatningsvalg i 2005 brugte de støttende partier en banan som symbol, mens de modsættende partier brugte en appelsin.

I løbet af det 19. og 20. århundrede blev mange politiske partier organiserede internationalt med andre partier, der fulgte samme politiske linje. Vigtige eksempler er International Arbejderbevægelse (også kaldet Første Internationale), Socialistisk Internationale (også kaldet Anden Internationale), Kommunistisk Internationale (også kaldet Tredje Internationale) samt Fjerde Internationale, der alle er arbejderpartier, eller Liberal International (gul) og International Demokratisk Union (blå). Grønne partier i hele verden har for nylig dannet Global Green-netværket.




#Article 61: Politik (2891 words)


 

Politik (fra græsk: (πολιτεία)) er et begreb, der både kan referere til processen med hvilken en gruppe tager beslutninger for at styre eller påvirke udviklingen inden for et område, og til de institutioner, der gennemfører beslutningerne i praksis samt selve indholdet i den politiske diskurs (det der foreslås gennemført).

Der skelnes således mellem de politiske handlinger (en:politics), de politiske institutioner (en:polity) og det politiske indhold (en:policy)

På trods af, at betegnelsen sædvanligvis anvendes inden for statens ramme, kan politik observeres i alle menneskelige gruppeinteraktioner, inklusive virksomheder samt akademiske og religiøse institutioner. Det politiske system anskues ofte ved hjælp af modeller, hvor der skelnes mellem systemperspektivet og aktørperspektivet.

Fagene Statskundskab og politologi, (dvs. politiske studier) har studiet af politiske processer som fokusområde og undersøger anvendelsen af politisk magt. I bredeste forstand inddrager begrebet politik såvel landenes organisatoriske opbygning fra statsoverhovedet over parlamentet ned til borgeren som politiske fænomener internationalt.

 

Fagene statskundskab og politologi har udviklet en række definitioner og afgrænsninger, som benyttes bredt i lærebøger indenfor disse fag. Komparativ politik omfatter systematiske undersøgelser af politiske institutioner, organisationer, processer og adfærd på lokalt, nationalt og international plan..

Der findes en række forslag til definitioner, der dækker begrebet politik eller alternative synsvinkler på dette begreb:

Sådanne relativt enkle definitioner er problematiske, fordi de ikke tager højde for samtlige politiske aspekter, som både omhandler fordeling af økonomiske ressourcer, ideologiske skillelinjer og værdikonflikter samt problemidentifikation og problemløsning. En mere kompleks definition blev foreslået af Erik Rasmussen, som udviklede og udvidede David Eastons definition til: Politik er fastsættelse og fordeling af værdier med gyldighed for et samfund..

En række teoretikere knytter begreberne magt og politik tæt sammen.

Mange filosoffer, politiske tænkere og praktiserende politikere har givet deres syn på, hvordan politik opstår i et samfund, hvorfor politik er nødvendigt og hvori den politiske magt består. En væsentlig distinktion kan drages mellem, den klassiske skole, der definerer politik som hovedsagelig udtryk for nationalstatslige interesser og den neoklassiske skole, der definerer politik som ”kampen om samfundsmæssige værdier”. Begrebet suverænitet er centralt for forståelsen af politik i statsligt regi og samspillet mellem stater i internationale relationer. Politik er traditionelt oftest studeret i forbindelse med regeringer og parlamenter, men i de senere har diskurser også præget forskningen i politiske emner.

En anden teori, formuleret i en biopolitisk kontekst og baseret på evolution, er at politik er et makro-værktøj opfundet af mennesket til at organisere sig selv for at opnå fælles overlevelse for hele gruppen eller samfundet. I praksis formålet, begrundelsen og udførelsen af politik for at organisere og fremme overlevelse.

V.G. Childe beskriver overgangen i menneskelige samfund, der skete omkring 6. årtusinde f.Kr. som en urban revolution. En af fordelene ved denne nye form for civilisation var ikke-landbrugsrelaterede håndværk (såsom præster og advokater), skatter og nedskrivning, som alle kræver tætbeboede områder – bystater..

Ordet politik er afledt af det græske ord politeia (πολιτεία), der igen er afledt af det græske ord for bystat, polis. Begrebet er brugt helt tilbage i antikkens Grækenland på Platon og Aristoteles' tid.
Erhvervsmæssige, religiøse, akademiske og andre former for politiske samfund, især dem der er begrænset af mangel på ressourcer, indeholder dominanshierarkier og derfor politik. Den tidligere form for regering er organiserede stammer. At de ældste regerede blev til monarki, og ledsaget af militære landvindinger, førte det til et feudalistisk system, hvor en enkelt familie dominerede de politiske affærer i en helt samfund. Monarkier har eksisteret i den ene eller anden form i de sidste 5 årtusinder.

I 1651 publicerede Thomas Hobbes sit meget berømte værk, Leviathan, i hvilket han foreslår en model for tidlig menneskelig udvikling som redegør for oprettelsen af regering. Hobbes beskriver en ideel naturlig tilstand, i hvilken ethvert menneske har lige rettigheder til alle ressourcer i naturen og er fri til at bruge alle midler til at tilegne sig disse ressourcer. Han påstår, at en sådan tilstand medfører en krig, hvor alle er mod alle (bellum omnium contra omnes). Yderligere noterer han, at mennesker vil indgå i sociale kontrakter og vil opgive visse rettigheder mod passende beskyttelse. Hobbes kom med en anden påstand: at løsningen på dette aggressionsproblem var en centraliseret, autoritær stat, ledet af en fyrste, som han kaldte Leviathan. Hobbes argumenterede således for enevælde.

John Locke var i modsætning til Hobbes af den opfattelse, at det var statens opgave at sikre det enkelte individs frihed, lighed og suverænitet. John Locke fik dermed stor indflydelse på fremtidige grundlove. En af hans vigtige fremhævelser kommer han med i ”Et brev om tolerance”. Staten kan sætte regler for mennesker som individer, men den kan aldrig skabe en tvunget overbevisning. Hermed mentes, at mennesker havde ret og dermed fri vilje til at vælge. Et af hans grundprincipper var, at staten ikke skulle kunne påvirke det enkelte individs frihed og krænke den. Hvis staten gjorde det, var det en menneskeret at være kritisk og gøre oprør. Locke var tilhænger af princippet om magtens tredeling, som Montesquieu senere gav sin principielle udformning.

Med den amerikanske forfatning, der blev vedtaget den 17. september 1787 af Forfatningskonventet i Philadelphia, blev tredelingsprincippet stadfæstet. Her blev magtapparatet tredelt med en lovgivende forsamling med to kamre som er Repræsentanternes hus og Senatet, som tilsammen danner Kongressen, en udøvende magt, som ledes af præsidenten og en dømmende magt, som ledes af Højesteret. Omtrent samtidig krævede oprørerne under den franske revolution frihed, lighed og broderskab.

 
I begyndelsen af 1800 - tallet påpegede David Ricardo den stærke sammenhæng mellem politik og økonomi i forhold til staternes faktiske handlinger. I Til kritikken af den politiske økonomi og hovedværket Kapitalen tilsluttede Marx sig Ricardos opfattelse af sammenhængen mellem politik og økonomi, men kritiserede samtidig hans værdiforståelse. Mens Locke og Ricardos tænkning danner baggrund for liberalismen, anses Marx for at være den revolutionære socialismes grundlægger. I midten af 1800 - tallet fik de demokratiske bevægelser indflydelse på den politiske udvikling (især i Europa), og dette udmøntede sig i forfatninger baseret på folkestyre og flertalsstyre samt respekt for en række grundlæggende rettigheder, som ikke blot omfattede politiske rettigheder (fx ytrings- og foreningsfrihed), men også økonomiske rettigheder (fx den private ejendomsret).

Politologer fremhæver som et kendetegn ved politik i moderne og senmoderne samfund, at udviklingen går hen imod større kompleksitet, hvor mangfoldige sagsforhold, der tidligere hørte til civilsamfundet og livsverden er blevet offentligt reguleret.
 

I praksis opbygges nationale politiske systemer oftest hierarkisk op baseret på det enkelte lands styreform. Et diktatur er et system med et centraliseret magtapparat, hvor lovgivende, dømmende og udøvende magt ikke er adskilt, og hvor en enkelt person eller en mindre gruppe (fx militære ledere) udøver magten uden at skele til moralske og etiske konsekvenser.

I et demokrati er landet normalt opbygget med udgangspunkt i lovgivning og med et magtadskillelsesprincip, opdelt i:

Hvilke organer og institutioner, der sidder med hvilken magt, og hvordan disse vælges eller udpeges, har stor betydning for det enkelte lands politik.

Det afgørende spørgsmål i en systemanalyse er at kortlægge, hvilke samfundsinteresser, der tilgodeses i systemets strukturelle forhold. Systemanalysen anvendes til at kortlægge formelle strukturer og udlede de krav, som opgaveløsningen stiller, hvis den skal foregå rationelt og ideelt. Forenklet udtrykt angiver systemanalysen, hvorledes det politiske indhold i de politiske institutioner ville forme sig, hvis de politiske handlinger alene afspejlede rationel sagsbehandling. Et system er derfor en idealtype, hvis grundlæggende strukturer udgør et funktionelt netværk, som skal bemandes. Aktørperspektivet kan både tage udgangspunkt i det handlende subjekt og i organiserede grupper, der handler i en fælles interesse. Perspektivet omfatter både formelle og uformelle interesser, der kan knyttes til deltagere i den pågældende organisation og de konkrete styrkeforhold, der udspilles blandt disse deltagere.

Forskellen er således perspektivet, forskeren anlægger. Hvis denne sætter fokus på systemet, vil analysen omfatte dets opbygning, funktion og opgaveløsning. Aktøranalyser vil derimod koncentrere sig om interesse - varetagelse , magtforhold og aktørernes kompetencer. Staten kan både opfattes som et system og som en aktør. I en systemanalyse af det danske politiske system vil man ofte inddrage overvejelser over, hvilket niveau, der er relevant som udgangspunkt for analysen.. Hvis analysen har staten som aktør som perspektiv vil den opfattes som repræsentant for den fælles interesse .

Systemer kan opdeles efter deres funktioner eller efter deres normative status. Denne kan fx inddeles i demokratiske og diktatoriske systemer. David Easton udarbejdede en model model for det politiske systems samvirke med omgivelserne. Der er tale om et åbent system, hvor det politiske systems vedtagelser er afhængige af befolkningens krav til og opfattelse af den førte politik. Den førte politik ændres løbende, alt efter befolkningens respons.

Interesseorganisationer, græsrodsbevægelser og massemedier har en stor betydning for formidlingen af krav til systemet og systemets respons på disse krav. Medierne betegnes ofte som den fjerde statsmagt, fordi de ofte sætter dagsordenen for de politiske debatter og især i konfliktsituationer fremstår som borgernes talerør til politikerne, ligesom de videregiver de politiske aktørers budskaber til borgerne. Derfor opfatter nogle politiske analytikere massemedierne som et integreret led i det politiske system.

Overordnet er der i aktøranalyser fokus på beslutningsprocesserne. I politologien udviklede beslutningstagen som et selvstændigt forskningsområde sig i løbet af 1950’erne med udgangspunkt i den såkaldte Rational Choice teori. I løbet af 1980'erne blev temaer som fælles værdier og deres betydning for dagsordensfastsættelse, samt legitimiteten i de gennemførte beslutninger væsentlige fokusområder i aktøranalyserne. Efter årtusindskiftet har begrebet postfaktuel været benyttet om tendensen til, at data og faktuelle oplysninger har mindre betydning i den politiske debat end tidligere, hvilket blandt andet medfører, at eksperternes analyser nedprioriteres.

I spidsen for en national aktør (et land) står statsoverhovedet, som kan være præsident, kejser, konge, fyrste og så videre, og som er landets officielle overhoved ud af til. Denne person har politisk betydning i mange lande, men i andre lande er statsoverhovedet blot en kransekagefigur, som ikke har nogen reel politisk indflydelse. Det er for eksempel tilfældet i Danmark og i mange andre konstitutionelle monarkier.

Regeringslederen (eller regeringschefen) er det enkelte lands regerings overhoved. I nogle systemer vil dette være den samme person som statsoverhovedet, mens det er andre systemer er en anden og muligvis helt uafhængig person. I de nordiske lande er regeringslederen for eksempel statsminister, i andre lande er det premierministeren, i Tyskland og Østrig er det kansleren og i alle disse lande er det en anden person end statsoverhovedet. Men i andre lande er regeringslederen præsident, og dermed også statoverhoved. Det er for eksempel tilfældet i USA.

Både regeringsleder og statsoverhoved kan være folkevalgte eller parlamentsvalgte, men posten som statsoverhoved kan lige så vel være historisk eller karismatisk betinget og måske endda gå i arv – som det for eksempel er tilfældet i et monarki. I et konstitutionelt monarki er monarken kun formelt regenten, mens den reale magt ligger hos de folkevalgte..

Regeringen er det udøvende organ i et land. I parlamentaristiske lande vælges regeringen af parlamentet og har regeringen vælger så en regeringsleder, mens det i lande med præsidentielle systemer er præsidenten alene, der udvælger sin regering. I semi-præsidentielle systemer vil præsidenten være statsoverhoved og ofte folkevalgt, men parlamentet vælges uafhængigt af præsidenten, og parlamentet vælger så efterfølgende en regering. Dette kan medføre, at regering og præsident har modstridende interesser og derfor hver især svære ved at opnå hvad de ønsker.

Regeringen har som oftest den øverste magt over ministerierne eller sekretariaterne i landet.

Parlamentet er den lovgivende forsamling i et land. Parlamentets medlemmer (parlamentarikerne) er som oftest folkevalgte, men ved et tokammersystem kan dele af parlamentet være elitært udvalgt, men dette kammer vil da ofte have begrænset magt i forhold til det folkevalgte kammer. Eksempler på tokammersystemer er Storbritannien, hvor Underhuset er den egentlige lovgivende folkevalgte forsamling, mens Overhuset er et adeligt kammer med fødte medlemmer, der har begrænset magt.

Netop grundet den arvede, indirekte valgte eller meget lange ret til at sidde i det øverste kammer i et tokammersystem, så forsøges overkammeret oftest begrænset i deres magt – især med hensyn til indflydelse på den udøvende og dømmende magt, hvor nogle overkamre gennem historien har haft betydning og derfor illegitimeret magtbalancen i landet.I forbundsstater, hvor landet er en samling af delstater, bruges ofte et tokammersystemer, hvor de to kamre deler den lovgivende magt ligeligt og derfor skal blive enige, på trods af, at kun det ene kammer er direkte folkevalgt. Overkammeret repræsenter nemlig delstaterne. I for eksempel USA´s Kongres er underkammeret, Repræsentanternes Hus, folkevalgt, mens overkammeret, Senatet, er befolket med senatorer der repræsenterer de enkelte stater. I USA var det tidligere således, at senatorerne blev udpegede af delstats-regeringerne, og derfor var senatets medlemmer meget indirekte valgt, men i dag er senatorerne på direkte valg i de enkelte delstater.

I lande med kun et enkelt kammer vil dette alene have den lovgivende magt, og det vil som oftest være direkte folkevalgt.

Ofte navngives både parlament, men også de to kamre, så de henvises til uden om deres retmæssige navne. Se parlamenter for en liste over verdens landes parlamenter og deres navne.

Domstolen er den dømmende magt. Domstolene kan være mange og være specialiserede til forskellige sager. Nogle domstole i et land kan tage sig at bestemte sager, eller kun tilgås af bestemte personer, mens andre er mere åbne og kan tage sager fra den enkelte borger. Ligeledes er domstolene opdelt i civile domstole, som afgør civile søgsmål, og statslige domstole, der afgør statslige søgsmål. Mange lande har også en forfatningsdomstol, som er den eneste, der tager sig af sager relateret direkte til det enkelte lands forfatning.

Oftest organiserer de enkelte medlemmer af et parlament sig i politiske partier, der samles om enten en fælles ideologi eller blot en række fællessager, som de går ind for. Ofte (især historisk set) kan partier placeres på det politiske spektrum fra de venstreorienterede over de centralistiske til de højreorienterede. Men der findes mange andre skalaer, som politiske partier kan inddeles efter – ofte lokalt for de enkelte landes opbygninger. For eksempel kan der i lande med monarki være royalister, der ønsker at bevare monarkiet, over for republikanere, der ønsker en republik i stedet.

Politiske valg bruges til at vælge politikere eller partier til forskellige autoritære embeder. Det kan for eksempel være valg til parlamentet, til præsidentposten eller indirekte valg, hvor personer vælges til at vælge andre personer (for eksempel USA's valgmandssystem). Politiske valg er en af grundstenene i moderne demokratier, og sikring af fair valg gennem valgreformer er derfor én af de vigtigste opgaver for at sikre demokratiske styrer. Der findes mange forskellige valgsystemer, lige som der findes forskellig regler for, hvem, der kan stille op; hvordan, man kan stille op; hvem, der kan stemme; samt hvem, der bliver valgt. Den svenske politolog Björn Molin har udarbejdet en en model, der i generaliseret form illustrerer politiske partiers valg af standpunkt. Her fremhæves det, at partiernes strategi for at opnå politisk indflydelse blandt andet omfatter en vurdering af kontinuiteten og en vurdering af populariteten.

I mange lande er især den udøvende magt fordelt på mange ministerier, men ofte også geografisk. Dette medfører et hierarki af geopolitiske, administrative enheder med staten øverst og indtil flere niveau herunder. For eksempel har Danmark indtil kommunalreformen i 2007 haft staten øverst, amterne herunder og kommunerne nederst. Nogle lande (for eksempel miniputstater) har måske kun ét niveau, mens store lande (som Folkerepublikken Kina) kan have op til 5 eller 6 niveauer.

De enkelte geopolitiske enheder har da ofte en selvstændighed i forhold til det overliggende organ, og kan derfor udøve loven og foretage egne beslutninger inden for den enkelte enheds jurisdiktion. Den enkelte enhed kan også have sit eget statsoverhoved (for eksempel en borgmester, guvernør, senator eller tilsvarende), sit eget parlament (for eksempel et byråd) samt sine egne valg til dette parlament.

International politik beskriver de enkelte landes udenrigsrelationer i forhold til verden omkring dem, men også hvorledes verden omkring et land har forventninger og krav til landet på trods af de enkelte nationers suverænitet.

Der er overordnet set tre hovedbetragtninger inden for international politik:

I praksis repræsenteres de fleste landes udenrigsrelationer ved deres udenrigspolitik. Herunder hører også medlemskab af diverse internationale organisationer, såsom toldunioner, økonomiske unioner, militære unioner, ikkeangrebspagter med videre. Det kan for eksempel være medlemskab af NATO, FN, EU eller tilsvarende.

Den politiske debat i Danmark har efter finanskrisen har vist, at der blandt Folketingets partier er en større vilje end tidligere til at reformere det universelle princip for velfærdsstaten. Mest velfærdsskeptisk blandt Folketingets partier i  er formentlig Liberal Alliance, som ønsker mere personlig frihed og en markant reduktion af den offentlige sektor.

De Radikale, der historisk set har været medvirkende til de afgørende beslutninger om velfærdsydelserne, har gennem deres formand, Margrethe Vestager, varslet en mulig ændring af de universelle ydelser til pensionisterne. En reform, der trækker i denne retning, må betegnes som ”velfærdsskeptisk” og en afgørende ændring af partiets tradition.
 
Enhedslisten, der arbejder for et socialistisk samfund, ønsker at velfærdssamfundet skal styrkes og fornyes.

Også Dansk Folkeparti er udsprunget af en velfærdskritisk tradition, Fremskridtspartiets politik for afvikling af den offentlige sektor. Pia Kjærsgaard og de andre udbrydere, der dannede DF brød med denne tradition og partiet er bl.a. fortaler for en udbygning af ældreplejen og hospitalsvæsenet.

Det er i forskningsdebatten blevet påpeget, at Venstre og De Konservative hovedsageligt har fungeret velfærdspositivt i Folketinget, hvor de både som regeringsansvarlige og i opposition har udtrykt opbakning til den danske velfærdsstats mål.

Også udlændingepolitik og EU har været væsentlige temaer i den danske politiske debat siden årtusindeskiftet.

For at se de enkelte landes politiske strukturer, se da politik i verdens lande, hvor der også vil være en oversigt over statsoverhoved samt regeringsleder i det enkelte land.




#Article 62: Rumfart (3336 words)


Rumfart betegner rejse eller transport i rummet. Der skelnes mellem bemandede og ubemandede rummissioner.

Mennesket har i umindelige tider drømt og skrevet om at rejse i rummet. Det giver sig blandt andet udtryk i en blomstrende science fiction-litteratur.
 
Konstantin Tsiolkovskij (1857-1935) fra Rusland betragtes som rumfartens fader. I slutningen af det 19. århundrede beskrev han teknologien for at kunne rejse i rummet, i særdeleshed raketmotoren.

I USA eksperimenterede Robert Goddard (1888-1945) i 1920'erne og 1930'erne med raketter med flydende brændstof i forholdsvis ubemærkethed.

Den store praktiske udvikling fandt sted i Tyskland under den 2. verdenskrig, hvor rumalderen blev indledt 3. oktober 1942 med opsendelsen af en A4-raket, forløberen for V2-raketten, fra Peenemünde under ledelse af Wernher von Braun. Ud over den militære anvendelse dannede den grundlaget for raketten til brug for rumforskningen.

Den egentlige rumalder startede den 4. oktober 1957 hvor Sputnik 1, verdens første kunstige satellit, blev opsendt fra Bajkonur-kosmodromenen i Sovjetunionen. Laika blev det første større dyr i rummet den 3. november 1957 – og det første større dyr, der døde i rummet (af varme, ca. 6 timer efter opsendelsen). Det første menneske i rummet var Jurij Gagarin den 12. april 1961 om bord på Vostok 1, mens Neil Armstrong som det første menneske satte foden på Månens overflade den 21. juli 1969.

Den første landing på en komet med et ubemandet landingsmodul skete den 12. november 2014 da landingsmodulet Philae landede på kometen Churyumov-Gerasimenko efter en ti års rumrejse.

Den 2. september 2015, blev den første dansker nogensinde sendt ud i rummet. Andreas Mogensen tog fra Bajkonur i Kazakhstan på en 10 dages rumrejse til Den Internationale Rumstation.

Ideen til at fremstille raketter stammer fra middelalderen. Det drejede sig om at skyde pile med ild i mod sine fjender. I år 1232 sendte kineserne ”rigtige” raketter mod fjenden. I dette tilfælde mod mongolerne i slaget ved Kai Fung Fu. Det var også Kina der opfandt de første fyrværkeriraketter. De mere kraftige krigsraketter blev første gang fremstillet af William Congreve i 1800, og Danmark var nogle af de første til at opleve dem. Det skete i 1807 hvor 300 Congreveraketter blev sendt mod København under Københavns bombardement. På dette tidspunkt var det kun sket en gang før, at en by blev bombarderet med raketter. Herfra udviklede raketterne sig efterhånden til at blive mere avancerede. I begyndelsen af 1900-tallet begyndte Robert H. Goddard at eksperimentere med raketter, bl.a. raketter med flydende brændstof. Den russiske gymnasielærer Konstantin Tsiolkovskij var forfatteren til den første bog om raketter, og om hvordan man kunne bruge flydende brændstof i stedet for krudt.

Den moderne raket blev opfundet af Robert Goddard, som brugte flydende brændstof og en speciel dyse, der fik raketten til at yde mere fremdrift. Robert Goddard indså, at ved at tilføre raketten en tilpas høj hastighed kunne man få en nyttelast til at gå i kredsløb om Jorden. Herefter skrev han bogen A Method of Reaching Extreme Altitudes, hvori han beskrev muligheden for at sende ting i kredsløb om Jorden. Goddard blev til grin på grund af bogen, men få årtier senere sendte Sovjetunionen Sputnik 1 i kredsløb om Jorden, ved hjælp af en raket, som helt byggede på de principper Goddard havde fastlagt. Omkring Anden Verdenskrig fremstilledes en ny raket. Raketten skulle bruges til at lægge fjendens byer i ruiner og fik navnet V2. Under krigen blev en V2-raket sendt ind over London. Det gjorde så meget indryk, at USA efter krigen overtog raketterne samt de videnskabsmænd som stod bag V2. Både USA og Sovjetunionen var interesseret i at få placeret et sprænghoved på raketten. Begge parter var også villige til at sætte atomvåben i dem, så de kunne have atomvåben ude i rummet. Men vigtigst mente både USA og Sovjetunionen at man måtte udforske rummet noget mere. USA og Sovjetunionen kæmpede bravt for at få den første genstand ud i rummet. USA mente selv at de var teknologisk stærkest, så det kom som et chok da russerne sendte en R7 raket, med Sputnik 1 i, i kredsløb om Jorden. Sputnik 1 var den første kunstige satellit som blev sendt i kredsløb om kloden.

Efter at Sputnik 1 var sendt i rummet, stod det klart for USA at de ikke skulle lægge rummet bag sig. USA satsede alt på at fremstille enorme raketter som skulle sende ting ud i rummet. I 1958 lykkedes det så USA at sende deres første satellit Explorer 1 ud i rummet. USA troede nu, at de var ved at indhente Sovjetunionens forspring i rumkapløbet. Men det skulle vise sig at Sovjetunionen var meget længere fremme. Den 12. april 1961 sendte Sovjetunionen deres Vostok 1 ud i rummet. I raketten sad Jurij Gagarin, en russisk kosmonaut. Raketten gik i kredsløb om Jorden, og Jurij Gagarin tilbragte 1 time og 48 minutter i rummet. Sovjetunionen havde sendt deres første mand ud rummet, og derved den første i verdenshistorien. USA var endnu engang langt tilbage i rumkapløbet. Men det skulle vise sig at de fik medgang. USA og Sovjetunionen havde nu sat gang i kapløbet om Månen. Sovjetunionen mislykkedes gang på gang, og USA havde nu indhentet Sovjetunionens forspring. USA begyndte at tænke på en ny raket. De fremstillede en raket, som teoretisk og fysisk skulle bringe folk til månen. Raketten blev kaldt Saturn V, og skulle blive et af USA’s bedste investeringer. USA var klar til at sende deres første Saturn V raket mod månen den 27. januar 1967. USA og NASA’s månemissioner blev kaldt for Apollo-programmet. Den 27. januar 1967 forberedte USA sig på at sende Apollo 1 af sted. Raketten og besætninger var parate, men en brand i landingsmodulet dræbte de 3 astronauter om bord, før de var sendt ud af rampen. USA havde ikke råd til at miste flere mennesker, så de satsede på mere sikre missioner. Den 20. juli 1969 var USA klar til at forsøge en mission til månen igen. Om bord var de tre astronauter Neil Armstrong, Buzz Aldrin og Michael Collins. Rejsen gik utroligt nok uden problemer, og månelandingsfartøjet landede i månens uberørte støv.  Da støvet omkring fartøjet lagde sig, steg besætningen ud. Armstrong steg ud først, og sagde med sine velkendte ord: ”That's one small step for [a] man, one giant leap for Mankind”. Apollo 11 var den største succes USA havde haft, gennem tidens løb. Apolloprogrammet udførte i alt 6 månelandinger. Men et forsøg blev en total fiasko, og blev en kamp om overlevelse frem for en kamp mod månen. Nemlig Apollo 13.  Apollos Saturn V raketter var blevet for dyre at bruge, så NASA begyndte at fremstille genanvendelige raketter, rumfærger.

Den 16. juli 1969 opsendtes Apollo 11 fra Kennedy Space Center i Florida. Målet var Månen. Besætningen bestod af astronauterne Neil Armstrong, Edwin Aldrin og Michael Collins. Fire dage senere landede Armstrong og Aldrin i måneldingsmodulet Eagle i Stilhedens Hav på Månen. Den 21. juli kravlede Armstrong ud af månelandingsmodulet med de berømte ord: 'That's one small step for [a] man, one giant leap for mankind.' USA havde vundet kapløbet om at komme først til Månen. Astronauterne kunne i triumf placere det amerikanske flag på dens overflade. Derefter tog de nogle stenprøver, hvorefter turen gik hjemad. 24. juli 1969 landede Apollo 11 i Stillehavet. Der blev astronauterne samlet op af hangarskibet USS Hornet. Om bord var den amerikanske præsident Richard Nixon for at byde dem velkommen tilbage til Jorden. Senere samme år landsatte Apollo 12 ligeledes mennesker på Månen. I alt foretog amerikanerne 6 månelandinger. Den sidste fandt sted i 1972. Siden dengang har intet menneske befundet sig mere end højest nogle få hundrede kilometer over Jordens overflade. 

Apollo 13 var den syvende bemandede mission i Apollo programmet. Det skulle have været den tredje månelanding, der skulle have fundet sted i Fra Mauro højlandet. Men i stedet blev missionen berømt for den eksplosion, der skete i servicemodulet og den efterfølgende vanskelige, men succesfulde redningsmission tilbage til Jorden.

Mens rumskibet var på vej mod Månen, eksploderede ilttank nummer 2 i servicemodulet, da besætningen tændte for et ”piskeris”, der skulle røre rundt i den flydende ilt. Eksplosionen beskadigede andre dele i servicemodulet, herunder ilttank nummer 1. Eksplosionen skyldtes at ”piskeriset” var blevet konstrueret tidligt i designfasen. Efterfølgende var den elektriske spænding i servicemodulet blevet forøget, men det var der ikke blevet taget højde for i piskeriset, og derfor smeltede det. Ilden fik trykket i tanken til at stige til mere end 7MPa og tanken eksploderede.

Tabet af begge ilttanke betød at der ikke længere kunne produceres strøm og den planlagte månelanding måtte aflyses. I stedet skulle rumskibet passere rundt om Månen og vende tilbage til Jorden. 

Hele verden fulgte med i redningsmissionen på fjernsynet, mens besætningen fik hjælp fra jordkontrollen, som kæmpede med at få rumskibet tilbage til Jorden. Månelandingsfartøjet spillede en stor rolle som redningsbåd. Efter eksplosionen var der kun strøm til 10 timer i kommandomodulets nødbatterier, og den skulle bruges til landingen.

Et af de største problemer var at månelandingsmodulet var bygget til at to mand kunne opholde sig der i to dage – nu skulle tre mand opholde sig der i fire dage. Filtrene til fjernelse af kuldioxid fra udåndingsluften kunne ikke klare den ekstra belastning, og reservefiltrene i kommandomodulet havde en anden form, og kunne ikke umiddelbart bruges til noget fornuftigt. Men det lykkedes at bygge en tilkobling af forskellige stumper om bord. For at fartøjet kunne vende tilbage til Jorden var en kursændring nødvendig. Normalt ville det nemt kunne klares med servicemodulets raketmotor, men man ville ikke risikere at bruge den, da man ikke vidste om den havde taget skade. I stedet for brugte man månelandingsfartøjets landingsmotor. Den blev, oven i købet tændt endnu en gang for at foretage en mindre kurskorrektion, selvom den kun var bygget til at kunne tændes én gang.

Før landingen måtte besætningen afkaste såvel månelandingsfartøj som servicemodul. Først da fik de mulighed for at se den omfattende skade, som var forårsaget af eksplosionen.

Ifølge legenden skete ulykken med ilttanken d. 13. april, kl. 13:13 (Houstontid): På den efterfølgende pressekonference, begyndte Jim Lovell sin redegørelse med ordene I am not a superstitious person.

Rumstationer er kunstigt skabte konstruktioner, der har til formål at tillade mennesker at leve i rummet udenfor Jordens atmosfære. En rumstation adskiller sig fra andre bemandede rumfartøjer ved ikke at have større selvstændigt fremdriftssystem eller mulighed for at lande. I stedet bruges andre fartøjer til at transportere materiel og personer til og fra rumstationen. Rumstationer er designet til middellange ophold i rummet i perioder på uger, måneder og endda år. Med et rumskib er missionen, op, udfør og ned igen. Med en permanent base i rummet er der helt andre muligheder for at få større forståelse for, hvad det vil sige at være væk fra planeten. Men det er ikke nemt at overleve i rummet, og det er en dyr fornøjelse, når alle fornødenheder skal bringes op med raket fra Jorden. Rumalderen var dårligt skudt i gang, før man begyndte at arbejde på idéen om en rumstation. Det var den visionære Wernher Von Braun, som introducerede idéen for amerikanerne, men Sovjetunionen kom først og har, indtil samarbejdet om den Internationale Rumstation, været verdensmestre i rumstationer.

Den Internationale Rumstation giver forskere en unik mulighed for at afprøve nye idéer og udvikle nye former for materialer og strukturer, men mest af alt fungerer den som en værdig udfordring for internationalt samarbejde i megaklassen. Med dens astronomiske budget, dens avancerede teknologier og dens udfordrende placering, danner Rumstationen rammen om et omfattende samarbejde på tværs af nationer. 

Der har i årernes løb været mange rumstationer som f.eks.:

Saljut: De første rumstationer var Saljut-stationerne, som der samlet blev bygget syv af. Bortset fra Salyut 2, der gik tabt i kredsløb, nåede alle Saljut-stationerne at få besøg af kosmonauter. Den første af de 7 blev sendt op i 1971 og hed Saljut 1.

Skylab: Skylab var USA's eneste rumstation før arbejdet på den Internationale Rumstation. Skylab blev sendt op i 1973 og blev besøgt af tre hold astronauter.

Mir: Som afløser for Saluyt-stationerne opsendte Sovjet rumstationen Mir. Dette ord betyder både betyder fred og verden på russisk. Mir var opbygget af flere moduler som blev opsendt i årene 1986 – 1996. Dødsstødet kom i marts 2001, hvor den aldrende rumstation fik lov at brænde op i atmosfæren efter at have været bemandet uafbrudt i 10 år, en rekord som stadig holder.

ISS: Den Internationale Rumstation eller ISS (International Space Station) er en rumstation i kredsløb om jorden i en højde af ca. 386 km. Rumstationen kommer til at veje 450 ton. Rumstationen bevæger sig med en fart på 27.700 km/t og fuldfører næsten 16 kredsløb rundt om jorden per døgn. Den samlede pris inkl. 10 års drift løber op i 300 mia. DKK. Den Internationale Rumstation er med en pris på omkring 700 milliarder kroner det dyreste bygningsværk i menneskets historie.
Oprindeligt var den Internationale Rumstation et projekt som amerikanerne kaldte ”Freedom”, men efter den kolde krig sluttede, blev det muligt at arbejde sammen med andre lande.

ISS er et samarbejde mellem 21 lande: USA, Rusland, Canada, Japan, Belgien, Danmark, Finland, Frankrig, Grækenland, Holland, Irland, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Spanien, Schweiz, Storbritannien, Sverige, Tyskland og Østrig. Det er dog USA, der leder den overordnede mission. De europæiske lande, som deltager, er samlet kaldet ESA, det europæiske rumagentur. Byggeriet af ISS startede i november 1998 med opsendelsen af det russiske Zarya-modul. Med tiden er der kommet flere moduler til, og efter planen skal rumstationen være færdig i 2010. Byggeriet blev på tragisk vis forsinket, da rumfærgen Columbia forulykkede i februar 2003 på vej tilbage til Jorden. Det grundlæggende formål med den Internationale Rumstation er forskning i vægtløshed. Der sker utrolige ting med de materialer, dyr og planter, vi kender fra Jorden, når de ikke længere skal overkomme tyngdekraften. Bare det at være i rummet er stadigvæk en stor udfordring, og en del af formålet med rumstationen er naturligvis også at vise, at det kan lade sig gøre at bygge en rumstation i den størrelse med alle de tekniske problemer, det fører med sig. Det er gode erfaringer til en lang mission til Mars. Det europæiske Columbus-modul blev opsendt i starten af 2008, og giver mulighed for at udføre en række avancerede eksperimenter, bl.a. med dansk deltagelse. I Columbus kan tre astronauter ad gangen gennemføre eksperimenter indenfor en lang række forskellige områder, fx medicin, biologi og fysik.

Astronaut er et af de mest udfordrende job i verden. At blive sendt ud i rummet er meget fysisk krævende og udfordrer astronauten meget. Derfor er jobbet som astronaut heller ikke muligt for alle. Selvom man slipper igennem den hårde udvælgelsesproces er man langtfra færdig, herefter er der mange års træning og forberedelse, før de kan gøre sig håb om at blive sendt ud i rummet. Månen er forsat den længste afstand, et menneske nogensinde har rejst fra Jorden. Astronauterne, som arbejder i rummet på den Internationale Rumstation, er aldrig mere end 400 km oppe, men med den planlagte Mars-mission kan det ændre sig inden for de næste par årtier. Alle de store rumorganisationer som NASA, ESA og JAXA har planer på at rejse til månen, og alle vil på længere sigt oprette permanente baser, som skal bruges til at komme videre Mars og måske andre planeter i solsystemet. Sidst et menneske stod på Månen var for primært for at vise, at det var muligt at rejse til Månen. Næste gang de rejser til Månen mener de det for alvor, og det er der god grund til. Månen ligger nemlig rigtig godt til at være springbræt for Jorden til resten af universet. Den lave tyngdekraft, fravær af atmosfære og de rige mineralforekomster gør det til et perfekt sted at have en rumhavn. 

Hvordan bliver man astronaut? For at overhovedet at komme i betragtning hos det europæiske astronautkorps, skal man først vælges til astronautkandidat i Danmark, som ikke er så nemt at blive. For at blive udvalgt skal man igennem et hårdt udskilningforløb, hvor alle de ikke egnede som ikke lever op til de høje krav bliver skilt fra, så man til sidst står tilbage med de bedste af de bedste. For at kunne blive astronaut er der en række forskellige krav som man skal kunne opfylde, som højde, vægt, uddannelse osv. Opfylder man disse krav skal man videre til en mere specifik og grundig bedømmelse hvor ens personlighed og helbred bliver testet grundigt. Læger, tandlæger, øjenlæger, psykologer og forskere tester, om ansøgerne er gjort af det rette astronaut-stof. De vil blandt andet sikre sig, at kroppen er stærk nok til at klare de skrappe påvirkninger under en rum-flyvning, og at man kan fungere i en gruppe. De undersøger også, om man har simultankapacitet, dvs. evnen til at overvåge og reagere på flere sansepåvirkninger på én gang. Simultankapacitet er nemlig én af de egenskaber, man har allermest brug for som astronaut. 

Hvis man så er så heldig at blive dansk astronautkandidat, er næste skridt en ny optagelsesrunde hos det europæiske astronautkorps, der holder til i Köln i Tyskland. Igen skal man testes og undersøges af diverse psykologer og læger. Men denne gang bliver ansøgerne også udsat for en række hårde fysiske prøver, som foregår i trykkamre, roterende stole, centrifuger og flyvemaskiner osv. At få én af de eftertragtede adgangsbilletter til astronautkorpset er kun første skridt på den lange vej til at blive sendt af sted på mission i rummet. Før man kan gøre sig nogen forhåbninger om at rejse uden for Jordens atmosfære, skal man gennem flere års hård træning. For hver time, en astronaut kommer til at tilbringe i rummet, har han eller hun tilbragt hundrede- eller tusindvis af træningstimer på astronautcenteret i Köln eller i træningscentre i Rusland og USA. Først bruger astronauterne omkring et år på at lære at betjene teknisk udstyr og på at blive gode til at arbejde sammen med hinanden. De simulerer også de vægtløse tilstande i rummet ved blandt andet at dykke i store vandbassiner iført rumdragter. Det andet år som astronaut bliver som regel brugt på at specialisere sig inden for navigation, rummedicin, teknisk vedligeholdelse eller noget helt fjerde. Under hele det forløb holder de sig i form. 

Når så astronauterne endelig får en rummission, går en hård træning til missionen i gang. Her træner den kommende besætning de forskellige faser i missionen til hudløshed. Fra man bliver optaget i astronautkorpset til at man bliver sendt på sin første mission går der mindst 4-5 år. Så for at blive astronaut skal man igennem en lang og hård uddannelse, men det giver også et job som mange går og drømmer om. Den første danske astronaut er Andreas Mogensen.
 

En raket virker i princippet på samme måde som en ballon, når man slipper luften ud af mundingen på den. En ballon og en raket går begge to på Newtons tredje lov, som siger at ”for hver aktion er der en lige så stor og modsat rettet reaktion”. Det vil sige at ballonen presser luft ud i af mundingen med én kraft, og at den så bevæger sig med en tilsvandende kraft den anden vej.

Som sagt virker en raket på samme måde som ballonen. Raketten presser en gas ud af dysen, og bevæger sig ved hjælp af den kraft den modsatte vej.For at fremstille gassen skal ilt og brændstof ind i et kammer, hvor det brændes af, og udvikler en varm gas, som giver fremdrift.

For at forhindre raketten i at komme ud af kurs er der placeret nogle styrefinner på siden. Nogle raketter, heriblandt NASAs Saturn V raket, har et redningstårn på toppen af raketten. Det har til formål at løfte rumfartøjet fri af raketten, og bringe dette til landing på jorden, i tilfælde af et større uheld med raketten under opsendelsen.

En meget vigtig del af raketten er dens top. Toppenes form varierer fra raket til raket, og ud fra hvilket formål raketten har.

Man kan skelne mellem forskellige former for rumfart:

For at kunne kaldes en rejse i rummet, har FAI defineret en grænse på 100 km over Jordens overflade. USA anvender også en 50 mile grænse. Personer, der har passeret denne grænse, er rumrejsende eller astronauter.




#Article 63: Rusland (5194 words)


Rusland (,  fra græsk: Ρωσία, Rōsía) eller Den Russiske Føderation (, ; IPA: [rɐsʲijskəjə fʲɪdʲɪratsɨjə]) er et land i Eurasien. Med 17.075.200 km² er Rusland arealmæssigt det største land i verden, der dækker mere end en ottendedel af Jordens beboede landområde, og har den niende største befolkning, med over 144 millioner indbyggere i slutningen af marts 2016. Den europæiske vestlige del af landet er meget tættere befolket og urbaniseret end den østlige del; omkring 77% af befolkningen bor i europæisk Rusland. Ruslands hovedstad Moskva er en af de største byer i verden; andre større bycentre er Sankt Petersborg, Novosibirsk, Jekaterinburg, Nisjnij Novgorod og Kasan.

Strækkende sig over hele Nordasien og meget af Østeuropa spænder Rusland over elleve tidszoner og omfatter en bred vifte af landformer. Fra nordvest til sydøst deler Rusland landegrænser med Norge, Finland, Estland, Letland, Litauen og Polen (begge med Kaliningrad oblast), Hviderusland, Ukraine, Georgien, Aserbajdsjan, Kasakhstan, Kina, Mongoliet og Nordkorea. Landet deler havområder med Japan ved det Okhotske Hav og den amerikanske delstat Alaska på tværs af Beringstrædet.

Østslaverne opstod som en genkendelig gruppe i Europa mellem 200- og 700-tallet. Grundlagt og styret af en væringsk krigerelite og deres efterkommere, opstod den middelalderlige stat Rus i 800-tallet. I 988 konverterede krigereliten til ortodoks kristendom fra det Det Byzantinske Rige. Med konverteringen indledtes en omfattende byzantinsk afsmitning på de slaviske kulturer, der senere blev definerende for den russiske kultur i det næste årtusinde. Rus blev efterfølgende opsplittet i en række mindre slaviske stater; de fleste af de slaviske stater blev løbet over ende af den mongolske invasion og blev vasalstater under den nomadiske Gyldne Horde i 1200-tallet. Storfyrstendømmet Moskva genforenede lidt efter lidt de omkringliggende russiske fyrstendømmer, opnåede uafhængighed fra den gyldne horde og kom til at dominere Kijevrigets kulturelle og politiske arv. I 1700-tallet blev landet stærkt udvidet gennem erobring, annekteringer og udforskning til at blive Det Russiske Kejserrige, der var det tredje største imperium i historien, og strakte sig fra Polen i vest til Alaska i øst.

Efter den russiske revolution blev den Russiske Socialistiske Føderative Sovjetrepublik den største og ledende del af Unionen af socialistiske sovjetrepublikker, verdens første konstitutionelle socialistiske stat. Sovjetunionen spillede en afgørende rolle i de allieredes sejr i 2. verdenskrig, og blev en supermagt og rival til USA under den kolde krig. Sovjet-æraen resulterede i nogle af de vigtigste teknologiske fremskridt i 1900-tallet, herunder opsendelsen af verdens første menneskeskabte satellit og opsendelsen af det første menneske i rummet. I slutningen af 1990 havde Sovjetunionen verdens næststørste økonomi, verdens største militær og det største lager af masseødelæggelsesvåben. Efter Sovjetunionens opløsning i 1991 opstod femten uafhængige republikker fra Sovjetunionen: Rusland, Ukraine, Hviderusland, Kasakhstan, Usbekistan, Armenien, Aserbajdsjan, Estland, Georgien, Kirgisistan, Letland, Litauen, Moldova, Tadsjikistan, Turkmenistan; Russiske SFSR rekonstituerede sig som Den Russiske Føderation og anerkendtes som Sovjetunionens efterfølgerstat. Rusland er en semipræsidentiel føderal republik.

Rusland har det tolvte største nominelle BNP og sjette højeste købekraftsparitet i 2015. Ruslands omfattende mineral- og energiressourcer er de største reserver i verden, hvilket gør det til en af de førende producenter af olie og naturgas globalt. Landet er et af de fem anerkendte atomvåbenlande og besidder det største lager af masseødelæggelsesvåben. Rusland er en stormagt såvel som en regional magt og er blevet karakteriseret som en potentiel supermagt. Landet er permanent medlem af FN's sikkerhedsråd samt medlem af G20, Europarådet, Asia-Pacific Economic Cooperation (APEC), Shanghai Cooperation Organisation (SCO), Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa (OSCE) og World Trade Organisation (WTO) samt er det ledende medlem af Fællesskabet af Uafhængige Stater (SNG), Den kollektive sikkerhedspagt (CSTO) og et af fem medlemmer af Den eurasiske økonomiske union (EAEU) sammen med Armenien, Hviderusland, Kasakhstan og Kirgisistan.

Navnet Rusland er afledt af Rus, , . Rus kommer fra det tidlige middelalderlige Rusfolk, væringske købmænd og krigere, der rejste over Østersøen og grundlagde middelalderbyen Novgorod, og senere Kijevriget, en middelalderlig stat, der fortrinsvis var befolket af østslavere. Landet Rusfolket beboede blev kaldt Русская Земля  af indbyggerne, som kan oversættes som russisk land eller russernes land. Ruslands nuværende navn, Россия , stammer fra den byzantinsk græske betegnelse for Kijevriget, , .

En gammel latinsk version af navnet Rus er Ruthenia, der hovedsagelig blev anvendt om de vestlige og sydlige regioner af Rus, der støder op til det katolske Vesteuropa. For at skelne den oprindelige stat fra andre stater, der er afledt af den, betegnes den på slavisk Киевская Русь ; på dansk Kijevriget i moderne historiografi.

På dansk omtales indbyggere i Rusland som russere. Der er to russiske ord, der almindeligvis oversættes til dansk som russere, , , der betyder etniske russere og , , der betyder borgere i Rusland, uanset etnicitet. Oversættelser til andre sprog skelner ofte ikke mellem disse to grupper.

Russisk politik kan groft inddeles i en præ-sovjetisk, sovjetisk og post-sovjetisk periode. I den præ-sovjetiske periode var Rusland et enevældigt monarki med en stærk zar i spidsen. Denne periode var præget af en ekspansionistisk tilgang som følge af at Rusland ikke havde (eller har) naturlige grænser. På grund af denne svaghed følte russerne, at den eneste måde, hvorpå de kunne opnå sikkerhed, var gennem ekspansion via et stærkt militær. 

Denne tilgang til omverdenen ændrede sig ikke med bolsjevikkernes magtovertagelse i 1917. I Sovjetunionens tidlige år var opfattelsen, at den selv var svag og kapitalismen stærk. Det var derfor nødvendigt at konsolidere magten. Det var da også først fra 1945, at Sovjetunionen rigtigt følte sig konsolideret med sejren over det fascistiske system i Vest. Herefter begyndte Den Kolde Krig, der blev præget af et våbenkapløb mellem Sovjetunionen og Vesten. Denne periode varede til engang i 1970'erne, hvor Sovjetunionen og USA underskrev en række aftaler om våbenkontrol. I slutningen af 1980'erne afbrød Sovjetunionen støtten til de østeuropæiske kommunistiske regimer med den konsekvens, at de begyndte at falde fra hinanden. 

I 1991 brød Sovjetunionen sammen, da præsidenten Boris Jeltsin, præsident for RSFSR valgte at trække Rusland ud af Sovjetunionen, hvormed Sovjetunionen reelt ophørte med at eksistere. Den efterfølgende periode blev præget af et oligarkiets diktatur, hvor russiske oligarker fik stor indflydelse på den førte politik. Boris Kagarlitsky taler om en symbiose mellem på den ene side staten og på den anden oligarkiet. Oligarkerne hjalp blandt andet Boris Jeltsin med at blive genvalgt. Dette syntes at vare ved indtil 1999, hvor Vladimir Putin bliver valgt til præsident. Han indfører en skrappere kurs overfor oligarkiet. Hans præsidentperiode bliver således kendt for en række arrestationer og nationaliseringer af virksomheder, som oligarkerne under Boris Jeltsin købte for en slik.. En uge før valget i 2000 udtaler Putin, at oligarkiet vil cease to exist Dette bliver dermed begyndelsen på et massivt angreb på Boris Berezovskij, Vladimir Gusinskij og måske mest berømt, Mikhail Khodorkovskij, der mistede deres virksomheder. I takt med en generel bedring af økonomien som følge af stigende olie- og gaspriser, lykkedes det Putin i denne periode at rette op på økonomien.

Den Russiske Føderation opstod i 1991 efter, at Sovjetunionen brød sammen. Boris Jeltsin blev den første folkevalgte præsident. Jeltsins periode var præget af uroligheder og økonomisk forfald. Hans efterfølger Vladimir Putin, der blev valgt i 2001, formår at få kontrol med det store land.

Boris Jeltsin blev Ruslands første folkevalgte præsident, der blev genvalgt igen i 1996 med 35,8 % af stemmerne mod hans nærmeste konkurrent, kommunisten Gennadij Sjuganovs 32,5%. Til gengæld blev Det Russiske Kommunistparti Statsdumaens største ved parlamentsvalget i 1995. Først og fremmest var Rusland under Jeltsin kendetegnet af økonomisk og politisk uro. Op gennem 1980erne var Sovjetunionens økonomi gået i stå. Væksten var negativ. Dette havde en negativ på det russiske BNP, der ifølge officielle data var i frit fald fra 1991 til 1996. Den negative udvikling kan også ses i den positive udvikling i hjemmebrug, der voksede uafbrudt fra 1990 til 1998. I et forsøg på at Vestliggøre Rusland gennemførte Jeltsin en privatisering af de russiske statsvirksomheder. Ud af dette udviklede der sig den føromtalte symbiose mellem de russiske ledere, der havde brug for oligarkernes finansiering til at blive genvalgt, men samtidig havde oligarkerne brug for staten til at reproducere det system, som oligarkerne havde skabt. Denne støtte vekslede oligarkerne til indflydelse og magt over præsidenten. Et eksempel på dette var oligarkernes utilfredshed med daværende ministerpræsident, Jevgenij Primakov, der på grund af sin lyserøde politik blev ønsket afsat, hvorefter han vitterligt blev afsat af præsident Jeltsin. Et andet problem der prægede Rusland og i særdeleshed præsidenten i 1990erne, var Jeltsins helbredsmæssige problemer.

 
I 1993 rykkede russiske hærstyrker ind i Tjetjenien, idet Tjetjenien søgte at løsrive sig efter Sovjetunionens sammenbrud. Dette medførte en blodig borgerkrig, som Rusland til sidst måtte trække sig ud af, hvilket kastede Tjetjenien ud i lovløshed. Krigen udstillede russisk svaghed, hvis hær ikke var i stand til at stille med mere end 25000 kampberedte tropper, der var demoraliserede og dårligt uddannede. Der var endvidere problemer med forsyningerne. Og måske vigtigste af alt, så var de ikke klar til at gå i krig mod, hvad de opfattede som andre russere. Russiske styrker var i midten af 1990erne alligevel i stand til at begå voldshandlinger mod tjetjenere, der var mistænkt for samarbejde med rebellerne. Da sidstnævnte generobrede Groznij, gennemførte tjetjenerne lignende voldshandlinger mod tjetjenere mistænkt for samarbejde med russerne. I 1997 Jeltsin underskrev en fredsaftale med den tjetjenske præsident Aslan Mashkadov, der dermed sluttede krigen. Ifølge officielle russiske oplysninger, kostede krigen 30-40.000 mennesker livet, mens den russiske menneskerettighedsorganisation, Memorial, anslår antallet af døde til 50.000.

Rusland var i økonomiske krise i slutningen af 1990erne. Dette fik Jeltsin til at vælge Jevgenij Primakov som premierminister. Han sad fra 1998 til 1999. Oligarkerne som et par år forinden havde hjulpet Jeltsin til magten, så en trussel i Primakov, der blev kaldt den lyserøde premierminister, fordi han tillod en kommunist i sin regering. Dette førte til en situation, hvor oligarkerne indledte en åben krig med daglige angreb mod Primakov via deres medieemperier. Særligt oligarken, Boris Berezovskij, følte at sin magt var under pres. Det var da også ham, der var den primære årsag til Primakovs afsættelse i 1999.

Vladimir Putin blev udpeget som Jeltsins efterfølger den dag, han blev valgt til premierminister, og valgt til præsident i 2000 med 52,9% af stemmerne. I Rusland er der kotyme for, at den som er premierminister også bliver valgt som præsident. Imidlertid var det ikke kun denne udpegning, som hjalp ham til magten. Hvor det i Vesten er et plus at have politisk erfaring, kan det være et minus i Rusland. Hans manglende erfaring gjorde, at han ikke var indblandet i Jeltsintidens mange intriger . I samme perioder var Rusland præget af usikkerhed som følge af den dårlige økonomi såvel som uroligheder i Tjetjenien og det nordlige Kaukasus. Økonomien retter sig op som følge af stigende oliepriser, mens Putin sætter hårdt mod hårdt i Tjetjenien, hvor det lykkes ham at indsætte Ramzan Kodyrov som en loyal præsident. En anden udfordring som møder Putin er parlamentsvalget i 2003, som partier der støtter ham vinder. Forenet Rusland får 49,3% af pladserne i Statsdumaen mod Kommunistpartiets 11,6% . Den store udenrigspolitiske udfordring blev det amerikanske missilskjold, som medførte at temperaturen mellem de to lande faldt til frysepunktet. Det medførte blandt andet at ABM traktaten blev ophævet, hvilket fik russerne til at føle sig truet blandt andet fordi amerikanerne kan og kunne udkonkurrere dem økonomisk, og dermed opnå atomar overmagt. I 2004 blev han genvalgt med 71,3% af stemmerne.

Rusland er det største land i verden; landets samlede areal er 17.125.200 km². I juli 2017 var der 28 UNESCO-verdensarvsteder i Rusland, 44 UNESCO-biosfærereservater, 50 nationalparker og 110 naturreservater. Landet strækker sig nord-syd mellem breddegraderne 41° N og 82° N og vest-øst mellem længdegraderne 19° Ø og 169° V.

Ruslands territoriale ekspansion skete stort set i slutningen af 1500-tallet i zar Ivan IV's regeringstid under ledelse af kosakken Jermak Timofeevitj, på et tidspunkt, hvor de konkurrerende fyrstendømmer hovedsageligt i den europæiske del af Rusland var blevet forenet under Zar-Rusland. Timofejevitsj mønstrede en hær og drog mod øst, hvor han besejrede næsten alle de lande, der havde været underlagt mongolerne og besejrede deres hersker, Khan Kutjum.

Rusland har omfattende naturressourcer, herunder store forekomster af tømmer, olie, naturgas, kul, malme og andre mineralressourcer.

Rusland er det land i verden, der har flest landfaste naboer, i alt 14. Af disse var 8* tidligere en del af Sovjetunionen:

Den længste afstand i Rusland er omkring 8000 km langs en geodætisk linje. Punkterne er i vest den 60 km lange Wisłalandtange nær grænsen til Polen, der adskiller Gdanskbugten fra Wisłabugten ved Østersøen og i sydøst Kurilerne syd for Kamtjatkahalvøen mellem det Okhotske Hav og Stillehavet. Den længste afstand langs en længdegrad er 6.600 km fra hinanden langs en geodætisk linje. Punkterne er i vest, den samme landtange på grænsen til Polen, og i øst, Ratmanova øen. Den Russiske Føderation spænder over 11 tidszoner.

Det meste af Rusland består af store områder med sletter, der mod syd hovedsageligt er steppe og mod nord dækket af store skovområder, med tundra langs nordkysten. 10% af verdens dyrkbare landbrugsjord ligger i Rusland. De sydlige grænser er præget af bjergkæder, i Kaukasus, med Elbrus, der med 5.642 m er det højeste bjerg både i Rusland og Europa og Altaj, med Belukha, som med 4.506 m er det højeste punkt i Sibirien uden for det Russisk fjernøsten; og i de østlige dele, såsom Verkhojanskij bjergkæden og vulkanerne på Kamtjatka-halvøen, med Kljutjevskaja Sopka, der på 4.750 m er den højeste aktive vulkan i Eurasien samt det højeste punkt i Asiatisk Rusland. Uralbjergene, der er rig på mineralressourcer, udgør en nord-syd-gående bjergkæde, der deler Europa og Asien.

Rusland har en omfattende kystlinje på over 37.000 km langs Arktis og Stillehavet, samt langs Østersøen, Azovhavet, Sortehavet og Det Kaspiske Hav. Barentshavet, Det Hvide Hav, Karahavet, Laptevhavet, Det Østsibiriske Hav, Tjuktjerhavet, Beringshavet, Det Okhotske Hav og Det Japanske Hav forbinder Rusland med Arktis og Stillehavet. Ruslands store øer og øgrupper omfatter Novaja Zemlja, Franz Josefs Land, Severnaja Zemlja, Nysibiriske øer, Wrangeløen, Kurilerne og Sakhalin. Diomedeøerne, hvoraf Ratmanova øen er russisk og Lille Diomedeø er amerikansk, ligger kun 3 km fra hinanden, og den russiske Kunasjir-øen ligger omkring 20 km fra den japanske Hokkaido.

Rusland har tusindvis af floder og indre vandområder, der giver landet en af verdens største overfladevandressourcer. Landets søer indeholder ca. en fjerdedel af verdens flydende ferskvand. Det største og mest fremtrædende af Ruslands ferske vandområder er Bajkalsøen, verdens dybeste, reneste, ældste og mest rummelige ferskvands sø. Bajkal alene indeholder over en femtedel af verdens friske overfladevand. Andre større søer omfatter Ladoga og Onega, de to største søer i Europa. Rusland er efter Brasilien det land der har flest ferskvandressourcer. Af landets 100.000 floder, er Volga den mest berømte, både som længste flod i Europa, og den store rolle floden har spillet i russisk historie. De sibiriske floder Ob, Jenisej, Lena og Amur er blandt de længste floder i verden.

Den enorme størrelse af Rusland og mange områders store afstand til havet resulterer i at det fugtige kontinentalklima er fremherskende i alle dele af landet bortset fra tundraen og længst mod sydøst. Bjergene mod syd forhindrer varme luftmasser fra Det Indiske Ocean at strømme ind over stepperne, mens de vestlige og nordlige sletter gør landet åbent for arktiske og atlantiske påvirkninger.

Størstedelen af det nordeuropæiske Rusland og Sibirien har et subpolarklima med ekstremt hårde vintre i de indre områder af det nordøstlige Sibirien (specielt Republikken Sakha, hvor den nordlige kuldepol er placeret med den rekordlave temperatur på -71,2 °C) og mere moderate vintre andre steder. Både striben af land langs kysten af Ishavet og Ruslands arktiske øer har polarklima.

Den kystnære del af Krasnodar kraj ved Sortehavet, især i Sotji, har et fugtigt subtropisk klima med milde og våde vintre. I mange regioner i Østsibirien og Fjernøsten er vinteren tør i forhold til sommeren; andre dele af landet oplever mere jævn nedbør over årstiderne. Vinternedbør i de fleste dele af landet falder normalt som sne. Regionen langs Nedre Volga og Det Kaspiske Hav, samt nogle områder i det sydligste Sibirien, har steppeklima.

I hele landet er der i praksis kun to årstider, vinter og sommer. Foråret og efteråret er der normalt korte perioder med forandring mellem ekstremt lave og ekstremt høje temperaturer. Den koldeste måned er januar (februar ved kysten); Den varmeste er normalt juli. Store temperaturintervaller er typiske. Om vinteren er de laveste temperaturen mod nord og øst. Somre kan være ganske varme, selv i Sibirien. Det indre af kontinentet er de tørreste områder.

Fra nord til syd er den Østeuropæiske Slette, også kendt som russiske slette, i rækkefølge arktisk tundra, nåletræs taiga, tempereret løvfældende skov, græsarealer (steppe) og halvørken (i Det Kaspiske Havs kystegne). Ændringerne i vegetationen afspejler de forskellige klimatiske forhold. Sibirien understøtter en lignende sekvens, dog er de største områder taiga. Rusland har verdens største skovreserver, kendt som Europas lunger, kun overgået af Regnskoven i Amazonas i mængden af kuldioxid, skovene absorberer.

Der er 266 pattedyrarter og 780 fuglearter i Rusland. I alt er 415 dyrearter er blevet optaget i Den Russiske Føderations rødliste fra 1997 og er nu beskyttet.

 

Ifølge en folkeoptælling i 2002, består den russiske befolkning primært af etniske russere (79,8 %), dernæst tartarer (3,8 %), ukrainere (2 %), bashkirer (1,2 %), chuvash (1,1 %) samt andre (12,1%). Derudover består den russiske befolkning af armenere og tjetjenere. Tilsammen udgør disse befolkningsgrupper 140.041.247 ifølge et 2009 estimat. Den største del af befolkningen hører til aldersgruppen 15-64 årige med en lille overvægt af kvinder, hvilket også gør sig gældende for de to andre befolkningsgrupper (0-14 og dem over 65 år). I sidstnævnte gruppe er der dog langt flere kvinder end mænd. Den russiske befolkning svinder ind, hvilket vil sige, at der dør (16,06 / 1000) flere end der fødes (11 / 1000). Således toppede væksten i den russiske befolkning i 1991 med 148.704.000 russere for herefter at svinde ind til i 1994 til blot 148.306.000. I 2009 blev væksten i befolkningen registreret til at være negativ på cirka 0,1% i følge Verdensbanken.

Den største religion i Rusland er ortodoks kristendom (70-80%), islam (8-9%), andre kristne (1-2%), buddhister (0,6%) og jøder (0,3%). Ifølge den russiske forfatning skal den russiske stat garantere for befolkningens rettigheder uafhængigt af deres religiøse ståsted såvel som køn, etnicitet etc.

Moskva, Sankt Petersborg, Novosibirsk, Jekaterinburg, Nizjnij Novgorod, Samara, Omsk, Kazan, Tjeljabinsk, Rostov ved Don, Ufa, Volgograd, Perm, Krasnojarsk, Voronezj, Saratov, Krasnodar, Toljatti, Izjevsk, Uljanovsk, Barnaul, Vladivostok, Jaroslavl, Irkutsk, Tjumen, Makhatjkala, Khabarovsk, Novokuznetsk, Orenburg, Kemerovo.

Landbrug står for kun 4,9% af Ruslands bruttonationalprodukt, men det er blevet mere effektivt end tidligere. I 1980'erne måtte Rusland importere store mængder hvede fra USA. Siden 2001 er Rusland blevet nettoeksportør af hvede, takket være bedre styring og bedre kornsorter. Blandt de mest betydningsfulde afgrøder er hvede, byg, kartofler og sukkerroer. 

De seneste år har Rusland, efter at have udbygget dele af landbruget, eksporteret en del korn, 16,5 millioner tons i 2008 – mest byg og hvede.

Sibiriens skove (taiga) dækker et areal på mere end 3 millioner kvadratkilometer, og der vokser en femtedel af hele verdens træer. Siden Sovjetunionens fald har den russiske regering inviteret udenlandske firmaer til at fælde skovene for at få gang i økonomien. Der kommer masser af illegalt fældet tømmer fra Rusland til Europa. WWF (Verdensnaturfonden) mener at næsten 50% af tømmeret er fældet ulovligt, det vil sige, at tømmeret er blevet fældet uden der er blevet givet lov til det.

Tømmereksporten er ekspanderet kraftigt, i 1994 blev der solgt for 1,650 millioner dollars tømmer, men i 2003, blev der solgt for hele 3,500 millioner dollars, det er over en fordobling på bare 9 år.

Fiskeri er et vigtigt erhverv i Rusland. Man eksporterer 1,5 millioner tons fisk hvert år til lande i hele verden, og i Rusland er forbruget af fisk lige så stort. Fisk er en meget populær mad i Rusland, men for mange fattige familier i Rusland er det blevet en dyr luksus. I 1990 blev den russiske fiskeflåde solgt til et privat eget firma. Efter det, besluttede det firma, som blev kaldt ”Nordfisk”, kun at fange torsk, for brændstoffet var blevet for dyrt til at sejle efter sild, makrel og sardiner fordi de var meget længere væk end torsken var. Derudover var det var lettere at komme af med torsken i Norge end de andre fisk, og desuden var den norske pris langt bedre end i Rusland. Men der var en dominoeffekt ved dette, og det var at ledigheden steg i Rusland, for de steder hvor fabrikkerne havde større afdelinger med sild, makrel eller sardiner havde de ikke brug for lige så mange arbejdere i de afdelinger, og der var ikke plads til dem i torskeafdelingen. Fiskeproduktionen er derfor også faldet siden 1990. I 1996 var produktionen oppe på næsten 5 mill. tons, men i 2008 3,5 mill. tons.
Rusland eksporterer en del fiskekonserves til Kina, Japan og Europa.

Ifølge Ruslands forfatning er landet en føderal semipræsidentiel republik, hvor præsidenten er statsoverhoved, og premierministeren er regeringschef. Den Russiske Føderation er fundamentalt struktureret som et repræsentativt demokrati med flere politiske partier, hvor den føderale regering består af tre grene:

Præsidenten vælges ved almindelige valg for en seksårig periode (berettiget til en anden periode, men ikke til en tredje periode på hinanden følgende). Regeringens ministerkollegiet sammensættes af premierministeren og hans stedfortrædere, ministre og udvalgte andre individer; Alle udpeges af præsidenten på premierministerens anbefaling (mens udnævnelsen af premierministeren kræver statsdumaens samtykke). Ledende politiske partier i Rusland omfatter Forenede Rusland, Det Kommunistiske Parti, Liberaldemokratisk Parti og Retfærdigt Rusland. I 2013 blev Rusland klassificeret som det 122. 167 lande i demokratiindekset, udarbejdet af The Economist Intelligence Unit, mens World Justice Project i øjeblikket rangerer Rusland som 80. af 99 undersøgte lande med hensyn til retsstatsprincipper.

Rusland har i alt 85 administrative områder, der hver har 2 delegerede i forbundsrådet, som er overhuset i Ruslands parlament. De 85 områder er af 6 forskellige typer som har forskellige grader af selvstyre:

De 85 områder er fordelt på 8 føderale distrikter, der med deres administrationsbyer er:

De 22 autonome republikker er Adygeja, Altaj, Basjkortostan, Burjatia, Dagestan, Ingusjetien, Kabardino-Balkarien, Kalmykija, Karatjajevo-Tjerkessien, Karelija, Khakasija, Komi, Marij El, Mordovija, Nordossetien–Alania, Sakha (Jakutien), Tatarstan, Tjetjenien, Tjuvasjien, Tyva, Udmurtien samt det ulovligt okkuperede Krim.

Den Russiske Føderation er anerkendt i folkeretten som en efterfølgerstat af det tidligere Sovjetunionen. Rusland fortsætter med at overholde Sovjetunionens internationale forpligtelser og har indtaget USSRs faste sæde i FN's sikkerhedsråd, medlemskab i andre internationale organisationer, rettigheder og forpligtelser i henhold til internationale traktater og ejendom og gæld. Rusland har en mangesidig udenrigspolitik. Fra 2009 opretholder føderationen diplomatiske forbindelser med 191 lande og har 144 ambassader. Udenrigspolitikken fastlægges af præsidenten og udføres af Ruslands udenrigsministerium ().

Som den tidligere supermagts efterfølgerstat bliver Ruslands geopolitiske status ofte debatteret, især i forhold til den unipolære og multipolære situation i det globale politiske system. Mens Rusland almindeligvis accepteres som værende en stormagt, har en række verdensledere, lærde, kommentatorer og politikere i de senere år karakteriseret landet som en supermagt eller potentiel supermagt.

Som et af de fem faste medlemmer af FN's Sikkerhedsråd spiller Rusland en vigtig rolle i opretholdelsen af international fred og sikkerhed. Landet deltager i Mellemøst-kvartetten og sekspartsforhandlingerne med Nordkorea. Rusland var medlem af G8, Europarådet, OSCE og APEC. Rusland tager som regel en ledende rolle i regionale organisationer som SNG, EAEU, CSTO og SCO. Rusland blev den 39. medlemsstat af Europarådet i 1996. I 1998 ratificerede Rusland Den Europæiske Menneskerettighedskonvention. Retsgrundlaget for EU's forbindelser med Rusland er partnerskabs- og samarbejdsaftalen, som trådte i kraft i 1997. Aftalen minder om parternes fælles respekt for demokrati og menneskerettigheder, politisk og økonomisk frihed og engagement i international fred og sikkerhed. I maj 2003 blev EU og Rusland enige om at styrke deres samarbejde på grundlag af fælles værdier og fælles interesser. Tidligere præsident Vladimir Putin havde fremført et strategisk partnerskab med tæt integration i forskellige dimensioner, herunder etablering af fælles rum mellem EU og Rusland. Siden Sovjetunionens opløsning har Rusland udviklet et venligere forhold til USA og NATO. NATO-Rusland-rådet blev oprettet i 2002 for at tillade USA, Rusland og de 27 allierede i NATO at arbejde sammen som lige partnere for at udvikle mulighederne for samarbejde.

Rusland opretholder stærke og positive forbindelser med andre BRICS-landene. Indien er den største kunde af russisk militært udstyr, og de to lande har omfattende forsvarsmæssige og strategiske kontakter. I de seneste år har landet styrket de bilaterale bånd især med Folkerepublikken Kina ved at underskrive en venskabstraktat samt opbygge Olierørledning Østsibirien-Stillehavet og en gasledning fra Sibirien til Kina.

Et vigtigt aspekt i Ruslands forhold til Vesten er kritikken af Ruslands politiske system og menneskerettigheder (herunder LGBT-rettigheder, ytringsfrihed og rapporter om dræbte journalister) af vestlige regeringer, massemedier og de førende demokrati- og menneskerettighedsvagthunde. Navnlig anser sådanne organisationer som Amnesty International og Human Rights Watch at Rusland ikke har sikret tilstrækkelige demokratiske rettigheder og ikke tillader sine borgere at have politiske rettigheder og borgerlige friheder. Freedom House, en international organisation finansieret af USA, rangerer Rusland som ikke fri og citerer omhyggeligt konstruerede valg og fravær af fri debat. De russiske myndigheder afviser disse påstande og kritiserer især Freedom House. Det russiske udenrigsministerium har kaldt 2006-rapporten om frihed i verden som præfabrikeret, hvori det hedder, at menneskerettighedsspørgsmålene er blevet til et politisk våben, især af USA. Ministeriet hævder også, at organisationer som Freedom House og Human Rights Watch bruger udvælgelse af isolerede fakta, som naturligvis kan findes i ethvert land og ophøjer dem til dominerende tendenser.()

Kulturen i Rusland er præget af den russiske befolkning så vel som andre nationaliteter i Rusland samt russisk-orienterede grupper uden for Rusland. Russisk kultur kan således være meget forskelligartet.

Der er over 160 forskellige etniske grupper og oprindelige folk i Rusland. Landets store kulturelle mangfoldighed spænder fra etniske russere med deres slaviske ortodokse traditioner, tatarer og basjkirere med deres tyrkisk muslimske kultur, buddhistiske nomadiske burjatere og kalmukker, shamanistiske folkeslag i de nordlige områder og Sibirien, bjergfolk i det nordlige Kaukasus, og finsk-ugriske folkeslag i det russiske nordvest og volga-området.

Kunsthåndværk, som Kirov legetøj, khokhloma, gzjel og palekh miniaturer repræsenterer vigtige dele af den russiske folkekultur. Oprindeligt russisk tøj består af kaftan, kosovorotka og usjanka for mænd, sarafan og kokosjnik for kvinder, begge køn anvender bastskoene lapti og filtstøvlerne valenki. Kosakkers tøj fra det sydlige Rusland består bl.a. af mandskappen burka og kosakhuen papakha, som de deler med befolkningen i det nordlige kaukasus.

Det russiske køkken er meget varieret og har elementer fra de mange etniske grupper, og har påvirket køkkenet i store dele af det tidligere Sovjetunionen.

I det russiske køkken anvendes fisk, fjerkræ, svampe, bær og honning. Ved dyrkningen af rug, hvede, byg og hirse produceres ingredienserne til de forskellige brød, pandekager og korn, samt for drikkene kvas, øl og vodka. Mørkt brød er populært i Rusland, der er en del af rugbrødsbæltet. Supper og gryderetter inkluderer sjtsji, borsjtj, ukha, soljanka og okrosjka. Smetana (et syrnet flødeprodukt, der minder om cremefraiche) tilsættes ofte til supper og salater. Piroger (), blini og syrniki (dessert pandekage) er forskellige pandekager og indbagte retter. Kylling Kijev, pelmeni og sjasjlyk er populære kødretter. Andre kødretter omfatter fyldte kålruller (), der som regel er fyldt med kød. Salater omfatter olivier salat, vinegret () og sild i pels ().

Ruslands store antal etniske grupper har karakteristiske folkemusik-traditioner. Typiske originale russiske musikinstrumenter er gusli, et instrument tilsvarende det mellemeuropæiske citar, balalajka, zjalejka, et rørbladsinstrument, og garmon. Folkemusikken har haft en betydelig indflydelse på russiske klassiske komponister, og i moderne tid er det en kilde til inspiration for en række populære folkemusikere. Russiske folkemusik sange, såvel som patriotiske sovjetiske sange, udgør størstedelen af det verdensberømte Røde Hærs kor og andre populære ensemblers repertoire.
 
Russere har mange traditioner, herunder ophold i banja, et dampbad, der minder om sauna. Gamle russiske folklore har rødder i den hedenske slaviske religion. Mange russiske eventyr og episke bylinaer er blevet animationsfilm, eller til spillefilm af fremtrædende instruktører som Aleksandr Ptusjko (Ilja Muromets, Sadko) og Aleksandr Rou (Morozko, Vasilisa den smukke). Russisk digtere, herunder Pjotr Jersjov og Leonid Filatov, har skabt en række velkendte poetiske fortolkninger af klassiske russiske eventyr, og i nogle tilfælde, ligesom Aleksandr Pusjkin, også skabt helt originale populære eventyrdigte.

Siden kristningen af Kijevriget har russisk arkitektur i åretal først og fremmest været præget af den byzantinske arkitektur. Bortset fra de centrale befæstninger (kremlerne), var de vigtigste stenbygninger i Kijevriget ortodokse kirker med deres mange kupler, ofte forgyldte eller smukt malede.

Aristotile Fioravanti og andre italienske arkitekter bragte renæssancens strømninger til Rusland fra slutningen af 1400-tallet, mens der 1500-tallet byggedes flere kirker, bl.a. Vasilij-katedralen, med pyramidetag. På den tid var løgkupplen helt udviklet. I 1600-tallet blomstrede byggeri med ornamentik i Moskva og Jaroslavl, efterhånden banedes vejen for Narysjkinskij barok i 1690'erne. Efter Peter den Stores reformer fulgte skiftene af arkitektoniske stilarter i Rusland generelt de vesteuropæiske strømninger.

I begyndelsen af 1700-tallet under den russiske oplysningstid fik udviklingen af russisk litteratur et løft af værker af Mikhail Lomonosov og Denis Fonvizin. I det tidlige 1800-tal fremvoksede en moderne russisk tradition, der frembragte nogle af de største forfattere i russisk historie. Denne periode, også kendt som den Russiske guldalder, indledtes med Aleksandr Pusjkin, der betragtes som grundlæggeren af det moderne russiske litterære sprog og ofte beskrives som den russiske Shakespeare. Dette fortsatte ind i 1800-tallet med poesi fra Mikhail Lermontov og Nikolaj Nekrasov, skuespil af Aleksandr Ostrovskij og Anton Tjekhov, samt prosa af Nikolaj Gogol og Ivan Turgenev. Lev Tolstoj og Fjodor Dostojevskij er blevet beskrevet af litterære kritikere som de største romanforfattere til alle tider.

I 1880'erne var de store romanforfatteres tid forbi, og noveller samt poesi blev de dominerende genrer. De næste årtier blev kendt som den russiske poesis sølvalder, da den tidligere dominerende litterære realisme blev erstattet af symbolisme. Førende forfattere af denne æra omfatter digtere såsom Valerij Brjusov, Vjatjeslav Ivanov, Aleksandr Blok, Nikolaj Gumiljov og Anna Akhmatova samt romanforfattere såsom Leonid Andreev, Ivan Bunin, og Maksim Gorkij.

Russisk filosofi blomstrede i 1800-tallet, hvor den var splittet op i en vestlig fløj, der ville efterligne Vestens politiske og økomomiske modeller, og en slavofil fløj, der ønskede at udvikle Rusland som en unik civilisation. Sidstnævnte gruppe inkluderede bl.a. Nikolaj Danilevskij og Konstantin Leontev, grundlæggerne af eurasianisme. I dens efterfølgende udvikling havde russisk filosofi altid en stærk forbindelse til litteratur, og filosoffer interesserede sig for kreativitet, samfundet, politik og nationalisme. Russisk kosmisme og religiøs filosofi havde ligeledes stor indflydelse. I slutning af 1800-tallet og i starten af 1900-tallet var de betydningsfulde filosoffer bl.a. Vladimir Solovjov, Sergej Bulgakov og Vladimir Vernadskij.

Efter den russiske revolution i 1917 forlod mange prominente forfattere og filosoffer landet - herunder Bunin, Vladimir Nabokov og Nikolaj Berdjaev - mens en ny generation af talentfulde forfattere gik sammen i et forsøg på at skabe en selvstændig arbejderkultur, der kunne understøtte den nydannede sovjestiske stat. I 1930'erne blev der udøvet øget censur overfor litteraturen, så den i større udstrækning ville afspejle statens version af socialistisk realisme. I slutningen af 1950'erne blev begrænsningerne lettet, og i 1970'erne og 1980'erne ignorerede forfattere i stigende grad de officielle retningslinjer. Førende forfattere i sovjettiden omfatter romanforfatterne Jevgenij Zamjatin (emigrerede), Ilf og Petrov, Mikhail Bulgakov (censureret) og Mikhail Sjolokhov samt digterne Vladimir Majakovskij, Jevgenij Jevtusjenko, og Andrej Voznesenskij.

Sovjetunionen var også en stor producent af science fiction, skrevet af forfattere som Arkadij og Boris Strugatskij, Kir Bulytjov, Aleksandr Beljaev og Ivan Jefremov. Traditionen for russisk science fiction og fantasi fortsættes i dag af mange forfattere.




#Article 64: Religion (2282 words)


Ordet religion kommer formodentlig af det latinske religare, der betyder at binde eller fortøjre, eller af relegere (genlæse, gensamle). Det drejer sig her specielt om fokus på guder eller mytologiske væsner.

Nu om dage bruges ordet 'religion' i mindst tre betydninger: trosretning, fænomen og fag:

Religio havde flere betydninger på latin: 'Gudsfrygt', 'fromhed', 'hellighed', men også hensigt, betænkelighed, skrupel, pligt, samvittighedsfuldhed eller overtro. De tidligste skrift-kilder for anvendelsen af begrebet findes i Plautus's komedier (ca. 250–184 f.kr.) og hos Cato den Ældre (234–149 f.kr.).
Ifølge Cicero (106-43 f.Kr.) stammer religio fra relegere, med den bogstavelige betydning 'gen-oplæse, gen-samle, gen-udvikle', men forstået som 'overvejende, med omhu'. Cicero tolkede her med tanke på tempelkulten, for hvilken der gjaldt en nøjeregnende agtsomhed. Denne religio – den samvittighedsfulde overholdelse af overleverede regler – modstillede han superstitio – efter den oprindelige betydning af ekstase – som en overdreven form for religiøsitet, eksempelvis at bede eller ofre i dagevis.

I det 4. århundrede gav den kristne apologet Lactantius en anden etymologisk oprindelse for religio, nemlig i religare med den bogstavelige betydning 'binde sig til' og i forståelsen trosbåndet som binder den troende til Gud. Dette var også en polemik mod Cicero's skelnen mellem religio og superstitio.

Begrebet religio henholdsvis religiosus blev brugt om middelalderens kirkeordner . Betydningen findes bevaret i den romersk-katolske kirkes kirkeret . I middelalderen og i den tidlige moderne tid kunne de troendes fællesskab blive beskrevet gennem begreberne – (latin) fides- 'tro' – (latin) lex – 'lov' og – (latin) secta – 'retning,parti' . Religion kom til at betyde en lære, der alt efter overbevisning kunne holdes for falsk eller sand . Først efter reformationen, og specielt i oplysningstiden kom en mere abstrakt betydning til, i lighed med de nutidige udlægninger af religions-begrebet .

I de fleste ikke-europæiske sprog fandtes ikke nogen præcis oversættelse af ordet religion førend det 19. århundrede .

I alle de traditionelle menneskekulturer man har kendskab til, har religion spillet en rolle. Der har dog været en løbende udvikling hvor nye former for levevis har afspejlet sig i nye former for religion.

En del af udviklingen er foregået parallelt (men forskudt i tid) over hele verden, og der er også eksempler på udviklinger i religion der ikke er universelle, men er foregået tilstrækkeligt ofte til at man kan tale om en generel trend.
 

I de isolerede kulturer hvor levevisen mest ligner den man forventer af præhistoriske samfund (jæger- og samlerkulturer), har religionen form af animisme, troen på at dyr, planter og selv livløse genstande som sten er besjælede. I disse samfund er det dog svært at skelne mellem kultur, religion og videnskab. Religionen kan her ses som et middel til overførsel af erfaringer fra en generation til en anden, i form af anekdoter om hvordan man bedst holder sig venner med ånderne. 

Animismen er derfor et godt bud på menneskehedens oprindelige religion, og man kan hævde at religionen er lige så gammel som menneskeheden. Hvis man definerer menneskehedens begyndelse som det punkt hvor sproget har muliggjort at en generation har kunne videregive sine erfaringer til den næste, er religion et godt bud på den mekanisme der har været brugt.

I mange animistiske kulturer fungerer dyr som en identitetsskabende mekanisme, hvor en persons totem er med til at definere hans egenskaber som menneske.

Animismen i sin oprindelige betydning kan i dag kun findes blandt meget isolerede kulturer, men fra animistiske kulturer har moderne vestlige samfund importeret en række fænomener. For eksempel har shamanismen i dag gjort et begrænset come-back.

I bysamfund har forbindelsen til naturen været mindre direkte, og i de fleste kulturer opbygget omkring bysamfund er animismen blevet erstattet af en form for polyteisme, hvor man i stedet for ånder i de enkelte ting, har guder der repræsenterer fænomener, eksempelvis frugtbarhedsguder eller krigsguder. Religion bliver stadig brugt til formidling af erfaringer, men hvor anekdoterne om ånderne primært handlede om menneskets forhold til naturen, handler anekdoterne om guderne i højere grad om menneskenes forhold til hinanden, hvilket afspejler de ændrede levevilkår i byerne. Religion har heller ikke længere monopol på formidling af viden, faglig kunnen bliver nu formidlet direkte, uden reference til guderne (selvom der selvfølgelig stadig er skytsguder for de enkelte fag). Det første trin i en adskillelse mellem religion og videnskab er taget.

I de polyteistiske samfund dukker begrebet tro op, i betydningen trofast. Når en person tror på en (eller flere) af sin verdens gudekreds, betyder det ikke han benægter eksistensen af de øvrige guder, blot at han i sine handlinger forsøger at være tro mod de idealer som hans udvalgte gud eller guder står for. På denne måde overtager guderne den identitetsskabende funktion som totemdyret stod for tidligere.

I dag er hinduismen den mest udbredte polyteistiske religion (eller samling af religioner, alt efter hvordan man ser hinduismen).

I nogle polyteistiske samfund har en af guderne (i form af dens tilhængere) overtaget magten i den åndelige verden (folkets bevidsthed), og de øvrige guder er reduceret til enten aspekter af denne ene gud, eller til underordnede roller som engle og dæmoner. De fleste af de monoteistiske religioner er lovreligioner, hvor Gud står som en autoritær faderskikkelse. Denne udvikling afspejler som oftest stærkt centraliserede og autoritære samfund. 

I de monoteistiske religioner er identitetsskabelsen reduceret til hvilke aspekter, underordnede guder, eller helgener man henvender sig til.

Kristendommen er i dag den mest udbredte monoteistiske religion med ca. 2,2 mia. tilhængere. På andenpladsen findes islam med omtrent 1.8 mia. tilhængere.

I det østlige Asien dukkede en række ideer op der ikke hører under de generelle trends beskrevet tidligere, og som i høj grad har præget udviklingen i den del af verden. Det primære eksempel er buddhismen, der er et filosofisk system med mange religiøse træk, men hvor guder ikke længere optræder som et centralt begreb. I stedet er fokus på selvudvikling. De fleste buddhistiske kulturer har dog bibeholdt elementer fra hinduismen, og flere steder fungerer buddhismen som supplement til en lokal gudekreds. I og med at buddhismen er rettet indad, har den haft success i, og været med til at forme, meget stabile samfund.

Tilsvarende har kulturområdet omkring Middelhavet, specielt Mellemøsten og Europa opfostret nogle ideer udenfor de generelle trends, der har påvirket både området selv og senere resten af verden gennem kolonialismen.

Kristendommen udsprang af den monoteistiske lovreligion jødedommen, men i nogle udlægninger af kristendommen blev lov erstattet af frelse som det centrale begreb. Den nye religion vandt hurtigt udbredelse hos slaver, også udenfor den gamle religions domæne. Frelsen har to aspekter, den synd der leder til behovet for frelse, og den kærlighed som frelsen udgør. Ved at skifte vægten mellem de to aspekter alt efter situationen, har kristendommen kunne tilpasse sig en foranderlig verden.

I den europæiske renæssance ønskede et monoteistisk samfund at genskabe tabt storhed fra en polyteistisk kultur, hvilket førte til, at spørgsmålet om gudernes eksistens for første gang blev et seriøst emne. René Descartes udviklede et logisk bevis på Guds eksistens, mens Blaise Pascal opsatte en rationel kalkule for at vise, at det var mest fordelagtig at tro på Gud (se Pascals trossats).

Immanuel Kant og Søren Kierkegaard mente at Guds eksistens ikke kunne bevises, og hævdede, at et trosspring var nødvendigt. Herved blev videnskab og religion endelig adskilt, og samtidig opstod den moderne forståelse af tro i form af tro på eksistens. Dette åbnede filosofisk op for, at man kunne undlade at foretage dette trosspring, hvilket fritænkere og senere ateister gjorde (eller rettere, undlod at gøre).

En række filosofiske strømninger i modernismen opstod eller fik ny energi i kølvandet på denne ændring. Ingen af disse havde dog egenskaber, der gjorde at de kunne betegnes som religioner. Det nærmeste, man kommer, er sekulær humanisme. Det er meget få, der bekender sig til sekulær humanisme, men man kan argumentere for, at de værdier, sekulær humanisme står for, gennemsyrer de vestlige samfund i dag.

Af mere organiserede bevægelser, der udspringer af modernismen, og som har haft stor betydning for hvordan verden ser ud i dag, kan nævnes kommunismen og liberalismen. Politik kunne således være med til at skabe identitet, og det samme kunne stammetilhørsforhold (hvorved nationalismen opstod), og mere dagligdags ting som arbejdsplads, fag, eller sport.

I det politiske og kulturelle miljø i den vestlige verden har relativismen slået rod i takt med, at samfundene bliver mere og mere multikulturelle. I relativismen er der ikke kun en sandhed; i stedet ses de forskellige religioner og verdensbilleder som ligeordnede tilgangsvinkler til at forstå verden med. Blandt kristne og til dels muslimer i den vestlige verden er der også en stor gruppe, der bekender sig til religionens ritualer, symboler og den moral, de kan udlede fra den, men afviser de mystiske og overnaturlige elementer. Disse mennesker kaldes kulturkristne og kulturmuslimer. Udtrykket bredkirkelighed er beslægtet hermed.

De polyteistiske og monoteistiske religioner dominerer, sammen med buddhismen, stadig verden af i dag. I de samfund hvor modernismens gudløshed har slået stærkest igennem, er en række nye religioner, samt nye fortolkninger af gamle religioner, dukket frem. Behovet for religion gør sig stadigt stærkt gældende.

I nogle religioner er det en udbredt holdning blandt tilhængerne at deres religion er den eneste rigtige, og at de andre enten er falske religioner, eller i hvert fald udtryk for falske eller mangelfulde fortolkninger. Den holdning deles dog langt fra af alle religiøse personer, og hvor udbredt den er varierer fra religion til religion.

Blandt monoteister er der mange der mener, at de forskellige monoteistiske religioner alle dyrker den samme Gud, blot under forskellige navne. Denne opfattelse er særlig nærliggende i den vestlige verden, hvor de store monoteistiske religioner har en fælles historie.

Jødedommen er historisk set en religion der kun omfatter et enkelt folk. De har forbud mod at dyrke andre guder, men det forbud omfatter ikke andre folkeslag. I kristendommen er det samme forbud som oftest tolket universelt, eftersom kristendommen ikke længere er reserveret jøder. Forbuddet mod afgudsdyrkelse i kristendommen bliver endda nogle gange fortolket som et forbud mod andre værdier end de rent bibelske, som for eksempel en søgen efter materiel velstand. I Koranen omtales andre religioner specifikt, hvor jødedommen og kristendommen karakteriseres som værende sande i dets originale budskab som sendebudende formanet, men derefter mangelfulde og misvisende efter ændringer i skrifterne, mens de øvrige er falske. 

Blandt polyteister er der mange der mener, at guderne i andre gudekredse enten blot er andre navne for de samme guder (en ret nærliggende tanke hvis man sammenligner den græske og den romerske gudekreds), eller at det er andre guder lige så virkelige som ens egne, som man blot ikke dyrker. Det kan være fordi man ikke har hørt om dem, eller fordi de er knyttet til et andet folkeslag. 

Et eksempel på dette er anekdoterne om kristne missionærer, der fandt de indfødte meget lydhøre når de fortalte om Jesus og Maria, og ivrige efter dyrke denne nye Gud. Men til gengæld ganske 
uforstående når missionærerne samtidig insisterede på at det betød, at de skulle holde op med at dyrke deres gamle guder. Hvis man ser på kristendommens indførelse i Danmark i det lys, er det også forståeligt man ser eksempler på at folk har gået med både Thors hammer og et kristent kors på samme tid. For en polyteist repræsenterede det ikke en modstrid.
 
Nogle personer mener at alle religioner er udtryk for menneskets forsøg på at forstå Gud, eller alternativt, for Guds forsøg på at nå ud til menneskene. Således er de alle udtryk for ufuldkommen sandhed.

Hvordan en missionsbefaling skal fortolkes afhænger af hvordan den enkelte religion ser på andre religioner. Det er langt fra alle religioner der har en missionsbefaling, men det er religionerne med en missionsbefaling der er mest synlige, i form af deres missionærer. 

For de religioner der er knyttet til et bestemt folk, giver en missionsbefaling ikke mening. Ekspansion betyder udryddelse, fordrivelse eller dominans over andre folkeslag, snarere end konvertering.

For de religioner der i deres tilhængeres øjne representerer en absolut sandhed, går missioneringen meget naturligt ud på at overbevise andre om denne sandhed.

For polyteistiske religioner kan missionering i nogle tilfælde ses som en magtkamp mellem guder, hvor hver gud konkurrerer om at få flest tilhængere.

Nogle religioner er organiseret i et centralt styret hierarki i ordets oprindelige betydning. Det bedst kendte eksempel på et sådant religiøst hierarki er den katolske kirke, men såmænd også den danske folkekirke er organiseret i et hierarki (med kirkeministeren, Folketinget og landets regent som øverste myndighed). 

Den tidligere sunni institutionaliseret islam har efter afskaffelsen af kalifatet ingen øverste religiøs myndighed. Organisationen på nationalt og lokalt plan eksisterer fortsat, men i mindre formaliseret grad end hos den katolske kirke. Indenfor shia islam antager (verdslig) autoritet af standspersoner (betegnet som imamer) der for evig tid fungerer som det øverste centrale styre. Institutionaliseret shia islam i det tidligere safaviderige og nutidige Iran fungere i højere grad som repræsentanter eller midlertidige styre indtil den øverste standsperson vender tilbage. Hermed eksisterer organisationen på regionalt og nationalt plan stadig.

Visse religiøse samfund forsøger helt at undgå en central overbygning, og organiserer sig i stedet i små selvstændige menigheder.

Endelig kan religiøse samfund helt undgå en formel organisation, og i stedet basere sig på individuel tro, evt. kombineret med vismænd hvis autoritet bygger på personligt ry. Eksempler på dette er new age bevægelsen, og til dels shamanisme.

I afsnittet religionsudvikling er religion beskrevet primært som et kulturelt fænomen. Men religion har også en individuel side, hvor religion bliver til drivkraften i den enkelte persons liv. Som oftest er det i den religion man i forvejen tilhørte gennem sin kultur og opdragelse at man finder inspirationen, men det er ikke altid tilfældet. Nogle religioner har ritualer der er designet til at fremelske en sådan religiøs inspiration. Her er nogle årsager som ofte bliver givet blandt folk der finder religion udover hvad de har med hjemmefra:

 




#Article 65: Rapmus And (153 words)


Rapmus And er en figur i Disneys tegneserier. Han blev født i Andeby, Calisota, USA i 1875. Hans forældre var Andtonius And og Andrea Blisand (også kaldet Bedstemor And). Fra en tidlig alder, var det tydeligt, at han havde et meget modbydeligt temperament. Han arbejdede på sine forældres gård frem til 1902, hvor han mødte Hortensia von And, og de blev forlovede. Han begyndte med at arbejde for hendes bror Joakim von And.

I 1908 hjalp han Hortensia og hendes søster Andrea von And med at drive deres brors forretning. I 1920 giftede han sig endelig med Hortensia, og senere samme år fik de to tvillinger:

Han arbejdede stadig hos Joakim von And indtil 1930, hvor alt familiesammenhold mellem Joakim og resten af familien gik i opløsning. Rapmus trak sig tilbage, og det vides ikke præcist hvornår han døde.

Ifølge tegneren Don Rosa døde Rapmus i 1952 i en alder af 77 år.




#Article 66: Rip, Rap og Rup (434 words)


Rip, Rap og Rup (Engelsk: Huey, Dewey, og Louie) er en fiktionel trillingesøskendeflok og Anders Ands tre næsten identiske nevøer. De blev født i 1940 i Andeby. De blev skabt af Ted Osborne og Al Taliaferro og optrådte første gang i en avistegneserie den 17. oktober 1937, på film i filmen Donalds Nephews i 1938, der var tydeligt inspireret af tegneserien uden at følge den slavisk.

De er Anders' søster Della Ands sønner. Rip, Rap og Rup blev sendt til Anders midlertidigt, efter at deres far var kommet på hospitalet på grund af nogle kanonslag, der eksploderede under hans stol. Det formodes børnene stod bag nummeret. Senere blev de tilbageleveret til forældrene, for så uden forklaring at vende tilbage til Anders, der adopterede dem i 1942.

Oprindeligt var de rene møgunger a la Knold og Tot, men hos Carl Barks blev de efterhånden mere nuancerede og intelligente. I hans tidlige historier kan de stadig være møgunger, men i de senere er de kloge og selvopofrende, det sidste var en egenskab, der viste sig tydeligt i julehistorien Jul i Pengeløse. De har ofte problemer med deres onkel, som børn kan have med forældre. I senere serier er det blevet dem, der er de kloge og ofte må de hjælpe deres onkel ud af de kniber, som han roder sig ud i. Et karakteristisk træk i både film og serier er, at de siger hver sin stump af en sætning, deles om at sige den. Da de på udseendet ligner hinanden, bærer de næsten altid kasketter, der er lidt forskellige. Rips kasket er sort og blå, Raps kasket er sort og grøn, og Rups kasket er sort og rød. I serierne er deres trøjer oftest sorte, men kan især på film være henholdsvis blå, grønne og røde.

I de fleste af deres historier medvirker også deres onkel Anders og Joakim von And. De er 10-stjernede generaler i den verdensomspændende organisation Grønspætterne.

I 1987 gik de over til TV-mediet, hvor de er hovedpersoner i Rip, Rap og Rup på eventyr, og i 1996 i Rap Sjak, hvor de denne gang er blevet teenagere, med hver deres personlighed. Rip er gruppens leder, mens Rap er en computer-nørd, og Rup er en sportsnørd. Efter Rap Sjak vendte ællingerne tilbage til deres oprindelige børnealder i tv-serien Hos Mickey, som et rockband, under navnene The Quackstreet Boys, Quack Sabbath, eller The Splashing Pumpkins(Parodier på Backstreet Boys, Black Sabbath, og The Smashing Pumpkins).

I en tegneserie så man at tegneren havde lavet en fjerde. I en anden historie er der flere hundrede nevøer. Ofte bliver der også byttet om på deres kasketter.




#Article 67: Seriema (239 words)


En seriema (latin: Cariama cristata) er en særpræget fugl, der er den ene af kun to fuglearter i familien af seriemaer. Den anden art i familien er chungaen.

Seriemaen er halvt så stor som en nandu, har et rovfuglelignende næb, ser ud som en sekretærfugl, løber lige så hurtigt som en struds og har et gennemtrængende skrig, som kan få det til at  løbe koldt ned ad ryggen på enhver, der befinder sig i nærheden.

Seriemaen lever i det østlige Sydamerika. Dens fjerdragt er ikke særlig farvestrålende, brungrå på oversiden og lys på undersiden. Men ben og næb er kraftigt røde, og lige foran øjnene har den en top af lange, stride fjer, der altid holde sig oprejst i en form for vifte. Seriemaen færdes næsten udelukkende på jorden, men bliver den presset af en udholdende fjende, letter den – dog kun for en kort bemærkning.
De lange ben og de korte tæer er glimrende løberedskaber, og i kortere perioder kan seriemaen opnå en hastighed på ikke mindre end 70 km i timen.

Af føde indtager seriemaen insekter og mindre hvirveldyr. Seriemaen er nødt til at fange sit bytte med næbbet. Seriemaens bagtå sidder så højt oppe på benet, at tæerne ikke kan gribe om byttet. I stedet griber den sit bytte med næbbet, kaster det mod jorden, hvorefter den fortærer det bid for bid, eller sluger det i en mundfuld, hvis der er tale om et mindre bytte.




#Article 68: Romertal (860 words)


Romertal er et additivt talsystem, som stammer fra etruskerne, og som blev overtaget af Romerriget og har dannet grundlag for flere af de latinske bogstaver. Talsystemet er ældre end det romerske alfabet.

Det etruskiske/romerske talsystem dominerede i Europa i næsten 2.000 år. Imidlertid er romertal svære at håndtere, og matematiske beregninger blev generelt foretaget på en abacus af græsk abax = bræt eller regnebræt. Før det Hindu-Arabiske talsystem blev taget i brug, optalte, adderede og subtraherede folk med en abacus – en forløber for vore dages regnemaskine, sandsynligvis opfundet af de gamle sumerere i Mesopotamien. Grækerne og romerne brugte småsten eller metalskiver som tælleværk. De flyttede disse på afmærkede brætter for at løse matematiske problemer. Senere blev tælleskiverne trukket på strenge monteret i en ramme. De tidlige abacus'er havde ti tælleskiver pr. streng. Den moderne udgave har en delelinje. Tælleskiver over linjen tæller fem; dem under, en. Det er unødvendigt at håndtere tællere større end fem i værdi. Gennem tiden har det mere bekvemme titalsystem, der opererer med nulfunktionen (dvs. de arabiske tal) erstattet romertal.

I dag bruges romertal til at angive årstal på monumenter og grundsten samt i regentnumre (eksempelvis Frederik IX). De kan også bruges til at nummerere indledningssider i bøger, bindnummer for bøger i flere bind, og timerne på ure. På klippekort for bus/ tog, angives måneden ligeledes med romertal. De bruges også til at angive take-nummeret på et klaptræ forud for en filmoptagelse.

Syv bogstaver betegner tallene i det romerske system:

Romertal skal skrives så kort som muligt, typisk ved brug af disse regler:

De største mulige romertal med de 7 grundtal henholdsvis uden og med tusindmultiplikator er:

I intervallet 1-3999 svarer det decimale heltal 3888 til det længste romertal med 15 bogstaver: MMMDCCCLXXXVIII

Ovenstående regler bliver dog ikke overholdt stringent; for eksempel bliver DCCCC brugt som 900 i stedet for det kortere CM, hvilket kan ses på administrations bygningen for Panama Kanalen fra 1914 hvor der står Administration Panama Canal A.D. MDCCCCXIV.

Andre bogstaver har også været anvendt til at betegne beløb. For eksempel:

Der har desuden været anvendt et tegn, der minder om et sammensat CD, (ↀ, en cirkel med en lodret diagonal) for 1000. Derfor skrives 500 som en halv cirkel = D.

Der gælder yderligere regler for, hvad der kan betragtes som 'pæne romertal'. Fx kan 396 ikke skrives ICICICIC. Konstruktioner som IIX er set i romerske skrifter som 8, men er diskutable former. Man bør holde tegn fra samme titalspotens samlet, altså bruge CMXCIX ((1000-100)+(100-10)+(10-1)) i stedet for IM (1000-1).

I år 525 begyndte romerne at bruge ordet nulla for tallet nul. Omkring år 725 kender man til et tilfælde hvor symbolet N er brugt for nul sammen med traditionelle romertal (i Bedes angivelser af månens størrelse ved jævndøgn). Nul er således kommet sent ind i romertallene.

Det at romerne oprindeligt ikke har haft et enkelt bogstav til at angive nul, har fået mange til fejlagtigt at tro at romerne slet ikke kunne angive nul.

Om nulla kan betegnes som et romertal i sig selv eller bare er navnet på tallet, er et rent definitionsspørgsmål.

Bemærk at nul blev skrevet som nulla: 

Følgende procedurer omregner decimale heltal 1-3999 til romertal iflg. ovenstående regler.

Som eksempler er valgt at omregne 3824 og 1908 til romertal

Fremgangsmåde: Heltallet nedbrydes i 1000'er, 100'er, 10'ere og 1'ere:

Nedenstående computerprogram, der er skrevet i Visual Basic, omregner decimale heltal i intervallet 1-3999 til romertal.
 Public Function Dec2Rom(T as Integer) as String  
   Dim Rom as String
   If T  3999 Or T  1 Then
     Dec2Rom = Heltallet ligger uden for intervallet
   Else
     Rom = Choose(T \ 1000 + 1, , M, MM, MMM)
     
     T = T Mod 1000
     Rom = Rom + Choose(T \ 100 + 1, , C, CC, CCC, CD, D, DC, DCC, DCCC, CM)
    
     T = T Mod 100 
     Rom = Rom + Choose(T \ 10 + 1, , X, XX, XXX, XL, L, LX, LXX, LXXX, XC)
     
     T = T Mod 10
     Rom = Rom + Choose(T + 1, , I, II, III, IV, V, VI, VII, VIII, IX)
    
     Dec2Rom = Rom
   End If
 End Function

Det er ikke ualmindeligt at se tallet 4 skrevet som IIII i stedet for IV. Mens den præcise årsags synes tabt, er der til gengæld en række mere eller mindre gode bud på hvorfor .

Da romertallene var i brug i den egentlige romertid, var rigets øverste gud Jupiter, og hans navn blev stavet IVPPITER. Af den grund holdt nogle sig tilbage med at skrive 4 som IV og nogle brugte i stedet IIII (dette kan ses på solure fra perioden), og den tradition har således overlevet til vor tids mekaniske ure. Andre mener også at traditionen stammer fra antikke solure, men angiver en mere simpel årsag, nemlig at notationen IV stammer fra tiden efter romerrigets fald og et faldet rige producerer færre luksusgenstande som solure, og dermed blev det IIII som gav standarden for traditionen .

Alternativt kan forklaringen være et spørgsmål om at det visuelt balancerer bedre med det modstillede VIII. På den måde får man et ur hvor I dominerer den første del af uret, V dominerer midten, mens X dominerer den sidste del .




#Article 69: Richterskalaen (427 words)


Richterskalaen bliver brugt til at måle styrken af jordskælv. Skalaen blev skabt af seismologen Charles Francis Richter fra Californien i 1935. Skalaen måler vibrationernes styrke for at bestemme, hvor kraftigt jordskælvet er.

Richterskalaen var i sin oprindelige definition en logaritmisk skala med grundtal 10: For hvert trin på skalaen bliver den målte amplitude af rystelserne 10 gange større. Dette svarer (for moderate rystelser) til, at den samlede energi frigjort i skælvet bliver 103/2 ≈ 31,6 gange større. I moderne seismologi benyttes dog primært en energibaseret definition, fordi den for skælv over styrke ca. 7 giver et bedre billede af skælvets sande omfang end den amplitude-baserede. 

Skalaen kaldes sommetider for den åbne richterskala, fordi der ikke er noget fast minimum eller maksimum. Der findes ingen 'lukket' richterskala, hvorfor præfikset 'åben' er overflødigt, både i praksis og i teorien. 

Medens et jordskælvs absolutte størrelse angives på Richterskalaen, så angives den tilsyneladende størrelse på Mercalliskalaen. Mercalliskalaen er en intensitetskala, som afhænger af jordskælvets størrelse, og hvor langt væk iagttageren er, og på hvilken undergrund iagttageren befinder sig. Således kan selv meget store jordskælv opleves med en intensitet langt nede på Mercalliskalaen, hvis blot iagttageren er langt nok væk.

Vibrationerne er forskellige, idet der forekommer tre forskellige seismiske bølger: P-bølger, S-bølger og L-bølger. 

P-bølger er de primære bølger; de bevæger sig hurtigst og presser ligesom energien frem fra centrum. S-bølger eller sekundære bølger er de næst hurtigste og bevæger sig op og ned og ryster jordlagene; S-bølger kan ikke gennemtrænge flydende materialer, så de kan ikke passere jordens kerne. L-bølger eller overfladebølger bevæger sig tæt ved overfladen og kan medføre store ødelæggelser. 

I de seneste 100 år er over en million mennesker omkommet ved jordskælv. Mellem 1906 og 2005 har der været 13 jordskælv i størrelsesordenen 8,5 til 9,5 på 

Richterskalaen. 

Oprindeligt havde Richter tænkt, at skalaen kun skulle være til lokalt, kalifornisk brug; men den vandt hurtigt udbredelse til seismologer verden over. Richter havde skabt skalaen i nært samarbejde med sin kollega, Beno Gutenberg; men vistnok var Gutenberg så genert ved at interviewes, at Richter blev ansigtet udad, og derfor fik skalaen opkaldt efter sig. Den er uden øvre grænse. Selv sagde Richter, at naturen sætter grænsen, ikke skalaen. Teoretisk kan det derfor godt lade sig gøre at komme op over styrke 10; men det er endnu ikke blevet målt. 

Der har så vidt vides ikke været nogen dødsfald ved jordskælv i Danmark. I 2008, da et jordskælv på 4,7 på Richterskalaen ramte Sjælland i cirka fem sekunder om morgenen d. 16. december, døde dog en kat og en skildpadde.




#Article 70: Ra (683 words)


Ra, ofte også skrevet som Re, var solguden i det gamle Egypten. Denne periode i Egyptens historie var præget af eksistensen af mange forskellige guder og faraoerne blev anset som personificeringer af guder. 

Ra var solguden i Heliopolis samt øverste dommer. Andre guder, der søgte almindelig anerkendelse, forbandt deres navn med hans, for eksempel Amon-Ra.

Der knyttede sig flere myter til Ra og hans guddommelige virke. En af myterne om Ra berettede, at han hver morgen blev født af gudinden Nut – ikke som et lille barn – men som en voksen gud, der sprang ned i sin båd og begyndte at sejle hen over himlen. Man mente, at Ra rejste i en Manjetbåd. Mandskabet var en række forskellige guder. Over himlen ville båden sejle gennem de tolv provinser, som repræsenterede de tolv dagtimer. Om aftenen nåede han ned på den anden side af Jorden. Der stod hans mor parat og slugte ham. Næste morgen blev han født igen, og sådan fortsatte det, år ud og år ind.

En anden myte gik ud på, at Ra altid var på rejse. Om dagen gik turen hen over himlen, men når det blev aften, forsvandt han ned i en mørk underverden, de dødes land. Under denne rejse blev han kaldt Auf, der betyder lig. Hans båd blev kaldt Mesektetbåden på hans rejse gennem de tolv nattetimer. I underverdenen var Ra en ond og sort gud, som alle var bange for.

Det var ikke altid nogen let sejlads på disse skibe. I løbet af dagen skulle Ra besejre sin største fjende, en slange ved navn Apophis. Et stort slag blev udkæmpet mellem Ra og Apophis. Ra var normalt vinderen, men på stormfulde dage eller under en formørkelse troede egypterne, at Apophis var sejrherren og slugte solen.

Da ingen vinde blæste i underverdenen, var Ra nødt til at stole på forskellige uvenlige ånder og dæmoner til at hjælpe med at slæbe hans båd langs floden. De gamle egyptere troede på, at når man var død kom man hen til et land, der lignede Nildalen. Der skulle man leve i evig lyksalighed sammen med guderne. I begyndelsen troede man, at det kun var de kongelige der havde et liv efter døden. Men i Det ny rige var det også alle andre.

Ra var konge over guderne. Ra gjorde alt for at både guder og mennesker havde det godt, men når han blev trodset var det solens øje der blev sendt ned for at råde bod på tingene.

Ra havde flere forskellige navne; Først på dagen hed han Khepri og lignede en skarabæ, fordi egypterne troede at det var en skarabæ der skubbede solen op om morgenen. Om middagen hed han Re-Harakhte, han lignede et menneske med falkehoved og med en solskive på hovedet. Til sidst om aftenen hed han Atum. 

For egypterne bestod universet i begyndelsen kun af et urhav, indtil Solen, personificeret i guden Ra, steg op over havet fra et æg. Ra havde fire børn, guderne Shu og Geb samt gudinderne Tefnut og Nut. Tefnut og Nut blev til atmosfæren, og begge stod på Geb, Jorden, mens Shu blev til himlen. Over dem herskede Ra.

Geb og Nut fik to sønner, Seth og Osiris, samt to døtre, Isis og Nephthys. Osiris efterfulgte Ra som konge over Jorden, assisteret af sin kone, søsteren Isis. Imidlertid hadede Seth sin bror og dræbte ham. Isis sørgede og balsamerede sin mands krop, hjulpet af guden Anubis. Takket være Isis' skønhed og charme genopstod Osiris og blev til underverdenens hersker, hersker over de døde. Horus, som var søn af Osiris og Isis, besejrede Seth i et slag og blev således konge over Jorden.

Den officielle statsreligion i Egypten under det mellemste rige (2134–1668 f.Kr.) havde Ra som overgud, indtil det attende dynasti, hvor farao Amenhotep III, omdøbte Ra til Aton, en gammel betegnelse for Solens fysiske kraft og styrke. Aton var en solskive med mange lysende arme. Større omvæltninger skete, da Amenhotep III's søn, Amenhotep IV, proklamerede, at Aton var den eneste, sande gud. Efter Amenhotep IV's død vendte tingene dog tilbage til tidligere tider, idet der atter blev flere guder.




#Article 71: Rigning (303 words)


Et skibs rigning er i skibsterminologi en samlet betegnelse for master, tovværk og sejl. Sejlene benyttes til at fange vinden og drive skibet frem på vandoverfladen. Den stående rigning består dels af masterne og dels af tovværk der støtter og afstiver masterne, mens den løbende rigning justerer sejlenes stilling, så de giver optimal fremdrift.

Benævnelser på skibs- og bådtyper er fremkommet ved at se på ligheder i skrogform, sejlføring, lasttype og desuden er der regionale forhold og tidsalder, der betyder noget for benævnelserne og kategoriseringerne. Her er vist nogle rigningstyper, der har været almindelige i Danmark, og som har givet navn til skibstyper.

Danske sejlførende fragtskibe brugte master, der var sat sammen af én, to eller tre stænger. En mast der består af ét stykke benævnes en pælemast og blev anvendt på jagt og galease.

En mast i to stykker, en undermast og en topstang, kaldes en skonnertrigget mast. En mast i tre stykker benævnes en fuldrigget mast og er sat sammen af undermast, mærsestang og topstang (eller bram- og røjlstang).

En skonnert har to eller flere skonnertriggede master med gaffelsejl på alle master foruden diverse stagsejl og topsejl. Stormasten er lavere end mesanmasten ved to maste, ellers er mastene omtren lige høje.

En ketch har en stormast der er højere end mesanmasten.

En fuldrigger (eller fuldskib) har tre eller flere fuldriggede master med råsejl på alle master foruden mesan og diverse stagsejl.

Der fandtes desuden utallige skibstyper der fremkom ved at have mastetyperne blandet. Nogle af disse rignings- og skibstyper kan ses ovenfor.

Der benyttes sejl i mange forskellige udformninger på sejlbåde og sejlskibe. Her ses et udvalg:

Sejl sys i forskellige typer sejldug af varierende kvalitet. Sejldug laves i hamp, bomuld, forskellige typer plastic samt blandingsmaterialer.

Det der afstiver masterne kaldes stående gods; det man kontrollerer sejlene med, kaldes løbende gods.




#Article 72: Råsejl (138 words)


Et råsejl er i skibsterminologi betegnelsen for et firkantet sejl der udspændes på en rå.

Sejltypen er særdeles gammel: der sad råsejl på de nordiske vikingeskibe, såvel som på Columbus' skibe da han fandt Amerika. De sidste store sejlskibe, Klipperne, havde alle råsejl. På de fleste mellemstore og små sejlskibe er råsejl for mandskabskrævende. Her benyttes andre typer, som f.eks. gaffelsejl eller bermudasejl.

Sejlene på en fuldrigget mast er fra oven:

Det underste sejl navngives efter masten. På fokkemasten (forreste mast) er det som her, en fok. På stormasten benævnes det storsejl.

De øvrige benævnes tilsvarende. Overmærssejlet på stormasten bliver til store overmærssejl, røjlen på fokkemasten bliver til fore røjl og underbramsejlet på mesanmasten mesanunderbramsejl.

Benævnelserne kan variere en del efter skibstypen.

En fuldrigget mast, er en mast der både har mærs og salling.

Rigningen omkring et råsejl:




#Article 73: RAM (170 words)


RAM (akronym for Random Access Memory) er arbejdshukommelse i computere.

RAM er det sted i en computer, hvor styresystemkomponenter, computerprogrammer og anden data, der bliver brugt meget, bliver opbevaret så der er hurtig adgang til dem. Fordelen ved RAM er, at det er meget hurtigere at læse fra og skrive til end en harddisk, cd-rom eller diskettedrev.

RAM er flygtigt. Det betyder, at til forskel fra fx en harddisk mister RAM'en al data, der har været lagret i den, når computeren afbrydes.

Faktisk kan man sammenligne RAM med modellen af menneskets korttidshukommelse. Den kan også kun klare en vis mængde information på en gang, derefter er den nødt til at rydde op og måske lægge noget ned i langtidshukommelsen, som fx kan være en harddisk, diskdrev og USB-nøgle.

Når computerens styresystem bedes om at allokere hukommelse, når der ikke er mere ledig RAM, vil det muligvis ty til swapping.

Der findes forskellige måder at lave denne type hukommelse på, og i grove træk skelner man mellem dynamisk og statisk RAM:




#Article 74: Syddansk Universitet Esbjerg (112 words)


Syddansk Universitet – Esbjerg (SDU-Esbjerg) er en del af Syddansk Universitet, beliggende i Esbjerg. Her uddannes primært indenfor folkesundhedsvidenskab og økonomi. Endvidere er der en kandidatuddannelse i marinarkæologi og en bacheloruddannelse i sociologi og kulturanalyse.
 
Danmarks største frihedsarkiv, Historisk Samling fra Besættelsestiden 1940-1945, har til huse på campusområdet. Forskere fra især Institut for Historie har sammen med Fiskeri- og Søfartsmuseet (også i Esbjerg) etableret et virtuelt forskningscenter: Center for Maritime og Regionale Studier, CMRS. Fra juni 2006 er det tidligere Center for Forskning og Udvikling i Landdistrikter, CFUL lagt ind under SDU's samfundsvidenskabelige fakultet, nu som Institut for Forskning og Udvikling i Landdistrikter, IFUL, foreløbig med placering i det tidligere Erhvervsudviklingscenter EU-Vest. 




#Article 75: Skandinavien (951 words)


Skandinavien betegner et landområde i det nordlige Europa, som består af Danmark, Norge og Sverige.

De tre lande deler deres skandinaviske sprog og i stor grad deres kultur og historie.

Moderne Norge og Sverige er placeret på den skandinaviske halvø, mens det moderne Danmark består af Jylland, de jyske øer, Sjælland og Fyn.

Den præcise afgrænsning afhænger af, om man læner sig op ad den moderne brug af udtrykket, eller om man baserer sin antagelse på ordet “Skandinavien”, som optræder på skrift første gang i romeren Plinius den Ældres Naturalis Historia fra 77 e.Kr. Sprogforskere mener, at ordet Skandinavien har samme udspring som det old­germanske ord Skåne. Det betød muligvis “farlig ø”. Ordet Skan er synonymt med Skåne, som ligger i det sydligste Sverige.

Plinius beskrev netop “Scatinavia” som én af 23 øer mod nord. I det efterfølgende århundrede hævdede Claudius Ptolemæus, at Skandinavien var den største af de tre “skandiske øer” øst for det nuværende Jylland. Romerne var formentlig ikke klar over, at det nuværende Sverige og Norge er landfast med resten af det europæiske kontinent.

På dansk omfatter Skandinavien i dag Danmark, Norge og Sverige, mens den skandinaviske halvø kun er betegnelsen for Norge og Sverige. Dette område kaldes sammen med Grønland, Færøerne, Island og Finland for Norden. På f.eks. engelsk kan ordet Scandinavia henvise både til Skandinavien og Norden.

De sydlige og langt mest folkerige områder i Norden har et tempereret klima. Skandinavien strækker sig til nord for polarcirklen, men har et relativt mildt vejr sin breddegrad taget i betragtning som følge af Golfstrømmen. Mange af de skandinaviske fjeldområder har et alpint tundra-klima. Der er mange søer og moræneryg, som er arven fra den sidste istid, der sluttede omkring 10.000 år siden.

De danske, norske og svenske sprog danner et dialektkontinuum og er kendt som de skandinaviske sprog. Alle anses for at være indbyrdes forståelige med hinanden. Færøsk og islandsk omtales som ø-skandinaviske sprog, da de kun er indbyrdes forståelige med kontinentale skandinaviske sprog i et meget begrænset omfang. Finsk og samisk er relateret til hinanden, samt ungarske, estiske og flere mindretalssprog, der tales i det vestlige Rusland. Derimod er de helt uden forbindelse til svensk, norsk og dansk. Finsk og samisk omfatter imidlertid flere ord, der er blevet optaget som afsmitning fra de omkringliggende sprog.

Udtrykkene Skandinavien og skandinaviske blev taget i brug i 1700-tallet for de tre skandinaviske lande.

Langt størstedelen af befolkningen i Skandinavien er skandinaver. De nedstammer fra flere (nord)germanske stammer, der oprindeligt beboede den sydlige del af Skandinavien og det nordlige Tyskland. De germanske stammer talte et germansk sprog, der udviklede sig til oldnordisk. Disse folk blev kendt som nordboere i den tidlige middelalder.
Vikingerne er populært forbundet med nordisk kultur. Islændinge og færinger nedstammer især, men ikke udelukkende, fra folk kendt som skandinaver.
Mange af de oprindelige skandinaver, der bosatte sig i Finland er blevet blandet med det finske folk under århundreder, men Finland er stadig officielt tosproget. Finlands største befolkningsgruppe er finnerne, hvis modersmål er enten finsk (omkring 95 %), svensk eller begge dele. Det svensktalende mindretal bor hovedsagelig på kysten fra byen Porvoo i Den Finske Bugt, til byen Kokkola, op i den Botniske Bugt. Ålandsøerne, en autonom provins i Finland, der ligger i Østersøen mellem Finland og Sverige, er helt svensktalende.
Det ekstreme nordlige Norge, Sverige og Finland, samt den mest nordvestlige del af Rusland, er hjemsted for regionens oprindelige indbyggere, dagens mindretal af samiske folk. Samerne boede oprindeligt i langt større områder i Skandinavien og Finland. I nyere historie er mennesker af mange forskellige oprindelser flyttet til Skandinavien og har dannet store minoriteter, den største, er dog finnerne af Sverige.
I slutningen af tidlige middelalder blev talrige germanske småriger og høvdigedømmer forenet i de tre riger Danmark, Norge og Sverige. Landene tog kristendommen til sig. Den erstattede den nordiske mytologi.
Finland, samt dele af Estland, har med jævne mellemrum været under skandinavisk herredømme i længere tid ad gangen. Skandinavien har, på trods af mange krige i løbet af årene siden dannelsen af de tre riger, været politisk og kulturelt tætte, selvom de konstellationer og alliancer, der har været, er skiftet gennem århundreder. Igennem hele 1400-tallet blev Skandinavien forenet i Kalmarunionen. Nationerne samarbejder i dag primært i Den Europæiske Union eller i Nordisk Råd.

Brugen af navnet Skandinavien som en bekvem generel betegnelse for de tre riger Danmark, Norge og Sverige er forholdsvis ny. Ifølge nogle historikere blev det vedtaget og indført i 1700-tallet på et tidspunkt, hvor ideer om en fælles arv begyndte at dukke op og udvikle sig til den tidlige litterære og sproglige Skandinavisme.

Den historiske populære brug afspejles også i det valgte navn for det fælles delte, skandinaviske flyselskab, Scandinavian Airlines, der oprindeligt var ejet i fællesskab af regeringerne i de tre lande, sammen med private investorer.

På dansk, norsk og svensk omfatter Skandinavien Danmark, Norge og Sverige. I engelsk sprogbrug bruges Skandinavien sommetider upræcist om alle de nordiske lande.

Ordet nævnes første gang hos den latinske naturvidenskabsmand Plinius den Ældre (23-79) i formen Scadinauia og tydes som en sammensætning af germansk *skadin- (skade, (klippe)skær) og 'aujō' (ø). Stednavnet Skåne (norrønt Skáney), der betegner Skandinaviens sydspids, kommer sandsynligvis af dette *Skadinaujō.

Den græske geograf Ptolemaios taler om fire øer ved navn Skandiai i Østersøen øst for Jylland, tre små og én stor (Fyn, Lolland, Sjælland og Skåne, som Ptolemaios forvekslede med en ø.) Den gotiske historieskriver Jordanes (omkring 485-552) fortæller, at goterne stammede fra øen Scandza, der i den nordlige del midt på sommeren i 40 døgn i træk har dagslys og omvendt ved midtvinter i lige så lang tid intet dagslys ser. Det er uvist, om Skandia er en forkortelse af *Skadinaujō eller en selvstændig afledning.

I det oldengelske Beowulf-kvad finder vi formen Scedenigge.




#Article 76: Sverige (13619 words)


Sverige (svensk: Sverige), officielt Kongeriget Sverige (svensk: Konungariket Sverige), er et land i Nordeuropa. Det grænser op til Norge mod vest og Finland mod øst. Sverige er forbundet med Danmark via en bro- og tunnelforbindelse over Øresund i sydvest. Det er med sine 450.295 kvadratkilometer, heraf landareal 407.311 km², EU’s 3. største land. Med omkring 10,35 millioner indbyggere har Sverige dog en forholdsvis lav befolkningstæthed med 25,4 indbyggere pr. kvadratkilometer landareal (31.05.2020). Størstedelen af landets befolkning lever i den sydlige del af landet. Omkring 87 % af svenskerne lever i byområder på over 200 indbyggere. Efter OECDs definition bor 41% af indbyggerne i byområder på over 50.000 indbyggere.

Siden forhistorisk tid har Sverige været befolket af de germanske folkeslag götere og sveere. Sydsverige er hovedsagelig landbrugsland, mens størstedelen af det nordlige Sverige er dækket af skov. Til trods for dets nordlige beliggenhed har Sverige et mildt klima. Det skyldes først og fremmest landets omfattende kystlinje. Sverige tilhører den geografiske region Skandinavien. Det konstitutionelle monarki Sverige er et parlamentarisk demokrati med en monark som statsoverhoved. Hovedstaden Stockholm er også landets største by. Den lovgivende magt udgøres af Riksdagen, der består af ét kammer med 349 medlemmer. Regeringen udgør med statsministeren i spidsen landets udøvende magt. Sverige er en enhedsstat bestående af 21 len og 290 kommuner.

Sverige opstod som en samlet nation i middelalderen. I det 17. århundrede nåede Sverige sin største udstrækning og blev en regulær stormagt. Landet bevarede sin stormagtsstatus indtil begyndelsen af det 18. århundrede. De svenske konger mistede gradvist deres territorier uden for Skandinavien i løbet af det 18. og 19. århundrede, og landets europæiske indflydelse nåede sin afslutning med Ruslands annektering af Finland i 1809. Sverige har ikke deltaget i krigshandlinger siden 1814, hvor Norge med militær magt blev tvunget ind i en personalunion under den svenske konge. Sverige har siden da forholdt sig neutral i udenrigspolitiske anliggender. Personalunionen med Norge blev opløst i 1905 og de svenske grænser har ikke rykket sig siden da. Selvom Sverige formelt afholdt sig fra at vælge side under verdenskrigene, engagerede de svenske myndigheder sig i humanitære projekter. Svenskerne tog bl.a. imod flygtninge fra det tyskbesatte Europa under 2. verdenskrig.

Sverige blev optaget i EU den 1. januar 1995. Landet har dog afvist medlemskab af både NATO og Eurozonen. Sverige er også medlem af FN, Nordisk Råd, Europarådet, WTO og OECD. Det svenske samfund baserer sig på den skandinaviske velfærdsmodel, der bl.a. yder offentlig sundhed og uddannelse til sine borgere. Sverige er et af verdens rigeste lande og rangerer højt på mange internationale målinger over livskvalitet, sundhed, uddannelse, demokratiske rettigheder, økonomisk konkurrence, lighed, velstand og udvikling. 

Navnet Sverige er første gang dokumenteret i det episke digt, Beovulfkvadet, fra 1000-tallet, under navneformen Swēorice. Fra slutningen af 1200-tallet er det dokumenteret under formen Swerike. Mod slutningen af 1400-tallet havde navnet ændret sig til Swerighe, i 1600-tallet blev det ændret til Swerghe og Swirghe. Gustav II Adolf anvendte formen Swirge. I dag anvendes formen fra den sene middelalder, Sverige.

Sverige opstod som en selvstændig enhedsstat i middelalderen. I det 17. århundrede ekspandere landet til et imperium, som blev en af de toneangivende nationer i Europa i det 17. og begyndelsen af det 18. århundrede. Det meste af det erobrede land uden for den skandinaviske halvø gik tabt i løbet af det 18. og det 19. århundrede; den østlige del af landet, det nuværende Finland, blev tabt til det Russiske Kejserrige i 1809. Den seneste krig, Sverige aktivt har været en del af, var i 1814, hvor landet med militære midler tvang Norge med ind i en personalunion. Siden har Sverige haft fred og praktiseret alliansfrihet i fred syftande till neutralitet i krig (alliancefrihed i fredstid og neutralitet i krigstid). Sverige har været medlem af EU siden 1. januar 1995 og er medlem af OECD.

Sveriges forhistorie begynder i Allerødtiden, en relativt varm periode omkring 12.000 f.Kr. i slutningen af ældre stenalder, hvorfra man har fundet arkæologiske vidnesbyrd om lejre for rensdyrjægere fra Brommekulturen. Disse første indbyggere i landet var fulgt med kanten af indlandsisen fra Weichsel-istiden, der efterhånden som den trak sig tilbage, nåede det, der nu er det sydligste Sverige. De første indbyggere var jægere og samlere, som især levede af rigdommene i Østersøen. Der er kun gjort meget sparsomme fund fra stenalderen i det meste af Sverige. Der er fundet tilvirkede flintesten i Skåne dateret omkring 9.000 f.Kr., og jægere og samlere har langsomt spredt sig nordpå. Omkring 4000 f.Kr. var der i Danmark og det sydligste Sverige indført landbrug og husdyrhold, der sandsynligvis tilsvarende har spredt sig langsomt nordpå.

Omkring begyndelsen af bronzealderen begunstigede et særdeles mildt klima, at befolkningen voksede i hele Sydskandinavien. En række arkæologiske fund fra store handelssamfund understøtter teorien om, at især det sydlige Sverige var tæt befolket i bronzealderen; helt til Stockholm er der fundet spor fra denne tid.

Fra jernalderen er det sandsynligt, at forskellige større magtområder har udviklet sig i Sverige. Tacitus beskrev i sin Germania i 98 e.Kr. en betydende stamme i det svenske område med navnet sveer (kendt ikke blot for deres våben og mænd, men for deres skibe); disse folk havde skibe med bove i begge ender (langskibe). Hvilke konger (kuningaz), der regerede disse sveere, er ukendt, men den nordiske mytologi kan fremvise en lang række sagnkonger, hvoraf nogle peger tilbage til de sidste par århundreder før vor tidsregning. Lokalt har man behersket skrift i form af runer, som har været brugt af eliten i det sydlige Skandinavien så langt tilbage som 2. århundrede e.Kr., men de sparsomme eksempler, man har fundet fra romertiden, er korte inskriptioner på genstande, mest af navne på mænd. Disse inskriptioner viser, at folk i Sydskandinavien på den tid talte urnordisk, en forløber for svensk og andre nordiske sprog.

I det 6. århundrede omtalte Jordanes to stammer, som han benævnte suehans og suetidi, som levede i Scandza. De to navne menes at referere til den samme stamme. Suehanserne, fortalte han, havde meget fine heste i lighed med thyringi-stammen. Snorri Sturluson skrev, at den svenske konge på samme tid, Adils, havde de fineste heste på sin tid. Suehanserne kunne levere sorte ræveskind til det romerske marked. Senere nævnte Jordanes suetidi, som menes at være en latiniseret udgave af sveer. Han skrev, at suetidierne er de højeste af stammerne sammen med danerne, som var beslægtet med dem. Senere omtalte han også andre skandinaviske stammer, som var lige så høje.

Fra et udgangspunkt i det sagnomspundne Scandza, som menes at svare til nutidens Götaland i Sverige, krydsede gotere Østersøen tidligere end 2. århundrede e.Kr. og endte i Skytien ved bredden af Sortehavet i nutidens Ukraine, hvor de har afsat arkæologiske spor i Tjernjakhovskij-kulturen. I det 5. og 6. århundrede blev dette folkeslag delt i visigoter og ostrogoter, som etablerede sig efter Romerrigets fald som stærke stater som efterfulgte romerne på den Iberiske Halvø og i Italien. Krimgotiske samfund lader til at have overlevet intakt indtil slutningen af det 18. århundrede.

Der har sandsynligvis ikke været et sammenhængende svensk herskabsområde sent i jernalderen og i vikingetiden, men snarere forskellige rivaliserende konge/høvdinge-dømmer. Kilder nævner Götaland og Svealand som to autonome stærke regioner. Det sydlige Sverige var i jernalderen sandsynligvis kulturelt knyttet tættere til områder i Danmark. Omkring Ystad er der fundet spor af en større handelsplads fra cirka 600-700 e.Kr.

Vikingetiden i Sverige varede i store træk fra det 8. til det 11. århundrede. Det menes, at svenske vikinger og gotlændere især rejste øst- og sydpå til Finland, Baltikum, Rusland, Hviderusland, Ukraine, Sortehavet og så langt væk som til Bagdad. Vejen gik ad Dnepr over Konstantinopel, og på denne rute foretog de adskillige plyndringer. Den byzantinske kejser Theofilos værdsatte disse folks store militære evner og bad dem om at blive hans personlige vogtere, kendt som Væringgarden. De svenske vikinger, kaldet ruser, menes at være stamfædre til kievruserne. Den arabiske opdagelsesrejsende Ahmed Ibn Fadlan beskriver disse vikinger således:

De mange vikingetogter er i stort omfang dokumenteret i form af runesten, der er fundet over store dele af den sydlige halvdel af Sverige.

Det vides ikke, hvornår og hvor det svenske kongedømme opstod, men listen over Sveriges regenter begynder sædvanligvis ved konger, der regerede i både Svealand og Götaland som samlet område, begyndende med Erik Sejrsæl. De to områder havde tilbage til antikken været to selvstændige områder; i Beovulfkvadet beskrives legenden om en krig mellem de to nationer i det 6. århundrede.

I begyndelsen af vikingetiden var der ved det nuværende Ystad i Skåne og Paviken på Gotland blomstrende handelscentre. Der er gjort fund fra, hvad der menes at være en stor markedsplads fra 7. eller 8. århundrede i Ystad. I Paviken, der var et vigtigt knudepunkt for handel med Baltikum i det 9. og 10. århundrede, er der fundet rester af en stor havn fra vikingetiden med gårde, hvor man byggede skibe og lavede håndværk. Mellem 800 og 1000 bragte den livlige handel store mængder sølv til Gotland, og ifølge nogle forskere akkumulerede gotlænderne i den periode mere sølv end resten af den skandinaviske befolkning tilsammen.

Ansgar får som regel æren for at have indført kristendommen i landet i 829, men den nye religion havde ikke for alvor held med at fortrænge den traditionelle nordiske mytologi før op i det 12. århundrede. I løbet af det 11. århundrede blev kristendommen den dominerende religion, og fra omkring 1050 blev Sverige regnet som et kristent rige. I perioden mellem 1100 og 1400 var Sverige ved at dannes og konsolideres som en enhed, og landet var præget af interne stridigheder samt af kappestrid mellem de nordiske kongeriger. De svenske konger gik i gang med at ekspandere det svenskkontrollerede område i Finland, hvilket skabte konflikter med ruserne, der ikke længere havde forbindelser med Sverige.

Hvis man ser bort fra Skåne, der på den tid var dansk, udviklede der sig i Sverige aldrig rigtig feudalisme, som man kender det fra resten af Europa. Bondestanden forblev derfor i det store hele en fri klasse af landbrugere gennem det meste af Sveriges historie. Slaveri var ikke særlig udbredt i landet, og det, der fandtes, blev afskaffet med blandt andet indførelsen af kristendommen, af vanskelighederne med at skaffe slaver øst for de baltiske områder samt bydannelsen i Sverige før det 16. århundrede. Faktisk blev både slaveri og livegenskab afskaffet ved et dekret af kong Magnus Eriksson Tidligere slaver blev herpå optaget i bondestanden eller blev arbejdere i byerne. Perioden var præget af fattigdom, og Sverige var generelt et tilbagestående land på den tid, hvor byttehandel var dominerende i landets økonomi. Det kunne for eksempel foregå på den måde, at bønder i Dalsland transporterede deres smør til mineområdet i Sverige, hvor de byttede det for jern, som de efterfølgende fragtede til kysten, hvor de byttede jernet for fisk, som de havde brug for som fødemiddel, mens jernet blev sendt til udlandet med skibe.

I det 14. århundrede blev Sverige ramt af den sorte død, som førte til en nedgang i befolkningstallet. I den periode fik byerne efterhånden større rettigheder og var under stor indflydelse af tyske købmænd fra Hanseforbundet, der særlig var aktivt i Visby. I 1319 var den kun treårige Magnus Eriksson blevet konge af Sverige og Norge. Drengens alder bidrog til monarkiets faldende indflydelse i området, og stærke adelsslægter begyndte at spille en stadig større rolle og fik tiltvunget sig stadig større rettigheder. Hans efterfølger blev hans, nevø Albrecht af Mecklenburg, men den stigende magt blandt adelige og bybefolkningerne betød Albrechts fald, og svenskerne vendte sig nu mod det danske kongehus for at finde en efterfølger.

I 1397 blev Norge, Danmark og Sverige forenet under Danmarks Margrete 1. i Kalmarunionen. Det viste sig dog hurtigt, at svenskerne, i særdeleshed adelen, ikke var tilfreds med at blive styret fra Danmark. Der var ikke tale om en politisk union, og igennem det 15. århundrede forsøgte Sverige at modstå et dansk centraliseret styre under den danske konge. Således etablerede man den første Riksdag i 1435, en institution, der de følgende århundreder skulle få betydelig magt i landet. Omkring 1500 var det Sture-slægten, der sad på magten, og flere medlemmer af den familie var rigsforstandere i landet og søgte at rive Sverige løs af det danske styre. Stridighederne kulminerede, da Christian 2. foranstaltede det Stockholmske Blodbad i form af en massakre på 82 ledende svenskere. Dette førte til forøget modstand mod danskerne, og Sverige brød ud af Kalmarunionen i 1523, hvor den svenske krone blev genindført og Gustav Vasa blev valgt til konge. Denne begivenhed indledte ældre vasatid i Sverige, af nogle omtalt som grundlæggelsen af det moderne Sverige.

Noget af det første, der skete efter Gustav Vasas kroning, var at stække den katolske kirkes magt, hvilket førte til reformationen, der dog først officielt blev indført under Karl 9. På den økonomiske front brød Gustav Vasa Hanseforbundets kontrol over den svenske handel med Baltikum.

Hanseforbundet var officielt blevet stiftet i Lübeck i Nordtyskland i 1356. Forbundet søgte at opnå borger- og handelsrettigheder fra prinser og regenter i lande og byer langs Østersøkysten. Til gengæld tilbød det en vis beskyttelse, idet forbundet med sin egen krigsflåde var i stand til at holde østersøområdet fri for sørøvere. De koncessioner, som Hanseforbundet opnåede, var blandt andet, at kun indbyggere fra forbundets byer havde lov til at drive handel fra deres havne. De stræbte efter at undgå alle former for told og skatter. Med sådanne koncessioner drog store flokke af Lübeck-købmænd til Stockholm, hvor de snart kom til at dominere byens økonomi, og de var i stort omfang skyld i, at havnen i Stockholm gjorde byen til den største og mest betydningsfulde i landet. Hansekøbmændenes handel bestod for to tredjedeles vedkommende af import af tekstil og en tredjedel af salt, mens udførslen først og fremmest bestod af jern og kobber.

Imidlertid blev svenskerne efterhånden trætte af hansemonopolet på handelen, der mest blev drevet af indvandrede tyskere, og som betød, at indkomsten fra handelen i stort omfang blev kanaliseret til Tyskland. Da Gustav Vasa brød hansemonopolet, blev han derfor betragtet som en stor helt af sit folk. Historien betragter nu Gustav som grundlæggeren af den moderne svenske nation. Det fundament, han lagde, tog dog tid at udvikle, men da det endelig skete, og Sverige trådte ind i sin stormagtstid, betød den svenske tradition for frie bønder, at en større del af den økonomiske gevinst gik i deres lommer end i en feudal landadels.

I det 17. århundrede blev Sverige en af de store magter i Europa. Forinden havde Sverige været et fattigt og tyndt befolket land i udkanten af den europæiske civilisation uden nogen særlig magt eller noget specielt rygte i resten af verden. Landet opnåede sin store berømmelse i Europa under Gustav Adolfs regering, hvor Sverige erobrede landområder mod syd og øst fra Danmark, Rusland og Polen-Litauen i en række konflikter, herunder Trediveårskrigen.

I denne langvarige konflikt erobrede Sverige omkring halvdelen af staterne i det tysk-romerske rige. Gustav Adolf havde planer om at blive den næste tysk-romerske kejser ved at herske over et forenet Skandinavien og det tysk-romerske rige. Han døde imidlertid i slaget ved Lützen (1632), inden han kunne realisere sin plan. Efter Sveriges eneste større nederlag i trediveårskrigen i slaget ved Nördlingen (1634) mindskedes den prosvenske opbakning i de tyske småstater, som en efter en frigjorde sig fra det svenske overherredømme, indtil Sverige blot havde enkelte områder ud til Østersøen i form af Svensk Forpommern, Bremen-Verden og Wismar tilbage. Undervejs i krigen menes de svenske tropper at have ødelagt 2.000 slotte, 18.000 landsbyer og 1.500 byer i Tyskland, en tredjedel af alle de tyske byer.

Ekspansionen gik også ud over Danmark-Norge, hvorfra Sverige i flere krige, herunder Karl Gustav-krigene, erobrede vigtige provinser. Mest markant var det, da Danmark ved Roskildefreden i 1658 måtte opgive Skånelandene (Skåne, Halland, Blekinge og Bornholm) til Sverige. Under den store nordiske krig måtte Sverige i 1710 efter 200 år trække sig ud af det nordlige Baltikum. Dermed sluttede Sveriges hegemonialstilling i Østersøen. I frihedstiden forsøgte Riksdagen, der var den regerende magt, flere gange at genvinde den tabte stormagtsstatus, men efter hattenes krig 1741-43 mod Rusland, måtte Sverige afstå store dele af Finland og endeligt opgive stormagtsdrømmene.

I midten af det 17. århundrede var Sverige Europas tredjestørste land målt på areal, kun overgået af Rusland og Spanien. Landet nåede sin største udbredelse under Karl 10. Gustav efter Roskildefreden. Mod slutningen af århundredet blev Sverige og i særdeleshed Finland ramt af en voldsom hungersnød, der kostede en tredjedel af den finske befolkning livet og også var hård ved befolkningen i selve Sverige.

Den lange periode på konstant krigsfod tærede på Sveriges økonomi, og det blev Karl 11., der kom til at bruge megen af sin regeringstid på at genskabe et økonomisk fundament samt et slagkraftigt militær. Arven til hans søn, Karl 12. var en af de fineste våbenbeholdninger i verden, en stor stående hær og en fremragende flåde. Sveriges største trussel på den tid, Rusland, havde en større hær, men var langt bagefter Sverige i udstyr og træning. Karl 12. blev kendt som Krigerkongen, og han tilbragte en stor del af sin regeringstid i felten i en periode, der var præget af den Store Nordiske Krig (1700-1721), hvor Rusland, Danmark samt andre af Sveriges naboer udfordrede den trussel, som Sverige selv udgjorde. I begyndelsen af denne havde Sverige stor succes og nedkæmpede den russiske hær så effektivt i slaget ved Narva i 1700, at Rusland lå åben for en svensk invasion. Svenskerne valgte i stedet at koncentrere sig om Polen-Litauen, hvilket gav russerne ro til at genopbygge og modernisere sin hær.

Karl besluttede nogle år senere at invadere Rusland, men denne gang måtte han se sin hær lide et afgørende nederlag i slaget ved Poltava i 1709. Dette blev begyndelsen til enden på Sveriges stormagtstid. Medvirkende til den svenske tilbagegang var også, at hjemlandet blev ramt af pesten, der blandt andet i høj grad gik ud over Stockholm, hvor omkring en tredjedel af befolkningen omkom mellem 1710 og 1713. Trods dette søgte Karl 12. at invadere Norge i 1716, men erobringen fik en brat ende, da Karl døde under belejringen af Frederiksten i 1718. Kongens død nedbrød strukturen og organisationen af togtet, og de svenske tropper trak sig derpå ud af Norge uden at være blevet besejret.

Nogle få år senere, i 1721, sluttede den Store Nordiske Krig med freden i Nystad, der kostede Sverige store landarealer og sin placering som en europæisk stormagt, en placering som arvefjenden Rusland i stedet overtog. Den Store Nordiske Krig kostede svenskerne 200.000 mand, deraf en fjerdedel fra det nuværende Finland.

I det 18. århundrede havde Sverige ikke nok ressourcer til at opretholde sine landområder uden for Skandinavien og måtte se dem overtaget af andre nationer. Denne proces kulminerede i 1809, hvor Sverige efter en kort tabt krig mod Det Russiske Kejserrige måtte afgive hele kontrollen over Finland til russerne. Finland havde siden middelalderen mere eller mindre været under svensk kontrol.

I et forsøg på at genetablere den svenske dominans i Østersøområdet indgik Sverige alliance mod sin ellers traditionelt allierede og velgører, Frankrig, i Napoleonskrigene. Frankrig og dets allierede, heriblandt Danmark-Norge, tabte det afgørende slag ved Leipzig til koalitionen, og Sverige fik som led i Kielerfreden i 1814 tildelt Norge som erstatning for landets provinser i Nordtyskland. Da Norge søgte at hævde sig som suveræn nation, invaderede Karl 13. Norge, og landet måtte acceptere at indgå med Sverige i en personalunion, der fungerede til 1905. Siden denne invasion har Sverige ikke deltaget i kamphandlinger og har værnet om sin neutralitetsstatus.

I løbet af det 18. og 19. århundrede skete der i Sverige en betydelig stigning i befolkningstallet, hvilket forfatteren Esaias Tegnér i 1833 tilskrev freden, [koppe]vaccinen og kartoflerne (freden, vaccinet och potaterne). Mellem 1750 og 1850 fordobledes befolkningen i landet. Dette medførte en omfattende udvandring af svenskere til Amerika i de følgende årtier, og denne udvandringsbølge var med til at undgå sultkatastrofer og social oprør i landet. På højdepunktet af bevægelsen udvandrede over 1 % af den svenske befolkning årligt i løbet af 1880'erne. På trods af denne enorme immigration forblev Sverige fattigt og bevarede en økonomi baseret næsten udelukkende på landbrug i en tid, hvor resten af Vesteuropa, herunder Danmark, overgik til industribaseret økonomi.

De fleste udvandrere udså sig Amerika som stedet, hvor de kunne få et bedre liv. Det anslås, at i perioden 1850-1910 udvandrede over en million svenskere til USA. I begyndelsen af det 20. århundrede boede der flere svenskere i Chicago end i den næststørste by i fædrelandet, Göteborg. De fleste svenske immigranter flyttede til Midtvesten, i særlig grad til Minnesota, mens mindre grupper slog sig ned andre steder i USA og i Canada.

På trods af den langsommelige proces med at industrialisere Sverige til langt op i det 19. århundrede skete der en række forandringer i agrarøkonomien på grund af nyskabelser og den store befolkningstilvækst. Blandt de nye tiltag var indhegning af marker, markant forøget opdyrkning af landarealer og indførelsen af nye afgrøder som kartofler. Da de svenske bønder aldrig havde været livegne, som det var almindeligt i stort set resten af Europa, begyndte den svenske bondekultur at påtage sig en kritisk rolle i politiske debat, noget der har fortsat op til nutiden med Centerpartiet, der i lighed med det danske Venstre har rødder i bondebevægelsen. Fra 1870 til udbruddet af 1. verdenskrig kom der omsider fart i industrialiseringen, som medførte, at industriproduktionen i den periode overtog pladsen som dominerende i den svenske økonomi, hvilket har været gældende næsten til nutiden.

Stærke græsrodsbevægelser dukkede op i Sverige i anden halvdel af det 19. århundrede (fagforeninger, afholdsbevægelsen og en række uafhængige religiøse grupper), og disse var med til at skabe de demokratiske spilleregler, der siden har været bærende i landets kultur og politik. Denne proces var gennemført omkring tiden for 1. verdenskrig. Den industrielle revolution i det 20. århundrede skabte yderligere forandring af landet, idet en betydelig del af landbefolkningen i takt med denne rykkede ind til byerne for at arbejde i fabrikkerne, og en stor del blev involveret i socialistiske fagforeninger. En kommunistisk revolution blev afværget i 1917, hvorpå man igen indførte parlamentarismen, og landet blev demokratiseret.

Sverige holdt sig officielt neutralt under både første og anden verdenskrig, selv om neutraliteten under sidstnævnte har været omstridt. Sverige var under en stor del af denne krig under indflydelse af Nazityskland, idet forbindelserne til den øvrige verden var begrænset på grund af tyske blokader. Den svenske regering så sig ikke i stand til at gå imod tyskerne og indgik derfor samarbejde med den store magt mod syd på forskellige områder. Sverige leverede også stål og maskindele til Tyskland under hele krigen. Men samtidig hermed ydede landet støtte til den norske modstandsbevægelse, og i 1943 tog det imod jøder fra Danmark, der flygtede fra deportation til koncentrationslejrene. Også Finland oplevede svensk støtte under Vinterkrigen og Fortsættelseskrigen med frivillige og materiel.

Mod slutningen af krigen begyndte Sverige at spille en rolle i det humanitære arbejde, og talrige flygtninge, heriblandt jøder fra mange af de nazistiskbesatte områder i Europa, blev reddet, delvist som følge af svensk deltagelse i redningsaktioner for indsatte i koncentrationslejrene med de hvide busser, og delvist fordi Sverige fungerede som tilflugtssted for flygtninge, primært fra de nordiske lande og Baltikum. Den svenske diplomat Raoul Wallenberg og hans kolleger skal have reddet op imod 100.000 ungarske jøder. På trods af dette har der været rejst både intern og ekstern kritik over, at Sverige ikke gjorde mere for at bekæmpe nazismen, også selv om det kunne have betydet besættelse af landet.

Som erklæret neutralt land holdt Sverige sig uden for de to store forsvarspagter, der opstod efter 2. verdenskrig, NATO og Warszawapagten, og landet forblev neutralt under den kolde krig, men på uofficiel basis havde Sverige gennem sine ledere tætte forbindelser til USA og andre vestlige stater i denne periode.

Efter krigen nød Sverige godt af at have et intakt produktionsapparat, social stabilitet samt mange naturressourcer til at udvide sin industri, der kom til at hjælpe med genopbygningen af Europa. Sverige indgik i Marshallplanen og i OECD. I størstedelen af efterkrigstiden sad socialdemokraterne, med tætte forbindelser til fagforeningerne og industrien, solidt på magten i landet. Regeringen støttede aktivt udviklingen af en internationalt konkurrencedygtig produktionssektor bestående særligt af store virksomheder.

Sverige var med til at grundlægge EFTA, en gruppe lande, der i 1960'erne ofte blev kaldt De syv i modsætning til EF, hvis lande blev kaldt De seks. I lighed med de mange andre lande verden over oplevede Sverige økonomisk tilbagegang på grund af oliekriserne i 1973-74 og 1978-79. I løbet af 1980'erne satsede Sverige på at omstrukturere sin industri, hvorunder fx skibsbyggeri blev nedprioriteret, og træmasse kom til at indgå i en moderniseret papirfremstilling, stålindustrien blev specialiseret på færre områder, mens den mekaniske fremstilling i stort omfang gik over til it-baseret styring.

Mellem 1970 og 1990 steg skattebyrderne med over 10 %, en ret beskeden stigning sammenlignet med andre vesteuropæiske lande. Efterhånden kom det offentlige til at stå for over halvdelen af landets BNI, og Sveriges placering på listen over lande rangordnet efter BNI pr. indbygger faldt i denne periode.

En bristet ejendomsboble skabt af utilstrækkelig kontrol med låntagning kombineret med international recession og en politik, der vekslede mellem at fokusere på at nedbringe arbejdsløsheden og at nedbringe inflationen, resulterede i en finanskrise i begyndelsen af 1990'erne. Sveriges BNI faldt i den forbindelse med omkring 5 %. I 1992 fik valutaspekulation Sveriges Nationalbank til kortvarigt at hæve dag-til-dag-renten til 500 %.

Regeringens svar på dette var at beskære de offentlige udgifter og sætte gang i en række reformer med henblik på at skærpe Sveriges konkurrenceevne; blandt disse midler var reduktion goderne i velfærdsstaten og privatisering af offentlige opgaver. Majoriteten af politikerne gik ind for medlemskab af EU, og folkeafstemningen herom gav 52 % opbakning for dette ved valget 13. november 1994, hvorpå Sverige blev optaget i EU pr. 1. januar 1995.

Sverige står fortsat uden for militære samarbejdsorganisationer, men har deltaget i øvelser med NATO og andre lande samtidig med, at landet intensivt har samarbejdet med andre europæiske lande inden for forsvarsteknologi og våbenindustri. Blandt andet er nogle af de våben, USA har anvendt i Irak, fremstillet i Sverige. Endvidere har Sverige en lang tradition for at deltage i internationale fredsbevarende missioner, heriblandt i de senere år i Afghanistan, hvor svenske tropper er under NATO-ledelse, samt i EU-baserede operationer i Kosovo, Bosnien-Hercegovina og Cypern.

Sverige er et konstitutionelt monarki med Carl 16. Gustaf som den siddende konge. Monarkiets magt er hovedsageligt begrænset til repræsentative og ceremonielle funktioner. Samtidig har landet parlamentarisk og repræsentativt demokrati, hvorved den egentlige magt i landet ligger hos Riksdagen. Riksdagen, der har ét kammer, vælger statsministeren, der udpeger sin regering. Riksdagen har 349 medlemmer, der findes ved frie valg, der afholdes hvert fjerde år på den tredje søndag i september.

Sverige har en forfatning, der består af fire grundlove (Samling av grundlagar): Regeringsformen, Successionsordningen, Trykkefrihedsforordningen og Ytringsfrihedsgrundloven. Dertil kommer Riksdagsordningen, der har status mellem de fire grundlove og øvrige almindelige love. Regeringsformens første paragraf lyder således:

Den lovgivende magt i Sverige udøves af Riksdagen, mens den udøvende magt, der implementerer lovene, ligger hos statsministeren og regeringen. Den dømmende magt, domstolene, er uafhængig af de to øvrige instanser. Sverige har ikke nogen obligatorisk prøvelsesret, men et lovråd (lagrådet) gennemgår nye love, med mindre regeringen over for Riksdagen kan begrunde at undlade dette. Beslutninger fra Riksdagen og regeringsdekreter kan erklæres for ulovlige, hvis de er åbenbart i modstrid med grundlovene, men på grund af, at prøvelsesretten ikke er obligatorisk, har dette i praksis kun beskeden betydning.

Nye love kan foreslås af regeringen eller af riksdagsmedlemmer. Riksdagens medlemmer vælges ved forholdstalsvalg for fire år ad gangen. Grundlovene kan ændres af Riksdagen ved simpelt, men absolut flertal; vedtagelsen skal finde sted ad to gange, hvorimellem der skal have været afholdt valg til Riksdagen.

Socialdemokraterne har spillet en ledende rolle i svensk politik siden 1917, efter at de mest revolutionære forlod partiet for at danne Vänsterpartiet. Siden 1932 har regeringen været domineret af Socialdemokraterne, og kun efter fem valg (1976, 1979, 1991, 2006 og 2010) har centrum-højreblokken haft tilstrækkelig støtte i Riksdagen til at kunne danne regering. Dårlig økonomisk styring siden begyndelsen af 1970'erne og særligt efter finanskrisen i begyndelsen af 1990'erne har medført, at Sverige har haft et mindre ensidigt politisk system, der i højere grad minder om de fleste øvrige europæiske landes systemer.

Ved riksdagsvalget 2006 dannede Moderaterne sammen med Centerpartiet, Folkpartiet og Kristdemokraterna Allians för Sverige og vandt flertal i Riksdagen. Sammen dannede de regering med Moderaternas leder Fredrik Reinfeldt som statsminister. Alliansen var oppe imod en samlet venstreblok ved riksdagsvalget i Sverige 2010, hvor for første gang Sverigedemokraterna kom ind i Riksdagen. Alliansen vandt valget, men havde ikke selv flertal, og da ingen af de to store grupper ønskede at samarbejde med Sverigedemokraterna, blev resultatet, at Reinfeldt fortsatte som statsminister for en mindretalsregering. Efter riksdagsvalget i 2014 blev socialdemokraten Stefan Löfven statsminister en mindretalsregering med Miljöpartiet de Gröna. Vänsterpartiet er ikke i regeringen, men er støtteparti.

Ved valget til Europa-Parlamentet har partier, der ikke har formået at komme over spærregrænsen til Riksdagen formået at opnå repræsentation. Det gælder Junilisten (2004–2009), Piratpartiet (2009–2014) og Feministiskt initiativ (2014-nuværende).

Sverige har været et monarki i omkring tusind år, en del af årene under skiftende kontrol af et parlamentarisk system. Begrebet riksdag stammer fra 1540'erne, men det første møde med repræsentanter for de forskellige dele af landet og fra flere socialgrupper, som diskuterede forhold af betydning for landet som helhed, fandt sted allerede i 1435 i Arboga. Ved møder under Gustav Vasa mellem 1527 og 1544 var der for første gang repræsentanter for alle fire stænder (kirke, adel, borgere og bønder) til riksdagsmøde. Monarkiet blev arveligt fra 1544.

Den lovgivende magt har været delt mellem kongen og Riksdagen. Den udøvende magt var delt mellem kongen og et adelsråd indtil 1680, hvorpå et enevældigt kongedømme tog sig af denne opgave. Som en reaktion på nederlaget i den store nordiske krig blev parlamentarismen introduceret i 1719, den såkaldte frihedstid, efterfulgt af tre organisatorisk forskellige konstitutionelle monarkier i 1772, 1789 og 1809. Det sidste indeholdt flere borgerlige rettigheder. Parlamentarismen blev genindført i 1917, da kong Gustav 5. efter en lang kamp accepterede at udnævne regeringen ved flertalsafgørelser i parlamentet. I 1918-1921 blev den generelle og lige stemmeret indført. Parlamentarismen blev bevaret af kongens efterfølger Gustaf 6., indtil en grundlov i 1975 i praksis fjernede kongens politiske magt.

Oprindeligt bestod Riksdagen af to kamre, og i 1866 blev Sverige formelt set et konstitutionelt monarki med et førstekammer bestående af personer valgt indirekte via lokale råd samt et andetkammer med personer, der var valgt ved direkte valg. I 1971 blev Riksdagen ændret til at bestå af ét kammer.

Sverige har tradition for stor politisk deltagelse af almindelige mennesker i form af de mange folkelige bevægelser (Folkrörelser), hvoraf de mest markante er fagforeningerne, uafhængige kristne grupper, afholdsbevægelsen, kvindebevægelsen og i nyere tid bevægelsen for piratvirksomhed for intellektuel ejendom. Den stærke politiske interesse giver sig udslag i høje valgdeltagelser, som dog de seneste årtier har været for nedadgående til at ligge på omkring 80 %, men det seneste valg gav en stigning til 84,6 %. Svenske politikere har i en årrække nydt meget stor tillid hos befolkningen, men den er de senere år faldet betydeligt og ligger nu under den tillid, som de nordiske naboers politikere nyder i de respektive lande.

Det juridiske system er opdelt i retsinstanser, der håndhæver henholdsvis civile retssager og straffesager, samt specialretsinstanser, som har ansvaret for det juridiske forhold mellem offentligheden og regeringen eller andre offentlige myndigheder. Sveriges retssystem er opdelt i lokale retsinstanser (tingsrätter), regionale appelretsinstanser (hovrätter) og en højesteret (Högsta domstolen). Højesteret består af seksten dommere (justistieråd), som udpeges af regeringen, men er i øvrigt uafhængig af Riksdagen, og regeringen kan ikke blande sig i højesterets arbejde.

Retshåndhævelsen udføres af flere landsdækkende instanser. Det svenske politi (Polisen) er en regeringsmyndighed, der løser politiopgaver. Den nationale indsatsstyrke er en specialenhed inden for den nationale kriminalitetsopklaringsafdeling. Säkerhetspolisen står for kontraspionage, anti-terroraktiviteter, beskyttelse af forfatningen og beskyttelse af sårbare objekter og personer.

I en EU-undersøgelse fra 2005 blev kriminaliteten i Sverige bedømt til at være middel i forhold til de øvrige EU-lande. På trods heraf opfatter befolkningen risikoen for at blive udsat for kriminalitet for højere end i EU i gennemsnit. Det er især faren for at blive overfaldet, for kvinder for at blive udsat for seksualforbrydelser, for at blive udsat for hadkriminalitet samt for at blive bedraget i handel, der opfattes at være højere i Sverige end i det øvrige EU. Til gengæld er svenskerne ikke så bekymrede for at opleve indbrud, biltyveri eller narkotikarelateret kriminalitet.

Gennem hele det 20. århundrede har Sveriges udenrigspolitik været baseret på princippet om ikke at indgå i alliancer i fredstid og neutralitet i krigstid. Den svenske regering har fulgt en uafhængig kurs om alliancefrihed i fredsperioder på en måde, så neutraliteten kunne opretholdes i tilfælde af krig.

Sveriges neutralitetsdoktrin bliver normalt sporet tilbage til det 19. århundrede, idet Sverige senest var i krig i 1814 (mod Norge). Under anden verdenskrig opretholdt landet sin neutralitet ved hverken at tilslutte sig De Allierede eller Aksemagterne. Dette har været omdiskuteret, idet Sverige i visse tilfælde tillod Nazityskland at benytte svenske jernbaner til at transportere tropper og forsyninger, særligt jernmalm fra minerne i Nordsverige, idet jernet var vitalt for den tyske krigsmaskine. Omvendt bidrog Sverige også indirekte til forsvaret af Finland i Vinterkrigen og tillod træningen af norske og danske tropper i landet efter 1943.

I koldkrigsperioden kombinerede Sverige sin politik om alliancefrihed og lav profil i internationale forhold med en sikkerhedspolitik baseret på en stærk national sikkerhed. Funktionen af det svenske militær var at afskrække fra angreb på landet. Samtidig opretholdt landet dog relativt tætte, men uformelle forbindelser med den vestlige blok, især inden for udveksling af efterretninger. I 1952 blev en svensk DC-3 skudt ned over Østersøen af et sovjetisk MiG-15-jagerfly. Senere efterforskning påviste, at DC-3'eren faktisk indsamlede informationer til NATO. Et andet fly, en Catalina SAR, blev et par dage senere sendt ud for at eftersøge DC-3'eren, men det blev også skudt ned af det sovjetiske luftvåben. Som et eksempel på, at svenskerne forsøgte at balancere sin politik, kan nævnes, at daværende statsminister Olof Palme besøgte Cuba i 1970'erne og markerede sin støtte til Cuba i taler i den forbindelse.

Fra slutningen af 1960'erne forsøgte Sverige at spille en mere aktiv, men stadig uafhængig rolle på den internationale scene. Landet involverede sig betydeligt i internationale fredsforhandlinger, særligt via FN, og ofte i forhold til den tredje verden. Efter mordet på Olof Palme i 1986 og afslutningen af den kolde krig har Sverige taget en mere traditionel udenrigspolitisk rolle, men landet er fortsat aktivt involveret i fredsbevarende missioner og opretholder et betydeligt budget til ulandsbistand.

I 1981 stødte en sovjetisk Whiskey-klasse ubåd U137 på grund tæt på den svenske flådebase i Karlskrona. Efterforskningen har aldrig endegyldigt påvist, om ubåden satte sig fast på grund af navigationsfejl, eller om det var en fjendtlig spionagehandling med henblik på at skaffe viden om det svenske militær. Hændelsen bevirkede en diplomatisk krise mellem Sverige og Sovjetunionen.

Siden 1995 har Sverige været medlem af den Europæiske Union, og som konsekvens af en ny sikkerhedsmæssig situation i verden har landets udenrigspolitiske doktrin siden til dels ændret sig, således at Sverige nu spiller en mere aktiv rolle i det europæiske sikkerhedssamarbejde.

Sverige opererer med et totalforsvar bestående af de væbnede styrker og civilforsvaret.

De svenske væbnede styrker (Försvarsmakten) er et regeringsstyret organ, der refererer til den svenske forsvarsminister og er ansvarlig for de svenske militære operationer i fredstid. Den vigtigste opgave for styrkerne er at oplære og udsende fredsbevarende styrker til verdens brændpunkter samtidig med, at de skal opretholde det langsigtede mål med at kunne forsvare landet i tilfælde af krig. De væbnede styrker er opdelt i hæren, luftvåbnet og flåden. Den overordnede for de væbnede styrker er den Øverstbefalende (Överbefälhavaren, forkortet ÖB), som er den officer i landet, der har højest rang. Indtil 1974 var landets overhoved, kongen, pro forma øverste militære leder, men i praksis var det en klar vedtagelse op gennem det 20. århundrede af, at monarken ikke i praksis ville fungere som militær leder.

Sidste gang, en svensk konge forsøgte at hævde sin ret til at bestemme og tilsidesætte regeringen i militær sammenhæng, var Gustav 5.'s aktion kort før første verdenskrig i den såkaldte borggårdskrise. Kongens handling blev der opfattet som en bevidst provokation af den etablerede måde, hvorpå skulle regeres. Posten som Øverstbefalende blev oprettet i 1939; før den tid, fra slutningen af det 19. århundrede og frem, refererede de ledende officerer for henholdsvis hæren og flåden direkte til regeringen (og kongen), idet der ikke fandtes nogen øverste kommando for militæret inde for egne rækker.

Indtil afslutningen på den kolde krig blev næsten alle unge mænd indkaldt til almen værnepligt. I de senere år er antallet af indkaldte mandlige værnepligtige faldet markant, mens til gengæld antallet af frivillige kvindelige rekrutter er steget lidt. I rekrutteringen er man efterhånden gået over til at udvælge de mest motiverede frem for de, der på andre måder er egnede til militærtjeneste. En lov tilsiger, at alle udsendte soldater skal være frivillige. I 1975 havde man 45.000 værnepligtige, mens tallet for 2003 var faldet til 15.000. Fra 1. juli 2010 er Sverige gået helt væk fra almen værnepligt og erstattet af en tre måneder lang frivillig grundtræning, hvorfra de militære styrker fremover henter deres folk.

Svenske enheder har deltaget i fredsbevarende aktioner i Demokratiske Republik Congo, Cypern, Bosnien-Hercegovina, Kosovo, Liberia, Afghanistan og Tchad. I de seneste år har en af de vigtigste opgaver for de svenske væbnede styrker været at etablere en svenskledet EU-kampgruppe med bidrag fra Norge, Finland, Irland, Letland og Estland. Denne nordiske kampgruppe kunne i 2008 være operationsklar på ti dage og havde, trods den svenske ledelse, sit hovedkvarter i Northwood ved London.

Sverige er en enhedsstat, som er inddelt i 21 län (provinser). I hver län er der en länsstyrelse, som er udnævnt af regeringen. Länsstyrelsen ledes af en landshøvding, som udpeges for seks år ad gangen. Länene har rødder tilbage til 1634, hvor de blev indstiftet af Axel Oxenstierna. Länsstyrelsernes hovedansvar er at koordinere udviklingen af länene ud fra de retningslinjer, der afstikkes i landspolitikken. I hver län er der også et landsting, som vælges ved direkte valg af länets befolkning.

Hvert län er yderligere opdelt i en række kommuner, i alt 290 pr. 2005. Den politiske ledelse af kommunerne ligger hos de kommunfullmäktige, der træffer beslutninger om kommunale spørgsmål. Der kan være mellem 31 og 101 kommunfullmäktige i en kommune, afhængig af kommunens størrelse, og der afholdes valg hertil hvert fjerde år samtidig med valgene til Riksdagen.

Kommunerne er opdelt i 2.512 församlinger (sogne). Denne opdeling stammer oprindeligt fra Svenska kyrkan, men anvendes desuden i forbindelse med valg og folketællinger.

Der har også tidligere været andre historiske opdelinger af Sverige i provinser og regioner (landskap). De fleste svenskere føler endnu i dag en samhørighed med hjemmelandskapet snarere end med länet.

Listen omfatter byområder i Sverige, der i 2010 havde mere end 50.000 indbyggere. Uden for Stockholm defineres et byområde som et sted, hvor der ikke er over 200 meter mellem bygningerne.

Sverige ligger i Nordeuropa på den østlige side af den skandinaviske halvø mellem 55. og 70. nordlige breddekreds og stort set mellem 11. og 25. østlige længdekreds (en del af øen Store Drammen ligger lige vest for 11. østlige længdekreds). Med sine 450.295 km² er Sverige arealmæssigt det 56. største land i verden, det fjerdestørste land i Europa og det største land i Norden. Landet grænser op til Norge mod vest og nord, til Finland mod nordøst og til Danmark via Øresundsforbindelsen mod sydvest. Der er maritime grænser til de tre nævnte lande samt til Tyskland, Polen, Rusland (Kaliningrad og selve Rusland, Litauen, Letland og Estland. De omgivende havområder er Bottenbugten og Bottenhavet, der er en del af Østersøen på øst og sydsiden af landet, mens Skagerrak, Kattegat og Øresund ligger mod sydvest. Sverige er en del af det geografiske område Norden.

Det langstrakte kystområde mod øst til den Botniske Bugt og Østersøen påvirker klimaet i landet, og det samme gør de skandinaviske bjerge, den lange bjergkæde, der mod vest adskiller Norge og Sverige. Rigsgrænsen har siden det 18. århundrede ganske nøje fulgt vandskellet i denne bjergkæde. Elvene i det nordlige Sverige løber derfor som regel mod øst fra de skandinaviske bjerge og kan undertiden blive ganske brede (de såkaldte norrlandselve).

Det sydlige Sverige består primært af landbrugsland, men landets mest udbredte landskabsform er skov, idet 60 % af det samlede areal (75 % af landarealet) er skovdækket. Sveriges skovareal udgør den vestligste del af den eurasiske taiga. Befolkningstætheden er størst i den sydlige del af landet, især i Mälardalen, Bergslagen, Øresundsregionen samt Västra Götalands län. I det sydlige Götaland, i det såkaldte sydsvenske højland, finder man en mangfoldighed af vandområder, både søer og elve, hvor de sidstnævnte løber i alle retninger på vej mod havet. Vandløbene er derfor som regel ikke nær så lange eller vandrige som elvene mod nord. I det mellemste Sverige og i Götaland finder man dog Sveriges største elv, når det gælder gennemstrømning og afvandingsområde i form af Klarälven-Göta älv, som blandt andet også omfatter søen Vänern. Sverige er usædvanligt rig på søer af alle størrelser.

Landets laveste punkt er Hammarsjön nær Kristianstad på 2,41 m under havets overflade, mens det højeste punkt er Kebnekaise på 2.111 m over havets overflade. Landets største øer er Gotland og Öland, mens Vänern og Vättern er de største søer; Vänern er den tredjestørste sø i Europa efter Ladoga og Onega i Rusland. Sverige er 1.572 km fra nord til syd med en største bredde på omkring 500 km.

Træ, vandkraft og jern er tre af landets vigtigste naturresourcer; derudover udvindes der også mangan (i Østersøen), kobber, bly, zink, guld, sølv, uran, arsenik, wolfram og feldspat.

Som følge af Sveriges store udstrækning i nord-sydlig retning er der store forskelle i vegetationen i landet. Man kan skelne på hårdførhedszoner (for plantede træer og afgrøder) samt på vegetationsregioner med den naturlige udbredelse af en lang række planter. Ud fra sidstnævnte perspektiv opdeler man Sverige i fem hovedregioner:

Karakteristisk for den sydlige løvskovsregion er, at den er en udløber af Nordvesteuropas løvskovsområde, men den mest markante faktor er dog fraværet af naturligt udbredte graner. Der findes områder tilplantet med gran, men på grund af de store afstande mellem årringene kan disse graner kun anvendes til papirproduktion. Fra 1980'erne har man i stigende grad igen plantet løvtræer på arealer, hvor der tidligere har været dyrket graner, bortset fra de steder, hvor granerne bruges til juletræer. Regionen omfatter vestkysten, store dele af Skåne og det sydlige Blekinge, og den præges af især af bøg samt ædle løvtræssorter. Elmen er dog næsten forsvundet på grund af elmesyge. På sandede arealer vokser der birk og skovfyr. Af mere eksotiske træsorter længst mod syd kan nævnes avnbøg og valnød. Syddelen af Öland tilhører den sydlige løvskovsregion, men udgør en undtagelse fra resten af regionen, idet granen her er naturligt udbredt.

Den sydlige nåleskovsregion præges – som navnet siger – af nåletræer med indslag af blandt andet bøg og eg. Bøgens nordgrænse giver en opdeling af denne region i to underregioner. Bøg forekommer naturligt, blandet med nåletræer, indtil omtrent en linje fra midten af Bohuslän til Oskarshamnområdet med en eksklave på Västgötasletten. Den sydlige nåleskovsregions nordlige grænse bestemmes af grænsen for egens naturlige udbredelse.

Den nordlige nåleskovsregion er præget af gran og skovfyr med indslag af birk, el, asp og lignende småtræer. Når der forekommer ædle løvtræer, er de i princippet altid plantet af mennesker. Den nordlige nåleskovsregion er en direkte udløber af den russisk-finske taiga. Jo længere man kommer nordpå, jo mere spredt bliver træbevoksningen. I Norrbottens län står træerne så spredt, at man knap kan tale om skov.

I lavområderne op mod de store fjelde mod nord finder man fjeldbirkregionen, hvor fjeld-birken udgør den eneste større vegetation. Der forekommer desuden lavere bevoksning som blomster, lav og blåbærris.

Kommer man over en vis højde i fjeldene finder man den træløse fjeldregion. Trægrænsens højde afhænger af breddekredsen og er for eksempel højere i bjergene i Dalarne end ved Riksgränsen. Denne landskabstype kan udgøres af gletsjer eller frilagt klippe, men også områder med lave sommervegetation hører til herunder.

Det meste af Sverige har tempereret klima med fire tydelige årstider og relativt milde temperaturer gennem hele året trods sin nordlige beliggenhed. Landet kan klimatisk set opdeles i tre områder: Den sydlige del har kystklima, den mellemste del har regnfuldt fastlandsklima, og den nordligste del har subpolarklima. Sammenlignet med andre lande på samme breddekreds er Sverige varmere og tørrere, hvilket skyldes påvirkningen fra Golfstrømmen. For eksempel har det centrale og sydlige Sverige meget varmere vintre end mange områder i Rusland, Canada og det nordlige USA. Som følge af landets nordlige beliggenhed varierer dagenes længde betydeligt. Nord for polarcirklen har man midnatssol i en del af sommeren samt polarnat i en periode om vinteren. I Stockholm er der dagslys omkring atten timer i slutningen af juni, mens der i slutningen af december blot er cirka seks timers dagslys. Der er mellem 1100 og 1900 timer med solskin om året i Sverige.

Temperaturerne varierer meget mellem nord og syd. Den sydlige del af landet har varme somre og kolde vintre, mens den nordlige del har kortere, køligere somre samt længere, koldere og mere snefyldte vintre. Den højeste temperatur, der nogensinde er registreret i Sverige, er 38 °C, der blev målt i Målilla i 1947, mens den laveste temperatur er -52,6 °C målt i Vuoggatjålme i 1966.

I gennemsnit falder der mellem 500 og 800 mm nedbør om året i Sverige, hvilket er noget under det globale gennemsnit. I den sydvestlige del af landet falder der mellem 1000 og 1200 mm, og i visse bjergområder mod nord op mod 1900 mm årligt. Mod syd falder blot omkring 10 % af nedbøren som sne, mens denne andel stiger mod nord, og særligt i den vestligste del af det allernordligste Sverige i bjergene mod Norge falder omkring halvdelen af nedbøren som sne.

Herunder ses fire eksempler på klimaet i Sverige.

Sverige har siden jernalderen haft en omfattende udenrigshandel, som ofte har været baseret på ret få vigtige import- og eksportvarer. Eksporten har mest haft basis i landets råvarer, først og fremmest jernmalm og tømmer.

I perioden, hvor Sverige blev samlet, fra omkring 1250 til slutningen af det 14. århundrede, blev handelen i Sverige domineret af tyske købmænd (det var først i det 17. århundrede, at Sverige selv blev en handelsnation), der især brugte Visby som basis. I det 16. århundrede var over 90 % af befolkningen beskæftiget i landbruget, og deres økonomi byggede på selvforsyning. De vigtigste importvarer var salt til konservering af levnedsmidler samt tekstiler for især at tilgodese de højere stænders behov. Eksporten var domineret af jernmalm og kobber. På den tid var Sverige et stærkt specialiseret råstofeksporterende land. I løbet af det 18. århundrede blev det svenske landbrug revolutioneret, hvilket medførte en yderligere ekspansion af den svenske økonomi. Revolution gav øget udbytte per person, højere grad af arbejdsdeling, øget markedsproduktion samt skabelse af kapital.

Fra det 16. århundrede begyndte Sverige efterhånden at føre en merkantilistisk politik, noget der blev forstærket i det følgende århundrede. Den økonomiske ekspansion i stormagtstiden i et 17. århundrede indebar, at Sverige søgte at udvide sin handel mod Øst- og Centraleuropa. Dette mislykkedes dog, idet den russiske og polske eksport gik i andre retninger end mod Sverige. Derimod havde Sverige stort held med at afsætte sit kobber og jern i betragteligt større omfang på verdensmarkedet. Denne øgede ekspansion, der til dels byggede på subsidier, medførte fra midten af århundredet en forøget pengemængde og inflation (omkostnings- og prisstigninger) samt underskud på statens finanser. Det var handlen og industrien, der især havde statens bevågenhed i det 18. århundrede.

I det 19. århundrede investerede staten betragtelige summer i infrastrukturen på den måde, at der blev dannet flere finansielle institutioner som banker. Omkring 1850'erne nærmede Sverige sig også liberalismens ideal, hvad angår frihandelsprincippet. Tolden på levnedsmidler blev sænket, alle eksport- og importforbud, bortset fra et forbud mod eksport af jernmalm (1809–1857), blev afskaffet. Fra midten af århundredet skete der gradvis en overgang til en endnu mere ureguleret markedsøkonomi i takt med industrialiseringens gennembrud. Store økonomiske forandringer fører til nye institutionelle ordninger, hvilket man ser fra slutningen af det 19. århundrede, hvor forøgelsen af industriarbejdet førte til dannelse af fagforeninger, sygekasser og arbejdsgiverforeninger.

Det 20. århundrede var industriens århundrede, hvor industriproduktionen voksede voldsomt, modnedes og samtidig kontinuerligt forandrede sig. I 1960'erne var Sverige blevet et af de rigeste lande i verden, hvis man ser på BNI per indbygger. I dette årti oplevede Sverige med resten af Europa et økonomisk opsving, hvilket fandt sted på baggrund af en periode med øget frihandel. I 1970'erne steg det offentlige forbrug i Sverige, hvilket var med til at stabilisere økonomien i en periode med store konjunkturudsving. Der skete efterhånden en afmatning af værdistigningen, inflationen steg, og man fik en voksende arbejdsløshed, idet økonomien gik i stagflation. Mellem 1970 og 1990 faldt den økonomiske vækst kraftigt, hvilket skabte problemer i de offentlige finanser. Statens dereguleringspolitik i kombination med en stærkt ekspansiv finansiel politik i 1980'erne skabte en økonomisk krise i 1990'erne. Finanskrisen 1990–1994 blev skabt af en stærk lavkonjunktur med store underskud på de offentlige budgetter. Monetarismen kan siges at have fået større indflydelse på den økonomiske politik efter krisen i 1990'erne med dens prioritering af at stabilisere pengemængden for at dæmpe inflationen.

En lavkonjunktur i kølvandet på den såkaldte dot com-boble fandt sted i perioden 2000–2002 og ramte den overvurderede it-sektor hårdt.

Sveriges valuta er svensk krone (SEK). Landets købekraftsjusterede bruttonationalprodukt var i 2011 på 384,6 milliarder internationale dollar. BNI per capita var samme år på 40.705 dollar. Den gennemsnitlige indkomst per indbygger var i 2010 på 28.400 SEK. I april 2013 var arbejdsløsheden i Sverige på 8,4 %, et stykke under EU-gennemsnittet på 11 %. Ungdomsarbejdsløsheden (alderen 15-24 år) var i samme måned på 24,7 %, hvilket er en smule over EU-gennemsnittet på 23,5 %. Arbejdsløsheden i Sverige var i den nævnte måned den højeste i Norden, både samlet, og hvis man betragter ungdomsgruppen alene. Sverige havde i 2011 den laveste lønspredning inden for OECD-landene. Sveriges økonomiske vækst er stor sammenlignet med de øvrige europæiske lande; i fjerde kvartal 2010 var væksten i BNI på hele 7,3 %.

De vigtigste erhvervssektorer i Sverige er service, skovbrug, industri samt minedrift. Andre sektorer af betydning er jordbrug (de vigtigste jordbrugsprodukter er hvede, kartofler, sukkerroer og kvæg) og fiskeri. Sveriges vigtigste eksportprodukter omfatter maskiner, papir, træprodukter, jern, stål, køretøjer sammen med elektronik og telekommunikationsprodukter. Sveriges økonomi er stærkt rettet mod eksport og handel med udlandet; eksporten har de senere år udgjort omkring 50 % af landets BNI. Sveriges industristruktur består i usædvanlig høj grad af store, internationalt orienterede koncerner. Wallenberg-koncernen har haft en, sammenlignet med andre industrialiserede lande, usædvanlig stor indflydelse på den svenske børs og har på et tidspunkt kontrolleret over 30 % af børsværdien.

Sverige har markedsøkonomi med en omfattende skattefinansieret offentlig sektor og derigennem udligning af indkomsterne. Private virksomheder står for cirka 90 % af landets industrielle produktion. Servicesektoren udgør cirka 70 % af BNI. Landbruget står for omkring 1 % af BNI og beskæftiger samtidig omkring 1 % af arbejdsstyrken. Landet har et moderne distributionssystem, fine interne og eksterne kommunikationsmidler og en veluddannet arbejdsstyrke. Handel med andre europæiske lande udgør en betydelig del af Sveriges udenrigshandel; Tyskland er samlet set den vigtigste handelspartner, fulgt af Norge. Maskiner og køretøjer stod for 41,9 % af eksportartiklerne i 2013. Sverige har været medlem af EUs indre marked siden 1995, men efter et nej ved folkeafstemningen i 2003 er landet ikke fuldgyldigt medlem af eurozonen. Sverige har været medlem af OECD siden dannelsen i 1961.

Sveriges udbud af offentlige ydelser og socialforsikringer er omfattende. Skattetrykkets andel af BNI er blandt de højeste i verden. Den offentlige sektor har gennem de seneste år gennemgået en bevægelse mod etablering af offentlige selskaber samt privatisering. I nyere historie har de offentlige finanser ikke altid balanceret. Sverige har, særligt siden midten af 1970'erne, akkumuleret en statsgæld, der per 31. maj 2013 er på 1.211 milliarder svenske kroner. Dette giver en bruttogæld på cirka 32 % af BNI, svarende til 122.000 kroner per indbygger. BNI-andeler har dog været større, på omkring 80 %, men er siden slutningen af 1990'erne på vej nedad. Staten har samtidig store aktiver, og da aktiverne overstiger gælden, har Sverige ingen nettogæld, men har tværtimod reelt et overskud. Sverige havde i 2008 et nettokrav på 24 % af BNI over for omverdenen. Overskuddet er en følge af, at den offentlige sektor i det seneste tiår har opnået store budgetoverskud, i gennemsnit på cirka 2 % af BNI per år. I 2008 var overskuddet på 135 milliarder kroner, hvilket først og fremmest skyldtes salg af offentlige foretagender. Som en følge af det finansielle overskud, der ikke blev modsvaret af en øgning af indenlandske investeringer, har Sverige brugt 7 % af landets samlede ressourcer til kapitaleksport i de seneste ti år. En så stor kapitaleksport er usædvanlig blandt industrilandene.

Den svenske centralbank – Sveriges Riksbank – fører en inflationsstabiliserende politik med et eksplicit inflationsmål på 2 % årligt. Nationalbankens beslutning må ikke påvirkes af de valgte politikere og er stærkt afhængig af renteudviklingen i euro- og dollarområderne.

Sverige ligger ifølge Human Development Index på syvendepladsen i verden målt på levestandard med indeksværdien 0,916 (af 1,0). Også på andre målinger ligger Sveriges velfærd højt. Ligheden i indkomst er blandt de højeste i verden med en Gini-koefficient på 23 per 2005, og fattigdomsniveauet i landet er et af de allerlaveste i verden, uanset om man ser på absolutte eller relative tal. Der har dog siden omkring år 2000 været tendenser til både øget indkomstulighed og fattigdom, og en opgørelse fra 2008 fra Tjänstemännens centralorganisation viste, at hver tredje arbejdsløs ikke var medlem af en arbejdsløshedskasse og var dermed blot garanteret en indkomst svarende til eksistensminimum. År 2015 var 71 procent af arbejdsstyrken medlem af en arbejdsløshedskasse.

Sverige er et af de lande i verden, der har den højeste sociale kapital, dvs. at tilliden borger til borger og borger til myndigheder er meget høj. En effekt af en høj social kapital er en lav korruption.

Korruptionen i Sverige er i lighed med de fleste øvrige vesteuropæiske lande lav. På Transparency Internationals årlige liste ligger landet som nummer fire over, hvordan befolkningens opfattelse af korruptionen er, mens korruptionskontrollen er opgjort til 99 %. På listen over samle korruptionsindeks lå Sverige i 2011 på en fjerdeplads efter New Zealand, Danmark og Finland.

Sverige har fostret en række markante navne inden for naturvidenskaben og teknologien. I 1739 blev Kungliga Vetenskapsakademien oprettet, og nogle af de første medlemmer heraf var Carl von Linné, fader til systematikken inden for biologien, og Anders Celsius, der har lagt navn til celsius-temperaturskalaen.

En række store industrivirksomheder blev grundlagt af pionerer som Gustaf Dalén (AGA), der modtog Nobelprisen i fysik, Alfred Nobel, der opfandt dynamitten og grundlagde Nobelprisen, Lars Magnus Ericsson, grundlægger af Ericsson-telekommunikationsselskabet, mens Erik Wallenberg er ophavsmand til Tetra Pak, opbevaring af fødevarer.

I nutiden er der fortsat fokus på videnskab og udvikling i Sverige. Samlet set gik i 2007 3,68 % af BNI (offentlige og private midler) til dette formål, den næststørste andel i verden. Statens udgifter til dette formål udgør 0,93 % af BNI, størst i verden. Blandt de europæiske lande topper Sverige, når det gælder offentliggørelsen af videnskabeligt arbejde, målt pr. indbygger.

Børn i alderen 1-5 år er garanteret plads i børnehave (svensk: förskola, daglig tale: dagis). Der er undervisningspligt for børn i alderen 6 til 16 år, og en altovervejende del af børnene går i skole, enten kommunale eller private. I PISA-undersøgelser opnår de svenske 15-årige resultater, der er tæt på OECD-gennemsnittet. Efter afslutningen af 9. klasse fortsætter omkring 90 % af eleverne i gymnasiet, der i Sverige omfatter både bogligt orienterede og erhvervsorienterede retninger (svarende til de danske gymnasiale uddannelser og erhvervsgrunduddannelser). Skolesystemet i Sverige er overvejende skattefinansieret.

Den svenske regering har behandlet offentlige og private skoler ens, efter at man i 1992 indførte begrebet skolpeng, et beløb til dækning af undervisning, der følger den enkelte elev. Dette princip var Sverige først efter Holland til at indføre, og det medfører, at private kan oprette en skole, som modtager et fast basisbeløb fra kommunen for de børn, der går i skolen. Skolefrokost er gratis for alle elever i Sverige, og skolerne tilskyndes til også at tilbyde morgenmad.

Der er en række universiteter og andre højere læreanstalter i Sverige. De ældste er Uppsala Universitet, Lunds Universitet, Göteborgs Universitet og Stockholms Universitet. I 2003 havde 32 % af svenskerne en højere uddannelse, hvilket rakte til en femteplads blandt OECD-landene. I lighed med flere andre europæiske lande støtter den svenske regering internationale studerendes uddannelse i landet ved at betale for uddannelsen; dog har Riksdagen for nylig besluttet, at dette ikke længere gælder for studerende, der kommer fra lande uden for EU/EØS samt Schweiz.

Siden 1983 har den kollektive trafik i Sverige været organiseret på län-niveau. I hvert län findes en trafikansvarlig, der har ansvaret for den kollektive trafik i länet. Den mest almindelige måde at organisere trafikken på er via et länstrafikselskab, som i mange tilfælde ejes ligeligt af landstinget og kommunerne i länet. Der findes dog også andre konstruktioner. Trafikselskabets opgave er at sikre lokal bustransport i større byer samt regional bustransport i länet. Nogle trafikselskaber driver også nogle jernbanebanestrækninger samt andre trafikformer.

Rikstrafiken er en statslig myndighed, der har ansvaret for at sikre kollektiv fjerntrafik, dvs. trafik på tværs af länene, samt mere lokal kollektiv trafik i områder, hvor länene ikke selv ser sig i stand til at finansiere dette – først og fremmest i Norrland. Det statslige jernbaneselskab SJ, der tidligere har drevet de fleste strækninger i landet, fungerer på markedsvilkår og opererer i dag primært fjernruterne i landet, mens lokale strækninger i flere tilfælde er afgivet til private selskaber eller länstrafikselskaberne.

Den kollektive trafik ud af landet er som hovedregel ikke offentlig støttet med trafikken til Narvik som en undtagelse.

Sveriges elproduktion er baseret på atomkraft og vandkraft. I 2011 stod vandkraften for 45,2 % af elproduktionen svarende til 67 TWh, mens atomkraften stod for 39,3 % svarende til 58 TWh. Landet har ti atomkraftværker fordelt på anlæggene i Forsmark, Oskarshamn og Ringhals. Vandkraften er koncentreret til opdæmninger af elvene i det nordlige af landet. Sverige har ingen udvinding af råolie og er dermed afhængig af import af dette. I 2012 importerede man 24 millioner m³ råolie.

Sverige har et vejnet på anslået 212.000 kilometer (pr. 2001). De sydlige dele af landet har det mest udbyggede vejnet. Det gælder frem for alt tætbefolkede områder som Skåne, Göteborg, den svenske vestkyst samt Östergötland og Stockholmsregionen, som har et omfattende vejnet. Mindre veje i tyndtbefolkede egne kan være grusveje. Det gælder især for Norrland, den nordligste halvdel af Sverige. Fra Skåne går der motorveje til Danmark over Øresundsbroen og til Göteborg, Stockholm og Uppsala. E4 på strækningen fra Helsingborg til Axmartavlan lige nord for Gävle holder to køreretninger fuldstændig adskilt, mens denne vej længere mod nord er i en noget mangelfuld stand. Der arbejdes med planer om at føre E4 uden om centrum i Sundsvall og Umeå. Desuden arbejdes der på at udbygge E6 fra Uddevalla til den norske grænse.

Sveriges jernbanenet er blevet udbygget fra midten af det 19. til midten af det 20. århundrede, hvorefter en del strækninger, frem for alt i mindre befolkede områder, er blevet nedlagt. Den samlede jernbanestrækning omfattede i 2001 omkring 11.106 kilometer, hvoraf 9.400 kilometer er elektrificeret.

Jernbanenettet er meget ulige fordelt i Sverige med flest jernbaner de tættest befolkede egne. Stockholm er et knudepunkt, hvorfra der er forbindelser til de fleste områder i landet samt til Danmark, Norge og – via jernbanefærge – til Tyskland. Strækningen via Haparanda til Finland bruges for tiden kun til godstransport. De områder, hvor togtrafikken er mest udbygget og afgangene hyppigst, er Stockholm og omegn, Göteborg og omegn samt Skåne. Blandt de områder, hvor jernbanenettet er mindst udbygget, findes de fleste i Norrland, og nogle områder har bare en eller to baner.

I Sverige findes der et antal internationale lufthavne, hvoraf Arlanda ved Stockholm er den største med omkring 20 millioner passagerer årligt. Derefter kommer Landvetter ved Göteborg, Skavsta ved Stockholm, Sturup ved Malmø og Kallax ved Luleå i Nordsverige. Fra disse lufthavne opererer et antal internationale flyselskaber. SAS er fortsat det største selskab, men andre selskaber som Lufthansa og Ryanair har også markante andele af trafikken. Af andre internationale selskaber findes Finnair, Air France, British Airways, Continental Airlines og Aeroflot. Indenrigs er der sammen med SAS et antal selskaber, der flyver på de mest trafikerede strækninger, heriblandt Malmö Aviation og lavprisselskabet Norwegian. På de mindre strækninger opererer især Skyways og Nextjet, der også tilbyder videretransport med SAS.

Søfarten har haft stor betydning for Sverige op gennem historien, ikke mindst fordi landet med sin geografiske beliggenhed i praksis kan betragtes som et ørige. Landet har en af Europas længste kyststrækninger og mange havne med gode dybdeforhold, og størstedelen – over 70 % – af udenrigshandelen foregår derfor via skib. Der var i 2008 registreret 262 lastfartøjer og samlet set 2141 fartøjer i Sverige, hvortil kommer en række fartøjer registreret i udlandet. De vigtigste havne er Göteborg, Stockholm, Helsingborg og Trelleborg.

I 2011 var der i Sverige 49 fastnettelefonabonnementer og 119 mobiltelefonabonnementer per 100 indbyggere. Fastnettelefonien er for nedadgående (58 abonnementer per 100 indbyggere i 2008), mens mobiltelefonien er stigende (108 abonnementer per 100 indbyggere i 2008).

Sverige havde 9.580.424 per 30. april 2013. Befolkningstallet stiger med 60-80.000 om året, hvilket for tre fjerdedeles vedkommende skyldes overskud i migration (omkring 50.000 flere indvandrere end udvandrere i 2012). Befolkningstætheden er på 21,9 per km², og landet ligger som nummer 84 i verden efter befolkningstal og nummer 157 efter befolkningstæthed. Befolkningstætheden er overordnet set størst i det sydlige af landet.

Den gennemsnitlige levealder for kvinder var i 2011 83,7 år og for mænd 79,8 år; disse tal er steget gennem en række år, hvilket skyldes en betragtelig formindskelse af dødeligheden som følge af hjerte/karsygdomme. Alderssammensætningen i 2012 var nogenlunde jævn for aldersgrupperne op til omkring 65 år, hvorefter andelene falder markant. Dog er andelen af børn omkring 10-15 år markant lavere end aldrene før og efter, hvor især aldersgruppen 20-25 til gengæld er lidt over gennemsnittet. Spædbarnsdødeligheden er en af de laveste i verden og var under 3 per 1000 indbyggere i 2010. Fertiliteten var i 2009 på 1,94 børn per kvinde.

De første forfædre til nutidens svenskere ankom til Sverige for 12-13.000 år siden og bosatte sig først i Skåne-området. Den nyeste forskning tyder på flere forskellige veje til landet: Jæger-samlere fra Mellemøsten over Balkan, fra Centralasien via Sydeuropa, fra Centralasien lige vestpå, fra Sydøstasien via Sibirien samt stenalderagerdyrkere, som må være ankommet engang efter 4200 f.Kr. Yderligere forskning tyder på, at etniske svenskere for størstedelens vedkommende (cirka 80 %) stammer fra jæger-samlerfolkene og i mindre grad (cirka 20 %) fra de senere tilkommende agerdyrkere.

Samerne har status som oprindeligt folk og indvandrede østfra for mellem 8000 og 5000 år siden. Der findes nu om stunder omkring 17.000 samer i Sverige. Mod nord indvandrede tidligt finner til Sverige, og efterkommerne af disse er især en gruppe, der taler tornedalsfinsk. En tilsvarende senere gruppe er sverigefinnerne, der blandt andet findes omkring Rattvik og omkring Orsa. Derudover er der indvandret romaer og jøder; begge disse befolkningsgrupper kendes tilbage til det 16. og 17. århundrede, men især fra det 19. århundrede. I det 17. århundrede indvandrede flere tusinder vallonere til Sverige. Efter anden verdenskrig er indvandringsmønsteret ændret, så det især har været folk fra de nordiske lande (Finland, Norge og Danmark), mellemeuropæere (tyskere, polakker, kroatere, albanere, serbere og bosniere), folk fra Lilleasien (tyrkere, irakere, iranere, kurdere, assyrere, syrere, libanesere) samt folk fra enkelte andre lande (Grækenland, Chile, Somalia), der er kommet til Sverige. Samlet set levede der i 2012 667.232 personer, svarende til 7 %, af udenlandsk herkomst i Sverige. Samme år var 1.473.256 personer i Sverige født i udlandet, deraf 875.227 med svensk statsborgerskab.

Indvandringen i Sverige i middelalderen var beskeden set i forhold til den samlede befolkning, og den skete især i form af tyske købmænd og håndværkere i byerne. Fra det 17. til begyndelsen af det 19. århundrede var der restriktioner mod indvandring af personer, der ikke var protestanter, hvilket i den periode i praksis først og fremmest var katolikker og jøder.

Efter anden verdenskrig steg indvandringen i Sverige kraftigt. I 1950'erne og 1960'erne kom der efterhånden et stigende antal indvandrere fra Sydeuropa til landet for at arbejde. I perioden 1941–2010 har Sverige taget imod 3.018.381 indvandrere, mens der i samme periode er udvandret 1.668.894. I perioden 1980–2011 i alt 395.929 asylansøgere fået bevilget permanent opholdstilladelse i landet, og af disse stammer størstedelen fra det tidligere Jugoslavien. I efterkrigstiden op til 1980 kom de fleste indvandrere fra Finland, Tyskland, Polen, Iran, det tidligere Jugoslavien, Vietnam, Chile, Argentina og Uruguay. Senere er mange indvandrere kurdere, assyrere, syrere, arabere, palæstinensere, marokkanere og andre folkeslag fra Mellemøsten og Nordafrika. I 2011 fik 12.726 asylansøgere bevilget opholdstilladelse i landet. I 2009 indvandrede 102.280 personer til Sverige, hvilket er rekord for et år; til denne gruppe hører dog også 13.985 oprindelige svenskere, der vendte tilbage til landet. Folkeslag med de største andele af indvandrere til Sverige i 2011 kan ses af tabellen herunder (gruppen af svenskere er folk, der har været udvandret, men er vendt tilbage igen):

I 2011 udvandrede 51.179 svenskere til andre lande. Landene med flest modtagere af svenske udvandrere var:

Sverige er et af verdens mindst religiøse lande. Religionssociologiske undersøgelser viser, at et sted mellem 46 og 85 % af befolkningen kan kategoriseres som ateistisk, agnostisk eller ikke-troende (på Gud). Trods dette var 56,4 % af den svenske befolkning per 31. december 2019 medlemmer af Svenska kyrkan, en luthersk gren af kristendommen, men medlemstallet er for nedadgående, og det ventes, at medlemsandelen er faldet til omkring 60 % i 2020. Svenska kyrkan var tidligere statskirke i Sverige, og dens vilkår og eksistens foreskrives fortsat i en lov fra 1998. Loven trådte i kraft i 2000, da forholdet mellem kirke og stat blev ændret. Trods det relativt høje medlemstal af Svenska kyrkan er den religiøse aktivitet i form af deltagelse i gudstjenester ikke ikke særlig omfattende. Andelen af børn, der døbes, var i 2019 på 40,0 % af samtlige nyfødte og 65,4 % af de nyfødte med tilknytning til en kirke. Andelen af vielser, der blev foretaget i en kirke, var samme år 29,7 %, mens 69,7 % af begravelserne fandt sted i kirkeligt regi.

En lang række andre religioner er repræsenteret i Sverige, blandt andet som følge af indvandringen fra mange forskellige dele af verden. Katolicisme, den græsk-ortodokse kirke, islam og frikirkelige menigheder er forholdsvis almindelige. Gruppen af muslimer var ud fra en løs definition på omkring 400.000 i 2006. Af denne gruppe anslås omkring 5 % (cirka 25.000) at være aktivt praktiserende religionen forstået på den måde, at de deltager i fredagsbønnen og beder fem gange om dagen).

Andre religioner med mindre tilhængerantal er buddhisme, jødedom, hinduisme og bahai. Desuden er der små grupper, der bekender sig til moderne asetro samt den traditionelle samiske religion.

Svensk kultur er en del af de nordiske, germanske og vestlige kulturområder. Den svenske kultur inden for musik, litteratur og musik kommer derfor primært til udtryk gennem disse traditioner. Den offentlige støtte til kulturen er omfattende i Sverige, og den folkelige opbakning til en række kulturelle aktiviteter er stor, blandt andet inden for korsang.

Kønsforskellene er små i Sverige, der ligger på en fjerdeplads på globalt plan inden for dette område. Der er en ret liberal holdning til seksualitet, herunder homoseksualitet, i landet, og en lov fra 2009 har givet fuld ligestilling for homoseksuelle til ægteskab, både kirkelig og borgerlig.

Den svenske helligdagskalender består hovedsagelig af bredt udbredte protestantiske helligdage som jul og påske. Der fejres desuden en række årlige begivenheder, hvoraf nogle stammer tilbage fra førkristen tid.

Blandt disse er midsommer, der afholdes den fredag og lørdag, der ligger nærmest den 21. juni. Om fredagen fejres midsommarafton med dans omkring majstangen (midsommarstången), hvilket oftest sker hen på eftermiddagen. Lørdagen er midsommardagen, der regnes som helligdag.

Af andre fejringer kan nævnes valborgsaften 30. april, hvor der er tradition for at afbrænde bål. Sankta Lucia-dagen, 13. december, fejres med optog af børn, der bærer lys; dagen markerer også julens snarlige komme og vintersolhverv.

Med en stærk arbejderbevægelse er 1. maj national fridag og her som i en række andre lande genstand for demonstrationer og taler, mens Sveriges nationaldag, 6. juni, siden 1995 ligeledes er fridag.

Sverige har en rig musikalsk tradition, der spænder fra middelalderlige folkeviser til moderne hiphop. Musikken hos de førkristne nordboer er gået tabt i historien, selv om man har forsøgt at genskabe den baseret på fund af instrumenter fra vikingebosteder. De instrumenter, man har fundet, omfatter luren, simple strengeinstrumenter, træfløjter og trommer. Det er muligt, at dele af vikingernes musiktraditioner har overlevet i den ældste svenske folkemusik. I nutiden er der en betydelig folkemusikscene i Sverige, hvor man dels dyrker musikken i dens oprindelige tradition, dels fortolker den i en nutidig kontekst, hvor folkemusikken for eksempel kan kombineres med moderne musikformer som jazz eller rock. I folkemusikken finder man undertiden det unikt svenske instrument nøgleharpen, der fx anvendes af den traditionelt orienterede gruppe Väsen; grupper, der kobler folkemusik med moderne elementer, omfatter blandt andet Kebnekajse, Hedningarna, Garmarna og Nordman. Samerne bidrager til musikken med den traditionelle joik, en sangform knyttet til den samiske, animalistiske åndelighed.

Blandt de kendte komponister i den svenske musikhistorie finder man Carl Michael Bellman, der betragtes som noget af en nationalskjald, der har inspireret en række nyere visesangere. Inden for den klassiske musik finder man Johan Helmich Roman, der undertiden omtales som fader til den svenske musik. Han blev efterfulgt af komponister som Franz Berwald, romantikerne Hugo Alfvén, Wilhelm Peterson-Berger og Wilhelm Stenhammar. Modernismen repræsenteredes i Sverige af blandt andet Hilding Rosenberg, mens der inden for nyklassicismen kan nævnes Lars-Erik Larsson.

Blandt de klassiske musikalske udøvere kendes internationalt en række svenskere. Jenny Lind, der i midten af det 19. århundrede turnerede verden over, blev kaldt den svenske nattergal, og i det 20. århundrede opnåede Jussi Björling og Birgit Nilsson stor international succes. Endvidere kan nævnes dirigenten og korlederen Eric Ericson, der regnes som en af hovedmændene bag det svenske kormirakel.

I det 20. århundrede har den rytmiske musik fået stor gennemslagskraft i Sverige, og svenske musikere har inden for dette område haft betydelig international succes. Jazzen er repræsenteret af blandt andre Arne Domnerus og Lars Gullin, mens Björn Skifs og Abba var de første pop-rock musikere, der slog deres navne fast internationalt. Skifs nåede toppen på den amerikanske hitliste i 1974 med Hooked on a Feeling, mens Abbas store succes indledtes med sejren i Eurovision Song Contest 1974 med sangen Waterloo, som blev fulgt op af knap ti år med en succes, der er uden sidestykke i svensk musik. Flere andre navne har dog også opnået international succes siden, heriblandt Roxette, Ace of Base og The Cardigans. En række sangskrivere har ligeledes gjort sig bemærket på den internationale scene, blandt andet Denniz Pop, Max Martin og . Inden for house/techno/eurodance kendes navne som Swedish House Mafia, Avicii, Basshunter og Eric Prydz uden for landets grænser.

Inden for Sveriges grænser har dansebandmusikken haft stor succes siden 1970'erne med navne som Vikingarna, Thorleifs, Wizex og Lasse Stefanz.

Den første litterære tekst, man kender fra Sverige, er Rökstenen, en runesten fra omkring år 800. Med kristningen af landet omkring 1100 blev latin det gængse sprog for de skrivende munke, og der findes kun ganske få tekster på oldsvensk bevaret fra middelalderen. Det var først i det 16. århundrede, da det svenske sprog efterhånden blev standardiseret, at svensk litteratur begyndte at blomstre op. Standardiseringen af sproget skyldtes i stort omfang den fulde oversættelse af Bibelen til svensk i 1541, den såkaldte Gustav Vasa-bibel.

Efterhånden som uddannelsesniveauet steg, og samfundet blev mere verdsligt, dukkede de første betydelige svenske forfattere op fra det 17. århundrede. Georg Stiernhielm var den første, der skrev egentlig svensksproget, klassisk poesi, mens Johan Henric Kellgren var den første, der skrev prosa i større sammenhænge. Af andre skribenter fra det 18. og 19. århundrede kan nævnes Carl Michael Bellman og August Strindberg, hvor sidstnævntes socialrealistiske teaterstykker fortsat spilles verden over. Fra det 20. århundrede kendes blandt andet de to Nobelprisvindere Selma Lagerlöf og Pär Lagerkvist.

I nyere tid opnåede Astrid Lindgren kolossal succes over hele verden med sine børnebøger, og inden for den genre kender man også Gunilla Bergströms Alfons Åberg-bøger og Sven Nordqvists serie om Peddersen og Findus. Sverige har ligeledes opnået stor udbredelse inden for krimigenren med forfattere som Jan Guillou, Henning Mankell, Liza Marklund og Stieg Larsson.

Svensk billedkunst har historisk set især været præget af strømninger fra det kontinentale Europa. De tidligste værker, man kender, er helleristninger i form af symboler, figurer og andre afbildninger, der kan dateres så langt tilbage som til 7000 f.Kr. En af de første, kendte billedkunstnere var Balle den Røde fra omkring år 1000.

Med kristendommens indførelse fulgte også en ny form for ikonografi, og kirkerne i særligt det mellemste Sverige blev i stort omfang dekoreret med kalkmalerier, blandt andet af Albertus Pictor i det 15. århundrede. Fra Sveriges stormagtstid kendes billedkunstnere som David Klöcker Ehrenstrahl og Erik Dahlbergh, og i frihedstiden i det 18. århundrede fik kulturen et opsving, der blandt andet gav sig udslag i den specielle gustavianske stil med billedhuggeren Johan Tobias Sergel som en af eksponenterne. Den følgende periode med økonomisk stagnation gik ud over den etablerede billedkunst, men til gengæld blomstrede almuemaleriet i begyndelsen af det 19. århundrede. Denne folkelige kunstform er fastholdt op til nutiden. Mod slutningen af århundredet virkede to navne, der også var kendte uden for landet, nemlig Carl Larsson og Anders Zorn.

I det 20. århundrede dukkede mange nye stilarter op, heriblandt modernismen repræsenteret ved blandt andre Gösta Adrian-Nilsson og ekspressionismen ved Sven X-et Erixson. Siden 1960'erne har der været et bredt spektrum af billedkunstformer og kunstnere, hvoriblandt kan nævnes Lars Vilks.

Den svenske scenekunsts centrum er Dramaten i Stockholm. Her har instruktører som Ingmar Bergman og Lars Norén sat flere forestillinger op. I den lettere genre kender man blandt andet Povel Ramel samt parret Hans Alfredson og Tage Danielsson kendt som HasseåTage. Abba-musikerne Benny Andersson og Björn Ulvaeus har siden gruppens opløsning blandt andet skabt flere musicals, der også har haft succes internationalt.

Sverige var tidligt en filmmæssig stormagt med instruktører som Victor Sjöström og Mauritz Stiller, der skabte betydelige stumfilm, inden de sammen med stjerneskuespilleren Greta Garbo drog til Hollywood, et eventyr, der for Stillers vedkommende dog ikke blev forløst. Efter en periode i 1930'erne med fokus på folkekomedier var folk som Alf Sjöberg og Gustaf Molander under anden verdenskrig med til at hæve det kunstneriske niveau og derved bane vejen for svensk films mest kendte instruktør, Ingmar Bergman, der fik sit gennembrud i 1950'erne med film som Det syvende segl og Ved vejs ende, der gav ham et navn over hele verden. Hans film Jomfrukilden og Som i et spejl blev belønnet med Oscar for bedste fremmedsprogede film to år i træk, og film som Persona, Hvisken og råb, Høstsonaten samt Fanny og Alexander (sidstnævnte også lavet som tv-serie) var med til at cementere hans ry. Bergmans mangeårige filmfotograf Sven Nykvist blev også bemærket og arbejdede desuden sammen med internationale instruktører som Woody Allen, Roman Polanski, Andrej Tarkovskij og Nora Ephron.

Blandt de øvrige instruktører, der markerede sig i anden halvdel af det 20. århundrede, var Vilgot Sjöman, der især blev kendt for sine seksuelt frigjorte Jeg er nysgerrig-film, samt Bo Widerberg, der blev Oscar-nomineret tre gange for blandt andet filmene Oprøret i Ådalen og Lærerinden. Senere fulgte Lasse Hallström, der fik et stort gennembrud med Mit liv som hund, og som har fået en stor Hollywood-karriere med film som Æblemostreglementet og Chocolat. Andre nyere navne er Roy Andersson med film som Sange fra anden sal og Lukas Moodysson med Fucking Åmål og Lilja 4-ever.

Ud over Garbo har en række andre svenske skuespillere markeret sig internationalt. Der kan nævnes Ingrid Bergman, Max von Sydow, Stellan Skarsgård, Lena Olin og Noomi Rapace, der alle har optrådt i store Hollywood-produktioner samt i andre internationale sammenhænge.

Inden det 14. århundrede var de fleste bygninger opført i tegl eller af træ, men efterhånden forskød dette sig imod sten som byggemateriale. Blandt de tidligste svenske stenbygninger var romanske kirker på landet. Mange af kirkerne i Skåne er i realiteten danske, da området på det tidspunkt var dansk. Således er Lund Domkirke fra det 12. århundrede i dansk tradition lige som den noget ældre kirke i Dalby, mens en række andre kirker er opført i hanseatisk tradition, som kirkerne i Ystad, Malmø og Helsingborg.

Katedralerne i de øvrige dele af Sverige blev opført, så de også var boliger for biskopperne. Skara Domkirke blev bygget i tegl i det 15. århundrede, og Uppsala Domkirke blev opført i det 16. århundrede. Fundamentet til Linköping Domkirke blev lagt i 1230, det anvendte materiale var kalksten, og opførelsen tog 250 år.

Blandt de øvrige ældre bygningsværker finder man vigtige fæstningsværker som Borgholm Slot og Visby-ringmuren.

Omkring 1520 i Gustav Vasas regeringstid begyndte opførelsen af store herregårde, fæstningsværker og slotte. Nogle af de mest imponerende af disse er Kalmar Slot, Gripsholm Slot og Vadstena Slot. De følgende par århundreder var domineret af barok efterfulgt af rokoko. Kendte projekter fra den tid omfatter Karlskrona, hvis centrale del er optaget på UNESCO's Verdensarvsliste, samt Drottningholm Slot. I forbindelse med Stockholmudstillingen i 1930 fik funkis-stilen sit gennembrud og kom til at dominere arkitekturen de følgende årtier. Et vigtigt projekt i denne stil var millionprogrammet fra 1960'erne og 1970'erne.

Den nyeste tendens i svensk arkitektur er skyskrabere, som ellers ikke er udbredte i Norden. Især Malmø og Stockholm har eksempler på skyskrabere på 80 m og højere, men de forekommer typisk enkeltstående i modsætning til i nogle forretningskvarterer i store byer i resten af verden. Turning Torso i Malmø er den højeste skyskraber i Norden og den næsthøjeste beboelsesbygning i Europa.

Svenskerne er et af de mest avislæsende folk i verden, og næsten alle byer har en lokal avis. De største morgenaviser er Dagens Nyheter (liberal), Göteborgs-Posten (liberal), Svenska Dagbladet (liberal/konservativ) og Sydsvenska Dagbladet (liberal). De største aftenblade er Aftonbladet (socialdemokratisk) og Expressen (liberal). Den reklamefinansierede gratisavis Metro International opstod i Stockholm.

Sveriges radio- og tv-udsendelser var i mange år statsmonopoliseret, og licensfinansieret radioudsendelse begyndet i 1925. En ny kanal åbnede i 1954, og en tredje kanal i 1962 som modsvar til piratradioudsendelser. I 1979 blev der åbnet for ikke-kommercielle nærradiostationer og i 1993 for kommercielle stationer. Licensbaseret tv-transmission blev indledt i 1956, og den blev suppleret af en ekstra ekstra kanal i 1969. De to kanaler, som siden slutningen af 1970'erne har været drevet af Sveriges Television, havde monopol indtil 1980'erne, hvor kabel- og satellit-tv blev mulig. Den første svenske satellit-station var TV3, som indledte sine udsendelser fra London i 1987. Den blev fulgt op af Kanal 5 i 1989 og TV4 i 1990.

I 1991 vedtog Riksdagen at tillade kommercielle kanaler at bruge det jordbaserede udsendelsesnet, og TV4 blev den første station, der fik tilladelse hertil og begyndte transmissioner ad den kanal i 1992. Omkring halvdelen af befolkningen er forbundet til kabelnet. Digitale transmissioner blev indledt i 1999, og den sidste analoge udsendelse fandt sted i 2007.

Det svenske køkken er i lighed med de øvrige nordiske køkkener traditionelt nøjsomt. Fisk (særligt sild), kød, kartofler og mælkeprodukter spillede fra tidens morgen centrale roller i føden.

Brugen af krydderier var begrænset. Blandt de kendte svenske retter er köttbullar (traditionelt serveret med sovs, kartofler og tyttebærsyltetøj), pandekager, ludfisk samt smörgåsbord. Akvavit er en populær destilleret spiritus, der har en stor kulturel betydning. Knækbrødet har en lang tradition, der er bevaret og tilpasset nutidens behov, mens surströmming (fermenteret sild) er en særlig nordsvensk specialitet, hvis rygte (måske i højere grad end selve retten) kendes over store dele af verden.

Maden har en vigtig placering i en række svenske traditioner. Til julen hører blandt andet juleskinke, sylte og forskellige fiskeretter som sild og laks, ved midsommer spises der ofte marinerede sild med nye kartofler og rømme efterfulgt af jordbær med fløde, i sensommeren er der tradition for krebsegilde og mortensaften spises gås.

Svenskerne er meget sportsglade, og mere end halvdelen af befolkningen er aktive i organiseret sport. De to mest populære sportsgrene tilskuermæssigt er ishockey og fodbold. Fodbold er endvidere den idræt, som har flest organiserede medlemmer, fulgt af forskellige former for hestesport. Derefter følger golf, atletik, håndbold, floorball, basketball og bandy.

Svensk idræt har fostret mange store resultater i tidens løb. Tre Kronor, det svenske ishockeylandshold, er et af det allerbedste i verden med adskillige VM- og OL-titler, heriblandt VM-titlen for 2013. Sveriges fodboldlandshold har flotte VM-resultater at se tilbage på, idet det blev til VM-sølv på hjemmebane i 1958 samt bronze i 1950 og 1994. En af nutidens helt store fodboldstjerner, Zlatan Ibrahimovic, er omdrejningspunktet på landsholdet i disse år. Herrehåndboldlandsholdet var i en årrække i 1990'erne og først i 2000'erne et af verdens allerbedste hold og vandt i den periode to VM-, fire EM- og tre OL-guldmedaljer.

Blandt de individuelle sportsgrene har flere svenskere gjort sig bemærket i blandt andet atletik, heriblandt Carolina Klüft og Stefan Holm, og en gylden generation af svenske tennisspillere vandt talrige Grand Slam-titler fra 1970'erne op til 1990'erne med Björn Borg, Mats Wilander og Stefan Edberg i spidsen. I en periode var svenske bordtennisspillere nogle af de få, der kunne matche de ellers så suveræne kinesiske spillere; Jan-Ove Waldner var en af svenskernes spydspidser med adskillige VM-, EM- og OL-medaljer. Af andre svenske stjerner kan nævnes bokseren Ingemar Ingo Johansson, skiløberen Ingemar Stenmark og golfspilleren Annika Sörenstam.

Sommer-OL blev afholdt i Sverige i 1912, og slutrunden om VM i fodbold fandt sted i landet i 1958. Også andre store mesterskaber har fundet sted i Sverige, heriblandt EM i fodbold, samt inden for ishockey, curling, skisport, svømning og atletik.




#Article 77: Sport (339 words)


Sport som begreb forbindes generelt med konkurrence.
Den internationale sportsorganisation SportAccord definerer ligeledes begrebet sport som et begreb, hvor der skal indgå et konkurrencemoment.

Sport udøves under fastsatte regler, således at der kan konkurreres enten individuelt eller holdmæssigt mod modspiller(e).

De første konkurrencer i Danmark fandt sted efter engelsk forbillede i sidste halvdel af 1800-tallet. Sporten havde sit udspring i adelige friluftsaktiviteter og senere vandt indpas i borgerskabet, hvorefter industrisamfundets arbejdere tog sporten til sig. Der opstod således sportskonkurrencer og sportsklubber inden for flere discipliner.

Sportens værdier flugtede med industrisamfundets værdier som sigtede på at producere og forbedre resultater og rekorder.

Sportens idémæssige og moralske baggrund bygger på engelsk ’gentlemankultur’ og amatøridealer. Den franske baron Pierre de Coubertin kombinerede de moderne engelske sportsidealer med de antikke græske lege og bidrog med ’olympismen’ til genfødslen af de olympiske lege i 1896.

Dansk Idræts Forbund (DIF) blev stiftet den 14. februar 1896 , hvor formålet var at varetage sportsforeningernes interesser. Bevæggrunden for stiftelsen af DIF var idéen om at få konstrueret ensartede amatør- og konkurrenceregler samt at få etableret en organisation, der kunne varetage sportens interesser over for offentlige myndigheder.

Den største paraplyorganisation for dansk sport eller idræt hedder Danmarks Idræts-Forbund, der organiserer adskillige specialforbund, der igen repræsenterer endnu flere sportsgrene. Foruden disse organisationer eksisterer der mange klubber, der i foreningskulturen tilbyder mangfoldige sportsgrene, men som ikke er organiseret under omtalte organisationer, selvom der kan være tale om de samme sportsgrene.

Sport er opdelt i mange forskellige sportsgrene. Overordnet kan sportsgrenene inddeles i indenfor stående overkategorier:

Se også listen over sportsgrene.

Sportsgrenene kan via deres nationale sportsorganisation kan søge optagelse på det olympiske program.
  

Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger

Af Danmarks Idrætsforbunds Årsrapport fremgår det, citat: 

Efterfølgende har formanden for Danmarks Idrætsforbund (DIF), Niels Nygaard, stadfæstet DIFs holdning overfor e-sport i januar 2017, citat:

Der eksisterer flere eksempler på korruption i sportsverden.

I år 2016 brugte Englands landstræner i fodbold, Sam Allardyce, sin stilling til at forhandle en aftale på 400.000 pund samt tilbyde vejlning af forretningsfolk i at omgå Football Association-regler.




#Article 78: Skonnert (124 words)


En skonnert er i skibsterminologi betegnelsen for et skib rigget med to eller flere skonnertriggede master; et hurtigtgående fartøj med minimum fokkemast og stormast, som bærer langskibs sejl på alle master, som dog også kan føre råsejl på fokkemasten enten som topsejl eller som bredfok. I vore dage betegner skonnert et sejlskib med to master med gaffel- eller bermudarig og med den agterste mast højest. Tremastede skonnerter har for det meste tre lige høje master.

I sømilitær sammenhæng var skonnerterne ret ubetydelige. De blev brugt på linje med brigger som vagtskibe og til opmåling og udforskning af farvande. Da artilleriet blev kraftigere fra 1850'erne, fik de en ny karriere som en slags søgående kanonbåde. Fra 1861 til 1876 blev der bygget seks danske orlogsskonnerter.




#Article 79: Spant (340 words)


Spant er i skibsterminologi betegnelsen for det tømmer og/ eller stål, der udgør skibets skelet. Elementer i en flyvemaskines skelet kaldes også spanter.

Spanternes primære opgave er fastgørelse af skibsklædning samt afstivning af fartøjets konstruktion.

For stålskibe blev skibsklædninger tidligere fastgjort og samlet ved nitning, i dag anvendes næsten altid svejsning.

Flere spantesystemer er i anvendelse, blandt andet langskibs-, tværskibs- og kombinerede systemer.

Spanterne tjener til at give skibet form og styrke og kan betragtes som skibets sideben, udgående fra kølen, der er skibets rygrad. De egentlige spanter ligger i et plan lodret på skibets diametralplan, det midterste og bredeste benævnes midterspantet. I skibets ender danner spanter en større eller mindre vinkel med diametralplanet, de benævnes kantespanter. På spanter befæstes skibets klædninger og dæksbjælkerne, der bærer skibsdækkene. I træskibe er spanter dannet af to lag, hvis enkelte stykker forløber hinanden, det ene består af bundstokken, et buet stykke tømmer, der med midten af sin bugt hviler på kølen, den forlænges opefter med en eller flere oplængere efter skibets størrelse og øverst hangeren; det andet lag består nederst af sitterserne, der støder mod hinanden oven på kølens midte, opefter forløber de ligeledes i oplængere og ender i stødholter.

Spanter sammenboltes til et hele og fastholdes endvidere til kølen ved kølsvinet, en svær bjælke, der går fra stævn til stævn langs kølen oven på spanter. Kølsvin og spanter boltes til kølen med lange kobberbolte. Disse spanter kaldes fastespant, mellem dem anbringes lettere byggede spanter, fyldespanter. I jernskibe er spanter sammenbyggede af plader og vinkler og består af bundstok, der er en plade, der går fra kiming til kiming, og hvortil spantevinklen nittes; på modsat side af denne nittes kontravinklen, og oven over bundstokken nittes spanter og kontravinkel sammen. I større jernskibe haves ogsaa langskibs s., de saakaldte stringere, til at give langskibsstyrke.

Spantebukke er bukke, der benyttes til at rejse spanter på beddingen, hvor skibet bygges. Spanteloft er et stort loftsgulv, hvorpå samtlige spanter til et skib opridses i fuld størrelse. Spanterids er en tegning, der viser formen af alle skibets spanter.




#Article 80: Styresystem (259 words)


Styresystemet, eller operativsystemet (fra det engelske operating system), ofte forkortet OS, er noget af det grundlæggende programmel i en computer og er samtidig et meget komplekst stykke software. Populært sagt dirigerer styresystemet alle computerens forskellige enheder. Det sætter hardwaren i stand til at udveksle data.

Det som folk nu om stunder forbinder med begrebet, består af flere del-elementer hvoraf en del tidligere blev anset som værende separat fra styresystemet. Hvad der hører sig til et styresystem er også noget der varierer i forskellige kredse. 

Følgende viser hvilke dele der kan være i et moderne styresystem:

Overstående punkter er nok det minimale man forventer at finde i et styresystem i dag, men de fleste leveres med flere dele, eller har det som valgfri mulighed, som for eksempel:

Mens Windows og Mac OS, der i de tidlige 80ere blev designet med den personlige computer for øje, efterhånden har bevæget sig ind på servermarkedet i de nyeste versioner, så har Unix, som blev designet til time-sharing-systemer (det man i dag ville kalde mainframes) gået den anden vej i form af OpenBSD, NetBSD, FreeBSD og diverse GNU/Linux-distributioner, som i dag kan køre på computere der ellers ville blive betragtet som for små til at kunne køre den mindste version af et styresystem.
Man har enmdda set MAC mini kører som server, med styresystemmer 'MAC OS X server'.

Der er også et væld af mere eller mindre nicheprægede styresystemer fra de største mainframes til håndholdte PDA'er (Personal Data Assistant), specialiserede real-time-systemer og embedded systems, der tilbyder forskellige variationer af delelementer, velegnet til forskellige formål.




#Article 81: Tegneserie (776 words)


En tegneserie består af mindst to billeder, der indbyrdes hænger sammen og er afhængige af hinanden, og som fortæller en fremadskridende handling.

Noget tilsvarende tegneserier kendes fra oldtiden, såsom hulemalerier, ægyptiske vægmalerier, middelalderens gobeliner (Bayeux-tapetet) og kirkernes kalkmalerier.

I dens spæde barndom blev tegneserierne ikke opfatttet som et seriøst medium. Knold og Tot, der startede 1896, regnes ofte som den første tegneserie; men samme år kørte serien The Yellow Kid, og kunstneren Rodolphe Töpffer havde allerede i 1820-erne lavet illustrerede fortællinger. I 1896 fik Richard Outcault trykt en serie i New York Journal som hed Hogans Alley. Dette var den første tegneserie med et fast persongalleri, med personer som The Yellow Kid. Hvilken den første tegneserie var, vil alligevel afhænge af, hvordan man definerer fænomenet.

De første år var der ikke de senere så velkendte talebobler, man skrev personernes replikker under billedet præcis som vittighedstegninger. Men lydordene begyndte deres indtog tidligt på billederne, og bidrog til, at tegneserier ofte blev opfattet som et barnligt medium.

Blandt tegneseriernes skarpeste kritikere var den tysk-amerikanske psykiater Fredric Wertham (1895-1981), der påstod, at der var sammenhæng mellem ungdomskriminalitet og læsning af tegneserier. Hans bog The Seduction of the Innocent fra 1954 førte til, at der i USA blev oprettet en comics code med strenge retningslinjer for, hvad der kunne vises i en tegneserie. Seduction of the Innocent førte til høringer i Kongressen og selvcensursystemet the Comics Code, der i udgangspunktet var frivilligt, men ikke kunne undgås, da de forlag, der ikke underlagde sig forhåndscensuren, ikke fik tegneserier distribueret eller solgt. Først i 2011 forsvandt denne Comics Code.

På denne baggrund nedsatte undervisningsminister Julius Bomholt 27. januar 1955 et udvalg, som skulle tilrettelægge en bekæmpelse af den kulørte litteratur. Som ministeriets repræsentant i udvalget sad kontorchef Vagn Jensen, Betænkningen, kendt som den kulørte betænkning, vakte ingen interesse i befolkningen, og blev kun omtalt i nogle få aviser.

I 1956 sluttede Norge sig til et fælles nordisk kontaktudvalg for bekæmpelse af tegneserier, hvor Vagn Jensen var formand. Kontaktudvalget mente, at der burde investeres kr 50.000 årligt til bekæmpelse af tegneserierne.

Haxthausen beskrev i 1955 Tintin som et mærkeligt spidst tegnet foretagende, en bastard mellem den humoristiske serie og eventyr-serien. Handlingen er tit uhyggelig og grov. - mens en bibliotekslektør i 1968 beskrev Tintin sådan: Der er noget næsten uskyldigt og naivt over denne tegneserie, der er meget velskrevet og meget levende, og en lækkerbisken for alle børn fra 9-årsalderen. Haxthausen, der tilhørte den progressive venstrefløj, beskrev seriefabrikanternes sindssyge fantasi, hvor førerdyrkelsen og unge homoseksuelle fremmede afvigende seksualitet. Vagn Jensen udtalte i 1961, at den kriminelle fare ved ikke at forbyde tegneserier er større end ved at forbyde dem. Haxthausen vedgik i 1989, at kritikken var urimelig, mens Vagn Jensen forblev stærkt kritisk.

Der er som udgangspunkt tre stilarter ligne claire, comic-Dynamic og realisme.

Realismen fokuserer på at være meget detaljeret og realistisk i proportioner, farver og skyggelægning/skravering. Der forekommer som regel ikke fartstriber i denne stilart, hvilket der f.eks. ofte gøres brug af i de to andre. Kendte eksempler på denne stil er Jerry Spring, Blueberry og Thorgal.

La ligne claire er fransk for den rene linje. Det er et begreb for en tegnestil, der benyttes i mange af de belgiske tegneserier, der netop har en ren og præcis streg. Stilen er mestret og forfinet af Hergé op igennem 1940'erne, og mange andre tegnere blev inspireret og fulgte i hans fodspor.

Stilen er karakteriseret ved, at stregerne generelt har den samme tykkelse, hvorved alle genstande i billedet får samme betydning, i modsætning til f.eks. en mere kalligraferet linjestil, hvor linjens varierende tykkelse bruges til at angive mere tyngde eller fokus på genstande. Ligne claire karakteriseres yderligere ved, at der ofte bruges klare, flade farver, samt en kombination af karikerede figurer på en ret realistisk baggrund. Brugen af skygger er sparsom, og alle elementer i et panel er trukket op med sort streg.

Stilen havde størst udbredelse i de sene 1940'ere og 1950'erne, men dens popularitet faldt op igennem 1960'erne og blev snart set som gammeldags af nyere tegnere. Stilen blev navngivet ligne claire af den hollandske tegneserieskaber Joost Swarte i 1977.

Comic-dynamic er betegnelsen for en tegnestil der, som navnet antyder, er mere dynamisk orienteret end f.eks. ligne claire. Stilen er tydelig i serier som Splint  Co., Lucky Luke, Henrik og Hagbart o.lign. Tegningerne er meget dynamiske, med en spændstig streg, der ofte varierer i tykkelse, hvilket giver vægt og accent til figur eller billede.

Tegnere, der arbejder med denne stil, bliver nogle gange beskrevet som tilhørende Marcinelle-skolen efter den belgiske by Marcinelle, hvor forlaget Dupuis havde sit hovedkvarter, og bladet Spirou blev produceret. Mange tegnere ved bladet tegnede i denne stil.




#Article 82: T (231 words)


T, t er det 20. bogstav i det latinske alfabet og i det danske alfabet; det stammer fra det græske tau.

I de nyeuropæiske sprog bruges t som regel med lydværdien [t]; stumt bogstav er t i franske ord som parquet, huguenot; mouilleret [t] betegnes i tjekkisk ved t’. Græsk θ gengav romerne ved th, og denne skrivemåde er beholdt i mange nyeuropæiske sprog, skønt th nu som oftest betegner den almindelige t-lyd (fransk théâtre, engelsk Thomas, tysk Thron); i engelsk udtales th dog i flere ord som [þ]: Theodor, method, fremdeles haves [þ] i engelske ord som thing, bath, worth, mens th betegner den stemte lyd [ð] i engelske ord som this, that, with, bathe. I nuværende dansk retskrivning bruges som oftest stavemåder som teater, matematik og så videre; th beholdes dog som regel i navne som Thor, Thomsen, Thisted og så videre og i det gamle ord thi (derfor).

I de germanske sprog svarer t normalt til indoeuropæisk d: latin duo, dansk to, latin domare, dansk tæmme, latin ventus, dansk vind (se også Lydforskydning). I dansk er fællesnordisk t efter vokal blevet til lyden [ð], skrevet d. Skrivemåden med t er dog beholdt i enkelte ord: at, det, fremdeles i participiumsendelser som elsket og så videre. Et nyt t i forlyd er opstået i dansk af fællesnordisk þ: tie, oldnordisk þegja, tag, oldnordisk þak.

Tegnet T har mange anvendelser:




#Article 83: Tyskland (6674 words)


Tyskland (), officielt Forbundsrepublikken Tyskland (), er et land i Central- og Vesteuropa. Det har et samlet areal på 357.582 kvadratkilometer og landareal på 348.672 kvadratkilometer. Det meste af landet har et tempereret klima. Føderationen Tyskland er en parlamentarisk republik bestående af 16 delstater. Det er med over 83 millioner indbyggere (31. december 2019) EU’s folkerigeste land. Det gav en befolkningstæthed på 238 indbyggere per km2, 100 mere end i Danmark. Landets hovedstad samt største by er Berlin, mens dets største byområde er Ruhr-distriktet, der bl.a. består af Dortmund og Essen. Tysklands øvrige største byer er Hamborg, München, Köln, Frankfurt am Main, Stuttgart, Düsseldorf, Leipzig, Bremen, Dresden, Hannover og Nürnberg.

Siden antikken har det nordlige Tyskland været befolket af adskillige germanske folkeslag. Området blev kaldt Germanien allerede før år 100. Under folkevandringstiden spredte de germanske stammer sig også mod syd. Fra det 10. århundrede udgjorde de tyske områder en vigtig del af Det Hellige Romerske Rige af Tysk Nation. Nordtyskland blev i løbet af det 16. århundrede centrum for den protestantiske reformation. I 1815 blev Det Tyske Forbund dannet i kølvandet på det tysk-romerske riges kollaps. Martsrevolutionen (1848-49) førte til, at det såkaldte Frankfurterparlament indførte demokratiske rettigheder.

Nationalstaten Tyskland opstod i 1871, da størstedelen af de tysktalende stater forenedes under preussisk herredømme i Det Tyske Kejserrige. Efter 1. verdenskrig og Novemberrevolutionen (1918-19) blev kejserdømmet væltet til fordel for den parlamentariske Weimarrepublik. Den nazistiske magtovertagelse i 1933 kulminerede hurtigt i dannelsen af Det Tredje Rige, hvis diktatoriske styreform bl.a. førte til 2. verdenskrig og holocaust. Efter 2. verdenskrig blev Tyskland splittet i to stater: Det demokratiske Vesttyskland og det socialistiske Østtyskland. De to lande blev genforenet den 3. oktober 1990.

Det 21. århundredes Tyskland er en stormagt. Landet er verdens 4. største økonomi og en førende magt inden for adskillige industrielle og teknologiske områder. Tyskland er både verdens 3. største eksportør såvel som importør. Det er et industrielt højindkomstland med en meget høj levestandard. Det tyske samfund er veluddannet og produktivt. Tyskerne nyder godt af en høj grad af velfærd, heriblandt et offentligt sundhedsvæsen og uddannelsessystem.

Tyskland var i 1957 med til at grundlægge EØF og i 1993 EU. I 1999 var landet med til at grundlægge Eurozonen. Tyskland er medlem af Schengen, FN, NATO, G7 (tidligere G8), G20 og OECD. Det har verdens 9. største forsvarsbudget. Tyskland er kendt for sin rige kulturhistorie og har fostret adskillige betydningsfulde kunstnere, filosoffer, musikere, sportsudøvere, videnskabsmænd, ingeniører, opfindere og entreprenører.

Ordet tysk stammer fra det gammelhøjtyske theodisk,diutisk, der er afledt af det oldgermanske theoda folk i betydningen talende folkesproget, i modsætning til latin, der brugtes af gejstlige og lærde.
Tyskland er først i 1990, blevet til den stat det er i dag. Navnet Tyskland har gennem historien dækket over vidt forskellige og komplekse statsdannelser:

Navnet Tyskland blev indtil midten af 1800-tallet brugt udelukkende om det område, hvor der taltes tysk og ikke om en nationalstat. Det omfattede det tysktalende Østrig og områder i Polen, Böhmen (det nuværende Tjekkiet) og i Sønderjylland. Først under preussisk ledelse i 1871 (den lilletyske løsning uden Østrig) blev Tyskland en fast geografisk enhed. Fra 1949 til oktober 1990 var Tyskland delt i henholdsvis Vesttyskland, officielt BRD, i vest og Østtyskland, officielt DDR, i øst.

Tyskland er hjemsted for en række interessante forhistoriske menneskefund. Der er spor af fortidsmenneskelig aktivitet til for 700.000 år siden. Neanderthal-mennesket havde sin gang i Tyskland indtil det blev fortrængt af det moderne menneske for omkring 40.000 år siden. Efter istiden havde sluppet sit greb i Europa, blev Tyskland hjemsted for stadig flere mennesker. I løbet af den yngre stenalder gik Tyskland bort fra jæger- og samlerlivet og begyndte at dyrke jorden og holde husdyr.

De første skriftlige beretninger om mennesker i Tyskland findes hos grækerne og romerne fra omkring 500 år f. kr.. De omtaler keltiske stammer i syd og germanske stammer i nord. I løbet af de næste århundreder bevægede de germanske stammer sig længere mod syd og fortrængte snart den keltiske kultur i Sydtyskland, kun i de schweiziske alper kunne kelterne holde sig fast. Mange flod- og bynavne i Sydtyskland vidner om deres tilstedeværelse.

Slaget i Teutoburger-skoven (Varusslaget) i Niedersachsen i år 9 e.Kr., hvor germanere under Hermann udslettede en hel romersk hær, der var på vej længere ind i Tyskland, satte en stopper for romernes fremfærd mod nord i det germanske område. Romerne prøvede aldrig for alvor igen at udvide deres territorium øst for Rhinen.
Fra 58 f. kr. til 455 e. kr. var områderne vest for Rhinen og områderne syd for Donau under romersk kontrol. Grænsen mellem romerriget og de germanske stammer løb omtrent langs den nuværende sproggrænse mellem germansk og romansk. De vigtigste romerske byer var Colonia Agrippinensium (Köln), Augusta Treverorum (Trier), Mogontiacum (Mainz) og Augusta Vindelicorum (Augsburg). Selv om der var modsætninger mellem romerne og germanerne, fandt der også en ivrig kulturel og økonomisk udveksling sted. Den førte til udvikling blandt de germanske stammer. Romeren Tacitus skrev en etnografisk-historisk beretning om germanerne 98 e.Kr.

Allerede 120 f.Kr. havde romerne oplevet de germanske folkevandringers styrke, da kimbrere (sandsynligvis fra Himmerland), teutonere og ambronere vandrede mod syd i store tal og var tæt på at overvinde romerne i deres italienske kerneland.
Men med hunnernes indmarch i det østlige Europa 376 e.Kr. blev en endnu voldsommere migration indledt, da store skarer flygtede eller blev fordrevet mod vest. Samtidig svækkedes det vestlige romerrige kraftigt og åbnede for germanske stammers indtog i Frankrig. Alemanniske, burgundiske og vandalske stammer etablerede kongeriger i det meste af Vesteuropa. 
I løbet af det 7. århundrede begyndte germanerne også at brede sig ind i det delvist affolkede område øst for Elben, hvor forskellige slaviske stammer holdt til. Området var endnu i højmiddelalderen præget af slavisk sprog og kultur, og de fleste stednavne i Østtyskland er af slavisk oprindelse (Berlin, Dresden etc.).

I Frankrig etablerede en stærk germansk kongeslægt sig som herskere. Frankernes kongedømme varede i flere århundreder under det merovingiske dynasti og derefter under det karolingiske. Den første karolinger var Karl Martell, der i 732 stoppede arabernes fremtrængen i Slaget ved Poitiers. Karl den Store, som blev kronet som kejser i år 800, erobrede Bayern i 788 og Niedersachsen i 804. Han kom til at kontrollere det meste af dagens Tyskland og Frankrig og var den mægtigste mand i Europa. Hans rige strakte sig helt til Ejderen, hvor han havde kontroverser med nogle af de første danske konger, bl.a. Godfred.

Efter den frankiske kong Ludvigs død blev de frankiske lande ved traktaten i Verdun i 843 delt i

Da den sidste karolinger døde i 911, overgik tronen til Konrad 1. og i 919 til Henrik Fuglefænger (Heinrich der Vogler), stamfar til Sachsendynastiet, hvis søn Otto den Store igen blev kejser i 962, året, der betegner fødslen af Det Hellige Romerske Rige af den tyske Nation. Mens den vestlige del af Frankerriget udviklede sig til den franske, centralistiske stat, vedblev det tysk-romerske rige at være præget af et meget stort antal territorialfyrster, der dygtigt arbejdede sammen for at indskrænke den tyske kejsers magt, hver gang han forsøgte at få fuld kontrol over området. Det tyske kejserrige blev et valgkejserdømme, hvor syv kurfyrster (med ret til at kåre (vælge)) havde en magtfuld placering, mens de mindre stater gennem forskellige aftaler forsøgte at holde sammen mod de store. Systemet sikrede på mange måder en bevarelse af riget, men var samtidig rigidt og konservativt. Det blev en fast skik at vælge kejseren fra de habsburgske konger fra Østrig, det stærkeste medlem af riget.

Reformationen havde sit udspring i de tyske småstater. Efter nogle mindre religionskrige i det 16. århundrede brød trediveårskrigen ud i 1618 med Tyskland som midtpunkt. Det var en ødelæggende krig, der først havde religiøse, men senere rent magtpolitiske motiver. Krigen hærgede landene voldsomt, og efter 30 år som kampplads for de europæiske stormagters hære var Tysklands indbyggertal faldet fra 17 til 10 millioner .

I løbet af det 17. og 18. århundrede blev enevælden indført efter fransk forbillede i mange tyske stater. Det betød en rivalisering mellem de forskellige dele af riget. Det protestantiske Preussen under især Frederik den Store kom godt gennem denne udvikling. Så godt, at han kunne udfordre den tyske kejser fra det stærke, katolske Østrig. Modsætningen mellem de to vigtigste medlemmer af rigsfællesskabet var med til at svække rigets sammenhængskraft i det 18. århundrede. Især under Syvårskrigen, hvor Preussen og Østrig kæmpede mod hinanden, var riget tæt på opløsning. Hverken Østrig eller Preussen var i stand til at stoppe Napoleon Bonaparte og hans franske værnepligtshær, der i 1806 fejede al modstand til side og gav det skrantende tyske rige dødsstødet.

Efter det tysk-romerske riges sammenbrud og Napoleons nederlag ved Waterloo blev de europæiske landes grænser stukket ud ved kongressen i Wien i 1815. Tyskland blev ikke forenet. I stedet blev en løs konføderation skabt med to dominerende medlemmer: Preussen og Østrig, og mange af de over hundrede småstater blev samlet i større konge- og fyrstedømmer.

I de følgende tiår kendt som restaurationen (genoprettelsen) forsøgte monarkierne at bekæmpe liberale strømninger, der havde bredt sig efter den franske revolution. Liberalismen var tæt forbundet med nationalisme og med kravet om et forenet Tyskland. I 1848 udbrød der uroligheder i Berlin, og kong Frederik Vilhelm 4. af Preussen blev tvunget til at love en forfatning. En nationalforsamling, valgt i alle tyske stater, mødtes i Frankfurt am Main for at vedtage en ny konstitution. Imidlertid løb den liberale bevægelse ud i sandet, og kongen nægtede at acceptere forslaget til en forfatning for et forenet Tyskland på et demokratisk og forfatningsmæssigt grundlag.

Preussens militære sejre over Danmark i 1864 og især over Østrig i slaget ved Königgrätz 1866 og over Frankrig i den fransk-preussiske krig 1870-71 betød, at konkurrenterne var slået af banen, og Preussen alene kunne grundlægge et samlet Tyskland. Ved udråbelsen af det tyske kejserrige i Versailles i januar 1871 blev Preussens kongeslægt gjort til kejsere over det Tyske Rige. Det omfattede alle de større og mindre stater i Tyskland, der før havde været mere eller mindre selvstændige. I årtier havde valget stået mellem den stortyske og lilletyske løsning: med eller uden Østrig. Men Preussen havde nu effektivt kørt Østrig ud på et sidespor, og Tyskland blev samlet uden Østrig.

Selv om kejserriget havde en valgt rigsdag, blev regeringen udnævnt af kejseren, som havde central politisk magt. Otto von Bismarck, jernkansleren, havde med sin strategiske sans og vilje til krig som magtredskab været hjernen bag Preussens kolossale opstigning, men da kejser Wilhelm 1. (kejser 1871-1888) døde og blev fulgt af Frederik 3. (1888) og dennes søn Wilhelm 2. (1888-1918) mistede Bismarck sin indflydelse.

Kejserriget var en epoke med stor økonomisk vækst og industrialisering. Og samtidig øget nationalfølelse og militarisme. Bismarcks realpolitiske linje var erstattet af en aggressiv kurs, der stræbte efter at udvide tyske interesser i Europa. Og gennem kolonialisering og flådepolitik også i resten af verden. Det sidste var en torn i øjet på England. Frankrig nærede ønske om hævn efter nederlaget til tyskerne i 1871, hvor det afstod Alsace/Elsass og Lorraine/Lothringen. Der var udsigt til krig.

Den 1. august 1914 brød 1. verdenskrig ud. Efter fire års blodig stillestående krig måtte Tyskland erkende nederlaget, uden at der havde været fjendtlige tropper på tysk jord. Med traktaten i Versailles 1919 blev Tyskland holdt ansvarlig for 1. verdenskrig og pålagt enorme krigsskadeserstatninger. Tyskland mistede store områder til Polen, Frankrig og Belgien, og Nordslesvig kom tilbage til Danmark efter en folkeafstemning (genforeningen i 1920). Nederlaget betød kejserrigets endeligt: kejseren abdicerede, og de tyske socialdemokrater udråbte det Tyske Rige som republik.

Weimarrepublikken var et forsøg på at etablere et liberalt og demokratisk Tyskland. Regeringen hæmmedes dog af store økonomiske problemer og forfatningens organisatoriske svaghed. I de tidlige år var det oprør og kupforsøg fra både nationalister og kommunister, og hyperinflationen i 1923 knækkede økonomien. De næste år blev forholdene bedre, efterhånden som trykket fra krigsskadeerstatningerne mindskedes. Vellykkede koalitionsregeringer genskabte ro og orden indtil den store verdensøkonomiske krise efter børskrakket i 1929. Under den nye økonomiske tilbagegang var forholdene under hyperinflationen i frisk erindring, og en antidemokratisk opposition mod Versaillestraktaten undergravede Weimarrepublikken. Både det Nationalsocialistiske tyske Arbejderparti (NSDAP), tyske monarkister og kommunisterne udnyttede denne stemning og den øgede arbejdsløshed, og staten var ikke i stand til at opretholde lov og orden.

Adolf Hitler kunne sætte Weimarrepublikken ud af funktion i 1933 med andre partiers hjælp og med vold og trusler. Efter at NSDAP blev det største parti i begge valg i 1932 (dog uden flertal i Rigsdagen) udnævnte præsident Paul von Hindenburg Hitler til rigskansler den 30. januar 1933. Efter Rigsdagsbranden i februar 1933 blev kommunistpartiet forbudt. Efter valget i marts 1933 fik Hitler stadig ikke flertal i Rigsdagen, men de kommunistiske mandater blev annulleret, og ved hjælp af de øvrige partiers stemmer fik Hitler det to tredjedeles flertal, som var nødvendigt efter forfatningen og gav ham beføjelser til at regere alene. Kun det socialdemokratiske SPD stemte mod denne bemyndigelseslov. Da Hindenburg døde i august 1934, begik Hitler statskup og overtog også embedet som præsident. Han undergravede systematisk alle demokratiske institutioner og indførte meget strenge regler for jøder og politiske modstandere; de sidste blev allerede fra 1933 interneret i de nyoprettede KZ-lejre.

I løbet af 30'erne brød Tyskland flere gange åbenlyst bestemmelser i Versaillestraktaten, uden at Storbritannien eller Frankrig greb ind, selv om Tyskland endnu ikke havde militær af betydning. Efter anneksionen af Østrig i marts 1938 (Anschluss) blev det tyskbefolkede Sudeterland annekteret fra Tjekkoslovakiet i oktober samme år efter München-aftalen mellem Tyskland og Storbritannien. I marts 1939 annekterede Tyskland hele den vestlige halvdel af Tjekkoslovakiet (de gamle østrigske provinser Böhmen-Mähren). Det var ikke en del af aftalen, og England og Frankrig gav Tyskland et ultimatum.

Polen genopstod efter 1. verdenskrig og havde kunnet udvide sit areal med store områder, hvor der levede et stort tysk mindretal (bl.a. den polske korridor der delte det østlige Tyskland i to). Hitler ønskede derfor at erobre landet. Også for at få livsrum og vise den slaviske races underlegenhed . 1. september 1939 angreb Tyskland Polen fra vest, og den 17. september angreb Sovjetunionen fra øst. Delingen af Polen og Østeuropa var allerede fastlagt i Molotov-Ribbentrop-pagten. England og Frankrig erklærede krig mod Tyskland. Det blev begyndelsen på 2. verdenskrig.

I 1940 besatte Tyskland Danmark, Norge, Belgien, Nederlandene, Luxemburg og Frankrig. Sovjetunionen blev angrebet i 1941 samtidigt med Grækenland og Jugoslavien. I forbindelse med Japans angreb på USA i december 1941 erklærede Hitler også krig mod USA.

Tyskland og Japan, tabte krigen i 1945. Italien kapitulerede allerede i 1943. Store dele af Europa, ikke mindst Tyskland, lå i ruiner. Krigen førte til enorme menneskelige lidelser, en total nedbrydning af Tysklands politiske og økonomiske strukturer og en deling af landet. Tyskland mistede store områder i øst. Den tyske befolkning blev fordrevet igen og erstattet af polakker og sovjetborgere.

Tyskere refererer ofte til 1945 som Stunde Null for at beskrive landets totale sammenbrud. Selv om visse storbyer var jævnet med jorden, så var al tysk industri dog ikke ødelagt, og store dele af infrastrukturen var stadig intakt. Allerede ved Jalta-konferencen i februar 1945 var de tre store allierede nationer, USA, Storbritannien og Sovjetunionen, blevet enige om at dele Tyskland i fire besættelseszoner efter sejren. Ved Potsdam-konferencen blev denne ordning bekræftet og den tyske grænse mod øst lagt fast ved floderne Oder og Neisse, hvor den stadig er. Det betød at over 10 millioner tyskere skulle udvises fra de tyske provinser øst for Oder-Neisse-linjen (Schlesien, Østpreussen og Pommern).

Kort efter Potsdam-konferencen begyndte uenighederne mellem Sovjetunionen og de vestallierede at vise sig. De kulminerede i 1948 med Berlin-blokaden, den sovjetiske blokade af den af de vestallierede del af Berlin, som lå isoleret midt inde i østblokken. Sovjetunionens påskud var utilfredshed med den nyindførte møntreform i de vestlige besættelseszoner. Takket være en vestallieret luftbro kunne den vestberlinske befolkning brødfødes.

I 1949 blev to tyske stater grundlagt. De tre vestlige besættelseszoner, den franske, britiske og amerikanske, blev til Forbundsrepublikken Tyskland (Vesttyskland), og den sovjetiske zone blev til den kommunistiske stat DDR (Østtyskland).

Vesttysklands forhold til udlandet var i årtierne efter krigen præget af de ødelæggelser og folkedrab, som Tyskland var ansvarlig for under 2. verdenskrig. Målet var fra begyndelsen at genskabe tilliden til Tyskland i verden og på den måde også opnå økonomisk og politisk handlefrihed. I 1952 indgik den første tyske forbundskansler Adenauer en aftale mellem Vesttyskland og Israel, hvorefter Vesttyskland forpligtede sig til at betale tre mia. D-Mark i erstatning til tysk-jødiske fordrevne. I 1955 besøgte Adenauer Sovjet og genoptog diplomatiske forbindelser. Det betød at 2 mio. af de ca. 3,3 mio. tyske krigsfanger i Sovjet kunne vende hjem fra fangenskab. I 1955 indgik Danmark og Tyskland i forbindelse med Vesttysklands indtræden i Nato en aftale om mindretallene ved den dansk-tyske grænse (København-Bonn-erklæringerne).

Årene efter Willy Brandts tiltræden i 1969 var præget af afspænding mellem Øst og Vest. I 1970 indgik Vesttyskland en samarbejdsaftale med DDR. Brandt besøgte mindesmærket for opstanden i den jødiske ghetto i Warszawa, og Polens og Sovjets overtagelse af de tidligere tyske østområder (Oder-Neisse-Grænsen) blev anerkendt.

Utilfredsheden med det østtyske styre førte i 1953 til arbejderopstanden i Østberlin. I løbet af 1950'erne steg antallet af flygtninge fra DDR til Vesttyskland voldsomt, og den socialistiske stat var ved at blive drænet for især højtuddannede borgere. I 1961 lukkede det østtyske regime under Walter Ulbricht grænsen med Berlinmuren.

Efter Sovjetunionens sammenbrud i slutningen af 1980'erne bredte det folkelige pres for reformer sig til de kommunistiske østlande og også til DDR. Bølger af østtyskere flygtede gennem Tjekkoslovakiet og Ungarn til Vesttyskland, og der opstod demonstrationer og protester mod det østtyske styre, det strengeste kommunistiske regime i Østeuropa. Begivenhederne er kendt som die Wende (vendepunktet). Berlinmuren faldt den 9. november 1989, da DDR's regering i forvirring bevilgede fri udrejse. Tysklands genforening fandt sted, da DDR blev omdannet til fem delstater, der blev optaget i Forbundsrepublikken Tyskland den 3. oktober 1990. Dagen er nu Tysklands nationaldag.

Efter genforeningen har Tyskland især arbejdet på at forbedre infrastrukturen i de østlige delstater og få dem op på økonomisk niveau med de vestlige. Resultatet varierer, da høj arbejdsløshed og social uro er et problem i mange østlige dele af landet. Internationalt indtager Tyskland en stadig vigtigere rolle, og landet er en dominerende (men ofte diskret) deltager i EU.

Valg til Forbundsdagen (Bundestag) finder sted hvert fjerde år. Der er ikke sket væsentlige ændringer i valgsystemet, siden det blev indført i 1949. Det bygger på en kombination af valg i enkeltmandskredse med udjævningsmandater, således at forholdstallet bestemmer hvor mange mandater partierne får. Der er gennemført en række forholdsregler, der skal modvirke politisk splittelse som i Weimar-republikken: En relativt høj spærregrænse på 5% gør det svært for nydannede partier at blive valgt ind, landsdækkende folkeafstemninger er ikke tilladt, der kan ikke udskrives valg uden for de faste valgperioder, og forbundskansleren har en særlig stærk stilling. Hun kan kun væltes, hvis der kan dannes flertal for en anden regering. Selv om forbundsdagen kan ændre grundloven (med 2/3 flertal), er visse friheds- og menneskerettigheder eviggyldige og kan ikke ophæves.

Forbundsrepublikkens statsoverhoved er forbundspræsidenten, der vælges ved indirekte valg for en periode på 5 år og ikke har politisk magt. Richard von Weizsäcker blev valgt i 1984 og genvalgt i 1989. Han blev efterfulgt af Roman Herzog og dernæst af Johannes Rau.

Den 31. maj 2010 valgte forbundspræsident Horst Köhler som den første i embedet at træde tilbage før tid, efter at han er blevet beskyldt for at udtale, at Tyskland brugte de væbnede styrker til at beskytte økonomiske interesser i Afghanistan. Formanden for det tyske overhus, Forbundsrådet, socialdemokraten Jens Böhrnsen overtager stillingen midlertidigt.

Efter det første fællestyske valg i december 1990 bestod forbundsregeringen af de borgerlige partier Christlich Demokratische Union/Christlich Soziale Union (CDU/CSU) og Freie Demokratische Partei (FDP), mens Sozialdemokratische Partei Deutschlands (SPD), miljøpartiet Bündnis 90/Die Grünen og kommunisternes arvtagere Partei des Demokratischen Sozialismus (PDS, nu Die Linke) var i opposition.

I dag anses Tyskland for at have bidraget væsentligt til Den Europæiske Unions fremgang og til samlingen af det østlige og vestlige Europa. Tyskland har i de senere år optrådt med større selvsikkerhed på mange områder.

Det tidligere forbud mod tyske tropper uden for Tysklands grænser er ophævet, og der er nu også tyske soldater udstationeret i bl.a. Afghanistan. Tyskland arbejder, bl.a. med britisk og fransk støtte, på at få en fast plads i FN's sikkerhedsråd.

Forbundsrepublikken Tyskland består af 16 Länder (forbundslande eller delstater), hvoraf tre, Berlin, Bremen og Hamborg er bystater. Forbundslandene har væsentlige beføjelser indenfor bl.a. kultur- og skolepolitik, men også finans- og skattepolitik kan de i nogen grad selv styre. Delstaterne har hver deres egen politistyrke. På forbundsniveau findes tre politistyrker, bl.a. Bundeskriminalamt.

Grænsen mellem delstaternes og forbundsregeringens beføjelser og den bedst mulige administrative opdeling er til stadig debat. Der er stor forskel på forbundslandenes økonomi og størrelse, og sammenslutninger mellem forbundslande er blevet diskuteret, men ikke gennemført (f.eks. Berlin-Brandenburg og en Nordstat af Slesvig-Holsten, Hamborg, Bremen, Niedersachsen og Mecklenburg-Vorpommern).

 

Tyskland er administrativt inddelt på omtrent samme måde (dvs. bortset fra delstaterne), som Danmark var før 1. april 1970. De 16 forbundslande er opdelt i 294 Kreise (amtskommuner) (57 millioner indbyggere, gennemsnitligt 194.000 per amtskommune (ikke opdateret)) og derudover i 107 købstadskommuner (20. november 2017). 1. januar 2021 var der  (derudover findes 2 beboede (opdateret januar 2020) af i alt over 200 (ikke opdateret) kommunefri områder) () i Tyskland med et gennemsnitligt landareal på over 32 km² (uden at tage hensyn til de kommunefri områder) og gennemsnitligt omkring 7.500 indbyggere (5.200 indbyggere i kommuner, der tilhører en amtskommune) (Danmark:432,59 km²;over 13 gange større areal;gennemsnitligt næsten 8 gange flere indbyggere, nemlig over 59.300 (april 2019)). Heraf var 107 købstadskommuner, som ikke tilhører en amtskommune, ved udgangen af 2017. Disse købstadskommuner havde cirka 25 millioner indbyggere tilsammen, 233.000 indbyggere per købstadskommune (ikke opdateret). Den mest folkerige var Berlin, som samtidig udgør éen købstadskommune. Det samme er tilfældet med Hamborg.

Siden 2. verdenskrig har Tyskland været meget tilbageholdende med anvendelse af nationalsymboler. Siden genforeningen, og særlig ved fodbold-VM i Tyskland 2006, er brugen af nationale symboler igen blevet mere accepteret, men stadig forbundet med tilbageholdenhed.

Den tyske nationalsang er officielt tredje vers af Deutschlandlied eller Lied der Deutschen, der blev skrevet af den nationalliberale Hoffmann von Fallersleben i 1841 på den østrigske kejserhymnes melodi af Joseph Haydn fra 1797. Brugen af de to første, nu uofficielle vers forbindes ofte med nynazistiske synspunkter.

Det sort-rød-gyldne tyske flags historie går tilbage til befrielseskrigene mod Napoleon Bonaparte omkring 1813, hvor det Lützowske Frikorps af tyske studerende havde sort, rød og gul som kendemærke. Farverne blev til symbol for det første forbund af nationale, tyske studenter (Burschenschaft).

Frem til revolutionen i 1848 blev det sort-rød-gyldne flag et symbol for de nationalliberales ønske om et forenet Tyskland og deres kamp mod monarker og fyrster i de mange tyske småstater. Det blev til nationalflag i Weimarrepublikkens fra 1918-1933, indtil Hitler erstattede det med hagekorsfanen.
I 1949 valgte både DDR og Vesttyskland igen det sort-rød-gyldne flag, bl.a. for at undgå symboler der havde forbindelse til Preussen og nazismen, og for at vise forbindelsen til den liberale og demokratiske tyske bevægelse i 1800-tallet (DDR lagde vægt på den revolutionære sammenhæng).
Ved siden af den tyske flag bruges også delstaternes flag som for eksempel Slesvig-Holstens flag.

Siden genforeningen 3. oktober 1990 har denne dag været Tysklands nationaldag. Dagen kaldes også Tag der Deutschen Einheit.

Fra 1954 til 1990 var Vesttysklands nationaldag den 17. juni, med samme titel, dagen for østtyskernes forgæves folkeopstand mod det kommunistiske styre i 1953 (arbejderopstanden i Østberlin). I DDR var der to nationaldage, den 8. maj, dagen for Nazi-Tysklands endegyldige kapitulation i 1945, og den 7. oktober, dagen hvor DDR i 1949 blev grundlagt.

Ved oprettelsen af forbundsrepublikken i 1949 havde man ingen militære styrker. De vestlige allierede, der stadig havde tropper i det besatte Tyskland, tillod det ikke. Med den begyndende kolde krig og den aggressive sovjetiske politik i Østeuropa, ønskede de vestallierede dog at også Vesttyskland skulle kunne forsvare sig mod østblokken. Vesttyskland fik derfor lov til at oprette en hær i 1955 og blev samtidig medlem af den nordatlantiske alliance NATO.

Det tyske forsvar, Forbundsværnet (Bundeswehr), består af hær, luftvåben og søværn. Der var ca 284.000 tjenestgørende soldater i disse værn i 2006, og den militære reserve var på 344.700. Udgifterne til det tyske militær ligger på 28,4 mia Euro og udgør 1,2 % af Tysklands BNP.

Der er i Tyskland ni måneders værnepligt for alle mænd, men man kan alternativt udføre Zivildienst (hvilket indebærer ni måneders tjeneste i sociale institutioner, redningsvæsen eller lignende), et års udlandsophold for den tyske stat eller 6 års ansættelse i brandvæsen eller civilforsvar.

Værnepligten i Tyskland er siden den 1. juli 2011 udsat ved loven Wehrrechtsänderungsgesetz og erstattet af en frivillig værnepligtstjeneste.

USA's militær er stadig til stede forskellige steder i Tyskland, bl.a. med den store luftbase Ramstein og yderligere en base i Büchel. Mange af de amerikanske sårede soldater fra Irakkrigen blev behandlet på et amerikansk militærhospital i den bayerske by Landshut. USA har ifølge visse kilder omkring 150 atomvåben opmagasineret på deres luftbaser i Tyskland.

Forbundsrepublikken Tyskland dækker et areal på 357.000 km². Fra det nordligste punkt i List på øen Sild ved den danske grænse og til det sydligste punkt ved Oberstdorf i Alperne ved Østrig er afstanden godt 850 km, og fra den østligst beliggende by Görlitz ved den polske grænse til det vestligste punkt ved grænsen til Holland er der ca. 600 km.

Den nordlige tredjedel af Tyskland ligger i det nordeuropæiske lavland og består hovedsageligt af fladt morænelandskab præget af istidens smeltevandsdale, som nogle af Nordeuropas største floder løber igennem. Langs nordsøkysten mellem Holland og Danmark er landskabet præget af marskområder med et væld af diger. Mod Østersøen er kystområdet væsentlig mildere, og kysten minder om den danske med en del indlandsfjorde (især i Sydslesvig).

Længere mod syd, i Midttyskland, hæver det tyske mellemhøjland, Mittelgebirge, sig med højder på over 500 meter og enkelte bjerge op til 1500 meters højde. Skiferbjerge langs Rhinen mod vest, Vogelsberg og Rhön i Midttyskland, samt Sudeterbjergene mod øst vidner om vulkansk aktivitet i fortiden.

Helt mod syd rejser de tyske alper sig med Zugspitze (2.962 meter) som højeste punkt. De tyske alper består mest af kalksten, som Alperne ved deres bevægelse mod nord har skubbet foran sig.

Tyskland ligger i den tempererede klimazone i Mellemeuropa, men danner overgang fra kystklima præget af vestenvind og Golfstrømmen til det østligere Europas kontinentalklima. Således hersker der ligesom i Danmark et udpræget kystklima i Nordtyskland, mens man i den centrale, østlige og sydlige del af Tyskland har fastlandsklima med koldere vintre og varmere somre.

I Saarland og Rhindalen i det vestlige Tyskland har man hele året rundt det varmeste klima. Her målte man den tyske temperaturrekord på 40,3 °C i 2003. I Baden i sydvest har man den højeste gennemsnitstemperatur på 11 °C.

De koldeste områder er i det sydligste Tyskland, hvor højdeforskellen i Alperne giver kolde vintre med megen sne. Ved Funtensee i Berchtesgaden målte man i 2001 -45,9 °C. I Oberstdorf findes den laveste årlige gennemsnitstemperatur, bare 6 °C.

Hamborg har en middeltemperatur i den koldeste måned på 0,4 °C og i den varmeste på 16,6 °C. De tilsvarende temperaturer i München, der har fastlandsklima, er henholdsvis -1,7 °C og 17,3 °C. Den gennemsnitlige nedbør pr. år i Hamborg er 744 mm og i München 948 mm.

Monitoringrapporten fra den tyske forbundsregering fra 2019 viser følgende billede for Tyskland: Væksten nåede et lavpunkt i 2003 med en negativ vækst på -0,2 %. De senere år er det dog gået gradvis fremad, og i 2006 nåede man 2,8 %. Tyskland ser nu for første gang ud til at kunne opfylde Euro-samarbejdets krav om et maksimalt underskud i procent af BNP på 3 %, den såkaldte Maastricht-grænse. Selvom landets økonomiske situation på grund af større strukturelle problemer stadig ikke er optimal, opnåede man dog i første halvår 2007 for første gang siden genforeningen et overskud på statens finanser.

Tyskland har en anslået befolkning på 83.166.711 indbyggere pr. 2019, hvilket gør det til det folkerigeste i EU og nummer to i Europa efter Rusland. Da Tyskland med sine 357.021 km² kun er det syvendestørste land i Europa, er Tyskland samtidig en af verdens tættest befolkede større nationer. Der er dog betydelige regionale forskelle i befolkningstætheden. Større befolkningskoncentrationer findes i Nordrhein-Westfalen koncentreret i Ruhr-distriktet, Rhein-Main området omkring Frankfurt, i Hamborg, München og omkring Berlin. De tyndest befolkede områder finder man især i det østlige og allernordligste Tyskland med Mecklenburg-Vorpommern som den tyndest befolkede delstat.

Indbyggere med fremmed statsborgerskab udgjorde i 2005 6.755.811 millioner, hvoraf tyrkere er den største gruppe med 2,3 millioner. De øvrige grupper er for en stor dels vedkommende EU-borgere (2,1 mio.), med italienere (540.810), polakker (326.596) og grækere (309.794) som de vigtigste grupper. En stor del af de resterende ikke-tyske statsborgere kommer fra tidligere sovjetstater og især eks-Jugoslavien med ca. 700.000.

Den tyske fødselsrate er blandt de laveste i verden, men befolkningstallet holdes dog oppe af indvandring. Siden starten af 2007 har man kunnet konstatere et stigende antal fødsler, som man tilskriver den forbedrede økonomiske situation og ændringer i børnepengesystemet.

Indfødte etniske mindretal er danskere i Sydslesvig (ca. 50.000), nationale frisere (ca. 20.000), sorbere i Sydøsttyskland (ca. 60.000) samt sinti og roma (sigøjnere, ca. 70.000).

Den romersk-katolske kirke omfatter 27,2 % af Tysklands indbyggere, protestantiske kirker (især lutherske, men også reformerte) 24,9 %, islam 5,2 %, og 38,8 % af befolkningen betegner sig som konfessionsløse, et af de højeste tal på verdensplan. I det katolske Bayern spiller religionen fortsat en stor rolle, mens mange områder i det tidligere Østtyskland har en meget lav grad af religiøsitet efter det areligiøse, kommunistiske styre.

Siden antikken har Tyskland tilhørt den vesterlandske, kristne religionssfære. Martin Luthers lære udsprang i Tyskland og bredte sig sidenhen især i det nordlige Tyskland. I Sydtyskland slog den dels ikke rod i samme grad og blev dels trængt tilbage under modreformationen. Derfor kan man meget groft dele Tyskland op i et nordligt, protestantisk og et sydligt og vestligt, katolsk område. Der er dog også protestantiske egne i det sydlige Tyskland, særligt i Württemberg og Franken. I Nordtyskland er bl.a. Münster i Nordvesttyskland og en del af øen Nordstrand i Sydslesvig katolsk præget.

Der er ingen statskirke i Tyskland, men de anerkendte kirkesamfund har en særlig stilling som offentlige, selvejende instanser. Staten står for at opkræve kirkeskat, og kirkerne modtager støtte fra staten.

Det officielle sprog i Tyskland er tysk, der er et vest-germansk sprog. Derudover findes der en række regionale dialekter, der ofte adskiller sig meget fra hinanden i udtalen.

Ved siden af det tyske sprog er der en række officielle mindretalssprog, herunder bl.a. dansk, sorbisk og frisisk

De fjorten største tyske byer er:

Det største byområde er Ruhr-distriktet med omkring 5,5 millioner indbyggere.

Tyskland er med sin centrale placering i Europa et trafikknudepunkt specielt for transport af varer, men også for persontransport. Man har forsøgt at imødegå den stærkt stigende godstransport på motorvejene ved at indføre afgifter for lastbiler (Maut).

Den første tyske jernbane var den nu nedlagte forstadsbane mellem Nürnberg og Fürth, der blev indviet 7. december 1835. Den første tyske jernbane til at forbinde to byer var strækningen Leipzig-Dresden fra 1837.

Det tyske jernbanenet administreres i dag af Deutsche Bahn og omfatter efter en del nedlæggelser ca. 38.000 km skinner. Der foregår store investeringer i jernbanenettet, der især går til udvidelse og forbedring af de mest befarede strækninger mellem storbyerne. ICE-3 er det hurtigste tyske tog med ca. 250 km i timen, der gør det muligt at køre turen fra Hamborg til Frankfurt am Main på 3 timer og 19 minutter.

I romersk tid opstod et vejnet, der siden forfaldt. De første organiserede landeveje blev bygget i det 18. århundrede, men med bilen kom der for alvor gang i vejbyggeriet. Verdens første motorvej blev bygget i det sydvestlige Berlin i 1921. I løbet af 1930'erne og især fra 1960 til 1980 blev motorvejsnettet udvidet kraftigt. Det tyske motorvejsnet er i dag 12.174 kilometer. Tæt trafik med køer af timers varighed på de store rejsedage forekommer, især i området omkring Ruhr-distriktet.

En meget stor del af den tyske udenrigshandel foregår med skib, hvorfor Tyskland har nogle af verdens største havne i Hamborg, Wilhemshaven og Bremerhaven ud til Nordsøen, men en stor del af varerne udskibes også fra Rotterdam i Holland. Tyskland har et veludbygget net af kanaler, der forbinder de store tyske floder med hinanden. Det er muligt at sejle fra Hamborg til Donau i syd. De vigtigste sejlbare floder er Main, Weser, Elben og Rhinen. De vigtigste kanaler er Kielerkanalen eller Nord-Østersø-kanalen (påbegyndt af den danske kong Christian 7. som Ejderkanalen), der kan benyttes af meget store skibe, og Main-Donau-Kanalen, der kobler det sydøstlige Tyskland sammen med resten af landet. Havnen i Duisburg i Ruhr-distriktet er Europas største indlandshavn.

Tyskland har mange større lufthavne, hvoraf Frankfurt am Main er den største og vigtigste. Den er med 52,2 millioner passagerer årligt den tredjestørste på europæisk plan og den største målt i fragt. München er næststørst i Tyskland med 26 millioner passagerer. Til sammenligning betjener Kastrup lufthavn hvert år cirka 21 millioner. I alt er der 430 større og mindre lufthavne i Tyskland. Det nationale tyske luftfartsselskab er Lufthansa.

Den tyske kultur har helt indtil 1800-tallet, i modsætning til mange andre nationale kulturer, udelukkende kunnet definere sig selv gennem det fælles sprog, fordi man ikke havde en nationalstat. Derfor følte f.eks. Mozart sig som tysker og ikke østriger, og derfor regner man den jødiske Franz Kafka fra det tyske mindretal i Prag til tysk litteratur, fordi han skrev på tysk. I slutningen af 1700-tallet kunne Goethe spørge sig selv: Hvad er Tyskland?, og svare at det var der hvor den tyske tunge lød, og der hvor tyske sæder og skikke blev dyrket.
Tyskland har en glorværdig kultur- og videnskabshistorie, der indbefatter mange af de største kunstnere og videnskabsfolk i verden. Under Nazi-Tyskland flygtede mange af de største tyske ånder fra landet, og denne kulturelle og videnskabelige åreladning har været mærkbar op til vor tid.

Tyske malere har været indflydelsesrige på vestlig kunst gennem historien. Albrecht Dürer, Hans Holbein den yngre, Matthias Grünewald og Lucas Cranach den ældre var vigtige tyske kunstnere i renæssancen, Peter Paul Rubens og Johann Baptist Zimmermann i barokken, Caspar David Friedrich og Carl Spitzweg i romantikken, Max Liebermann i impressionisme og Max Ernst i surrealisme.

Flere tyske kunstnergrupper er dannet i det 20. århundrede, såsom November Group eller Die Brücke og Der Blaue Reiter i ekspressionisme. Den Neue Sachlichkeit opstod som en mod-stil til det i løbet af Weimarrepublikken. Efter 2. Verdenskrig, har de vigtigste bevægelser neoekspressionisme, performancekunst og konceptkunsten udviklet sig, med bemærkelsesværdige kunstnere som Joseph Beuys, Gerhard Richter, Jörg Immendorff, HA Schult, Bazon Brock, Wolf Vostell, Aris Kalaizis, Neo Rauch og Andreas Gursky (fotografi).Større kunstudstillinger og festivaler i Tyskland er Documenta, Transmediale og Art Cologne.

Den første tyske litteratur stammer fra middelalderen med den berømte mytiske Nibelungenlied, men det er først i løbet af oplysningstiden i det 18. århundrede at tysk litteratur gør sig bemærket på verdensscenen. Fx Johann Wolfgang von Goethe og Friedrich Schiller, der især prægede klassikken; Friedrich Hölderlin fra romantikken; Heinrich Heine som repræsentant for den politisk nationalliberale Vormärz-litteratur. Brødrene Grimm samlede tyske folkeeventyr og grundlagde den tyske sprogforskning. I det 20. århundrede vandt flere tyskere Nobelprisen i litteratur: Theodor Mommsen (1902), Paul Heyse (1910), Gerhart Hauptmann (1912), Thomas Mann (1929), Hermann Hesse (1946), Heinrich Böll (1972) og Günter Grass (1999). Andre betydningsfulde forfattere fra det 20. århundrede er Christa Wolf, Gottfried Benn, Bertolt Brecht og Arno Schmidt.

Den tyske regering søger gennem Goethe-instituttet, der har filialer over hele verden, at gøre tysk kultur og litteratur kendt og bremse det tyske sprogs tilbagegang som verdenssprog. Bogmessen i Frankfurt er en af verdens vigtigste litterære begivenheder.

Tyske tænkere har været blandt de ledende bidragydere til filosofi og videnskabsteori. Gottfried Wilhelm Leibniz, Immanuel Kant, Georg Wilhelm Friedrich Hegel, Karl Marx, Arthur Schopenhauer, Albert Einstein, Friedrich Nietzsche og Martin Heidegger er nogle af mest berømte, men især i fortsættelsen af den kritiske marxistiske idé har Theodor Adorno, Max Horkheimer og siden Jürgen Habermas gjort sig bemærket. Max Weber anses for at være grundlægger af sociologien som videnskab, og indenfor nyere sociologi har Ulrich Beck med sine kosmopolitiske ideer og Niklas Luhmann været indflydelsesrige.

De største klassiske tyske komponister er Johann Sebastian Bach, Ludwig van Beethoven, Georg Friedrich Händel, Robert Schumann, Richard Wagner, Johannes Brahms og Richard Strauss.

I dag er Tyskland verdens fjerdestørste marked for musik og har indflydelse på forskellige musikgenrer. Nina Hagen har været en vigtig del af punk-bevægelsen, popdronningen Nena blev berømt især med sin 99 Luftballons, mens Kraftwerk og Einstürzende Neubauten i 70'erne og 80'erne var banebrydende inden for elektronisk musik. I udlandet er det i dag hovedsagelig Rammstein, US5 og Tokio Hotel der gør sig bemærket, hvor de har skabt et stort publikum selv om de synger på tysk. På det tyske marked er Udo Lindenberg, Herbert Grönemeyer, Dieter Bohlen, Die Ärzte, Die Prinzen, Wir sind Helden, Panik, Xavier Naidoo og Udo Jürgens populære.

Tyskland har vundet Eurovision Song Contest to gange. I 1982 med Nicole og Ein Bisschen Frieden og i 2010 med Lena Meyer-Landrut og Satellite.

De allertidligste tyske film stammer fra Weimarrepublikkens dage, hvor bl.a. Fritz Lang blev verdensberømt. Under Nazi-Tyskland blev Leni Riefenstahl banebrydende med sine propagandafilm, der glorificerede nazismen, men beundres for deres nyskabende filmiske æstetik. Efter 2. verdenskrig gik der nogle år, før filmproduktionen for alvor kom i gang. En af de første efterkrigsfilm, der behandlede krigstiden, var Bernhard Wickis Broen fra 1959. I 60'erne brød instruktører som Volker Schlöndorff og Rainer Werner Fassbinder igennem. Nye navne i 70'erne var Werner Herzog og Wim Wenders. Fra 80'erne kendes navne som Wolfgang Petersen og Margarethe von Trotta. Genforeningens nærmest lammende virkning på tysk kulturliv ramte også filmen i et årti, men i begyndelsen af det nye århundrede er den blomstret op med eksempler som Florian Henckel von Donnersmarcks De andres liv, Oliver Hirschbiegels Der Untergang, Marc Rothemunds Sophie Scholls sidste dage, Detlev Bucks Knallhart og Wolfgang Beckers Good bye, Lenin!.

I 2006 var der 27 millioner aktive sportsudøvere i Tyskland. Sport er en vigtig del af fritidslivet, og landet har en stolt sportshistorie med et væld af titler og medaljer. Landet ligger nr. 3 på medaljelisten for OL. Blandt de mest populære sportsgrene er fodbold klart nummer ét med 6 millioner aktive fodboldspillere og 170.000 klubber. Tyskland blev i 2014 verdensmester i herrefodbold for fjerde gang. De har vundet verdens herrefodboldmesterskaber i 1954, 1974, 1990 og 2014. De blev nummer tre ved VM i fodbold 2006, som afholdtes i Tyskland. Den tyske Bundesliga er en af verdens største ligaer. Andre populære sportsgrene er håndbold, hockey, (bord)tennis og basketball. Inden for vintersport er Tyskland som regel også godt repræsenteret.

Det tyske køkken varierer meget fra region til region og er tit mere beslægtet med regionernes nabolande end med øvrige dele af Tyskland. Spaghetti-lignende retter er populære i det sydlige Tyskland, mens kartofler og kålretter hører Nordtyskland til. Typisk for det tyske køkken er de mange typer pølser, og generelt er et tysk måltid tungt, syrligt og salt. Af tyske specialiteter kan nævnes surkål (Sauerkraut), Spätzle (nudler fra Württemberg) og Knödel (store mel- eller brødboller). Der er mange forskellige traditionelle kødretter, især af svin. Med de mange indvandrere er italienske, græske, indiske og tyrkiske restauranter blevet allestedsnærværende.

Tyskland har en meget gammel tradition for ølbrygning, og nogle bryggerier kan føre deres historie næsten 1.000 år tilbage. Weihenstepfaner nær München er grundlagt i 1040 og regnes for verdens ældste bryggeri. Der er mange bryggerier i Tyskland. I Bayern er tætheden størst, og især mod nord i Franken ligger der ca. 250, flest omkring Bamberg. I de senere år er interessen for tysk øl steget i udlandet, og de største mærker kan fås mange steder i Danmark. Det tyske øl er underlagt et gammelt Reinheitsgebot.

Der dyrkes vin i Rhin-, Mosel- og Nahedalene, men også i Baden-Württemberg og omkring Dresden. Rødvinen kan sjældent måle sig med andre landes, men de tyske hvidvine er højt værdsat. Tyske rødvinsdruer er fx Spätburgunder (Pinot Noir) og Dornfelder. Den bedste hvidvinsdrue er Riesling og en krydsning af denne: Müller-Thurgau. Vinene er underkastet et indviklet navne- og kvalitetssystem.




#Article 84: Virtual Reality Modeling Language (444 words)


 
Virtual Reality Modeling Language forkortet VRML er et scriptingsprog, der benyttes til beskrivelse at tredimensionelle modeller, der kan fortolkes som virtual reality af en browser, således at man virtuelt kan vende og dreje de pågældende modeller, bevæge sig rundt imellem dem og beskue dem fra alle vinkler. Sproget kan beskrive interaktion mellem objekterne samt interaktion med brugeren og kan ligesom HTML indeholde klikbare hyperlinks. Derudover kan der være indbygget multimedieelementer, og der er mulighed for at arbejde med avatarer.

Filformatet er ligesom ved HTML og Javascript, ASP-kode, PHP-kode mm. et almindeligt tekstformat, og filerne kan således dannes med en almindelig teksteditor. Imidlertid findes der også værktøjer i form af særlige VRML-editorer til at lette arbejdet. Nogle af disse er af WYSYWYG-typen (se eksempler), andre hjælper blot med til at få styr på syntaksen. 

De virtuelle objekter i VRML består af nogle få grundelementer, der kan skaleres og flyttes samt roteres om henholdsvis x-aksen y-aksen og z-aksen i en 3-dimensional verden. Disse kan også kombineres vilkårligt og dermed definere nye elementer, der kan genbruges i det uendelige. Der kan desuden være 3-dimensionale verdener inden i andre 3-dimensionale verdener, altså med hver deres x-akser, y-akser og z-akser. Med såkaldte prototyper kan der konstrueres nye parametriserede grundelementer (Nodes) ud over de, der fra starten er indbygget i sproget. 

Der kan således med temmelig få kodeliner bygges meget komplekse virtuelle 3D-modeller, inkluderende dynamik og interaktion med brugeren, og det er muligt at inkludere færdiglavede modeller, der foreligger som selvstændige eksterne VRML-moduler. Hvis man har et lager af disse, kan man således bruge dem som byggeklodser ved konstruktion af nye virtuelle 3D-verdener. 

De eneste betingelser for at 3D-virkningen kan opnås som tilsigtet er, at koden er syntaktisk korrekt, samt at VRML-filerne gemmes med filefternavnet .wrl.

For at virtual reality modellerne kan vises i en browser, kræves det at man har installeret en særlig plug-in til formålet. Der finders flere forskellige sådanne til de mest populære browsere på markedet, og som det er gratis at installere og bruge. 

Det er muligt at embedde  (integrere, indlejre) VRML-3D-verdener i almindelige HTML-websider i form af 3D-vinduer. Hvis man gør det, bør man imidlertid sikre sig, at brugerne får en forståelig fejlmelding, såfremt deres browsere ikke er i stand til at vise VRML, og der bør være vejledning om, hvor man kan finde den plug-in, man i givet fald stal have installeret for at kunne se 3D-verdenen.

Version 1.0 af sproget blev i 1995 defineret ud fra SGI's (det daværende Silicon Graphics, Inc.) filformat Inventor og kunne kun beskrive statiske verdener. Version 2 af sproget, VRML 97 tilføjede interaktion og blev ophøjet til en ISO-standard (14772-1:1997).

Standarden bliver i øjeblikket vedligeholdt af Web3D Consortium.




#Article 85: Vindenergi (675 words)


Vindenergi eller vindkraft er et udtryk for den kinetiske energi, som vinden indeholder. Den er en indirekte form for solenergi og kan derfor betegnes som vedvarende energi der skåner miljøet.

Vindenergien er i mange hundrede år blevet udnyttet af menneskerne. Det begyndte med at udnytte vinden til at fremdrive sejlskibe eller balloner, eller til at udrette mekanisk arbejde ved hjælp af vindmøller.

I nutiden omdannes vindenergi til elektricitet via vindkraftværker (elektricitetsproducerende vindmøller), der transducerer en spænding i vindkraftværkets vindturbine.

Solenergiens uregelmæssige indstråling på jordoverfladen bevirker en forskellig opvarming af Jordens atmosfære, vand- og landmasserne. Så er en side af Jorden, natsiden, bortvendt fra solen, tilmed er den solare indstråling i nærheden af ækvator større end ved polen. Allerede gennem den herved opståede temperatur- og dermed også lufttrykforskellen, kommer luftmasserne mellem zonene om ækvator og polen da også mellem Jordens dag og natside, i bevægelse. Jordens rotation bidrager ligeledes til at sætte luftmasserne i bevægelse, og rotationsaksens skævstilling til jordfladen, der danner jordbanen gennem omkredsning af Solen, (ekliptikale flader) fører til årstidernes luftstrømninger.

Der udvikler sig højtryk og lavtryksområder. Da Jorden drejer sig, er de flydende luftmasser udsat for under indflydelse af den fra rotationen resulterende corioliskraft; den strømmer derfor ikke i en lige linje til målet. Derimod danner der sig på nord- og sydhalvkuglen hvivler med forskellig drejeretning. På nordhalvkuglen strømmer luftmasserne (set fra rummet) mod urretningen ind i et højtryksområde og i urets retning ud af højtrykområdet. På sydhalvkuglen er orienteringen omvendt.

Til disse globale forstyrrelser kommer der også de lokale indflydelser til, så vinden opstår. På grund af de forskellige specifikke varmekapaciteter opvarmet af vand opvarmer landjorden sig om dagen hurtigere end vandet, og der blæser om dagen gennem de opståede trykforskelle en vandholdig vind på land. Om natten afkøles landmasserne sig hurtigere end vandet, og det giver den modsatte effekt. Til og lige med kan vinden over vandet udvikle sig uhindret, således at der særlig i kystområderne opstår en regelmæssig og stærk vind. Også gennem bjergformationer og andre lokale udprægninger (f.eks byer), kan der opstå vindstrømninger, der ofte gennem indskrænkede forhindringer (dyse-effekten) bliver forstærket.

Vindens styrke afhænger i de lavere luftlag af hvilke landskabselementer der er i området. Vand, marker, skov eller bebyggelser danner forskellig modstandsgrader, der beskriver luften ved jordoverfladens friktion. Denne effekt fører til en forringelse af vindhastigheden, afhængig af højden over jordfladen.

Vindenergien er gennem tiderne blevet udnyttet af menneskerne til mange forskellige formål, som f.eks til fremdrift af skibe og balloner og til udnyttelse af mekanisk arbejde ved hjælp af vindmøller.

Efter opdagelsen af elektriciteten og opfindelsen af den elektriske generator lå også tanken om at udnytte vindenergien til fremstilling af elektricitet nær. Med forskning og udvikling inden for vindenergi specialiserede man sig også i opbygningen af vingeformer, og bygningen af store vindkraftanlæg. Siden oliekrisen i 1970'erne er der blevet forsket i alternative muligheder for energiforsyning og dermed også udviklingen af de moderne vindkraftanlæg.

Vindenergianlæg kan indsættes til elproduktion i alle klimazoner, på havet og i alle landformer (ved kysterne, inde i landet og i bjergområder).

Udnyttelsen af vindenergi gennem vindkraftanlæg afhænger af størrelsen af vindens fart i navlehøjde, strømmens salgpris og af anlægs og infrastrukturomkostningerne.

De største udvindere af vindenergi til elproduktion er USA, Tyskland, Kina og tidligere Spanien. I Danmark er ca. 20 % af strømproduktionen produceret af vindkraftværker og har dermed Verdens største andel af elproduktion med vindkraft. I nogle regioner i Danmark og Tyskland ligger andelen endnu højere.

I Danmark, Tyskland og Spanien var den politiske vilje afgørende for vindenergiens udvikling. Det førte i de tre lande til udviklingen af en ny stor industrigren. Danmark, Tyskland og Spanien har i nutiden den største produktion af vindkraftanlæg.

Danmark har en førende stilling i produktionen af vindkraftværker (elektricitetsproducerende vindmølle]r). Vestas er (2006) verdens største producent af vindkraftværker. Andre store vindmøllefabrikanter er Siemens Wind Power (Danmark), GE Power (USA) og Gamesa (Spanien).

Verdens største vindkraftværk i drift er på 9,5 MW og bygges af Vestas, men det forventes, at de i fremtiden kan blive endnu større. General Electric arbejder for eksempel på en mølle på 12 MW.




#Article 86: Vestas Wind Systems (1504 words)


Vestas Wind Systems A/S () er en dansk fabrikant af vindmøller til fremstilling af elektrisk energi. Virksomheden regnes for at være verdens førende inden for sit felt og den største – målt på antal opstillede enheder. I 2010 havde Vestas opstillet mere end 41.000 vindmøller i 65 lande fordelt over 5 kontinenter.

Vestas blev grundlagt af Peder Hansen i 1945 under navnet VEstjysk-STålteknik A/S, hvis navn blev forkortet til Vestas. Dengang fremstillede virksomheden hårde hvidevarer, og begyndte at producere landbrugsudstyr.

Under den anden oliekrise i 1970'erne begyndte Vestas at undersøge vindmøllens potentiale som en alternativ, ren energikilde. I 1979 leverede Vestas de første vindmøller. Branchen oplevede et regulært boom i begyndelsen af 1980'erne, men i 1986 blev Vestas tvunget til at gå i betalingsstandsning, fordi markedet i USA kollapsede. Det skyldtes ændringen af en særlig skattelovgivning, der ellers havde sikret fordelagtige forhold for etablering af vindmøller. Vestas har siden da udviklet sig fra en pioner i branchen med en medarbejderstab på omkring 60 personer i 1987 til en global, højteknologisk og markedsførende virksomhed, der beskæftiger mere end 17.000 medarbejdere.

I 1997 gik Vestas på børsen for at få tilført kapital til den fremtidige vækst og udvikling. Det resulterede i, at Vestas blev opkøbt af et hollandsk konsortium med storbanken ABN AMRO i spidsen. To år senere udvidedes aktiekapitalen yderligere. I 2002 takkede Johannes Poulsen af efter næsten femten år som administrerende direktør, og blev erstattet af den hidtidige økonomidirektør Svend Sigaard. Sigaard præsiderede frem til 2005. I disse år blev der ikke blot strammet op i organisationen, men der indledtes også en ny fase i selskabets historie. De første offshore vindmøller blev leveret i 2002 til Horns Rev, men måtte tages ned igen på grund af fejl i transformatorerne. Det illustrerede sårbarheden i forsyningskæden og gav anledning til at øge selvforsyningsgraden i de følgende år. I 2004 blev Vestas fusioneret med en anden dansk vindmølleproducent, NEG Micon A/S. Samme år overtog Siemens den danske vindmølleproducent Bonus Energy i Brande. Globale energigiganter som Siemens og General Electric gik for fuld kraft ind i vindmølleindustrien og indledte konsolideringsbølgen. Samarbejdsvanskeligheder mellem Vestas og Micon førte til et ledelsesskifte, og den 1. maj 2005 tiltrådte Ditlev Engel som administrerende direktør i virksomheden.

En måneds tid efter hans tiltrædelse offentliggjorde Engel hans strategi for Vestas for 2005-2008: The Will to Win. Den omfattede blandt andet en ny vision for Vestas: vind, olie, gas og erklærerede, at vindkraft skal være en energikilde på linje med olie og gas. Vestas lancerede den nye strategi, Nr. 1 inden for moderne energi, i august 2007 for at styrke sin markedsførende position og understrege det faktum, at vindkraft er en energikilde på linje med olie og gas.

Vestas blev yderst hårdt ramt under den økonomiske krise – omkring 5.000 danske medarbejdere i Vestas blev fyret under krisen. Den 21. august 2013 blev adm. direktør Ditlev Engel fyret efter en række år med dårlige resultater. Engel blev afløst af svenskeren Anders Runevad, der kom til fra svenske Ericsson.

Vestas' historie strækker sig tilbage til 1898, da H.S. Hansen (1876-1953) etablerede sin første smedevirksomhed i byen Lem i Vestjylland. Han fik succes på grund af sin store idé-rigdom og virkede inspirerende på mange af sine smedesvende, som senere etablerede deres egne foretagender. Det bevirkede, at Lem efterhånden udvikleðe sig til et kraftcenter for smedehåndværket. I 1928 etablerede han sammen med sønnen Peder Hansen (1906-1992) firmaet Dansk Staalvindue Industri, som fremstillede stålvinduesrammer til industribygninger. På grund af materialemangel lå virksomheden stille under 2. verdenskrig, men sammen med ni kolleger omdannede Peder Hansen i 1945 familiefirmaet til et aktieselskab under navnet VEstjysk-STålteknik A/S, der efterfølgende blev forkortet til Vestas. Fremtiden tegnede lyst, da man kom ind på markedet i blandt andet USA, men i oktober 1986 måtte Vestas gå i betalingsstandsning, da de særlige skattelove der gjorde det attraktivt at bygge vindmøller i Californien bortfaldt, hvilket trak tæppet væk under Vestas. Kreditorerne havde over 100 mio. kr. til gode, og Finn Hansen blev koblet ud af Vestas. Store dele af produktionen blev frasolgt, og Vestas Wind Systems A/S blev dannet med Johannes Poulsen som administrerende direktør. Johannes Poulsen og ca. 60 ansatte begyndte et nyt kapitel i historien om Vestas, som nu kun ville beskæftige sig med vindenergi.

I 1989 blev de sidste af 100 møller i Vestas' hidtil største møllepark i Danmark sat i drift. Møllerne var serieproducerede og havde pitch-regulering og mikroprocessor, hvilket var gennemgående i flere år fremover. Virksomheden havde for alvor vind i sejlene og havde blandt andet i 1991 en omsætningsfremgang på 35% – samme år som mølle nummer 1.000 fra Vestas blev opstillet på dansk grund. Der var også fremgang på en række udenlandske markeder som Tyskland og Storbritannien, og der blev etableret samarbejde med virksomheder i bl.a. Spanien. Samarbejdet i Spanien kastede i år 2000 den hidtil største enkeltordre af sig, da der skulle bygges 1.800 møller til et spansk energiselskab, og i maj måned samme år stod det nye fabriksanlæg i Nakskov færdig og bestod af i alt 22.000 kvadratmeter til produktion af 32 og 39 meter lange vinger til MW-møller.

I januar 2001 blev Vestas valgt som vindmølleleverandør til det første store offshore-projekt i Nordsøen, Horns Rev Havmøllepark, ud for Esbjerg. Parken blev opført hen over sommeren 2002 og blev verdens hidtil største havvindmøllepark med en kapacitet på 160 MW. Den valgte mølletype var Vestas V80-2,0 MW og den forventede ordre var på ca. 1 mia. kr. I 2001 fik Vestas også deres første kontrakt med olielandet Iran, der bestilte komponenter til 123 vindmøller til en samlet værdi af 200 mio. kr. Dermed fik Vestas et gennembrud i Mellemøsten, hvor der er en voksende interesse for alternativ og miljørigtig energi. Den 1. december 2001 solgte Vestas sin andel i den spanske vindmølleproducent Gamesa Eólica S.A. på grund af strategiske uenigheder mellem de to firmaer, salgspris 2,1 mia. kr.

I april 2002 trådte Johannes Poulsen tilbage som koncernchef og overlod denne post til tidligere økonomidirektør Svend Sigaard. Året efter offentliggjorde Vestas planerne om at fusionere med konkurrenten NEG Micon. Dermed skabtes verdens største vindmølleproducent. Fusionen gav dog problemer, og virksomheden måtte nedjustere kraftigt, lige før Ditlev Engel tiltrådte som ny koncernchef per 1. maj 2005. Siden da har koncernen arbejdet efter den nye strategi The Will to Win med en række konkrete finansielle målsætninger.

I 2008 landede omsætningen på godt 6 mia. euro med et overskud efter skat på 511 millioner euro. Ved udgangen af 2008 var der knap 20.000 ansatte i Vestas på verdensplan.

Den 21. august 2013 blev administrerende direktør Ditlev Engel fyret på grund af dårlige resultater og et stort underskud. Svenskeren Anders Runevad overtog posten.

I maj 2017 var omkring 46 pct. ansat inden for produktionen, 41 pct. arbejdede med salg og service, mens de resterende 13 pct. var beskæftiget med udvikling og andre funktioner. I 2017 omsatte Vestas for 74,6 milliarder kroner og fik et nettoresultat på 6,7 milliarder kroner. 

I september 2018 havde Vestas cirka 5000 ansatte i Danmark, og i alt cirka 24.300 ansatte i 79 forskellige lande.

Vestas har passeret 100 milliarder i markedsværdi, og har i de seneste år oplevet en stor interesse for selskabets aktie. I 2007 var Vestas-aktien blandt de mest handlede aktier på Københavns Fondsbørs, og aktiekursen steg fra kurs 242 den 1. januar 2007 til kurs 552 den 31. december 2007. Siden har aktien taget en voldsom rutsjetur, men er nu ved at genvinde det tabte og lå primo maj 2009 omkring 400. Vestas' aktie er i dag en folkeaktie.

Ultimo juni 2013 havde Vestas 172.071 navnenoterede aktionærer inklusive depotbanker. De navnenoterede aktionærer ejede 92,8 pct. af selskabets aktiekapital. 167.587 danske aktionærer ejede ultimo juni 2013 omkring 59 pct. af Vestas, hvis aktier er 100 pct. frit omsættelige. Vestas ejer 0,7 pct. af aktiekapitalen, der ultimo 2012 udgjorde 1.455.813 aktier svarende til EUR 48 mio. Aktierne er købt i henholdsvis 2006, 2007, 2009 og 2011.

I forbindelse med fyringen af adm. direktør Ditlev Engel eksploderede handlen med Vestas'-aktier den 21. august 2013 – den dag blev der handlet for mere 655 millioner kroner aktier.

Vestas har gennem mange år gået for at være en økonomisk gigant på den danske scene, men heller ikke Vestas slap uden om den økonomiske krise i slutningen af 2000'erne, da ledelsen i april 2009 meddelte, at der skulle afskediges 1.900 medarbejdere, deraf 1.275 i Danmark. Den 26. oktober 2010 gennemførte Vestas en større fyringsrunde, idet 3.000 medarbejdere, heraf knap 2.000 i Danmark blev afskediget. Samtidig blev det annonceret, at produktionen i Rudkøbing, Nakskov, Skagen og Viborg vil blive nedlagt. Dette vurderes som en katastrofe for udkantsområderne i Danmark.

I 2012 blev yderligere 2.335 stillinger nedlagt, primært i administrationen og produktionen i hele Europa – heraf 1.300 i Danmark og Vestas' datterselskab Vestas Towers i Varde lukkede. Som led i en spareplan lukkede Vestas kontorerne i Randers og København, og flyttede dem til selskabets hovedkontor i Aarhus. Vestas har også meldt ud, at der i løbet af 2013 skal skæres stillinger væk, så selskabet ved udgangen af 2013 vil beskæftige omkring 16.000 ansatte.




#Article 87: Wikipedia (783 words)


Wikipedia er en internetencyklopædi, der forekommer i flere sprogversioner, udelukkende med frit indhold og ingen reklamer (selvom donationer accepteres), baseret på et åbent samarbejde igennem en model, hvor brugere kan redigere ved hjælp af internet-baserede applikationer som webbrowsere, kaldet wiki. Det er det største og mest populære generelle referenceværk på internettet, og i april 2019 var det blandt de mest populære hjemmesider ifølge Alexa rangeringsystem. Wikipedia ejes og drives af Wikimedia Foundation, en almennyttig organisation der drives ved hjælp af donationer for at kunne være uafhængig.

Wikipedia blev lanceret den 15. januar 2001 af Jimmy Wales og Larry Sanger. Sanger fandt på navnet,
 som en portmanteau af wiki (det hawaiianske ord for hurtig) og encyclopedia. Oprindeligt var det udelukkende en engelsksproget encyklopædi, men andre sprogversioner blev hurtigt udviklet.

 Det er dermed den sprogversion af Wikipedia med flest artikler. Tilsammen har de over 300 sprogversioner af hjemmesiden mere end 40 millioner artikler på 301 forskellige sprog og i februar 2014 nåede siden 18 milliarder sidevisninger og næsten 500 millioner unikke besøgende om måneden.

I 2005 udgav Nature en artikel, hvor 42 artikler om forskellige videnskabelige emner blev sammenlignet fra Encyclopædia Britannica og Wikipedia, hvor man fandt, at Wikipedias niveau af præcision og rigtighed nærmede sig Britannicas, selvom kritikere har foreslået, at hvis man havde udvalgt en tilfældig gruppe blandt alle artikler eller havde fokuseret på samfundsvidenskab eller omstridte sociale problemer. Det efterfølgende år skrev Time magazine at den åbne dørs politik tillod at hvem som helst kunne redigere, og at det gjorde det til den bedste encyklopædi i verden, og det hyldede Jimmy Wales' vision.

Wikipedia er blevet kritiseret for at udvise systematisk bias, for at fremstille en blanding af sandheder, halve sandheder og nogle løgne, og for at være genstand for manipulation og spin i forbindelse med kontroversielle emner. I 2017 annoncerede Facebook at siden ville hjælpe læsere med at detektere fake news ved at foreslå links til relaterede Wikipedia-artikler. YouTube annoncerede lignende planer i 2018.

Den danske udgave blev påbegyndt den 1. februar 2002. Den danske Wikipedia har  artikler pr. .

De tre bærende principper på Wikipedia, der tilsammen definerer dens niche på World Wide Web er:

Wikipedia støttes af Richard M. Stallman og Free Software Foundation. Stallman påpegede brugbarheden af en fri universel encyklopædi før Wikipedia blev startet.

Oprindeligt startede Wikipedia med at køre på UseModWiki, skrevet af Clifford Adams.

Den 26. januar 2002 skiftede den engelske Wikipedia program fra UseModWiki til PHP og MySQL.

Den 25. september 2002 skiftede den danske Wikipedia over til samme program.

Projektet kører på mange dedikerede servere, der er placeret i Florida, USA og tre andre steder i verden. Disse servere er ansvarlige for Wikipedia på alle sprog og for .
Wikipedia modtager mellem 2000-7000 sidevisninger per sekund. Over 200 servere er blevet sat op for i fællesskab at kunne håndtere den enorme mængde trafik.

Mobile enheder kan tilgå de mobile udgaver af Wikipedia. Den første mobile udgave formateret til WAP () har eksisteret siden 2004 – og siden 2009 til andre mobile enheder inkl. iPod, Android-enheder, og Kindle ( og ).

Alle der er koblet til Internettet kan læse og skrive i Wikipedias artikler. Bidrag angives med IP-adressen. Personer der har lyst til at bidrage med mere, kan oprette sig som brugere. Dette er gratis og har en del fordele – primært overskuelighed. Enkelte kontroversielle artikler kan være semibeskyttet; dvs. låst for bidrag fra IP-adresser. Alle kan bekæmpe vandalisme og brugere der er blevet erfarne indenfor wikiprocedurerne kan vælges til administratorer. Administratorer kan slette artikler, blokere brugere og beskytte artikler. Der er p.t.  administratorer på den danske Wikipedia

Brugere oprettes som administratorer af bureaukrater (Bureaucrats) der også kan ændre brugernavne.

Administratorer kan få taget deres rettigheder, hvis de udøver magtmisbrug. Det gøres af forvaltere (Stewards). Forvaltere vælges en gang om året ved demokratiske afstemninger.

Wikipedias styrke er blandt andet at udnytte diverse brugeres evner. Nogle ved en masse om et emne, men formulerer sig dårligt. Andre aner intet om emnet, men kan rette stavefejl, tegnsætning o.lign. Nogle brugere har kæpheste, som at bekæmpe dåsedansk og patruljerer da.wikipedia.org regelmæssigt.

Erfarne brugere kan wikificere nye brugeres bidrag – indsætte hyperlinks, billeder, links til andre sprog, kategorier mm.

Sammenlignet med andre sites på dansk er den danske Wikipedia godt besøgt og lå december 2013 på en 20. plads. I november 2013 var der omkring 40,4 millioner sidevisninger, eller 56.000 sidevisninger i timen.

Sammenlignet med andre sites besøgt fra Danmark, er Wikipedia (alle sprogversioner medtaget) også godt besøgt og lå december 2013 på en 6. plads.

Den danske Wikipedia er ikke repræsenteret på FDIMs statistik (viser kun sites under .dk), men hvad sidevisninger angår, lå dansk Wikipedia i oktober 2013 mellem 12. og 13.-pladsen, mellem politiken.dk og jp.dk




#Article 88: Wiki (585 words)


En wiki er et websted hvor enhver ved hjælp af en browser kan oprette, vedligeholde og forfatte webdokumenter og websider i samarbejde med andre. En wiki er en moderne teknologi (web 2.0), som muliggør, at mange brugere i fællesskab opbygger indhold/viden. En wiki sætter grupper i stand til at organisere og dele indhold og viden på en organisk og fri måde. En wiki bruger typisk et simpelt opmærkningssprog til at formatere teksten med. Nogle wikier tilbyder dog WYSIWYG funktionalitet, så en bruger ikke behøver sætte sig ind i det anvendte opmærkningssprog før wikien kan anvendes.

Indtastede ændringer og tilføjelser er for nogen wikiers vedkommende umiddelbart tilgængelige uden at indholdet bliver gennemlæst af andre, dvs. også uden at ændringerne er blevet explicit accepteret eller godkendt først. Den resulterende samling af hypertekstdokumenter, også kaldet enten wiki eller WikiWikiWeb, er typisk produceret af adskillige brugere

Mange wikier kan med det samme genkendes på deres brug af WikiOrd (eller CamelCase). Disse produceres ved at bruge stort startbogstav for hvert ord og fjerne mellemrummene mellem ordene; dette medfører, at frasen automatisk laves til et link (Wikipedia bruger ikke længere CamelCase). Ellers kan der være en knap eller en tekst, der hedder edit (redigér), som tillader at redigere i siden med det samme, og uden at man skal søge om lov.

Wiki er kort form af wiki wiki der betyder hurtig på hawaiiansk og udtales viki på dansk.

Den orignale WikiWikiWeb blev skabt af Ward Cunningham i 1995. Han opfandt og navngav Wiki konceptet, og skabte den første version af en WikiWiki server med anvendelse af Perl-programmeringssproget. Enkelte er af den opfattelse at alene Ward's wiki bør kaldes Wiki (med stort W) eller WikiWikiWeb.

Den åbne filosofi bag mange wiki'er, det, at alle må redigere og gemme sider, forhindrer ikke folk i at ødelægge eller modificere sider til noget direkte forkert. Når folk ødelægger sider, kaldes det for wiki-vandalisme. Studier fra IBM viser, at sider udsat for wiki-vandalisme har en levetid på ca. 5 min. (de 5 min. gælder kun i den engelske udgave af Wikipedia), før den tidligere version bliver genoprettet af en anden bruger. Undersøgelserne viser ydermere at 97 % af vandalismen foretages af anonyme brugere. 

Der er mange forskellige programmer, der frit kan anvendes til at styre en wiki. Det mest udbredte for øjeblikket er nok MediaWiki der blandt andet anvendes til Wikipedia. 
I firmaerne er TWiki det mest udbredte program.

Udbredelsen af wikier har åbnet for muligheden for brugen af denne i læringskontekst. Wikien kan bruges i undervisningen af såvel studerende som undervisere, som alle har mulighed for at oprette og redigere i artikler og sammen udbygge en fælles vidensdatabase. Wikien kan bruges som et opslagsværk af nuværende og kommende studerende, og styrker samtidig de studerendes kommunikationsevner og brug af it.

Underviseren kan vælge om vedkommende vil anvende Wikipedia til e-læring, hvilket vil betyde at wikiredigeringer vil være synlige for alle, eller om man hellere skal anvende en wiki fra et lukket e-læringssystem som fx Blackboard Learning System.Hvis formålet er at opbygge en vidensdatabase blandt de studerende, vil sidstnævnte løsning være at foretrække.

Wikier kan også anvendes til e-læring i virksomheder. Man kan fx bruge det til at videndele imellem forskellige afdelinger i en virksomhed og imellem virksomhedens filialer i forskellige lande. 

På et intranet for en virksomhed kan forskellige afdelinger hjælpe hinanden med viden om fx kulturel adfærd over for leverandører i Kina og på den måde dele erfaringer og viden, således at man fremover kan forhindre støj og sammenbrud i kommunikationen mellem to kulturelle modsætninger.




#Article 89: W (286 words)


W, w er det 23. bogstav i det danske alfabet og det latinske alfabet.

Tegnet W har mange betydninger.

Ligaturen uu eller vv brugtes i oldhøjtysk og i den tidligste oldengelske skrifttradition, for at udtrykke den germanske labiovelær approksimant som i moderne engelsk udtale af water. På denne tid udtaltes lyden i ordet vand på denne måde i alle germanske sprog, ikke kun i engelsk.

Latin og de romanske sprog havde allerede mistet denne lyd og havde erstattet den med en labiodental hæmmelyd v, som i moderne dansk. Det var den lyd, bogstavet v stod for. Derfor foretrak de vestgermanske skrivere helst at indføre et nyt tegn for den særegne germanske lyd, mens de skandinaviske alligevel blev tilfredsstillet af det latinske v.

I det angelsaksiske runealfabet havde man brugt runen ᚹ wynn for at betegne denne lyd, og angelsakserne indførte runen som bogstavet Ƿ i det latinske alfabet som en erstatning af uu. Runen blev imidlertid erstattet med uu igen efter den Normanniske erobring af England. Senere blev uu/vv til ét bogstav, nemlig w. Der var nemlig ingen forskel mellem bogstaverne u og v i tidlig latinsk skift. Dette er også grunden til, at bogstavet kaldes dobbelt-v på dansk, men dobbelt-u på engelsk.

På grund af senere lydændringer er udtalen af bogstavet w i tysk (og ligeså af v i dansk vand) blevet stort set identisk med udtalen af bogstavet v i de romanske sprog. Den oprindelige udtale er bevaret i engelsk og i jyske dialekter.

Bogstavet W er forholdsvis nyt i dansk, og bruges udelukkende i fremmedord og navne. W blev før 1980 i dansk regnet som variant af V og alfabetiseredes sammen med dette bogstav. (Denne alfabetisering var også gældende indtil 2006 på svensk).




#Article 90: X (221 words)


X, x er det 24. bogstav i det danske alfabet (det 23. i det latinske alfabet). Romerne lånte Χ (chi) fra grækerne og brugte det som tegn for lydforbindelsen ks, hvilken værdi det havde hos grækerne i Syditalien, medens de østlig boende grækere (ionerne m.fl.) brugte X som tegn for kh og betegnede ks ved Bogstavet Ξ (ksi). Blandt de moderne europæiske folk, som bruger det latinske alfabet, har mange (tyskere, hollændere, italienere, polakker og tjekker) enten helt opgivet brugen af x som lydtegn eller indskrænket dets brug til fremmedord; også i dansk bruges x kun lidet: efter den nu autoriserede retskrivning kun i nogle fremmedord, men ombyttes ellers med ks. På spansk brugte man x (equis) tidligere med lydværdien x på steder, hvor nu skrives j, eksempelvis Don Quixote, nu Don Quijote. I de sprog, som vedvarende bruger x, er det som regel tegn for ks, sjældnere (som engelsk exact, anxiety, fransk exécuter, Xénophon) for stemt gz. Med lydværdien s bruges det i almindelig dansk, norsk og svensk Udtale som forlyd (Xenofon, xylograf), ligeledes i de spanske ord som expectación, extremidad, og i franske ord som soixante, Bruxelles; den tilsvarende stemte lyd [z] betegnes ved x i franske ord som deuxième, dix-huit. Stumt tegn er x i slutningen af franske ord som bijoux, crucifix, Bordeaux.

X benyttes i mange sammenhænge:




#Article 91: Kønskromosom (454 words)


De fleste dyr og mange planter har et antal kønskromosomer. Kønskromosomer er kromosomer, der er fordelt forskelligt mellem de to køn. Det korrekte antal kønskromosomer ligger fast for hver arts to køn, men kan variere mellem arter. Ændringer i systemet af kønskromosomer er ofte involveret i artsdannelse. I kønsbestemmelsessystemer, hvor et køn har to ens kønskromosomer, betegnes dette køn homogametisk, mens det køn, som har to forskellige kønskromosomer, betegnes heterogametisk.

Hos pattedyr har hunkøn to X-kromosomer, hankøn har et X-kromosom og et Y-kromosom. X-kromosomet er det største, og Y-kromosomet er en muteret udgave af X-kromosomet. I hunners celler deaktiveres det ene X-kromosom i en proces kaldet X-inaktivering, da dobbelt antal af generne på X-kromosomet kan være skadeligt på samme måde som forkert antal af gener på de andre kromosomer (autosomerne) kan være.
Hannerne danner to typer sædceller, en type med et Y-kromosom og en type med et X-kromosom, og dette afgør afkommets køn.

Det formodes at pattedyrs Y-kromosom opstod for ca. 180 millioner år siden.

I en normal celle har mennesker 22 par almindelige kromosomer, kaldet autosomer, udover kønskromosomerne.

Kromosomfejl ved kønskromosomerne:

Af ovennævnte kromosomfejl er det kun XYY der ikke giver væsentlige udviklingsforstyrrelser. Men de andre kromosomfejl er stadig langt mindre skadelige end kromosomfejl ved autosomerne. Autosomale kromosomfejl fører næsten altid til fosterdød, ofte så tidligt at kvinden aldrig når at opdage hun har været gravid.

Hos græshopper, kakerlakker og beslægtede dyr afgøres køn alene af antallet af X-kromosomer; der findes ikke noget Y-kromosom i de arter. Genotypen XX giver hunner, mens genotypen XO (udtales X-nul) giver hanner. Hannerne producerer to typer sædceller, enten med eller uden et X-kromosom, og det afgør afkommets køn.

Hos visse fisk, fugle og sommerfugle afgøres kønnet af ægcellen i stedet for af sædcellen. Hanner har genotypen ZZ, mens hunner har genotypen ZW. Hunnen producerer to typer ægceller, en type med Z-kromosom og en type med W-kromosom, og dette afgør afkommets køn.

Nogle dyr har separate køn uden at have kønskromosomer. I de fleste arter af myrer og bier afgøres kønnet af antallet af autosomer. Hunnerne er diploide, dvs. de har to homologe kopier af hvert kromosom, mens hannerne er haploide og altså kun har en kopi af hvert kromosom. Kønnet bestemmes her af om ægget er blevet befrugtet; hanner fødes af ubefrugtede æg, og mangler derfor den ekstra kopi af hvert kromosom som diploide organismer har, og er faderløse. Denne mekanisme kan være en fordel med henblik på at regulere balancen mellem kønnene; hvis der ikke er hanner nok til at befrugte hunnernes æg vil der blive født flere hanner, så manglen på hanner bliver udlignet.

Mange plantearter har også adskilte køn, som resultat af kønskromosomer. Dadelpalmer og spinat anvender X/Y-systemet, mens nogle typer jordbær anvender Z/W-systemet.




#Article 92: X-mas (102 words)


X-mas er en lagerøl pilsner brygget af Royal Unibrew og laven i både en hvid og blå udgave. Øllen sælges hvert år op til jul som en julebryg og frigives på J-dag. 

Den hvide X-mas (Hvidgran) blev første gang brygget i 1968 af Thor-bryggeriet i Randers og var den første danske julebryg i guldølsklassen. Øllen var tiltænkt den jyske marked og kom først til salg på Sjælland i 1996. Den blå variant, Blågran, kom på markedet i 1993. Begge øl har siden 1999 været en del af Royal Unibrews Royal-serie.

Selve udtrykket X-mas er en engelsk forkortelse af Christmas, der betyder jul.




#Article 93: X-Men (339 words)


X-Men, på dansk også kaldet Projekt X, er en amerikansk tegneserie udgivet af Marvel Comics, der omhandler en gruppe superhelte. Serien udgives også på dansk af forlaget Egmont.

X-Men er en gruppe mutanter, der bruger deres individuelle overnaturlige evner til at bekæmpe forbrydere og superskurke. X-men bliver som regel også udsat for had og forfølgelse fra den omgivende verden.

Gruppens leder er professor Charles Xavier, også kaldet 'Professor X'. Xavier grundlagde X-Men som en skole for unge mutanter med særlige evner i en drøm om, at mutanter (Homo superior) og mennesker (Homo sapiens) kunne leve sammen.

Gennem tiderne har bl.a. følgende været en del af X-men: Cyclops, Jean Grey, Wolverine, Ice man, Beast, Angel, Rogue og endog deres ærkefjende Magneto.

Blandt X-mens vigtigste fjender kan nævnes: Magneto, Apocalypse, Onslaught og Juggernaut.

De vigtiste superskurkegrupper i X-Men-universet er Brotherhood og Hellfire Club.

X-Men er ofte blevet tolket som en socialpolitisk kommentar hvor mutantene er metaforer for religiøse og etniske minoriteter som føler sig undertrykt. Professor X er i den sammenhæng blevet sammenlignet med afroamerikanske borgerrettighedsforkæmpere som Martin Luther King Jr. og Magneto med den mere militante Malcolm X.

X-Men udkom første gang på amerikansk i 1963. På dansk udkom serien første gang – under titlen X-Mændene – fra 1973-1974. Fra 1984-1998 er serien udkommet under navnet Projekt X, og siden 1999 under den amerikanske titel X-Men. I oktober 2004 var Egmont Serieforlaget nået til dansk X-Men nummer 127.

Mutanten 'Wolverine' har også været udgivet på dansk som selvstændigt blad i 4 numre under titlen Jærven i 1996 og 12 numre under titlen Wolverine i 2001-2002, ligesom forlaget G. Floy Studios har udgivet album med ham.

På trods af succesen som tegneserie, gik der mange år før X-men fik deres første TV-show (en tegnefilm på Fox), og mange år efter dette før biograffilmen X-Men kom på tapetet (2000, 20th Century Fox). I 2003 blev den anden biograffilm med X-Men, kaldet X2, udsendt og i 2006 kom den tredje film . Senere fulgte en reboot af serien, med  (2011),  (2014) og  (2016).




#Article 94: Xanthin (122 words)


Xanthin er et organisk stof som forekommer blandt andet i lever, blod og visse blæresten. Det er en fysiologisk vigtig kvælstofforbindelse nærmere bestemt en purinbase, som i organismen dannes af puriner for eksempel adenin. Med andre ord er xanthin et intermediat i nedbrydningen af puriner til nitrogenholdige ekskretionsprodukter. Xanthin opstår også ved spontan hydrolytisk deaminering af guanin i DNA, hvilket repareres ved base excision repair.

Xanthin er sammen med uracil, sukkerstoffer og fosfater fundet i en meteor som faldt ned i Østrig i 1969. De er de grundlæggende komponenter, der skal bruges til at danne dna. Dette har givet anledning til omstridte teorier om at meteorer kan have bragt de organiske molekyler som blev brugt i de første livsformer, til Jorden ..




#Article 95: Xanthippe (204 words)


Xanthippe var Sokrates' hustru i det antikke Athen. Parret havde tre sønner.

Der kendes få sikre fakta om Xanthippe. Hun nævnes dog ofte for sin skarpe tunge, og siges at være den eneste, der kunne lukke munden på Sokrates (og den eneste, der nogensinde slog ham i en diskusssion). Xenofon skildrer hende som en arrig kvinde, stridslysten og ondsindet. Hun skulle efter sigende have haft et dårligt temperament og været personificeringen af en rappenskralde.

Imidlertid må Sokrates heller ikke have været særlig let at leve sammen med, da han (i modsætning til sofisterne) ikke tog sig betalt for sin undervisning. Hans eneste bidrag til husholdets økonomi var således – siges det – mad og gaver fra venner, samt de tilfældige mønter, han fandt på sine daglige vandreture rundt i Athen. 

I sin dialog Symposion hævder Xenofon, at Sokrates beskrev Xanthippe som den vanskeligste at komme overens med af alle de kvinder, der findes. I en anekdote kommer Sokrates hjem til hende og skældes huden fuld, førend han er kommet gennem døren, hvor hun afsluttende overhælder ham med en bøtte snavsevand (i nogle versioner er der endog tale om en natpottes indhold). Sokrates skal have svaret på sit sædvanlige, flegmatiske vis: Efter torden kommer regn. 




#Article 96: Xenofanes (132 words)


Xenofanes fra Kolofon (cirka 570 f.Kr. – cirka 475 f.Kr.) var en græsk filosof. Ifølge Aristoteles var han den første, der lærte at alt udgør en stor enhed.

Xenofanes stammede fra Kolofon i ionisk Lilleasien. Han siges at have haft Parmenides som sin elev, men det er måske en skrøne. Xenofanes skrev i versform, ligesom de store episke digte (Odysseen, Iliaden). En del af det han skrev var 'silloi', altså skelende, ironisk. 

Vi har kun 38 fragmenter af hvad Xenofanes skrev. Mange af dem er overvejelser om, hvordan Gud må være. Der var opbrud i græsk religion på den tid, de apollinske gamle græske guder stod for skud, og en religionskritisk strømning opstod. Samtidig blev vækkelsesbevægelser populære, fx orfikerne, de dionysiske kulter, og også pythagoræernes hemmelige broderskab (en verdensanskuelse baseret på talmystik).




#Article 97: Xenofobi (910 words)


Xenofobi (af græsk xenos = fremmed + phobos = frygt, flugt) er en følelse og eventuelt fysisk udtryk af stærk frygt for eller mistro til fremmedhed og til fremmede, herunder internt migrerende der opfattes som udefrakommende eller udefrakommende uden statsborgerskab.

Xenofobi og racisme anvendes ofte synonymt, men er adskilte fænomener. Mens racisme har udgangspunkt i race-begrebet, der kort sagt forskelsbehandler mennesker med et racetilhørsforhold, der er forskelligt fra ens eget, beskriver xenofobi, baseret på forestillingen om utålelig fremmedhed, en utryghed over for det fremmede så stor, at den bliver irrationel og indebrændt (angst).

Da xenofobiske følelser ofte opleves komme til udtryk over for mennesker med identiske fysiologiske træk (når disse ankommer, vender hjem eller migrerer til stater eller områder, hvor befolkningen betragter dem som ikke-tilhørende fremmede), bliver den fobiske fremmedangsts udtryk ofte forvekslet med racistiske motiver.

Xenofobi og racisme regnes dog blot for to reaktioner blandt mange udtryk for diskrimination.

Ifølge sociobiologien er grundlæggende og biologisk affødte emotioner – såsom fysisk begær, tab, frygt, glæde oa. – dele af et biologisk overlevelsesdirektiv, der styrer den fortsatte evolutionære genselektion. Med sociobiologiens øjne opstår xenofobi ud af dybereliggende følelser og må derfor generelt betragtes som et biologisk fænomen.

Sociologien, derimod, ser de basale emotioner raffineret af menneskehedens adfærdsregulerende sociale styring til mere komplekse følelser som erotik, sorg, had osv.. Udviklede følelser, der forstærker den komplekse samfundsdannelse, som i gensidighed virker selvforstærkende på følelsernes kompleksitet. Jo mere komplekst samfund, desto mere komplekse følelser, og desto mere komplekst samfund osv.

Trods uenighed om ophavet for nutidsmenneskers handlinger – i de oprindelige individuelt biologiske grundfølelser eller i de samfundsmæssigt raffinerede følelsesdeifinitioner – kan sociobiologien og sociologien enes om, at blandt de grundlæggende emotioners sentimentale strukturer kan også xenofobi, etnocentrisme og racisme betragtes som afkom af adaptiv, genetisk bias. Dvs. en nedarvet og/eller tillært overlevelsesmekanisme.

Som kulturraffineret biologisk forsvar regner sociologien dog kun xenofobi for én blandt mange tillærte, mere udviklede følelser. Xenofobi ses som et løbende forstærket resultat af en moderne stats symbolske og normative systemer, som legitimerer integrerende eller ekskluderende processer. Altså et rationelt arbejdende samfundssystem, der kan opleves bevidst at forskelsbehandle borgere.

Fobisk adfærd over for fremmede, et kompleks af holdninger, fordomme og adfærd, der afviser, ekskluderer og ofte bagvasker og tilsværter mennesker alene baseret på den opfattelse, at disse er udefrakommende eller fremmede for fællesskabet, samfundet eller oplevelsen af national identitet, springer i følge sociologien ikke ud af intet, men vokser på et grundlag af allerede eksisterende racistiske, etniske, religiøse, kulturelle eller nationale fordomme i den enkelte.

Følelsen, at ens land eller ens nære og kære er direkte truet af en anden nation eller kultur, kan føre til frygt for at blive indblandet, komme til skade, miste elskede, miste vaner og privilegier. Denne fremtidsprojektion kan slå over i irrationel angst for mennesker, som den angste synes ligner mennesker fra nationen eller kulturen, der er årsag til frygten. Ligeledes kan medier og politikeres negative omtaler af f.eks, fremmedlandes religiøse praksis skabe en frygt for lignende i eget land. Følelsen af magtesløshed - at man ikke kan afhjælpe eller afbøde sin frygt - kan over tid bliver til det indebrændte irrationale, som vi benævner angst.

En direkte virkning af nationalxenofobi kan være, at samfundet lukker sig om sig selv og gennem vanskeliggørelse af indvandring forhindrer introduktionen af nye ideologier, idéer, opfindelser og tankeprocesser.

International negativ omtale kan tillige påvirke turismen, salg af varer til udlandet, udveksling af studerende, investeringer i nationale virksomheder, og sekundært påvirke hele nationens psykologiske velbefindende, når disse tab bliver åbenlyse. 

Som en bibemærkning kan nævnes, at disposition over for depression anses for grundlagt under opvæksten, hvorved en national nedtrykthed har magt til negativt at påvirke kommende generationers opfattelse af fremtiden.

I 1990’erne fik xenofobiske udtalelser følgeskab af vækst i racistisk vold. Fremvæksten i xenofobi kan betragtes som forskellig fra den gamle form for racisme, der førte til nazisme og fascisme, hvis man betragter disses idiologiske rødder og udløsere. Tilsvarende er det muligt at tale om en “ny racisme”, der udviklede sig i efterkrigstiden, da racisme ikke længere havde rod i biologiske, men snarere i kulturelle forskelle. 

To udløsere til væksten i xenofobiske og racistiske bevægelser angives at være 1) nye migrationsmønstre som følge af internationaliseringen af arbejdskraften, og 2) globaliseringens øgede konkurrence mellem stater, som har affødt løntrykkeri og nedgang i sociale ydelser, uddannelse og sundhedsvelfærd især af betydning for marginaliserede borgere. Begge udløsere er medvirkende til at skabe national frygt for fremmed konkurrence om arbejdspladser og lokal velfærd, som gennem SoMe-panik kan udmønte sig i racisme (dvs. aggressiv selv-beskyttende adfærd mod migranter) og nationalisme (dvs. kravet om, at Staten yder befolkningen bedre beskyttelse mod udefrakommende).

Forskning har vist, at svær økonomisk ulighed i et samfund afføder spændinger og fører til racistiske og xenofobiske manifestationer, hvor alle, der regnes for udefrakommende eller fremmede, ofte migranter, flygtninge, asylansøgere, internt fordrevne og ikke-nationale mennesker, kan blive mål for overgreb. Samtidig observeres ingen direkte overensstemmelse mellem et stort antal flygtninge på den ene side og xenofobiske og racistiske reaktioner på den anden. Social deroute i særlige grupper og politiske højrefløjsorganisationer er alt, der skal til for at gøre fremmedfrygten åbenlys som xenofobi.

Om diskrimination skriver Institut for Menneskerettigheder:

Bliver den xenofobiske frygt udadvendt og udtrykker sig i hadsk tale eller direkte overgreb rettet mod mennesker, som vedkommede forbinder med sine frustrationer, kan man sige at den udøvende er xenofobisk. Xenofobi er en følelse og ikke i sig selv ulovlig, men som bekendt er overgreb på andre mennesker strafbare, uanset hvor bange man er.




#Article 98: Xenofon (302 words)


Xenofon (cirka 430 f.Kr.- cirka 354 f.Kr.) var en græsk officer og forfatter.

'Xenofon blev født i Athen omkring 425 f.Kr. i en velhavende familie. Han viser i sine værker, at han er veluddannet med  godt kendskab til den toneangivende litteratur. I 20-års alderen mødte han filosoffen Sokrates og sluttede sig til hans kreds. Xenofon var stærkt præget af den berømte filosof og bevarede gennem hele livet en indgående interesse for emner som etik, opdragelse og pædagogik sammen med skepsis for demokratiet.

Han deltog i Kyros' oprør 401 f.Kr. og anførte mesterligt de 10.000 grækeres hjemtog. Han var stabsofficer hos Agesilaos af Sparta og måtte gå i eksil fra 394 f.Kr. Under sin landsforvisning boede Xenofon på et landsted nær ved Olympia sammen med sin kone og to børn. Her begyndte han det forfatterskab, som han er berømt for 2400 år efter.

Xenofon skrev både praktiske håndbøger om ridning og hesteopdræt, værker om økonomi og statsforfatning, om den gode familiefar og egentlige historiske værker. Hans bog Anabasis regnes for den første krigsreportage. Hans erindringer om Sokrates (Memorabilia) går for at være en af verdens første biografier, lige som Kyrupædien (Kyros' opdragelse) kaldes verdenshistoriens første dannelsesroman. Alt i alt tre nyskabelser, der har overlevet til vores tid.

Derudover skrev han Hellenika, et historisk værk der skulle tage tråden op, hvor Thukydid slap. Således beskriver han de dele af Den Peloponnesiske Krig, som Thukydid ikke nåede.

Mens hans værker lever videre, forsvinder Xenofon næsten fuldstændigt fra historien efter at have bosat sig på landstedet. Vi ved bare, at han 371 f.Kr. måtte flygte til Korinth, hvor han opholdt sig et generelt amnesti til landsforviste fra Athen. Sandsynligvis benyttede han sig af det og vendte tilbage til sin fødeby, hvor han døde ca. 354 f.Kr.

Due, Bodil  i På randen af det ukendte. Århus 2003.




#Article 99: Xenokrates (108 words)


Xenokrates (født ca. 396 f.Kr., død ca. 314 f.Kr.) var en græsk filosof og en af Platons elever og efterfølgere. Han var fattig, men meget veltalende. Han talte så godt for sig, siges det, at en fuld ung mand (Polemon), blev så imponeret af Xenokrates tale at han umiddelbart blev afholdsmand resten af sit liv og begyndte at studere filosofi og efterfulgte Xenokrates som forstander for Platons akademi. Xenokrates delte filosofien ind i logik (dialektik), fysik (naturfilosofi) og etik. Han anses ofte for at være den første der forsøgte at skelne mellem sindet, kroppen og sjælen. Han hævdede, at virkeligheden er en kombination af erkendelse, kundskab og opfattelse.




#Article 100: Xenon (3170 words)


Xenon er det 54. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol Xe. Xenon er en tung, farveløs og lugtfri ædelgas, og findes i små mængder i jordens atmosfære. Xenon er generelt meget lidt reaktiv, men xenon deltager i nogen få kemiske reaktioner, såsom dannelsen af xenonhexafluoroplatinat, som var den første forbindelse med en ædelgas..

Naturligt forekommende xenon består af 9 stabile isotoper. Herudover kendes over 40 ustabile isotoper, som gennemgår radioaktivt henfald. Isotopsammensætningen af xenon er et vigtigt værktøj i studiet af den tidlige historie om vores solsystem. Xenon-135 er produktet af kernefission, og absorberer neutroner i en atomreaktor. 

Xenon bliver brugt i blitzlamper, buelamper og til universel narkose. Den første excimerlaser brugte et xenon-dimer-molekyle (Xe2) som dets lasermedium og de tidligste laserkonstruktioner brugte blitzlamper til at excitere, eller pumpe lasermediet. 
 Xenon bliver også brugt til at lede efter hypotetiske WIMP (weakly interacting massive particles) og som drivmiddel i ion-motorer til rumfartøjer.

Xenon blev opdaget i England af William Ramsay og Morris Travers den 12. juli 1898, kort efter at de havde fundet to andre ædelgasser, krypton og neon. De fandt xenon i en destillationsrest, efter de havde fordampet dele af flydende luft. Ramsay forslog at den nye gas skulle kaldes xenon efter det græske ord ξένον [xenon], intetkøns singularis form af ξένος [xenos] som betyder fremmed, mærkelig eller vært. I 1902 anslog Ramsay, at mængdeforholdet af xenon i jordens atmosfære er 1 til 20 millioner..

I 1930'erne begyndte ingeniør Harold Edgerton at undersøge stroboskop-teknologi til højhastigheds-fotografering: Det ledte til at han opfandt xenon-blitzlyset, hvor lys dannes ved at sende en kortvarig elektrisk strøm igennem et rør fyldt med xenon. I 1934 kunne Edgerton skabe lysglimt så kort som et mikrosekund med denne metode.

I 1939 begyndte Albert R. Behnke Jr. at undersøge årsagen til fuldesygen blandt dybhavsdykkere. Han eksperimenterede med forskellige luftblandinger i sine forsøgspersoners indåndingsluft, og opdagede at dette fik dykkerne til at fornemme en dybdeændring. Ud fra hans resultater konkluderede han, at xenon kunne bruges som en narkose. Selvom Lazharev fra Rusland tilsyneladende undersøgte xenon som en narkose i 1941, så blev den første rapport som bekræftede xenon-narkose først udgivet i 1946 af J. H. Lawrence, som udførte førsøg på mus. Xenon-narkose blev første gang brugt som en operationsnarkose i 1951 af Stuart C. Cullen, som med succes opererede to patienter.

I 1960 opdagede fysiker John H. Reynolds, at isotopfordelingen af xenon i visse meteoriter afviger fra xenon her på Jorden; meteoriterne indeholdte mere 129Xe. Han udledte at det var et henfaldsprodukt, af den radioaktive isotop 129I. Denne isotop spaltes langsomt af kosmisk stråling og nuklear fission, men den produceres kun i større mængder i en supernova-eksplosion. Da halveringstiden på 129I (16 millioner år) er forholdsvis kort på en kosmilogisk skala, formodes det, at der har indtruffet sådan en eksplosion relativt kort tid før Solsystemet blev dannet, hvorved råmaterialerne til solsystemet (og dermed også meteoriterne) er blevet beriget med 129I. Denne supernova kan meget vel også have startet det kollaps af en interstellar gas- og støvsky, der ledte til vores solsystems dannelse.

Xenon og de andre ædelgasser er tidligere blevet betragtet som fuldstændig kemisk inaktive, og ude af stand til at danne forbindelser med andre stoffer. Men mens Neil Bartlett underviste ved University of British Columbia, opdagede han at gassen platinhexafluorid (PtF6) var et stærkt oxidationsmiddel, som kunne oxidere ilt (O2) og derved danne dioxygenylhexaflouroplatinat (O2+[PtF6]−). Idet Ilt og xenon næsten har samme første ioniseringspotentiale, indså Bartlett at platinhexafluorid måske også kunne oxidere xenon. Den 23. marts 1962 blandede han de to gasser og dannede den første kendte forbindelse af en ædelgas, xenonhexaflouroplatinat. Barlett troede dens sammensætning var Xe+[PtF6]−, men senere forskning viste at det muligvis var en blanding af forskellige xenon-holdige salte. Sidenhen er mange andre xenon-forbindelser blevet opdaget og nogle ædelgasforbindelser af argon, krypton og radon er også blevet identificeret, herunder argonflourohydrid (HArF), kryptondiflourid (KrF2) og radonflourid ().

Der findes små mængder xenon i jordens atmosfære, 0,087±0,001 ppm (μL/L), samt i gasser afgivet fra nogle mineralkilder. Nogle radioaktive xenonisotoper, for eksempel 133Xe og 135Xe, er produceret ved neutron bestråling af fissible materialer inde i en atomreaktor.

Kommercielt produceres xenon som et biprodukt ved separation af luft til ilt og nitrogen. Separationen foregår ved fraktionsdestillering i et dobbelt søjle anlæg. Den flyende ilt som der bliver produceret indeholder en lille mængde krypton og xenon. Ved ydeligere fraktionsdestillering, kan man opnå en blanding på 0,1%-0,2% af krypton og xenon, som ekstraheres enten ved hjælp af adsorption på silicagel eller ved destillering. Til sidst separeres blandingen af krypton og xenon ved hjælp af destillering. Til ekstraktion af 1 liter xenon fra luften, bruges der 220 W·h. Globalt blev der i 1998 produceret cirka 5000-7000m3 xenon og på grund af dette, er xenon meget dyrere end de andre lette ædlegasser. Cirka prisen for at købe små mængder ædelgasser i Europa i 1999 var: 10€/L for xenon, 1€/L for krypton og 0,2€/L for neon.

Xenon er relativt sjældent i solens atmosfære, på jorden og i asteroider og kometer. Atmosfæren på planeten Mars har samme mængde xenon som på Jorden, nemlig 0,08 ppm,, men i Mars' atmosfære er der en større andel af 129Xe i forhold til jordens- og solens atmosfære. Da denne isotop er blevet dannet ud fra radioaktivt henfald, har man antaget at Mars har mistet det meste af dens oprindelige atmosfære, højst sandsynligt inden for de første 100 millioner år efter planeten blev dannet. Hvis man så ser på planeten Jupiter, som har usædvanligt meget xenon i dens atmosfære, omkring 2,6 gange så meget som solens.. Denne store mængde xenon i Jupiters atmosfære er endnu ikke forklaret, men grunden kunne være en hurtig og tidlig opbygning af planetesimaler, før den protoplanetariske skive begyndte at opvarmes. (Ellers var xenon ikke blevet fanget i det tidlige solsystems mange is-planetesimaler).

Inden for solsystemet er den nukleare fraktion for alle xenons isotoper 1,56 × 10−8 eller 1 ud af 64 millioner af dens totale masse.. Grunden til at der ikke er så meget xenon i jordens atmosfære, kan muligvis forklares af den kovalente binding af xenon til ilt i kvarts, dermed reduceres de udgående gasser af xenon, som ellers ville have endt i atmosfæren..

I modsætning til de lettere ædelgasser, så dannes xenon ikke i en stjernes normale stjernenukleosyntese-proces. Grundstoffer som er tungerer end 56Fe forbruger energi i stedet for at frigive energi, så der ikke er nogen energimæssig gevinst for en stjerne i at danne xenon.. I stedet for dannes der mange isotoper af xenon ved en supernova-eksplosion..

Et xenon-atom er karakteriseret til at have en kerne med 54 protoner. Ved standardtemperatur og -tryk, har rent xenon gas en densitet på 5,761 kg/m3, dvs. omkring 4,5 gange overflade densiteten af jordens atmosfære, 1,217 kg/m3. På flydende form har xenon en densitet op til 3,100 g/mL, hvor densitets maksimum forekommer ved trippelpunktet. Under de samme forhold, har xenon på fast form densiteten 3,640 g/cm3, hvilket er højere end gennemsnits densiteten for granit, 2,75 g/cm3. Ved tryk i gigapascal størrelsen, tvinger man xenon i en metalisk fase.

Xenon hører til gruppen af nul-valens grundstoffer, også kendt som ædle- eller inertegasser. Xenon er inert ved de fleste af de mest kendte kemiske reaktioner (for eksempel forbrænding), på grund af at den har 8 elektroner i yderste skal. Dette giver en stabil lav energi konfiguration hvor de ydre elektroner sidder tæt sammen. Men xenon kan oxideres ved brug af kraftige oxidationsforbindelser (for eksempel platinhexafluorid) og mange xenonforbindelser er blevet syntetiseret.

I et rør fyldt med xenon-gas, udsender xenon et blåt eller lavendelblå agtigt skær når man sætter strøm til. Skæret som xenon udsender, strækker sig over det visuelle spektrum, dog er linjerne i det blå område kraftigere og grunden til at det er et blåligt skær.

 
Naturligt forekommende xenon består af 9 isotoper (man har forudsagt at isotoperne 124Xe, 134Xe og 136Xe gennemgår et dobbelt betahenfald, men da ingen nogensinde har observeret dette, har man antaget at de er stabile). Xenon er det grundstof med næstflest stabile isotoper, kun overgået af tin som har 10 stabile isotoper.. Ud over de 8 stabile isotoper, så kendes over 40 ustabile isotoper som er blevet undersøgt.

Den ikke-naturlige isotop 135Xe har en væsentlig betydning for driften af nuklear fissionsreaktorer (atomreaktorer). 135Xe har et stort neutrontværsnit for termoneutroner, 2,65 barner, så den fungerer som en neutron absorbere eller gift som kan sænke hastigheden på kernereaktionen eller stoppe den helt, efter den har været i drift i en periode. Dette blev opdaget i de første atomreaktorer som blev bygget i forbindelse med det amerikanske Manhattan Project til plutoniumproduktion.

I atomreaktorer findes høje koncentrationer af stråling fra radioaktive xenonisotoper, på grund af udledningen af fissionsgasser som stammer fra sprækkede brændselsstave eller fra spaltningen af uran i kølevandet.

Da xenon er et sporingsstof for to moderisotoper, er xenon et værdifuldt værktøj når det kommer til at studere dannelsen af solsystemet, da man kan se på forholdet af xenonisotoper i metoritter. Iod-xenon datering giver tiden imellem nukleosyntesen til kondensationen af faste objekter fra solsystemets dannelse. Xenonisotoper er også et vigtigt værktøj til at forstå jordisk differentiation.

Den første kemiske xenonforbindelse blev syntetiseret i 1962 og var xenonhexafluoroplatinat. Efterfølgende er der blevet syntetiseret mange andre xenon forbindelser, blandt andet: xenondifluorid (XeF2), xenontetrafluorid (XeF4), xenonhexafluorid (XeF6), xenontetroxid (XeO4) og natriumperxenat (Na4XeO6). Et yderst eksplosivt stof, xenontrioxid (XeO3) er der også blevet lavet. Størstedelen af de mere end 80 kendte xenon forbindelser, indeholder enten elektronnegativt flour eller ilt. Når xenon er bundet til andre atomer (såsom brint og carbon), er de oftes en del af det molekyle som indeholder flour eller ilt. Nogle xenon forbindelser er farvet, men de fleste er farveløse.

I 1995 annoncerede Markku Räsänen og hans medarbejdere fra Helsinkis Universitet, Finalnd, en ny xenonforbindelse, xenondihydrid (HXeH) og senere xenonhydridhydroxid (HXeOH), hydroxenoacetylen (HXeCCH) og andre xenon indeholdende molekyler. I 2008 annoncerede Khriachtchev forbindelsen HXeOXeH dannet ved fotolyse af vand i en kryogen xenon matrix. Deuterium molekylerne: HXeOD og DXeOH er også blevet fremstillet
.

Ud over at xenon kan danne kemiske forbindelser, så kan xenon også danne klatrater (et stof hvor xenon atomerne bliver fanget inde i det krystalliske gitter af en anden forbindelse). Et eksempel på dette er xenonhydrat (Xe·5,75H2O), hvor xenonatomerne besætter ledige pladser i vandmolekylets gitter. Der er også fremstillet en deutereret version af dette hydrat. Sådanne hydrat klatrater kan også forekomme naturligt, under den betingelse at der skal være et højt tryk, for eksempel i Lake Vostok under den antarktiske is. Klatrat dannelse kan også bruges til fraktionsdestillering af xenon, argon og krypton. Xenon kan også danne endohedrale komplekser, hvor xenonatomet er fanget inde i fullerenmolekylet. Når xenon atomet er fanget i fulleren, kan man overvåge det ved hjælp af 129Xe Kernemagnetisk resonans (NMR) spektroskopi. Ved at bruge denne teknik kan man analysere de kemiske reaktioner i fullerenmolekylet, på grund af xenon atomets følsomhed overfor kemisk skift i dens miljø. Dog kan xenon atomet også have en elektrisk indflydelse på reaktiviteten af fullerenmolekylet.

Selvom xenon er en sjældent og dyrt at udvinde af jordens atmosfære, så anvendes xenon stadig til en række formål.

Xenon bliver brugt i lysudledende apparater såsom: xenon blitzlys, som bliver brugt i fotografiske blitz- og stroboskoplamper. Til at eksitere lasere i dets aktive lasermedium, hvilket generer koherens lys, og nogen gange brugt i bactericid lamper. I den første solid-state laser, som blev opfundet i 1960, blev exciteret af en xenon blitz lampe og i lasere brugt til inertifusion, bruger også en xenon blitz lampe.

Kontinuerlig, kort buet, høj tryks xenon bue lamper, kan næsten sammenlignes med farve temperaturen for sol lyset ved middagstid og bliver derfor brugt i sol simulatorer.

Det er kromaciteten af disse lamper, som tilnærmer sig en opvarmet sortlegemeradiator, som har samme farvetemperatur som solen. Efter de blev introduceret i 1940'erne, begyndte disse lamper at erstatte carbon-buelamper i filmprojektorer. Mere specifikt finder man carbon-buelamper i 35mm og IMAX filmprojektorer samt selvkørende HID forlygter. Disse buelamper er en perfekt kilde til ultraviolet stråling med en kort bølgelængde og har en kraftig emission nær det infrarøde spektrum, hvilket bliver brugt i nogle nattesynssystemer.

Den individuelle celle i en plasmaskærm er en blanding af xenon og neon, som bliver lavet om til plasma ved hjælp af elektroder. Vekselvirkningen af plasmaen sammen med elektroderne genererer ultraviolette fotoner, der derved eksiterer med den fosforbelagte forside af skærmen.

Xenon bliver også brugt som et startergas i højtryks-natriumlamper. Xenon har den laveste termiske konduktivitet samt den laveste ionisationspotentiale af alle de ikke-radioaktive ædelgasser. Og da det er en ædelgas, så reagerer den ikke med den andre kemiske reaktioner som der er, når lampen bruges. Den lave termiske konduktivitet minimere det termiske tab inde i lampen når den er i funktion og dens lave ionisation potentiale gør at lampen er nemmere at starte op når den er kold, da det væsentligt sænker den spænding der skal til for at få isolatoren til at blive elektrisk ledende.

I 1962 opdagede en gruppe forskerer på Bell Laboratories at xenon kunne bruges i lasere og senere fandt de ud af at laseren blev kraftigere hvis man tilførte helium til lasermediumet. Den første excimerlaser brugte en xenon dimer (Xe2), som fik tilført strøm fra en stråle af elektroner for at producere stimuleret emission ved en ultraviolet bølgelængde på 176 nm. Xenonchlorid og xenon flurid har også været brugt til excimer (eller, mere korrekt, exciplex) lasere. Xenon chlorid excimerlaseren bliver blandt andet brugt i enkelte tilfælde af hudlæger.

Xenon bliver også brugt som narkose selvom det er en dyre løsning. Trods prisen, så er narkosemaskiner som bruger xenon begyndt at kunne ses på det europæiske marked. Der er forslået to virkemiddeler for xenon narkose. Den første indvoldvere hæmning af calcium ATPase pumpen, hvilket går ud på at xenon fjerner calcium (Ca2+) i cellemembranens synapse. Dette resulterer i en tilpasningsændring når xenon binder sig til den ikkepolære side inde i proteinet. Det andet virkemiddel forkuserer på de ikke specifikke vekselvirkninger mellem narkosemiddelet og lipid membranen

Xenon har en minimum alveolær koncentration (MAC) på 71%, hvilket gør den 50% mere kraftig end N2O som et narkosemiddel. Derfor kan det bruges i koncentrationer med ilt, hvilket formindsker chancen for hypoxia. I modsætning til lattergas (N2O), så er xenon ikke en drivhusgas og er derfor anset som et miljøvenligt narkosemiddel. På grund af den høje pris på xenon, er det nødvendigt med et lukket system, så gassen kan blive genanvendt (efter at gassen, på hensigtsmæssig vis, er blevet filtreret for forurening imellem brug).

Gamma udledningen fra radioisotopen 133Xe kan for eksempel bruges til at scanne (og derved danne billeder) af hjerte, lunger og hjernen ved hjælp af SPECT metoden. 133Xe er også blevet brugt til at måle blodgennemstrømning.
 

Inden for atomkraft, bliver xenon brugt i bubblekamre, i følere og indenfor andre områder hvor høj molmasse og inert natur er ønskværdige. Ved atomprøvesprængninger, dannes der de to radioaktive xenonisotoper 133Xe og 135Xe. Ved at spore disse to isotoper, kan man holde øje med om Traktaten om forbud mod sprængning af atomvåben i vores atmosfære, det ydre rum og under vandet (engelsk: Treaty banning Nuclear Weapon Tests In The Atmosphere, In Outer Space And Under Water) bliver overholdt af de lande som skrev under på den. Isotoperne bliver desuden brugt til at detektere atomvåbensprængninger udført af øvrige lande, såsom Nordkorea.

Flydende xenon bliver også brugt som et medie, når der ledes efter de hypotetiske WIMPs (Weakly Interacting Massive Particles). Når en WIMP kolliderer med en xenonkerne, skulle den rent teoretisk snuppe en elektron og danne primær scintillation. Ved at bruge xenon, skulle dette energiudbrud fremtræde under samme omstændigheder som partikler forårsaget ved for eksempel kosmisk stråling. Med XENON-eksperimentet ved Laboratori Nazionali del Gran Sasso i Italien er dette ikke lykkedes endnu. Selvom der ikke er opdaget nogen WIMPs, har eksperimentet stadig indsnævret egenskaberne for mørkt stof, samt nogle andre fysiske modeller. De nuværende detektorer hos Gran Sasso National Laboratory har vist følsomhed på højde med de bedste kryogendetektorer og deres følsomhed vil blive forøget i 2009.

Xenon er det foretrukne brændstof i ion-motorer på rumskibe, på grund af dets lave ioniseringsenergi per atommasse og dens egenskab for at blive opbevaret på flydende form nær stuetemperatur (under højt tryk) og nemt omdannes igen til gas så den kan drive motoren. Fordi xenon ikke er kemisk reaktivt, gør det xenon til et miljøvenligt brændstof og mindre korroderende overfor ion-motoren i forhold til andre brændstoffer som for eksempel kviksølv og cæsium. Xenon blev først brugt som brændstof for ion-motorer i satelitter i 1970'erne. Senere blev det brugt som drivmiddel i Europas SMART-1 rumskib og for de 3 ion-motorer på NASAs Dawn Spacecraft

Kemisk bruges de perxenate forbindelser som oxidationsmidler i analytisk kemi. Xenon bruges også ofte i proteinkrystallografi. Ved høje tryk (5 til 50 atm) binder xenonatomer til hydrofobe hulrum i proteinet, hvilket ofte danner isomorfe tungatom-derivater af meget høj kvalitet. Disse kan bruges til at løse faseproblemet (fysik).

Xenonforgiftning er et fænomen, hvor xenon dannes ved radioaktive henfald i kernereaktorer. Efter et stykke tid med et voksende mængde af xenon kan der være problemer med at starte reaktoren igen. Dette kendes som xenonforgiftning. 

Man kan sikre en jævn udbrænding ved at kontrollere brændselsstængerne.

Xenon gas kan opbevares sikkert i lukkede glas eller metal beholdere ved standardbetingelser, men xenon vil med lethed opløse plastik og gummi og vil derfor ligeså stille forsvinde fra en beholder produceret af disse materialer. Xenon i sig selv er ikke giftigt, dog opløses det i blodet og hører under den type af stoffer som trænger igennem blod-hjerne-barrieren og forudsager en mild kirurgisk narkose når den inhaleres sammen med større mængder ilt. Mange xenon forbindelser er meget eksplosive og giftige på grund af dets stærke oxidative egenskaber. Lydens hastighed i xenon gas er 169m/s, det er langsommere end i atmosfærisk luft, hvilket betyder at når man inhalerer xenon, så vil man have et dybere stemmeleje i modsætning til hvis man inhalerer helium, hvor man får et højere stemmeleje. Ligesom helium, så tilfredsstiller xenon ikke kroppens behov for ilt og man kan risikere kvælning. På grund af dette, tillader mange universiteter ikke længere denne demonstration. Da xenon er en dyr gas, blev gassen sulfidhexaflourid brugt i stedet for, da den næsten har samme molekylær vægt (146 imod 131). Dog er der også risiko for kvælning ved brug af denne gas.
Det er muligt at trække vejret i disse tunge gasser såsom xenon og sulfidhexafluorid når de er blandet med 20% ilt (igen skal det nævnes at xenon ved disse koncentrationer forventes at fremkalde bevidstløshed som lå man i almindelig narkose). Lungerne blander gasserne meget effiktivt og meget hurtigt, så de tunge gasser bliver udåndet sammen med det overskydende ilt i lungerne og når ikke at ophobe sig i bunden af lungerne. Der er dog en fare forbundet med at indånde tunge gasser i større mængder. Et eksempel er hvis en person går ind i en beholder med denne farveløs og lugtfrie gas, han kan uden at ane det indånde disse gasser og være i fare. Xenon anvendes dog sjældent i disse mængder, dog er faren der altid hvis en tank eller beholder bliver opbevaret på et dårligt ventileret sted.




#Article 101: Xerofyt (100 words)


Xerofyt er et ord af græsk oprindelse for en tørkeplante. Med det skal forstås en plante, som er tilpasset et liv i tørt klima, for eksempel ved at have vokslag eller hår på blade og stængler, eller ved at være en sukkulent.

Eksempler på dette er tørbundsplanter som lyng fra heden og marehalm fra klitterne. 
Øvrige eksempler er kaktus, sukkulenter og Sankt Hans-urt. 

Sådanne planter har nedsat transpiration på grund af fordampningsnedsættende tilpasninger, for eksempel tætte hår og tyk Kutikula (et voksagtigt lag, på bladenes overflade, som beskytter mod fordampning). Veludviklet styrkevæv forhindrer, at planten falder sammen ved lav saftspænding.




#Article 102: Mundtørhed (227 words)


Mundtørhed eller Xerostomi af det græske ξηρός xeros, der betyder tør, og στόμα stoma, der betyder mund. Xerostomi kan være en sygdom eller et symptom.

Xerostomi er en lidelse, som ca. 10 pct. af befolkningen lider af. Hyppigheden er mindst i de yngre årgange og anslås til ca. 20 pct. i aldersgruppen 70+. Mundtørhed i form af tørre, sarte og vulnerable slimhinder ses ofte hos følgende:

En god mundhygiejne er vigtig for at undgå huller i tænderne. F.eks. brug af tandstikkere/ tandtråd samt der til den daglige tandbørstning kan anbefales elektrisk tandbørste. Brug tandpasta med fluor og endvidere anbefales tandbørstning til også at ske både før og efter måltiderne. 

Herudover kan forsøges tiltag, der kan forøge spytsekretionen eller man kan supplere med mundskyllevæske med klorhexidin til at fugte slimhinderne. Visse typer mundskyllevæsker kan dog misfarve tænderne efter længere tids brug. Protesebærere kan suge syrlige pastiller og patienter med egne tænder kan suge sukkerfrie syrlige pastiller tilsat fluor fx Xerodent – en sukkerfri sugetablet, der fås på apoteket.

Drik vand eller drik ”kunstigt spyt”, som laves af: 1 del vand, 1 del glycerin og citron-dråber efter smag. Skyl munden efter behov og synk eller spyt ud bagefter. Har man protese tages den ud før man skyller. 

Af andre kunstige spytprodukter kan nævnes: Spytstimulerende tygge- og sugetabletter, sukkerfrit tyggegummi, sugetabletter, fluortyggegummi, spray og gelé, der er godt under proteser.




#Article 103: Serse (1170 words)


 Serse (HWV 40) er en opera seria i tre akter af Georg Friedrich Händel. Den blev uropført i London den 15. april 1738. Librettoen er tilpasset af en ukendt person fra en libretto af Silvio Stampiglia til en af Giovanni Bononcini komoneret opera af samme navn fra 1694. Stampiglias libretto var selv baseret på anden libretto af Nicolò Minato, der var blevet sat i musik af Francesco Cavalli i 1654. Operaen foregår i Persien i 480 f.Kr. og er kun meget løst baseret på Xerxes 1. som historisk personlighed. Rollen som Serse blev oprindelig sunget af en kastratsanger, men udføres nu normalt af en mezzosopran eller en kontratenor.

Åbningsarien, Ombra mai fu, der synges af Xerxes til et træ (platanus orientalis), er en af Händels bedst kendte melodier og spilles ofte i et orkestralt arrangement, der er kendt som Händels Largo (selvom Händel bruger betegnelsen larghetto i partituret).

Værket blev opført Danmark af Den Ny Opera, som havde premiere på Musikhuset Esbjerg i 2011 med den norske mezzosopran Tuva Semmingsen i titelpartiet.

I slutningen af 1737 bestilte King's Theatre i London Händel til at skrive to nye operaer. Den første var Faramondo, der fik premiere den 3. januar 1738, hvor Händel allerede havde påbegyndt arbejdet på den næste, Serse. Han komponerede første akt mellem 26. december 1737 og 9. januar 1738, anden akt var klar 25. januar og tredje akt senest den 6. februar. Händel lagde sidste hånd på partituret den 14. Serse blev uropført på King's Theatre i Haymarket den 15. april 1738.

Den første opsætning var en total fiasko. Publikum kan have været forvirret over værkets nyskabende karakter. I Serse havde Händel, i modsætning til de andre operaer han havde skrevet for London, inkluderet buffo-elementer. Selv om dette havde været typisk for det 17. århundredes venetianske værker som fx Cavallis oprindelige komposition til librettoen, var der, i 1730'erne, opstået en forventning om, at opera seria skulle være helt alvorlig uden nogen sammenblanding af tragedie- og komediegenrerne eller figurer af høj eller lav klasse. Musikforskeren Charles Burney mente, at Serse
ikke var meget værd som opera betragtet: I have not been able to discover the author of the words of this drama: but it is one of the worst Handel ever set to Music: for besides feeble writing, there is a mixture of tragic-comedy and buffoonery in it, which Apostolo Zeno and Metastasio had banished from serious opera (Jeg har ikke været i stand til at spore forfatteren til dette drama: men det er et af de værste Handel nogensinde har sat i musik: for udover svage linjer har det en blanding af tragi-komik og klovneri, som Apostolo Zeno og Metastasio havde forvist fra seriøs opera). Et andet usædvanligt forhold ved Serse er antallet af korte, enkeltstående arier i én sats, hvor en typisk opera seria på Händels tid blev næsten altid bestod af lange da capo-arier i tre satser. Dette slog særligt Jarlen af Shaftesbury, der overværede premieren og beundrede operaen, da operaen ellers ville være blevet meget lang.

Serse forsvandt fra scenen i næsten tohundrede år, idet den første moderne forestilling fandt sted i Göttingen den 5. juli 1924 i udgave, der var forberedt af Oscar Hagen. I 1926 blev operaen i denne version opført mindst 90 gange i 15 forskellige tyske byer, et grundlag for Serses vedvarende succes. Ifølge Winton Dean er Serse Händels mest populære opera hos det moderne publikum efter Giulio Cesare in Egitto. Netop de træk ved operaen, som det 18. århundredes lyttere fandt så foruroligende – de korte arier og tilsætningen af komiske elementer til opera seria – kan være det, der gør, at værket appellerer til moderne mennesker i det 20. og 21. århundrede.

En komplet indspilning blev foretaget i 1979. En særligt rost produktion, sunget på engelsk, kom op på English National Opera i 1985 for at markere 300-årsdagen for komponistens fødsel. Forestillingerne blev dirigeret af Sir Charles Mackerras og instrueret af Nicholas Hytner, der også oversatte librettoen; Ann Murray sang titelpartiet, mens Valerie Masterson var Romilda, Christopher Robson Arsamene og Lesley Garrett Atalanta.

Xerxes, der betragter sit elskede platantræ, ser Romilda, datter af hans vasal Ariodate, og beslutter sig for at gifte sig med hende. Romilda og Xerxes' bror, Arsamene, elsker imidlertid hinanden, mens Romildas søster, Atalanta, er fast besluttet på at vinde Arsamene. Amastre, Xerxes' forlovede, som han har forladt for Romilda, skjuler sig som en mand og udspionerer Xerxes.

Xerxes sender Arsamene bort, som sender en besked om sin evige troskab til Romilda gennem sin tjener Elviro, forklædt som blomstersælger. Beskeden bliver først overgivet til Atalanta, som straks undfanger en plan. Hun fortæller Elviro, at Romilda har opgivet Arsamene og besluttet sig for at blive dronning og beskeden fra Xerxes, idet hun hævder, at den var henvendt til hende. Xerxes beslutter at bortgifte Arsamene til Atalanta; Romilda beslutter alligevel at forblive tro mod den mand, hun elsker.

Ved broen over Hellespont fortæller Xerxes Ariodate, at hans datter Romilda efter kongens ønske skal giftes med et medlem af Xerxes' familie. Xerxes forfølger Romilda indtil Amastre i forklædning starter en kamp for at aflede hans opmærksomhed. Romilda overtaler Xerxes til at lade hende løse problemet og glædes, da hun erfarer, at Amastre gjorde det for at redde hende. Arsamene og Romilda mødes igen og kæmper, indtil Elviro trækker Atalanta ud for at forklare sagen, og hun erklærer, at hun vil finde en anden. Elviro bemærker, at en storm nærmer sig broen og synger en sang til Bacchus. Romilda og Arsamene er glade over at blive genforenet, selv om hun er nødt til at skjule ham, mens broderen forfølger sin sag. Romilda fortæller Xerxes, at han skal have hendes fars samtykke, før hun kan adlyde kongens befaling; Arsamene er utilfreds.

Xerxes gentager, at Ariodate at Romilda skal giftes med et medlem af Xerxes' familie; Ariodate tror fejlagtigt, at han henviser til broderen Arsamene og ikke til ham selv og går glad hjem for at forberede brylluppet. Xerxes fortæller så Romilda, at hun vil gifte sig med ham. Romilda afslører, at Arsamene har kysset hende, Xerxes erklærer, at han vil dræbe sin egen bror, og Romilda accepterer at gifte sig med Xerxes for at skåne Arsamenes liv.

Arsamene og Romilda kommer ind til Ariodates plads, hvor han glad kundgør, at de skal gifte sig på kong Xerxes' kommando. De ved ikke hvad de skal tro, men er glade over at gøre det. Efter Arsamene og Romildas bryllup kommer Xerxes ind, klar til sit bryllup. Han bliver opbragt over at erfare, at hans vasal netop har giftet hans brud bort til hans bror. Da Amastre i forklædning dukker op, kalder Xerxes på nogen, der kan hævne ham. Amastre spørger, om han vil have hende til at dræbe forræderen, den, der efter at have været så højt elsket, jagtede en anden. Da Xerxes kræver, at hun gør det, afslører Amastre sig overfor Xerxes, der bliver skamfuld over sin troløshed og beder hende dræbe sig i stedet. Amastre, der stadig er forelsket i ham, nægter, og Xerxes tilbyder hende at være hans dronning igen.




#Article 104: Xerxes 1. af Persien (407 words)


Xerxes 1. (خشایارشا) persisk konge (485 f.Kr.-465 f.Kr.) af Achæmenide-dynastiet og søn af Dareios I. Xérxēs (Ξέρξης) er den græske form for det oldpersiske Xšayāršā, der betyder heltenes hersker. 

Xerxes 1. foretog i 480-479 f.Kr. et mislykket togt mod Grækenland. I 480 f.Kr. lykkedes det at erobre store dele af Grækenland, herunder Athen, men Xerxes 1. blev besejret i søslaget ved Salamis. I 479 f.Kr. led Xerxes 1. det endelige nederlag ved Platæa. Hans grav er udhugget i klippen ved Naqsh-i-Rustam tæt ved Persepolis.

 
Dareios I efterlod til sin søn opgaven med at straffe athenerne, naxianerne og eretrianerne for deres indgreb i den joniske opstand og det persiske nederlag ved Marathon. Fra 483 f.Kr. forberedte kong Xerxes sin ekspedition med omhu: En kanal blev gravet gennem landtangen på halvøen Athos, to broer blev bygget over strædet Hellesponten, forsyninger blev samlet i en station ved vejen gennem Thrakien. Ifølge Herodot endte Xerxes' første forsøg på bygge bro over Hellesponten med at en storm ødelagde hør- og papyrusbroen. Xerxes beordrede, at Hellesponten blev pisket 300 gange, og at slavelænker blev kastet i vandet, hvorefter en tjener spottede: Du bitre vand! Min herre pålægger dig denne straf, fordi du har fornærmet ham, skønt han ikke har gjort dig noget ondt. Men kong Xerxes vil overskride dig, hvad enten du vil eller ej. Det er med god grund, at intet menneske ofrer til dig, du der både er snavset og salt!  

Xerxes' andet forsøg på at bygge broen var en succes. Xerxes sluttede forbund med Karthago og fratog Hellas støtten fra de mægtige monarker af Syrakus og Agrigento. Desuden valgte mange mindre hellenske stater persisk side: især Thessalien, Theben og Argos. Xerxes drog med en stor flåde og hær. Herodot hævdede, at der var over to millioner soldater fra Sardes i foråret 480 f.Kr. 
Xerxes sejrede i de indledende kampe. I slaget ved Thermopylæ kæmpede en lille hærstyrke anført af spartanernes kong Leonidas mod den meget større persiske styrke, men blev nedkæmpet. Efter Thermopylæ blev Athen erobret, og athenerne og spartanerne blev drevet tilbage mod deres sidste forsvarslinje ved Korinths landtange og ud i den Saroniske Bugt. Ved Artemis var udfaldet af kampen tvivlsomt, da store storme havde ødelagt græske skibe. Kampen blev også standset tidligere, da hellenerne hørte om nederlaget ved Thermopylæ og trak sig tilbage. Xerxes var forledt til at angribe den græske flåde under ugunstige forhold. 

Xerxer er nævnt i Bibel i Esters bog hvor han kaldes Ahasverus.




#Article 105: Xinjiang (240 words)


Xinjiang (Uyghur: شىنجاڭ (Shinjang), kinesisk: 新疆, pinyin: Xīnjiāng, Wade-Giles: Hsin1-chiang1), fulde navn Autonom Region Xinjiang Uyghur (Uyghur: شىنجاڭ ئۇيغۇر ئاپتونوم رايونى (Shinjang Uyghur Aptonom Rayoni), simplificeret kinesisk: 新疆维吾尔自治区, traditionel kinesisk: 新疆維吾爾自治區, pinyin: Xīnjiāng Wéiwú'ěr Zìzhìqū) er en autonom region i Folkerepublikken Kina. Området kendes også under betegnelsen Østturkistan. Xinjiang grænser op til Autonom Region Tibet i syd og Qinghai- og Gansu-provinserne i sydøst. Det grænser også op til Mongoliet i øst, Rusland i nord og Kasakhstan, Kirgisistan, Tajikistan, Afghanistan og indisk- og pakistansk-kontrollerede områder af Kashmir i vest. Xinjiang inkluderer det meste af området Aksai Chin, en region som Indien gør krav på som en del af Jammu og Kashmir.

Provinsen er hjemsted for flere tyrkisk etniske grupper blandt andet uighur. Størstedelen af Kinas ca. 20 millioner muslimer bor i Xinjiang.

Xinjiang er inddelt i 18 enheder på præfekturniveau (2 bypræfekturer, 4 byer på subpræfekturniveau, 7 præfekturer og 5 autonome præfekturer). Det autonome præfektur Illi har jurisdiktion over to andre præfekturer, Altay (阿勒泰地区) og Tacheng (塔城地区). Et større område mod syd, Aksai Chin, er under kinesisk kontrol, men anses af Indien som okkuperet område som de gør krav på som en del af Kashmir.

Disse 18 enheder er inddelt i 99 enheder på amtsniveau (11 distrikter, 20 by-amter, 62 amter og 6 autonome amter. 
Disse er igen inddelt i 1.009 enheder på kommuneniveau (299 bykommuner (towns), 582 kommuner (townships), 43 etniske kommuner (ethnic townships), 145 subdistrikter og 10 offentlige distriktskontorer).




#Article 106: Tibet (2135 words)


Tibet (tidligere stavet Thibet; tibetansk: , Bodjul eller Bod, udtales pö på Lhasa-dialekt; kinesisk: 西藏 eller 藏区, pinyin: Xīzàng eller Zàngqū) er en region i Kina, beboet af det tibetanske folk. Grundet områdets gennemsnitlige højde over havet på 4.900 meter kaldes landet ofte for verdens tag.

Denne artikel indeholder store afsnit, der er kopieret fra Salmonsens Konversationsleksikon. Disse afsnit kan være forældede. 

Tibet begrænses af Bhutan, Nepal, Indien, samt de kinesiske provinser Xinjiang, Gansu og Sichuan. Areal i 1925 1.912.000 km² med omkring 1.650.000 indbyggere. Tibet er jordens største højland og dannes af en stor mængde mere eller mindre parallelle bjergkæder med mellemliggende højsletter og dale. Sydgrænsen dannes af Himalayas hovedkæde, der som en mægtig bjergmur løber fra nordvest til sydøst og bærer flere af jordens højeste bjerge: Mount Everest (8840 m) og Gosai Tan (8020 m). Nord for hovedkæden følger en længdedal, der dels afvandes af bifloder til Ganges, som gennembryder hovedkæden, dels indeholder søer uden afløb. Derpå følger en parallelkæde, hvis passer ligger i en højde af 4500–5000 m og mod nord begrænses af Brahmaputra-dalen, hvis bund ligger 3–4000 m over havet. Nord for Brahmaputra-dalen ligger et system af parallelle kæder, der har samme retning som Himalaya og af Sven Hedin kaldtes Transhimalaya. Dette system synes at være den østlige fortsættelse af Karakoram, som fra Kashmir strækker sig mod sydøst ned i Tibet. Transhimalaya har toppe på 6–7000 m, medens passene i reglen ligger i en højde af 5000 m. Længere mod nord følger et stort antal kæder, der stryger omtrent fra vest til øst og hører til Kunlun-systemet. En af de mægtigste af disse kæder er Dangla. Mod nordvest afbrydes Kunlun-kæderne af en brudlinje, nord for hvilken Østturkestan har sænket sig. Brudranden, der nord fra tager sig ud som en mægtig bjergkæde, kaldes Altyn-Tag. Øst på bøjer Kunlun-Kæderne mod syd og går over i det bagindiske bjergsystem. Bjergtoppe på 7–8000 m er hyppige overalt i Tibet, passene ligger 4500–5500 m over havet.

Klimaet er yderlig kontinentalt med meget stor forskel på sommer og vinter. Landets store højde gør dog, at såvel vinterens som sommerens temperaturer er meget lave. For sommeren fandt Rockhill i en højde af 4600 m en middeltemperatur af 7°. For vinteren kan middeltemperaturen antages at være c. ÷ 25°—÷20°. Altså en sommervarme som i Sydgrønland, en vinterkulde som i Nordgrønland. Imidlertid er sommeren i Tibet meget forskellig fra den grønlandske derved, at luften er uhyre tør, himlen oftest skyfri og temperatursvingningerne uhyre store. Midt om sommeren indtræffer ofte frost og snestorme, medens temperaturen andre dage kan stige til 20°-28°. På Tsaidam-plateauet i det nordøstlige Tibet, som kun er 2700–3000 m højt, fandt Koslov ÷ 13° i middeltemperatur for januar, 17° for august. I Lhasa, i en dal i det sydlige Tibet, 3540 m over havet, fandtes et enkelt år 19,5° i middeltemperatur for august, 16,7° for september. Temperatursvingningerne er meget store. I september forekom således nattefrost, medens varmen en anden dag steg til 31,7°. I det nordlige og centrale Tibet er nedbøren meget ringe og luften meget tør. I Tsaidam fandt Koslov, at luftens fugtighed om sommeren var 45 %, om efteråret 39 %, om vinteren 56 %, om foråret 36 %. Fugtighedens stigning om sommeren skyldes udløbere af den kinesiske sommermonsun, hvormed stemmer, at hovedmassen af den sparsomme nedbør falder i maj—juli. Årets samlede nedbør (10,8 cm) faldt på 44 dage, hvoraf 12 med sne. Det sydlige, vestlige og østlige Tibet er nogenlunde rigt på nedbør. Mod øst danner Dangla-kæden klimagrænsen. Mens de fugtige søndenvinde om sommeren overøser dens sydskråning med regn, hagl og sne, er nordskråningen meget tør. Klimaforskellen udøver en betydelig indflydelse på landets overfladeformer. I den del af Tibet, der er nogenlunde rig på nedbør, løber vandrige floder, der stadig uddyber længdedalene mellem foldekæderne. Mod vest flyder Indus og dens bifloder, den sydlige del af landet afvandes af Brahmaputra, den østlige del af Salwen, Mekong, Jangtsekiang og Hoangho. Særlig mod øst, hvor regnmængden er ret betydelig, styrter floderne frem gennem dybe kløfter, på begge sider omgivne af de granklædte skråninger af de mægtige, over 7000 m høje bjergkæder, fra hvis hvide rygge gletsjerne hænger ned. Blandt disse kæder kan nævnes Gangri mellem Brahmaputra og Salwen. Et ganske andet udseende har den centrale og nordlige Del af Tibet, hvor nedbøren er højst ubetydelig. Floderne er vandfattige og når kun til den nærmeste lavning i Terrænnet, hvor der dannes en saltsø. Denne del af Tibet er overordentlig rig på søer. Da fordampningen fra deres overflade er større end nedbør og tilløb, tager de stadig af i omfang.

Næsten alle søer er omgivne af højereliggende strandlinjer, der viser søernes højere vandstand i fortiden. Manglen på større vandløb betinger de forholdsvis jævne terrænformer i denne del af landet. Bjergene er som begravede i de grusmasser, der er opståede ved klippernes vejrsmuldring. Hvad, der skrider ned eller blæser ned i foldedalene, bliver liggende, da der ikke er rindende vand nok til at føre det bort. Følgen heraf bliver, at dalene efterhånden opfyldes, mellem kæderne dannes flade højsletter, på hvilke de vandfattige bække langsomt sniger sig fremad. Højsletterne ligger i reglen kun få hundrede m under passene, i reglen 4–5000 m over havet. Kun i det nordøstlige Tibet findes en lavere højslette Tsaidam, kun 2700 m over havet. De største saltsøer er Tengri Nor (4630 m over havet), Dangra Jum (4500 m), Chargut Cho, Ike Namur Nor, Kuku Nor (3260 m). Snegrænsen ligger i Tibet meget højt. På samme kæde ligger den altid lavest på sydsiden. Derimod viser der sig den mærkværdighed, at snegrænsen ligger lavere på de sydlige kæder end på de nordlige. Dette skyldes snemængdens stærke aftagen mod nord. I det nordlige Tibet er en ringere sommervarme i stand til at bortsmelte hele vinterens snelag på grund af dettes ringe mægtighed. På sydsiden af Himalayas hovedkæde ligger snegrænsen ved en højde af 4900 m, på sydsiden af den nordlige parallelkæde ved 5700 m, i det centrale Tibet ved 5900–6000 m. Bjergenes store højde muliggør dog store firnmasser og mægtige gletsjere.

Plantevæksten er på højsletterne fattig og steppeagtig. Den dannes væsentlig af græs (Kobresia tibetica), løg (Allium scenescens), astragalus og rabarber. I de dybere dale i Syd-Tibet optræder forskellige buske og småtræer (Hippophaes, Tamarix), kun de dybt nedskårne dale i det østlige Tibet har skov af gran og birk. 

Dyreverdenen er forholdsvis rig. På højstepperne tumler sig hjorder af yakokser, antiloper (Tetraceros quadricornis, Pantholaps Hodgsonii) og vildæsler (Equus hemionus), mens uhyre masser af gnavere finder deres føde i steppens løgvækster. På bjergene findes moskusokser og vilde får. Gribbe, ravne, snefinker og steppehøns hører til de almindeligste fugle.

Størstedelen af befolkningen er etniske tibetanere (bhot, bodpa). I Tibets selvstændige periode var hankinesere og manchu'er bortvist, men i dag er der et han-kinesisk mindretal, foruden at et meget stort antal han-kinesere tilbringer nogle år i Tibet på arbejdskontrakt, men uden fast bosættelse. Tibet er så højtliggende, at de fleste mennesker fra lavlandet har svært ved at tilpasse sig. Uden for Tibet er der tibetanske mindretal i Bhutan, Sikkim, Nepal og Kashmir. I dag er der undervisningspligt og de fleste kan læse og skrive, men en stor del af befolkningen lever stadig i telte som nomader med hjorde af yak-okser og får. Med den forøgede befolkning og levealder er der risiko for overgræsning med erosion til følge.  I de sydlige og østlige Dale er befolkningen fastboende og driver agerbrug (byg) ved siden af kvægavlen. En stor del etniske tibetanere bor uden for det egentlige Tibet. I det tibetanske imperiums storhedstid herskede den tibetanske konge langt mod øst over både Qinghai og Gansu og i dag findes der i disse provinser højtliggende områder, der overvejende er befolket med tibetanere. 

I Tibet var buddhismen dominerende og magten udøvedes af de store klostre. Under kulturrevolutionen blev religion bekæmpet og mange klostre ødelagt. Siden den kinesiske opening up er religion igen blevet en anerkendt samfundsfaktor og mange store klostre er genopbyggede og trives. Dog ofte med et regeringsfastsat antal af munke . I Byen Lhasa residerede Dalai Lama, indtil den fjortende Dalai Lama - og andre religiøse overhoveder såsom Karmapa'en - flygtede eller emigrerede til Indien i 1959.  Siden har omtrent 150.000 tibetanere slået sig ned i udlandet og udgør en diaspora ledet af en eksilregering, der er tæt knyttet til Dalai Lama. Landet var forhen fuldt af klostre og munke og den tibetanske form for buddhisme har drevet ceremonitjenesten til dens yderste grænse. Kendt var brugen af bedemaskiner.

Tibet var under selvstændigheden (1911-1950) opdelt i 6 provinser: 

 

Efter overleveringen skal Tibets gamle konger stamme fra slægten Sakja, til hvilken Buddha hørte. 

I 7. århundrede e.Kr. indførtes buddhismen under kong Srongtsan Gampo, der udvidede riget med flere provinser, flyttede residensen til Lhasa og indledte venskabelige forbindelser med Kina. Under Cri Srongdetsan i 8. århundrede stod Tibet på højden af sin magt. 

Under Ralpatshan (806—842) udbrød en revolution på grund af misfornøjelse med kongens begunstigelse af gejstligheden. Kongen blev myrdet, og under de derefter opståede uroligheder løsrev flere provinser sig og dannede selvstændige småriger. 

Tibets første storhedstid indtrådte 1240, da den tibetanske lærer Sakya Panditast blev Djengis Khans sønnesøn Godens åndelige lærer og derved startede en forbindelse mellem tibetanske buddhistiske lamaer og mongolske khaner i et lærer-åndelig patron forhold. Til gengæld for den åndelige vejledning skulle den verdslige leder støtte (om fornødent med militær magt) sin lærer og dennes orden. Det var et personligt, ikke et statsligt, mellemværende. Da Kublai Khan erobrede Kina og etablerede Yuan-dynastiet 1279, udgjorde Tibet et autonomt område i det mongolske kejserdømme. Men allerede et par årtier inden Yuan-dynastiets fald, da mongolernes magt svækkedes, formåede Tibet 1349 at frigøre sig fra imperiet, og landet blev i stedet for af Sakya-ordenen nu regeret af verdslige tibetanske konger. Under Ming-dynastiet, der i Kina fulgte efter Yuan-dynastiet, var der ingen forbindelse af betydning mellem de to lande.

Fra 1720 blev Tibet beroende af Qing-dynastiet og hørte administrativt under vicekongen i Sichuan. Qing-myndigheden  repræsenteredes af tre kejserlige, for en 3-årig periode udnævntes en statholder (amban), som forestod de udenlandske og militære anliggender, mens ansvaret for de civile og de religiøse spørgsmål var overdraget til den tibetanske regering.

Under Qing-dynastiet var Tibet længe lukket land for udlændinge, som regelmæssigt blev udvist af landet. Blandt de, som det lykkedes at komme ind i landet, var den katolske missionær Évariste Régis Huc, som opholdt sig i landet i 1846 sammen med en missionærkollega.

Det britiske ekspeditionskorps måtte trække sig tilbage i september 1904 da vinteren stod for døren. Qing-hoffet i Peking nægtede imidlertid at acceptere en for briterne yderst gunstig aftale, der ville give dem ret til kontrol over telekommunikationer og mineralrettigheder med videre, hvilken briterne med våbentrusler havde gennemtvunget i Lhasa.

I en aftale mellem Kina og Storbritannien 1906 lovede Storbritannien at afstå fra at annektere tibetansk territorium eller blande sig i administrationen af Tibet. Dermed anerkendte Storbritannien også, at den aftale, som var blevet undertegnet i Lhasa 1904, ikke var gyldig. Det følgende år anerkendte Storbritannien Kinas overhøjhed (ordret suzerain rights) i Tibet i en aftale med Rusland.  

Da Sven Hedin i 1909 kom tilbage fra sin 3-årige ekspedition i Tibet, beskrev han situationen som at: 

Xinhai-revolutionen 1911–12 tvang enkekejserinden Longyu at afstå fra regeringsmagten i sin mindreårige søns navn, den 8-årige kejser Puyi, og Republikken Kina dannedes. Den nye regering under Yuan Shi-kai hævdede, at Republikken Kina havde overtaget den afsatte kejsers og hans regerings overhøjhed i Tibet, men på grund af Kinas indre splittelse formåede Peking ikke at udøve nogen politisk magt i Tibet og landet blev i praksis selvstændigt 1913.

I mellemkrigstiden tilhørte Tibet ikke Folkeforbundet, idet man foretrak at føre en neutral og isolationistisk udenrigspolitik og i stedet udvikle gode tosidede forbindelser til nabolande. Med hensyn til den teknologiske udvikling, så stagnerede Tibet i perioden, skønt en enkelt fremtrædende minister, Tsarong Dazang Dramdul, var tilhænger af en modernisering, som den Japan havde gennemgået. Under Den anden Verdenskrig var den tibetanske elite splittet. Kredsen omkring den nuværende Dalai Lama havde amerikansk-venlige elementer, mens hans forgænger i perioder var japansk-orienteret. Kredsen omkring Panchen Lama var kinesisk orienteret.

Tibet blev i 1950 lagt ind under Folkerepublikken Kina hvilket næsten alle lande i verden har anerkendt. I 1959 flygtede Dalai Lama med et følge til Indien.  Kulturrevolutionen var en frygtelig katastrofe for Tibet og medførte ødelæggelser af klostrene, hungersnød og folketab. Lhassa er i dag provinshovedstad for den Autonome region Tibet. Byen har udviklet sig og rummer industrikvarterer, banegård, lufthavn… Tibet er blevet tættere befolket, har fået veje, jernbaner og en moderne administration. Næsten alle vestlige medier er dog stadig overbeviste om at tibetanerne er imod den kinesiske indflydelse, men Dalai Lama og hans eksilregering er holdt op med at kræve Tibets politiske uafhængighed. I dag går kravet blot på et virkeligt selvstyre. Der er i dag (2020) en balance imellem udvandring og indvandring og en del indiske tibetanere vender tilbage til Tibet.

Grupper der støtter et frit Tibet:




#Article 107: Xylem (203 words)


Xylem (af græsk xylon = ved eller brænde), på dansk: vedvæv, er den væsentligste bestanddel af veddet i et træ. Xylem er karvæv, som står for transporten af opløste stoffer og vand fra rødder til blade. Xylemet er opbygget af døde celler, der kan opdeles i to grupper: trakeider og kar. De danner tilsammen tynde, men solide rør, og som hos sikarrene, er der huller i begge ender af cellerne. Xylem findes i alt træstof, og i det unge, levende ved, der også kaldes splintved, danner cellerne lange, åbne kæder, de såkaldte kar. Inde i det døde kerneved er cellerne derimod fyldt op med vedstof, især lignin.

Vedkar transporter vand og alle de 17 nødvendige næringsstoffer som skal være opløste for at rødderne kan optage dem gennem jorden hvilket sker ved hjælp af osmose fordi der er større salt indhold i rødderne og det får det til at trænge ind i rødderne. Vandets videre forløb op i planten sker ved at der opbygges et undertryk som sker ved fordampning fra planten og så løber der nyt vand til. Vedkarene er også større end sikarrene, fordi der skal bruges mere vand end der bliver produceret sukker, fordi der fordamper en masse vand fra planten.




#Article 108: Xylitol (145 words)


Xylitol (1,2,3,4,5-pentan pentaol) er en sukkeralkohol, der bliver brugt som sukkererstatning i f.eks. tyggegummi og fødevarer for diabetikere. Xylitol forekommer naturligt i fiberholdige grønsager og frugt, samt i veddet i forskellige træer som f.eks. birk. Det produceres også i den menneskelige organisme under det normale stofskifte (op til 15 gram daglig fra andre fødemidler). Xylitol kan fremstilles kunstigt ved kemisk behandling af xylose (træsukker).

Xylitol er et sødt smagende, hvidt og næsten lugtfrit, krystallinsk pulver, der er let opløseligt i vand, men meget tungt opløseligt i ethanol.

Som tilsætningsstof har xylitol E-nr. 967. Det hører under de sødestoffer, som hovedsageligt bliver brugt i industrien, hvor det bruges i stedet for sukker. Xylitol adskiller sig fra de egentlige kunstige/syntetiske sødestoffer ved at være nært beslægtet med sukker i kemisk henseende. Produktet indeholder 2,4 kalorier pr. gram.

Vær opmærksom på at xylitol er dødeligt giftigt for hunde.




#Article 109: Xylofon (289 words)


En xylofon er et slagtøjsinstrument af ukendt oprindelse.

Xylofon er antagelig opstået i Afrika. I vestlig musik er de det ældste vidnesbyrd om dets musikalske anvendelse fra 1511. Xylofonen er et slaginstrumentet. Den består af træstykker (taster) i forskellig størrelse, der ligger over nogle rør, kaldet resonansrørene. Når man anslår tasterne vibrerer luften i rørene, og der frembringes en lyd.

Navnet xylofon stammer fra de græske ord ξύλον—xylon, træ + φωνή—phōnē, lyd, stemme og betyder “træ-lyd”.

Man anslår xylofonen med enten træ- eller gummikøller. Disse findes i forskellige hårdheder og størrelse.

Xylofonen er et solistinstruent, som dog også nogle gange også bruges i orkestre.

Der findes forskellige træsorter, som man laver xylofoner af. Den billigste er padouk, som også er meget billig. En dyrere træsort med meget bedre klang og fylde i lyden er rosentræ som især bruges til gode solist- og orkesterxylofoner. Padouk bruges mest til bilige øvexylofoner, som man ofte har i folkeskolens musiktimer.

Xylofonen strækker sig typisk over 3½ oktaver, men kan fås helt op til 5. Marimbaer stækker sig som standard over 4-5 oktaver.
Vibrafonen er på størrelse med en xylofon. På marimbaen er rørene typisk meget større end på xylofonen, og de er nogle gange også bukkede for neden, i den laveste oktav.

Marimbaen er en større og mere kompliceret form for xylofon. Der findes også vibrafoner, der har stave af metal og en dæmperpedal, som bruges til at fjerne klangen der hænger meget længe i en vibrafon.
Marimbaen og vibrafonen anslås med filtkøller. Vibrafonen kan dog også anslås med hårde gummikøller.

En anden variant af xylofonen har erstattet stavene med glas, der indeholder forskellige mængder af vand. Glassene anslås så med en blød kølle, hvorved der fremkommer toner, og man kan spille musik.




#Article 110: Zagreb (1521 words)


Zagreb () (gammelt tysk: Agram) er hovedstad og den største by i Kroatien. Zagreb er det kulturelle, videnskabelige, økonomiske og administrative centrum for landet. Byen havde pr. 2007 801.554 indbyggere (1.151.000 med forstæder). Byen ligger mellem de sydlige skråninger af Medvednica-bjergene og på begge bredder af Savafloden i en højde af omtrent 122 m over havets overflade.

Zagrebs historie kan dateres tilbage til 1094, da den ungarske Kong Ladislaus grundlagde et kloster. Sammen med bispesædet udvikledes bebyggelsen Kaptol nord for katedralen, og ligeledes udvikledes den befæstede bebyggelse Gradec på en bakke nær ved. I dag udgør sidstnævnte Zagrebs øvre by (Gornji Grad) og er en af de bedst bevarede bycentre i Kroatien. Begge bebyggelser kom under angreb fra tatarerne i 1242. Som et tegn på påskønnelse for at have tilbudt ham et sikkert opholdssted fra tatarerne gav den kroatiske og ungarske Kong Bela IV Gradec med en Gylden tyr, der gav indbyggerne undtagelse fra amtsstyre og autonomi, såvel som dets eget juridiske system. Ifølge legenden efterlod Bela en kanon med den betingelse, at den skulle affyres hver dag, så den ikke rustede. Siden 1. januar 1877 er kanonen blevet affyret fra Lotrščak-tårnet på Grič for at markere middagstid.

Det var ikke før det 17. århundrede og Nikola Frankopan, at Zagreb blev valgt som sæde for de kroatiske vicekonger i 1621. På invitation fra det kroatiske parlament kom jesuitterne til Zagreb og byggede den første skole, St. Catherines kirke og kloster. I 1669 grundlagde de Zagreb universitet, hvor der i starten blev undervist i filosofi, teologi og jura.

I løbet af det 17. og 18. århundrede blev Zagreb svært beskadiget af ild og pesten. I 1776 blev det kongelige råd (regering) flyttet fra Varaždin til Zagreb, og under Joseph II's styre blev Zagreb hovedkvarter for Varaždin og Karlovac militære hovedkommando.

I det 19. århundrede var Zagreb centrum for den Kroatiske Nationale genopståelse og så en rejsning af vigtige kulturelle og historiske institutioner.

Den første jernbanelinje, der forbandt Zagreb med Zidani Most og Sisak, åbnede i 1862, og i 1863 fik Zagreb et gasværk. Zagreb vandværk åbnede i 1878, og den første hestetrukne sporvogn blev taget i brug i 1891. Bygningen af jernbanelinjen gjorde det muligt for de ældste forstæder at smelte sammen med Donji Grad, karakteriseret af et regulært kvadratmønster der er fremherskende i centraleuropæiske byer. Denne bygningskerne huser mange vigtige bygninger, monumenter og parker og ligeledes en mængde museer, teatre og biografer. Et kraftværk blev rejst i 1907, og udviklingen blomstrede i 1880–1914 efter jordskælvet i byen, da Zagreb fik det karakteristiske design den har i dag.

Den første halvdel af det 20. århundrede var vidne til en stor ekspansion af Zagreb. Før 1. verdenskrig udvidedes byen, og kvarterer som Stara Peščenica mod øst og Črnomerec mod vest blev rejst. Efter krigen opstod arbejderkvarterer mellem jernbanen og Savafloden, mens bygningen af beboelseskvarterer på bakkerne på de sydlige skråninger af Medvednica blev færdiggjort mellem de to verdenskrige.

I 1920'erne voksede befolkningen i Zagreb med 70 procent — den største befolkningsstigning i Zagrebs historie. I 1926 begyndte den første radiostation at sende ud af Zagreb, og i 1947 blev Zagreb Fair åbnet.

Området mellem jernbanen og Sava-floden var vidne til et byggeboom efter anden verdenskrig. Efter midt 1950'erne begyndte bebyggelsen af nye boligområder syd for floden, der resulterede i, at området Novi Zagreb (Ny Zagreb) blev dannet. Byen ekspanderede ligeledes mod vest og indlemmede Dubrava, Podsused, Jarun, Blato og andre bebyggelser.

Godsjernbanestationen og den internationale lufthavn Pleso blev bygget syd for floden. Det største industrielle område (Žitnjak) ligger mod øst.

I 1987 var Zagreb vært for Universiaden.

I 1991 blev byen hovedstad i landet, efter Jugoslavien gik i opløsning. Under den Kroatiske frihedskrig (1991-1995) var byen vidne til en smule kamp omkring JNA-barakkerne, men byen undgik større ødelæggelser. I maj 1995 blev byen ramt af serbiske raketter under Zagreb raketangrebet, der dræbte syv civile.

Urbaniserede linjer forbinder Zagreb med centrene i de omliggende bebyggelser Sesvete, Zaprešić, Samobor, Dugo Selo og Velika Gorica. Sesvete er tættest på at blive en del af konurbationen.

Klimaet i Zagreb er kontinentalt, med fire adskilte årstider. Somrene er varme og tørre og vintrene er kolde. Den gennemsnitlige temperatur om vinteren er omkring 1 °C og om sommeren omkring 20 °C. Især i slutningen af maj kan temperaturen blive høj med temperaturer over 30 °C. Sne er almindeligt i vintermånederne fra december til marts, og regn og tåge er almindeligt om efteråret (oktober til december). Den højeste registrerede temperatur var 41 °C i juli 2007 og august 1983, og den laveste var -27 °C i januar 1985.

Byen har et universitet, ærkebispesæde og er et industri- og handelscentrum. Fra gammel tid har byen endvidere været samling for kultur.

Der er omkring 20 permanente eller sæsonvise teatre og scener. Det Kroatiske Nationalteater i Zagreb blev bygget i 1895 og åbnet af kejser Franz Joseph I. Det mest kendte koncerthus hedder Vatroslav Lisinski efter den kroatiske komponist og blev åbnet i 1973.

Animafest, Verdensfestivalen for Animerede Film, finder sted i lige år, og Music Bienniale, den internationale festival for avantgarde musik, i ulige år. Den årlige ZagrebDox dokumentarfilmfestival afholdes også i byen. Zagreb Philharmoniske Festival og blomsterudstillingen Floraart (slutningen af maj eller begyndelsen af juni), Old-timer Rally er årlige events. Om sommeren bliver der afholdt forestillinger og koncerter både ude og inde. Scenen Opatovina er vært for Zagreb Histrionic Summer teaterevents.

Zagreb er også vært for Zagrebfest, den ældste kroatiske popmusikfestival, så vel som flere traditionelle internationale sportevents og turneringer. Byen Zagrebs Dag den 16. november fejres hvert år med særlige festligheder, især på Jarun-søen nær den sydvestlige del af byen.

Den højeste videnskabelige instans i Kroatien er Kroatiske Akademi for Videnskab beliggende i Zagreb. Zagreb universitet (grundlagt den 23. september 1669) er en af de ældste universiteter i det østlige Centraleuropa. Fakulteterne ligger i forskellige dele af byen: Det til universitetet tilhørende Universitetsbibliotek Zagreb har siden 1995 ligget i en bydel uden for centrum. Kunstakademiet og musikakademiet i Zagreb er i international topklasse.
Andre uddannelsesinstitutioner for videregående uddannelser er Sundhedshøjskolen, Faghøjskole for Socialvidenskab og et teknisk universitet.

Zagreb er den største by i Kroatien og den eneste by, hvor folketallet i metropolen overskrider en million. De fleste lever i den egentlige by. Der bor 1.088.841 personer i metropolområdet, der inkluderer de mindre byer Samobor, Velika Gorica og Zaprešić. Den officielle folketælling fra 2001 talte 779.145 beboere. I 2006 var det antal ifølge regeringsestimater vokset til omkring 784.900. Størstedelen af indbyggerne er kroater, der udgør 91,9 % af byens folketal (2001 folketælling). Den samme folketælling talte 40.066 beboere, der tilhørte en etnisk minoritet. Sådanne etsniske minoriter tæller bl.a. 18.811 serbere (2,41 %), 6204 bosniakker (0,80 %), 4030 muslimer (0,52 %), 3389 albanere (0,43 %), 3225 slovenere (0,41 %), 1946 romaer (0,25 %) sammen med andre mindre grupper.

De vigtigste industrier i Zagreb er: produktion af elektriske maskiner og apparater, kemisk industri, farmaceutisk industri, tekstiler og fødevarer forarbejdning. Zagreb er et internationalt handels og forretningscenter og en af transportkrydsene for central og østeuropa.

Byen Zagreb har det højeste nominelle BNP per indbygger i Kroatien ($ 14.480, sammenlignet med det kroatiske gennemsnit på 8.024 (2004)).

Pr. april 2008 er den gennemsnitlige nettoløn i Zagreb 6.017 kuna, omkring $1.292 (kroatisk gennemsnit er 5.036 kuna, omkring $1.081). I 2006 var den gennemsnitlige arbejdsløshed i Zagreb omkring 8,6%.

Selskaber i Zagreb skaber 52% af den totale omsætning og 60% af den totale profit i Kroatien i 2006 samt 37% af Kroatiens eksport.

Offentlig transport i Zagreb er organiseret i to lag: den indre del af byen er primært dækket af sporvogne, og de ydre er forbundet med busser. Det offentlige transportselskab, ZET (Zagrebački električni tramvaj, Zagreb elektriske sporveje), driver sporvogne, alle indre buslinjer og de fleste af linjerne i forstæderne og er støttet af byrådet.

Kabelbanen (uspinjača) i den historiske del af byen er en turistattraktion. Taxier er tilstede med priser, der er lidt højere end i andre byer i regionen.

Fra 1992 har statsbaneoperatøren HŽ (Hrvatske željeznice, Kroatiske jernbaner) udviklet et netværk af underjordiske tog i metropolregionen Zagreb.

Zagreb har et omfattende sporvognsnetværk med 15 linjer om dagen og 4 linjer om natten, der dækker det meste af den indre og mellemste del af byen. De første vogne blev indsat den 5. september 1891 og har været i drift siden. Sporvognen kører som regel med en hastighed af 25–50 km/t, men sænkes en del i myldretiden. Netværket er unikt ved at det for det meste kører ved kantstenen.

Et ambitiøst program der skal udskifte de gamle sporvogne med nye, er ved at blive udviklet. Navngivet TMK 2200, er der blevet leveret 70 vogne i perioden 2005–2007 og der er blevet bestilt yderligere 70.

Det underjordiske jernbanenetværk, der dækker de indre dele af byen og de inderste forstæder, blev i 2005 forøget til 15-minutters drift. Ruterne er primært i en øst-vestlig retning og mod syd. Dette har forøget pendling betydeligt.

En ny forbindelse til den nærliggende by Samobor er blevet annonceret, og bygningen forventes sat i gang i 2009. Denne forbindelse vil være normalspor og vil kunne forbindes med det normale kroatiske jernbanenet (den tidligere smalsporslinje blev lukket i 1970'erne).

Zagreb er venskabsby til følgende byer:




#Article 111: Zebraer (359 words)


Zebraer er en underslægt i hesteslægten blandt de uparrettåede hovdyr. De har karakteristiske hvide og sorte striber og lever i flokke på savanner i det centrale, sydlige og østlige Afrika. Zebraerne er kønsmodne efter 2½-3 år. Drægtighedsperioden varer omkring 12 måneder, hvorefter de får et enkelt føl med en vægt på ca. 30 kg. Føllet dier i ca. 1 år. De kan blive op til 25-30 år gamle. Zebraen er planteæder.

Der er tre zebraarter, og mindst otte underarter: 

En krydsning mellem zebra og et andet dyr fra hesteslægten kaldes en zebroid. Steppezebraen kan ligesom hesten krydses med æslet. Her i Danmark blev der på Bornholm for år tilbage født en sådan krydsning. Mere almindeligt er krydsning mellem zebra og hest. Der findes hele flokke af sådanne vilde krydsninger i Sydafrika.

Zebraer har karakteristiske mørke og lyse tværstriber. De har lange ører, opadstående manke og små hove. Hver art kendes på stribernes mønstre. Striberne er hvide på sort  eller mørkebrun bund, hos føllene dog lys rødbrun. Steppezebraen kan bl.a. kendes på, at der er skyggestriber i de hvide striber. Zebraen vejer ca. 250 kg. Den måler 240 cm i længden og 125 cm i skulderhøjde (stangmål).

Zebraer er et flokdyr. De lever i småflokke på op til ca. 16 medlemmer, 1 hingst med hopper og deres føl. Når en hingst bliver kønsmoden, bliver den jaget ud af flokken af sin far. Hingste uden flok kan finde sammen i ungkarleflokke eller leve alene. Hingstene kan finde på at kidnappe hopper fra andre flokke, og unge hopper er mere tilbøjelige til at blive kidnappet end ældre hopper.

Hingstens opgave (ud over at stjæle hopper fra hinanden) er også at forsvare flokken mod løver og hyæner. Man har eksempler på, at et spark fra en zebra har slået en plettet hyæne ihjel. Men også zebraens bid kan være farligt. Hingsten har tydeligt kraftigere hals end hoppen med henblik på bedre at kunne slås mod de andre hingste.

Det er meget vanskeligt at træne en zebra til ridning eller til at trække en vogn, men der er eksempler på at det er gjort. I filmen Fartstriber blev der redet på en rigtig zebra.




#Article 112: Zeppeliner (307 words)


Zeppeliner er betegnelsen for en klasse af styrbare kæmpeluftskibe konstrueret med en stiv ramme. Disse luftskibe er opkaldt efter konstruktøren Graf von Zeppelin.

I 1909 oprettede den kejserlige tyske hær Heeresluftschiffe-Abteilung med zeppelinere. De skulle bruges til rekognoscering over slagmarken. I 1912 oprettede den kejserlige tyske flåde Marineluftschiffe-Abteilung til maritim rekognoscering. Da 1. verdenskrig brød ud i 1914, havde Tyskland 20-25 operative zeppelinere. Under de indledende rekognosceringer på Vestfronten genemhullede de franske tropper tre zeppelinere, så de mistede bæregassen og lagde sig ned på jorden. Derefter blev de afløst af rekognosceringsbiplaner.

Fra januar 1915 begyndte zeppelinere fra hæren og flåden at terrorbombe Paris og London. Dette blev gjort om natten for at mindske tyskernes tab. De ustadige vinde i højden gjorde det besværligt at bombe disse byer, og præcisionen var dårlig. Modreaktionen var opstilling af luftværnskanoner og projektører. Franske Nieuport 11-jagerfly blev udrustet med otte Le Prieur-raketter og udnyttede zeppelinernes brandfarlige bæregas, brint. Britiske fly kastede bomber ovenpå zeppelinerne. Cirka 60 ud af 88 zeppelinere gik tabt under angrebene, især i 1916. 

Hæren forsøgte også, at anvende zeppelinere til at bringe forsyninger og forstærkninger til de tyske tropper i Afrika, men efter 1917 overførte hæren alle sine zeppelinere til flåden. Flåden anvendte sine zeppelinere dygtigt til at skygge Ententemagternes konvojer og den britiske Home Fleet ved Scapa Flow. I 1919 bestemte Versaillestraktaten, at Tyskland ikke måtte have militære zeppelinere, og de overlevende blev udleveret til sejrherrerne som krigsskadeserstatning.

LZ 129 Hindenburg var et tysk luftskib (Zeppeliner), der mod aftalen blev bygget i 1935. 
USA ville ikke levere den inaktive luftart helium til Nazityskland.
Sammen med søsterskibet LZ 130 Graf Zeppelin var det det største luftfartøj på den tid.
Nazityskland fortsatte med hydrogen/brint. Det fik katastrofale følger.
LZ 129 Hindenburg forulykkede 6. maj 1937 i New Jersey i USA og afsluttede anvendelsen af brint som opdriftsmiddel i luftskibe.




#Article 113: 0 (tal) (402 words)


Nul er størrelsen på den tomme mængde Ø.

Begrebet nul som talværdi svarer i henhold til definitionen til størrelsen af den tomme mængde. Der er ingen tvivl om at mennesket siden tidernes morgen har kendt til begrebet tomt eller intet og at man tidligt har udviklet ord for dette begreb eller talværdi. Men en bevidst brug af begrebet som en tællelig værdi på linje med 1, 2 og 3 er sikkert først kommet meget senere.

Brugen af begrebet nul som ciffer i et positionstalssystem fandtes i Babylon før år 1000 f.Kr. Talsystemet var dog baseret på grundtallet 60 og der blev ikke anvendt et tegn for nul men bare en tom plads.

Omkring år 36 f.Kr. havde mayaerne et positionstalsystem baseret på grundtallet 20 hvor de anvendte nul som ciffer. Talsystemet blev brugt i deres kalender.

De tidligste beregninger hvor talværdien nul indgår har man fundet i Indien og stammer fra omkring år 900 f.Kr.

Omkring år 36 f.Kr. havde mayaindianerne en kalender som var baseret på grundtallet 20. Dagene blev talt fra dag 0 til dag 19.

I Europa blev nul første gang brugt omkring år 525 af munken Dionysius Exiguus i Rom som tidsangivelse til at beskrive forskellen mellem månekalenderen og solkalenderen, som kan variere mellem 0 og 29 dage. Forskellen ændrer sig med 11 dage fra år til år og de første tre år blev forskellen beskrevet med de tre romertal: nulla, xi, xxii

Omkring år 160 anvendte grækerne en cirkel med en vandret streg over som symbol for talværdien nul, men ikke for cifferet nul.

Omkring år 870 blev en cirkel anvendt som cifferet nul i titalssystemet på en væg i Chaturbhuja templet Gwalior i Indien.

Det er uklart hvornår den nuværende elliptiske form første gang blev anvendt.

Nogle af de græske filosoffer havde store problemer med begrebet nul: Hvis nul er det samme som intet, hvordan kan det så selv eksistere?

Inderen Brahmagupta gennemtænkte nul i et værk fra 628.

Det har været drøftet, om tallet er opstået på baggrund af den buddhistiske religions insisteren på en homøostatisk tilstand midt mellem ondt og godt, mørkt og lyst, koldt og varmt, negativt og positivt, at mangle og at eje, sygdom og sundhed osv.

Nul (0) er det første i rækken af naturlige tal (hvis det hører til denne række – ellers er det det første tal i ). Nul indgår også i mange andre matematiske rækker og mængder.




#Article 114: Zeus (1306 words)


Zeus (græsk: Ζεύς) er gudernes konge i den græske mytologi, og gud over himmel og torden. Han bor på Olympen, Grækenlands højeste bjerg. Den oldgræske gud Zeus minder på mange områder om de indoeuropæiske guder Indra, Jupiter, Perkūnas, Perun, Thor og Odin. Hans romerske modstykke er guden Jupiter.

Zeus er den eneste græske gud, hvis navn går tilbage til indoeuropæisk, hvor man kan rekonstruere formen *Dyeus-ph2ter, jf. sanskrit Dyaus og latin Iuppiter. Beslægtet er også det nordiske gudenavn Tyr (*Tīwa-), selv om det er Thor (Þórr), der minder mest om den græsk-romerske Zeus/Jupiter.

Zeus er yngste barn af Kronos og Rhea, men kan også ses som deres ældste barn, fordi hans søskende først måtte befries fra Kronos' mave. I de fleste fortællinger er han gift med Hera, med hvem han har Ares, Hebe og Hefaistos. Ifølge Zeus-oraklet i Dodona var hans hustru Dione, som i Iliaden omtales som Afrodites mor. Zeus er en berygtet charmør, hvis erotiske eskapader har resulteret i mange børn af guddommelig såvel som dødelig herkomst, heriblandt Athene, Apollon, Artemis, Hermes, Persefone, Dionysos, Perseus, Herakles, Helena af Troja, Minos og muserne. 

Zeus var som himlens alfader ansvarlig for at uddelegere de andre guders roller. Selv guder, som ikke er hans afkom, omtaler ham som fader. Zeus' attributter er tordenkilen, ørnen, tyren og egen. Ud over de førnævnte indoeuropæiske guder, var ikonografien omkring Zeus-kulten stærkt inspireret af kulturene i oldtidens Nærorienten, heriblandt hans scepter. De græske kunstnere fremstillede ofte Zeus stående med en tordenkile i højre hånd eller siddende på sin trone.

Gudens navn i nominativ er Ζεύς (Zeús). Det bøjes på følgende måder: Vokativ: Ζεῦ (Zeû); akkusativ: Δία (Día); genitiv: Διός (Díos); dativ: Διί (Dií). Ifølge Diogenes Laertius stavede Ferekydes af Syros navnet Ζάς.

Zeus er den græske variant af *Diēus, som i den urindoeuropæiske religion var gud for dagshimlen. Hans navn staves også *Dyeus-ph2tēr (Himmelfader). Guden kendes under dette navn på både oldvedisk (Dyaus/Dyaus Pita) og latin (Iuppiter, afledt af det urindoeuropæiske vokativ *dyeu-ph2tēr).*Dyeu- betyder på urindoeuropæisk at skinne, og i verbets mange afledninger finder man betydninger såsom himmel, sky og gud. Zeus er den eneste af de oldgræske guder, hvis navn har en så markant indoeuropæisk oprindelse. 

Zeus' navn optræder første gang i de skriftlige kilder på mykensk som 𐀇𐀸 (di-we) og 𐀇𐀺 (di-wo), hvor det står skrevet med linear B.

I dialogen Kratylos påstår Platon, at Zeus' navn betyder kilden til alt liv, men det underbygges ikke af den moderne sprogvidenskab.

Den gamle titankonge Kronos fik i alt seks børn med sin hustru og søster Rhea. De første fem var Hestia, Demeter, Hera, Hades og Poseidon. Kronos slugte dem alle, da Gaia og Uranos havde fortalt ham, at en af dem ville styrte ham og overtage hans trone, lige som han selv i sin tid havde gjort med Uranos.

Da Zeus skulle til at fødes, spurgte Rhea Gaia til råds og lavede en plan om at redde Zeus. Tiden var kommet til, at Kronos skulle have sin straf. Gaia førte Rhea til den græske ø Kreta, hvor hun fødte Zeus i al hemmelighed. I stedet for det nyfødte drengebarn, gav hun Kronos en sten svøbt i barselsklæder, som han slugte øjeblikkeligt.

Der findes to fortællinger om Zeus' barndom:

Som voksen tvang Zeus sin far til at kaste stenen og sine søskende op i omvendt rækkefølge af den, de var blevet slugt i. Stenen, der siden blev kendt som Omfalos-stenen, blev placeret i Delfi ved Parnassos-bjerget som et guddommeligt tegn i de dødeliges verden. I nogle fortællinger gav titanen Metis Kronos et vomitiv, der tvang ham til at kaste børnene op. I andre historier skærer Zeus Kronos' mave op. Han befriede også Kronos' brødre, hekatoncheirerne og kykloperne, fra deres fængsel i Tartaros. I taknemmelighed gav kykloperne Zeus magt over tordenkilen, som var blevet gemt af Gaia.

Sammen med sine søskende, hekatoncheirerne og kykloperne, styrtede Zeus Kronos og titanerne i et kosmisk slag. De besejrede titaner blev herefter kastet ned i den mørke underverden Tartaros. Atlas blev som straf for at have kæmpet mod Zeus dømt til at bære himlen på sine skuldre. 

Efter slaget delte Zeus verden sammen med sine brødre: Zeus fik himlen, Poseidon havet og Hades underverdenen. Den gamle jord Gaia kunne ingen af dem gøre krav på, men blev i stedet brødrenes fælleseje. Derfor er Poseidon jordrysteren (gud for jordskælv), mens Hades er de dødes gud.

Gaia foragtede den måde, som Zeus havde behandlet titanerne på, fordi de var hendes afkom. Kort tid efter sin tronbestigelse måtte Zeus derfor kæmpe mod Gaias andre børn, uhyrerne Tyfon og Echidna. Zeus besejrede Tyfon og begravede ham under vulkanen Etna på Sicilien, mens han skånede Echidna.

Zeus er gift med sin søster Hera. Sammen har de børnene Ares, Hebe og Hefaistos, selvom Hera i nogle fortællinger undfanger disse guder på egen hånd. I nogle myter har de også døtrene Eileithyia, Eris, Enyo og Angelos. I Iliaden beskrives det, hvordan Zeus og Hera indledte et seksuelt forhold uden deres forældres vidende. Zeus er en kvindebedårer, som har udenomsægteskabelige relationer til både nymfer og mennesker. Mange oldgræske dynastier påstod, at de nedstammede fra en sådan forbindelse. Zeus har bl.a. børn med Leto, Demeter, Metis, Themis, Eurynome, Mnemosyne, Dione og Maia. Blandt hans dødelige elskere kan bl.a. Semele, Io, Europa og Leda nævnes, men også den unge kongesøn Ganymedes. 

I de fleste fortællinger portrætteres Hera som en jaloux hustru, som hader Zeus' elskere og uægte børn. I en periode havde nymfen Echo ansvaret for at distrahere Hera med sine fantastiske fortællinger, men da Hera omsider opdagede bedraget, forbandede hun Echo til kun at kunne gentage andre folks ord.

Som Olympens hersker spillede Zeus en afgørende rolle i den oldgræske tro. Han var far til mange helte og indgik i de fleste heltekulter. Ud over at være gud for himmel og torden, var Zeus også grækernes vigtigste kulturelle symbol. Han var indbegrebet af græsk religion og arketypen på den græske gud.

Zeus havde mange kultiske tilnavne, der betonede forskellige aspekter af hans ubegrænsede autoritet:

Olympia var centrum for den panhellenske Zeus-kult, hvor troende fra hele Grækenland mødtes for at tilbede deres øverste gud. I deres kvadriennale festival indgik bl.a. de berømte sportslege. I Olympia fandtes også et alter til Zeus, der ikke var lavet af sten, men af aske samlet fra århundreders dyreofringer på stedet. 

Der fandtes ikke en enstemmig praksis for tilbedelsen af Zeus i den græske verden, men visse ritualer og traditioner gik dog igen, bl.a. ofringen af et hvidt dyr på et hævet alter.

Zeus blev identificeret med den romerske gud Jupiter og i henhold til interpretatio graeca med adskillige lokale guddomme, heriblandt egypternes Amon og etruskernes Tinia. Zeus og Dionysos blev smeltet sammen i den synkretiske guddom Sabazios, som blev tilbedt af frygerne og thrakerne. Den seleukidiske kong Antiochos 4. rejste en statue af Zeus i det jødiske tempel i Jerusalem. Hellenske jøder refererede til denne statue som Baal Shamen (Himlens herre). 

Zeus blev ofte sammensmeltet med den græske solgud Helios, som enten symbolsk eller ganske direkte blev omtalt som Zeus' øje. Bl.a. Hesiod beskrev Zeus' øje som solen. Denne opfattelse havde sandsynligvis sine rødder i den urindoeuropæiske religion, hvor solen blev opfattet som *Dyeus-ph2tērs øje. 

Solen spillede en afgørende rolle i kulten omkring den kretiske Zeus Tallaios. Talos var også navnet på den den lokale variant af Helios.

Zeus omtales to gange i Det Nye Testamente:

Den apokryfe Anden Maakkabæerbog (6,1) omtaler kong Antiochos 4., som i et forsøg på at udrydde den jødiske kultur beordrer, at templet i Jerusalem skal besudles og opkaldes efter den olympiske gud Zeus.

Homers Iliaden er et digt omhandlende Den trojanske krig og slaget om byen Troja. Zeus havde som gudernes konge den enevældige magt i oldtidens Grækenland, og dødelige såvel som udødelige var underlagt hans vilje. Zeus spiller derfor en afgørende rolle i Iliadens beretning om Den trojanske krig, bl.a. i følgende sange:




#Article 115: Zink (1184 words)


Zink (af ældre tysk zinke; spids, efter faconen på krystallerne i udsmeltet zink) er det 30. grundstof i det periodiske system og har det kemiske symbol Zn: Under normale temperatur- og trykforhold optræder dette overgangsmetal som et svagt blåligt metal.

Zink er forholdsvis reaktivt: Det angribes af fugtig atmosfærisk luft og kan brænde med en intens grønlig flamme, som afgiver en røg af zinkoxid. Hvis røgen indåndes, kan man få en kortvarig, ubehagelig forgiftning kendt som støbefeber. Zink reagerer med såvel baser som syrer, også fortyndede syrer hvis metallet ikke er helt rent, samt med ikke-metaller. I kemiske forbindelser optræder zink altid med oxidationstrin +2.

Ved temperaturer mellem 100 og 210 °C er zink duktilt nok til, at man kan hamre det i den facon, man ønsker, men over 210 grader bliver det skørt og knuses, hvis man forsøger at hamre på det.

Zink indtager fjerdepladsen på en liste over de metaller, der fremstilles mest af, kun overgået af jern, aluminium og kobber: Det bruges til mønter, i elektriske batterier, til visse orgelpiber i nyere orgler samt til galvanisering, varmforzinkning og andre former for overfladebehandling af stål. Der er zink i de fleste multivitaminpiller, og talrige legeringer indeholder zink, f.eks. messing og nysølv.

Zinkoxid bruges som hvidt farvestof til maling og vandfarver og indgår i et antal håndkøbsmidler mod udtørret hud, solskoldning og udslæt. Zinkklorid bruges i deodoranter og som konserveringsmiddel til træ, og zinksulfid indgår i ikke-radioaktiv selvlysende maling.

Zink benyttes i opdræt af svin til afvænning af smågrisene.

Den mest almindelige samlingsmetode for runde rør udført i zink er blødlodning. Der anvendes loddekolber af kobber, som må være helt rene og have den rigtige form for at kunne udføre gode lodninger. Overhedede loddekolber tæres kraftigt, og såvel fortinningen på kolbens pen som loddetinnet på selve loddestedet oxideres, bl.a. af den grund bliver lodningen på zinkpladen grynet, endvidere vil en overhedet loddekolbe let kunne brænde hul i zinkpladen.

Ved tag- og facadebeklædning anvendes normalt falsede samlinger: stående dobbeltfals og enkelte eller dobbelt tværfals. Omkring vinduer bruges der runde hjørnefalse. Disse samlingsmetoder som alle er regntætte og ikke vandtætte ved overholdelse af normer for monteringen. Alle false må bruges ned til en vis hældnings grad og derefter skal der bruges false olie eller falsebånd.

Zink indtager 23.-pladsen på en liste over de mest udbredte grundstoffer på Jorden og findes i form af en række mineraler, blandt andet sphalerit, smithsonit, hemimorphit og franklinit. I kommerciel sammenhæng udvindes det meste zink af sphalerit, der som sidegevinst også indeholder omking 10% jern. Zinkminer findes i alle egne af verden, men de største producenter er Australien, Canada, Kina, Peru og USA.

Udvindingen af det rene metalliske zink sker ved først at opkoncentrere zinksulfidet i sphalerit ved flotation og derefter resite det, så zinksulfidet omdannes til zinkoxid. Dette oxid behandles ad flere omgange i gradvist stærkere koncentreret svovlsyre, hvorved jern og diverse urenheder udskilles. Til sidst udvindes det rene metal af opløsningen ad elektrolytisk vej; zinket opsamles på katoden, som derefter kan bruges direkte til støbning eller legeres med aluminium.

Zink er et livsnødvendigt mineral for alle levende organismer: Af de hundrede tusinder forskellige slags proteiner, der findes i menneskets krop, indgår zink i cirka 3000 af dem, og man har identificeret over en halv snes celletyper i menneskekroppen, som udskiller zink, blandt andet i forhjernen, spytkirtlerne samt celler, der bidrager til vores immunforsvar. Zink fungerer også som aktivator for visse enzymer, der spiller en rolle for transporten af kuldioxid i blodet hos hvirveldyr, og i dannelsen af blade hos planter.

Undersøgelser tyder på, at et højt zinkindhold i den daglige kost gør én mindre modtagelig for influenza, og zink sammen med antioxidanter forsinker muligvis aldersrelateret makulardegeneration en smule.

Zink findes især i østers, men også i de fleste animalske proteiner, bønner, nødder, korn og visse frø. Phytinsyre, som findes i blandt andet fuldkornsbrød og morgenmadsprodukter (samt de ovenfor nævnte fødevarer: bønner, nødder, korn og frø), hæmmer/forhindrer optagelsen af zink.

Mangel på zink viser sig blandt andet som hårtab, sår, diarré og på længere sigt død. Syn, smag og hørelse afhænger også af zink og påvirkes af mangel. Hjernens udvikling i fostre og i børn hæmmes af mangel på zink.

Selv om zink er livsvigtigt, kan man på den anden side også få for meget af det — især er frie zinkioner ekstremt giftige for planter, hvirvelløse dyr og fisk. I USA, hvor man siden 1982 har præget 1-cent-mønter af zink, er det ikke ualmindeligt at se hunde dø af zinkforgiftning efter at have slugt sådan en mønt. For stort indtag af zink kan hæmme optagelsen af andre mineraler i maden.

Metallisk zink er blevet fremstillet og anvendt i Indien så tidligt som 1300 år f.kr.: Charaka Samhita fra 300 f.kr. omtaler medicinske anvendelser af zink, og i Rasa Ratna Samuccaya fra omkring år 800 berettes om to forskellige zinkholdige mineraler, hvoraf ét er idéelt til udvinding af metal, og det andet kan bruges til medicinske formål. Legeringer med zink og andre metaller har været kendt lige så længe; i Israel har man fundet messinggenstande, der er dateret til mellem 1000 og 1400 år f.kr., og i Transsylvanien har man ligeledes fundet forhistoriske messinggenstande med et zinkindhold på op til 87%.

Omkring år 30 f.kr. fremstillede romerne messing ved at opvarme det zinkholdige mineral kalamin sammen med kobber: Zinkoxidet i kalaminen blev derved reduceret til metallisk zink, som blev fikseret i en legering sammen med kobberet og dannede messing, som kunne støbes eller hamres til den ønskede facon.

I den vestlige verden har man ligeledes kendt til zink i mange århundreder som et biprodukt ved udsmeltning af andre metaller. Her blev det dog betragtet som værdiløst og blot kasseret. Strabon omtaler det som pseudo-argos; falsk sølv. Den engelske metallurg Libavius modtog i 1597 en sending af det første, rene zinkmetal, man havde set i den vestlige verden. Han omtalte det som indisk bly eller Malabar-bly — det moderne navn zink blev foreslået i 1516 af Philippus Paracelsus. Men Postlewayt's Universal Directory, der betragtes som en af de mest solide kilder til oplysninger om teknologiske landvindinger i Europa, omtaler ikke zink før 1751.

I 1738 tog William Champion patent på en proces til at udvinde rent zink af kalamin efter et besøg ved Zawar-zinkminen i Rajasthan. Hans første ansøgning blev afslået som et plagiat af en metode, der allerede var kendt og udbredt i Indien, men efter hans anden ansøgning blev patentet bevilget.

Æren for opdagelsen af rent, metallisk zink tilskrives undertiden tyskeren Andreas Marggraf i 1746, men denne historie er omdiskuteret.

Naturligt forekommende zink består af fem stabile isotoper; 64Zn, 66Zn, 67Zn, 68Zn og 70Zn, hvoraf 64Zn er den mest udbredte med 48,6%. Dertil kender man 21 radioaktive zinkisotoper, hvoraf 65Zn både er den mest udbredte og den mest stabile med en halveringstid på 244,26 dage. De øvrige zinkisotoper har halveringstider fra knap 2 dage og nedefter.

Isotopen 64Zn kan bruges til at salte atomvåben (på samme måde, som kobolt anvendes i en koboltbombe), så nedfaldet fra bombens eksplosion bliver ekstremt radioaktivt i flere dage efter sprængningen. En sådan bombe er så vidt vides aldrig blevet bygget eller afprøvet.




#Article 116: Zion (127 words)


Zion eller Sion var oprindeligt navnet på en borg ved Jerusalem. Senere er det brugt til at referere til en bydel i Jerusalem.

Ordet er således oprindeligt jødisk, og begrebet zionisme er således beskrivelsen af den bevægelse, der efter 1. verdenskrig igangsatte bevægelsen om at oprette en jødisk stat i det nuværende Israel.

Jødernes længsel efter Zion er i den kristne tradition blevet til en længsel efter et sikkert/guddommeligt sted, og er derfor i visse kristne lyriske tekster et sindbillede på at stå på Guds side. I Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige (Mormonkirken) har Zion en særlig betydning, idet de anvender ordet i bred forstand, som et sted (geografisk) hvor Guds folk indsamles. De refererer eksempelvis til et Zion i Amerika men også andre steder.




#Article 117: Zodiakallys (108 words)


Zodiakallys er en svag, næsten trekantet lyskegle på nattehimlen, som forekommer i nærheden af Solen langs ekliptika eller zodiakalen (Dyrekredsen). På nordlige breddegrader er zodikallys mest synligt på vesthimlen om foråret efter skumringen (aften), eller på augusthimlen om efteråret lige før daggry (morgen). Zodiakallys er så svagt, at det kan blive tilsløret af månelys eller lysforurening. I troperne er zodiakallys synlig året rundt.

Fænomenet blev undersøgt af den italienske astronom Giovanni Cassini i 1683, men det blev først forstået og forklaret af Nicolas Fatio de Duillier i 1684.

Zodiakallys er tilbagekastet sollys fra interplanetarisk støv, der befinder sig i ekliptika, det samme plan som Jordens bane om Solen.




#Article 118: Helvedesild (232 words)


Helvedesild eller zona eller herpes zoster er et smertefuldt udslæt som skyldes varicella zoster virus (VZV) også kendt som human herpesvirus 3 (HHV-3), der også forårsager børnesygdommen skoldkopper. 

De fleste danskere har haft skoldkopper på et tidspunkt i deres barndom. På trods af sygdommen hurtigt går over og sjældent giver komplikationer, forsvinder infektionsårsagen, VZV, imidlertid ikke. VZV opholder sig latent på sensoriske nerveganglier, og bryder typisk ud, når kroppen af forskellige årsager ikke er i stand til at holde infektionen latent mere. Derved breder viruset sig under huden, og inficerer på ny hudceller hvorved antallet af vira mangedobles.

Det primære symptom på helvedesild er et meget smertefuldt udslæt, som kan forekomme alle steder, men er almindeligvis lokaliseret til torso. En anden, dog meget sjældnere udgave af sygdommen, opstår når viruset udbredes langs synsnerven, med øjenkomplikationer til følge – såkaldt oftalmisk zoster.

I svære tilfælde behandles helvedesild med antivirale midler mod herpesvira, primært peroral aciclovir, samt øjensalve ved øjenindblanding.

Næsten alle danskere har på et tidspunkt været inficeret med VZV. Hvorfor sygdommen senere i livet går i udbrud er et delvist ubesvaret spørgsmål, men man ved, at anfald af helvedesild ofte udløses af triggere, blandt andet

Sygdommen stopper, som de fleste andre herpeslidelser (eksempelvis forkølelsessår), af sig selv, eller ved behandling med aciclovir. VZV er dog en permanent infektion, og sygdommen kan på ethvert tidspunkt, såfremt forholdene er til det, bryde ud igen.




#Article 119: Zoologisk have (266 words)


En zoologisk have, zoo eller dyrepark er et sted, hvor både vilde og tamme dyr holdes i indhegninger eller bure, så besøgende kan se dem.

Tidlige dyresamlinger er kendt fra egyptiske, assyriske, kinesiske og Aztec kongeriger. Omkring år 1500 f.Kr. blev der holdt en giraf i gudens Amons hellige haver. Montezumas volierer med fugle, rovdyr og krybdyr er beskrevet fra Cortez tid i Sydamerika. Efter faldet af Romerriget er ingen zoologisk haver dokumenteret i Europa indtil renæssancen, hvor prinser igen begyndte at bygge dyreparker.

Udtrykket dyrepark går tilbage til ordet dyrgård fra det tyske Tiergarten, som i middelalderen betød et område med vilde dyr, hovedsagelig hjorte og andre indfødte fauna. Ofte var dyrgårderne før dette jagtmarker for konglige. Selv i dag hedder dyrparken i Helsingfors på lidt ældre finlandssvensk Högholmens djurgård.

Zoologisk Have i København har været en privat institution siden grundlæggelsen i 1859. Fra 1972 blev det økonomiske fundament for Zoologiske Have ændret til en selvejende institution med økonomisk statstilskud.

Knuthenborg Safaripark er en dyrepark på godset Knuthenborg umiddelbart sydvest for Bandholm på Lollands nordkyst. Safariparken har flere end 1000 dyr fordelt på cirka 70 dyrearter, Danmarks største natur- og vandlegeplads samt Dinosaurskoven fra 2018.

Blandt de største er Berlin Zoo (Tyskland), Bronx Zoo (USA), Henry Doorly Zoo (USA), Moskva Zoo (Rusland), Plzeň Zoo (Tjekkiet), San Diego Zoo (USA) og Tierpark Berlin (Tyskland).

En zoologisk have bruges oftest til at vise dyr frem i åbningstiden.

Nogle zoologiske haver holder sjældne dyr, som de forsøger at få til at yngle, i håb om at opretholde dets eksistens.

I Danmark er der blandt andre, følgende zoologiske haver:




#Article 120: Zoonose (597 words)


Zoonoser er  infektionssygdomme, der overføres mellem dyr og mennesker - dvs fra dyr til mennesker - og fra mennesker til dyr. 

Zoonoser er vidt udbredte. WHO estimerer at 61% af alle menneskets sygdomme er zoonotiske i deres oprindelse, og at 75% af alle nye sygdomme er zoonoser.  Mange epidemier og pandemier starter som zoonoser. 

Se også ICD-10 Kapitel I - Infektiøse inkl. parasitære sygdomme.

Zoonoserne opstår, når ulige arter har tæt samkvem, fx når mennesker i jægerstenalderen tog forladte dyreunger med hjem som kæledyr. Visse virus, som kun kan overføres ved nært samliv, blev overført fra aber til mennesker i Sydamerika allerede for mindst 15.000 år siden. Med husdyrhold opstod der nye sygdomme. Mæslinger har sit ophav i kvægpest og hvalpesyge, mens forkølelse og influenza stammer fra ænder, grise og heste. Menneskehedens svøbe, kopper, stammer fra kokopper. Tilfældet Amerika viser, hvor tæt epidemier kan knyttes til dyrehold. Før Christoffer Columbus rummede det amerikanske dobbeltkontinent verdens største befolkningskoncentrationer (området rundt Mexico by var verdens dengang største by med en halv million indbyggere, samt et omland med halvanden million bønder), men kendte ikke til epidemier. Indianernes eneste tamdyr var nemlig lama og kalkun, som vandrede ret frit omkring og derfor ikke gav ophav til zoonoser, og marsvin, som via lus kun overførte nogle protozo-sygdomme.

Zoonosen mæslinger har sit ophav i kvægpest og hvalpesyge. Forkølelse og influenza stammer fra ænder, grise og heste, mens kokopper blev til menneskehedens svøbe, kopper. Disse sygdomme opstod i bondestenalderens små, isolerede samfund, hvor måske 80-90% døde af dem i første omgang, mens resten blev immune. Forskerne mener, at tuberkulosen bevægede sig fra drøvtyggere til mennesker i egyptisk bondestenalder. Spor af tuberkulose er fundet i skeletter fra Nubien og Egypten fra ca 3000 f.Kr. Tuberkulose var kommet til Danmark ca 500 f.Kr. Zoonosen rabies blev beskrevet i Babylon ca 2000 f.Kr. I den urolige bronzealder, hvor lange tørkeperioder tvang kvægejerne ud på vandring med dyreflokkene på jagt efter nye græsgange, blev smitte fragtet til befolkningsgrupper, der ikke var immune. Ca 400 f.Kr beskrev Hippokrates virussygdomme som fåresyge og influenza, samt parasit-sygdommen malaria og bakterie-sygdommene difteri og tuberkulose. Befolkningsgrupperne var dog endnu for små til, at kopper og mæslinger var blevet menneskenes faste følgesvende. Det ser ud til, at zoonosernes smittestoffer udvikledes i bondestenalderen, mens bronzealderens vandringer blandede, spredte og videreudviklede dem.

De overlevende i byerne blev immune, og epidemierne dér blev til børnesygdomme. Men på landet, hvor folk boede spredt, kunne der gå generationer mellem hver gang, en smitte viste sig. Helt ind på 1900-tallet kunne man i det militære se store, velnærede bondesønner dø af lavstammede by-rekrutters børnesygdomme.

Hvad kønssygdomme angår, har gonorré smittet fra kvæg til mennesker. Syfilis kom også fra kvæg eller får. Den nyligste og dødeligste kønssygdom, som har krydset fra dyr til menneske, er AIDS, som mennesker har fået fra virus hos chimpanser, HIV eller human immunodeficient virus.

Efter anden verdenskrig er husdyrholdet i stigende grad blevet ren masseproduktion. Dyrene er ikke mere husdyr, men produktionsdyr, der lever i monokulturer med flere tusinde individer af samme art samlet på ét sted. Derved er det frit frem for virus og bakterier at cirkulere i enorme populationer, mens de udvikler nye og farligere varianter. I Canada opstod fx en særlig aggressiv form for svineinfluenza i enorme grisefabrikker, efter at man havde vaccineret systematisk mod den almindelige variant gennem flere år. I den type omgivelser kan vaccine vise sig som et tveægget sværd. Coli-bakterier skyldes ændringer i køers tarmflora. Tidligere gik køerne ude og græssede; nu står de indendørs og spiser korn. Komøg, der var tryg gødning i 10.000 år, er blevet farlig.




#Article 121: Zürich (153 words)


Zürich er den største by i Schweiz med sine  indbyggere (med forstæder 1,31 mio.; metropol: 1,83 mio.). Byen er hovedstad i kanton Zürich, og ligger i naturskønne omgivelser ved Zürichsøen og gennemstrømmes af floden Limmat.

Byens lufthavn, Zürich Lufthavn, er beliggende 13 km nord for byen, og ekspederede 24.802.466 passagerer i 2012.

Byen har universitet (Universität Zürich), teknisk universitet (ETH Zürich), finanscentrum og tekstil-, maskin- og grafisk industri. 

Zürich var allerede en keltisk bebyggelse og havde i Romertiden et kastel og i Højmiddelalderen en borg for de tyske konger/kejsere. Byen blev i 1218 en fri rigsstad, og blev i 1351 medlem af det Schweiziske Edsforbund. Byen var i Reformationstiden et centrum for protestantisme (reformator i Zürich var Ulrich eller Huldreich Zwingli).

I slutningen af det 19. og starten af det 20. århundrede var Zürich et yndet tilflugtssted for politiske flytninge fra Østeuropa; blandt andre Vladimir Lenin og Rosa Luxemburg har boet i Zürich.




#Article 122: Aarhus (9189 words)


Aarhus () eller Århus er Danmarks næststørste og Jyllands største byområde med . I Aarhus Kommune bor der . I den større byzone regner Eurostat med et befolkningstal på 845.971.
Aarhus er en del af Byregion Østjylland, der med en befolkningstal estimeret til mellem 1,0 - 1,4 mio. er Danmarks største vækstcenter uden for Københavnsområdet.

Den 24. august 2012 blev Aarhus sammen med resten af Region Midtjylland udvalgt som europæisk kulturhovedstad i 2017.

Árós er det gamle navn på byerne Aarhus, Trondheim (Nidaros), Västerås (Vestre Aros) og Uppsala (Østre Aros).

Navnet kommer af ār, en gammel genitiv til ordet å, og det ikke længere anvendte os, munding, dvs. Åens Munding.

Aarhus er anlagt ved udløbet af Aarhus Å, der var en hovedfærdselsåre i vikingetidens Østjylland; samtidig var det også ved Aarhus, at der lå det mest oplagte vadested for den kørende nord-sydgående trafik (ved nutidens Immervad).

Med retskrivningsreformen i 1948 blev Århus den officielle stavemåde. En række byer ønskede at beholde den gamle retskrivning af deres stednavne. Århus byråd godkendte derimod allerede samme år den nye stavemåde. Derved kunne byen markere sig som progressiv.

Op gennem 1950'erne og 1960'erne ønskede blandt andet Ålborg og Åbenrå at gå tilbage til Aa-stavning. Det blev statsligt anerkendt med et cirkulære fra undervisningsminister Bertel Haarder i 1984, der bestemte, at kommunerne selv kunne vælge stavemåde. Dette gik imod stednavneudvalgets og Dansk Sprognævns råd. Derefter fulgte flere andre kommuner efter og genindførte Aa-stavning.

Den 27. oktober 2010 besluttede byrådet med virkning fra 1. januar 2011 at skifte tilbage til stavemåden Aarhus. Ændringen blev besluttet med 17 stemmer for (Socialdemokraterne, SF og Det Radikale Venstre) og 10 stemmer imod (Venstre, De Konservative og Dansk Folkeparti). Formålet med ændringen var ifølge indstillingen til byrådet at være mere konsekvent og ensartet i sin kommunikation lokalt, nationalt og internationalt, at bynavnet kan genkendes internationalt, sammenhæng mellem Århus Kommunes digitale adresse og byens navn, og at styrke Århus i den globale konkurrence, fordi Aa styrker den digitale profilering/kommunikation af Århus.

Beslutninger om at anvende Aa-stavning gælder i princippet kun for kommunens egne myndigheder. Stavemåderne med Å er stadig officielt korrekte for alle danske stednavne. Ved stednavne, som også har en lokal bestemt Aa-stavning, er der i den officielle stednavneliste anført en note om, at den lokale kommune ønsker å, Å skrevet som aa, Aa. Mens det tog flere år at få genindført stavemåden Aalborg på statslige skilte, lister, i køreplaner m.v., så har pressen, DSB, Post Danmark og statslige myndigheder denne gang hurtigt rettet sig efter Aarhus Kommunes beslutning.

Det er dog værd at bemærke at dobbelt-a stavemåden har været anvendt længst, og mange institutioner og firmaer aldrig har benyttet sig af bolle-å; det gælder eksempelvis Aarhus Universitet, FOF Aarhus, Aarhus Teater og Aarhus Gymnastikforening (AGF), men også ved etableringen af nye institutioner inden 2011, eksempelvis AarhusKarlshamn og Aarhus Bryghus.

Ifølge google trends er Aa-stavemåden den mest udbredte i Danmark, og har været det siden de begyndte at føre statistik i 2004. 

Smilets by er et kommercielt tilnavn for byen Aarhus, lejlighedsvis benyttet af offentligheden. Benævnelsen fremkom efter et bestyrelsesmøde i Aarhus Turistforening den 17. marts 1938, hvor man planlagde at gøre et fremstød for byen. Man ville blandt andet udsende en folder i 50.000 eksemplarer med titlen Aarhus – Sommerens og Smilets By.

Tilnavnet fik ikke nogen særlig god modtagelse, hverken i pressen eller hos byens borgere. Man fandt det fordringsfuld eller ligefrem latterligt. Navnet har siden slået an, og er blevet brugt af forskellige medier i omtalen af Aarhus.

I 2011 forsøgte man sig med at ændre byens brandingstrategi, så den var mere internationalt orienteret. Man brugte 1 mio. kr. på markedsføring af det nye slogan Aarhus - Danish for progress. Det fængede imidlertid ikke an og i oktober 2014 opgav man det nye slogan og gik tilbage til Smilets by.

De ældste arkæologiske fund i Aarhus er glasperler fra slutningen af 700-tallet, mens de ældste fund af huse er halvt nedgravede grubehuse. De blev brugt som både bolig og værksted. I husene og de tilhørende lag er der fundet kamme, smykker og lignende, der tyder på, at bebyggelsen er fra omkring år 900. Udgravninger i foråret 2005 afslørede en såkaldt bygrøft fra omkring 850, der har markeret den handelsplads, som byen opstod fra. Tilsyneladende er grøften allerede omkring 870 blevet fyldt op, og området er blevet bebygget.

Mindre bysamfund som Holmstrup nær Aarhus er dateret cirka til år 800 gennem kilder fra 1294.

Grundige studier i bl.a. udbredelsen af stednavne med snekke og undersøgelser af Kanhavekanalen på øen Samsø og Draget på Helgenæs synes at vise, at Aarhus var en blomstrende by allerede i 700-tallet. Byens havn lå beskyttet oppe ad åen, nemlig ved Åby og med et skibsværft på Snekkeeng (nu Eskelund) sydøst herfor, nedenfor Kongsvang.

Man antager, at der tidligt har ligget en lille trækirke lidt uden for bebyggelsen, omtrent hvor Klosterkirken ligger i dag.

Fund af seks runesten i og omkring Aarhus tyder på, at den omkring år 1000 har haft stor betydning, eftersom kun stormænd rejste runesten.

Omkring 1040 blev der slået mønter i Aarhus, først af Hardeknud – der var blevet kronet til konge i Viborg i 1027 – og senere af Magnus den Gode.

Fund af bl.a. kamme og træskærerarbejder tyder på en del håndværk, men udenlandske varer fortæller også om handel: vægtlodder og kværnsten fra Rhinområdet, klæberstensvarer fra Nordskandinavien og keramik fra Østersøområdet.

Aarhus var i vikingetiden omgivet af en halvkredsformet forsvarsvold, der i det væsentlige fulgte de gader, hvis navne stammer derfra (Graven, Volden, Borgporten), og derefter gik tilbage mod havet langs med åen. Det passer med, at byen har ligget mellem åmundingen og vadestedet over åen. Der har langs med ydersiden af volden været sænkninger i terrænet, så den har været omgivet af våde voldgrave.

Hvornår volden er anlagt, ved man ikke præcis, men der er nok gået nogle år efter de første bosættelser, svarende til de tidlige år af 900-tallet. Udgravninger i foråret 2005 tyder på, at volden er blevet opført relativt hurtigt omkring 934, muligvis i forbindelse med Henrik Fuglefængers angreb på Jylland. I anden halvdel af 900-tallet blev volden forstærket og i 1200-tallet voldsomt udbygget. Efter den sidste udbygning var volden 20 meter bred og seks-otte meter høj.

Foranlediget af biskop Peder Vognsen startede i ca. 1200 opførelsen af Skt. Clemens Kirke i romansk stil, der stod færdig i ca. 1300 og afløste Vor Frue Kirke som domkirke. Katedralskolen er formentlig anlagt før domkirken, eftersom Peder Vognsen allerede i 1195 overdrog bøger til uddannelse af kommende kirkefunktionærer.

Omtrent på samme tid skete der en kraftig udbygning af byen: det ældste rådhus foran domkirken, en stor bispegård ved Rosengade nord for kirken og et kapitelhus til kirkens administration på Bispetorv samt flere kannikeboliger blev bygget.

Endvidere blev der anlagt en bro over åen ved Immervad og et Helligåndshospital ved Lille Torv. Åhavnen fik også i 1300-tallet øget betydning, og de ældste rester af bolværk på den sydlige side af åen er dateret til slutningen af det 13 århundrede.

Aarhus modtog sit  den 2. juli 1441 af Christoffer af Bayern. Det øgede byens vokseværk og i 1477 gav Kong Christian 1. lov til, at voldanlæggene, der havde mistet deres militære betydning, måtte bebygges, og nye gader, Volden og Graven, opstod. På Brobjerg byggedes et karmeliterkloster med kirke, og på hjørnet af Vestergade og Grønnegade byggedes en Skt. Karensgård til at huse pestramte indbyggere fra byen. Også Domkirken blev moderniseret i gotisk stil og fik tilføjet det høje tårn, hvis spir dog havde en anden udformning end i dag.

Under 1600-tallets krige har byen sikkert lidt meget. Om de kejserlige troppers indfald 1627-1629 mindede endnu Wallensteins skanse syd for byen, omtrent hvor Skansepalæet ligger i dag. I 1644 blev byen brandskattet af svenskerne, der i 1657-59 gentagne gange besatte den. Men trods disse og andre ulykker som pest og store ildebrande var Aarhus dog i det 17. og 18. århundrede en ret betydelig by ved sin handel, om hvilken man for øvrigt kun ved lidt. Foruden i indlandet og særlig med Norge drev den stor handel på Lübeck, Amsterdam, England, Frankrig og Spanien, og midt i 17. århundrede var handelsflåden ca. 100 skibe, og kornudførslen til Norge og udlandet årlig ca. 20.000 tdr., ved begyndelsen af 1700-tallet var den steget til ca. 36.000.

Men så begyndte nedgangen her som i landets andre byer; i 1735 blev der nu kun drevet lidt handel med Lübeck og Norge; handelsflåden var kun halvt så stor, og havnen begyndte at tilsande, og i 1768 var der kun 31 skibe.

I 1769 havde Aarhus ca. 3.500 indbyggere.

I det 19. århundrede kom fremgangen, efter at byen havde frigjort sig for hovedstadens, og efter de slesvigske krige for Hamburgs, dominans. Mens den i 1800 var Jyllands tredjestørste by, havde den i 1840 overhalet Randers og i 1850 også Aalborg, men først i 1870'erne Odense, bl.a på grund af jernbanen.

Aarhus Havn havde blandt anden den fordel under hårde vintre, at den ikke lå ved en fjord der hurtigt frøs til is. Derved kunne den stadig fungere, selvom nærliggende havne på den jyske østkyst var utilgængelige, hvilket befordrede dens videre udvidelse. Byens materielle fremgang var desuden voksende gennem det tiltagende jernbanenet. En jernbaneforbindelse mellem Aarhus og Randers åbnede i 1862, hvor også den første banegård blev indviet. Senere kom flere forbindelsesmuligheder til, og den anden banegård blev bygget i 1884. Den nuværende banegård er den tredje og blev indviet i 1929. Også i kulturel henseende hævdede den sit ry som »Jyllands Hovedstad« ved sine mange institutioner såsom kunstmuseum (Aarhus Museum 1877), Statsbiblioteket (1902), mange højere læreanstalter, de udmærkede hospitaler og nyt teater (1900). I begge de slesvigske krige var byen besat af fjenden. Den 31. maj 1849 var der uden for byen en for danskerne heldig træfning mellem preussiske husarer og danske dragoner. På Randersvej, ved den nordvestlige ende af Kommunehospitalet, er rejst en mindesten for dette slag. Den nærved liggende boligbebyggelse, Rytterparken, har sit navn efter rytterslaget i 1849.

I 1900-tallet var Aarhus både industri- og havneby, og havnen blev udvidet flere gange. Desuden udviklede Aarhus sig til en uddannelses- og universitetsby med mange uddannelsesinstitutioner. Byen blev et finansielt, uddannelsesmæssigt og kulturelt centrum for hele Jylland. Industrien var en vigtig del af erhvervsstrukturen i perioden, men samtidig begyndte servicesektoren at vokse. Byens største virksomheder efter 2. verdenskrig var DSB centralværksted, Frichs Maskinfabrik, Flydedokken og Århus Oliefabrik.

Fra 1970 blev servicesektoren større på bekostning af handel og industri og håndværk og er nu den mest dominerende sektor i byens erhvervsstruktur. Handel beskæftiger dog fortsat en stor del af befolkningen. Med landets første Bilka, indkøbscentret City Vest og gågaden som trækplaster har Aarhus udviklet sig til Jyllands handelscentrum samtidig med, at den er landets næststørste uddannelses- og forskningsby. Der en stor pendling til Aarhus fra store dele af Øst- og Midtjylland, hvilket giver trafikproblemer på byens indfaldsveje. Selv om serviceerhvervene er dominerende, er/var der flere store industrier i byen, bl.a. AarhusKarlshamn, Ceres Bryggeri og desuden en stor elektronik- og metalindustri.

Aarhus har været garnisonsby siden 1700-tallet, med soldaterne indkvarteret i starten hos private.

Prins Ferdinands Ridehus, der oprindeligt lå øst for Spanien/Strandvejen omtrent ved Jægergårdsgades udmunding, er nu nedrevet. Det blev anlagt i 1818 til Prins Ferdinands Dragoner og var tegnet af Henrik Magnus Köhnke, der efter elevtiden ved Det kongelige Akademi gjorde tjeneste ved ingeniørtropperne. I 1899 blev ridehuset nedbrudt, men genopført i lidt ændret skikkelse på Vester Allés kaserne.

Med tiden kom et par mindre kaserner, Lewerckhusens Kaserne i Mindegade og Bauditz Kaserne i Søndergade i 1857.

Siden indrettedes i 1863 Sukkerhuset i Sukkerhustoften, nu Brammersgade, til kaserne i bygninger, der havde været klædefabrik og sukkerraffinaderi.

I 1870 havde byen omkring 1000 fastboende militærpersoner ud af et indbyggertal på 15.000, og der var brug for yderligere kaserner.

Carl Lange var arkitekt for Rytterikasernen, Fodfolkskasernen og Garnisonssygehuset.

Den første egentlige kaserne, der blev bygget, var Dragonkasernen eller Rytterikasernen 1876-77, som i 1934 blev omdøbt til Vester Allés Kaserne. Den blev etapevis taget i brug i årene 1875-78. Ridehuset var dog blevet bygget allerede i 1860.

I årene 1875-79 blev Fodfolkekasernen i Høegh-Guldbergs Gade bygget.

I 1877 byggedes Garnisonssygehuset i Thyrasgade, det nuværende socialkontor.

I 1889 kom 3. Artilleriafdeling til Langelandsgade Kaserne. Denne kaserne blev 31. oktober 1944 bombet af 24 Mosquito-fly fra Royal Air Force, da det under 2. verdenskrig var Gestapos hovedkvarter. Som følge af forsvarsforliget i 1989 flyttedes Jyske Telegrafregiment samme år til Fredericia, og bygningerne blev gradvist overtaget af Forskerparken og Aarhus Universitet. 1990-93 anvendte Hærens Operative Kommando området.

I dag findes der ikke andet militærvæsen i Aarhus end hjemmeværnet og SOK. SOK har en bunker med kommunikationsudstyr på Oddervej og kontorfaciliteter m.m. på Silkeborgvej.

Aarhus-Langå-Randers Jernbane blev åbnet i 1862 som Jyllands første jernbane, og sidebanen fra Langå nåede til Viborg i 1863, til Skive i 1864 og til Struer i 1865. Fra Randers blev banen ført videre til Aalborg i 1869 og til Hjørring og Frederikshavn i 1871. Mod syd blev der med Fredericia-Århus-banen i 1868 skabt forbindelse til det sydjyske og - via færgeruterne over Lillebælt og Storebælt - det fynske og sjællandske jernbanenet. Fra Skanderborg blev banen ført videre til Silkeborg i 1871, til Herning i 1877 og til Skjern i 1881.

I 1876 blev strækningen Randers-Ryomgård-Grenaa åbnet, og i 1877 kom sidebanen fra Ryomgård til Aarhus - i første omgang kun til Aarhus Østbanegård, men i 1933 blev den forlænget til Aarhus Hovedbanegård. Randers-Ryomgård-banen, der få år efter starten var blevet sidebane i stedet for hovedbane, blev nedlagt i 1971, men Grenaabanen Aarhus-Grenaa overlevede.

I 1884 blev strækningen Aarhus-Odder-Hov åbnet. Odder-Hov-banen blev nedlagt i 1977, men Odderbanen Aarhus-Odder overlevede.

Den eneste af byens jernbaner, der ikke udgik fra Aarhus H, var Aarhus-Hammel-Thorsø Jernbane, der i 1902 blev åbnet mellem Aarhus og Hammel og i 1914 blev forlænget fra Hammel til Thorsø på Diagonalbanen. Denne bane, der blev nedlagt i 1956, udgik fra Hammelbanegården på Carl Blochs Gade 28. Bygningen blev frem til 1. juli 2011 benyttet som bymuseum. Nu er den blevet til medborgerhuset og frivillig-centret Folkestedet. Hammelbanens tracé kan stadig følges på lange strækninger gennem Viby og Stavtrup.

I begyndelsen af 1960'erne førte den daværende Århus Købstadskommune en række drøftelser med forstadskommunerne om sammenlægning. Det førte ikke nogen sammenlægning af kommunerne med sig i første omgang. Den 1. april 1962 blev Aarhus dog udvidet med dele af de nordlige forstadskommuner, Hasle, Tilst-Kasted og Vejlby-Risskov kommuner, som overgav et areal på 19,03 km² med 1.150 indbyggere til Århus Købstadskommune. Kommunes areal blev dermed næsten fordoblet fra 19,81 km² til i alt 38,45 km².

Aarhus Kommune, som man kender den i dag, blev dannet ved kommunalreformen (1970), hvor følgende 20 kommuner og sogne blev sammenlagt:

samt dele af Skødstrup- og Vitved sogne.

Aarhus byråd har store planer for byens fremtid. En af planerne er Letbaneprojektet, som skal modernisere den kollektive trafik med genindførelsen af sporvogne. Det er et projekt til mange milliarder kroner, og derfor søges det medfinansieret af staten.

I marts 2010 ytrede borgmester Nicolai Wammen sammen med et flertal i byrådet bestående af Socialdemokraterne, De Radikale og SF ønske om, at navnet Århus ændredes til det tidligere brugte Aarhus. Dette for at imødekomme ønsket om, at byens navn bedre kan begå sig under den stigende globalisering og internationalisering i fremtiden. Navneskiftet blev vedtaget i byrådet 27. oktober 2010, og fik virkning fra 01.01.2011.

 

Byens første folkevalgte borgmester var Jakob Jensen, som blev valgt i 1919. Siden har alle borgmestrene været fra Socialdemokratiet med undtagelse af Louise Gade (2002-05), der er fra Venstre. I 1933 valgtes Hans Peder Christensen, derefter i 1942 Einar Stecher Christensen, der kun havde en kort tid som borgmester, idet han døde under et besøg på Glyptoteket i 1945. Som afløser valgtes Svend Unmack Larsen, der var borgmester indtil 1958, hvor den navnkundige Bernhardt Jensen blev valgt. Han var imod bilisme, og det kunne ses i hans handlinger – han cyklede. Fra 1971 til 1981 hed borgmesteren Orla Hyllested, som blev afløst af Thorkild Simonsen, der sad på posten i perioden 1982-1997 og dermed er den længst siddende borgmester i Aarhus. I nyere tid er borgmestrene fra 1997 til 2001 Flemming Knudsen, fra 2002 til 2005 Louise Gade, fra 2006 til 10.08.2011 Nicolai Wammen og fra 10.08.2011 og fremover Jacob B. Johansen.

Aarhus byvåben er et af de ældst bevarede fra de danske købstæder. Det kan henføres til et bysegl brugt omkring 1250.

Aarhus har følgende venskabsbyer:

Derudover har Aarhus kontinuerlig venskabelig dialog med Rostock og Novi Sad.

Aarhus topografi beskrives i nord-sydlig retning som tre ådale (udgravet af Egåen, Aarhus Å og Giber Å) og i øst-vestlig retning som en meget flad, hævet havbund, hvor Brabrand Sø og Årslev Engsø danner de sidste rester af en afsnøret fjord. Længere inde mod vest fortsætter havbunden over i den tunneldal, som Aarhus Å har sit leje i. Byen ligger med andre ord som flere andre østjyske købstæder på det sted, hvor der var en brugbar passage over dalen og i nærheden af søvejstrafikken. Det betyder, at byen fra begyndelsen var beliggende på den hævede havbund i dalen, og at den siden har bredt sig mod vest ind i dalen, men også mod nord og syd op ad de bratte skrænter ved dalsiderne. I nord har byen passeret bakkekammen og har indtaget Egådalen og bakkeskrænterne på begge sider af den. Mod syd er den derimod først i disse år nået op på bakkekammen, men har endnu ikke bredt sig ned i Giberåens dalsænkning.

De beskrevne, topografiske forhold giver anledning til en række særtræk ved byens lokalklima. Da dalbunden er så jævn og ligger så lavt, er den meget påvirket af den varmeregulerende virkning fra Aarhus Bugt. De to søer bidrager til de samme afdæmpede forhold, og resultatet er, at dalen har et mildt, havnært klima. Den sandede jord i dalbunden tørrer hurtigt efter vinteren og varmes derfor hurtigere op end dalsiderne, hvis undergrund består af fugtbevarende moræneler. Ofte kan man iagttage, at både dyrkede og vilde planter springer 1-2 uger tidligere ud i ådalen end f.eks. i Risskov på den nordlige dalside.

Da dalen har sin længdeakse i øst-vestlig retning, giver det sig selv, at den nordlige dalside må have en sydvendt hældning, mens den sydlige må hælde mod nord. Dette har nogle klimatiske konsekvenser, som havde betydning, dengang Aarhus' omegn endnu lå hen som landbrugsjord. Det at have sin jord på sydhæld betyder nemlig en gevinst i solindstråling, mens nordhæld omvendt fremkalder en mangel på solindstråling – begge dele set i forhold til et plant jordstykke på samme egn. I dag, hvor størsteparten af jordoverfladen er dækket af veje og bygninger, har det ikke længere så stor betydning.

Endelig skal det nævnes, at Aarhus bys centrum oplever de samme klimaforhold som andre, større byområder: Øget vindhastighed, mere tåge, mindre nedbør og højere temperatur end det omgivende, åbne land.

Jordbunden i dalen er sandet og med tydelige spor efter en fortid som havbund (muslingeskaller og sneglehuse), mens dalens sider består af lermoræne med et højt indhold af sten og grus. Visse steder er indholdet af silt meget betydeligt, hvad der giver vanskeligheder ved fundering af bygninger og infrastruktur. I Marselisborgskovene syd for Aarhus når en aflejring med plastisk ler frem til overfladen i nærheden af havet. Det medfører en konstant flydning af undergrund og overflade med vejanlæg og træer i retning af havet.

Da både den hævede havbund og morænejorden havde et ret højt indhold af kalk efter istiden, har overjorden i Aarhus-området været brunjord, altså en jordtype, som er muldrig og fugtbevarende, men med en god og stabil struktur. Derfor var jorden god at dyrke i, da først markstenene var fjernet, og egnen omkring byen har været et forholdsvist rigt landbrugsområde. Endnu i dag har haveejerne glæde af den frugtbare jord, som giver gode dyrkningsbetingelser, hvis blot der kan skaffes læ.

Efter at købstadsprivilegierne i 1851 blev afskaffet, og Aarhus byporte blev nedlagt, var der skaffet mulighed for en udvidelse af byen. Med industrialiseringens indtog fulgte virksomheder som Frichs Fabrikker, Oliemøllen (nu AarhusKarlshamn) og Ceres-bryggeriet, hvis vækst krævede nye boliger. Nye byplaner blev lagt, bl.a. udarbejdede stadsingeniør i København Charles Ambt og arkitekt Hack Kampmann i 1898 en ny udgave af arkitekt Oskar Jørgensens byplan fra 1896 for de af Aarhus Kommune nyligt indkøbte jorder syd for byen, de såkaldte Marselisborgjorder. Det blev en bydel præget af Hans Broges Gade, Ingerslevs Boulevard og Dalgas Avenue, store og åbne færdselsårer, inspireret af tysk og østrigsk byplanlægning, Städtebau, dvs. kvarterer og gader, der ikke var fastlagt af retvinklede hjørner og snorlige gader. Eksempelvis forløber Hans Broges Gade i en lang blød bue.

Nutidens Aarhus er blevet et centrum i den såkaldte Byregion Østjylland, og byens planlægning må tage udgangspunkt i de vilkår, som det sætter. I Landsplanredegørelsen 2006 står der bl.a.:

Området inden for Ringgaden betragtes traditionelt som midtbyen. Området er stort set identiskt med postdistrikt 8000 Aarhus C, og kaldes derfor også af de lokale for C eller centrum. Undtagelsen er dog Trøjborg, som er en del af midtbyen, men ligger i postdistrikt 8200 Aarhus N. Området uden for ringgaden består af en række bydele (forstæder), mens de fleste øvrige byer i Aarhus Kommune fungerer som satellitbyer for Aarhus.

Den indre by - altså den oprindelige bykerne - er afgrænset af de tre alléer, Nørre Allé, Vester Allé og Sønder Allé, men i dag medregnes også området omkring Aarhus Hovedbanegård med det nye kvarter Centralværkstedet, området omkring Musikhuset og arealet ned til banegraven.

Lige nordvest for den indre by er Vesterbro, som hovedsageligt består af det såkaldte Øgadekvarter, der har fået sit navn, fordi gaderne er opkaldt efter danske øer. På Vesterbro finder man det stærkt trafikerede Vesterbro Torv, Den Gamle By og Botanisk Have, det gamle Amtssygehus samt den nyere bydel CeresByen som er opstået på grunden for det tidligere Ceres Bryggeri.

Sydvest for den indre by er Frederiksbjerg, som er en selvstændig midtbydel af Aarhus C afskåret fra indre by af banegraven, der er et nedgravet område til togspor. Frederiksbjerg er koblet sammen med indre by via broerne Bruunsbro og Frederiksbro.

Vest for Frederiksbjerg er området Langenæs. Bydelen blev til i 1950'erne som et resultat af en arkitektkonkurrence, hvor man ønskede at afprøve nye idealer. Området er meget karakteristisk for sin tid, hvor idealet var åbne karreer med lys og luft. Langenæs er en rolig bydel uden gennemgående trafik.

Nord for den indre by er Trøjborg, som i dag er et fashionabelt sted med mange kunstnere, arkitekter og studerende. Bydelen har et stærkt præg af selvstændighed fra resten af midtbyen med et stærkt butiksliv. Møllevangen, som ligger nordvest for centrum, er med mange etageejendomme fra 1940'erne på mange måder en kontrast til Trøjborg. Området med mange almene boliger er ikke fashionabelt og betragtes ikke som en del af indre by.

Den nordlige del af havnen, som tidligere var containerhavn, bliver til en ny bydel i midtbyen, Aarhus Ø, der skal bestå af flere øer forbundet af broer.

Umiddelbart uden for ringgaden ligger bydelene Christiansbjerg mod nord, Hasle mod nordvest, Åby og Åbyhøj mod vest og Viby mod sydvest. Ringvejen går gennem disse bydele.

I den vestlige del af byen ligger Brabrand Sø, som præger de to forstæder Brabrand og Stavtrup, der ligger henholdsvis nord og syd for søen. Den sydlige del af Brabrand er præget af det naturskønne område, hvilket er en kontrast til Gellerupparken i den nordøstlige del af forstaden. Nord for Brabrand ligger forstaden Tilst, som er præget af varehuset Bilka og del andre store forretninger. Årslev ligger vest for Brabrand, og de to forstæder er i høj grad sammenvokset. Den centrale trafikale placering tæt på Motorvejskryds Århus Vest præger i dag Årslev og er årsag til, at Bilka har placeret en høj lagerbygning ved forstaden. Sydvest for Stavtrup ligger forstæderne Kolt og Hasselager, der ofte betegnes som et område kaldet Kolt-Hasselager.

Den nordlige del af byens omkreds udgøres af satellitbyerne Lystrup, Hjortshøj og Løgten-Skødstrup samt Aarhus-forstæderne Vejlby, Skejby, Risskov, Egå og Skæring, hvoraf de tre sidstnævnte ligger ud til Aarhus Bugt. Dette område har sammen med området ved Strandvejen syd for centrum de mest attraktive beliggenheder for boliger. I den sydlige del af Aarhus ligger forstæderne Holme, Højbjerg og Skåde.

Et af byens mange erhvervsområder har til huse omkring forstaden Slet, som ligger i den sydvestlige del af Aarhus.

Fra og med 1925 indregnes Gl. Vejlby og Åby. Fra og med 1930 indregnes Holme og Skåde. Fra og med 1950 indregnes Brabrand.

De seneste års vækst omkring motorvejen mellem Randers og Haderslev har givet området betegnelsen Byregion Østjylland. Området karakteriseres af, at afstanden mellem de større byer ikke er længere end, at der er mulighed for pendling. Omkring en fjerdedel af Danmarks befolkning bor i området.

Aarhus er hjemsted for en større gruppe af nydanskere i form af indvandrere og flygtninge. Andelen af befolkningen pr. 1. januar 2019 var på 12,1% i Aarhus Kommune, og denne andel har været let stigende, idet andelen i 2000 udgjorde 10,2%. Langt størstedelen af nydanskerne bor i de vestlige forstæder, hvor man i forbindelse med et kommunalt initieret projekt i perioden 2002-07 om at skabe økonomisk og social bæredygtighed benyttede betegnelsen Urbanområdet om Gellerup, Hasle og Herredsvang. I Urbanområdet udgør nydanskere omkring halvdelen af befolkningen, og de største befolkningsgrupper her stammer fra Libanon, Tyrkiet, Somalia, Iran og Irak.

I 2004 var ca. 80 pct. af befolkningen i Aarhus Kommune kristne (medlemmer af Folkekirken eller andre kristne bevægelser), ca. 5 pct. var muslimer, mens øvrige religioners andel var ganske beskeden.

Aarhus' placering ved åens udmunding og ved vandet har haft stor betydning for infrastrukturen. Åen og vandet er brugt til transport. Desuden har vandet, Aarhus Bugten, begrænset byens udvikling i den retning. Den nye store havn midt i Aarhus by, skaber problemer pga. den megen trafik dertil.
 

Aarhus har mange bybuslinjer, og de drives alle af Midttrafik. Som hovedbyen i Østjylland fører en del regionsbusser ind til byens busterminal, Aarhus Rutebilstation. De fleste bybuslinjer går som radiallinjer ud fra byens centrum og ud i forstæderne, men derudover er der to ringlinjer 5A og 6A. De kører på Aarhus to ringveje, som i Aarhus kaldes for Ringgaden (den indre) og Ringvejen (den ydre).

Passagertal gældende for Aarhus Kommune i 2007 var
for bybusser 125.000 dagligt med 45,6 millioner årlige passagerpåstigninger samt for regionalbusser 21.000 dagligt med 7,7 millioner årlige passagerpåstigninger i 2007.

I 2015 forventes tallene for påstigninger på alle daglige kollektive transportmidler i Aarhus at være på 248.000. Fordelt på 119.700 for bybusser, Regionalbusser 79.600, 34.300 for tog eksklusiv Aarhus Nærbane som har 14.000 daglige påstigninger.

I Tirstrup på Djursland, 35 km nordøst for Aarhus, ligger Aarhus Lufthavn, som har daglige afgange til København, Stockholm, Oslo, Gøteborg og London samt en række sæsonbetonede ruter til Sydeuropa. Herudover er der en del chartertrafik fra lufthavnen. Grundet lufthavnens placering anvender mange østjyske rejsende Billund Lufthavn. Der har i tidens løb været fremlagt flere planer om en større lufthavn til betjening af Aarhus-området, men ingen af disse er endnu kommet over skrivebordsstadiet.
Kirstinesminde flyveplads betjente frem til slutningen af 1980'erne byens flyveklubber. Skejby Sygehus ligger i dag hvor flyvepladsen oprindeligt lå. I 2006 åbnedes i True en flyveplads beregnet til svævefly.
I februar 2010 blev debatten om en international lufthavn til betjening af de østjyske erhvervsrejsende genåbnet, med forslaget om en mindre lufthavn, Aarhus City Airport (tilsvarende London City Airport), placeret på Aarhus Havn. Debatten om en ny lufthavn er fortsat oppe og vende i medierne.

Med det formål at forkorte rejsetiden til København, har Samsø Air Service søgt- og fået tilladelse til at flyve med vandflyver mellem Danmarks to største byer. Rejsetiden forventes at være på en time. Med DSB tager rejsen ca. tre timer, mens det med fly til Københavns Lufthavn og transport til/fra lufthavnene tager ca. to timer. Med en billetpris på 1.800 DKK hver vej, er det dyrere end tog og indenrigsfly. Målgruppen er derfor forretningsrejsende, der lægger vægt på rejsetiden. I Aarhus bliver udgangspunktet ca. 3 km nord for Marselisborg Havn. Ruten forventedes at åbne i foråret 2014, men åbnede først i maj 2016. Den flyver 4 gange dagligt mellem Østhavnsvej 37 i Aarhus og Nordre Toldbod 29 i København.

I forhold til andre danske storbyer er Aarhus præget af nogle lange stigninger, hvilket især bemærkes af cyklister, der kører fra centrum mod nord eller syd. Køres mod nord ad indfaldsvejen Randersvej er der fra havnen 80 højdemeter over en strækning på 2,7 km op til Ringvejen. Mod syd ad Oddervej er der 3,3 km med 100 højdemeter.

Trods det bakkede terræn vælger aarhusianerne cyklen på 22 pct. af alle ture. Er turen på under 5 km sætter 28 pct. sig på cyklen. På turene til arbejde eller uddannelsessted cykler henholdsvis 36 og 31 pct. Mens cykeltrafikken på landsplan er faldet 5 pct. fra 2009 til 2017, er der i samme periode sket en stigning på 20 pct. i Aarhus, og det endda fra et udgangspunkt som i forvejen var over gennemsnittet.

Aarhus Byråd vedtog i 2007 en storstilet cykelhandlingsplan med ambitioner om at skabe en mere cykelvenlig by. Siden er der blevet investeret knap 225 mio. kroner i forskellige projekter til fremme af cykeltrafikken i byen. Der er for eksempel blevet oprettet 3.500 nye cykelparkeringspladser, da netop manglen på cykelparkingspladserne i centrum har været og stadig er til frustration for mange aarhusianske cyklister. Ved Banegårdspladsen stod der ved en optælling i 2004 425 cykler på et område, der var beregnet til 170.

Som følge af cykelhandlingsplanen er der derudover lavet forbedringer af cykelstinettet, som i 2017 udgjorde i alt 675 km i Aarhus Kommune. Det inkluderer etablering af en række supercykelstier, som overvejende løber i kilerne mellem de store indfaldsveje, så cyklister undgår de mest trafikerede veje. Ruterne har alle udgangspunkt i Cykelringen i Aarhus Midtby, som er en ring af cykelgader.  Mejlgade, som i hverdagene dagligt benyttes af 10.000 cyklister, blev i 2011 som den første i Danmark omdannet til en cykelgade. Her må der stadig køre biler, men de skal tilpasse sig cyklisterne efter samme princip, som man kender det fra de gågader i byen, hvor der må køre cykler på de gåendes præmisser. Sidenhen er der udover Cykelringen i Aarhus centrum også lavet cykelgader i Universitetsparken.

Som cyklist i Aarhus er man ikke blot velkommen på de almindelige cykelstier, cykelgader og supercykelstier, men faktisk også på store dele af gågadenettet i byen - under særlig hensyntagen til den gående trafik. Det er således kun på Store Torv, på Søndergade og den nederste del af Frederiksgade mellem Østergade og Busgaden, at man som cyklist skal stå af og trække. I 2021 bliver det dog også i disse gågadezoner tilladt at cykle, omend kun i tidsrummet 21.00-9.00.

Der er flere rekreative cykelstier i Aarhus. Rundt om Brabrand Sø vest for Aarhus løber Brabrandstien, der fortsætter langs Aarhus Å helt ind til Midtbyen. Stien benyttes således både til cykling i fritiden og til transport fra centrum og til den vestlige del af byen samt mellem Brabrand (nord for Brabrand Sø) samt Stavtrup og Viby syd for søen. I foråret 2019 vedtog byrådet desuden, at der skal etableres en sammenhængende rekreativ cykelforbindelse, Cykelpromenaden, fra Den Permanente i nord til Moesgaard i syd. Denne knap 12 km lange supercykelsti skal efter planen stå færdig i 2021 og forventes også at kunne aflaste Mejlgade for en del af den nord-sydgående cykel-pendlertrafik.

Aarhus ligger på flere nationale og regionale cykelruter. Nationalrute 5 (Østkystruten) kan for eksempel følges nordpå mod Skagen eller mod syd til Sønderborg. I sommeren 2020 fik den nationale cykelrute 2 mellem Hanstholm og København desuden et nyt forløb ind gennem Aarhus. Tilsvarende kan man fra centrum af Aarhus stadig følge skiltningen af nationalrute 4, Danmark på tværs, vestpå mod Søndervig, omend ruten i 2019 blev omlagt og nu officielt går udenom Aarhus (går i stedet via Hou). Endelig blev der i forbindelse med at Aarhus sammen med Region Midtjyllands 18 andre kommuner i 2017 var Europæisk Kulturhovedstad etableret en helt ny, 540 km lang cykelrute, Kulturringen, i Østjylland, som også passerer Aarhus.

Østjyske Motorvej (E45) går forbi Aarhus og har fra Motorvejskryds Århus Syd forbindelse til Ringvejen via Århus Syd Motorvejen, som fungerer som en af indfaldsvejene til Aarhus for trafikken til og fra syd. For at skabe bedre forbindelse til Aarhus Havn fra Århus Syd Motorvejen er der planer om bygning af en ny tunnel, Marselistunnelen (navngivet efter Marselis Boulevard). Trafikken mod vest går via indfaldsvejen Silkeborgvej ud til Motorvejskryds Århus Vest, hvor der i et kløverbladsanlæg er forbindelse til både Østjydske Motorvej og Herningmotorvejen, som går mod Herning og undervejs passerer Silkeborg. Nord for Aarhus danner Djurslandmotorvejen en nordlig ring om byen. Djurslandmotorvejen har tilslutning til Østjyske Motorvej i Motorvejskryds Århus Nord og fortsætter til Skødstrup.

Trafikken omkring den indre by går via Ringgaden, som på den nordvestlige del mellem Tage-Hansens Gade og Aarhus Universitet er sekssporet. I centrum er der siden 1990'erne lavet meget arbejde ved Åboulevarden, der løber langs Aarhus Å. Bortset fra broerne er åen nu frilagt langs hele strækningen fra Mølleparken til udløbet i havnen ved Dokk1, og der er i højere grad lukket for biltrafik, hvilket har ændret Åboulevarden fra en trafikeret vej til en fashionabel å-promenade med mange cafeer.

Aarhus Havn er kommunalt ejet og består af blandt andet en færgehavn, fiskeri- og lystbådehavn, østhavnen med plads til dybgående skibe, containerhavn og inderhavnen, hvor 20-30 krydstogtsskibe om året lægger til lige ved byens centrum. Containerhavnen er med ca. 3,7 millioner tons godsomsætning i 2007 Danmarks største, mens den samlede godsomsætning var på ca. 12,5 millioner tons samme år. Fra færgehavnen er der med Mols-Linien forbindelse til Sjællands Odde og indtil efteråret 2013 var der også rute til Kalundborg, som efterfølgende er lukket ned.

Havnen har store planer for fremtiden. I 1997 blev der vedtaget en plan for 25 år, som indebærer en udvidelse af arealet til det dobbelte. Samtidig omdannes en stor del af det hidtidige havneareal dog til bymiljø i form af Aarhus Ø. Som vartegn for denne fornyelse var planlagt højhuset Light*house, det højeste boligbyggeri i landet, som imidlertid stødte på problemer grundet usikkerhed om jordbundsforholdene. De skulle dog siden være løst, og i april 2019 godkendte Aarhus Byråd lokalplanen, som giver tilladelse til opførslen af det op til 142 meter høje tårn og tilhørende sidebygninger.

Aarhus Kommunale Værker var den instans, der styrer og for en stor del også leverer vand og varme til- samt styrer og varetager bortskaffelse af spildevand og affald fra byen og kommunen. Aarhus Kommunale Værker blev den 1. januar 2007 nedlagt og afløst af de to forvaltninger AffaldVarme Aarhus samt Vand og Spildevand. AffaldVarme Aarhus blev til et kommunalt ejet aktieselskab AffaldVarme Aarhus A/S pr. 1. januar 2020. Den 1. januar 2010 blev Vand og Spildevand omdannet til Aarhus Vand A/S som håndterer størstedelen af vandforsyningen og spildevandsrensningen i Aarhus Kommune.

Hele midtbyen og en stor del af de omkringliggende byer forsynes med vand fra Aarhus Vands vandværker, og resten forsynes fra en række private vandværker og private boringer. Aarhus Vand leverer til ca. 85 pct. af borgerne i Aarhus Kommune. I vandforsyningsplanen 2004-2015 som kan ses på Aarhus Kommunes hjemmeside, arbejdes der af hensyn til den fremtidige forsyningssikkerhed på at koble flere af de private vandværker til det kommunale net. Der er ikke forventninger om mangel på drikkevand inden for planens tidshorisont.

Alle værker i kommunen leverer vand i form af grundvand. Vandet i Aarhus er overordnet set ret hårdt (12,8 – 17,7 °dH pr. 2007) og har generelt ikke problemer med forurening.

I Aarhus findes der kun ét vandtårn der stadig er i brug, Vandtårnet i Hasle. På Randersvej findes et gammelt vandtårn der har fundet anden anvendelse, f.eks. udstillinger og aktiviteter for unge.

Over 95 pct. af kommunens borgere forsynes med fjernvarme, der først og fremmest stammer fra Studstrupværket og forbrændingsanlægget på Affaldscenter Aarhus, suppleret af enkelte lokale fjernvarmeværker i forstæderne. Den samlede varmeproduktion var i 2006 på 3.029 millioner kWh, hvoraf 2.912 millioner kWh blev solgt til forbrugerne i kommunen samt i mindre omfang til forbrugere i nabokommuner.

Varmen produceres først og fremmest på biomasse, mens affald er næststørste leverandør. På det seneste er Studstrupværket også begyndt at producere varme på halm. I alt er 23 pct. af varmen baseret på ikke-fossile stoffer (affald, halm), der er CO2-neutrale.

El i Aarhus Kommune leveres primært af fem store producenter i nærområdet, herunder NRGi fra Studstrupværket. Forbruget i kommunen var i 2005 på næsten 1,5 millioner MWh og er stigende (7,8% større end i 2004). Af forbruget foregår over 30% i private husholdninger, mens offentlige institutioner, industri og handel følger på de næste tre pladser.

Elforsyningen er i form af blandingsstrøm, hvor det ikke er muligt at angive, om strømmen er produceret vha. kul, vind, naturgas etc.

Aarhus Vand A/S håndterer spildevandet i Aarhus Kommune. I kommunen er der 16 spildevandsanlæg (fjorten højteknologiske og to lavteknologiske). Disse anlæg sikrer, at udledningen af skadelige stoffer holdes betragteligt under de tilladte mængder af henholdsvis organisk stof, kvælstof og fosfor. Det samme gælder mængderne af tungmetaller og miljøfremmede stoffer. Stort set alt slam, der bliver til rest ved rensningen, genanvendes, enten som sandblæsningsmiddel eller som landbrugsjord. Spildevandsplanen giver retningslinjer for rensningen af spildevand i Aarhus Kommune.

Spildevandsbelastningen er i gennemsnit pr. indbygger i kommunen på 1,85 PE (personækvivalenter) mod 1,61 PE på landsplan.

AffaldVarme Aarhus står for den samlede håndtering af affald fra private husstande i Aarhus Kommune. Det inkluderer blandt andet driften af forbrændingsanlægget i Lisbjerg, 7 genbrugsstationer samt forskellige andre behandlingsanlæg for affald. Indsamlingen af affaldet foretages af flere virksomheder, offentlige eller private.

I 2018 blev der indsamlet 194 kg restaffald pr. indbygger i kommunen. Dertil kom 53 kg genanvendeligt affald. 2018 var det første hele år, hvor alle i kommunen har affaldssorteret. Aarhus Kommune har et mål om, at 50 pct. af affald i form af papir, pap, glas, plast, metal, madaffald og træ skal genanvendes i 2022. I 2018 blev 36,4 pct. genanvendt..

Hack Kampmann har tegnet mange af byens bygninger og er nok en af byens betydeligste arkitekter. Blandt Kampmanns bygninger skal Toldkammerbygningen på havnen, Aarhus Teater og Kampmanns egen Villa Kampen på Strandvejen fremhæves.

Af andre bygninger skal fremhæves Hjalmar Kjær og Jørgen Christensens kornsiloer på havnen, kaldet De fem søstre, funkisbygningerne, Frederik M. Draibys Den Kommunale Badeanstalt og Klintegården bygget i 1930'erne af Ove Christensen og støbt i jernbeton.

Andre repræsenterede arkitekter er Arne Jacobsen og Erik Møller, der har tegnet Aarhus Rådhus med Rådhusparken, og Universitetsparken er tegnet af blandt andre C.F. Møller. Samtidig er disse eksempler på, at de grønne områder spiller sammen med fremragende arkitektur.

Under byggeboomet i 1960'erne og 1970'erne prægede aarhusarkitekten Knud Blach Petersen på afgørende vis byen med sine modernistiske byggerier, der bl.a. tæller Gellerupparken, City Vest, Gellerup Kirke, Busgadehuset, Europahuset, Klostervangen, Rundhøjskolen og Skjoldhøjkollegiet.
 
Af nyere arkitektonisk interessante bygninger kan nævnes Scandinavian Congress Center, Prismet nær Ceres-bryggeriet samt ARoS. En nyere bydel på Aarhus havn under navnet Aarhus Ø er under udvikling i disse år, og efter en langsom start på grund af finanskrisen i 2009, er boligbyggerier nu skudt op på en stor del af området. Interessante projekter med en særpræget arkitektonisk profil som Z-Huset, Isbjerget og AArhus skiller sig ud. Det planlagte høje vartegn for den nye bydel, Light House, er endnu ikke påbegyndt. De bynære havnearealer er et led i en mere omfattende byomdannelsesplan, hvor tidligere industriområder i Aarhus bliver til nye bydele med vidensbaserede virksomheder og boligbebyggelse. Den 150 meter lange kulbro mellem midtbyen og Sydhavnen bliver omdannet til grøn gangbro. Andre projekter i denne proces er omdannelsen af Ceres-bryggeriets grund, Godsbanen og industriområdet ved Søren Frichs Vej, hvor der nu er bygget boliger til tusindvis af nye aarhusianere.

Aarhus Kommune fremlagde i 2001 en konkret politik vedrørende højhusbyggeri, der i kommunens egne ord havde til formål at sikre, dels at høje huse i visse områder er en mulighed, dels at den interesse, som er for høje huse i Aarhus, udmøntes i projekter der planlægningsmæssigt er velbegrundede og som i bred forstand kan tilføre byen noget positivt.
Den grundlæggende præmis i politikken er at gøre områder ved markante vejkryds i Aarhus åbne for potentielt højhusbyggeri, som det allerede ses ved Ceres-krydset, hvor det 63 meter høje Prismet står. Nedenstående liste er en opgørelse over de elleve højeste bygninger i Aarhus i øjeblikket. Som det fremgår af listen, er langt størstedelen af højhusene bygget i det 21. århundrede samt under det økonomiske opsving i perioden 1957-1973, hvor især boligbyggeriet boomede.

Højhuspolitikken har åbnet op for en debat omkring højhusbyggeri i Aarhus og resulteret i mange forskelligartede forslag til højhusbyggeri, hvor dog kun to højhuse, Prismet og EY-Huset, er blevet bygget siden højhuspolitikkens ikrafttræden i 2001. Nuværende højhusprojekter under udvikling kan nævnes det prestigefyldte Light House-projekt, først projekteret til 142 m, men senere reduceret til 128 meter, som hvis det bliver opført, bliver Danmarks højeste bygning . To andre projekter er det såkaldte Sky Tower i Skejby og projektet under navnet Højhuse på Viborgvej, som lige nu begge er under behandling af Aarhus Kommune. Grundet den finansielle krise i 2008-2009 er mange af de storstilede projekter sat på standby inklusiv Light House-projektet.

Kulturlivet i Aarhus er kendt via sine store kulturinstitutioner og vel især Aarhus Festuge, der er Jyllands største kulturfestival med bidrag fra både lokale, nationale og internationale kunstnere. Udover de store institutioner er der en mængde små spillesteder, gallerier og kunstneriske værksteder, der giver stor mangfoldighed i kulturlivet. Blandt flagskibene er kunstmuseet ARoS, Aarhus Teater, Musikhuset, Aarhus Symfoniorkester og Århus Kunstbygning. Blandt de mindre kulturinstitutioner kan nævnes Ukendt Aarhus, Galleri Image, Huset, Svalegangen, Guldlok Dukketeater, Galleri Gallo, Poetklub Århus, SPOT Festival, Århus Kunstakademi, Cirkus Tværs og mange andre. På gadeplan oplever man også kulturen bogstavelig talt med udsmykkede fortovsfliser. I byens skove og parker kan man finde skulpturer af Jørn Rønnau og på byens huse gavlmalerier blandt andet af Hans Krull, der kan ses fra gågaden ved Clemensbro. Der er desuden kunst i strandkanten lidt syd for Moesgård Strand, hvor Astrid Gjesing har placeret 23 sten på en strækning på ca. 200 meter med indhuggede geografiske navne fra Månen; projektets navn er MÅNE HAV STEN.

Aarhusianernes engagement i kultur skinner tydeligt igennem i debatten om udsmykningen af Store Torv, hvor først et forslag fra Hein Heinsen blev forkastet. Efterfølgende kom der alternative forslag sat i værk af ugeavisen Århus Onsdags serie Skitser til Store Torv .... Avisen havde bedt otte kunstnere lave et forslag til udsmykning, og her valgte læserne Per Kramers Grædende træ som vinder. Forslagene blev dog ikke til noget, og efterfølgende indbød Aarhus Byråd og Statens Kunstfond til en konkurrence, hvor valget faldt på Elisabeth Toubros Vanddragen, der blev indviet i foråret 2004.

I Aarhus findes 3 kunstskoler: Det Jyske Kunstakademi, Århus Kunstakademi og .

Der findes omkring 45 aktive teatre i Aarhus hvor omkring 30 har egen scene,
 
De 4 største teatre med flere scener.

Aarhus Musikhus

Aarhus Teater

Helsingør Theater i Den Gamle By

Der er mange seværdige museer i Aarhus. Især ARoS, Den Gamle By og Moesgård Museum med Grauballemanden regnes for at være museer i verdensklasse, men også Århus kunstbygning, Kvindemuseet i Danmark, Aarhus Bymuseum, Museum Ovartaci, Antikmuseet, Vikingemuseet, Naturhistorisk Museum og Steno Museet er bestemt værd at besøge.

Aarhus har mange parker og grønne områder; fremhæves skal især Botanisk Have, Mindeparken, Forstbotanisk Have, Marselisborgskovene, Riis Skov og Brabrandstien rundt om Brabrand Sø samt Årslev Engsø. Marselisborg Slotspark er åben for offentligheden, når dronningen ikke opholder sig på slottet. Der er mange strande både nord og syd for Aarhus midtby; nærmest er Den Permanente Badeanstalt og Aarhus Havnebad.

For teater og koncerter kan Musikhuset Aarhus med Det Jyske Musikkonservatorium og Aarhus Symfoniorkester, Aarhus Teater, Voxhall og Train anbefales. Man kan se hestevæddeløb på Jysk Væddeløbsbane eller andre sportsgrene på NRGi Arena, der har stadion til fodbold og atletik samt flere haller, hvor den største især bruges til håndbold samt internationale stævner inden for en række idrætsgrene. Derudover er der mulighed for at more sig i sommerhalvåret i Tivoli Friheden, hvor der også er koncerter om fredagen i sommerperioden.

Måske er en af de allermest populære attraktioner at nyde stemningen på en af caféerne langs Aarhus Å.

I selve Aarhus by ligger flere kirker, blandt andet Aarhus Domkirke, Vor Frue Kirke, Skt. Pauls Kirke, Skt. Johannes Kirke, Skt. Markus Kirke ved Botanisk Have og Skt. Lukas Kirke på Ingerslev Boulevard. Tidligere lå Sankt Olufs Kirke fra den tidlige middelalder, på hjørnet af Sankt Olufs Gade og Skolebakken.

Aarhus Festuge er Nordens største kulturfestival med bidrag fra både lokale, nationale og internationale kunstnere. Den er en videreførelse af Aarhus Rundskue, som gav mulighed for -ved køb af et rundskuehæfte- at komme gratis til en række kulturtilbud.. Festugen har siden 1965 været afholdt i en uge i slutningen af august eller begyndelsen af september. Normalt har Festugen et tema, som især de større arrangementer søges tilpasset til, men overordnet set er der tale om en festival, hvor såvel den finkulturelle som den mere folkelige smag har gode muligheder for at blive tilgodeset.

Aarhus International Jazz Festival startede i 1989 og har været gentaget hvert år siden. Første år spillede blandt andet Stan Getz Quartet og Champion Jack Dupree  Kenn Lending Blues Band, og siden har mange andre kendte navne spillet på festivalen. Festivalens bestyrelse arrangerer ca. 20 koncerter på Klostertorv, mens hovedparten af arrangementerne under festivalen planlægges af de forskellige spillesteder/caféer i Aarhus.

SPOT Festival er en nyere festival for rytmisk musik med fortrinsvis up-coming bands, der afholdes i begyndelsen af maj. ROSA – Dansk Rock Samråd har siden SPOT 02 i 1995 været hovedarrangør af SPOT Festivalen.

Football Festival Denmark er en sportfestival for unge fra forskellige nationer, som arrangeres klubberne Skovbakken og AIA-Tranbjerg og afvikles hvert år i uge 30 i Aarhus. Første år for festivalen var 2003, og siden er den vokset, så der deltager drenge og piger, trænere og ledere fra ca. 20 forskellige nationer.

SPOR er en festival for nutidig lyd- og tonekunst. Aarhus by har en lang tradition for at tilgodese den nyeste lyd- og tonekunst, en position som især blev etableret via den årligt tilbagevendende NUMUS festival, som SPOR har afløst. SPOR fandt sted første gang i 2005 under komponist Thomas Agerfeldt Olesens ledelse og med komponist Niels Rønsholdt som årets kurator.

Northside Festivalen er den nyeste festival i Aarhus. Festivalens chef Brian Nielsen fortæller, at man musikalsk ønsker at præsentere et progressivt line-up af nyere danske og udenlandske artister. Northside Festival er i familie med to af Tysklands største festivaler, Hurricane festival og Southside, og disse festivaler ligger bevidst tidsmæssigt tæt, så man kan være fælles om at hente navne til de respektive festivaler. Fra festivalens side forlyder det desuden, at man på sigt har til mål at blive en af Danmarks mest innovative, bæredygtige og brugerinvolverende festivals. Der bliver i samarbejde med festivalens partnere fokuseret specielt på bæredygtighed inden for energiforbrug, salg af drikke- og madvarer og merchandise. Et fokus, der inden for en årrække skal være med til at gøre Northside Festival CO2-fri.

Aarhus Volume er en ny gadefestival, som holder til på Godsbanen ved Aarkus K. Gadefesten forsøger at samle de kulturelle kræfter i Aarhus til et stort arrengement. Derfor indeholder Aarhus Volume en bred vifte af aktiviteter som f.eks. musik, mad, sport og kunst. Gadefesten blev i 2016 afholdt for første gang med ca. 10.000 gæster. Herefter vandt den unge Albert F. Helmig, som er eventets bagmand, prisen som Årets Ildsjæl. Succeen gentog sig i juni 2017 med endnu flere besøgende end forrige år. Der er gratis entré til gadefesten.

En stor del af elitesporten i Aarhus er helt eller delvist ejet af det børsnoterede selskab Aarhus Elite, som ejer fodboldholdet AGF og selskabet Atletion. AGFs hjemmebane Ceres Park er sammen med Ceres Arena, Team Danmark Bygningen og Hotel Atletion drevet af Atletion.

Atletion har dannet ramme om en række store internationale idrætsbegivenheder, især efter opførelsen af Ceres Arena. VM i standarddanse og VM i idrætsgymnastik blev afholdt her i 2006; fodboldlandsholdet spillede sine kvalifikationskampe i Ceres Park, da Parken i København fik karantæne i 2007; finalen i EM i håndbold 2002 (kvinder) blev spillet her; Aarhus Games i atletik afholdes hvert år i september på Ceres Park.

Aarhus Gymnastikforening af 1880 (AGF) blev dannet i 1880 og var oprindeligt en gymnastikforening, som antydet af navnet. Efterhånden kom flere sportsgrene til, herunder i 1902 blandt andet fodbold og svømning. Klubben er med sine nu syv afdelinger (svarende til sportsgrene) den i særklasse mest vindende i Danmark med over 300 officielle DM-titler, størstedelen i svømning og atletik.

Siden midten af 1950'erne har klubbens bedste fodboldhold været i den danske elite med fem danske mesterskaber og ni pokaltitler. I 2000'erne og 2010'erne har holdet dog haft det svært og kæmpet for at undgå at rykke ud af Superligaen, hvilket i tre sæsoner ikke lykkedes.

Med 14 DM-titler og 10 pokaltrofæer er Bakken Bears en af landets mest vindende basketballklubber.

Aarhus 1900 er medlemsmæssigt den helt store idrætsforening i Aarhus. Foreningen er nok mest kendt for sin atletikafdeling, men det er en meget bred forening med mange sportsgrene herunder badminton, fodbold, svømning og tennis. Foreningen er hvert år arrangør af det store motionsløb, Marselisløbet, hvor der deltager omkring 15.000 motionsløbere og -cyklister.

En af de andre tradtionsrige sportsklubber i byen er Idrætsklubben Skovbakken stiftet i 1927. Klubben tilbyder i disse år tolv idrætsgrene til befolkningen i den nordlige ende af byen og benytter sig blandt andet af Vejlby Risskov Idrætscenter.

De verdenskendte unge elitegymnaster Flying Superkids kommer fra Aarhus. Alle børnene bor i eller tæt ved Aarhus, og de udvælges blandt almindelige gymnaster i den almennyttige gymnastikforening, Foreningen Gymnastikgården. Træningen foregår på Gymnastikgården i Aarhus V, som oprindeligt var en bondegård, men i dag er moderniseret og tilbyder mange faciliteter til foreningens cirka 450 medlemmer.

Lidt syd for Aarhus blev i 1989 etableret Det Nationale Hestesportscenter ved den gamle herregård, Vilhelmsborg. Siden har der været afholdt en række stævner inden for ridebanespringning og dressur. I 2005 flyttede Jydsk Pony Væddeløbsforening til Vilhelmsborg og afholder konkurrencer samme sted.

Tæt på Ceres Park  Arena finder man Jydsk Væddeløbsbane fra 1924, der havde sin storhedstid før krigen, hvor banen blev betegnet som Nordeuropas flotteste, og tilskuertal på op til 6.000 var ikke usædvanligt.

Ved Brabrand Sø ligger Brabrand Rostadion, der danner rammen for fælles faciliteter for alle roklubber i Aarhus. Der blev i 2005 afholdt danmarksmesterskab i roning, og i 2007 blev der afholdt danmarksmesterskab i kortbane for kano og kajak.

Med sin placering ud til Kattegat er det oplagt, at der dyrkes sejlsport og roning i og ved Aarhus. Aarhus Sejlklub, stiftet i 1879, har hjemsted i lystbådehavnen, hvorfra der dyrkes sejlsport på mange niveauer. Også klubberne i Egå og Kaløvig regnes normalt til sejlsport i Aarhus. Der er 5 roklubber og 12 kajakklubber i Aarhus.

Aarhus Cyklebane blev etableret i 1922 og havde sin storhedstid i efterkrigstiden, og det var ikke udsædvanligt med 10.000 tilskuere. I nyere tid har der inden for sportsdans været mange store arrangementer, og mange kendte dansere har rod i byens klubber.

Aarhus er hjemsted for to større aviser. Den største er den landsdækkende Jyllands-Posten, der har domicil i Viby, mens Århus Stiftstidende er en regionalavis, der koncentrerer sin dækning til Aarhus og omegn.

På radio- og tv-området har hver af de to store landsdækkende stationer lokale afdelinger. DR Østjylland producerer lokalradio til P4 og et afsnit på stationens hjemmeside. Dertil kommer en mindre produktion af tv-programmer. TV 2/Østjylland producerer lokal-tv til den østlige del af Region Midtjylland (nogenlunde svarende til det tidligere Århus Amt og Horsens-området). Endvidere producerer DK4 en del udsendelser i Aarhus. Hertil kommer en række mindre lokale stationer.

Endvidere kan det nævnes, at Danmarks Journalisthøjskole befinder sig i det nordlige Aarhus.

I 2017 fungerede Aarhus sammen med Region Midtjyllands 18 andre kommuner, samt Pafos på Cypern som Europæiske Kulturhovedstæder

Aarhus 2017 handlede om involvering og var resultatet af en proces, der involverede mere end 10.000 mennesker fra hele regionen. I kulturhovedstadsåret fortsatte Aarhus 2017 med at skabe initiativer, hvor borgere kunne engagere sig, deltage og være med til at skabe.

Mere end noget andet, handlede Aarhus 2017 om det at gentænke: Under temaet Let’s Rethink blev Region Midtjylland omdannet til et kulturelt laboratorium, hvor alternative løsninger kunne spire og gro.

Ved afslutningen blev der udgivet en publikation over begivenhedens effekter. 

Særlige begivenheder

Den kommunalt ejede Aarhus Havn med en godsomsætning i 2006 på over 12 millioner tons er en af byens store virksomheder. Havnen er nu blandt de 100 største containerhavne i verden og en af de største i Skandinavien. Det tidligere Århus Oliefabrik har i mange år været en stor industrivirksomhed ved havnen. I dag er selskabet en del af AarhusKarlshamn, men der produceres stadig vegetabilske olier på havnen til bl.a. chokolade- og kosmetikindustrien.

I 2011 flytter vindmøllefabrikanten Vestas sit hovedkontor til Skejby i det nordlige Aarhus.

I 2003 flyttede butikskæden JYSK sit hovedkontor til forstaden Brabrand i den vestlige del af Aarhus.

Arla Foods har sit hovedkontor i Viby vest for Aarhus. I 2008 har firmaet påbegyndt byggeriet af et nyt domicil på 15.000 kvadratmeter i fem etager, hvor der skal være plads til omkring 600 medarbejdere.

Dansk Supermarked har sine rødder i Aarhus, og hovedkontoret ligger i Højbjerg. Selskabet, der dengang hed Jysk Supermarked, åbnede i 1960 Danmarks første Føtex i Aarhus centrum. Danmarks første Bilka blev ligeledes åbnet ved Aarhus, nemlig i Tilst i 1970.

Terma i Lystrup (satellitby til Aarhus) producerer højteknologiske produkter bl.a. rumfarts- og satellitteknologi og civile og militære radarsystemer.

Aarhus har rige muligheder for indkøb. En undersøgelse viste, at byens handel blev styrket i perioden 1998 til 2007.
Byen råder over et konstant forandrende butiksmijø, hvor især Latinerkvarteret i indre by tiltrækker de skæve og anderledes butikker.
Danmarks ældste herretøjsforretning, Harder, der blev grundlagt i 1895 ligger Søndergade.

Byen har to stormagasiner i indre by

De seks største butikscentre i Aarhus:

Andre store butikker (kun de største er nævnt)

Aarhus præges som uddannelsesby af de mange videregående uddannelser. I 2006 og 2007 blev bl.a. Handelshøjskolen i Aarhus, Handels- og Ingeniørskolen i Herning og Danmarks Pædagogiske Universitet fusioneret med Aarhus Universitet, der dermed står for langt størstedelen af de mere end 130 videregående uddannelser i Aarhus. Universitet har ca. 39.000 studerende og 11.500 ansatte. Universitetet var en selvejende institution indtil 1970, hvor det blev en statslig læreanstalt. Universitetsparken ligger i kupereret terræn, og med ensartede gulstensbygninger danner det en smuk campus. Statsbiblioteket er en del af universitetsparken, og bibliotekets høje bogtårn er en af Aarhus' kendte bygninger. Danmarks Journalisthøjskole, Arkitektskolen Aarhus og Det Jyske Kunstakademi samt en række andre højere læreanstalter tilbyder også lange videregående uddannelser.

Af andre større uddannelsesinstitutioner kan nævnes Århus Købmandsskole og Aarhus Tech med både ungdomsuddannelser, korte videregående uddannelser og efteruddannelser. Derudover er der i byen blandt andet mulighed for at uddanne sig til sygeplejerske, ergoterapeut, skolelærer, pædagog mm. igennem VIA University College samt diakon faglig pædagog på diakonhøjskolen, der er også seks gymnasier i og omkring Aarhus. Endvidere blev den alternative uddannelse, KaosPiloterne, skabt i og har stadig hjemme i Aarhus. Endvidere kan man uddanne sig til skuespiller på Skuespillerskolen ved Aarhus Teater som én af tre statsstøttede skuespilleruddannelser i Danmark (de to andre værende i hhv. København og i Odense). Herudover kan man, som eneste sted i Danmark, uddannes som dramatiker på Dramatikeruddannelsen ved Aarhus Teater.

Der er omtrent 60.000 studerende på videregående uddannelser i Aarhus.
 




#Article 123: Å (bogstav) (948 words)


Å, å er det 29. og det sidste bogstav i det danske alfabet.

Bogstavet kaldes også bolle-å. Det blev indført ved retskrivningsreformen i 1948 i stedet for skrivemåden aa.

I mange personnavne og nogle stednavne er aa stadig den foretrukne stavemåde. Navne, der skrives sådan, skal alfabetiseres som å.

Lyden var oprindelig et langt a, som i middelalderen udviklede sig til en å-lyd på dansk, norsk og svensk. På svensk indførtes å-tegnet fra 1400-tallet. På dansk var det et problem fra 1500-tallet af, at aa optrådte i samme tekst både som lang a og som å-lyd. Man fik sætninger som hun vaar 16 Aar (Caldendarium Historicum, 1566), hvor vaar læses med lang a, mens i næste omgang Aar skulle læses som år. Eller ord som laader (= lader) og saade (= sagde) - i begge tilfælde lang a. Eller vor vaanlig Psalmebog (1633), som var ordet vanlig - med lang a-lyd, ingen å.

I Danmark argumenterede Jens Pedersen Høysgaard i 1743 for et tegn for å-lyden, og i sit største værk, Forsøg til en videnskabelig dansk Retskrivningslære fra 1826, skrev Rasmus Rask: Å er den rigtigste figur, vi kan anvende til at betegne denne enkelte lyd...da ingen anden enkelt lyd i vort modersmål betegnes med tvende sammenstillede tegn. Denne tanke holdt sig levende i højskolekredse. Norge indførte officielt bogstavet i 1917. Svensk havde fra gammelt af å som tredje sidste bogstav (...z-å-ä-ö), men i det norske alfabet kom den aller sidst.

I 1930'erne og 40'erne var der fornyet debat om bolle-å. Tilhængerne i f.eks. Dansk Forening til Nordisk Sprogrøgt ville føre det danske sprog i fællesnordisk retning. Der opstod også en modbevægelse, som ville bevare den gamle retskrivning. Efter besættelsen var det nordiske samarbejde igen i høj kurs, og samtidig ønskede man at forenkle retskrivningen af pædagogiske grunde. Efter anden verdenskrig ønskede danske myndigheder at markere afstand til Tyskland, hvor navneord skrives med stort bogstav. I stedet ønskede man en tilpasning til norsk og svensk retskrivning.

Ved retskrivningsreformen i 1948 indførtes å. Der var i de første år tvivl om placeringen, og et udvalg på 5 medlemmer sad med tre alternativer til vurdering: den svenske model, eller den norske, eller å aller først, som foreslået af dr.phil. Lis Jacobsen. I en artikel i 1950 foreslog hun å som et selvstændigt bogstav foran a, og i 1954 skrev hun: Å bliver nu det første bogstav i alfabetet. Men et alfabet begyndende med å-a-b-c... ville Danmark blive alene om. Piet Hein stillede i Politiken spørgsmålet, om det danske alfabet nu skulle have nationaldragt på. Af udvalgets medlemmer var der kun én, der ønskede placering til sidst; de andre havde ikke udtalt sig, men der gik rygter om et flertal for at sætte å forrest. Den unge jurist Arne Hamburger (1921-2013) skrev et brev til sekretæren i Norsk språknemnd, dateret 31. oktober 1954, hvor han anmodede om, at formanden i Norsk språknemnd Didrik Arup Seip og næstformand Alf Hellevik sendte en henvendelse til det danske undervisningsministerium om sagen. Det danske alfabet vedkom jo også Sverige og Norge, idet man benytter hinandens ordbøger. Professor Seip sendte da også et brev til det danske retskrivningsudvalg 13. november 1954, hvor han fremholdt de nordiske interesser i sagen. Et lignende brev blev samtidig sendt fra det svenske sprognævn.

Det blev 8. februar 1955 slået fast, at å skulle stå sidst i alfabetet. Den sprogkonservative forening Dansk Sprogværn kæmpede imod bogstavet, og førte bl.a. kampagne under sloganet Byens navn er Aabenraa, uden svenske Boller paa. Den ene del af reformen - de små bogstaver i navneord - slog dog hurtigt igennem. Derimod tog det omkring 20 år, inden å var indført i alle danske aviser pga økonomiske og tekniske problemer ved anskaffelse af det nye bogstav til sættemaskinerne. Den sidste danske avis, som indførte å, skal have været Dagbladet Børsen i 1969.

Bolle-å slog igennem i de allerfleste stednavne, men der opstod lokal modstand, især i Åbenrå, senere i Ålborg og en række andre byer. Med et cirkulære i 1984 blev det tilladt at skrive stednavne med aa, og derefter har mange kommuner rullet stavemåden tilbage igen. Faaborg på Fyn holder på den gamle stavemåde, mens Fåborg staves med å.

Man tænker sig Kåre Ås og Kaare Aas som det samme navn, men det er ikke altid lige indlysende. De fleste leksika vil jo præsentere den tyske by Aachen i første bind, men Ivar Aasen i det sidste. Sekvensen aa findes i flere danske ord, såsom temaavis (tema-avis). Udlændinge som Aaron og finske Kaari (med lang a) ønsker heller ikke navnet udtalt med å-lyd. 

Det er altid korrekt ifølge retskrivningsreglerne at skrive danske stednavne med bolle-å (Århus, Åbenrå, Ålborg, Fåborg, Grenå og så videre). Imidlertid foretrækker en del danske kommuner, at navne indenfor kommunen i stedet skrives med dobbelt-a (Aarhus, Aabenraa, Aalborg, Faaborg, Grenaa og så videre), og i disse tilfælde er det også korrekt. Sådanne lokale ønsker om skrivning af navne med dobbelt-a for å er markeret i stednavneudvalgets liste over autoriserede navne med et #-tegn.

Et flertal i Århus byråd vedtog efter stor debat i 2010 at ændre byens stavemåde til Aarhus med virkning fra 1. januar 2011. Argumentet var, at stavemåden Aarhus var en fordel under internationaliseringen og på internettet. Det var dog en tendens som have eksisteret siden 1948, hvor eksempelvis Aarhus Universitet, FOF Aarhus, Aarhus Teater og Aarhus Gymnastikforening (AGF), men også ved etableringen af nye institutioner inden 2011, eksempelvis AarhusKarlshamn og Aarhus Bryghus. Dermed er Tårnby den eneste danske kommune, der skrives med å.

I unicode er Å U+00C5 og å U+00E5.
På Microsoft Windows-maskiner vil [Alt]13455 give Å og [Alt]134 give å.

På en webside kan en af formerne i tabellen til højre bruges, uanset hvilket tegnsæt der bruges.




#Article 124: Åben standard (258 words)


En åben standard er en teknisk specifikation, som er offentligt tilgængeligt, der har til formål at nå et bestemt mål. Ved at tillade at alle kan bruge standarden, kan man øge kompatibiliteten mellem diverse hardware- og software-komponenter. Fordelen er, at alle med et vist teknisk kendskab og det nødvendige udstyr til at implementere løsningen, kan bygge eller programmere noget, der virker sammen med udstyr, som bliver produceret af et andet firma.

Mange standarder er ejet af et selskab i stedet for at være åbne, og derfor må man indhente en licens fra den organisation, som ejer rettighederne til standarden, før man bruger den. En åben standard betyder ikke nødvendigvis, at man ikke behøver en indhente en licens til patentrettighederne for at bruge standarden, eller at licensen findes frit tilgængeligt. F.eks. bliver standarderne udgivet af det internationale standardiseringsorganisationer som ITU, ISO og IEC for det meste betragtet som åbne, men de kan i visse tilfælde kræve en vis sum af penge for licensen til patentrettighederne før implementationen. 

Fredag den 2. juni 2006 vedtog Folketinget enstemmigt Det Radikale Venstres forslag om at gøre åbne it-standarder obligatoriske i det offentlige. Oprindeligt lagde forslaget op til at åbne standarder skulle indføres pr. 1. januar 2008. Dansk Folkeparti fik dog tilføjet eller så snart det er teknisk muligt. Nogle mener at forslaget kun virker som en hensigtserklæring om at benytte åbne standarder i det offentlige, uden noget reelt krav. Regeringspartierne modarbejdede beslutningsforslaget indtil sidste øjeblik, men endte med at stemme for. Venstres IT-ordfører Michael Aastrup Jensen så gerne at man gik endnu længere.




#Article 125: Aalborg (3619 words)


Aalborg eller Ålborg er en by i Region Nordjylland med  ( inkl. Nørresundby), som derfor er Danmarks fjerdestørste by. Aalborg er Byregion Aalborgs hovedby og betegnes som værende Nordjyllands hovedstad. Aalborg Kommune er Danmarks tredjestørste målt på befolkningstal, og opstod i sin nuværende form 1. januar 2007 ved en sammenlægning af Aalborg Kommune (1970-2006) og nabokommunerne Hals, Nibe og Sejlflod.

Byens navn kendes som Alabur og Alebu på mønter fra 1000-tallet. I Kong Valdemars Jordebog hedder den Aleburgh. Navnet menes at komme af áll, der er en smal strøm eller sejlrende.

Nogle bruger også tilnavnet Nordens Paris om Aalborg.

Aalborg er ligesom Aabenraa en af de danske byer, hvor der har været strid om stavemåden. Retskrivningsreglerne anbefaler Ålborg, men sideformen Aalborg er nu også tilladt (i Retskrivningsordbogen står den i parentes). I den officielle stednavneliste står der også Ålborg, men med en note om, at den lokale kommune ønsker å, Å skrevet som aa, Aa.

Stavemåden med Å blev indført efter retskrivningsreformen i 1948. Undervisningsminister Bertel Haarder og kulturminister Mimi Jacobsen bestemte i 1984, at kommunerne selv kunne vælge stavemåde, hvilket gik imod stednavneudvalgets og Dansk Sprognævns råd.

Siden 1980'erne har DSB, Post Danmark og Kort- og Matrikelstyrelsen genindført stavemåden Aalborg på skilte m.v. i tråd med kommunens ønske. De fleste indbyggere identificerer sig kraftigt med Aa-staveformen, og byen er ligefrem blevet kaldt Dobbelt A som et kælenavn fra titlen på en sang af den lokale rapmusiker Niarn.

På ikke-skandinaviske sprog staver man oftest Aalborg med Aa af praktiske grunde, da det ikke kræver brug af skandinaviske tegn.

Byen Aalborgs historie strækker sig over 1.000 år tilbage. Alabu er det første kendte navn for Aalborg, det er skrevet på mønter fra 1040'erne. Byen fik købstadsrettigheder i 1342.

Selve byen menes at være grundlagt i vikingetiden, men området har været beboet af mennesker i meget længere tid. Byens placering skyldes, at der her var et godt overfartssted over Limfjorden, der her snævrede ind, kombineret med de gode havnemuligheder der, hvor Østerå mundede ud i fjorden. I jernalderen lå der landsbyer på flere af de kridthøje, som det moderne Aalborg er bygget. De mest betydningsfulde af dem var Tranders og Hasseris.

Den første egentlige bymæssige bebyggelse opstod sandsynligvis ved Østerås udløb i Limfjorden i det område, hvor de moderne gader Algade og Boulevarden krydser i dag. Åen fungerede som havn i lighed med mange andre lignende handelspladser i vikingetidens Danmark. Under de ældste byhuse blev der fundet spor efter landbrug, herunder pløjespor. Tilsyneladende har der fra ca. 800 ligget en landsby på stedet.

I 1994 til 1995 blev der gennemført en større arkæologisk undersøgelse af de ældste lag i Aalborg by. Disse undersøgelser gav et bedre kendskab til byens tidlige historie. Man konstaterede bl.a., at der i 900-tallet var sket forandringer i området omkring åmundingen. Der begynder at dukke spor af håndværk og værksteder op, ligesom der kan konstateres grubehuse og en handelsplads. Pladsens struktur minder om den, der bl.a. kendes fra Ribe i 700-tallet, dvs. der er ikke tale om en egentlig permanent by, men snarere om en markedsplads, hvor der med mellemrum har været aktivitet. Handels- og værkstedspladsen har nok været i funktion indtil midten af 1000-tallet. Den blev nok afløst af den første egentlige by med helårsbebyggelse. Den ældste gade er Algade, og husene blev opført med gavlen vendt mod hovedgaden. Der er desuden fundet spor af huse fra omkring samme tid på den anden side af åen. Der har formentlig været kongelige interesser i stedet fra begyndelsen, men kongemagtens forbindelse bliver tydelig i 1035-1042, da Hardeknud slog mønter i byen, det samme skete i Aarhus.

Fra disse mønter stammer desuden den ældste benævnelse af byens navn: Alabu. Også kongerne Knud den Hellige og Erik Ejegod fik slået mønt i byen. Der er fundet spredte spor efter håndværk i nærheden af åen fra hele perioden år 700 til 1000, men jordlagene vise, at agermarker afløste bygninger. På hver side af åen blev der opført en kirke, hvor der er fundet grave dateret til 995-1025.

I middelalderen blomstrede Aalborg, den fik tildelt købstadsrettigheder i 1342, og blev en af Danmarks største byer. En udvikling der blev yderligere forstærket, da byen i 1516 blev tildelt monopol på handel med saltede sild.

Aalborg Havn fik kongeligt privilegium som havn i perioden 1462-1490.

Købmandslavet Guds Legems Laug (i dag Erhverv Norddanmark) blev oprettet i 1431, efter lang tids handel med Hanseforbundet. Sildefiskeriet skabte forbindelser over Nordsøen til England, men også handelen med Norge og Vestsverige var vigtig. Under Grevens fejde var byen dog hårdt ramt.

Skipper Clement brugte byen som hovedbase, men i december 1534 blev byen stormet af Johan Rantzaus tropper, der plyndrede og afbændte den. Det er blevet anslået, at omkring 2.000 mennesker mistede livet i den forbindelse. Dette kan have været en hævn for slaget ved Svenstrup få måneder før, hvor oprørshæren havde besejret Christian d. 3.'s adelshær. I 1554 blev Aalborg bispeby. I århundrederne, som fulgte efter voksede Aalborg atter, hovedsageligt på grundlag af det rige sildefiskeri omkring Jylland, der fik et særlig stærkt opsving i 1680'erne.

En række bygninger fra middelalderen er der stadig bevaret spor af. Gråbrødreklosteret, som lå på østsiden af Østerå, nævnes i 1268 og var et franciskanerkloster. Det blev formentlig opført omkring 1240, mens fransiskanerklosteret i Ribe fra 1232 er Danmarks ældste. Klosteret blev nedlagt i 1530, altså allerede før reformationen. Rester fra de nu nedrevne bygninger kan i dag ses i en underjordisk udstilling under Algade. Byens tredje kloster, det delte munke- og nonneklosteret Helligåndsklosteret, blev stiftet 1451 for at hjælpe syge, forældreløse og fattige. Det blev omgjort til sygehus ved Reformationen. I dag fungerer bygningerne som plejehjem. Domkirken Sankt Budolfi er opført i gotisk stil og er fra slutningen af 1300-tallet. Gammeltorv med huse fra ca. 1300 vidner om handelens rigdom i middelalderen.

I 1767 begyndte fire præster i Aalborg at trykke et tidsskrift med nyheder. Det fik senere navnet Aalborg Stiftstidende og efter sammenlægning i 1999 med tre andre betydelige aviser i Nordjylland hedder avisen nu Nordjyske Stiftstidende. Aalborg Amtstidende udgav 1889-1971 en avis i Aalborg.

Omkring 1800 skete der en nedgang i sildefiskeriet, hvilket fik negativ indflydelse på byens økonomi. Den blev yderligere forværret i forbindelse med Tabet af Norge, hvor byen mistede sin vigtige rolle som knudepunkt for norgeshandelen og etableringen af Limfjordens Vestlige 'udgang', der betød, at byen mistede kontrollen med Limfjordsegnenes handel.

Aalborg Handelsskole blev grundlagt i 1875.

Aalborg fortsatte med at være Jyllands største by indtil 1850'erne, hvor denne status blev overtaget af Aarhus. Efter en voldsom industrialisering i 1890'erne var Aalborg i 1900-tallet en udpræget industriby, kendt som byen med de rygende skorstene og hjemsted for flere store virksomheder indenfor især cement (Aalborg Portland og Dansk Andels Cement, DAC), tobak (C.W. Obel), skibsbygning (Aalborg Værft) og spiritus (De Danske Spritfabrikker). Byens storhedstid som industriby i vækst i årene omkring 1. verdenskrig er baggrund for Jacob Paludans bog Jørgen Stein. Forfatteren boede selv i byen. De store rigdomme som blev akkumuleret i byen afspejles blandt andet i villakvarteret Hasseris og især Hasserisvej, som vel har landets største koncentration af palæer og patriciervillaer fra omkring 1900.

I forbindelse med den tyske invasion af Danmark blev flyvepladsen meget tidligt erobret af tyske faldskærmssoldater. Denne begivenhed regnes som den første, hvor faldskærmstropper blev brugt i krig. Under hele krigen havde flyvepladsen stor betydning for Luftwaffe.

I 1969 lukkede Aalborg Privatbaner, og det blev slutningen på Aalborg som knudepunkt for en række jernbaner mod vest og øst.

Som følge af at byen ikke havde et universitet, blev Aalborg en udpræget arbejderby. Socialdemokratiet har haft flertal i mange år. I 1960 blev Aalborg Seminarium grundlagt og først i 1970'erne kom Aalborg Universitet.

I dag er Aalborg i gang med en omdannelse fra at være en industriby til at være en videns- og uddannelsesby, og man er kommet rigtig langt i denne udvikling. I slutningen af 1990'erne begyndte man at bygge kontorer og boliger på de gamle industriområder vest for Limfjordsbroen, men først i slutningen af 00'erne tog udvikling fart. Man omdannede de gamle havneområder ude foran middelalderbyen øst for Limfjordsbroen til et rekreativt område med caféer, restauranter og kultur- og sportsliv. I 2008 åbnedes Utzon Center, der var en milepæl i udviklingen. I centeret flyttede nemlig Universitets første arkitekturuddannelser ind. Aalborg Universitet har i dag Danmarks største optag af studerende og har ca. 20.000 studerende tilknyttet.

I det gamle kraftværk Nordkraft har man omdannet den gamle industrielle bygning til et af Europas største kulturhuse, og overfor Nordkraft bygger man 251 af de 5.000 ungdomsboliger, som man vil bygge i Aalborg i de kommende år. Turismen er også blevet et vigtigt område for Aalborg, da mange turister fra hele verden besøger Aalborg for at opleve byen. Især nordmænd og svenskere bruger Aalborg til weekend-ture.

Gamle industriområder som Godsbanen, Eternitten og Østre Havn er områder, som nu bliver lavet om til kvarterer med uddannelsesfunktioner, kontorer og boliger til både unge og gamle. Man forventer ifølge den fysiske vision for Aalborg for 2025, at der vil bo 225.000 mennesker i byregionen, at man vil have en +buslinje i byen, og at Nyt Aalborg Universitetshospital står færdigt.

I 2013 konkluderede Europa-Kommissionen, at Aalborg er den by i Europa, hvor størstedelen af indbyggerne er tilfredse med deres by sammenlignet med andre store europæiske byer som København og Hamburg.

I marts 2014 kom det frem at De Danske Spritfabrikker lukker produktionen i Aalborg, som så flyttes til Norge. Bygningerne og området omkring er blevet købt af A. Enggaard, som sammen med Martin Nielsen Holding ApS som ønsker at udvikle området til en international destination med kultur, lejligheder og erhverv.

Disse planområder kan opdeles i en funktionel bydelsbetegnelse der benyttes af Aalborgs indbyggere:
Aalborg Centrum, Øgadekvarteret, Vejgaard, Aalborg Øst, Aalborg Universitetskvarter, Gug, Skalborg, Hobrovejskvarteret, Kærby, Hasseris, Aalborg Vestby og Nørresundby.

Flere af bydelene har lokale kvarterbetegnelser.

Se også:

Foråret i Aalborg er forholdsvist tørt og solrigt og typisk med temperaturer mellem 5 °C – 10 °C , men med mulighed for nattefrost og ikke sjældent temperaturer op til 15 °C. Sommerne har i gennemsnit maksimumtemperaturer omkring 20 °C og minimumstemperaturer på 12 °C, men sommetider med temperaturer over 25 °C dog sjældent over 30 °C. Efteråret har typisk temperaturer mellem 6 °C – 12 °C og er præget af en del regn. September kan byde på sensommervejr, mens november sommetider byder på snefald. Vinterne har gennemsnitstemperaturer mellem −3 – 2 °C, og sjældent lavere end −10 °C. Nedbøren er typisk skiftende mellem regn, slud og sne.

På Himmerlandssiden bor der 114.194 (2018) indbyggere. Inkl Nørresundby på Vendsysselsiden bor der 137.053 (2018). Samlet er der 213.558 (2018) indbyggere i Aalborg Kommune.

Historiske indbyggertal fra 1672-2012 .

Aalborg har et omfattende og levende kulturliv. I byen ligger KUNSTEN Museum of Modern Art Aalborg, Aalborg Kunstpavillon og flere teatre: Aalborg Teater, Det Hem'lige Teater og Teater Nordkraft. Der findes desuden tre biografer – BioCity, Metropol og Biffen - art cinema.

Blandt de mest kendte historiske seværdigheder i Aalborg finder man Aalborg Kloster, det underjordiske Gråbrødrekloster Museet, Budolfi Kirke, Aalborghus Slot samt Jens Bangs Stenhus.

Af øvrige attraktioner kan nævnes Utzon Center, Musikkens Hus, Aalborg Symfoniorkester, Aalborg Tårnet, Aalborg Zoo, Vandteknisk Museum, Aalborg Søfarts- og Marinemuseum, Aalborg Forsvars- og Garnisonsmuseum, Lindholm Høje Vikingemuseum og Vikingegravplads, samt det årlige Aalborg Karneval.

Vestre Havnepromenade mellem Limfjordsbroen og Jernbanebroen over Limfjorden var det første havneområde som blev omdannet fra havne- og industriformål til blandede byformål med erhverv og boliger.

Målet med omdannelse af området var at skabe en mangfoldig bydel med blandet anvendelse, og med en attraktiv havnepromenade og byrum af høj kvalitet. Det var målet at skabe en fortættet og markant skyline set fra vandet og Nørresundby.

Bydelen indeholder etagehusbebyggelse i 4-6 etager for blandede bymæssige formål som boliger, uddannelser og miljøvenlige erhverv. Området er desuden udlagt til mindre butikker og caféer. For at tilføre vand og dermed byrumskvaliteter ind i området, er anlagt en 14 m bred gravet kanal fra Limfjorden til Strandvejen – Obels Kanal.

I 2017-2018 vil området, hvor De Danske Spritfabrikker ligger være omdannet til en international kunst- og kulturby med boliger, kunsthaller, restauranter m.m.

Aalborg Centrale Havnefront ligger foran middelalderbyen, hvor fjorden er smallest og danner et stort sving. Aalborg Centrale Havnefront skal opleves som en helhed med harmoni i materialer og belysning – belysningen som fik Den Danske Lyspris i 2011. Landskabet understreges af en sammenhængende promenade for bløde trafikanter. Promenaden er udført i asfalt, og der etableres sidde- og opholdstrapper, som går helt ned til vandet, samt bænke og udsigtsplatforme.

Samlende for området, og en forudsætning for god og direkte sammenhæng mellem den tætte midtby og havneområdet, er det nye vejanlæg Strandvejen-Slotspladsen-Nyhavnsgade. Det samlede vejforløb er taget i brug foråret 2010. Vejen er ombygget til en smuk bygade med biltrafik i to spor, midterhelle/venstresvingsbane, cykelstier, fortove, beplantning og vejbelysning.

I området mellem Toldbodgade og Slotspladsen er frigivet store arealer til Jomfru Ane Parken. På havnen foran Jomfru Ane Parken ligger Havnebadet og restaurantskibet Elbjørn. Jomfru Ane Parken bliver brugt meget på de varme dage, som et miljø, hvor man kan tage sol, spille musik eller dyrke sport på f.eks. Aktivitetspladsen. Efter Jomfru Ane Parken er Honnørkajen og Utzon Center, hvor de store krydstogtskibe ligger, når de er på besøg i byen, desuden bliver Honnørkajen brugt til koncerter, da det er et stort område.

Umiddelbart øst for Utzon Center findes Utzon Parken og Bikubens kollegieboliger, som er tegnet af Jørn Utzons søn Kim Utzon. Herefter kommer First Hotel Aalborg og et kontorbyggeri.

I 2014 vandt den centrale havnefront den engelske arkitektur-pris Civic Trust Award. En måned efter det var afholdt, besluttede byrådet at ansøge om værtskabet igen, og arrangementet kom atter til byen i 2019. Der blev allerede i forbindelse med arragementet i 2019 truffet aftale om næste besøg, som finder sted i 2022.

Aalborg er hjemhavn for skole- og øvelsesskibene Jens Krogh og LOA, som begge er deltagere i The Tall Ships Races.

Byen er også kendt for sit varierede natteliv, der er koncentreret i og omkring Jomfru Ane Gade, i daglig tale gaden, der udelukkende rummer diskoteker, barer og restauranter. Jomfru Ane Gade er 150 m. lang.

I Aalborg afholdes mange sportsarrangementer bl.a. Fjordmarathon, Aalborg Brutal Marathon, VM i Militær Orienteringsløb 2012, Handelsbanken – Dana A-Kasse Grand Prix (cykelløb), Aalborg MTB Marathon (mountainbike), EM i sjipning 2013, EM i herrehåndbold 2014 og European Man Championships Bowling 2015.

Sportsligt er Aalborg primært kendt for sportsklubben AaB fra 1885 og dermed en af landets ældste sportsklubber. Klubben har en fodboldafdeling, AaB Fodbold, der spiller i Superligaen og to gange har deltaget i Champions League. AaB er fire gange blevet danmarksmester i fodbold i henholdsvis 1995, 1999, 2008 og 2014.

Byen rummer eksempelvis også floorballklubben Aalborg Flyers, fodboldklubberne Aalborg KFUM Fodbold, Idrætsklubben Aalborg Freja, Gug boldklub, Idrætsklubben Chang Aalborg, Idrætsklubben Lindholm IF, håndboldklubberne Aalborg Håndbold, Aalborg EH og AIK Vejgaard, basketballklubben Aalborg Basketball Klub (ABK), samt Aalborg Studenternes Idrætsforening (AASI), hvor studerende både kan spille fodbold, håndbold og volleybold. Ishockeyholdet Aalborg Pirates holder ligeledes til i byen.

Atletklubben Jyden som er den sidste klub i Danmark med brydning, boksning og vægtløftning på programmet. Dertil kommer Aalborg Fægteklub samt Aalborg Svømmeklub, der med flere end 2.000 medlemmer er blandt landets største. Cykelklubben Aalborg Cykel-Ring etablerede med start fra 2021 DCU Elite Teamet Team Sparekassen Vendsyssel Aalborg.

Aalborg Sportshøjskole ligger placeret i Vestbyen lige over for Aalborg Stadion. Skolen er en stor del af byens idræts- og kulturliv, idet eleverne bruger mange af sportsklubberne i Aalborg som sparringspartnere og efterfølgende ofte får trænerjobs i samme klubber. Fra Sportshøjskolen uddannes Diplomtrænere indenfor flere forskellige idrætter, man har mulighed for at forberede sig til et kommende studie, primært indenfor de humanistiske områder, eller man kan forberede sig til optagelsesprøven til Politiskolen. Yderligere afholder Aalborg Sportshøjskole et årligt motionsløb i foråret, ligesom der flere gange om året holdes åbne sangaftener med temaer som Beatles, 1960'erne, Gasolin' m.m. Aalborg sportshøjskole lægger også lokaler til Aalborg klatreklub. 

Budolfi Kirke er Aalborgs domkirke med en central placering i byen på Budolfi Kirkeplads mellem Algade og Gammeltorv. Kirkens nuværende form er fra 1941-43, hvor kirken gennemgik en større udvidelse og ombygning. Forinden har det ligget en trækirke fra 1000-tallet.
Arkitekten på hele renoveringen var Ole Knudsen, og den kongelige bygningsinspektør Jacob Blegvad, var observatør og aktiv i processen.
Aalborg klosterkirke hører under Budolfi sogn, og er til den dag i dag stadig aktiv med søndagsgudstjenester, højtidsgudstjenester, dåb og vielser, selvom selve helligåndsklosteret er ombygget til ældreboliger.

Byens centrum er meget mærket af at der kun er to hovedfærdselsårer der går over Limfjorden. Hovedvejen mellem Nørresundby og Svenstrup går tværs igennem Aalborgs centrum i form af den lange gade Vesterbro. Beboere og folk der færdes igennem byen lærer hurtigt at i myldretiden er det umuligt at bruge hovedvejsåren gennem centrum da den er proppet af biler. Der er i stigende grad en debat i området om Den 3. Limfjordsforbindelse.

Aalborgs trafikale samlingspunkt er John F. Kennedys Plads, hvor man både finder Aalborg Busterminal og Aalborg Station. Der er hyppige togforbindelser mod København (5½ t.), Aarhus (1½ t.), Hjørring (40 min.), Frederikshavn (1¼ t.) og Skørping (21 min.). Aalborg er et knudepunkt for bustrafikken i Region Nordjylland og har desuden X-busforbindelser til Rønbjerg, Nykøbing M., Løkken Viborg, Asaa, Frederikshavn, Silkeborg, Holstebro, Randers, Aarhus, Esbjerg og Thisted.

Med stationerne Lindholm, Vestbyen, Skalborg og Aalborg Station, der alle betjenes af regionaltog, er Aalborg en af de relativt få byer i Danmark, der betjenes fra flere regionaltogs-stationer. DSB's InterCityLyn-tog stopper alle på Vestbyen, Lindholm og Banegården.

Kommunen betjenes også af tog via Aalborg Nærbane, der ud over Aalborg Station standser i Lindholm, Vestbyen, Svenstrup og Skalborg. I forbindelse med Regeringens, Venstres, Dansk Folkepartis, Liberal Alliances og Konsertive Folkepartis Trafikforlig 2013 er der blevet afsat 276 millioner kroner til en stikbane til Aalborg Lufthavn fra Lindholm.

Nordjyllands Trafikselskab står for betjening af busser i byen, og som den eneste kommune i Nordjylland står Aalborg Kommune for planlægning af ruter og køreplaner. Byen betjenes af 4 metrobuslinjer, 8 almindelige bybuslinjer, 3 servicebuslinjer, 7 basisbuslinjer (busser der kører omkring midnat), 5 natbuslinjer og 6 lokale buslinjer.

Metrobuslinjerne 1 og 2 kører på en fællestrækning gennem centrum, hvorefter de deles ud til andre byer. Hvis der fx står 1L, kører bussen videre til Svenstrup/Godthåb. På fællesstrækningen kører metrobusserne ikke efter en decideret plan, men ankommer med et bestemt interval, i dagtimerne typisk hvert 7.-8. minut. De minder således om A-busserne i København. Der er omkring 281.000 påstigninger på by- og metrobusserne i Aalborg Kommune om ugen.

Aalborg Letbane var et af byens helt store indsatsområder og skulle i fremtiden fungere som rygraden i den kollektive trafik. Man ville have en højklasset letbane fra Aalborg Vestby via Aalborg Centrum til det nye Universitetshospital. Herefter kunne der projekteres udvidelser til Aalborg Lufthavn, Aalborg Øst, City Syd, Bouet eller Løvvang i Nørresundby. Projektet blev startet af Nordjyllands Trafikselskab, Aalborg Kommune og Region Nordjylland i Letbanesekretariatet, som har lavet rapporter m.m. til Folketinget for at få letbanen i Aalborg inden 2025. Letbanen forventedes at koste 1,1 mia. kroner, og man forventede, at en letbane vil kunne nedbringe antallet af biler med 600.000. Staten ønskede dog alligevel ikke at bidrage til letbanen, i stedet arbejdes der nu med et BRT-system, der vil koste 0,5 mia. kroner. Denne forbindelse - med navnet +BUS - ventes at være etableret pr. 2023.

Der er færgeforbindelse for personer og biler til øen Egholm. Færgelejet på Aalborgsiden ligger ved Fjordparken i Vestbyen.

Dantaxi 4x48 kører taxi i Aalborg, efter fusionen med Aalborg Taxa, mens bestillingscentralen både anvender Aalborg Taxa's nummer og Dantaxi 4x48's landsdækkende nummer.

Aalborg Lufthavn er Danmarks tredjestørste lufthavn med omkring 1,5 millioner årlige passagerer. Indenrigsruten til København er Danmarks uden sammenligning største med cirka 20 daglige afgange. Ruten beflyves af både SAS og Norwegian. Der er desuden 17 udenrigsruter til bl.a. London, Barcelona, Nice, Stockholm, Oslo, Malaga, Mallorca, Vágar og Amsterdam. Hertil kommer en stærkt stigende chartertrafik.

Lige ved siden af Aalborg Lufthavn ligger den militære Flyvestation Aalborg.

I 2014 blev der opført et hotel i direkte tilknytning til Aalborg Lufthavn, Aalborg Airport Hotel.

Aalborg Havn er beliggende ved Limfjorden i primært Aalborgs østlige del, idet de fleste havneaktiviteter er flyttet bort fra det centrale Aalborg. Virksomhed Aalborg Havn A/S ejer 2,6 mio. m² havneareal, mens øvrige havnebesiddere er bl.a. Aalborg Portland og Nordjyllandsværket. Royal Arctic Line driver godstrafikken til Grønland fra Aalborg Havn. Korn- og foderstoffer, stålkonstruktioner, vindmøllevinger, cement, kul, olie og containergods er alle varer, der lades i Aalborg Havn.

Som en af landets største byer og centrum for en stor region, har Aalborg en del forskellige uddannelsesinstitutioner. Kommunen driver 19 folkeskoler i Aalborg (inkl. Nørresundby), og der findes desuden 7 privatskoler i byen.

 

Erhvervsmæssigt er byen blandt andet kendt for sin produktion af hvid og grå cement på cementfabrikken Aalborg Portland og for sin snaps – Rød Aalborg – idet De Danske Spritfabrikker blev grundlagt her i 1881 af C.F. Tietgen og C.A. Olesen.

I byens østlige del findes Aalborg Universitet, der også har adskillige afdelinger i det centrale Aalborg. Fra Aalborg Centrum er der 6 km til Aalborg Lufthavn på nordsiden af Limfjorden.

En betydelig del af byens og områdets erhvervsliv er organiseret i handelskammeret Erhverv Norddanmark, der har rødder i Guds Legems Laug indstiftet af lokale købmænd ikke senere end i 1431. Organisationen, der er landets ældste og største af sin art, tæller flere end 600 medlemmer (medio 2019).

De største arbejdspladser i Aalborg (min. 500 fuldtidsstillinger i Aalborg) er:

Aalborg har 33 venskabsbyer over hele verden. Aalborg er dermed den by i Danmark, hvor politikerne bruger flest penge på at pleje omgang med venskabsbyer. Hvert fjerde år får Aalborg besøg af unge fra størsteparten af venskabsbyerne til sportsbegivenheden Ungdomslegene (siden 1975). Lignende Ungdomslegene finder sted i Rendsborg, Lancaster og Almere.

Listen over venskabsbyer per 1. december 2013:




#Article 126: Åndernes Hus (241 words)


Åndernes Hus (1982) (La casa de los espíritus) er en roman skrevet af den chilenske forfatter Isabel Allende (født 1942, datter af fætteren til Chiles tidligere præsident Salvador Allende, som den sidste del af bogen indirekte kredser om). Bogen er en chilensk slægtsroman omhandlende tre generationer (fra starten af d. 20 århundrede til omkring 1973) med den iltre (og dybt konservative) Esteban Trueba som hovedperson.

Bogens handling skrives skiftevis af Estebans barnebarn, Alba, der bruger sin mormor Claras dagbøger som kilde til den del af handlingen, som foregår før hendes egen tid, og skiftevis fortælles den direkte som Esteban erindrer den. På grund af førstnævnte og det faktum at Clara er langt mere sympatisk end Esteban, kan læseren nemt komme til at tro, at det i virkeligheden er Clara – og flere andre undervejs, der er hovedpersonen.

Bogen er skrevet i en magisk realistisk stil, idet der bl.a. forekommer hændelser, som ville være fuldstændigt umulige i den virkelige verden, men som i bogen bliver opfattet som sandsynlige, men dog ikke specielt acceptable. Det bedste eksempel på dette er Clara, der både viser evner til at flytte objekter med tankens kraft og kommunikere med ånderne. Ydermere forekommer der lange opremsninger, hvor hver ting taget for sig lyder fuldt ud plausibelt, men som tilsammen ville være fuldstændigt umuligt.

Åndernes Hus blev i 1993 filmatiseret. Den blev instrueret af Bille August, der prøvede at fjerne den magiske realisme fra fortællingen, se Åndernes hus (film).




#Article 127: År (152 words)


Et år er den tid, det tager Jorden at foretage en omkredsning af Solen. Et tropisk middelsolår er 365,24219878 døgn målt mellem to på hinanden følgende forårsjævndøgn. I Danmark anvendes den gregorianske kalender til at tælle dagene i et år og til at angive årstal. Man anvender skudår for at tilpasse kalenderår til middelsolår.

Det meteorologiske år regnes fra 1. december. I norrøn tid ønskede man hinanden ár og friďr - rigdom og fred. Året var løseligt inddelt i sommer- og vinterhalvår. Sommeren var den produktive tid (såtid, fåremåned og hømåned), vinteren var hvile- og forbrugstid, hvor ritualerne overtog, især i forbindelse med julefejringen.

Ordet år har samme rod som engelsk year og tysk Jahr; beslægtet med græsk hôros, tid og hōra, time.

På norrønt betegnede ordet år ikke kun solåret, men havde også betydningen frugtbarhed, hvoraf modsætningen uår, der betyder et år med sult og nød grundet misvækst og svigtende avlinger. 




#Article 128: Åreforkalkning (158 words)


Åreforkalkning, også kaldet hjerte-kar-sygdom, atherosklerose og arteriosklerose er den hyppigste årsag til dødsfald i Danmark; hvert år dør 23.000 danskere af hjerte-karsygdom.

Forkalkningen er en fortykkelse af pulsårernes vægge, ofte i hjertets kranspulsårer, i hjernens kar og benene; sidstnævnte kan hyppigt nødvendiggøre amputation. 

Fortykkelsen består af fedt, der er indlejret i bindevæv og glatte muskelceller. Hvis fortykkelsen fortsætter, vil der efterhånden være så smal en passage for blodet, at der kan rives hul på karvæggen. Og så kan der dannes en blodprop. Hvis åreforkalkningen sidder i hovedpulsåren (aorta) kan der opstå livsfarlige udposninger på denne (aneurismer).

Hjerte-kar-sygdomme er multifaktorielle sygdomme, dvs. at en lang række faktorer har indflydelse på udvikling af sygdommen. Disse faktorer kan opdeles i arvelige faktorer og miljøfaktorer. Blandt de arvelige faktorer er karvægsforhold og tendens til blodsammenklumpning (koagulation), mens miljøfaktorerne er stress, tobaksrygning, motion, ernæring, blodtryk og fedme. Sukkersyge er meget ofte ledsaget af sygdom i både de små og de store pulsårers karvæg.




#Article 129: Årefod (169 words)


En årefod er i zoologi en fuglefod med de fire tæer siddende i samme plan og forbundet med svømmehud. Tæerne har små kløer.

Årefodede fugle er havfugle, der dykker efter føden. Årefoden har den fordel, at den giver stor fart, når den føres gennem vandet. Svømmehudens store overflade presser vandet tilbage, og kraften overføres til fuglen, som kommer hurtigt fremad. Foden fungerer altså som en åre.

Eksempler på årefodede fugle er Skarv og Sule.

De årefodede var traditionelt en orden af fugle, der omfattede alle fugle med årefod og andre fællestræk som eksempelvis en bar strubeplet, manglende rugepletter og helt eller delvis lukkede næsebor. Ved DNA-undersøgelser af forskellige årefodede fuglearter har det vist sig, at de ikke alle er beslægtede. Der har i stedet været tale om konvergent evolution, hvor fuglene har udviklet ens træk. De årefodede deles nu i ordenerne Suliformes (bl.a. suler, skarver og fregatfugle), Pelecaniformes (bl.a. pelikaner samt nu også hejrer og ibisser) og den kun fjernt beslægtede Phaethontiformes (tropikfugle).

Den tidligere orden kunne omfatte familierne:




#Article 130: Skovhøns (urfugle) (136 words)


Skovhøns (Tetraonini), også kaldet urfugle eller årfugle er en gruppe af hønsefugle i fasanfamilien, der hører hjemme i den nordlige tempererede nåleskovszone i Nordamerika, Europa og det nordlige Asien.

Urfugle er mellemstore eller store hønsefugle, der findes i skove, på tundra, i moser, på heder samt i fjelde. De lever på jorden af planteføde og har korte og afrundede vinger. Mellemfoden (tarsen) er fjerklædt og nogle arter har også fjerklædte tæer. I Danmark var urfuglen den eneste repræsentant for denne gruppe indtil den blev erklæret uddød i 2001. Formen urfugl er i øvrigt en omdannelse af det oprindelige årfugl.

Gruppen blev tidligere regnet for en selvstændig familie (Tetraonidae) indenfor hønsefuglenes orden, men regnes nu for en underfamilie (Tetraoninae) eller tribus i fasanfamilien. Den består af ni slægter med i alt 19 arter.

Eksempler på arter er:




#Article 131: Ødipuskompleks (155 words)


Udtrykket ødipuskompleks stammer fra den græske sagnkonge Ødipus, der ifølge myten blev gift med sin mor.

Ødipuskompleks bruges i psykoanalysen som en betegnelse for ubevidst, seksuelt betonet kærlighed til forælderen af det modsatte køn (for sønnen er det kærlighed til moderen, og for datteren er det kærlighed til faderen) samt et had til forælderen af samme køn, opstået i en meget tidlig barndom og som regel hurtigt fortrængt til underbevidstheden.

Barnet knytter sig til moderen. Barnet bliver seksuelt stimuleret via det orale organ, når det dier ved moderens bryst. Barnet ønsker, at faderen skal forblive borte, da det vil give barnet mere tid med moderen. Men dette lykkes ikke for barnet – det ser, at faderen er større og stærkere end ham selv, og får kastrastionsangst.

Barnet indser, at 'kampen om mor' er tabt, og vil så derefter søge en kæreste, som minder barnet om dets mor.

Den kvindelige version af dette er Elektrakomplekset. 

Kilder/henvisninger




#Article 132: Økologisk landbrug (2046 words)


Økologisk landbrug er en driftform, som er underlagt et sæt frivillige begrænsninger. Nogle af disse regler (specielt afvisningen af at bruge kunstigt fremstillet gødning (kunstgødning)) er begrundet i de sammenhænge i jordbundsforhold og biotoper, som afdækkes af den videnskabelige disciplin økologi, deraf navnet.

For planteavl drejer det sig om, at der ikke må bruges kunstgødning eller pesticider, dog er nogle pesticider godkendt i tilfælde af akut fare for tab af afgrøder . Ligeledes må der ikke tilføres slam fra rensningsanlæg eller industri. For husdyrbrug drejer det sig om, at foderet skal være økologisk dyrket, og om, at dyrevelfærden skal gå forud for hensynet til indtjening. I begge tilfælde afviser man brugen af genetisk modificerede organismer. Der er krav om sikkerhedsafstand til marker med genmodificerede afgrøder i de lande, hvor fx spredning af pollen fra disse GMO'er udgør en potentiel risiko for forurening af de økologiske markafgrøder.

Planter lever af lys, CO2, vand og næringsstoffer. De første er der som regel rigeligt af i Danmark, men næringsstofferne, er der ofte underskud af. Når man afstår fra at bruge kunstgødning og byslam må næringsstofferne hentes fra husdyrmøg, deposition fra luften, kvælstoffiksering og frigivelse fra jordbundens egne lagre.

Alle jorde modtager en vis mængde gødning fra luften. Det kan ske i form af støv, eller i form af forurening. Dansk landbrug har siden industrialiseringen i 1880'erne modtaget et tilskud af næringsstoffer som kvælstof, fosfor og svovl på grund af luftforureningen. Bedre filtre har dog nedsat tilskudet af svovl betragteligt, så meget, at der nu må gødes med svovlholdige gødninger af hensyn til specielt de korsblomstrede planter (sennep, raps, kål). Luftforureningen er dog stadig en betydelig kilde til kvælstof (bundet til ilt), som når jorden opløst i regnen.

Deposition af især ammonium fra udbringning af gylle på egnens marker er også en betragtelig kilde i den enkelte marks kvælstofregnskab. Denne gødningskilde må forventes at falde med stigende miljøkrav til udbringning, men det vil selvfølgelig mere end modsvares af en bedre udnyttelse af gyllen på de marker, hvor den udbringes.

Bælgplanter som kløver og ærter kan gennem symbiose med bakterier fiksere kvælstof direkte fra luften. Det betyder, at afgrøder som lupin, lucerne, esparsette, kløver og kløver/græs-blandinger er en vigtig bestanddel af økologiske sædskifter. 

Det hjælper dog ikke for andre næringsstoffer, der ikke på samme måde indgår som en naturlig del af atmosfæren.

Det, at de økologiske landbrug afstår fra brug af pesticider, fører til bedre forhold for jordens økosystemer. Det medvirker til, at der opstår en langt større biodiversitet imellem jordbundens organismer. Nedbryderne udgør fødeemner for rovdyrene, som ligeledes tager sig af de organismer, der er snyltere på planternes rødder. Det giver et større og mere livskraftigt rodnet, som bedre kan forsyne planternes top med den nødvendige næring. Desuden er der visse symbiotiske svampe (mycorrhiza), som er i stand til at optage fosfor, der ellers binder sig stærkt til jorden.

Jordens eget lager er dog en begrænset ressource (uanset om der er tale om førne, humus, eller mineralske stoffer sorberede til lerpartiklerne), og et sædskifte uden et tilskud udefra vil derfor på sigt udpine jorden.

Langt den vigtigste kilde til plantenæring i økologisk jordbrug er dog husdyrmøg, og det høje indhold af organisk stof i de fleste former for husdyrgødning (svinegylle er en undtagelse) fører til en berigelse af jorden med organisk materiale, der kan fjerne risikoen for udpining, samtidig med at det organiske stof også fører til en endnu højere mikrobiologisk aktivitet.

Brugen af konventionel husdyrgødning og halm i det økologiske landbrug udfases i 2017-2022. Da økologerne ikke må sprede ligeså meget husdyrgødning på jorderne som sine konventionelle kollegaer kan der opstå problemer med at tilføre nok næringsstoffer. Da der samtidig fjernes næring i form af de fødevarer, der sælges til byerne, er der stadig et underskud i stofkredsløbet, som dog afhjælpes ved flittig brug af efterafgrøder fx i form af kløver, som tilfører næring til jorden og den efterfølgende afgrøde. 

Da de økologiske landbrug ikke altid kan producere tilstrækkeligt med økologisk foder pga. krav om selvforsyning (20 % af foderet for svin og fjerkræ og 60 % for kvæg skal komme fra egen bedrift eller være produceret i samme region), er det tilladt, at op til 5 % af proteinfoderandelen til økologiske svin og fjerkræ må komme fra konventionelle landbrug (økologiske kvæg skal dog have 100 % økologisk foder). En andel af foderet må også komme fra marker, der er under omlægning til økologisk dyrkning. I det omfang, hvor de konventionelle landbrug benytter sig af at gøde med byslam og kunstgødning, returneres de mineraler, som er solgt fra de økologiske brug i form af kød, mælk, æg og planteprodukter. På den måde genskabes det økologiske kredsløb med en omvej over konventionelt landbrug.

Økologisk jordbrug giver bedre forhold for skadedyr, men også for de dyr, der lever af skadedyrene. Derfor er skadedyrsangreb sjældent så ødelæggende som de ville være i et konventionelt jordbrug, hvor man ikke havde sprøjtet i tide. Man kan opmuntre dette med bevaring og pleje af hegn, vandløbsbredder, diger og andre småbiotoper giver nyttige organismer ly og føde, indtil de kan tage sig af skadedyrene. Ud over dette bruger man følgende metoder for at klare problemer med ukrudt, svampesygdomme og skadedyr:

Når man sætter en række begrænsninger i driften, må disse modsvares af tilsvarende fordele. Disse kan opdeles i dyrevelfærd, miljøhensyn, sundhed og mere bløde værdier (naturskønhed, bedre arbejdsmiljø).

I konventionelt landbrug kan man optimere produktionen meget bevidst ved, at planterne tilføres bestemte næringsstoffer i præcist doseret mængde, og ved at man forebygger eller standser angreb fra plantesygdomme og skadedyr ved brug af pesticider. Det betyder, at planterne kan udnytte alle vækstfaktorer til det yderste (se Liebigs kar) med det resultat, at de vokser helt ud til grænsen for, hvad de kan præstere. Det skaber produktivitet, når man måler i økonomisk udbytte, hvor omkostningerne vægtes i forhold til omsætningen. Det konventionelle landbrug er altså i stand til at maksimere antallet af producerede enheder ved samme eller lavere stykpris.

Det økologiske landbrug har ikke samme målsætning. Her vil man hellere producere færre enheder af højere værdi. Da husdyrgødningen kun kan forsyne planterne efter biologisk nedbrydning, vil der være perioder, hvor jordtemperatur og -fugtighed nedsætter den biologiske aktivitet i jorden, og det formindsker mængden af frigjorte stoffer. Alt i alt vokser planter mere langsomt under økologiske betingelser, men det hævdes at de økologiske varer opnår længere holdbarhed, større tørstofindhold, bedre aminosyrefordeling, større indhold af antioksidanter og flere vitaminer end konventionelt landbrugs produkter.

Dog har en undersøgelse lavet af FN's landbrugsorganisation (FAO) konkluderet, at økologisk dyrkning af eksportafgrøder i udviklingslande kan give op til 116 % i merudbytte i forhold til konventionel dyrkning af samme afgrøder. Dette skyldes forbedringer af jordens frugtbarhed ved økologiske dyrkningsmetoder.

I Danmark påvirker udledningen af næringstoffer fra både byer og landbrug vandkvaliteten. Derfor har Folketinget vedtaget de skiftende vandmiljøplaner, som skal føre til mindre belastning af vandløb, søer og havområder. Byerne har for længst gennemført meget bekostelige effektiviseringer af deres spildevandsrensninger, og også fra landbrugets side er der gennemført mærkbare reduktioner i udledningen af gødningsstoffer. De seneste undersøgelser har vist, at disse indgreb er begyndt at virke, selv om der stadig mangler en del i at få målene opfyldt.

Nitrat fra kvælstofgødning, møg og bælgplanter kan omdannes til nitrit, der kan føre til sygdom hos spædbørn. Indholdet af nitrat i drikkevandet overskrider visse steder den vedtagne grænseværdi. Da Folketinget har besluttet, at drikkevand skal leveres så rent, at det ikke behøver at blive renset, har det ført til lukning af drikkevandsboringer, eller at forurenet drikkevand er blevet blandet med rent drikkevand for at komme under grænseværdien.

Overgødskning af vandløb, søer og kystnære områder fremkalder en opblomstring af alger. Når disse alger dør, nedbrydes de af mikroorganismer, der bruger den ilt, som fisk og andre større organismer skulle bruge. Det fører til fiskedød, muslingedød og hummerdød, og senere til bundvendinger, når de døde alger lægger et iltfrit lag på bunden.

Det er vanskeligt at fastslå, hvor stort et udslip af næringsstoffer, der er fra et landbrug. Der er usikkerhed om, hvorvidt økologisk drift er mere eller mindre skånsom på dette område end konventionel drift. I målingerne drukner driftformen i usikkerheden fra andre kilder, og selv om lysimeterforsøg synes at vise mindre udvaskning fra økologiske landbrug, er det endnu ikke bevist, at det også gælder i stor skala for virkelige bedrifter. 

For den økologiske driftforms fordel taler primært, at økologiske landmænd har en meget større motivation end konventionelle landmænd til at passe på deres næringsstoffer. For konventionelle planteavlere er kunstgødning en billig ressource, og for konventionelle husdyrbrug er husdyrgødningen et affaldsprodukt. I begge tilfælde betyder det, at den konventionelle drift bliver regelbaseret, dvs. at landmændene gøder så meget som loven tillader, selv hvis lokale forhold peger på, at man burde nøjes med mindre. 

Ved brug af kunstgødning er det langt lettere at styre tilførslen gødning i mineralsk form (som kunstgødning), frem for i organisk form (som husdyrgødning), hvor man sjældent har et særligt præcist mål for indholdet samt er afhængig af vejrforholdene for frigivelse. Dog kan kunstgødning gøre planterne mere udsatte over for skadedyr og svampesygdomme, hvorfor man ofte må øge brugen af pesticider som følge af kunstgødskning. 

Brug af organisk gødning (uanset om det er i en konventionelt eller økologisk drift) vil hjælpe på opbygning af humus i jorden, og derved også jordens evne til at holde på næringsstoferne så de ikke bliver udvasket før planterne kan optage dem.

Pesticider er ofte stoffer, der ikke optræder naturligt i omgivelserne. Nogle af disse stoffer har vist sig at have en negativ indflydelse på miljøet også ud over den tilsigtede bekæmpelse af uønskede organismer, mens andre har vist sig at være sundhedsskadelige, kræftfremkaldende eller skadelige for arveanlæggene. I de seneste år er en del pesticider under mistanke for at have østrogenlignende virkning på dyr og mennesker. 

Konventionelt landbrug er underlagt lovbestemte restriktioner i brugen af pesticider, så det kun er lovligt at bruge stoffer, som anses for uskadelige, og sådan at de skal anvendes efter de præcise forskrifter, som står på emballagen. Reelt har det offentlige (her Miljøstyrelsen) bevisbyrden, når der rejses tvivl om sikkerheden ved at bruge et bestemt stof, og derfor kan det tage sin tid, før det bliver fastslået, at tilladte stoffer er farlige. Det fører til, at mange landmænd kommer ud for at bruge skadelige stoffer i god tro, og mange føler derfor, at det er bedre helt at undgå dem.

Specielt for vin gælder, at det er svært at dyrke helt uden brug af kemiske bekæmpelsesmidler. Derfor kan det være tilladt ved økologisk dyrkning af druer at bruge naturlige bekæmpelsesmidler. Det samme gør sig gældende i udenlandsk æbleproduktion, hvor økologer må sprøjte med en kobberopløsning. Det er langt mindre skadeligt end pesticider og lignende miljøfremmede stoffer. Et gennemsnitligt, konventionelt æble produceret i Danmark sprøjtes op til 27 gange, hvorfor det altid vil være bedst at vælge økologi, såfremt man ønsker at undgå pesticidrester. 

En stærkt omtalt rapport viste, at økologiske landmænd havde bedre sædkvalitet end konventionelle landmænd, hvilket understreger, hvor skadelige de miljøfremmede stoffer kan være.

Det økologiske landbrug har ikke nogen målsætning vedrørende energiforbrug. Da fremstillingen af kunstgødning er meget energikrævende, vil der blivet sparet en del energi dér i forhold til konventionel planteavl. Til gengæld er en mekanisk ukrudtbekæmpelse mere energikrævende end kemisk ukrudtbekæmpelse. Hvis høsten slår fejl på grund af skadedyr, vil energiforbruget i forhold til udbyttet kunne gå helt skævt. For husdyrhold vil de bedre forhold generelt også øge kravet til energi indendørs. Til gengæld vil der ikke være krav til opvarmning eller belysning, når dyrene opholder sig udendørs.

Hvis man opgør den samlede import af energi (brændstof, el og energi, som er bundet i indkøbte varer) i forhold til den energi, som de solgte produkter bærer, viser det sig, at det konventionelle landbrug har langt de største energiomkostninger pr. enhed. Det er dog åbenlyst, at netop energiforbruget er det største problemfelt for økologisk landbrug.

I kraft af forbuddet mod pesticider giver økologisk landbrug bedre plads til et naturligt varieret plante- og dyreliv. Brugen af pesticider påvirker ikke blot de dyr og planter, man ønsker dræbt, men også de dyr, der ellers ville æde skadevolderne. I gennemsnit er der 30 % flere vilde dyr og planter i økologiske marker sammenlignet med de konventionelle.

Der findes mange økologiske organisationer der fra forskellige vinkler arbejder på at fremme en økologisk udvikling: 




#Article 133: Økonometri (414 words)


Økonometri er et videnskabeligt forskningsområde inden for økonomi, der anvender statistik og matematik til at analysere kvantitativ information. En person der arbejder med økonometri kaldes en økonometriker. Økonometri anvendes bredt inden for mange forskellige økonomiske discipliner, hvor man søger at afdække sammenhænge mellem forskellige økonomiske og forretningsmæssige variable. Der findes flere formelle definitioner på hvad man præcis forstår ved udtrykket økonometri

Overordnet opdeles økonometri i teoretisk økonometri, der har fokus på matematiske og statistiske egenskaber ved den økonometriske anvendelse, og anvendt økonometri hvor fokus er på den praktiske anvendelse af økonomisk data i empiriske studier.

Økonometri blev grundlagt som en videnskabeligt forskningsområde i 1930'erne, hvor nordmanden Ragnar Frisch ofte akrediteres som grundlæggeren af videnskaben. Som udgangspunkt var fokus på makroøkonomiske problemstillinger, hvor man søgte at hjælpe offentlige instanser og større virksomheder med at forbedre deres langsigtede økonomiske beslutninger. Op igennem 1900'tallet udviklede økonometrien sig til at være et af de allervigtigste forskningsområder inden for økonomi. 

Teoretisk økonometri studerer de statistiske egenskaber ved økonometriske procedurer. Herunder efficiens af estimatorere og stikprøveudvælgelse.

Anvendt økonometri beskriver sammenhænge i data hentet fra den virkelige verden, og herved blive klogere på økonomiske modeller, analysere historisk data og forecaste fremtiden.

Økonometrikere studerer typisk tre former for data: cross-section (tværsnit), tidsserier og paneldata.

Det grundlæggende værktøj for økonometri er lineære regressionsmodeller. I moderne økonometri, er andre statistiske værktøjer også ofte anvendt, men lineær regression er stadig den mest anvendte udgangspunkt til analyse. Estimering af en lineær regression på to variabler kan visualiseres som en linje, som igennem en række observationer repræsenterer sammenhængen imellem den afhængelige og den forklarende variable.

Et eksempel på lineær regression i økonometri er sammenhængen imellem vækst i BNP i procent og arbejdsløsraten (I dette eksempel data for USA fra 1949 til 2011). Dette forhold kan blive repræsenteret via lineær regression, hvor ændringen i ledigheden () er en funktion af et skæringspunkt (), en given værdi af BNP-væksten ganget med en hældningskoefficient  og et fejlled, :

De ukendte parametre  og  kan vi derefter estimere. Her er  estimeret til at være −1.77 og  er estimeret til at være 0.83. Det betyder, at hvis væksten i BNP steg med et procentpoint, ville arbejdsløsheden forudsiges at falde med 1,77 point. Modellen kunne derefter testes for statistisk signifikans, for om en stigning i væksten er forbundet med et fald i arbejdsløsheden, som er nul-hypotesen. Hvis estimeringer af  ikke viser sig at være signifikant forskellig fra 0, vil testen mislykkes i at finde beviser for, at ændringer i vækstraten og arbejdsløsheden var relateret.




#Article 134: Økonomi (1480 words)


Økonomi (gr. oikos + nomos, hus(holdning) + lov, altså egentlig ”regler for (eller styring af) en husholdning”) er en samfundsvidenskab, der analyserer produktionen og forbruget af varer og tjenesteydelser. Et vigtigt fokus er, hvordan og hvorfor forskellige aktører som forbrugere og virksomheder handler i forskellige situationer, og hvordan nationers og andre større sammenslutningers økonomiske sammenhænge fungerer. 

Siden 1969 har den svenske centralbank, Sveriges Riksbank, i enighed med Nobelstiftelsen uddelt en nobelpris i økonomi til banebrydende forskere inden for de forskellige økonomiske underdiscipliner.

Der er ikke nogen bredt accepteret og samtidig præcis afgrænsning af, hvad der kendetegner økonomi som videnskab, men følgende definition, der stammer fra den engelske økonom Lionel Robbins, nævnes ofte:

Definitionen gengives ofte som ”økonomi omhandler allokering af knappe resurser” og henleder altså opmærksomheden på det forhold, at menneskets adfærd i stort set alle sammenhænge typisk vil være påvirket af knaphed af en bestemt resurse, hvad enten denne er en naturresurse i fysisk forstand, varer, penge, tid eller mentale resurser. Andre definitioner har i tidens løb fokuseret på økonomi som bl.a. studiet af skabelsen af rigdom, af hvordan mennesker træffer beslutninger, af markeder og maksimerende adfærd og af, hvordan mennesker tjener og anvender deres indkomst.

Økonomi kan opdeles i mange underdiscipliner. Det førende amerikanske tidsskrift Journal of Economic Literature (JEL) opererer med en officiel klassificering, som anvendes af mange forskere, biblioteker mv.  Den har 20 hoved-undergrupper, der igen er inddelt i en række subkategorier. En vigtig underinddeling har traditionelt været mellem nationaløkonomi (eller samfundsøkonomi) og erhvervsøkonomi (eller driftsøkonomi). Hovedemner inden for sidstnævnte er afsætning, organisation, regnskab og finansiering. Erhvervsøkonomi har traditionelt været i højsædet i undervisningen på handelshøjskolerne. En anden inddeling er mellem mikroøkonomi og makroøkonomi, hvor mikroøkonomien studerer individuelle forbrugeres, virksomheders og andre økonomiske aktørers adfærd, mens makroøkonomi omhandler aggregerede økonomiske begreber som BNP, indkomstfordeling, beskæftigelse og arbejdsløshed, inflation, valutakurser, økonomisk vækst og konjunktursvingninger samt finans- og pengepolitik.

Økonomisk analyse kan anvendes på stort set alle områder af menneskelig interesse. Kerneområder har været de ovennævnte, men også så forskellige emner som kriminalitet, uddannelse, familie, børnefødsler og parforhold, jura, politik, religion, krig, forskning og grundlæggende samfundsinstitutioner kan underkastes økonomisk analyse og har dermed deres egne nicheforskere og -tidsskrifter. 

En yderligere opdeling går mellem såkaldt mainstream-økonomi, dvs. hovedstrømningen inden for økonomisk tankegang, som er hovedindholdet i undervisningen på de fleste læreanstalter og grundlaget for den meste faglige og offentlige økonomiske debat, og forskellige alternative, såkaldt heterodokse teorier, som opfatter sig som i opposition til hovedstrømningen. Disse har også fortalere blandt nogle økonomiske forskere og deres egne faglige cirkler, men typisk et ret beskedent antal tilhængere og derfor en mere marginal position blandt økonomer. I den officielle JEL-klassifikation nævnes marxistisk økonomi, institutionel økonomi, evolutionær økonomi, østrigsk og feministisk økonomi som nuværende heterodokse tilgange. Andre nævner post-keynesiansk (i modsætning til nykeynesiansk) og økologisk økonomi (i modsætning til miljøøkonomi) som eksempler på heterodoks økonomi.

Økonomisk metode adskiller sig fra øvrige samfundsvidenskaber ved at være udpræget matematisk i sin tilgang. Det gælder for begge videnskabens halvdele: Den teoretiske del og den empiriske del. Fordelen ved en matematisk tilgang er, at resultaterne er præcise og objektivt korrekte i forhold til deres forudsætninger, og at de antagelser, der ligger til grund for resultaterne i en konkret sammenhæng, bliver eksplicit præsenteret. Denne matematiske klarhed gør det muligt at nå en indsigt i komplicerede spørgsmål, som en rent verbal tilgang ikke giver mulighed for. En ulempe er, at tilgangen er mindre let tilgængelig for personer uden matematisk træning. 

Fremgangsmåden i økonomisk forskning kan beskrives som følger: Der opstilles en teoretisk model, typisk i form af nogle matematiske ligninger, der ud fra nogle grundlæggende antagelser (hypoteser) demonstrerer adfærden hos modellens aktører i en given situation. Dernæst anvendes den anden halvdel, empirien, til at evaluere, om modellens antagelser er realistiske. Hvis modellens resultat ikke virker empirisk plausibelt, vil det skyldes, at mindst én af dens antagelser er urealistisk. Man kan så opstille en modificeret model med ændrede antagelser og se, om denne klarer sig bedre empirisk. På denne måde skrider processen fremad med stadig opstilling og aftestning af nye og potentielt bedre modeller, der i stigende grad bør kunne afspejle empirisk relevante resultater. Empirien kan bestå af simple deskriptive data, men vil ofte være resultatet af mere avancerede statistiske metoder, der er indholdet i underdisciplinen økonometri.

Forbedrede IT-metoder har betydet, at anvendt økonomi i stigende grad betjener sig af computermodeller, der kombinerer et teoretisk model-setup med empiriske data. Sådanne modeller opbygges og vedligeholdes ofte i institutioner som ministerier, centralbanker, tænketanke o.l. snarere end i egentlige universitetsforskermiljøer. Computermodellerne kan igen inddeles i forskellige typer alt efter deres teoretiske udgangspunkt og anvendelsesområde.  Eksempler på sådanne anvendte modeller i Danmark er ADAM, MONA, SMEC, DREAM og HEIMDAL.

I nyere tid har disciplinen eksperimentel økonomi vundet en vis udbredelse. Inspireret af psykologi udsætter man en række mennesker for forskellige test og opgaver under videnskabeligt kontrollerede forhold. Især inden for den ret nye disciplin adfærdsøkonomi, der inddrager indsigt fra moderne psykologi i økonomiske sammenhænge, er eksperimenter af denne type en hyppigt anvendt metode.

Indsigtsfulde mennesker har beskæftiget sig med overvejelser af samfundsøkonomisk art langt tilbage i historien, således Aristoteles og middelalderens skolastikere. To lidt yngre tankegange nævnes ofte i teorihistoriske oversigter: Merkantilisterne, en økonomisk doktrin, der havde sit højdepunkt i 1500-1700-tallet, mente, at en nations rigdom afhang af dens akkumulation af guld og sølv, mens fysiokraterne, en gruppe af franske tænkere i 1700-tallet, mente, at landbruget var den afgørende kilde til al rigdom. 

Moderne økonomisk analyse regnes dog normalt for at blive grundlagt med Adam Smith, og specielt med udgivelsen af hans bog ”The Wealth of Nations” i 1776. Smith var den første af de såkaldte klassiske økonomer, som dominerede de økonomiske diskussioner i det meste af 1800-tallet. Andre kendte klassiske økonomer var Thomas Malthus, David Ricardo og John Stuart Mill. Også Karl Marx regnes i teorihistorisk sammenhæng ofte med i kredsen af klassiske økonomer. De studerede markedsøkonomier, prisdannelse, produktion og fordeling af indkomster.  

I perioden 1870-1910 blev den økonomiske tankegang afgørende påvirket af den såkaldte ”marginalistiske revolution” eller den ”neoklassiske skole”, hvor prominente navne var Alfred Marshall, William Stanley Jevons og Léon Walras. De indførte brugen af marginalbegrebet som stadig spiller en afgørende rolle i moderne økonomi og systematiserede analysen af udbud og efterspørgsel som de elementer, der i fællesskab bestemmer både prisen på og mængden af varer i en markedsligevægt, hvor efterspørgslen igen afhænger af forbrugernes marginalnytte og udbuddet af produktionsomkostningerne. Disse neoklassiske principper udgør stadig i dag grundlaget for det meste af den elementære mainstream-økonomi som der bliver undervist i på de fleste vestlige universiteter, ikke mindst inden for mikroøkonomi.

Makroøkonomi som en selvstændig underdisciplin regnes normalt for at starte med John Maynard Keynes og især hans hovedværk The General Theory of Employment, Interest and Money fra 1936. Keynes lagde i modsætning til traditionel neoklassisk analyse vægt på, at priserne virker ret ufleksible på kort sigt: Pristilpasningen er træg, hvilket han brugte til at forklare stigninger i ledigheden i forbindelse med lavkonjunkturer og kriser som depressionen i 1930’erne. Det skaber en rolle for finanspolitik og andre tiltag, der påvirker den samlede efterspørgsel i en økonomi, til at påvirke ledigheden.

I de første årtier efter 2. verdenskrig blev keynesiansk makroøkonomisk teori helt dominerende inden for den økonomiske tænkning. Der opstod det, man kalder den neoklassiske syntese, som kombinerede den keynesianske makroøkonomiske teori med en fortsat byggen på neoklassiske tanker inden for mikroøkonomien. Efterhånden blev de oprindelige keynesianske tanker dog udfordret fra forskellig side. Én vigtig udfordring kom i 1960’erne fra monetaristerne, anført af Milton Friedman. Senere og mere fundamentalt kom nyklassikerne (som ikke bør forveksles med de tidligere omtalte neoklassikere), der bl.a. tæller Robert Lucas fra University of Chicago. Nyklassikerne understregede vigtigheden af at forklare makroøkonomiske udviklingstræk som økonomisk vækst og konjunkturcykler ud fra et neoklassisk mikroøkonomisk fundament. De fokuserede i høj grad på udbudsstød og rationelle forventninger og afviste, at politiske indgreb som aktiv finanspolitik vil kunne gavne økonomien. 

Som svar på udfordringen fra nyklassikerne voksede i 1980'erne nykeynesianerne frem. De delte ønsket om et mikroøkonomisk fundament og udgangspunkt i rationelle forventninger med nyklassikerne, men fastholdt fra Keynes' oprindelige tankegang en empirisk baseret tro på træg prisdannelse og en aktiv rolle for økonomisk politik. Moderne makroøkonomiske diskussioner tager ofte udgangspunkt i uenighederne mellem nyklassikere og nykeynesianere.

Økonomiens emner har stor betydning for den måde, vi indretter vores samfund på, og er derfor naturligt nok ofte genstandsfelt for en række kontroverser. Såvel blandt ikke-økonomer som blandt heterodokse økonomer, der befinder sig uden for mainstream-tankegangen, og blandt mainstream-økonomer indbyrdes stilles der ofte spørgsmål ved nogle af de mere etablerede opfattelser.

Et nyligt eksempel herpå er pengeskabelsens rolle i samfundet, hvor nogle personer mener, at de private bankers pengeskabelse er en vigtig faktor i dannelsen af finansielle bobler, og der derfor er behov for at fokusere mere på pengemængden og pengeskabelsens rolle for den makroøkonomiske stabilitet, end man hidtil har gjort.  Ikke mindst efter finanskrisen 2008 har denne opfattelse fået mere opmærksomhed i offentligheden.




#Article 135: Økosystem (373 words)


Et økosystem bruges til at beskrive et komplet miljø i naturen med alle levende organismer og ikke levende elementer. 

Det første grundprincip i økologi er, at hver levende organisme har et løbende og vedvarende forhold til ethvert andet element, der indgår i dens miljø.

Derfor er det afgørende at se alle økologiske forhold som led i systemers udvikling. 

I de seneste år har det været praksis blandt forskere at reducere økologiske forhold til deres bestanddele, men økosystemer er andet og mere end summen af deres elementer. 

Økologi er en holistisk videnskab, og viden på dette område består ikke kun i måling og statistiske beregninger af f.eks. populationer, blodtyper eller træers statik.

Økosystemer er blevet defineret på mange måder:

Fra et biologisk synspunkt kan økosystemet defineres som biocønosen (dvs. livsfællesskabet) på dens biotop (levested).

Fra et fysisk standpunkt kan definitionen lyde: økosystemet er producenter + konsumenter + destruenter + stofkredsløb + energistrøm.

Endelig kan økosystemet defineres ud fra en mere dagligdags sysnvinkel: det er en situation, hvor man kan iagttage udveksling mellem organismer og deres miljø, en økotop.

Økosystemet består af to enheder: Helheden af alt levende (der samlet kaldes biocønosen) og de omgivelser, som livet findes i, biotopen. Inden for økosystemet er arterne indbyrdes forbundet i fødenettet og afhængige af hinanden i fødekæden, og de udveksler bioenergi og stof med hinanden og med deres miljø.

Begrebet økosystem kan anvendes om helheder af forskellig størrelse: et vandhul, en dyrket mark eller et dødt træ. En enhed af mindre størrelse hedder et mikroøkosystem. Det kan f.eks. være en sten og alt livet under den. Et mesoøkosystem kunne være f.eks. en skov, og et makroøkosystem kunne være en hel økoregion, afgrænset af dens vandskel.

I en helt ny artikel påviser forfatterne, at miljømæsssige og værtsafhængive faktorer forklarer størstedelen af diversiteten hos ektomykorrhizatyperne, at miljømæssige skelnemærker har behov for tilpasning, når de skal bruges som vigtige værktøjer i bedømmelsen af økosystemer, og at vigtigheden af jordbundens type og udviklingsgrad har været undervurderet indtil nu

De væsentligste spørgsmål, når man undersøger økosystemer, er følgende:

Økosystemer klassificeres ofte med henvisning til deres biotoper, og på den måde kan man nævne følgende økosystemer: 

En anden klassifikation kan laves ved at henvise til økosystemernes samfund, f.eks. et humanøkosystem eller et epifytøkosystem.




#Article 136: Økotype (452 words)


I den evolutionære økologi, beskriver man en økotype (eller økoart) som en genetisk adskilt, geografisk variant, population eller race inden for en art, som er tilpasset specielle, miljømæssige forhold.

Typisk viser økotyper fænotypiske forskelle (f.eks. ved morfologiske eller fysiologiske kendetegn), der skyldes de miljømæssige forskelle, men de kan alligevel få afkom med andre geografisk tilgrænsende økotyper uden at miste frugtbarhed eller livskraft.

Eksperimenter antyder, at økotyper ofte kun bliver åbenbare, når de er adskilt af store afstande (i størrelsen 1.000'er af km). Det skyldes hybridisering, hvor forskellige varianter af samme art, der er geografiske naboer, får afkom med hinanden og derved omgår den lokale udvælgelse. Andre undersøgelser viser dog, at det modsatte også kan forekomme, dvs. at økotyper kan opstå under meget snævre betingelser (i størrelser omkring 10 m) inden for samme population og på trods af hybridisering.

Hos økotyper er det almindeligt, at der opstår en glidende og gradvis, geografisk variation, der skaber analoge fænotypiske eller genetiske variationer. Denne situation kaldes for en klinal variation (”cline”). Et velkendt eksempel på dette er hudfarvegradueringen hos alverdens indfødte, menneskelige populationer, som afhænger af breddegrad og dermed solindstrålingen. Ofte er fordelingen af økotyper dog tosidet eller mangesidet, dvs. at økotyperne kan vise to eller flere tydelige og adskilte fænotyper selv inden for samme population. Disse fænomener kan føre til artsdannelse og kan opstå, hvis betingelserne i det stedlige miljø ændres dramatisk over tid eller rum.

Økotyper har ikke nogen taxonomisk rang inden for den moderne, biologiske klassificering. Alligevel betragter nogle forskere dem som taksonomisk svarende til underarter. Dette er sandt, for så vidt som økotyper ofte kan klassificeres som underarter og omvendt.

Økotyper er nært knyttet til morfer. Inden for evolutionær biologi taler man om genetisk polymorfisme, når der opstår en ligevægt mellem to eller flere, tydeligt forskellige fænotyper blandt en arts populationer, altså når der er opstået mere end én form eller morf. Hyppigheden af disse adskilte former (selv den mest sjældne) er for høj til, at det kan skyldes mutationer. Polymorfisme opretholdes aktivt og vedvarende i en arts populationer ved naturlig udvælgelse (det mest kendte eksempel er den seksuelle dimorfisme hos mennesker) i modsætning til de forbigående polymorfismer, hvor vilkårene i en habitat ændres på en måde, så en form bliver erstattet fuldstændigt af en anden.

I realiteten fastslår Begon, Townsend og Harper at

Begreberne form og økotype synes at svare til et statisk fænomen, men det er ikke altid tilfældet. Evolutionen foregår uafbrudt både i tid og rum, sådan at to økotyper eller former kan betegnes som adskilte arter i løbet af nogle få generationer. Begon, Townsend og Harper bruger en afklarende analogi om dette:

Derfor kan økotyper og morfer betragtes som de første skridt i retning af en mulig artsdannelse.




#Article 137: Økumeni (1188 words)


Økumeni er arbejdet for forståelse mellem verdens forskellige kristne kirker og trossamfund og tilligemed den teologiske disciplin, der beskæftiger sig med kirkens enhed og splittelse. Ordet kommer af det græske udtryk ἡ οἰκουμένη γῆ, hē oikouménē gē̂, 'den beboede verden', da økumenien ideelt set bestræber sig på en vis enhed mellem alle verdens kirker.

Med økumeni forstås i dag sædvanligvis det samarbejde og de samtaler, der findes mellem forskellige kristne kirkesamfund. På dansk oversættes økumenisk ofte til mellemkirkelig. Med rod i det oldgræske ord for den beboede verden betegner økumenien således grundlæggende bestræbelsen på en enhed eller gensidig forståelse, der omfatter alle kirker i hele verden.

I en historisk kontekst taler man af samme grund om de økumeniske konciler, dvs. de syv første kirkemøder i oldkirken, hvor kristne fra hele den kendte verden deltog. Det tidligste er apostelmødet i Jerusalem, og disse konciler gik forud for de senere store splittelser mellem forskellige kristne kirkesamfund i øst og vest og gjorde derfor krav på universel gyldighed. Den romersk-katolske kirke bruger fortsat betegnelsen økumeniske konciler, også om en række efterfølgende kirkemøder. Ligeledes har man fra reformationstiden (se også Martin Luther) kaldt de tre oldkirkelige trosbekendelser for de økumeniske symboler. Endnu en anvendelse af ordet ses hos østlige ortodokse kirker, hvor den ortodokse patriark i Konstantinopel (Istanbul) har titel af økumenisk patriark, hvilket skal angive hans æresforrang over for de øvrige patriarker i de ortodokse kirker, men også for polemisk at betone hans forrang for den vestlige, katolske kirkes patriark, paven.

Den i dag hyppigste brug af ordet økumenisk er dog som betegnelse for bestræbelserne for større enhed i den splittede kristne kirke. Det er også den betydning, der vil blive behandlet i det følgende.

Igennem historien er der sket en stadig opsplitning af den kristne kirke. Her kan særligt fremhæves to. Den første bestod i den stigende konflikt mellem den østlige og den vestlige kirke, som resulterede i et endeligt brud i 1054. Den anden var reformationens kirkesplittelser, hvoraf der opstod en lang række nye kirkesamfund, herunder væsentligt de lutherske, reformerte og anglikanske kirker, men også baptister kan føre deres teologi tilbage til samme tid.
Resultatet af  mellem katolske og protestantiske fyrster førte til en ordning, hvor hvert land stort set havde sin egen statsreligion, mens andre konfessioner var forbudte (under det latinske motto cuius regio, eius religio han, som ejer riget, hans religion [skal være rigets religion]). Derfor kunne de forskellige kirker forholdsvis let fastholde, at netop de alene havde den rette tro, og at de andre var kættere.

Det viste sig dog svært at gennemtrumfe en sådan ensretning, ikke mindst i England, der i lang tid led under religiøse stridigheder, men også andre europæiske lande havde deres dissidenter. Mange af disse flygtede med tiden fra Europas religiøse tvang til den nye verden i Amerika i håbet om her at finde bedre vilkår, og med oprettelsen af USA fik verden en statsdannelse, hvor religiøs frihed var noget grundlæggende. Men ganske særligt blev forholdet til de andre kristne kirker aktuelt og brændende med udviklingen af kristen mission, hvor man oplevede at de forskellige konfessioner modarbejdede hinanden og dermed udbredelsen af det kristne evangelium. Derfor var det her, man først så behovet for samarbejde mellem de forskellige konfessioner.

I 1910 blev der holdt en verdensmissionskonference i Edinburgh og i 1921 oprettede man Det Internationale Missionsråd, hvorigennem man forsøgte at koordinere de nationale kirkers missionsarbejde og at få studier og teologisk udveksling om mission i gang.
Allerede på Edinburgh-mødet blev der foreslået en verdenskonference om den kristne enhed. Og arbejdet om Faith and Order kom i gang, dog forsinket af 1. verdenskrig . I modsætning til missionskonferencerne gik indbydelse her ikke alene til protestantiske kirker, men også til den katolske og de ortodokse kirker. Den katolske kirke var afvisende, mens flere ortodokse kirker godt ville være med.

Den anden gren af den tidlige økumeni var Life and Work, som beskæftigede sig med kirkernes praktiske samarbejde og deres ansvar for menneskers liv og velfærd. Denne del af det økumeniske samarbejde blev ikke mindst fra begyndelsen inspireret af det store arbejde, som kirkerne deltog i gennem genopbygning af de krigshærgede lande.

I 1948 blev de to linjer i det økumeniske arbejde sluttet sammen gennem dannelsen af Kirkernes Verdensråd og afholdelsen af den første generalforsamling i Amsterdam. På den tredje generalforsamling 1961 i New Delhi blev Det Internationale Missionsråd og Kirkernes Verdensråd sluttet sammen. Og ligeledes blev den russisk-ortodokse kirke medlem af Kirkernes Verdensråd, hvilket betød, at de ortodokse kirker for alvor begyndte at spille en rolle i dette samarbejde.

Kirkernes Verdensråd er den største af de økumeniske organisationer. Rådet bygger på en basis, som siger at det er et fællesskab af kirker, der bekender Herren Jesus Kristus som Gud og frelser ifølge skrifterne og derfor søger sammen at opfylde deres fælles kaldelse til ære for den ene Gud, Fader, Søn og Helligånd.

Kirkernes Verdensråd har over 340 kirker som medlemmer i over 100 lande, repræsenterende en lang række kristne konfessioner. Den katolske kirke er ikke medlem, ligeledes heller ikke de mange kirker af pentecostal type (pinsemenigheder). Fra Danmark er Folkekirken og Baptistkirken medlemmer.

Desuden findes der en lang række organisationer, som arbejder for fællesskab af kirker inden for en enkelt konfesssion eller flere, eller kirker i et afgrænset område, fx Det Lutherske Verdensforbund, Leuenberg kirkefællesskab eller Konferencen for Europæiske Kirker. Disse tre organisationer har alle Folkekirken som medlem.

I Danmark blev Det økumeniske Fællesråd oprettet i 1939 som et samarbejdsorgan mellem kirkesamfund og kirkelige organisationer. Dette blev i 2005 omdannet til Danske Kirkers Råd – her er en lang række danske kirkesamfund medlemmer, og i modsætning til Kirkernes Verdensråd har Danske Kirkers Råd også den katolske kirke som medlem.

Den danske Folkekirkes mellemkirkelige Råd blev i 1954 stiftet som en uofficiel organisation med Københavns biskop som formand og de øvrige biskopper som fødte medlemmer. Rådets opgave var at varetage Folkekirkens relationer til Kirkens Verdensråd og Det lutherske Verdensforbund. I 1989 vedtog Folketinget en lov, som gjorde Det mellemkirkelige Råd officielt. I hvert stift vælges nu et mellemkirkeligt stiftsudvalg, som igen vælger medlemmerne i Det mellemkirkelige Råd.

Det økumeniske samarbejde møder modstand i visse kirkelige kredse. Skarpest er kritikken formuleret i 1988 af daværende sognepræst ved Skovshoved Kirke Johs. H. Christensen. I en artikel i Skovshoved Avis med titlen Os – og alle de andre skrev han blandt andet:

De advarsler, som Johs. H. Christensen, gjorde mod at politisere kirken og fratage den dens særpræg, har vist sig at være yderst forudseende for den senere udvikling. Udviklingen siden har i mangt og meget vist at føre til tiltag, der kan betegnes som at ville tage folkekirken til indtægt for bestemte holdninger, hvilket atter har ført til læserbrevsdebatter i aviserne fra forargede menige folkekirkemedlemmers side.

I virkeligheden er debatten ikke ny. Da farisæerne spurgte Jesus, om det var tilladt at give kejseren skat eller ej, svarede denne ved at spørge dem om denaren: Hvis billede og indskrift er det? Og da de svarede Kejserens, sagde han til dem: Så giv kejseren, hvad kejserens er, og Gud, hvad Guds er (). Ej heller skat til den romerske kejser var et emne, som kristendommen tog stilling sig til.




#Article 138: Øm Kloster (367 words)


Øm Kloster lå i Emborg (Gammel Rye Sogn, Tyrsting Herred, Skanderborg Amt). Det blev anlagt i 1172 af cisterciensermunke (med sort-hvide ordensdragter), der kom fra Vitskøl Kloster. Munkene fik først tildelt jorde i 1160 af biskop Eskild, Aarhus stift i Sabro (Sagebrok i Øm Klosters krønike). I Sabro er lagt et fundament til en kirke med dobbelt så langt kirkeskib som det, der findes i dag. En gård i Sabro har siden middelalderen heddet Klostergården og der er under en anden bindingsværksgård fundet en pikstensbro i et kulturlag 60 cm nede. Cisterciensermunkene fik af Paven i en bulle tilladelse til at forlade Sabro få år efter, da stedet ikke egnede sig til gudsdyrkelse. Derefter forsøgte de sig i Sminge, Veng og på Kalvø i Skanderborg Sø inden de fandt blivende plads ved Mossø.

Det var ikke kun et kirkeligt centrum, men også politisk som landbrugs- og handelscenter, hospital, plejehjem og latinskole og havde i det hele taget stor betydning for området.
Klosteret lå godt beskyttet af to kanaler, som munkene gravede mellem Mossø og Gudensø.
Den ene og største kanal Munkekanalen er stadig synlig i landskabet.

Man har fundet rester af et sluseanlæg ved den vestre kanal, der tyder på, at der har været en vandmølle på stedet, som man mener er fra den ældste tid på stedet.
Uden for det egentlige klosterområde er der fundet rester af forskellige værkstedsbygninger, bl.a. smedje, teglovn og blystøberi, og man mener, der også har været et klokkestøberi.
Der har ligeledes været landbrugsbygninger og haver.

De sidste munke forlod klosteret i 1558, og det fungerede en kort tid som kongeborg, (Emborg). Det blev revet ned i 1561, hvorpå en del af byggematerialerne blev genanvendt på Skanderborg Slot.

Livet i klosteret er kendt fra en krønike, der er påbegyndt i 1207 og er en af vore ældste skriftlige kilder. Heri redegøres bl.a. for klostrets strid med Århusbispen.

I 1500-tallet eksporterede Øm kloster fedestude.

De første udgravninger af klosteret begyndte i 1886 og blev varetaget af Nationalmuseet og Historisk Samfund for Århus Stift.  I 1911 blev museet grundlagt af Historisk Samfund for Århus Stift, der opkøbte jordlodder der var til salg på området. Museet udstillede skeletter og genstande fundet ved udgravninger på stedet.




#Article 139: Øm Kloster museum (184 words)


Øm Kloster Museum er et museum, der belyser Øm Kloster, ligger mellem Mossø og Gudensø. 
På museet kan man se et af Danmarks bedst belyste middelalderklostre 
samt de mange genstande og skeletter fra de arkæologiske udgravninger af klosterruinen.

Peder Elafsøn, der var biskop i Århus til 1246 ligger begravet her.

De første udgravninger af stedet begyndte i 1886. De blev ledet af Nationalmuseet og Historisk Samfund for Århus Stift, og i 1931 ansatte man Anders Andersen som daglig leder på stedet. Anders Andersen arbejdede under ledelse af arkitekt C. M. Smidt fra Nationalmuseet, men var ansat og lønnet af Historisk Samfund for Århus Stift.

Ved de omfattende udgravninger er grundridset af klosteret afdækket. I og omkring klosterkirken har man fundet mere end 500 grave. Undersøgelse af skeletterne har givet stor viden om tidens sygdomme og behandlingsmetoder.

Museet blev grundlag i 1911 ved at foreningen Historisk Samfund for Århus Stift købte jordlodder på området som var sat til salg.

I dag er Øm Kloster en del af Skanderborg Museums arkæologiske ansvarsområde, hvilket det har været siden 2007.
 
I 1989 besøgte Pave Johannes Paul 2. museet.
  




#Article 140: Østens Assyriske Kirke (167 words)


Østens Assyriske Kirke er en af verdens ældste kristne kirker. Dens forgænger i det gamle Mesopotamien, det nuværende Irak og den sydlige del af Tyrkiet, blev grundlagt allerede midt i det første århundrede af apostlen Thomas. Under det nestorianske skisma i året 431 brød kristendommen i Mesopotamien med resten af den oprindelige kristne kirke, altså tyve år før de orientalske ortodokse kirker.

Østens Assyriske Kirke er den første kristne tradition, der nåede Indien og Fjernøsten. Apostlen Thomas selv nåede at etablere kristendommen i sydvest-Indien, hvor den så hørte under Østens Kirke efter det nestorianske skisma, og hvor kirken stadigvæk findes i dag. I 600-tallet nåede dens missionsarbejde ad Silkevejen helt til Kina og Mongoliet.

Østens assyriske kirke tilslutter sig den nikæno-konstantinopolitanske trosbekendelse, som blev formuleret ved det første koncil i Nikæa.

Østens Assyriske Kirke er kendt blandt andet ved navnet Kirken af Persien og fejlagtigt som den Nestorianske Kirke af vestlige kristne.

Pr. 1. januar 2001 havde Østens Assyriske Kirke i Danmark 346 medlemmer. Folkekirken havde 4.532.635.




#Article 141: Æ (153 words)


Æ, æ er det 27. bogstav i det danske alfabet.

Tegnet Æ er opstået som ligatur af bogstaverne A og E, som i det latinske ae. Det har været brugt i flere sprog, bl.a. på oldengelsk, middelalderlatin og stadig i kirkelatin og lægelatin.Æ kan også bruges i engelske ord af latinsk oprindelse, men er blevet ualmindeligt i dag. Æ må ikke forveksles med ligaturen Œ på fransk, som er en sammenskrivning af oe.

Æ bruges i dag i dansk, norsk, islandsk, færøsk og ossetisk som et selvstændigt bogstav i alfabetet. På tysk og svensk bruges i stedet bogstavet Ä. Svensk har brugt Æ frem til 1600-tallet.

På sønderjysk og thybomål anvendes Æ som pronomen og betyder jeg.

I unicode er Æ U+00C6 og æ U+00E6.
På Microsoft Windows-maskiner vil [Alt]0198 give Æ og [Alt]0230 give æ.

På en webside kan en af formerne i tabellen til højre bruges, uanset hvilket tegnsæt der bruges.

 




#Article 142: Turisme (482 words)


Turisme kan både omfatte rene rekreationsrejser og oplevelsesrejser. Ordet kan bruges nedsættende, især om masseturismen. Det hænger sammen med, at turisme i dag kan dyrkes af alle samfundslag, hvor den tidligere var forbeholdt de besiddende.

Mange bruger ferien på at være turister, og der er derfor udviklet en lang række ferieformer af turistindustrien.

Turismen opstod, da det blev muligt at transportere mange mennesker hurtigt over større afstande, og den har nøje sammenhæng med jernbanernes og den hurtige skibstrafiks udvikling. Turisme var i begyndelsen forbeholdt de meget velhavende, men i løbet af især sidste halvdel af det 20. århundrede har også middelklassen kunnet rejse, og det har betydet et kolossalt opsving i turistindustrien med rejsevirksomhed, hoteldrift, udflugtsarrangementer og anden afledt virksomhed.

For en turist er det et mål i sig selv at rejse og opholde sig på steder langt hjemmefra. 

Turisten kan være interesseret i den fremmede kultur og natur. Rige har altid rejst til fjerne dele af verden, ofte for at se kendte bygninger og kunstværker, lære nye sprog eller opleve andre madkulturer. Mange turister rejser for at opleve kultur og folkeliv.

Den organiserede turisme er nu en stor industri mange steder på jordkloden. En række nationale økonomier er fuldstændig afhængig af turismen. Turisme kan ses som en vigtig del af oplevelsesøkonomien og er en af de hastigst voksende. 

Forskning i turisme finder især sted inden for de humanistiske og samfundsfaglige videnskaber, som centeret for Turisme, Innovation og Kultur (TIC) ved Syddansk Universitet i Esbjerg, Forskningsenheden for turisme ved Aalborg Universitet, Center for Regional- og Turismeforskning i Nexø og Center for Oplevelsesforskning på Roskilde Universitet. 

Der tilbydes bachelor-, kandidat- eller masteruddannelser inden for turismeforvaltning, – udvikling og -forskning.

Ordet turist blev brugt på dansk før 1850 af bl.a. Heiberg og Henrik Hertz). Af Folkeforbundet (forløber for FN) blev det første gang anvendt officielt i 1937. Her blev ordet defineret som betegnelse for mennesker, der rejser uden for landets grænser i længere tid end 24 timer. Selve turistmen er langt ældre som fx the grand tour til Italien.

Turismens forudsætninger er:

Ordet tour fik generel anerkendelse i det 18. århundrede, da det engelske begreb Grand Tour of Europe blev en del af opdragelsen/uddannelsen af engelske gentlemen. Grand Tour of Europe var afslutningen på de rige unges uddannelse. De rejste over hele Europa, men typisk til steder af kulturel eller æstetisk interesse, som Rom eller Alperne.

De største britiske kunstnere fra det 18. århundrede gennemførte også en grand tour. Det samme gjorde deres kollegaer som Claude Lorrain og de senere danske Marstrand, Købke, H.C. Andersen og Bertel Thorvaldsen. Klassisk litteratur og kunst tiltrak turister til Rom og andre italienske byer.

Ordet turisme har også fundet anvendelse som metafor for forskellige typer planlagte rejser med kritisable formål, eksempelvis velfærdsturisme, sexturisme og abortturisme. Ordet turist bruges undertiden også i sportssammenhæng om personer, der deltager i udenlandske sportsbegivenheder (f.eks. OL) uden en reel chance for god placering.




#Article 143: Madonna (entertainer) (1284 words)


Madonna Louise Ciccone, kendt som Madonna (født 16. august 1958) er en amerikansk sangerinde, sangskriver, skuespillerinde og forretningskvinde. Hun blev kendt ved at gå over grænsen i sine sangtekster og musikvideoer, som blev populære på MTV. Madonna er også kendt for at genopfinde sit image og musikstil.

Madonna er også en af de mest kommercielt succesrige kunstnere i popmusikkens historie. Den amerikanske pladeindustri anfører hende som den bedst sælgende kvindelige rockstjerne i det tyvende århundrede og som den kvindelige kunstner i USA, som har solgt næstflest album med 63 millioner og over 200 millioner album på verdensplan. I 2007 opførte Guinness Rekordbog hende som den mest succesfulde kvindelige pladekunstner nogensinde, og hun blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame det følgende år.

Hun er født Madonna Louise Ciccone som den ældste datter af Madonna Fortin Ciccone og Silvio 'Tony' Ciccone (Madonna Fortin døde som 30-årig i december 1963 af brystkræft.) Senere giftede Silvio Ciccone sig med sin husholderske, svenske Joan Gustafsson. I den øvrige søskendeflok er Anthony Ciccone, Martin Ciccone, Melanie Ciccone, Paula Ciccone og Christopher Ciccone samt de to halvsøskende Jennifer og Mario. Da hun blev firmet, antog hun firmelsesnavnet Veronica. Den unge Madonna udmærker sig i dans og drama i high school og i korte perioder ved universiteter i Michigan og North Carolina. I 1977 tager hun til New York City for at studere hos koreografen Alvin Ailey og for at arbejde som model. I 1979 flytter Madonna til Frankrig for at synge kor for discosangeren Patrick Hernandez. Dér møder hun Dan Gilroy, og tilbage i New York danner de bandet Breakfast Club. Madonna spiller trommer og synger.

I 1980 opretter hun Emmy med sin daværende kæreste, trommeslageren Stephen Bray. De to fortsætter deres professionelle samarbejde indtil 1989. Efter at have cirkuleret i New Yorks klub-miljø i et par år lykkes det Madonna at få en pladekontrakt. Hun udgiver singlen Everybody. Sangen er produceret af New York-DJ'en Mark Kamins og bliver et klubhit i USA. Madonna udgiver sit debutalbum Madonna der blandt andet indeholder de tre hitsingler Burning Up, Physical Attraction og Holiday. Holiday når den amerikanske top 20 i slutningen af 1983 og bliver et top 10-hit flere steder i Europa året efter. Albummet Like a Virgin udkom i 1984 - og titelnummeret bliver Madonnas første af indtil videre 12 singler der når førstepladsen på den amerikanske hitliste.

Opfølgeren Material Girl ledsages af en musikvideo der lancerer en af Madonnas mest karakteristiske visuelle udtryk, efterligningen af Marilyn Monroes blonde sexbombeimage. Blandt tilhængerne er et voksende antal wannabes, teenagepiger, der efterligner hendes provokerende attitude. Andre hits fra albummet er Dress You Up og Angel. Madonna har på få år opnået status som superstjerne og debuterer som skuespiller i sin første film, Desperately Seeking Susan. Til filmens soundtrack indspiller Madonna et af sine mest kendte sange, Into the Groove.
Da hun senere på året optræder til Live Aid-koncerten og under stor mediebevågenhed gifter sig med skuespilleren Sean Penn på sin 27-års fødselsdag, er Madonna en internationalt anerkendt superstjerne. Hun er kendt af millioner af mennesker og er årets bedst sælgende pladekunstner på verdensplan.

Hun har en lille rolle i filmen Vision Quest som hun også skriver et par sange til, hvoraf to bliver hits: Crazy for You og Gambler. Efter at have udgivet det succesfulde album True Blue i 1986 medvirker Madonna i filmen Who's That Girl. Filmmusikken giver Madonna en række yderligere hits, bl.a. titelsangen Who's That Girl. Albummet Like a Prayer udkommer i 1989 til stor ros fra anmeldere og publikum. Lillepige-stilen er lagt på hylden, og Madonna bruger nu elementer af rock og rb i sin musik, hvilket man især kan høre på singlerne Like a Prayer, Express Yourself og Cherish.

Madonna drager i 1990 af sted på sin Blond Ambition Tour kort tid efter hun har spillet den kvindelige hovedrolle i filmen Dick Tracy. En ny sang, Vogue, bliver i sidste øjeblik føjet til som det sidste nummer på albummet I'm Breathless - Music from and inspired by the film Dick Tracy. Vogue er et af Madonnas til dato største hits. Madonna får sin første Grammy i 1992 (for bedste musikvideo) og vækker senere på året en del opsigt, da hun udgiver bogen Sex, og senere da hun udsender albummet Erotica. Hun starter endvidere sit eget pladeselskab, Maverick Records. Albummet Bedtime Stories udkommer i 1994 og indeholder blandt andet singlen Take a Bow, Madonnas største hit i USA til dato. Albummets titelsang er i øvrigt skrevet af islandske Björk. I 1996 spiller Madonna hovedrollen i filmatiseringen af Evita, musicalen om Eva Peron. Få måneder efter optagelsernes afslutning føder hun sit første barn, datteren Lourdes Maria Ciccone Leon. Madonna udgiver albummet Ray of Light i 1998, der høster mange anmelderroser foruden titelnummeret hitter stort med singlerne Frozen og The Power of Good-bye. Madonna udsender det dansevenlige album Music i 2000 og føder kort tid efter sit andet barn, sønnen Rocco John Ritchie, som hun får med filminstruktøren Guy Ritchie, som hun gifter sig med i Skotland den 22. december. Titelnummeret bliver endnu et internationalt kæmpehit. I 2002 skrives titelsangen til den nye James Bond-film, Die Another Day, i samarbejde med den franske sangskriver og producer Mirwais Ahmadzaï. Madonna medvirker desuden selv i filmen, hvor hun spiller en lesbisk fægteinstruktør. AlbummenAmerican Life som topper hitlisterne i 2003 i det meste af verden. Desuden giver musikvideoen til titelsangen Madonna et image som anti-amerikansk, hvorfor alle albummets singler boykottes af amerikanske radiostationer. Madonna chokerer igen alle da hun under sin optræden ved MTV Video Music Awards tungekysser med både Britney Spears og Christina Aguilera.

I 2004 tog hun også det jødiske navn Esther, som på hebraisk betyder stjerne, i forbindelse med den jødisk-mystiske disciplin kabbala som hun er stor tilhænger af.Veronica og Esther er dog ikke en del af hendes officielle navn. Blandt hendes kælenavne er Emmy, Nonni, Maddy og Madge. Madonna tager på sin Re-Invention Tour, hvor hun for første gang i over 10 år synger hits som Vogue, Express Yourself, Material Girl og Into the Groove. Turnéen bliver en af årets største turné-succeser. Hun udgiver i november 2005 albummet Confessions on a Dance Floor. Førstesinglen Hung Up indeholder en sample af ABBA-sangen Gimme! Gimme! Gimme (A Man after Midnight) og bliver Madonnas hidtil største hit. Madonna giver den 24. august 2006 for første gang koncert i Danmark som et led i sin Confessions Tour. Med mere end 80.000 koncertgæster har koncerten i Horsens turnéens største publikum. Madonna udgiver i april 2008 sit 11. studiealbum Hard Candy som hitter stort i hele verden. På trods af dette er albummet hendes dårligst sælgende, med kun 3 mio. solgte eksemplarer på verdensplan. Senere på året indleder hun sin Sticky and Sweet Tour. Denne turné bliver den bedst indtjenende turné nogensinde af en kvindelig pladekunstner med en omsætning på $249.183.188 (1,36 mia. kr.). I 2009 forlænger hun sin Sticky  Sweet Tour med en yderligere europæisk koncertrække, som bringer hende til Danmark igen den 11. august, hvor hun giver en udsolgt koncert i Parken. I efteråret udgiver hun opsamlingspladen Celebration.

Hun var gift med Sean Penn fra 1985 til 1989 og Guy Ritchie fra 2000 til 2008, og indleder derefter et forhold til den brasilianske model Jesus Luz, der er 28 år yngre end Madonna selv.

Hun har datteren Lourdes Maria Ciccone Leon, son er født i 1996 (navnet Lourdes valgte Madonna bl.a fordi byen er forbundet med mirakler, og fordi hendes egen mor gerne ville rejse dertil. Navnet Leon har hun fra sin far, Carlos Leon), sønnen Rocco John Ritchie, som er født i 2000, som Madonna har sammen med Guy Ritchie. I 2006 adopterede hun sønnen David fra Malawi. I år 2008 adopterede Madonna ligeledes fra Malawi, denne gang datteren Mercy James.




#Article 144: Popmusik (711 words)


Pop er som musikgenre den mest udbredte musikstilart i moderne tid - væsentlig mere udbredt end fx rock, jazz og folkemusik. Navnet er en afledning af ordet populær (eng. popular).

Definitionen på pop er flydende og foranderlig, da den jævne folkelige smag hele tiden ændrer sig over tid. Men karakteristisk for denne stærkt kommercialiserede musikgenre er, at den i modsætning til både den klassiske europæiske kunstmusik, jazzmusikken og til dels også rockmusikken, ikke motiveres af nogen som helst bagvedliggende musikalske, kunstneriske eller samfundskritiske intentioner - men alene af størst mulig økonomisk profit til såvel de optrædende som til den altdominerende, magtfuldt styrende popmusik-industri (dvs. musikselskaberne, radio-  TV-kanalerne, de kulørte musik-ugeblade, de stærkt meningsdannende hit-liste redaktioner, osv.).

Betegnelsen popsang blev første gang anvendt i USA i 1920'erne om en sang der appellerede til den brede befolkning. Senere betegnede pop mere specifikke musikgenrer, som schlagere, country, hillbillies o.l.

Musikalsk og kulturelt fik betegnelsen dog først sit egentlige større gennembrud i tilknytning til 1950- og 1960'ernes rock'n-roll og beatmusik. Men hvor disse rytmiske musikgenrer ofte opstod eller dyrkedes i et undergrundsmiljø med samfundsproblematiserende, evt. ligefrem provokerende temaer, blev popmusikken hurtig udskilt som den pæne, overfladiske, virkelighedsfjerne og udglattende musikstil, med hovedvægten lagt på sangstemmen på bekostning af de akkompagnerende spilleinstrumenter.

Set ud fra en musikpsykologisk synsvinkel skal pop'ens aktuelle meget store succes utvivlsomt søges i dens evne til at skabe kortvarig mental velvære ved at aflede og fortrænge dagliglivets mange problemer og udfordringer. Denne funktion hos popmusikken blev således ret hurtigt opdaget og udnyttet af bl.a. handelsstandens supermarkedkæder i de vestlige samfund. Under afspilning af langsom, dæmpet non-stop popmusik i baggrunden kunne supermarkederne forstærke kundernes midlertidigt oplevede velvære, hvilket medførte en gennemsnitlig øget omsætning på mere end 35 % som resultat.

Popmusikken benytter sig gerne af akkord- og melodiforløb fra andre musikgenrer/numre - ofte i en forenklet eller endog forsimplet form, og sjældent ved at tilføre noget originalt. 

Mens instrumentale soli stort set er fraværende, er den vokale side som nævnt absolut dominerende i musikgenren - et meget enkelt og fængende refræn gentages mange gange med korte intervaller i hele sangen og gør det lettere at huske musiknummeret. Tekstmæssigt er der i reglen kun tale om de mest banale budskaber - hovedsagelig med et kærligheds-tema - i mere eller mindre fragmenteret form. Rytmisk laves der heller ikke mange eksperimenter, da popmusikkens rytmer i langt overvejende grad styres af fabriksfremstillede automatiserede rytmebokse.

Navnlig disse virkemidler gør popmusikken til en let tilgængelig musikstil med korte og ikke særlig langtidsholdbare enkeltnumre. Men netop dette gør til gengæld også denne musik til en kommercielt set meget lukrativ vare, fordi den ofte skal fornys, eftersom lytterne hurtigt bliver trætte af de musikalsk set ret sterile sangnumre på et både tekstmæssigt og kompositorisk relativt fattigt niveau. Sangenes succes (eller mangel på samme) hænger som oftest uløseligt sammen med solistens image, udseende eller adfærd. Musikere og især sangere inden for denne genre er ikke desto mindre hyppigt genstand for intens idoldyrkelse, især blandt det yngre publikum.

Popmusik kan bl.a. opleves i det årligt tilbagevendende Melodi-grandprix, hvor den fremstår som lydsiden af et glamour-show, styret af både TV-kanalernes seer-tal og den bagvedliggende stærkt profitorienterede business. Herfra styrkes opfattelsen af, at den, der optræder med pop, hurtigt kan blive endog meget berømt og overmåde rig. Alt imens de tilsvarende mere seriøse komponister og musikudøvere sjældent eller kun langsomt plejer at blive anerkendte - og i givet fald da til en noget mere beskeden indtjening.

Nu om stunder kræves ikke mere nogen særlige musikalske forudsætninger eller færdigheder hos popmusikkens udøvere. I vore dage står en lang række forskelligartede kosmetiske elektroniske hjælpemidler til rådighed med henblik på kunstig raffineret lydforbedring o.l., hvor dette tiltrænges. Det gælder ikke mindst brugen af de meget avancerede elektroniske lydfiltre som Auto-Tune, Melodyne eller Waves Tune, o.l., som bl.a. korrigerer for falske toner, dårlig timing, og utilstrækkelig beherskelse af såvel stemmeføring som stemmevibrato, m.m. Disse hjælpemidler benyttes i dag i stærkt stigende omfang blandt popmusikkens udøvere under såvel indspilningen af studiealbums som under afviklingen af popkoncerter - og praktisk taget altid, når det er nødvendigt at måtte skulle dække over en popsangers evt. manglende musikalske færdigheder.

Popmusikken ses i øvrigt ofte fusioneret med andre musikgenrer, som f.eks. pop-rock og soul-pop, og kan i den forbindelse ses tilført visse musikalske kvaliteter.




#Article 145: SSLUG (198 words)


Skåne Sjælland Linux User Group forkortet SSLUG er en forening af brugere af styresystemet Linux- en såkaldt Linux-brugergruppe, der primært er for brugere fra Sjælland og Skåne.

SSLUG har i dag over 3000 medlemmer i henhold til deres hjemmeside og er aktiv inden for it-politik, hvor der især kæmpes imod softwarepatenter i Danmark og EU.

På trods af at foreningen er svensk, så er langt den største del af medlemmerne danske, hvilket blandt andet har medført et krav i vedtægterne om, at mindst et bestyrelsesmedlem skal være svensk.

SSLUG står blandt andet bag:

SSLUG er de senere år blevet en skygge af sig selv. Siden omkring 2011-2012 har aktiviteterne alene været de ugentlige møder i København og Roskilde.

SSLUG blev stiftet den 27. maj 1996 på foranledning af Martin Svensson og Martin Wahlén, som afholder det første møde på Kajplats 305 i Malmø.

Under den danske storkonflikt i maj 1998 var SSLUG medarrangør af den første Linux-konference i Danmark med navnet Linux98, hvor der kom 500 deltagere.

I slutningen af 1998 og starten af 1999 går udviklingen stærkt og på under et år går foreningen fra 200 medlemmer til 6000 medlemmer og bliver en af verdens største Linux-brugergrupper.




#Article 146: Sjælland (206 words)


Sjælland (oldnordisk: Selund, latin: Selandia) er med sine 7.031 km² den største ø i det egentlige Danmark, altså bortset fra Grønland (i Rigsfællesskabet), og den 95. største ø i verden. Hovedparten af øens 2.287.740 indbyggere (2017) bor i og omkring Danmarks hovedstad, København, i alt 1.213.822 (2012).

Mod vest adskilles Sjælland fra Fyn af Storebælt, mens det mod øst er Øresund, der adskiller Sjælland fra Skåne og dermed Sverige. Der er forbindelse til Fyn via Storebæltsforbindelsen, til Skåne via Amager og Øresundsbron, til Møn via Dronning Alexandrines Bro og til Falster via Farøbroerne og Storstrømsbroen. Der er flere forbindelser til Amager, herunder Langebro, Sjællandsbroen og Kalvebodbroerne.

I den nordiske mytologi blev Sjælland skabt af gudinden Gefion.

Sjælland har hovedsagelig lave og sandede kyster med enkelte undtagelser som kalkklinter ved Stevns Klint og lerklinter en række andre steder. Øens landområde er primært et bakket moræneland med flere tunneldale, åse og moræneflader. Det højeste, menneskeskabte punkt er Gyldenløves Høj (126 m) (uden den kunstige høj 121,3 m) og det næsthøjeste er Vejrhøj (121 m). Det højeste naturlige punkt er Kobanke (122,9 m), Faxe Kommune ved Rønnede, Sydsjælland.

Begreber som Midt-, Nord-, Syd-, Øst- og Vestsjælland forvrides af, at København er så dominerende.

Odsherred og Hornsherred er historiske landskabsbetegnelser.




#Article 147: Afrika (3633 words)


Afrika er den næststørste verdensdel med et areal på 30,3 millioner km²; det er 20% af landmasserne på Jorden. Afrika er 8000 km fra nord til syd med ækvator omtrent på midten og med hav hele vejen rundt bortset fra ved Suez-kanalen i Egypten. Klimaet er tropisk omkring ækvator, og subtropisk længst mod nord og syd. Middeltemperaturen er derfor høj over hele kontinentet, men nedbørsmængde og mønster varierer meget fra regnskov til ørkenområder, fra kyst til indland, fra nord til syd. I 2016 blev Afrikas samlede befolkningstal anslået til 1,2 milliarder, dvs. 16 % af verdens befolkning. Verdensdelen har flere stater end noget andet kontinent, med sine 48 kontinentale stater og seks østater.

Kontinentet har været hårdt ramt af krig lige siden europæerne begyndte at kolonisere det. En af grundene er den måde europæerne delte koloniområderne. Grænserne blev trukket med lineal ved Berlinkonferencen fra 1884 til 1885 uden hensyn til naturlige og traditionelle grænser. I mange tilfælde førte dette til, at hele folk og stammer blev splittet mellem to eller flere lande, og i andre tilfælde førte det til, at to eller flere folk, som i generationer havde ligget i strid med hinanden, havnede i samme land.

Eva-teorien regner med at alle mennesker er efterkommere efter tidlige hominider, som levede i det centrale Østafrika for 7 millioner år siden. De ældste menneskefund er 200.000 år gamle.

Aprica  for solrig eller aphrike  for uden kulde er grundlaget for navnet Afrika. Det blev foreslået af historikeren Leo Africanus (1495-1554), som foreslog at det græske ord phrike (φρίκη), som betyder koldt og grufuldt med den benægtende præfiks a-, angav området som et land foruden kulde og rædsel.

Navnet kom gennem videre romerne, som brugte navnet Afrika terra, landet til afri (flertal af afer), som beskrivelse af de nordlige dele af kontinentet. Provinsen hed Africa, og hovedsædet var Karthago, som svarer til dagens Tunesien. Efter Romerrigets fald er det blevet navnet på hele kontinentet med de områder europæerne kaldte det sorteste Afrika, som først blev fuldt udforsket fra 1800-tallet.

Afrierne var en stamme, måske berbere, som holdt til i Nordafrika omkring Karthago. Oprindelsen til ordet Afer kan være fønikske afar (støv), som også findes i de fleste andre semitiske sprog.

Antikkens Afrika lå vest for Egypten, mens Asien blev brugt som beskrivelse af Anatolien og landene i øst. Oprindelig havde Egypten og Levanten en slags mellemposition mellem de to områder, men da Egypten blev en del af perserriget, kom det under den løse definition af Asien. En absolut linje mellem de to verdensdele blev draget af geografen Klaudios Ptolemaios (85–165) og gjorde Suez og Det Røde Hav til grænse mellem Asien og Afrika.

Afrika er adskilt fra Europa af Middelhavet. Det hænger sammen med Asien i dets nordøstlige hjørne ved Suezkanalen med en bredde på 130 km. Derfor bliver Sinai-halvøen, som hører til Egypten, ofte geopolitisk regnet til Afrika. Fra det nordligste punkt Kap Blanc (Ra's al Abyad) i Tunesien (37°21′ N) til det sydligste Kap Agulhas i Sydafrika (34°51′15″ S), er der omkring 8000 km. Fra det vestligste punkt Kap Verde (17°33′22″ V) til Ras Hafun i Somalia (51°27′52″ Ø) er der omkring 7400 km. Kystlinjen er 26.000 km lang, og mangelen på dybe indskæringer af kysten illustreres ved at Europa, som dækker et areal som er en tredjedel af Afrikas, har en kystlinje på 32.000 km.

Afrikas største land er Algeriet og det mindste land er Seychellerne, en øgruppe ud for østkysten af kontinentet. Den mindste nation på fastlandet er Gambia.

Klimaet er dels

Det højeste bjerg i Afrika er Kilimanjaro i Tanzania på 5895 m.o.h, og den største indsø er Victoriasøen i Uganda, Tanzania og Kenya på ca. 68.800 km².

Ifølge evolutionsteorien er Afrika menneskehedens vugge, da arten menneske stammer fra dette kontinent. I løbet af midten af det 20. århundrede opdagede antropologer mange fossiler og beviser på at der var mennesker for syv millioner år siden. Fossilrester af flere arter af tidlige abelignende mennesker som er antaget at have udviklet sig til dagens mennesker, som Australopithecus afarensis (dateret til ca. 3,9 til 3 millioner f.Kr., Paranthropus boisei (ca 2,3-1,4 million f.Kr.) og Homo ergaster (ca 600 000-1,9 million f.Kr.) er blevet opdaget.

Ishango-benet fra omkring 25.000 år siden viser mærker, som er matematiske symboler. Gennem menneskehedens oldtid, havde Afrika (som alle andre kontinenter) ingen nationalstater og var i stedet befolket af grupper af jæger og samlere som khoisan
.

Omkring 3300 f.Kr. åbner de historiske nedtegnelser i Afrika med opkomsten af skrivefærdigheden i den farao-styrede civilisation i Egypten som fortsatte med varierende grad af indflydelse over andre områder frem til 343 f.Kr. Vigtige civilisationer i forskellige tider inkluderer Kartago, kongedømmet Aksum, de nubiske kongedømmer, imperierne til Sahel (Kanem-Bornu, Ghana, Mali og Songhai), Great Zimbabwe og Congo.

Bortset fra Nildalen var Sahara-ørkenen en næsten ugennemtrængelig barriere mellem nord og syd, før kamelen. Dette dyr blev først bragt til Egypten af perserne efter 525 f.Kr., selv om det ikke blev almindelig nok med store flokke i Nordafrika til at etablere trans-saharisk handel før det 8. århundrede. Sahanja–berbere var de første som udnyttede dette, og efter at islam spredte sig, fulgte en stabil handel i værdifulde metal, elfenben, salt og slaver mellem de muslimske stater i Maghreb og de saheliske kongedømmer.

Afrika før kolonitiden havde 10.000 forskellige stater og politiske enheder karakteriseret af forskellige politiske organisationer og styre. Disse inkluderede familiegrupper af jægere og samlere som san-folket i det sydlige Afrika, større, mere strukturerede grupper som familieklanerne til bantu-sprogede mennesker i det centrale og sydlige Afrika og tungt strukturerede grupper på Afrikas Horn, de saheliske kongedømmer og autonome bystater som swahili-folkets handelsbyer langs kysten af det østlige Afrika, hvis handelsnetværk strakte sig så langt som til Kina.

I 1482 etablerede portugiserne de første af mange handelsstationer langs Guineakysten ved Elmina. De vigtigste varer var slaver, guld, elfenben og krydderi. Den europæiske opdagelse af Amerika i 1492 blev fulgt af stor udvikling i slavehandel som før portugisernes tid, havde været næsten eksklusivt ført over land og aldrig blev begrænset til et kontinent.

Slaveri begyndte at fases ud i Europa og Amerika tidligt i det 19. århundrede, noget som førte til en dramatisk ændring i økonomien til kyststater som Dahomey og Ashante.

I midten af det 19. århundrede begyndte europæiske og særligt britiske rejsende at udforske hjertet af kontinentet og åbne området for handel, minedrift og anden kommerciel udvinding. Dertil kom et ønske om at omvende indbyggerne til kristendom. Det centrale område i Afrika var stort set ukendt af europæerne. David Livingstone udforskede kontinentet mellem 1852 og hans død i 1873, og han blev den første europæer som så Victoria Falls. Et hovedmål var at lokalisere kilden for Nilen. Ekspeditioner af Burton og Speke (1857–1858) og Speke og Grant (1863) lokaliserede Tanganyikasøen og Victoriasøen. Denne viste sig at være Nilens kilde. Med nye ekspeditioner af Baker og Stanley var Afrika godt udforsket i slutningen af århundredet og dette banede vej for koloniseringen.

Sent i det 19. århundrede satte de europæiske imperielle magter gang i et betydelig kapløb om Afrika og besatte næsten hele kontinentet, skabte mange koloniale nationalstater og efterlod kun to uafhængige nationer: Liberia, den farvede amerikanske koloni, og det ortodokse kristne Abyssinien (Etiopien). Denne kolonielle besættelse fortsatte til efter afslutningen af 2. verdenskrig, da alle kolonistaterne gradvis skaffede sig uafhængighed.

Kolonialisme havde en destabiliserende effekt på etniske grupper i afrikansk politik. Før den europæiske indflydelse var nationalgrænser ikke til stor bekymring, da afrikanerne normalt fulgte den praksis, at en gruppes territorium var flydende med dens militære indflydelse og handelsindflydelsen. Europæernes insistering på at trække grænser for at isolere dem fra andre kolonimagter havde ofte den effekt, at de delte politiske grupperinger eller tvang traditionelle fjender til at leve side om side. Selv om Congofloden ser ud til at være en naturlig geografisk grænse, var der grupper som ellers delte sprog, kultur eller andre ligheder og som boede på begge sider. Delingen af landet mellem Belgien og Frankrig langs floden isolerede disse grupper fra hinanden. De, som boede i saharisk eller subsaharisk Afrika og handlede på tværs af kontinentet i århundreder, krydsede grænser som kun eksisterede på europæiske kort.

I nationer, som havde betydelige europæiske befolkninger som Rhodesia og Sydafrika, blev andenrangs borgerskab ofte indført for at give europæere politisk magt, som gik langt ud over deres antal. I fristaten Congo, som var kong Leopold 2.'s personlige ejendom, blev den indfødte befolkning underlagt umenneskelig behandling med tvangsarbejde. Men linjerne blev ikke altid trukket på tværs af racer. I Liberia havde efterkommerne af amerikanske slaver et politisk system i over 100 år, som gav eksslaver og indfødte i området omtrent lige lovgivende magt til trods for at eksslaverne kun var 10% af befolkningen. Inspirationen for dette system var USA's senat.

Europæerne forandrede ofte magtbalancen, skabte etniske skel, hvor der ikke havde været nogen, og introducerede en skadelig klassedeling for de indfødte indbyggere i de kontrollerede områder. I det, som nu er Rwanda og Burundi, havde to etniske grupper hutuer og tutsier én kultur, inden tyske kolonister tog kontrol over regionen i det 19. århundrede. De var ikke længere delt af etnicitet på grund af ægteskab på tværs af grupperne og sammenblandingen af kulturel praksis havde over århundrer fjernet synlige kulturelle skillelinjer. Efter at territoriet blev givet til Belgien efter 1. verdenskrig, indførte de racekategorisering, da racebaseret kategorisering og filosofi var en del af den europæiske kultur. Begrebet hutu henviste oprindelig til nordøstlige kvægbaserede stammer som havde migreret ind i regionen senere. Nu blev det en økonomisk klasse. Individer som ejede omkring ti eller flere stykker kvæg blev regnet som tutsi, og dem med færre blev regnet som hutu, uden tanke for ophav. Det var en tommelfingerregel, og en kunne gå fra at være hutu til tutsi og omvendt.

Belgierne introducerede et racesystem. De, som europæerne kunne lide med lysere hud, den rette højde, smalle næser osv., fik magt blandt de koloniserede folk. Belgierne besluttede at disse træk var mere ideelt Hamitiske, og videre mere ideelt europæiske og tilhørte de folk, som var nærmest tutsi i ophav. De uddelte identificeringskort baseret på denne filosofi. De, som var nærmest idealet, blev proklameret tutsi; og de som var forskellige fra idealet blev proklameret hutu.

I dag har Afrika 53 uafhængige stater, som stort set passer med grænserne fra den europæisk kolonialisme.

Siden kolonitiden har afrikanske stater jævnlig været ramt af ustabilitet, korruption, voldeligheder og magtbrynde. Det store flertal af afrikanske nationer er republikker som opererer under en eller anden form for præsidentsystem i styret. Få nationer i Afrika har klaret at opretholde demokratiske styreset, og mange har i stedet gået gennem en serie brutale statskup og militære diktatur. Et antal afrikanske politiske ledere var militære generaler som var dårlig uddannet og ignorante på styresager. Stor ustabilitet var derimod resultatet af marginaliseringen af andre etniske grupper under disse ledere. Mange politikere brugte magtpositionen til at udløse etniske konflikter som havde blevet forstærket, eller til og med skabt, gennem kolonistyret. I mange lande blev militæret set på som den eneste gruppe som effektivt kunne opretholde ro og orden, og der herskede mange nationer i Afrika i 1970'erne og tidligt 80'erne. I perioden fra slutningen af 1960'erne havde Afrika mere end 70 kup og 13 attentater på præsidenter.

Konflikter i den kolde krig mellem USA og Sovjetunionen, i tillæg til politikken til IMF, spillede også en rolle på ustabiliteten. Da et land blev uafhængig for første gang, blev det ofte forventet at det skulle slutte sig til en af supermagterne. Mange lande i Nordafrika fik sovjetisk militærstøtte, mens mange i det centrale og sydlige Afrika var støttet af USA, Frankrig eller begge. 1970'erne så en eskalering eftersom nye uafhængige Angola og Mocambique sluttede sig til Sovjetunionen og vesten og Sydafrika forsøgte at begrænse sovjetisk indflydelse. Grænsedisputter og territorielle disputter var også almindelige, da de europæiske grænser til mange nationer blev udfordret gennem bevæbnede konflikter.

Styresmagtens mislykkede politik og politisk korruption har resulteret i mange udstrakte hungersnøde, og betydelige dele af Afrika har fortsat distributionssystemer som ikke er i stand til at levere nok mad eller vand ud så at befolkningen kan overleve. Det som før kolonialismen havde været kilden for 90% af verdens guld, blev det fattigste kontinent i verden. Dets tidligere rigdomme kom andre kontinenter til gode. Spredningen af sygdomme hærger også, særligt spredningen af humant immundefektvirus (hiv) og den tilhørende aids som er blevet en dødelig epidemi på kontinentet. Til trods for talrige vanskeligheder, har der været tegn til at kontinentet kan have håb for fremtiden. Demokratiske styreset ser ud til at være i færd med at sprede sig, selv om de fortsat ikke er i flertal. National Geographic hævder at 13 afrikanske nationer kan regnes som virkelig demokratiske. I tillæg har mange nationer anerkendt grundlæggende menneskerettigheder for alle borgere, selv om de i praksis ikke altid bliver anerkendt, og har oprettet rimelig uafhængige domstole.

Der er klare tegn til øgende netværk blandt de afrikanske organisationer og stater. I borgerkrigen i den Demokratiske Republik Congo (tidligere Zaire), blev et halvt dusin afrikanske nabolande involveret frem for intervention fra rige, ikke-afrikanske lande (se også den anden krig i Congo). Siden konflikten begyndte i 1998, har de beregnede tallene for antal omkomne nået 3,5 millioner. Dette kan spille en lignende rolle som 2. verdenskrig for Europa, hvor folkene i nabolandene efter krigen bestemte sig for at integrere sine samfund i en sådan måde at krig mellem dem blev lige utænkelig som krig mellem for eksempel Frankrig og Tyskland ville være i dag. Politiske organ som den afrikanske union giver også håb om større samarbejde og fred mellem kontinentets mange lande. Udstrakte brud på menneskerettighederne foregår i flere dele af Afrika, ofte under overopsyn af staten. De fleste af disse brud sker af politiske årsager, ofte som et resultat af borgerkrig. Lande hvor betydelige menneskerettighedsbrud er blevet rapporteret nyligt inkluderer den Demokratiske Republikken Congo, Sierra Leone, Liberia, Sudan og Elfenbenskysten.

Afrika er verdens fattigst beboede kontinent, hovedsagelig på grund af kolonialismen og dets resulterende korrupte regeringer og despotisme. Ifølge FNs udviklingsrapport i 2003, var verdens 25 mindst udviklede nationer (nr 151 til 175) alle afrikanske.

Mens hurtig vækst i Kina, og nu Indien, og moderat vækst i Latinamerika, har løftet millioner over marginale livsvilkår, er Afrika gået tilbage med hensyn til handel, investeringer og indtægt pr. indbygger. Denne fattigdom har udstrakte effekter, inkluderet lavere forventet levealder, vold og ustabilitet, faktorer som er sammenbundet med kontinentets fattigdom.

Nogen områder, særligt Botswana og Sydafrika, har oplevet økonomisk succes, inkluderet åbningen af børs. Dette er hovedsagelig på grund af deres naturressourcer da de er verdens ledende producenter af både guld og diamanter, og delvis på grund af deres velfungerende retsvæsen. Sydafrika har også adgang til finansiel kapital, talrige markeder og dygtige arbejdere. Årtier med apartheid efterlod sig både en arv af social ulighed og racisme, men også en meget stor og veluddannet hvid befolkning og en infrastruktur i store dele af landet på linje med den vestlige verden. Andre afrikanske lande gør lignende fremskridt, som Ghana, mens atter andre som f.eks. Egypten, har en længere historie af kommerciel og økonomisk succes.

Nigeria sidder på en af de største oliereserver i verden og har den højeste befolkningsvækst blandt nationerne i Afrika med en af de hurtigst voksende økonomier i verden.

Fra 1995 til 2005 fik økonomisk vækst tag med et gennemsnit på 4,5 % i 2005. Men nogen lande oplever meget højere vækst (over 10 %), særligt Angola, Sudan og Ækvatorialguinea som alle tre for nylig er begyndt at udvinde sine oliereserver.

Afrikanerne kan grupperes efter om de lever nord eller syd for Sahara henholdsvis nordafrikanere og subsahariske afrikanere. Afroasiatisk sprogede folkeslag dominerer i Nordafrika, mens Afrika syd for Sahara er domineret af et antal befolkninger grupperet efter deres sprog: Niger-Congo i Vestafrika, nilosaharisk på det østlige højland og khoisan i syd.

Bantusprogede (del af Niger-Congo familien) tilhører majoriteten i det sydlige, centrale og østlige fastland i Afrika. Men der er også flere nilogrupper i Østafrika og nogen få oprindelige khoisan (san eller buskmænd) og pygmæfolkeslag i henholdsvis det sydlige og centrale Afrika. Bantusprogede afrikanere dominerer også i Gabon og Ekvatorial Guinea og findes i dele af det sydlige Cameroun og sydlige Somalia. I Kalahari-ørkenen i det sydlige Afrika, har folkeslag kendt som buskmænd (san som er tæt i slægt med, men forskellige fra, hottentotter) længe været til stede. San er fysisk forskellige fra andre afrikanere og er det oprindelige folkeslag i det sydlige Afrika. Pygmæer er det oprindelige folkeslag i det centrale Afrika før bantumigrationen.

Folkeslagene i Nordafrika består af to hovedgrupper, berbere og arabisk-sprogede folkeslag i vest og egyptere i øst. Araberne som ankom i det 7. århundrede introducerede arabisk sprog og islam til Nordafrika. De semittiske fønikere, de europæiske grækere, romere og vandaler slog sig også ned i Nordafrika. Berberne udgør majoriteten i Marokko, mens de er en betydelig minoritet i Algeriet. De er også i Tunesien og Libyen. Tuareg og andre ofte nomadiske folkeslag er de primære indbyggere i det sahariske indre af Nordafrika. Nubierne er en nilosaharisk–sproget gruppe (selv om mange også taler arabisk) som udviklede en antik civilisation i nordøstafrika.

I løbet af det sidste århundrede har små, men økonomisk vigtige kolonier af libanesere og oversøiske kinesere også udviklet sig i de større kystbyer i henholdsvis Vest og Østafrika.

Nogen etiopiske og eritreiske grupper (som amhara og tigrayere, kollektivt kendt som habesha) som taler semitiske sprog og er efterkommere af de sabaerne, som krydsede Rødehavet fra Sydarabien (Yemen) for mange århundreder siden. Oromo og somalierne taler kushittiske sprog, mens de fleste somaliske klaner også kan spores tilbage til arabisk ophav. Sudan og Mauretanien er delt mellem en hovedsagelig arabiseret nord og en indfødt afrikansk syd (selv om araberne i Sudan også har en klart dominerende afrikansk ophav). Nogen områder i Østafrika særligt øen Zanzibar og den kenyanske ø Lamu fik arabiske muslimer og bosættere og handelsmænd fra Sydvestasien i middelalderen og i antikken.

Fra begyndelsen af det 16. århundrede begyndte europæere som portugisere og hollænderne at etablere handelsstationer og fæstninger langs kysterne af det vestlige og sydlige Afrika. Senere slog mange hollændere suppleret af franske hugenotter og tyskere sig ned i det som i dag er Sydafrika. Deres efterkommere, boere, og de farvede, er den største gruppe med europæisk ophav i dagens Afrika. I det 19. århundrede førte en ny fase af kolonisering et stort antal franske og britiske bosættere til Afrika. Portugiserne slog sig hovedsagelig ned i Angola, men også i Mocambique. Franskmændene slog sig især i Algeriet, hvor de blev kendt som pied-noirer, og i mindre skala i andre dele af Nord- og Vestafrika samt til Madagaskar. Briterne slog sig hovedsagelig ned i Sydafrika i tillæg til kolonien Rhodesia og i højlandene i det som nu er Kenya. Tyskerne slog sig ned i det som nu er Tanzania og Namibia, og der er en befolkning af tysksprogede hvide namibiere. Nogle europæiske soldater, forretningsfolk og embedsmænd etablerede sig også i administrative centre som Nairobi og Dakar. Afkoloniseringen i løbet af 1960'erne resulterede ofte i massemigration af bosættere af europæisk ophav ud af Afrika, særligt fra Algeriet, Angola, Kenya og Rhodesia (nu Zimbabwe). Men i Sydafrika og Namibia har den hvide minoritet forblevet politisk dominerende efter uafhængigheden fra Europa, og en betydelig befolkning af hvide afrikanere forbliver i disse to lande selv efter demokratiet til slut blev indført i slutningen af den kolde krig. Sydafrika er også blevet det foretrukne mål for hvide anglo-zimbabwere og af migranter fra hele det sydlige Afrika.

Europæisk kolonisering førte også betydelige grupper af asiater med sig, særligt mennesker fra det indiske subkontinent, til britiske kolonier. Store indiske samfund findes i Sydafrika, og mindre samfund er til stede i Kenya, Tanzania og nogen andre sydlige og østlige afrikanske lande. Det store indiske samfund i Uganda blev udvist af diktatoren Idi Amin i 1972, men nogen er senere vendt tilbage. Øerne i Det Indiske Ocean er også befolket hovedsagelig af mennesker af asiatisk ophav, ofte blandet med afrikanere og europæere. Malagsy-folket på Madagaskar er et malayer-folk, men de som bor langs kysten er generelt blandet med bantu, arabisk, indisk og europæisk ophav. Malayisk og indisk ophav er også vigtige komponenter i gruppen af folk kendt i Sydafrika som Cape-farvede, mennesker med ophav i to eller flere racer og kontinenter.

Efter de fleste overslag indeholder Afrika mere end tusind sprog. Der er fire betydelige sprogfamilier som er indfødte i Afrika.

Med nogen få undtagelser i Østafrika, har næsten alle afrikanske lande adopteret officielle sprog som har sin oprindelse udenfor kontinentet og som er blevet spredt gennem kolonialisme eller menneskelig migration. I talrige lande bliver engelsk og fransk brugt til offentlig kommunikation som styresmagt, handelsstand, uddannelse og media. Arabisk, portugisisk, afrikaans og gassisk er andre eksempler på oprindelig ikke-afrikanske sprog som bliver brugt af millioner af afrikanere i dag, både i det offentlige og private rum.

Afrika har et antal overlappende kulturer. Den mest konventionelle forskel er det mellem subsaharisk Afrika og de nordlige lande fra Egypten til Marokko som stort set associerer sig med arabisk kultur. I denne sammenligning regnes nationerne syd for Sahara at bestå af mange kulturelle områder, eksempelvis den bantu sprogede gruppe.

Der kan også ses forskelle mellem fransk Afrika og resten af Afrika, eksempelvis de tidligere britiske kolonier i det sydlige og østlige Afrika. En anden kulturel skillelinje er den mellem afrikanere som lever traditionel livsstil og de som grundlæggende set er moderne. Traditionalisterne er nogen gange inddelt i pastoralister og agrikulturelle.

Afrikansk kunst reflekterer forskelligheden i afrikanske kulturer. Den ældste eksisterende kunst er 6000 år gamle udskæringer fundet i Niger. Keopspyramiden i Egypten var verdens højeste arkitektoniske bedrift i 4000 år før Eiffeltårnet blev bygget. Det etiopiske kompleks af monolittiske kirker ved Lalibela, hvor St Georges kirke er et eksempel, regnes som en anden ingeniørbrag.

De senere år har afrikansk filosofi fået større opmærksomhed som en egentlig filosofisk tradition

Burkina Faso

Den Centralafrikanske Republik
Congo-Kinshasa

Guinea-Bissau

Kap Verde

São Tomé og Principe

Sierra Leone

Ækvatorialguinea




#Article 148: Ægir (580 words)


Ægir (konge over havet) var i den nordiske mytologi en af tre jætter, som bor hos aserne. De to andre er Loke (der repræsenterer ild) og Kari (der repræsenterer luft)

Navnet Ægir knytter sig til ordet for vand, og han er personificeringen af havet. Hans kræfter kan bruges både til godt og ondt, men har hele tiden med vandet og havet at gøre. Floden Ejderen kaldtes også Ægirs dør, og Ægirs kæber var de tidevandsbølger og virvelstrømme som opslugte skibe til havs. Hans kolleger er græske Poseidon og den romerske gud Neptun. Ægir bliver ofte præsenteret som en gammel mand med et hvidt skæg og klo-lignende fingre. Hvis man så ham på havets overflade, var det oftest et ildevarslende tegn. Han kommer for det meste op til overfladen med den hensigt at trække skibe og mænd med sig ned på havets bund og han var derfor naturligvis frygtet af sømænd.

Ægir besidder også et stort kar kaldet Ægor, skænket til ham af Thor og Tyr. I dette kar brygger han livets mjød af Balders blod. Mjøden er synonym med det livgivende hav. Livet begyndte i det salte hav, og efter Ragnarok vil en ny verden opstå igen fra havet.

Ægir (Hler) var i den nordiske mytologi en magtfuld jætte, og bror til Loke. Ifølge den danske overlevering bor han på Læsø med jættekvinden Ran, som er en barsk kvinde, der forårsager storme og forlis.

Ifølge den islandske overlevering levede Ægir og Ran i prægtige guldbelagte sale under havet ved øen Hlésey/Hléssey/Lessö, måske Læsø eller et gammelt navn for den gudsforladte ø Jan Mayen, et navn fra før 1614.

Ægir er guderne venligt stemt og byder dem ofte til gilde. Det er ved et gilde hos Ægir at Loke i vrede fornærmer alle aserne (Lokes skænderi), så de til sidst mister tålmodigheden med ham og derefter griber ham og lænker ham i hulen, hvor han skal stå til Ragnarok.

Ægirs afkom siges at være bølgerne og hans ni døtre er vistnok de samme som de ni mødre til guden Hejmdal. Navnene på Ægirs ni døtre var Himinglæva, Dufa, Blodughadda, Hefring, Ud, Hrønn, Bølge, Drøfn og Kolga, men navnene er nok ment rent symbolsk og poetisk, de er alle forskellige ord for begrebet bølge.

For vikingerne var havet vejen til handel, guld og land, måske derfor er Ægir knyttet til rigdom.

På Københavns Rådhus findes et kakkelmaleri i toppen af præsidenttrappen på 2. sal (magistratstrappen) der forestiller Ægir. Billedet er udført af Reistrup (Kæhler) men tegnet af Lorentz Frølich. Sidstnævnte vandt guldmedalje på den store udstilling i Chicago 1893 (i anledning af 400-års jubilæet for opdagelsen af Amerika) hvor efter, ved hjemkomsten, kakkelmaleriet blev placeret på sin faste plads på rådhuset. Billedet hedder: Ægir siger farvel til sine døtre efter et gæstebud på Læsø eller bare Ægirs gæstebud. Med afsæt i billedet af Ægir bliver resten af trappens fine stukudsmykninger skabt (af rådhusets arkitekt Martin Nyrop): i trappen ser vi fire asketræer, (yggdrasil, livets træ) ved siden af fiskergarn der hænger til tørre. Øresund ligger stille i baggrunden. I loftet er himlen fyldt med måger der signalerer rigdom under havet: her er noget at spise, her er liv. Det meget store vindue i trappen vendte oprindelig ud til Kalvebod Strand (hovedbaneområdet) og pegede på havet.
Det samlede billede er en sagnsforestilling om Københavns opståen hvor Ægir er den livgivende kraft, hvilket konkret udmøntede sig i sildeefiskeriet, der skabte handelspladsen og som i sidste ende gjorde byen interessant for Købmannahavns grundlægger Biskop Absalon.




#Article 149: Frederiksberg (2894 words)


Frederiksberg er en selvstyrende bydel og kommune i Storkøbenhavn, omkranset af Københavns Kommune på alle sider.

Efter nabokommunernes indlemmelse i København (1901) blev Frederiksberg Kommune helt omsluttet af København og er nu kun uafhængig af Københavns Kommune på det administrative plan. Oprindeligt var bydelen en selvstændig by adskilt fra hovedstaden. Bydelen har  og er med et areal på 8,7 km² den tættest befolkede kommune i Danmark.

Frederiksbergs oprindelige navn var Tulehøj. I så fald kan der have boet en thul der – oldtidens navn på en præst eller magiker, kendt fra indskriften på Snoldelev-stenen. Ordet er beslægtet med verbet thula (= at tale), så en thul kan også tolkes som en, der fremsagde ting. På angelsaksisk havde thyle den samme betydning, og i Beowulf-kvadet er dette Unferths titel. I Håvamål kaldes Odin selv for den gamle thul.

Der står i Frederik Rostgaards Dend kongelige Residents- og Stabel-Stad Kiøbenhavn historiske Beskrivelse fra 1737 at Kiøbenhavns Grændser var da fra Tulleshøy til gammel Bohøy, Amager og Saltholm, og hvad der imellem laae – afsnittet viser til forholdene i 1443. På det tidspunkt har navnet Tulehøj været opfattet som Tulleshøy.

Mod nord og vest er Frederiksberg afgrænset af S-banen med stationerne Ålholm, KB Hallen, Flintholm, Grøndal og Fuglebakken og mod nordøst af Åboulevarden. I den vestlige del ligger også Peter Bangs Vej. Metroen gennemskærer Frederiksberg fra vest til øst. Mod øst afgrænses Frederiksberg af Skt. Jørgens Sø. Frederiksberg har store grønne områder som Frederiksberg Have, Søndermarken og Zoologisk Have.

I byplanlægningen er Frederiksberg opdelt i syv dele:

Frederiksbergs ældste bygninger, der hovedsageligt er fra 1800-tallet, ligger langs Allégade. Bebyggelsen omkring Domhuset og Solbjerg Kirke ved Howitzvej stammer fra begyndelsen af 1900-tallet. I kvarteret findes desuden Frederiksberg Rådhus, Falkoner Centret samt Frederiksberg Centret. Blandt de nyeste bygninger er CBS' afdeling ved Solbjerg Plads og det nye Frederiksberg Gymnasium.
I den sydlige del af kvarteret ligger Frederiksberg Have og Søndermarken samt en boligbebyggelse ved Søndre Fasanvej bag Søndermarken. Her ligger også Frederiksberg Slot og Zoologisk Have med sit karakteristiske tårn. Den nordlige del af kvarteret har en blanding af boliger, kontorbyggeri, butikker samt en række uddannelsesinstitutioner og andre offentlige institutioner. Der er områder med detailhandel omkring stationerne Frederiksberg og Fasanvej.

Kvarteret syd for Peter Bangs Vej er ganske åbent og grønt med udstrakte villaområder, Solbjerg Parkkirkegård og Søndermark Kirkegårde på hver side af Roskildevej samt store idrætsarealer ved KB Hallen og Jens Jessens Vej.

Den vestligste del af Roskildevej præges af større boligejendomme fra 1950'erne, og syd herfor ligger række- og terassehuse samt Domus Vista på 30 etager.

Sydsiden af Peter Bangs Vej er karakteriseret af boligejendomme fra 1930'erne. I den østligste del ligger Diakonissestiftelsen og bebyggelsen Klammergården.

I kvarteret ligger to udviklingsområder, Flintholm-området og Nimbusparken. I den østlige del af kvarteret er der hovedsagelig store boligkarreer. Nord for Finsensvej ligger en tæt-lav boligbebyggelse fra 1980 kaldet Solbjerg Have. Kvarterets vestlige del rummer villaområder og i sydvest Den Sønderjyske By fra 1921 og bag denne Herman Bangs Have opført i 1991.

Kvarteret har udbredte villaområder, mens der langs de større veje Nordre Fasanvej, Godthåbsvej og Borups Allé overvejende ligger etagebebyggelse, som for eksempel Grønnehavegaard. Syd for villakvarteret ligger rækkehuse på Fuglebakken, der er opført i 1928. Bebyggelsen er opført i fire enklaver, symmetrisk udformet omkring Drosselvej. Fuglebakkens villaer og rækkehuse har både nu såvel som tidligere huset mange politikere og kulturpersonligheder. Af nuværende beboere kan nævnes forfatter Hanne-Vibeke Holst, tidl. chefredaktør for Berlingske Tidende, Niels Lunde og tidligere landsholdsmålmand, nu TV-vært, Peter Schmeichel. Også statsminister Jens Otto Krag har boet på Fuglebakken sammen med sin kone, skuespilleren Helle Virkner.

Det store hvide byggeri Dalgas Have er tegnet af Henning Larsen og opført i slutningen af 1980'erne og består af 16 punkthuse og to store buede boligbebyggelser, som hænger sammen med en bygning, som huser en del af Handelshøjskolen.

Ved Borups Allé ligger endnu et nyere og enestående boligbyggeri, Borups Have, opført i 1990 og karakteriséret ved to imposante tårne samt haveanlæg på taget af et Meny-supermarked.

Frederiksberg Hospital ligger i et sammenhængende grønt og åbent område mellem Godthåbsvej og Nyelandsvej. Frederiksberg Hospital består af mange forskellige bygninger opført fra begyndelsen af 1900-tallet og frem til 1970'erne. Region Hovedstaden har siden midten af 2010'erne været i gang med at nedtrappe brugen af bygningerne, der derfor på sigt vil få en ny anvendelse.

Den sydlige del af kvarteret er Svømmehalskvarteret, der er Frederiksbergs tættest bebyggede område. Svømmehalskvarteret rummer karrébebyggelser overvejende opført i slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet.
Midt i dette kvarter Aksel Møllers Have, og på pladsen ud mod Godthåbsvej ligger Metronomen (tidligere Byggeriets Hus), som fungerer som foredrags- og udstillingshus, mens Frederiksberg Svømmehal ligger syd herfor.

Mod Sankt Jørgens Sø ligger både store ældre villaer og flerfamiliehuse. Langs Gammel Kongevej ligger bygninger med et varieret udtryk og forskellig alder, mange med tårne og karnapper. På hjørnet af Falkoner Allé og Rolighedsvej ligger
Hostrups Have tegnet af arkitekt Hans Dahlerup Berthelsen. Den markant modernistiske etageejendom fra 1936, omslutter et indre parkanlæg. I ejendommen har boet en række kendte Frederiksberg-borgere - blandt andet en række skuespillere, kunstnere og politikere. Bebyggelsen ligger hvor det tidligere Rubens Klædefabrik lå. Et stort område optages af Det Biovidenskabelige Fakultets bygninger og haver.
Ved Rosenørns Allé markerer Forum og Radiohuset på hver sin side af vejen en af indkørslerne fra København til Frederiksberg, mens tårnene på en bebyggelse ved Danas Plads udgør en anden.
Ved Gammel Kongevej ligger mod øst og Vesterbro det høje, nyrenoverede Codanhus.

Kvarteret rummer primært ældre villa- og etagebebyggelse. Den tætte etagebebyggelse er især koncentreret omkring Gammel Kongevej, Frederiksberg Allé og Vesterbrogade.
Frederiksberg Allé løber gennem kvarteret som en grøn linje, der ender i Frederiksberg Have. Den grønne promenade er anlagt med 7 meter brede promenadefortove med hver to rækker klippede lindetræer. Alléen har to pladser, Sankt Thomas Plads og Frederiksberg Runddel.
Rosenhaven ved Allégade samt Pariserhaven mellem Nyvej og Mynstersvej er sammen med Frederiksberg Kirkegård kvarterets grønne områder.

Der har levet mennesker på Frederiksberg i alt fald fra bronzealderen. I sen vikingetid eller tidlig middelalder opstod landsbyen Solbjerg, hvis marker dækkede hovedparten af det nuværende Frederiksberg. Byen lå formentlig i den nordlige del af den nuværende Frederiksberg Have. Området var landbrugsland med spredte landsbyer, og Solbjerg var, sammen med områdets andre landsbyer, underlagt Utterslev hovedgård som krongods. Omkring 1160 skænkede Valdemar 1. den Store markedspladsen Havn, senere København, samt Utterslev med tilliggender til Biskop Absalon.

Frederiksbergs historie begynder først ved midten af 1600-tallet. I 1620 besluttede Christian 4. at nedlægge Solbjerg, hvis arealer blev lagt under en ny ladegård, som blev opført i årene 1620-23. Ladegården skulle forsyne Københavns Slot og Rosenborg med landbrugsvarer. De varer, som slottene aftog, blev solgt til befolkningen i København. Ladegården blev bygget på en bastion, der var en del af Københavns nye befæstning.

Gårdens marker omfattede det meste af det nuværende Frederiksberg og blev dyrket ved hjælp af fæstebønder fra landsbyer i omegnen. Det mere kvalificerede arbejde på Ladegården blev udført af fastansatte, mens fanger fra Bremerholm blev sat til tærskningen. Ladegården blev således drevet som en stor herregård, men det var svært at få bønderne til at yde hoveri. I 1645 opgav Christian 4. ladegårdsdriften og bortforpagtede gården indtil 1651.

Frederik 3. lod 2. juni 1651 jorderne udstykke og bortfæste til 20 bønder af hollandsk afstamning fra Amager, som opførte deres gårde på begge sider af den nuværende Allégade, og byen fik da navnet Ny Amager eller Ny Hollænderby.

Men det gik tilbage for disse bønder, dels pga. svenskekrigen 1658—60, dels ved misvækst og ildebrand, og da de ikke kunne betale deres skatter, blev jorderne taget fra dem 1698 og for størstedelen lagt ind under det ny Frederiksberg Slot.

Kongefamilien havde i den sidste del af 1600-tallet igangsat byggeri i Ny Amager, og i 1699 besluttede Frederik 4. at bygge et lystslot på Valby Bakke. Slottet blev opføt 1700-03, og i forbindelse med slottet anlagdes de to parker Søndermarken og Frederiksberg Have som franske barokhaver. Det var inspireret af Kongens rejser i Frankrig og Italien. Han gav slottet navnet Friederichs Berg, og en genopbygget landsby tog i løbet af 1700-tallet navn efter slottet – Frederiksberg.

Byens fastboende var nu snarere husmænd end bønder, da der ikke var jord nok til at muliggøre et landbrug. Byen fik i 1734 sin egen kirke, og 1736 blev den et eget sogn sammen med Vesterbro.

I 1757 blev yderligere en del ved Falkoner Allé og Gammel Kongevej sat på auktion, og endelig i 1765 blev den sidste del af den gamle ladegårdsmark solgt. Dermed var Frederiksberg blevet en selvejende landsby.

En del af den bortauktionerede jord blev opkøbt af velhavende københavnere, som opførte landsteder og lystgårde fra omkring 1770 Rolighed, Store Godthåb og Ludvigs Minde samt Møstings Hus. Selv om Frederiksberg stadig var et landbrugsområde, hvor bebyggelsen var koncentreret omkring Allégade, Smallegade og Bredegade, skød små fabrikker op, specielt ved Sankt Jørgens Sø, og befolkningstallet begyndte langsomt at stige.

Omkring 1800 var der 1.200 indbyggere.

I 1818 kom Frederiksberg ind under det da oprettede Søndre Birk. Ved Lov af 29. december 1857 blev Frederiksberg udskilt af Hvidovre Sogn, med hvilket den havde været forenet siden Landkommunalanordningen af 13. august 1841, og blev en selvstændig kommune under Københavns Amt med sin egen kommunale forvaltning. I 1860 fik Frederiksberg næringsfrihed som handelsplads. Det var en række politikere med tilknytning til bydelen, som agiterede for loven i Rigsdagen, bl.a. C.C. Hall, A.L. Casse, Ernst Emil Rosenørn og Otto Müller, der alle også på et tidspunkt var medlemmer af sogneforstanderskabet. Rosenørn blev den første formand for et selvstændigt Frederiksberg.

I 1841 havde den fået et sogneforstanderskab, fra 1867 kaldt et sogneråd. Sogneforstanderskabet fik Frederiksberg Bredegade brolagt i 1845, det store gadekær i Allégade blev fyldt op og i 1848 blev der ved frivillig hjælp gennemført en gadebelysning med 8 lygter i Allégade, Smallegade og Bredegade.

I længden var den form for privat initiativ for primitivt, så kommunen tegnede kontrakt med Det Danske Gaskompagni, der opførte et gasværk på H.C. Ørsteds Vej, og i september 1860 kunne gassen tændes i lygterne på hovedfærdselsårerne. I 1863 fik kommunen sin første moderne skole på Falkoner Allé som erstatning for degneskolen i Pile Allé. Samme år fik kommunen et hospital og fattighus på Lampevej (nu Howitzvej). I 1867 fik kommunen eget apotek (på Gammel Kongevej), og i 1864 blev Frederiksberg Station anlagt. I oktober 1863 åbnede den første sporvej mellem Sankt Annæ Plads og Frederiksberg Runddel.

Til gengæld varede det længe, inden kommunen fik ordentlig vandforsyning. Det skete i 1869, da fabrikant P. Andersen anlagde et privat vandværk mellem Vodroffsvej og Danmarksgade, hvor han allerede drev et jernstøberi. Først i 1878 fik kommunen etableret sit eget vandværk i Grøndal, og selv da var det stadig Andersen, der forsynede områderne øst for Bülowsvej og Hauchsvej. P. Andersens Vandtårn er et minde fra denne tid.

Efter at demarkationslinjen 1852 var blevet flyttet ind til inden for søerne, havde et omfattende byggeri taget fart. Men i de første år som selvstændig kommune blev der ikke bygget meget, for pengekrisen i 1857 satte alt nyt byggeri i stå i en årrække. Først i midten af 1860'erne blev der atter anlagt nye veje. I 1866 blev Platanvej anlagt, efterfulgt af Sankt Knuds Vej, Niels Ebbesens Vej og Bernstorffsvej (nu Danasvej) i 1868.

I 1870 kom Alhambravej og Hauchsvej til, og i 1872 blev H.C. Ørsteds Vej ført igennem til Nørrebro. Omtrent samtidig kom to nye sporvejslinjer til bydelen. Flere villakvarterer kom til: I 1876 Steen Blichers Vej og Poul Møllers Vej m.fl., samme år Monradsvej og 1879 Rathsacksvej, Christian Winthers Vej m.fl.

Bebyggelsen i den nye kommune blev fra starten præget af villaer forbeholdt de øverste samfundsklasser. Bl.a. på grund af tilknytningen til kongehuset (Frederiksberg Slot i Frederik 6.s tid) og en etableret tradition for anlæggelse af landsteder udviklede Frederiksberg sig til en grøn og landlig enklave omgivet af Nørrebro og Vesterbro, der i samme periode blev hastigt og tæt bebygget med små lejligheder for arbejderklassen. Villaen var en ny boligtype i Danmark, og særligt to arkitekter var med til at forme dens karakter, nemlig J.D. Herholdt og Henning Wolff. Herholdt tegnede Danmarks første villa, Villa Taarnborg, opført 1846-47 for officeren A.C.B. Bibow på Tårnborgvej (nedrevet 1959), der var gift med Herholdts søster Laurentia Augusta. Karakteristisk for hustypen var asymmetrien og inspirationen fra rustikke italienske landhuse. Herholdt fulgte Taarnborg op med flere villaer på Frederiksberg, således senere justitsminister A.L. Casses villa, Carit Etlars Vej 3 (1851) og huse for xylografen Axel Kittendorff (ved Bianco Lunos Allé) og for etatsråd Raffenberg (begge 1852 og begge nedrevet). Det blev dog Henning Wolff, der kom til for alvor at bebygge de nye villaveje, og i hans huse blev de uformelle elementer forstærket. Et begreb som den danske hygge kom til udtryk i en bevidst knopskydning i form af karnapper, vindfang, havestuer og balkoner. Villaerne skulle ikke være monumentale, men hjemlige og personlige. Med inspiration fra æstetikken på Frederiksberg bredte villaerne sig over hele Danmark.

Den første store bølge af industrialisering ramte Frederiksberg i 1860'erne, hvor det centrale Frederiksberg stadig var landligt. Virksomheder som Rubens Klædefabrik og Marstrands Dampmølle skød op. Tilsvarende blev der bygget arbejderboliger såsom De Classenske Boliger.

Efterhånden blev det indre Frederiksberg helt udbygget med først villakvarterer og siden etageejendomme, og den næste bølge af industrialisering blev koncentreret i randområderne i kommunen mod vest, især langs Finsensvej, hvor Frederiksberg Gasværk i 1895 var blevet udflyttet. Ligesom i den øvrige hovedstad blev der etableret flere store virksomheder i kommunen, fx Aluminia, Fisker  Nielsen, Krystalisværket og NKT.

I 1886 havde kommunen opnået at få birketinget, der hidtil havde ligget i domhuset på Blegdamsvej i København, flyttet til en mere bekvem placering inden for kommunens grænser. En ny bygning blev rejst på hjørnet af Lampevej (nu Howitzvej) og Falkoner Allé, som også blev kommunens første rådhus inkl. brand- og politistation.

I 1900 blev Frederiksberg udskilt af Københavns Amt og opnåede (ligesom Københavns Kommune) status som selvstændigt amt. Med kommunalloven i 1919 kunne kommunalbestyrelsens formand nu kaldes borgmester.

Med den befolkningstilvækst, som Frederiksberg oplevede, blev det gamle rådhus på Howitzvej snart for trangt. 1915 blev der udskrevet en konkurrence om et nyt anlæg med domhus, brand- og politistation, men først 1935 var alle bygningerne færdige. Da kunne også et nyt hovedbibliotek indvies, tegnet af stadsarkitekt A.S.K. Lauritzen.

Et nyt rådhus skulle vise sig at tage lige så lang tid. I 1930'erne blev de første ideer fremlagt, men først 1942 kunne spaden sættes i jorden til et nyt rådhus. Det blev tegnet af Henning Hansen, som døde under opførelsen i 1945. Det blev først færdiggjort af andre arkitekter i 1953. En karré mellem Bredegade og Smallegade blev nedrevet for at skabe en byggegrund og rådhusplads og i årtierne, der fulgte forsvandt det meste af den ældste frederiksbergske bebyggelse mellem de to gader.

Under RAF's bombardementet af Shellhuset den 21. marts 1945 skete der en tragedie, der ramte Frederiksberg. Et af formationens fly styrtede ned i et garageanlæg på Frederiksberg Allé (nr. 76-78) mellem Den Franske Skole og Aveny Teatret. Anden bølges bombefly, og flere af piloterne i flyene troede fejlagtigt, at målet lå under røgen fra det brændende flyvrag og kastede derfor deres bomber over Den Franske Skole og hele karreen Amicisvej/Maglekildevej. Over 200 mennesker omkom, over 300 blev såret og mere end 900 blev hjemløse.

I efterkrigstiden skete der store ændringer af Frederiksbergs bybillede. Kommunens forvaltning havde store byplanmæssige planer, der bl.a. omfattede en helt ny bebyggelse – og skyline – ved søbredden langs Sankt Jørgens Sø. Villaerne skulle ryddes og en højhusbebyggelse opføres. Jørn Utzon vandt i 1959 1. præmie i arkitektkonkurrencen om søfronten. Projektet blev ikke til noget, men alligevel forsvandt meget af bebyggelsen. I stedet foregik der nemlig en punktvis nedrivning af villa- og fabriksbebyggelsen langs Vodroffsvej, der strakte sig over fire årtier.

Også andre steder vidner 1960'ernes kontor- og forretningshuse om, at kommunens planlæggere forestillede sig gadeudvidelser og -gennembrud ført ud i livet på længere sigt. Flere steder er de nye huse trukket tilbage fra skellet til gade, hvilket er tydeligt på fx H.C. Ørsteds Vej og Falkoner Allé.

En arkitekt, der fik mange markante opgaver i kommunen, var Ole Hagen. Han var manden bag modernistiske bygninger såsom Falkoner Centret (ombygget), Codans højhus (også ombygget) og Domus Vista på Roskildevej. De nye bebyggelser var dog ikke alle eksklusive. De almene boligselskaber VIBO og Lejerbo lod opføre en mænge bebyggelser på tidligere fabriksgrunde, fx langs Howitzvej. Ligesom Howitzvej er flere villaveje blevet omdannet til områder med højhuse eller etagehuse. Det mest illustrative eksempel er Platanvej, hvor punkt- og højhuse næsten fuldstændig har afløst villaerne.

Det er bl.a. den store udbygning af boligmassen i efterkrigstiden, der har medført, at Frederiksberg i dag er Danmarks mest folkerige kommune målt i indbyggere pr. kvadratkilometer – på trods af de mange grønne områder og lave villabebyggelser.

I 2003 afløste Metroen den gamle S-bane (linje F, lukket 1998) til Frederiksberg Station. Området omkring station blev i samme tidsrum fornyet med Solbjerg Plads, Frederiksberg Centret, Frederiksberg Gymnasium mm. I samme periode foretog Copenhagen Business School store nybygninger og udvidelser. Allerede i 1980'erne havde Henning Larsen tegnet en større udvidelse af Handelshøjskolen.

I 2000'erne har kommunen gennemført anlæggelse af nye cykelstier i stor stil og (gen)plantning af allétræer.

Både Københavns Kommune og Frederiksberg Kommune mistede deres status som selvstændige amter 1. januar 2007 i forbindelse med Kommunalreformen. Frederiksberg er nu en del af Region Hovedstaden.

Frederiksberg har følgende venskabsbyer:

Folkekirkens sognekirker:

Andre kirker tilknyttet folkekirken:

Andre trosretninger på Frederiksberg:




#Article 150: Europa-Parlamentet (1340 words)


Europa-Parlamentet (uofficielt også EU-parlamentet, forkortet EP) er EU's folkevalgte parlament. Det kaldtes i årene 1971-1993 også EF-parlamentet. Europa-Parlamentet træder sammen i både Bruxelles og Strasbourg. Medlemmerne vælges for fem år ad gangen af befolkningerne i de 28 EU-lande. Parlamentet har 705 medlemmer, heraf 14 danske.

Sammen med Rådet for Den Europæiske Union (Rådet) danner EU-parlamentet den lovgivende magt i EU. Europa-Parlamentet og Rådet udgør det højeste lovgivende organ i EU. 

Der har været afholdt direkte valg hvert femte år siden 1979. Selv om Europa-Parlamentet har den lovgivende magt, har det ikke lovgivningsinitiativet, som de fleste statslige parlamenter i EU har.

Hvert land vælger et antal parlamentsmedlemmer, således at intet land fra valget i 2014 har færre end 6 medlemmer eller flere end 96 medlemmer. Hvert land vælger selv sine valgregler, idet der dog er nogle overordnede principper, som skal overholdes – der skal således benyttes en form for forholdstalsvalg.

Danmark havde indtil 1999 16 medlemmer af Europa-Parlamentet. Derefter blev antallet reduceret på grund af EU's udvidelse. Fra 1999-2009 havde Danmark 14 medlemmer. Efter valget den 7. juni 2009 har Danmark 13 medlemmer af Parlamentet. Efter brexit tiltræder et 14. dansk mandat.

Ved Europa-Parlamentsvalget den 26. maj 2019 blev følgende danske medlemmer valgt:

Blandt tidligere medlemmer af parlamentet har været flere af Danmarks Statsministre.
Helle Thorning-Schmidt var medlem en enkelt periode fra 1999 til 2004.
Poul Schlüter blev valgt ind i 1994, mens Poul Nyrup Rasmussen blev valgt ind med rekordmange stemmer i 2004.
Andre fremtrædende danske politikere, som tidligere har været medlemmer af Europa-Parlamentet, er for eksempel Bertel Haarder og Lone Dybkjær.

I Parlamentet sidder medlemmerne ikke efter nationalitet, men i politiske grupper. Partigrupperne har tidligere bestået af mindst 20 medlemmer fra mindst seks medlemslande. Efter valget i 2009 ændredes kravet imidlertid til mindst 25 parlamentarikere, der repræsenterer mindst syv medlemslande.

Ændringen blev gennemført af de to store partigrupper EPP (konservative) og PES (socialdemokrater). Den vil gøre det vanskeligt for de EU-kritiske grupper IND/DEM og UEN at fortsætte efter valget. Ændringen blev stemt igennem Parlamentet på trods af et flertal imod ændringen i udvalget. Forslaget fra den britiske socialist Richard Corbett gik oprindeligt ud på at hæve kravet til 30 medlemmer, men et ændringsforslag fra Hanne Dahl sænkede kravet til 25 medlemmer.

I 2020 var der syv partigrupper, som består af partier fra flere lande:

Europa-Parlamentet vedtager og ændrer lovgivning der foreslås af Europa-Kommissionen. Parlamentet har lige beføjelser med Rådet for Den Europæiske Union (også kaldt Rådet eller Ministerrådet) under behandlingen af de lovforslag som Europa-Kommissionen foreslår. 

Ud over lovgivning giver Parlamentet sin holdning til kende gennem initiativbetænkninger og beslutninger.

Parlamentets beføjelser er afhængig af, hvilket politikområde der er tale om. Således har Parlamentet mere indflydelse på EU-budgettet end på landbrugspolitikken, selv om de to hænger uløseligt sammen.

Parlamentet skal godkende det kommende års budget, ligesom det også skal give decharge (ansvarsfrihed) til tidligere års budgetter.

I 1999 tvang Parlamentet Kommissionen, ledet af Jacques Santer, til at gå af, fordi nogle kommissionsmedlemmer blev beskyldt for at fuske med pengene. Nogle af kommissærerne fortsatte dog indtil Romano Prodi udpegede en ny kommission året efter.

Den 22. april 2009 udsatte Parlamentet godkendelsen af Rådets regnskab for 2007 og forlangte nærmere oplysninger om en række mørklagte tal.

Efter Lissabontraktaten er trådt i kraft, har Parlamentet lige beføjelser med Rådet inden for landbrugspolitikken.

Under den fælles beslutningsprocedure (ændres til den almindelige beslutningsprocedure ved Lissabontraktatens eventuelle ikrafttrædelse) deler Europa-Parlamentet lige beføjelser med Rådet inden for miljøpolitik.

I forbindelse med forhandlingerne af klimapakken i december 2008 førte Parlamentet således forhandlinger med Rådet indtil få dage før afstemningen i Strasbourg.

Formanden for Europa-Parlamentet vælges for en periode på 2½ år. Efter valget i 2009 overtog polakken Jerzy Buzek denne post efter Hans-Gert Pöttering. Generalsekretæren er den øverste embedsmand i Parlamentet. I 2008-2009 var det danskeren Harald Rømer, og siden tyskeren Klaus Welle.

Præsidiet er i henhold til forretningsordenen Europa-Parlamentets ledelsesorgan. Det opstiller det foreløbige forslag til Europa-Parlamentets budgetoverslag og træffer afgørelse om administrative, personalemæssige og organisatoriske spørgsmål.

Formandskonferencen tilrettelægger arbejdet i Europa-Parlamentet og de politiske organer og høres om alle spørgsmål, der vedrører planlægningen af lovgivningsarbejdet og forbindelserne til de andre EU-organer og -institutioner.

Kvæstorerne varetager administrative og finansielle opgaver, som direkte vedrører medlemmerne og deres arbejdsbetingelser.

Parlamentets udvalg forbereder arbejdet til plenarforsamlingerne. De udarbejder betænkninger om forslag til lovgivning, som Parlamentet medvirker til at udforme, eller som det skal høres om, og desuden om initiativbetænkninger.

Udvalgsformandskonferencen varetager forbindelser og samarbejde mellem de forskellige parlamentariske udvalg.

Parlamentsmedlemmerne indgår i en række delegationer, der kommunikerer med og besøger parlamenter i resten af verden.

Delegationsformandskonferencen behandler spørgsmål vedrørende arbejdet i de interparlamentariske delegationer og delegationerne til de blandede parlamentariske udvalg.

Forløberen for Parlamentet, EKSF-forsamlingen, mødtes første gang i Strasbourg i 1952. I 1962 skiftede den navn til Europa-Parlamentet. Parlamentet var oprindelig en forsamling der blev valgt af medlemslandenes parlamenter. I 1979 fandt de første direkte valg sted, hvilket er sket hvert femte år siden da.

Europa-Parlamentet har to mødesteder. Hovedsædet er i Strasbourg, men der er en afdeling i Bruxelles med omtrent de samme faciliteter, herunder en plenarsal. Det meste af administrationen, bl.a. oversættelsesafdelingen, ligger i Luxembourg. Politikerne mødes kun i Strasbourg og Bruxelles. Det daglige arbejde med gruppemøder og udvalgsmøder foregår i Bruxelles. Tolv gange om året er der plenarsamling i Strasbourg, hvor der skal stemmes om de foreslåede lovtekster.

Derfor må folkevalgte, assistenter, journalister, medarbejdere m.fl. rejse fire dage til Strasbourg hver måned.

De to mødesteder har historiske årsager. Da EKSF-forsamlingen mødtes første gang, skete det i Europarådets mødesal i Strasbourg. Sekretariatet lå i Luxembourg, hvor Rådet og Kommissionen dengang havde hjemme. I 1958 flyttede Rådet og Kommissionen til Bruxelles, hvor Parlamentets udvalg også begyndte at holde møder. Plenarmøderne blev fortsat afholdt i Strasbourg.

Fra 1967 til 1979 holdt Parlamentet på eget initiativ flere plenarmøder i Luxembourg. Efter de direkte valg fra 1979 var kun mødesalen i Strasbourg stor nok.

I Luxembourg byggede man en mødesal, men da den stod færdig opstod der modstand, fordi man havde vænnet sig til de bedre forhold i Strasbourg, hvor man fortsat delte den store mødesal med Europarådet.

I tiden herefter ønskede Parlamentet at gennemføre en ændring til ét mødested, men Luxembourg og Frankrig skiftedes til at lægge sag an mod Parlamentet. Frankrig kunne ikke forhindre Parlamentet i at holde ekstra plenarsamlinger i Bruxelles, men det er bestemt ved dom, at der skal finde 12 plenarsamlinger sted i Strasbourg hvert år.

Europa-Parlamentet har således ikke selv beføjelse til at træffe afgørelse om at stoppe mødeaktiviteten i Strasbourg. Det er stats- og regeringscheferne i Det Europæiske Råd, der skal træffe den beslutning.

Der er en del kritik af ordningen, der ofte kaldes rejsecirkus eller flyttecirkus. Der argumenteres for, at ét hjemsted ville spare omkostninger omkring 1.4 mia kr. om året, energi og CO2-udledning ved flytningerne omkring 19.000 ton. Den svenske Europa-Parlamentariker Cecilia Malmstrøm indledte i maj 2006 en kampagne for at gøre Bruxelles til det eneste mødested, og i midten af september 2006 havde flere end en million EU-borgere skrevet under på kravet.

Europa-Parlamentet har et informationskontor i København. Det ligger i Gothersgade i Europa-Huset.

Parlamentet uddeler Sakharov-prisen, den Europæiske Borgerpris og Karl den Store-Ungdomsprisen (Charlemagne Youth Prize).

Europa-Parlamentets Journalistpris er blevet uddelt siden 2008. Den første pris gik til TV2-programmet Kampen om kemikalierne, som handlede om lobbyisters påvirkning af EU-politikernes arbejde med kemikalielovgivningen REACH. I 2009 gik prisen til Berlingske Tidende for en artikelserie der kritiserede Udlændingeservices vejledning af borgerne efter Metock-dommen.

Parlamentet brugte 18 millioner euro på en kampagne forud for Europa-Parlamentsvalget 2009. Den udførtes af det tyske reklamebureau Scholz  Friends og omfattede blandt andet videokabiner (Choice Boxes) opstillet rundt omrking i europæiske byer, hvor borgerne kunne sende en besked til politikerne i Bruxelles,  indslag på MySpace, Facebook, Flickr og EUtube. Kampagnen var indrettet med budskaber der var tilpasset politiske emner i de enkelte lande, således for eksempel grænse- og indvandringsemnet i Sydeuropa, men computere og sutteflasker på plakater i de skandinaviske lande. Ifølge PR-bureaets direktør Lutz Meyer har Europa-Parlamentet et stærkt varemærke, der genkendes af 85 % af befolkningen, mod f.eks. Armani, der kun genkendes af 67 %.

]  




#Article 151: Europium (411 words)


Europium (opkaldt efter Europa) er det 63. grundstof i det periodiske system, og har det kemiske symbol Eu: Under normale temperatur- og trykforhold optræder dette lanthanid som et forholdsvis blødt (omtrent som bly), sølvhvidt metal der hurtigt iltes (ruster).

Europium er det mest reaktionsvillige lanthanid, og angribes øjeblikkeligt af atmosfærisk luft: Ved temperaturer mellem 150 og 180 °C antændes stoffet spontant, og brænder med en rød flamme under dannelse af Europium(III)oxid (Eu2O3). Selv når det opbevares under mineralsk olie for at hindre luften adgang, ser man sjældent det rene, ikke-iltede metal. I forbindelse med vand danner det gas-formig brint og det svagt basiske europiumhydroxid.

Mens de fleste andre lanthanider alene optræder med oxidationstrin 3, kan europium indgå med både oxidationstrin 2 og 3, og meget usædvanligt for lanthaniderne synes europium at foretrække oxidationstrin 2 frem for 3 som hos de andre lanthanider. Europium i oxidationstrin 2 opfører sig i kemisk henseende meget som barium i samme oxidationstrin, da de har næsten ens ionradier.

Europium tilsættes visse glas-sorter til brug i lasere, og bruges i test for Downs syndrom og en række andre medfødte defekter. Stoffets evne til at absorbere neutroner udnyttes i atomreaktorer.

Europiumoxid bruges i vid udstrækning i rollen som det røde fosfor i farve-billedrør til gammeldags fjernsyn og computerskærme samt i sparepærer. Europiums fluoriscerende egenskaber udnyttes i fremstillingen af fluorescerende glas, og i fluorescerende mønstre på Euro-pengesedler der skal modvirke falskmønteri.

Europium blev første gang konstateret i 1890 af den franske kemiker Paul Émile Lecoq de Boisbaudran, som i spektret for en blanding af samarium og gadolinium fandt spektrallinjer som ikke kunne forklares ud fra de to stoffers spektre. Men æren for opdagelsen af europium tilskrives normalt hans landsmand, Eugène-Antole Demarçay, som i 1896 kom på sporet af stoffet i urene prøver af de dengang nyopdagede samarium, og i 1901 isolerede europium. Året efter lykkedes det at udvinde rent, metallisk europium.

På grund af stoffets reaktionsvillighed finder man aldrig europium i dets rene, metalliske form i naturen; til gengæld findes det i en lang række mineraler, hvoraf de vigtigste for den kommercielle udvinding af stoffet er monazit og bastnasit: Herfra udvindes flere forskellige sjældne jordarter ved en ionbytnings-proces. Europium er desuden blevet konstateret i spektrene fra Solen samt visse andre stjerner.

Naturligt forekommende europium består af to stabile isotoper; 151Eu og 153Eu, hvoraf sidstnævnte er den mest udbredte med 52,2 procent. Dertil kender man 35 radioaktive isotoper, hvoraf 150Eu er den mest stabile med en halveringstid på 36,9 år.




#Article 152: Eurotunnelen (125 words)


Eurotunnelen er en jernbanetunnel under Den Engelske Kanal. På den franske side er udgangspunktet Coquelles ved Calais. I England munder tunnelen ud i Folkestone ved Dover.

Tunnelen er 50,3 km lang og verdens næstlængste undersøiske tunnel (kun Seikantunnelen i Japan er længere). Den åbnede for passagerdrift den 14. november 1994 og gennemkøres på ca. 28 minutter. Hele ruten mellem Calais og Dover tager 35 minutter. I 2000 var 48 % af de transporterede køretøjer lastbiler.

Højhastighedstoget Eurostar kører også i tunnelen og forbinder Paris hhv. Bruxelles med London. I tunnelen er maksimalhastigheden kun 160 km/t, men toget kører i øvrigt med hastigheder på op til 300 km/t. 

Ud over tunnelen er der færgeforbindelse mellem Calais og Folkestone samt en række andre franske og engelske havne.




#Article 153: V-tegn (686 words)


V-tegnet er et håndtegn, hvor pegefinger og langfinger danner et V ved at holdes strakt og spredt, mens de øvrige fingre bøjes ind mod håndfladen. Det er således et tegn fra kropssproget, som i Danmark mest har betydningen at være et sejrstegn. Det kan vises både med håndfladen vendt væk fra én selv og den modsatte vej. Tegnet opfattes forskelligt i forskellige egne af verden, og opfattelsen varierer også efter, om håndfladen vendes den ene eller den anden vej. 

I begyndelsen af 2. verdenskrig, hvor mange belgiere støttede kampen mod Tyskland ved at skrive bogstaverne RAF med kridt allevegne, foreslog radioreporteren Victor de Laveleye, at man skulle tilføje et V for vrijheid (nederlandsk for frihed). V står også for sejr på engelsk (victory) og fransk (victoire). Ideen blev taget op af BBC, der 20. juli 1941 lancerede en kampagne med et budskab fra Churchill til det besatte Europa.

Winston Churchill benyttede herefter V-tegnet til at symbolisere håbet om sejr i verdenskrigen. I begyndelsen benyttede han tegnet med håndfladen mod sig selv (sommetider endda med den berømte cigar mellem fingrene) . Senere begyndte han at vende håndfladen udad . Det menes, at den aristokratiske Churchill skiftede til denne form efter at være gjort opmærksom på, at tegnet givet med håndfladen vendt mod sig selv for andre klasser i samfundet symboliserede en fornærmelse, nærmest af samme styrke som at give den velkendte finger.

Douglas Ritchie fra BBC European Service foreslog at sætte lyd på V-tegnet ved at bruge rytmen fra morsealfabetets kode for V – tre korte og en lang tone. Dette er også åbningstakterne fra Beethovens femte symfoni (fem skrives selvfølgelig også som romertallet V), og disse takter blev åbningsstrofen på alle europæiske udsendelser fra BBC i resten af krigen. Det ironiske i, at temaet var komponeret af en tysker undgik ikke offentlighedens opmærksomhed, ligesom også de mere musikalsk kyndige kunne værdsætte, at skæbnen bankede på Tysklands dør, eftersom den 5. symfoni også kaldes skæbnesymfonien. ().

Noderne til de første takter af skæbnesymfonien ser således ud:

USA's præsident Richard Nixon brugte så ofte V-tegnet til at betegne sin overbevisning om at sejre, at tegnet blev et af hans kendetegn. Han benyttede det endda ved sin (mindre sejrrige) tilbagetræden som præsident, da han for sidste gang forlod Det Hvide Hus. 

Sejrstegnet blev overtaget af krigsmodstanderne og brugt som et fredstegn.

Under Vinter-OL 1972 i Sapporo fik skøjteløberen Janet Lynn en plads i Japansk popkultur, da hun faldt under sit friløb, men alligevel fortsatte med at smile, mens hun sad på isen. Hun opnåede kun en tredjeplads, mens hendes muntre holdning og utrættelighed fangede mange japanske seere og gjorde hende til en berømthed i Japan med ét slag. Senere viste Lynn, der var fredsaktivist, gentagne gange V-tegnet i japanske medier. Skønt V-tegnet var kendt i Japan før Lynn gjorde brug af det, tilskrives hun dets populære brug på amatørfotografier. En anden mulig oprindelse til denne brug er, at den er opstået under besættelsen af Japan efter 2. verdenskrig. Det er muligt, at tegnet senere indgik i den folkelige kultur efter at være set hos tropperne, uanset at dets oprindelige betydning måske ikke har været forstået.

I 1970'erne og 1980'erne ledsagedes V-tegnet i Japan ofte af lyden piisu!. Dette gairaigo-udbrud, som stod for fred, benyttes ikke længere, hvorimod V-tegnet selv forbliver populært.

Måske skyldes det kulturel indflydelse fra Japan, at V-tegnet ofte bruges på fotografier i Korea, Hongkong og Taiwan, især blandt unge. Tegnet ses brugt overalt på Taiwan og er tæt forbundet med ordet lykke. Annoncer i aviser og på Tv betegner lykke ved at vise vinkende hænder med V-tegnet. 

Det er en gammel myte, at brugen af tegnet er opstået under hundredårskrigen, hvor walisiske bueskytter deltog på den engelske side. Ifølge myten amputerede franskmændene de to fingre på tilfangetagne skytters højre hånd, og tegnet blev derfor brugt af de stadig aktive skytter til at håne deres franske modstandere. 
Der kan ligge fakta til grund for myten, eftersom historieskriveren Jean Froissart (ca. 1337-ca. 1404), der skrev Chronicles (som er en primær kilde til forståelsen af Europa i det 14. århundrede og til krigens skiftende begivenheder), beretter om denne brug.




#Article 154: DK5 Decimalklassedeling (380 words)


DK5 Decimalklassedeling eller DK5-klassifikationssystemet eller helt kort: DK5 er 5. udgave af det danske universaldecimalklassifikationssystem, grundlagt 1915.

Et universalklassifikationssystem er et klassifikationssystem, der har til formål at inddele al verdens viden i klasser, modsat fagspecifikke klassifikationssystemer, der udelukkende har til formål at inddele viden inden for et – mere eller mindre snævert – fagligt domæne.

Decem på latin betyder ti, og i et decimalklassifikationssystem inddeles al verdens viden i ti hovedgrupper eller discipliner, der så igen kan inddeles i op til ti undergrupper ... og så fremdeles. 

Af andre store universalklassifikationssystemer kan nævnes Dewey Decimal Classification System (DDC) og Universal Decimal Classification System (UDC eller UDK). I den svenske nationalbibliografi og i de svenske folkebiblioteker benyttes et universalklassifikationssystem med bogstavnotation, SAB's Klassifikationssystem, hvor SAB står for Sveriges Allmänna Biblioteksförening.

DK betyder decimalklassedeling eller DecimalKlassifikation, og DK5 er inddelt i ti hovedgrupper med en talkode (0-9). Disse hovedgrupper er igen underdelt i op til ti grupper, som igen kan underinddeles i op til ti grupper og så videre. Hertil kommer særlige regler for underdeling, fx geografisk, geografisk-topografisk, sproglig, eller efter biograferede personers navne. I systemet oplyses specifikt, hvilke grupper der kan underdeles.

DK5 er et enumerativt klassifikationssystem dvs. et hierarkisk opbygget system, hvor klasserne / grupperne og mulighed for underdeling på forhånd er opregnet.

Den danske bibliotekspioner Andreas Schack Steenberg var initiativtager til den første udgave af Dansk Decimal-Klassedeling. På en rejse i USA 1902 mødte Steenberg Melvil Dewey, og på grundlag af dennes Dewey Decimal Classification System, (7th edition, 1911) udarbejdede Statens Bogsamlingskomité første udgave af Decimal-Klassedeling : til Brug ved Ordningen af Bogsamlinger, 1. udgave 1915. Femte udgave, DK5, blev udarbejdet i årene 1959-1969 af en klassifikationskomité med fagleder ved Danmarks Biblioteksskole J. B. Friis-Hansen som sekretær og fagligt hovedansvarlig. DK5 udkom første gang i 1970, men er gennem alle årene løbende blevet rettet og ajourført af Dansk BiblioteksCenter (DBC).

DK5 anvendes som klassifikationssystem i den danske nationalbibliografi. 

De danske folkebiblioteker anvender DK5 til klassifikation af materialer i katalogen og som opstillingssignatur. 

Det Kongelige Biblioteks benytter DK5 til klassifikation af materialerne i Danske Afdeling.

Statsbiblioteket, vort andet nationalbibliotek, universitetsbibliotek i Aarhus og overcentralbibliotek for folkebibliotekerne benytter DK5 til klassifikation af den nationalbibliografiske samling og overcentralsamlingen. 

Enkelte danske forskningsbiblioteker, fx Danmarks Pædagogiske Bibliotek, anvender ligeledes DK5 som klassifikations- og opstillingssystem.




#Article 155: Ribe (1595 words)


Ribe er en by i Sydvestjylland og var tidligere formelt en del af de sønderjyske enklaver som tilhørte kongeriget. Byen har , hører til Esbjerg Kommune og er beliggende i Region Syddanmark. Ribe er Danmarks ældste by. Den ligger i et fladt marskområde ikke langt fra Vesterhavet og har gennem historien været præget af oversvømmelser. Ribe Å slynger sig gennem Ribe ad flere grene, videre over marsken og gennem Kammerslusen ud i Vadehavet.

Ribe blev grundlagt som en handelsplads under vikingetiden i begyndelsen af 700-tallet. Ansgar anlagde den første kirke her i 800-tallet, og i 948 blev den bispesæde. Byen voksede og blev stor og vigtig både for kirken og som handelscentrum, og var i middelalderen blandt landets største byer. Da Ribe Å blev ufarbar for skibe i slutningen af 1600-tallet gik det dog stærkt tilbage, og med Esbjergs grundlæggelse i 1868 blev byens industri også udfordret.

Byen har flere uddannelsesinstitutioner. Ribe har bevaret sit gamle bymiljø med Ribe Domkirke som dets majestætiske vartegn. Mange tusinde turister fra hele verden valfarter hvert år til byen for at opleve købstadens særlige atmosfære. Ribe har flere museer, herunder to som beskæftiger sig med vikingetiden.

Navnet Ribe kan tilbageføres til det olddanske ripa, der betyder striber eller strimler, da handelspladsen oprindeligt bestod af mindst 70 smalle jordlodder. De var højest på midten med grøfter imellem.

Ribes indbyggere kaldes ripensere.

Byens historie strækker sig tilbage til mellem 704 og 710, hvor der blev anlagt en handelsplads på stedet, og anses for Danmarks ældste by. Placeringen var god til handel, da der var adgang til havet via Ribe Å, og der kunne rejses over land mod både nord og syd. Der er fundet korn som rug, havre og hvede i byen, som er dateret til 700-tallet, og man mener, at det er blevet dyrket lokalt, hvilket indikerer at man har haft landbrug på stedet.

I 825 bliver der slået mønt i byen. Da Ansgar kom til Danmark for at kristne befolkningen fik han en grund i byen, og får lov at anlægge en kirke her i 854-857, hvilket er første gang byen nævnes i skriftlige kilder. I 948 blev det bispesæde som det første i landet.

I 1127 blev kong Niels' søn Magnus den Stærke gift med Richiza af Polen i Ribe. Ti år senere bliver Erik Emune dræbt ved Urnehoved, og senere gravlagt i Ribe Domkirke. Riberhus blev påbegyndt i starten af 1100-tallet og den nuværende Ribe Domkirke blev påbegyndt i slutningen af 1100-tallet og indviet i 1250.

Dominikanerordenen stiftede et sortebrødrekloster i Ribe i 1228. I 1259 døde kong Christoffer 1. i Ribe og blev begravet i domkirken.

Den 26. juni 1269 blev Ribe Stadsret udstedt på danehoffet i Nyborg af kong Erik 5. Klipping. Byen fik også købstadsrettigheder i 1200-tallet, og byen voksede betragteligt. Det blev en af landets største byer, og tjente særlig godt på eksport af okser. Når landets konger besøgte området boede de ofte på slottet Riberhus.

I 1496 byggedes et stenhus på Von Støckens Plads i byen, som i dag et af Danmarks ældste rådhuse. I 1709 blev ejendommen købt af byen til rådhus.

Den 3. september 1580 bliver byen ramt af en fatal brand, hvor 213 huse i 11 gader brændte. Branden opstod hos Kristen Borg i Stenbogade. Ifølge overlevering var der netop denne aften hentet ekstra meget hø ind i gården bag huset, som var placeret omkring bagsiden af Torvet/Stenbogade og over mod Peder Dovns Slippe. 

Trods en dom d. 21. februar 1581, hvor Borg blev frikendt for mistanke, da høet menes at være selvantændt, forsvandt mistanken ikke. Borg måtte søge kongens beskyttelse, inden han blev fri for mistanke.

På trods af at mange af de kirkelige institutioner i byen forsvandt efter reformationen i 1500-tallet formåede byen alligevel at opretholde stor handel og velstand. I løbet af 1600-tallet blev det dog vanskeligt at holde Ribe Å sejlbar. Fanø og Mandø blev derfor brugt som ladeplads til byen. Under Anden store manddrukning den 11.-12. oktober 1634 steg vandet i Ribe til 6,1 meter over dagligt vande. I domkirken ses forsat et mærke, hvor vandet stod 1,7 m over gulvet.

I 1641 foregik en af landets mest berømte hekseafbrændinger, da skrædderdattern Maren Splids blev dømt som heks. Under Torstenssonfejden i 1643-44 bliver Riberhus ødelagt.

Efter enevælden blev indført i 1660 svandt byens handel med udlandet til fordel for København og Aalborg.

I 1700-tallet var byens storhedstid forbi. Handlen var stagneret voldsomt, søfarten kunne heller ikke bidrage stort til byens økonomi. Til gengæld trivedes håndværk, og byen blev berømt for kniplings- og lærredsfremstilling.

Ribe hørte historisk til de sønderjyske enklaver, dvs. at byen lå i Sønderjylland, men blev administrativt regeret fra det Danske Kancelli i København. Ribe var således en kongerigsk enklave i Sønderjylland på linje med en række andre enklaver langs Slesvigs vestkyst.

I midten af 1800-tallet fik byen sine første industrivirksomheder. I 1885 fik byen jernbane, da Bramming-Tønder-banen blev indviet, og to år senere blev jernbanen forlænget, så den gik til den tyske grænse, så der var forbindelse til Hamborg. Anlæggelsen af Esbjerg i 1868 betød meget for byen, da Esbjerg var en moderne industriby med direkte adgang til havet, og den nye bys industri overhalede hurtigt Ribes.  Der dog forsat var fabrikker i byen, heriblandt Crome  Goldschmidts Tekstilfabrik, Sct. Nicolaj Gade der havde ca 120 beskæftiget i slutningen af 1800-tallet.

I midten af 1900-tallet havde Ribe Jernstøberi med 520 ansatte, men en stor del af byen var beskæftiget i servicesektoren, da Ribe var centrum for både amtet og stiftet.

Ribe var frem til strukturreformen 2007 administrativt centrum for Ribe Kommune, Ribe Stift, og Ribe Amt. Herefter blev byen en del af Esbjerg Kommune.

Mod nordvest går Primærrute 24 mod Esbjerg, og mod nordøst går Primærrute 32 til Kolding. Mod syd går Primærrute 11 mod tønder

Ringvejen er en omfartsvej vest om byen, der er en del af rute 11. Det er forslået at etablerede en omfartsvej øst om byen. Mod øst går primærrute 24 mod Gram.

En stor del af byens gamle gadenet er bevaret i centrum af byen.

Ribe Station er stop på Bramming-Tønder-banen. I 1985 åbnede Ribe Nørremark Station i den nordlige del af byen, hvor toget ligeledes stopper.

Byen har to vandtårne; Dagmarsgade Vandtårn blev opført i 1887 og vari drift indtil 2011 samt Tangevej Vandtårn der blev bygget i 0907 og som lukkede i 1990.

Blandt byens gamle gader er Badstuegade, Bispegade, Fiskergade, Hundegade, Præstegade, Puggaardsgade, Sct. Nicolaj Gade, Skibbroen, Stenbogade og Sønderportsgade samt Torvet.

Tabellen viser befolkningsudviklingen i Ribe (Ribe Kommune – nedlagt 2007). Data fra før det 18. århundrede er estimater. 2006-2013 Folketal fra Danmarks Statistik. Fra 2015 officielle tal fra Esbjerg Kommune.

Ribe kaldes Storkenes by. Storkene har dog kun været på visit de senere år og har ikke ynglet i byen. Byens storkereder klargøres stadigt hvert år.

Gamle Ribe-Minder fra 1907-1913

Ribe blev valgt til Europe's Best Big Time Small Destination af Global Grasshoppers i 2014.

Ribe rummer flere museer. Ribe Kunstmuseum er indrettet i en stor villa, som blev opført i 1860'erne. Det blev grundlagt i 1891 og indeholder dansk kunst fra 1750 og frem til 1950.

Museet Ribes Vikinger blev grundlagt i 1992, og er et kulturhistorisk museum med arkæologiske fund, der særligt fokuserer på vikingetiden. Sammen med Ribe Domkirkemuseum drives det af Sydvestjyske Museer.

Det arkæologiske frilandsmuseum Ribe Vikingecenter ved Lustrup 2 km syd for Ribe rummer en række rekonstruerede vikingebygninger, som forskere mener de har taget sig ud.

Jacob A. Riis Museum er dedikeret til journalisten af samme navn, der var aktiv i New York City i slutningen af 1800-tallet, og det åbnede i 2019.

I sommeren 2020 åbnede HEX! Museum of witch hunt, der omhandler Maren Splids og heksejagt i Ribe og Europa. Åbningen blev udskudt 10 dage, da coronakrisen havde forsinket arbejdet med at restaurere de gamle bygninger.

Ved Vester Vedsted 7 km sydvest for byen ligger desuden Vadehavscentret der har som erklæret formål at øge kendskabet til og forståelsen for Vadehavet og marsken via udstillinger om områderet geologi og biologi.

Ribe ligger på den europæiske rute for teglstensgotik. Ribe Domkirke er blandt landets ældste kirker, og den eneste femskibede kirke i Danmark. Ribe stift blev oprettet allerede i år 948, og den første teglstenskirke blev bygget i starten af 1100-tallet, mens den nuværende blev påbegyndt i 1150.

Den første Sankt Catharinæ Kirke blev grundlagt i 1250, og er opført i forbindelse med et dominikansk kloster i byen. I 1300-tallet blev der foretaget store ombygninger. Den nuværende kirke er fra omkring 1450. Det er blandt landets mest komplette klosterbyggerier.

Riberhus blev opført som kongelig borg i 1100-tallet, men i dag er kun borgbanken og få rester af fundamentet bevaret.

Fra slutningen af middelalderen og renæssancen findes flere bygninger. Ribe gamle Rådhus stammer fra slutningen af 1400-tallet, hvor der var byrådssal helt frem til 2007. Den Gamle Arrest blev opført som  kapellanbolig for hjælpepræsten i 1546. I Puggårdsgade ligger Taarnborg, der er den gamle bispebolig. Det stammer fra slutningen af 1500-tallet og er et af landets bedst bevarede renæssancehuse.

Byen har flere gamle velbevarede bindingsværkshuse. Derudover findes Den Gamle Avlsgård i Ribe fra slutningen af 1800-tallet.

Ribe Fritidscenter er et idrætsanlæg med bl.a. svømmehal og sportshaller. Det er hjemmebane for håndboldklubben Ribe-Esbjerg HH. Desuden findes håndboldklubben Ribe Håndboldklub.

Ribe Boldklub er byens fodboldklub. I 1970'ern havde den en meget stærkt kvindehold, der vandt danmarksmesterskaberne fem gange.

Følgende byer er venskabsbyer med Ribe:

Venskabsbyforeningen i Ribe er en privat forening, som blev stiftet i 1983. Dens formål er at være igangsættende og rådgivende for udveksling og kontakt med de af Ribe byråd etablerede venskabsbyforbindelser.

Følgende er æresborgere i Ribe:




#Article 156: ABBA (1301 words)


ABBA er en svensk popgruppe, der efter The Beatles er det bedst sælgende band i musikhistorien. Gruppen består af Björn Ulvaeus, Benny Andersson, Agnetha Fältskog og Anni-Frid Lyngstad. Navnet er dannet af forbogstaverne i medlemmernes fornavne. De fik deres gennembrud i 1974 med sangen Waterloo ved det Europæiske Melodi Grand Prix i 1974.

Gruppen var aktiv fra 1972 til 1982. I april 2018 offentliggjorde gruppen at de havde været i studiet sammen for første gang i 35 år for at indspille to nye sange.

Det er svært at sige præcis, hvornår ABBA blev dannet, da det skete trinvis. Björn  Benny havde arbejdet musikalsk sammen siden 1967. I 1969-70 mødte de henholdsvis Agnetha og Anni-Frid, og de fire optrådte første gang sammen på tv i 1970 med en kort version af sangen California, Here I Come.
ABBA blev dannet af Björn Ulvaeus fra Hootenanny Singers og Benny Andersson fra Hep Stars. Björn  Benny skrev sange for Svenne  Lotta og Dorthe Kollo. Senere slog de sig sammen med Agnetha Åse Faltskog og Anni-Frid Synni Lyngstad, og gruppen var dannet, dog under navnet Björn  Benny, Agnetha  Anni-Frid.
Først da deres manager Skikkan Anderson fandt på et bedre navn til gruppen, fik de succes og det fik de ved Europæisk Melodi Grand Prix i Brighton  1974.  ABBA blev nummer 1 med sangen Waterloo. 
ABBA var forbogstaverne til 
Agnetha Fältskog, Björn Ulvaeus, Benny Andersson og Anni-Frid Lyngstad.
Det blev starten på en succes, der kun er overgået af The Beatles.

Første studieoptagelse var i juni 1970, og sangen hed Hej gamle man!. Sangen blev skrevet og udgivet af Björn  Benny, mens Agnetha  Frida sang kor. Kvindernes medvirken fremgik dog ikke som credits på singlen. De følgende år sang de fire backvocals på hinandens soloprojekter, hvilket kan høres på Björn  Bennys album Lycka, samt på Agnethas .

Den 6. juli 1971 blev Agnetha Åse Faltskog og Bjørn Christian Ulvaeus gift i Skåne.

Første sang og single med alle fire medlemmer krediteret var People Need Love fra 1972. Denne sang blev første gang sunget offentligt i programmet Vi i 5-an i svensk fjernsyn. Da Björn  Benny havde haft mindre hits i udlandet, var flere pladeselskaber villige til at udgive singlen. Den blev bl.a. udgivet i Japan og Sydafrika. I USA blev den udgivet på Playboy Records, og faktisk blev nogle af gruppens tidlige sange brugt i Playboys softcore pornofilm fra starten af 1970'erne. I 1971 blev Bjørn Christian Ulvaeus og Benny Andersson ansat som managere i Polar Studios efter Bengt Bernhagens død.

People Need Love og den efterfølgende single He Is Your Brother fik dog ikke den store succes, og gruppen besluttede at forsøge at få et gennembrud i udlandet ved at deltage i Svensk Melodi Grand Prix i 1973. Derfor skrev Björn  Benny, i samarbejde med bl.a. Neil Sedaka, sangen Ring, Ring. Det blev dog kun til en tredjeplads i den svenske grandprixfinale, men sangen blev på trods af det temmelig populær i Europa og blev nummer 1 i Sverige  Belgien. Derfor besluttede gruppen at udgive albummet Ring Ring.

Ring Ring havde givet gruppen popularitet rundt omkring i Europa, men i Storbritannien var der stadig ingen pladeselskaber, der ville skrive kontrakt med gruppen, der dengang kaldt sig Björn  Benny, Agnetha  Frida, så gruppen bestemte sig for endnu engang at skrive en sang til melodigrandprixet. Denne gang kom den til at hedde Waterloo, og gruppen dannede et internationalt klingende navn af initialerne i deres fornavne: ABBA.

ABBA vandt det Internationale Melodigrandprix i 1974, og nu var det ikke noget problem for gruppen at få pladekontrakterne i hus. De skrev bl.a. kontrakt med engelske Epic og amerikanske Atlantic Records. Waterloo blev et hit over hele verden, og det blev også til en lp med samme navn.

ABBA havde nu fået et stort hit, men at starte en international karriere blev ikke så let, som de troede. De efterfølgende singler Honey, Honey, So Long  I Do, I Do, I Do, I Do, I Do floppede på hitlisterne de fleste steder i verden, og kvinderne besluttede at fortsætte deres solokarrierer sideløbende med ABBA. Men så udkom singlen S.O.S. i 1975, og pludselig fik gruppen et uventet comeback på hitlisterne. En måned senere udgav ABBA sit tredje album ABBA, der også røg til tops på hitlisterne. De efterfølgende 3 singler Mamma Mia, Fernando  Dancing Queen fra 1975-76 blev så store succeser at medlemmerne måtte droppe alle soloforetagender – og privatliv generelt. Dancing Queen blev nummer 1 i USA.

 Succesen fortsatte med albumene Arrival fra 1976 og The Album fra 1977. 

I 1978 udkom spillefilmen ABBA - The Movie, der var optaget i Australien, den verdensdel hvor ABBA måske havde størst succes. ABBA – The Movie måtte vente til 2005 med at modtage en pris, hvor den blev kåret som årets dvd i Sverige. Samme år (1978) blev Benny og Frida gift efter 8 års forlovelse.

I 1979 udkom Voulez-Vous, et album, hvor elektronisk musik dominerede mere, end det tidligere havde gjort. Singlen Chiquitita blev udgivet som en støttesingle til UNICEF. Derudover udkom Greatest Hits vol. 2.

ABBA havde nu haft nummer-1-hits i 5 verdensdele, men Sydamerika manglede stadigvæk. Derfor udgav ABBA også Chiquitita på spansk. Det blev en stor succes, og derfor blev singlen I Have A Dream også udgivet på spansk. I 1980 udkom en hel lp på spansk: Gracias Por La Música (Thank You for the Music).

I slutningen af 1979 blev Agnetha og Björn skilt. Skilsmissen påvirkede sangene. The Winner Takes It All, der var den første single efter skilsmissen, er et godt eksempel derpå. Trods rimelig simple rundgange bliver The Winner Takes It All betragtet som en af ABBAs allerbedste sange.

Det næste album Super Trouper fra 1980 fik også stor succes, men ABBA-facaden var ved at krakelere. I 1981 blev også Frida og Benny skilt, og '81-albummet The Visitors bærer præg af skilsmisserne.

I 1982 udsendte ABBA deres sidste single Under Attack. Sidste liveoptræden som gruppe var i 1986.

TV-Shows:

Oprindeligt var det ikke meningen, at ABBA skulle gå i opløsning i 1982, bruddet skulle være en pause, der så senere er blevet permanent. Efter 1982 fortsatte kvinderne med solokarrierer, mens Björn  Benny startede en fælles musicalkarriere, som de stadig er godt i gang med den dag i dag. Indtil videre har de lavet musicalerne Chess, Kristina fra Düvemåla, Mamma Mia! og Hjälp sökes. Mamma Mia er en historie bygget op omkring ABBAs sange, og musicalen er opført mange steder i Verden. Musicalen blev i 2008 lavet i en filmversion med bl.a. Meryl Streep og Pierce Brosnan i hovedrollerne. I 2010 blev Mamma Mia! opført i Danmark i en dansk oversættelse af bl.a. Anne Linnet.

I 1992 udkom opsamlingsalbummet , der til dags dato er ABBAs bedst sælgende album. Det er også det eneste album som har været nr. 1 på den engelske albumhitliste 2 gange. Både i 1992 og i forbindelse med filmen Mamma Mia i 2008.

Gruppens sange er stadig populære den dag i dag, også i nye versioner. Kunstnere som U2, Kylie Minogue, Cliff Richard, Erasure, Mike Oldfield, Westlife og R.E.M. har alle indspillet en eller flere af ABBAs sange. Der har også været lavet deciderede cover-grupper, bl.a. A*Teens og Björn Again. I 2005 fik Madonna lov til at sample ABBA-sangen Gimme! Gimme! Gimme! (A Man After Midnight), det gjorde hun på sit kæmpehit Hung Up, der blev nummer 1 i 47 lande.

I 2005 blev ABBA og deres sang Waterloo kåret som den bedste Melodi Grand Prix-deltager nogensinde i showet Congratulations. Endelig blev en ABBA-udstilling indviet i januar 2010. Udstillingen var verdensomrejsende, før den endte permanent i Stockholm som ABBA The Museum, der blev åbnet i maj 2013.

I april 2018 offentliggjorde gruppen at de havde været i studiet sammen for første gang i 35 år for at indspille to nye sange.

Singler og hitlisteplaceringer (IU = Ikke udgivet i det pågældende land)




#Article 157: Albanien (5204 words)


Albanien (; ), officielt Republikken Albanien (, udtalt []), er en suveræn stat i Sydøsteuropa. Albanien er omgivet af Montenegro i nordvest, Kosovo i nordøst, Republikken Nordmakedonien i øst og Grækenland i syd og sydøst. Det har en kyst til Adriaterhavet i vest og sydvest. Landet er mindre end 72 kilometer fra Italien over Otrantostrædet, som forbinder Adriaterhavet til det Ioniske Hav.

Det moderne 28.748 km2(heraf 27.398 km² landareal) store Albanien var en del af de romerske provinser Dalmatia, Macedonia og Moesia Superior. Efter Det Osmanniske Riges kollaps i Europa ovenpå Balkankrigene, erklærede Albanien sig uafhængigt i 1912 og blev anerkendt det følgende år. Kongeriget Albanien blev invaderet af Italien i 1939, hvorefter landet blev en del af Større Albanien, før det blev et nazitysk protektorat i 1943. Det følgende år blev en socialistisk albansk stat i form af Folkerepublikken Albanien etableret under Enver Hoxha og Arbejderpartiet. Albanien gennemgik store og udbredte sociale og politiske transformationer i den kommunistiske æra, mens landet i stigende grad valgte at isolere sig fra størstedelen af omverdenen. I 1991 gik den socialistiske republik i opløsning, og den moderne stat, Republikken Albanien, blev etableret.

Albanien er en parlamentarisk republik. Landets hovedstad, Tirana, er dets finansielle og industrielle centrum med en befolkning på næsten 800.000 ud af omkring 2,9 millioner albanere. Frie markedsreformer har åbnet landet op for udenlandske investeringer, især i udviklingen af energi- og transportinfrastruktur. Landet har et højt HDI og har universel sundhedspleje samt gratis grundskole- og ungdomsuddannelse. De mest dominerende økonomier i landet er servicesektoren, fulgt af industrisektoren og landbrugssektoren.

Albanien er medlem af FN, NATO, Organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa, Europarådet, Organisation of Islamic Cooperation og Verdenshandelsorganisationen. Det er et af de grundlæggende medlemmer af Energy Community, Organisationen for Økonomisk Samarbejde i Sortehavsområdet og Middelhavsunionen samt en officiel kandidat til medlemskab af EU.

Navnet Albanien kommer fra det middelalderlatinske navn på landet, Albania (lokalt kaldes landet Shqipëri). Navnet Albania kan stamme fra den illyriske Albani-stamme, som Ptolemæus nævnte på et kort i 150 e.Kr., der viste byen Albanopolis nordøst for Durrës.

Navnet kan også være relateret til en middelalderlandsby kaldet Albanon og Arbanon, omend det er usikkert, hvorvidt der er tale om det samme sted. Den byzantinske historiker Michael Attaliates var omkring år 1080 den første til at beskrive Albanoi som havende været en del af et oprør mod Konstantinopel i 1043 og til at betegne Arbanitai som underlagt hertugen af Dyrrachium. I Middelalderen kaldte albanerne deres land for Arbëri eller Arbëni og sig selv for Arbëresh eller Arbënesh.

Tidligst omkring det 17. århundrede begyndte stednavnet Shqipëria og det etniske demonym Shqiptarë gradvist at erstatte Arbëria og Arbëresh. De to begreber fortolkes i folkemunde til at betyde hhv. Ørnenes land og Ørnenes børn.

Albaniens historie begynder i det 4. århundrede f.Kr. med de første græsk-romerske optegnelser om Illyrien. Det moderne territorium Albanien har ingen modpart i Antikken, da den består af dele af de romerske provinser Dalmatia (det sydlige Illyricum) og Macedonia (særligt Epirus Nova).

De første spor efter mennesker i Albanien kan dateres tilbage til mellemste og øvre palæolitikum, og blev fundet i landsbyen Xarrë, nær Sarandë og bjerget Dajti nær Tiranë. Blandt de genstande, der blev fundet i en grotte nær Xarrë, var flint- og jaspisobjekter samt fossile dyreknogler, mens der ved Dajti blev fundet knogler og stenværktøjer, der lignede Aurignacienkulturens. De palæolitiske fund i Albanien har stor lighed med de objekter fra samme æra, der er fundet ved Crvena Stijena i Montenegro og det nordvestlige Grækenland.

I Antikken blev det territorium, der i dag er Albanien, hovedsageligt beboet af en række illyriske stammer. Territoriet var kendt som Illyrien, og strakte sig omtrent fra området øst for Adriaterhavet til mundingen af Vjosë-floden i syd. Den første beskrivelse af de illyriske grupperinger stammer fra Periplus Ponti Euxini, en gammel græsk tekst skrevet i midten af det 4. århundrede f.Kr. 

Blandt de mest magtfulde stammer i området var Ardiaei. Ardiaei-kongeriget nåede sin største udbredelse under Agron af Illyrien, søn af Pleuratos 2.. Agron herskede også over andre nærliggende stammer. Efter Agrons død i 230 f.Kr. arvede hans kone Teuta Ardiaei-riget. Teutas styrker fortsatte deres erobringer sydpå mod det Ioniske hav, hvor de besejrede de kombinerede akaiske og aitoliske flåder i slaget ved Paxos og erobrede øen Corcyra, hvilket satte dem i stand til at ramme de vigtige handelsruter mellem det græske fastland de græske byer i Italien. I 229 f.Kr. erklærede Rom krig mod Illyrien for deres udbredte plyndring af romerske skibe. Krigen endte med romersk sejr i 227 f.Kr.. Teuta blev senere efterfulgt af Gentius i 181 f.Kr. Gentius sloges med romerne i 168 f.Kr., hvilket blev starten på den tredje illyriske krig. Konflikten førte igen til romersk sejr, og Illyrien blev indlemmet i Romerriget i 167 f.Kr. Regionen blev opsplittet i tre administrative opdelinger.

Det territorie, der i dag kendes som Albanien, forblev under romersk (og senere byzantinsk) styre indtil slaverne løb det over ende fra det 7. århundrede og frem, hvorefter det blev erobret af det Bulgarske Rige i det 9. århundrede. Efter både det Byzantinske og Bulgarske Rige i midten og slutningen af det 13. århundrede, blev nogle dele af det, der i dag er Albanien, erobret af Storfyrstendømmet Serbien. De invaderende styrker ødelagde eller svækkede de fleste af de kulturelle centre fra romersk og byzantinsk tid.

Den albanske stats territoriale kerne blev dannet i middelalderen som Fyrstendømmet Arbër og kongeriget Albanien. Fyrstendømmet Arbër or Albanon (albansk): Arbër eller Arbëria, blev etableret af arkont Progon i regionen Krujë i ca. 1190. Progon, statens grundlægger, blev efterfulgt af sine sønner Gjin og Dhimitri. Efter Dhimiters død, som den sidste fra Progons familie, tilfaldt fyrstendømmet Grigor Kamona, og senere Golem, hvorefter det endelig gik i opløsning i 1255. Nogle historikere argumenterer for at Arbanon var den første skitse for en albansk stat, og at det bevarede semi-autonom status som den vestlige yderlighed af et rige (under Doukai af Epirus elle Laskariderne fra Nikæa). Kongeriget Albanien blev etableret af Karl 1. af Sicilien ud af det albanske territorie som han erobrede fra Epirus-despotatet i 1271. Han udråbte sig selv til Konge af Albanien i februar 1272. Kongeriget strakte sig fra Durrës-regionen (dengang kendt som Dyrrhachium) mod syg langs kysten til Butrint. Efter kongerigets skabelse gjorde udgjorde den katolske politiske struktur et godt grundlag for pavens planer om at sprede katolicisme til Balkanhalvøen. Denne plan blev også støttet af Helene af Anjou, Karl 1.'s kusine, der på daværende tidspunkt herskede over territorier i det nordlige Albanien. I løbet af hendes tid blev der bygget omkring 30 katolske kirker og klostre i Nordalbanien og Serbien. I perioden 1331-1355 tilkæmpede det Serbiske Rige sig kontrol over Albanien. Efter selvsamme rige gik i opløsning, blev der oprettet flere albanske fyrstendømmer, hvoraf nogle af de mægtigste var Balsha, Thopia, Kastrioti, Muzaka og Arianiti. I første halvdel af det 14. århundrede invaderede det Osmanniske Rige det meste af Albanien, men i 1444 blev de albanske fyrstendømmer igen forenet som selvstændigt rige, denne gang under George Castrioti Skanderbeg, der normalt betragtes som Albaniens nationalhelt.

Da det Osmanniske Rige voksede frem i Sydøsteuropa, var det geopolitiske landskab i området kendetegnet ved spredte kongeriger bestående af små fyrstendømmer. Osmannerne ønskede kontrol med Albanien, som de så som et springbræt for en invasion af Italien og Vesteuropa, og opstillede i 1415 deres garnisoner i det sydlige Albanien. Pr. 1431 havde de besat størstedelen af landet.

I 1443 udbrød et stort og længerevarende oprør under ledelse af Skanderbeg. Oprørerne besejrede i flere omgange store osmanniske hærenheder under ledelse af sultanerne Murad 2. og Mehmed 2.. Skanderbeg forenede de albanske prinser, og etablerede senere en centraliseret autoritet og blev hersker over Albanien. Han prøvede flere gange ihærdigt at oprette en europæisk koalition imod osmannerne, men uden større held, omend flere magter, såsom Napoli, Pavestaten, Venedig og Ragusa, støttede økonomisk og militært. Skanderbeg blev beundret i flere europæiske hof for sin evne til at tage kampen op med det, der på daværende tidspunkt var en af de mægtigste militære styrker på kontinentet. Oprøret ophørte ved Skanderbegs død i 1468, men det ville tage osmannerne yderligere 10 år at tage alle albanske territorier tilbage fra oprørerne. Skanderbegs popularitet voksede mange århundreder senere - i det 19. århundrede - som følge af at han blev anset som en folkehelt og en del af den albanske nationalidentitet.

Med tyrkernes ankomst, blev islam introduceret i Albanien som en tredje religion. Dette medførte en massiv udvandring af albanere til diverse kristne europæiske lande.
Sammen med bosniakkerne nød de muslimske albanere særdeles god status i det Osmanniske Rige, og var hovedsøjlerne i Højportens Balkan-politik.

Mange muslimske albanere udnyttede denne høje status til at skaffe sig vigtige administrative positioner, og over tyve storvisirer var eksempelvis af albansk oprindelse, heriblandt general Köprülü Mehmed Pasha, som senere kommanderede de osmanniske styrker under de osmannisk-persiske krige; general Köprülü Fazıl Ahmed, som ledte de osmanniske styrker under den Østrig-tyrkiske krig (1663–1664); og senere Muhammad Ali Pasha af Egypten.

I det 15. århundrede, da det Osmanniske Rige var ved at blive fast forankret i regionen, blev de albanske byer organiseret i fire sanjakker. Styret søgte at fremme mere handel ved at tillade en større mængde jødiske flygtninge på flugt fra den spanske inkvisition at slå sig ned i regionen. Vlorë blev central for importerede handelsvarer såsom fløjl, bomuld, mohair, tæpper, krydderier og læder fra Bursa og Konstantinopel, og nogle af Vlorës borgere havde sågar handelsnetværk op igennem resten af Europa.

Albanerne kunne også findes i andre hjørner af det store rige, heriblandt i Irak, Egypten, Algeriet og langs Maghreb, i vigtige militære og administrative positioner. Dette skyldtes delvist Devşirme-systemet, hvorved kristne osmanneres drenge blev hvervet til staten i en ung alder. Islamiseringsprocessen var inkrementel, og startede fra osmannernes ankomst i det 14. århundrede. Timar-besiddere, der var en af hjørnestenene i osmannernes tidlige kontrol med Sydøsteuropa, var ikke nødvendigvis islamiske konvertitter, og gjorde af og til oprør. Størstedelen af den albanske befolkning blev dog gradvist konverteret til islam - en proces, der især voksede i det 17. (for katolske albanere) og 18. århundrede (for ortodokse albanere) . Til at begynde med vedrørte islamiseringen kun de støre bycentre Elbasan og Shkoder, men efterhånden begyndte folk på landet også at tage den nye religion til sig. Folk konverterede af mange forskellige grunde, men manglen på kildemateriale gør at det generelt er svært at udpege motivationsgrunde.

Prizrenligaen blev dannet 1. juni 1878 i Prizren, Kosovo Vilayet i det Osmanniske Rige. Til at begynde med havde de osmanniske autoriteter støttet Ligaen, hvis udgangspunkt havde været baseret på religiøs solidaritet med muslimske jordejere og folk forbundet med den osmanniske administration. Osmannerne vægtede muslimsk solidaritet højt, og ønskede at beskytte alle muslimske lande, heriblandt det, der i dag er Bosnien-Hercegovina. Ligaen blev derfor døbt De sande muslimers komité (). Ligaen udsendte et dekret kendt som Kararname, som indeholdt en proklamation om at folk fra det nordlige Albanien, Epirus og Bosnien var villige til at forsvare det Osmanniske Riges territoriale integritet med alle midler mod tropper fra Bulgarien, Serbien og Montenegro. Det blev underskrevet af 47 muslimske stedfortrædere for Ligaen 18. juni 1878. Omkring 300 muslimer deltog i forsamlingen, heriblandt deleerede fra Bosnien og mutasarrif (sanjakbey) fra Sanjakken Prizren som repræsentanter for centralautoriteterne, og ingen delegerede fra Scutari Vilayet.

Osmannerne droppede deres støtte til Ligaen, da den, under påvirkning af Abdyl bey Frashëri, begyndte at arbejde hen mod albansk autonomi, og anmodede om at sammensmeltning af fire osmanniske vilayetter (Kosovo, Scutari, Monastir og Ioannina) til en ny Albansk Vilayet). Ligaen anvendte militær magt til at forhindre annektering af dele af Plav og Gusinje, som ellers var blevet tildelt Montenegro af Berlinerkongressen. Efter flere kampe med montenegrinske tropper, såsom i Slaget om Novšiće, og under pres fra stormagterne, blev Prizrenligaen nødt til at trække sig tilbage fra de omstridte regioner Plav og Gusinje, og blev senere besejret af en osmannisk hær sendt af sultanen.

Urolighederne i Albanien fortsatte dog, og efter de albanske optøjer i 1912, det osmanniske nederlag i Balkankrigene og montenegrinske, serbiske og græske styrkers indtog i albanske territorier, så den albanske nationalistbevægelse en mulighed, og nationalistlederen Ismail Qemali udråbte albansk uafhængighed af det Osmanniske Rige i Vlora 28. november 1912.

Ved den albanske nationalkongres i Vlorë 28. november 1912 konstituerede kongresdeltagerne Vlorë-forsamlingen. Forsamlingen, bestående af 83 ledende albanske skikkelser, udråbte Albanien til en uafhængig stat og oprettede efterfølgende Albaniens provisoriske regering ved deres anden session, afholdt 4. december 1912. Regeringen havde ti medlemmer, og blev anført af Ismail Qemali frem til hans resignation 22. januar 1914. Forsamlingen etablerede også Senatet () som har en rådgivende funktion for regeringen, og består af 18 medlemmer fra forsamlingen.

Albaniens uafhængighed blev anerkendt ved Londonkonferencen 29. juli 1913, men optegnelsen af grænserne for det nyligt oprettede albanske fyrstendømme ignorerede dog de demografiske realiteter. Den Internationale Kontrolkommission blev etableret 15. oktober 1913 med hovedkvarter i Vlorë, for at håndtere administrationen af det nyligt oprettede Albanien indtil dets politiske institutioner fungerede ordentligt. Det Internationale Gendarmeri blev etableret som Fyrstendømmet Albaniens første retshåndhævende organ, og de første gendarmer ankom til Albanien i begyndelsen af november. Prins Wilhelm af Wied blev valgt som nationens første fyrste.

I november 1913 havde de pro-osmanniske albanske styrker tilbudt den albanske trone til den osmanniske krigsminister (af albansk oprindelse), Izzet Pasha. De pro-osmanniske bønder mente at det nye fyrstendømme var styret af de seks kristne stormagter og lokale jordejere, som ejede halvdelen af agerjorden.

Fyrst Wilhelms kortlivede fyrstendømme (1914-1925) blev fulgt af den første Albanske Republik (1925-1928). I 1925 blev den fire-mand-store formynderregering afskaffet og Ahmet Zogu blev valgt som præsident af den nyligt udråbte republik. Tirana blev officielt udråbt til landets permanente hovedstad. Zogu bedrev en autoritær og konservativ regeringsførelse, hvis hovedformål var at vedligeholde stabilitet og orden. Han blev i denne periode tvunget til at acceptere en samarbejdspolitik med Kongeriget Italien, og en pagt mellem de to lande blev underskrevet 20. januar 1925, hvorved Italien fik monopol på al fragt og handel.

Zogu udvidede gradvist sin autoritet, og i 1928 omdannede han republikken til et monarki med ham selv som konge af Albanien. For at sikre yderligere muligheder for direkte kontrol med landet, lagde Zogu, der nu blev tituleret som kong Zog 1., stor vægt på konstruktion af nye veje og infrastruktur. Alle mandlige albanere over 16 år blev krævet at afgive ti dages gratis arbejdskraft til staten. Kong Zog forblev konservativ, men igangsatte dog visse reformer - eksempelvis blev den gamle tradition med at føje sin region til sit navn droppet i et forsøg på social modernisering, ligesom han også donerede land til internationale organisationer, der ønskede at bygge skoler og hospitaler. De væbnede styrker blev trænet af italienske instruktører, og som modvægt hertil beholdt Zog britiske officerer i det Internationale Gendarmeri på trods af stærkt italiensk pres for at få dem fjernet. Op igennem 1930'erne blev Kongeriget Albanien aktivt støttet af det italienske fascistiske regime, og de to lande nød generelt tætte relationer frem til Italiens pludselige invasion af Albanien i 1939.

Efter den italienske invasion af Albanien blev landet sat op som et italiensk protektorat under den italienske konge Victor Emanuel 3.

Efter Aksemagternes invasion af Jugoslavien i april 1941 blev de dele af Jugoslavien, hvor der boede større mængder albanere, annekteret af Albanien: dette gjaldt størstedelen af Kosovo, såvel som det vestlige Makedonien, byen Tutin i det centrale Serbien og en stribe land i det østlige Montenegro. I november 1941 etablerede de små albanske kommunistgrupper et Albansk kommunistparti i Tirana med 130 medlemmer, under ledelse af Enver Hoxha og en 11-mand-stor Centralkomité. Partiet havde til at begynde med ikke bred appel, og selv dets ungdomsorganisation havde kun få rekrutter. Efter marts 1943 dannede den Nationale Befrielsesbevægelse sin første og anden bataljon, som efterfølgende blev brigader, og fungerede i modstandskamp sammen med andre, mindre modstandsenheder. Modstanden mod besættelsen voksede stærkt efterhånden som det blev tydeligt, at Italien var svækket militært. I slutningen af 1942 var der mellem 8.000 og 10.000 guerillakrigere i Albanien. Pr. sommeren 1943, da de italienske styrker gav op, var næsten hele landets bjergfyldte indre kontrolleret af modstandsfolk.

Efter Italiens kapitulation i 1943 besatte Nazityskland Albanien, og satte det op som klientstat. De nationalistiske Balli Kombetar, som havde kæmpet mod Italien, dannede en neutral regering i Tirana, og kæmpede side-om-side med tyskerne mod den kommunistisk-anførte Nationale Befrielsesbevægelse. Pr. januar 1944 havde de kommunistiske partisaner vundet kontrollen over en stor del af det sydlige Albanien, omend tyske angreb fortsat drev dem ud af andre områder. På Përmet-kongressen dannede den Nationale Befrielsesbevægelse et Antifascistisk Råd for National Befrielse, som skulle fungere som Albaniens administration og lovgivende magt. Før udgangen af november 1944 havde størstedelen af de tyske tropper trukket sig tilbage fra Tirana, og kommunisterne erobrede byen. Partisanerne befriede de sidste dele af Albanien fra tysk besættelse 29. november 1944. I perioden herefter udspillede der sig et borgerkrigslignende scenarie i Albanien, hvor kommunister og nationalister fortsat lå i krig mod hinanden. De kommunistiske partisaner sendte styrker nordpå mod nationalisterne, og blev mødt af modstand i Nikaj-Mertur, Dukagjin og Kelmend (Kelmendi anført af Prek Cali). De kommunistiske partisaner endte som sejrherrer, og etablerede en socialistisk republik.

Efter befrielsen af Albanien fra nazisternes besættelse, blev landet en socialistisk stat i form af Folkerepublikken Albanien (omdøbt til den Socialistiske Folkerepublik Albanien i 1976), som blev ledet af Albaniens Arbejdets Parti og dets generalsekretær Enver Hoxha.

Landet var en satellitstat til Jugoslavien mellem 1944 og 1948, men allierede sig med Stalin efter, at Tito havde brudt med Sovjetunionen 1948. Landet blev medlem af FN i 1955.

Den socialistiske genopbygning af Albanien blev påbegyndt øjeblikkeligt efter monarkiets afskaffelse og indførelsen af folkerepublikken. I 1947 blev Albaniens første jernbanelinje færdigkonstrueret, og den anden blot otte måneder senere. Der blev vedtaget nye love om jordreform, som tildelte jorden til de arbejdere og bønder, der dyrkede den, landbrug blev kooperativt, og produktion voksede betragteligt indtil Albanien til sidst var selvforsynende udi landbrug. I 1955 var analfabetisme udryddet blandt landets voksne befolkning.

I samme periode blev Albanien industrialiseret og oplevede voldsom økonomisk vækst - den gennemsnitlige BNI  var således 29% højere end verdensgennemsnittet, og 56% højere end det europæiske gennemsnit. Albaniens socialistiske forfatning tillod ikke beskatning af individer; i stedet blev kooperativer og andre organisationer beskattet, hvilket havde mere eller mindre den samme effekt.

Religionsfrihed blev suspenderet i det socialistiske Albanien, og alle former for gudsdyrkelse blev kriminaliseret. I august 1945 havde landbrugsreformloven betydet at store dele af ejendom, der var ejet af religiøse grupper (hovedsageligt islamiske waqfs) blev nationaliseret, sammen med klostre og bispedømmer. I 1949 krævede et nyt dekret om religiøse fællesskaber at alle deres aktiviteter skulle sanktioneres af staten og staten alene.
Efter hundreder af moskeer og flere islamiske biblioteker var blevet destrueret, bandlyste en lov i 1967 al fascistisk, religiøs, krigsmagende, antisocialistisk aktivitet og propaganda, og samme år udråbte Hoxha Albanien til verdens første atetistiske stat. Flere af landets kirker blev ligeledes ødelagt eller konverteret til kulturcentre for unge mennesker. Selvom prædikener kunne straffes med fængselsdomme på mellem 3 og 10 år, fortsatte mange albanere med at praktisere deres religion i det skjulte. Hoxha-styrets anti-religiøsitet blev beskrevet kort og koncist i en formulering fra landets forfatning i 1976: Staten anerkender ingen religion, og støtter og gennemfører ateistisk propaganda for at implantere et videnskabeligt materialistisk verdenssyn i folk.

Efter Hoxhas død i 1985 forsøgte hans enke Nexhmije Hoxha at få den politiske magt, men blev udmanøvreret af den nye partileder, Ramiz Alia. I erkendelsen af behovet for decentralisering indledte han i 1987 en moderat reformkurs med en lempelse af den planøkonomiske politik, samtidig med at flere andre Østbloklande ligeledes gik i opløsning. Efter protester i 1989 samt yderligere reformer i 1990 gik Den Socialistiske Folkerepublik Albanien i opløsning i 1991-1992, og blev i stedet omdannet til Republikken Albanien. Albaniens Arbejdets Parti bevarede en højborg i parlamentet efter at være blevet valgt ind ved parlamentsvalget i 1991. I marts 1992, da privatiseringspolitikken havde medført økonomisk kollaps og sociale optøjer, vandt en ny koalition ført af det nye Albaniens Demokratiske Parti magten.

I de følgende år blev en stor del af landets rigdom investeret i pyramideforetagender i banksektoren, som blev støttet af landets regering. Pyramideforetagenderne blev udbredt til et sted mellem 20%-33% af landets befolkning. På trods af advarsler fra IMF i slutningen af 1996, forsvarede den daværende præsident Sali Berisha pyramideforetagenderne som blot værende store investeringsfirmaer, hvilket fik flere til at omdirigere deres pengeoverførsler og sælge deres hjem og kvæg for at kunne investere i pyramideforetagenderne. Pyramideforetagenderne brød endeligt sammen i slutningen af 1996, hvilket fik mange af investorerne til at afholde fredelige protester mod regeringen og kræve deres penge tilbage. Protesterne blev voldelige i februar 1997, da regeringsstyrkerne åbnede ild mod demonstranter. Måneden efter deserterede politistyrken og den Republikanske Garde, og efterlod ubevogtede våbenlagre, som øjeblikkeligt blev tømt af militser og kriminelle bander. Den resulterende krise skabte en bølge af evakueringer af udlændinge fra landet (såsom ved Operation Libelle og Operation Silver Wake) samt en strøm af flygtninge, hovedsageligt til Italien, Grækenland, Schweiz, Tyskland og USA.

Krisen førte til at premierminister Aleksandër Meksis gik af 11. marts 1997, og fulgt af præsident Sali Berisha, der trak sig i juli efter han forinden havde givet amnesti til en række fanger, heriblandt den fremtrædende socialistiske leder Fatos Nano. I mellemtiden, april 1997, ankom en fredsbevarende FN-styrke, anført af Italien, til landet i Operation Alba. Styrken havde to formål: at assistere med evakueringen af udlændinge og at sikre området for internationale organisationer - primært WEU MAPE, som samarbejdede med regeringen om at restrukturere retssystem og politi. Optøjerne stilnede af efter Albaniens Socialistiske Parti valgt parlamentsvalget samme år, og den nyligt løsladte Fatos Nano blev ny premierminister.

I september 1998 udbrød der voldelige uroligheder i landet efter attentatet på den fremtrædende demokratiske politiker Azem Hajdari, og under hans begravelse forsøgte bevæbnede grupper kupforsøg mod regeringen - kupforsøget slog fejl, men premierminister Nano måtte flygte og trak sig kort efter som premierminister. Han blev efterfulgt af Pandeli Majko på posten. Samme år, og især året efter, blev landet voldsomt påvirket af Operation Allied Force i nabolandet Jugoslavien, da et stort antal albanere flygtede fra Kosovo til Albanien.

Den albanske republik er et parlamentarisk demokrati, etableret under en forfatning der blev fornyet i 1998. Der afholdes valg hvert fjerde år til den 140-sæder-store etkammer-forsamling. I juni 2002 blev en kompromiskandidat, den tidligere general Alfred Moisiu, valgt til at efterfølge præsident Rexhep Meidani. Efter et parlamentsvalg i juli 2005 blev lederen af Albaniens Demokratiske Parti, Sali Berisha, premierminister, mens Bamir Topi blev præsident i juli 2007. Den nuværende albanske præsident, Ilir Meta, blev valgt af parlamentet i april 2017.

I Albanien er der mange politiske partier og til valget i 2009 var der opstillet 33 partier, blandt andre Partia Demokratike e Shqipërisë, Lëvizja Socialiste për Integrim, Partia Agrare Ambientaliste, Partia Aleanca Demokratike, Partia Demokracia Sociale e Shqiperise, Partia Demokrate e Re, Partia Demokristiane e Shqipërisë, Partia Fashiste e Shqipërisë og Partia Socialdemokrate e Shqipërisë. De to største, Partia Socialiste e Shqipërisë og Partia Demokratike e Shqipërisë, fik tilsammen 81% af stemmerne ved valget i 2009.

Albaniens Euro-Atlantiske integration har været det øverste mål for regeringerne efter den kommunistiske tid, og Albaniens EU-medlemskab er blevet sat som en prioritet af EU-Kommissionen.

Albanien blev, sammen med Kroatien, medlem af NATO 1. april 2009, hvorved de blev det 27. og 28. medlem af alliancen.

Albaniens statsoverhoved er republikkens præsident. Præsidenten vælges af parlamentet for 5 år af gangen, via hemmelig afstemning, og kræver en 50%+1 majoritet af stemmerne.

Præsidenten har magten til at garantere overholdelse af forfatningen og lovene, være øverstkommanderende for de væbnede styrker, bedrive parlamentets rolle, når parlamentet ikke er til stede, samt udpege en formand for ministerrådet (en premierminister).

Den udøvende magt ligger normalt i ministerrådet (kabinettet). Formanden for rådet (premierministeren) udpeges af præsidenten; ministre nomineres af præsidenten på baggrund af premierministerens anbefalinger. Parlamentet skal give den endelige godkendelse af ministerrådets sammensætning. Rådet er ansvarligt for både uden- og indenrigspolitik gennem ministerierne og de andre statslige enheder.

Retshåndhævelse hører i Albanien hovedsageligt under det albanske politi. Albanien har derudover et antiterrorkorps kaldet RENEA (forkortelse for Reparti i Neutralizimit të Elementit të Armatosur, eller på dansk: Afdelingen for neutralisering af bevæbnede elementer).

Landet har en forholdsvis høj mordrate, og har især problemer med blodhævn i øde områder i landets nordlige del, samt vold i nære relationer. I 2014 blev det anslået at omkring 3000 albanske familier på det tidspunkt var involveret i blodfejder, samt at dette siden den socialistiske republiks fald havde ført til mere end 10.000 menneskers død.

Republikken Albaniens Forsamling (Kuvendi i Republikës së Shqipërisë) er Albaniens lovgivende magt. Det består af 140 medlemmer, som vælges gennem et liste-proportionelt repræsentationssystem senest hvert fjerde år. Forsamlingens formand, som har to viceformænd, leder den. Der findes 15 permanente kommissioner eller komitéer.

Forsamlingen har magten til at beslutte hvilken retning inden- og udenrigspolitik skal bevæge sig i; godkende eller føje til forfatningen; erklære krig; ratificere eller annullere internationale traktater; vælge republikkens præsident, højesteret, rigsadvokaten samt hans stedfortrædere; samt kontrollere statsligt tv- og radio, statslige nyhedstjenester og andre officielle media.

Den danske ombudsmand har – i forbindelse med ydelse af dansk overgangsbistand – rådgivet Albanien med etableringen af en tilsvarende institution. Den albanske ombudsmand betegnes som Folkets Advokat.

De væbnede albanske styrker (Forcat e Armatosura të Shqipërisë) blev oprettet efter landet erklærede sin uafhængighed i 1912. I de seneste årtier har Albanien gradvist reduceret antallet af aktive tropper fra 65.000 i 1988 til 14.500 i 2009. Militæret består nu hovedsageligt af en lille samling af fly- og flådefartøjer. i 1990'erne skrottede landet enorme mængder forældet materiel, som de havde fået fra Kina, heriblandt tanks og SAM-systemer.

De væbnede styrker omfatter i øjeblikket Generalstaben, de albanske landstyrker, det albanske luftvåben og de albanske flådestyrker. En øgning af landets militære budget var oprindeligt et af de vigtigste krav i forhold til at blive integreret i NATO, men militære udgifter har dog siden 1996 ligget på mindre end 1,5% siden 1996, med undtagelse af i 2009 hvor det kortvarigt hoppede til at udgøre 2%. Siden februar 2008 har Albanien været officiel deltager i NATO's Operation Active Endeavor i Middelhavet. Landet blev inviteret til medlemskab af NATO 3. april 2008, og blev endelig et fuldgyldigt medlem 2. april året efter.

Albanien er opdelet i 12 administrative amter (). Siden juni 2015 er disse amter yderligere opdelt i 61 kommuner (). Amterne var tidligere opdelt i 36 distrikter (), der dog blev opløst i 2000. Regeringen introducerede en ny administrativ opdeling, der skulle implementeres i 2015, hvorved kommunerne blev reduceret til de nuværende 61, mens landdistrikterne kaldet komuna blev afskaffet. De afskaffede kommuner vil i stedet blive kaldt nabolag eller landsbyer (). Der findes i alt 2980 landsbyer/fællesskab () i Albanien, der tidligere var kendt som lokaliteter (). Kommunerne er det første niveau af lokal forvaltning, og ansvarlige for lokale behov og lovhåndhævelse.

Som en del af reformen blev de store bycentre i Albanien fysisk ombygget, og facaderne blev malet til at give et mere middelhavslignende udseende.

Albanien har et samlet areal på 28748 km². Det ligger mellem breddegraderne 39° og 43° N, samt mellem længdegraderne 19° og 21° Ø (et lille område ligger øst for 21° Ø). Albaniens kystlinje er 476 km lang og strækker sig langs Adriaterhavet og det Ioniske Hav. Det vestlige lavland grænser op til Adriaterhavet.

Længere inde i landet afhænger klimaet meget af højde, men de områder der ligger mere end 1.500 m over havoverfladen er om vinteren særdeles kolde og ofte snefyldte, hvilket somme tider kan vare ved ind i foråret.

Udover hovedstaden Tirana, som har 420.000 indbyggere, er de centrale byer i landet Durrës, Korçë, Elbasan, Shkodër, Gjirokastër, Vlorë og Kukës.

De tre største og dybeste tektoniske søer på Balkanhalvøen ligger alle delvist i Albanien. Shkodër-søen i nordvest har en overflade på mellem 370 km² og 530 km2, hvoraf en tredjedel tilhører Albanien og resten Montenegro. Ohrid-søen ligger i landets sydøstlige del, og deles mellem Albanien og Republikken Makedonien. Den har en maksimal dybde på 289 meter og er hjem for en række unikke dyr og planter, heriblandt levende fossiler og mange endemiske arter. På grund af dens naturmæssige og historiske værdi er Ohrid-søen beskyttet af UNESCO. Sidst er også Butrinti-søen, som er en lille tektonisk sø i nationalparken Butrint.

Selvom det er et lille land har Albanien en biologisk mangfoldighed. Landets mange variationer i geomorfologi, klima og terræn skaber gunstige forhold for en lang række endemiske og sub-endemiske arter med 27 endemiske og 160 subendemiske vaskulære planter voksende i landet - i alt findes der mere end 3250 plantearter i Albanien, heriblandt omkring 30% af hele Europas samlede mængde plantearter.

Plantegeografisk tilhører Albanien Middelhavsregionen og Illyriens floraprovins. Kystregioner og lavland har typisk Middelhavsvegetation af maki, mens egeskove og lignende vegetation findes på højere terræn. På højder over 1800 meter vokser der store skove af Sort-Fyr, bøg og ædelgran, samt alpine græssletter.

Ifølge WWF Verdensnaturfonden og Det Europæiske Miljøagentur kan Albaniens territorium inddeles i tre økoregioner: de illyriske løvskove, Pindosbjergenes blandede skove, og De dinariske Alpers blandede skove. De albanske skove er stadig hjem for store mængder store pattedyr, såsom brunbjørnen, ulven, gemsen og vildsvinet. De nordlige og østlige bjerge er hjem for de sidste tilbageværende Balkanlosser - en kritisk truet underart af den europæiske los. Vildkatte, skovmåre og ildere er sjældne, men lever fortsat i nogle dele af landet.

Der findes omkring 760 typer hvirveldyr i Albanien - heriblandt mere end 350 fuglearter, 330 fiskearter og 80 pattedyrearter. De stenfyldte kystregioner i den sydlige del af landet er et godt levested for den truede Middelhavsmunkesæl. Blandt de mest signifikante fuglearter i landet er kongeørnen – kendt som Albaniens nationalsymbol  – gribbearter, tjuren og flere vandfugle.

Albanien er et land på vej frem, men er fortsat et af de fattigste lande i Europa. Efter en svær tid med 45 år som lukket diktatur til 1991 og økonomiske og politiske tilbageslag i 1990'erne og uro og usikkerhed i samfundet efter sammenbruddet af pyramidespillene i 1997, formåede man at huse 400.000 flygtninge fra Kosovo i 1999.

Hovedparten af befolkningen (95%) er albanere. Landet har dog en væsentlig græsk minoritet. En række indbyggere med etnisk albansk baggrund bor endvidere i naboområderne Kosovo, Makedonien, Montenegro og Serbien. Sproget er albansk, men der tales dog også græsk, primært af den græske minoritet.

Religionen er blevet bevaret, selvom den under kommunismen var forbudt. Siden besættelsen af det Osmanniske Rige, bekender 57% af albanerne sig til islam. Resten består henholdsvis af 20% græsk ortodokse og 10% romersk-katolske.

Blandt Albaniens mest kendte forfattere er Sami Bey Frashëri, Fan Noli, Ismail Kadaré og Dritëro Agolli.

Albansk folkemusik spilles stadig i Albanien, Kosovo og Makedonien

Det albanske sprog er et indo-europæisk sprog.

Det albanske køkken er – ligesom de fleste middelhavs- og Balkan-nationer – stærkt påvirket af dets lange historie. Det territorie, der i dag er Albanien, er igennem historien blevet besat eller indlemmet i Grækenland, Serbien, Italien og det Osmanniske Rige, og hver gruppe har sat sine spor i det albanske køkken. Albaneres hovedmåltid er frokosten, der ofte serveres med en salat af friske grøntsager såsom tomater, agurker, grønne peberfrugter og olivener med olivenolie, eddike og salt. Det omfatter også en hovedret med grøntsager og kød. I kystbyerne Durrës, Sarandë og Vlorë findes der mange fiske- og skaldyrsspecialiteter. På steder beliggende langt over havets overflade spises ofte røget kød og syltet konserves.

 
 




#Article 158: Baden-Württemberg (201 words)


Baden-Württemberg er en tysk delstat. Den ligger i det sydvestlige Tyskland og grænser op til Schweiz mod syd, Frankrig mod vest, og Rheinland-Pfalz, Hessen og Bayern. Vigtige byer er Stuttgart, Mannheim, Karlsruhe, Freiburg, Heidelberg, Heilbronn, Ulm, Pforzheim, Ludwigsburg, Esslingen og Reutlingen. 

Baden-Württemberg har 11.100.394 indbyggere (31. december 2019), dækker 35.750 km² og er den tredjestørste af de 16 delstater i befolkning og areal. Ministerpræsident er Winfried Kretschmann fra partiet Die Grünen. Han leder en koalitionsregering mellem Die Grünen og det socialdemokratiske SPD. Kretschmann er den første ministerpræsident (delstatspræsident) fra Die Grünen. Hans regering tiltrådte efter delstatsvalget i 2011.

Baden-Württemberg blev dannet den 25. april 1952 ved sammenlægning af delstaterne (Länder) Baden, Württemberg-Baden og Württemberg-Hohenzollern.

Baden-Württemberg er siden 1. Januar 1973 opdelt i fire Regierungsbezirke, tolv Regioner (med et Regionalverband), 35 Landkreise og ni Stadtkreise (svarer til kreisfrie byer, men benævnes Stadtkreis i Baden-Würtemberg.

Regionen Donau-Iller omfatter også et grænseområde i Bayern. Regionen Rhein-Neckar omfatter også grænseområder i Hessen und Rheinland-Pfalz.

Til Landkreis Konstanz hører også eksklaven Büsingen am Hochrhein (BÜS), som ligger i nærheden af Schaffhausen og er omsluttet af Schweizisk område.

Landkreisene har siden 1956 været sammensluttet i Landkreistag Baden-Württemberg

Delstaten Baden-Württemberg har i alt 1108 kommuner (1. Januar 2007).




#Article 159: Bern (2775 words)


Bern (; ; ) er forbundshovedstad i Schweiz og landets fjerdestørste by (efter Zürich, Basel og Geneve) med  indbyggere (med forstæder: 350.000; metropol: 660.000). Floden Aare flyder gennem byen. Bern er administrativt center i den tosprogede (tysk og fransk) Kanton Bern, der er den næstmest befolkede af Schweiz' 26 kantoner. Den gamle bydel i Bern er på UNESCOs Verdensarvsliste.

Efter de første bosættelser på halvøen Engehalbinsel nord for Bern i Le-Tène-tiden var der en gallo-romersk Vicus, som blev opgivet mellem 165 og 211 e.v.t. I 1191 blev byen erobret af hertug Berthold V af Zähringen. Ifølge legenden kaldte han byen Bern, fordi han skulle have fanget en bjørn på dette sted. Mere sandsynligt er det imidlertid, at Berchthold opkaldte byen til ære for sagnhelten Dietrich von Bern, som han beundrede (Bern i Dietrichs navn er et gammelt tysk navn for Verona). Nu er den sandsynligste mulighed, at navnet kommer fra det keltiske ord Berna, som betyder kløft ment på et afsnit af Aare. I den romerske tid var der en Vicus på Engehalbinsel. Berchthold byggede byen på landtungen i Aare, så den var naturligt beskyttet på tre sider. På den fjerde side mod land opførtes en bymur med vagttårn. Byens beskyttede placering muliggjorde en hurtig vækst i retning mod vest.

Efter at Zährunger-slægten uddøde i 1218, blev Bern en fri rigsstad. Berns endegyldige uafhængighed kom med Slaget ved Dornbühl (1298) og Laupenkrigen (1339). I sidstnævnte slag fik Bern støtte fra kantonerne Uri, Schwyz og Unterwalden, som Bern havde dannet forbund med i 1323. I 1353 indtrådte Bern som det ottende område i det gamle edsforbund. Efter en stor bybrand i 1405 genopbyggede man byen i sandsten, hvor bygningerne tidligere var af træ. Byens middelalderlige bybillede fra dengang er i store træk bevaret til i dag.

I 1439 og 1565 havde man to udbrud af pest i byen, hvor det sidste varede næsten to år og kostede 5.000 bernere livet. Mellem 1622 og 1646 byggede man forsvarsskansen Grosse Schanze mod vest. Skansen blev nedbrudt mellem 1834 og 1846 for at gøre plads til en byudvidelse. Hovedbygningen af Berns Universitet er bygget på de sidste rester af skansen.

I 1700-tallet var indbyggertallet svagt faldende, men i midten af 1800-tallet steg befolkningstallet mærkbart. Befolkningstilvæksten steg yderligere, efter at den første schweiziske forbundsforsamling i 1848 havde udpeget Bern som sæde for forbundsmyndighederne. Med det stigende antal borgere, der vandrede fra land til by, forandredes den politiske styreform i Bern sig efterhånden. Hidtil havde den bestået af et antal råd understøttet af rigmandsfamilier. Efterhånden indførtes en Gemeindeversamlung med direkte demokrati udøvet i folkeforsamlinger, hvor der stemtes ved håndsoprækning. Disse blev i 1887 afløst af hemmelige afstemninger, hvor der valgtes en borgmester og et antal delegerede. I 1894 indførte Bern som en af de første kommuner proportionalvalg til byrådsvalg. Som den første socialdemokrat blev Gustav Muller indvalgt i byrådet i 1895, og i 1918 opnåede partiet absolut flertal. I årene frem til 1920 fik Bern dermed den første socialdemokratiske borgmester. Det politiske billede i Bern byråd har fra 1950'erne været præget af mange små partier. I 1968 opnåede kvinder politisk ligeret i Bern.

Byen Bern ligger i det schweiziske Mittelland ved floden Aare. Berns gamle bydel ligger ved en flodsløjfe, og bydelen ligger således som en tange med vand omkring tre sider. Fra den gamle bydel breder byen sig ud i en 12 kilometers radius.

Byen er omgivet af højdedrag og store skovområder. Selve hovedstaden udgøres foruden Bern af en række omegnskommuner, og området har i alt omkring 350.000 indbyggere. Selve den bybebyggede del udgøres af kommunerne Bern, Bremgarten bei Bern, Köniz, Muri, Ostermundigen, Ittigen, Bolligen og Zollikofen med tilsammen omkring 200.000 indbyggere.

Byen Bern befinder sig i den tempereret klimazone med løvskov. De enkelte årstider er der ligesom i hele Schweiz stor forskel i. Gennemsnitligt falder der 85 millimeter nedbør pr. måned og 1.000 millimeter pr. år. Med 110 millimeter regner det på grund af Konvektionsregn næsten dobbelt så meget om sommeren som om vinteren. Gennemsnitligt kan man regne med 126 dage om året, hvor der falder mere end 1 millimeter regn.

Gennemsnitstemperaturen ligger på 8 °C. Om sommeren ligger dagsgennemsnitstemperaturen mellem 15 og 20 °C.

Med udgangen af 2006 boede der 127.882 borgere i Bern Kommune, heraf 21 % udlændinge. De største udenlandske befolkningsgrupper i Bern kommer fra Italien, Tyskland, tidligere Jugoslavien og Spanien.

Tysk er officielt sprog i Bern og tales i den særlige dialekt, der kaldes Berndeutsch. Det er en højalemannisk dialekt og en variant af schweizertysk.

Cirka 41 % af bernerne tilhører den reformerte kirke, 25 % tilhører den romerskkatolske kirke (2005), omkring 3,8 % er muslimer, mens omkring 1,5 % tilhører den ortodokse kirke (2000). Bern er sæde for den kristkatolske biskop i Schweiz, og synagogen i Bern er midtpunkt for det jødiske samfund med omkring 340 medlemmer.

Bern har et overskud af kvinder, da 52,7 % er kvinder, mens 47,3 % er mænd, men der er markante forskelle mellem schweizere og udlændinge. For hver 100 kvindelige schweizere er der 83,6 % mandlige, mens der for hver 100 kvindelige udlændinge er 115,6 mandlige.

Kommunalbestyrelsen Stadrat består af 80 medlemmer, der vælges for en fireårig periode. Seneste valg var den 28. november 2004, hvor byrådet fik følgende sammensætning:

Byen styres af Gemeinderat, som består af fem medlemmer, der hver leder en af de fem forvaltninger. Ved valget i 2004 opnåede højrepartierne FDP/SVP/CVP to mandater og den rød-grønne-midteralliance tre mandater.

Tre af de fem medlemmer er kvinder. Borgmesteren (Stadtpräsident) er én blandt de fem medlemmer af Gemeinderat. I 2004 valgtes Alexander Tschäppät fra Sozialdemokratische Partei som borgmester. Ved valgene til Gemeinderat og Stadtrat gælder forholdstalsvalg, og til valg af borgmesteren benyttes majoritetsvalg. Hvis antallet af kandidater ikke overstiger antallet af pladser, kan man undlade at afholde valg (kaldes Stille Wahlen).

Da socialdemokraterne og de grønne udgør flertallet i både Stadtrat og Gemeinderat, er deres politik bestemmende for byens udvikling. Der er ingen formel koalition mellem de to partier, og som følge af det direkte demokrati i Schweiz sendes alle vigtige spørgsmål til folkeafstemning. Øvrige store partier i Bern er det liberale Freie Demokratische Partei og Schweizerische Volkspartei, der er et nationalistisk konservativt parti.

Bern indgår som et af centrene i det regionale samarbejde Espace Mittelland, som omfatter kantonerne Bern, Solothurn, Fribourg, Neuchatêl, Jura, Vaud og Valais. I denne region er der 2,5 millioner indbyggere og 900.000 arbejdspladser. Ansvaret for erhvervsudviklingen ligger på kantonsniveau, og derfor indgår hovedstaden Bern i hele kantonens strategi for regional udvikling. Byen Bern er et af de stærkeste økonomiske områder i Schweiz og er samtidig den økonomisk drivende kraft i kantonen.

Efter en kort opblomstring af industrielle erhverv i midten af 1800-tallet vendte erhvervsstrukturen i Bern omkring skiftet til det 20. århundrede, således at den procentvise andel af ansatte i stigende grad er flyttet til den tertiære sektor. Således er omkring 80 % af arbejdsstyrken i dag ansat i den tertiære sektor, primært serviceerhverv. Antallet af arbejdspladser har særligt i perioden efter 1950 været stigende. Til gengæld har antallet af erhvervsaktive i byen ligget nogenlunde konstant omkring 70.000. Arbejdskraften er i stigende omfang pendlere, der i samme periode steg fra 13.700 til 77.100. Ved udgangen af 2005 var der i alt 8.733 virksomheder med i alt 148.145 arbejdspladser. Omkring 12 % af arbejdspladserne findes inden for den offentlige administration, der er lagt i Bern i kraft af dens status som kantonal- og forbundshovedstad.

Turismen spiller en væsentlig rolle for byen og perioden 2004-2007 er antallet af overnatninger steget 20 %. Målt i forhold til overnatninger modtager Schweiz flest gæster fra (overnatninger i 2007 i parentes) Tyskland (116.419), USA (36.406), England (23.125), Italien (21.945), Frankrig (19.594), Spanien (18.991), Japan (16.558) og Østrig (12.286). Der var i 2007 33 overnatningssteder med i alt 3.234 senge. Disse havde i gennemsnit en udnyttelsesgrad på 56,3 %.

Bern er forbundet med motorvejene A1, A6 og A12.

Den kollektive trafik drives hovedsagelig af selskabet Bernmobil, der driver tre sporvognslinjer samt flere trolleybus- og buslinjer. Bustrafikken til omegnskommunerne køres af Postauto samt af Regionalverkehr Bern-Solothurn (RBS). Siden 2004 er Bernmobil indgået i billetfællesskabet Bern-Solothurn, der strækker sig over byerne Bern og Solothurn samt Emmental. Berner S-Bahn forbinder ligeledes omegnsbyerne. Med 13 linjer forbindes Thun, Emmental, Biel, Solothurn, Neuenburg, Freiburg og Schwarzenburg med Bern. S-banen drives af RBS.

Berns hovedbanegård er knudepunkt for fjerntrafikken, der køres af Schweizerische Bundesbahnen (SBB) samt for S-togstrafikken. Herfra kører tog med nationale destinationer (f.eks. Zürich, Basel, Luzern, Lausanne og Genève) samt internationale forbindelser til Tyskland (herunder med ICE-tog), Frankrig (TGV-tog), Italien (Pendolino-tog) og Spanien (Talgo-tog). Målt på trafikantal er Berns hovedbane næststørst i Schweiz efter Zürich, mens Basel er tredjestørst. Under banegården findes endestation for de tre smalsporede baner, der drives af RBS, og som er integreret i S-togsnettet.

Marzilibahn er en kabelbane, der forbinder kvarteret Marzili ved Aare-bredden med regerings- og parlamentsbygningen Bundeshaus. Med en længde på kun 105 meter er det en af de korteste kabelbaner i Europa. Endvidere forbinder en kabelbane forstaden Wabern med det 858 meter høje bjerg Gurten (Gurtenbahn).

Flytrafikken håndteres fra lufthavnen Flughafen Bern-Belp, der ligger syd for byen i kommunen Belp. Lufthavnen havde i 2007 51.217 starter og landinger og 106.614 passagerer. Lufthavnen har én start- og landingsbane med en længde på 1.730 meter. Herudover er der to græslandingsbaner.

I Bern er der 22 offentlige folkeskoler fordelt på seks skolekredse; hertil kommer en række private skoler. Ud over disse findes en specialskole (Schulhaus Länggasse) for børn med indlæringsvanskeligheder eller sociale problemer samt en skole for børn med sprogproblemer (Schulhaus Matte). Der er otte gymnasier, hvoraf fire er private.

Universitetet i Bern har omkring 13.000 studerende (53 % kvinder og 47 % mænd) med fakulteter inden for teologi, retsvidenskab, samfundsvidenskab, medicin, veterinærvidenskab, filosofi, historie, humaniora og naturvidenskab. Universitet blev i sin nuværende form grundlagt i 1834, men allerede i det 16. århundrede grundlagde man efter refomationen en uddannelse til understøttelse af det reformerte præsteskab. I det 18. århundrede kom jura og matematik til, og i 1805 omdannede man uddannelsen med sine dybe rødder i teologiskolen til et akademi med fire fakulteter. I 1834 etableredes så universitetet, og fra 1900 blev antallet af fakulteter løbende udvidet.

Berner Hochfachschule (BFH) er en samlet betegnelse for i alt seks faghøjskoler, der fungerer som nationale kompetencecentre inden for hver deres fagområde. I sin nuværende form er den grundlagt i 1997 og har omkring 5.500 studerende. Uddannelserne er fordelt på fem campi, hvoraf den ene ligger i selve Bern. Der uddannes på bachelor- og kandidatniveau inden for:

Herudover findes en helt række forskellige fag- og erhvervsskoler, ligesom der også er et musikkonservatorium og en skole for jazz.

I Berns gamle, brede gader findes talrige historiske brønde med diverse motiver fra det 16. århundrede. De er medvirkende til Berns plads på UNESCOs Verdensarvsliste. Et af byens mesterværker er Zytglogge-tårnet med sit figurspil og det astronomiske ur. Tårnet udgjorde byens vestport fra 1191 til 1256. Andre tårne i byen er Käfigturm, der fra 1256 til 1344 udgjorde Berns anden vestport, og Holländerturm, der siden 1256 var en del af det tredje forsvarbælte.

Bundeshaus, Schweiz' parlamentsbygning, blev bygget efter planer af arkitekten Hans Wilhelm Auer og stod færdig i 1902. Bygningens tre kuppeltage med irret kobber gør den særlig markant. Bundeshaus består egentlig af tre bygninger, hvoraf den midterste under den store kuppel rummer Nationalrådets mødesal, Ständerats mødesal, udvalgsmødelokaler og vandrehallen, der bruges til modtagelser af udenlandske stats- og regerings ledere.

Erlacherhof er historisk og arkitektonisk det mest betydende private bygningsværk i Bern. Det blev bygget 1747 af arkitekten Albrecht Stürler og var fra 1848 sæde for Schweiz' forbundsråd. I dag er bygningen sæde for bystyrets Gemeinderat.

Untertorbrücke er den ældste, endnu bestående, bro i Bern. Den første bro på stedet blev bygget i 1256, mens den nuværende bro stammer fra omkring 1490.

I Berns gamle bydel står den største og vigtigste senmiddelalderkirke i Schweiz, Berner Münster. Den er bygget i gotisk stil. Grundstenen blev lagt i 1421 på det sted, hvor Leutkirche fra 1190 tidligere lå.

Bern har et stort og righoldigt kulturudbud.

På Stadttheater Bern opføres opera, skuespil og ballet. Teateret er opført i nyklassicistisk stil og åbnede i 1903.

Schlachthaus Theater Bern har siden 1998 været gæstespillested for den frie teaterscene. Teateret er Berns centrum for nutids- og eksperimenterende teaterkunst. Børne- og ungdomsteater er en integreret del af teateret. Mere traditionelt teater udbydes på Das Theater an der Effingerstrasse. Teateret blev etableret i 2000, efter at det tidligere Atelier Theater i 1996 blev lukket efter 45 år som følge af, at teatrets offentlige tilskud bortfaldt. Det nuværende teater finansieres fortrinsvis med private midler. Narrenpack Theater Bern er et folketeater og opfører primært komedier.

Berner Symphonie-Orchester, grundlagt i 1877, er et af Schweiz' største orkestre med omkring 100 musikere. Orkesteret giver omkring 40 koncerter om året og fungerer også som operaorkester for Stadttheater Bern. Mange af orkesterets koncerter gennemføres i koncerthuset Kultur-Casino Bern, der blev bygget 1906-1908.

Dampfzentrale er et kulturcentrum for nutidig dans og musik. Det er etableret i et gammelt vandkraftværk, som bystyret ønskede at nedrive, da vandværksdriften sluttede, men fredningsmyndighederne forhindrede dette. Efter mange års diskussion om bygningens brug blev den i 1987 besat af en gruppe unge, der ønskede at udnytte bygningen til kulturelle formål. Stedet er i dag vokset til et af byens vigtige kulturcentre med mere end 500 årlige arrangementer.

Gurtenfestival er en årlig tilbagevendende begivenhed, hvor titusinder tager til bjerget Gurten for at deltage i musikfestivalen, som er blandt de største i Schweiz. På programmet står rock og (alternativ) pop med internationale navne som Bob Dylan, UB40, Simple Minds, Pet Shop Boys, Iggy Pop og Oasis. Festivalen har eksisteret siden 1977. Foreningen BeJazz gennemfører mere end 80 jazzarrangementer om året og er blevet en anerkendt del af den tyskschweiziske jazzscene.

I ungdomskulturen er Gaskessel kendt som et af de ældste ungdomskulturcentre i Europa. Siden begyndelsen af 1970'erne har koncerter, teater, udstillinger, filmnætter og mange andre socio-kulturelle begivenheder regelmæssigt fundet sted. Om sommeren gennemføres også store outdoor-partys. Gaskessel på Berns gamle gasværksgrund er samtidig et arbejdstilbud til marginaliserede unge, der kan deltage i daglønner-projekter. Wasserwerk er Berns største technosted, hvor der også spilles live-musik. Kulturzentrum Reithalle er et betydeligt sted for den autonome ungdomskultur, hvor der udbydes koncerter, film- og teaterforevisninger, perfomances og udstillinger.

Bern har omkring 40 større og mindre parkanlæg med et samlet areal på 760.000 m² og omkring 90 offentlige legepladser. I byens centrum ligger Kleine Schanze. Her afholdes om sommeren forskellige kulturarrangementer i parkens musikpavillon. Parken er en del af det gamle forsvarsanlæg og blev i det 19. århundrede omdannet til parkanlæg. Parken var i mange år belastet af narkohandel, indtil den gennemgik en ombygning og blev genindviet i foråret 2001. Fra parken er der smuk udsigt til Alperne. I bydelen Breitenrain-Lorraine ligger Rosenhaven med 223 rosensorter, 200 irissorter og 28 rhododendronarter. Rosenhaven ligger højt over den gamle bydel og har et bibliotek med læsehave, en stor legeplads samt en restaurant med udsigt. Sammen med byens mange parkanlæg udgør bredden af Aare-floden ligeledes et vigtigt rekreativt tilbud til indbyggere og turister. Byens tre kirkegårde har parklignende karakter og benyttes som rekreative arealer.

Tierpark Dählhölzi, Berns zoologiske have fra 1937, har omkring 220 forskellige dyrearter. Parken er berømt for sin bjørnegrav med to til fire bjørne. Bjørnen er Berns vartegn, og man har sikre vidnesbyrd om, at der allerede i 1411 var en bjørnegrav i nærheden Käfigturm. Den nuværende bjørnegrav stammer fra 1857 og blev restaureret i 1970. I 2009 flyttede man bjørnene til en ny bjørnepark på et 10.000 km² stort areal ved siden af den nuværende bjørnegrav.

I Bern stod Stadion Wankdorf 80 år. Det blev navngivet efter kvarteret, hvor det lå. Det var bygget i 1920, efter at den gamle Spitalacker-Platz fik for få pladser. Dengang havde den kun 11.000 pladser. Det blev udbygget, så det ved højdepunkterne af dens størelse havde mere end 60.000 pladser. Det gamle Wankdorf var scenen for verdensmesterskabsfinalen 1954 (Vidunderet fra Bern). I 2001 blev det gamle Wankdorf revet ned og genbygget op som Stade de Suisse med plads til 31.783 tilskuere. Det er landets næststørste fodboldstadion. Bygningen kostede 350 millioner frank (dengang 1,7 milliarder danske kroner).

PostFinance-Arenaen, bygget i 1967, er med sine 17.131 pladser den største issporthal i Schweiz og en af de største i Europa.

Fodboldklubben BSC Young Boys spiller i Axpo Super League, den bedste schweiziske liga og er blevet mester 12 gange (senest i 2018) og vicemester 16 gange (sidste gang 2017). Klubbens U21-hold spiller i den, for dem, højst mulige liga. Den egentlige by- og traditionsklub er FC Bern, som var gode i starten af det 20. århundrede.
Ishockeyklubben SC Bern spiller i den højeste ishockeyliga, National League A, hvor den er blevet mester 15 gange siden 1959 (senest i sæsonen 2016/2017).




#Total Article count: 158
#Total Word count: 198509